Når solen står op over dækgiganten Firestones gummiplantage ved den liberiske by Harbel, kan man ane skikkelserne, der går fra træ til træ. Rutineret skærer de præcis dybt nok til, at den hvide latex drypper ned i de røde spande, som hænger fra hvert et træ.

Og de fyldte spande bæres til gummifabrikken, hvor den første forarbejdning af den mælkehvide masse foregår. 

I 22 år har Moses Tokpah, 53, stået klar til at tage imod gummien fra plantagen. 22 år i gummidampe, som, siger han, har ødelagt hans øjne. Men også 22 år, hvor hans børn har kunnet gå gratis i skole, hvor de har kunnet bo i plantagens huse, og hvor de har kunnet komme til læge på Firestones hospital.

Nu er han fyret.

“Jeg har mistet alt”, siger Moses Tokpah til Washington Post. 

For uden et job på plantagen ryger også adgangen til det hus, han har kaldt hjem de sidste 22 år, og altså også hans børns adgang til skolen på plantagen. Og det sygehus, der indtil fyringen stod for behandlingen af hans nu blinde øjne, krævede pludselig betaling, fordi han jo ikke arbejdede på plantagen mere. Så pengene, han fik fra plantagen i fratrædelsesgodtgørelse, slap hurtigt op.

Men Moses Tokpah er langt fra alene om at sige farvel til Firestones plantage og dermed også de goder, der følger med at være ansat på plantagen. Da danske Ellen Margrethe Løj sidst var i Liberia i 2020, stod Firestone over for at fyre 800 medarbejdere. 

“En ting er de arbejdere, de har, der skærer i træerne, som bliver berørt af sådan en fyringsrunde. Det er også familierne, der oplever det som et omfattende problem. For Firestone stiller også boliger til rådighed og skoler til deres familier på plantagen”, siger Ellen Margrethe Løj til Danwatch.

Og det kan mærkes i hele Liberia. Firestone i Liberia omsætter for cirka 1 procent af landets bruttonationalprodukt, og cirka 1 procent af landets 4,8 millioner indbyggere lever direkte af plantagen – enten som skoleelever, som arbejdere eller som familie til arbejdere. 

Men der er også en række afledte erhverv, som mærker konsekvenserne af, at Firestone tjener mindre, som for eksempel havnearbejdere og sygeplejersker på Firestones hospital.

“Det er klart, at det betyder noget for det omkringliggende samfund, når store virksomheder som Firestone oplever, at det går op eller ned i økonomien. Så når gummiprisen falder i verden, og Firestone derfor må fyre en masse mennesker, så kan det mærkes på landets økonomi også”, siger hun.

Ellen Margrethe Løj er tidligere FN-ambassadør, og så har hun i en årrække ledet den samlede FN-indsats i Liberia. I årene 2007-2011 havde hun fast base i landet.

“Den slags fyringer kan virkelig mærkes, for der er ikke umiddelbar alternativ beskæftigelse i øjeblikket, da økonomien ikke går så godt”, siger hun og fortæller, at Firestone har været til stede i Liberia i 95 år og er landets største arbejdsgiver. Virksomheden har derfor været og og er stadig en stor bidragsyder til statskassen.

Så hvis Liberia skal økonomisk på ret køl, så skal landet sprede økonomien ud, mener hun:

“Liberia har masser af råstoffer. De har guld og ædelstene og så har de både gummi og minefirmaer. Så de har masser af muligheder for at skabe indtjening på flere forskellige naturressourcer”, siger hun. Et af de steder Liberia kunne sætte ind er også ved at producere egne fødevarer og landbrugsprodukter, siger Ellen Margrethe Løj. 

“Det prøver man også, men udfordringen er, at infrastrukturen i landet er dårlig. Derfor er det svært for leverandører at få produkter til havnebyer eller bare til markederne”.