Danwatch har undersøgt, hvor gode Danmarks ni største virksomheder inden for energi, fødevarer og tekstilsektorer til at overholde FN’s Retningslinjer for Erhverv og Menneskerettigheder.
Følgende virksomheder indgår i undersøgelsen sammen med eksempler på sager, hvor de pågældende virksomheder er blevet beskyldt for at krænke menneskerettighederne.
Energi:
Føde- og drikkevarer:
Tekstil og accessories:
På papiret lover de allesammen højt og helligt at overholde menneskerettighederne.
Men når det kommer til at overholde FNs retningslinjer for Erhverv og Menneskerettigheder ser det ikke så godt ud.
Faktisk lever kun tre ud af ni virksomheder op til de FN’s retningslinjer for Erhverv og Menneskerettigheder. Det viser en undersøgelse af ni store virksomheder inden for energi, fødevarer og tekstil, som Danwatch har lavet.
Retningslinjerne fra FN handler om virksomhedernes afrapportering på deres sociale ansvarlighed, og selvom de ikke er juridisk bindende, er alle virksomheder globalt omfattet af dem.
CSR-eksperter finder resultatet tankevækkende og opfordrer regeringen til at lovgive om virksomhedsansvar, så alle ved, hvad de har at rette sig efter.
“Vi har brug for et smart mix af blød og hård lovgivning, der fastlægger præcis, hvad virksomhederne skal gøre, og hvor grænserne for deres ansvar går,” siger Andreas Rasche, professor og ekspert i CSR ved Copenhagen Business School.
“Undersøgelsen tyder på, at der er behov for at stramme grebet for at få virksomhederne til at redegøre for, hvordan de agerer i forhold til samfundsansvar og menneskerettigheder,” siger Christa Thomsen, professor på Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet.
De ni største danske virksomheder i energibranchen, fødevarebranchen og tekstilbranchen lover alle højt og helligt at overholde menneskerettighederne.
Det fremgår af hjemmesider og årsberetninger fra Danmarks største energivirksomheder; Ørsted, Vestas og USTC, de største fødevarevirksomheder; Arla, Carlsberg og Danish Crown og tekstilbranchens tre førende firmaer; Bestseller, Pandora og Jysk.
Danwatch har taget de ni virksomheder på ordet og set nærmere på, hvad de egentlig foretager sig for at leve op til løftet. Og konklusionen er klar.
Der er langt fra ord til handling hos et flertal af de undersøgte virksomheder.
Otte ud af ni virksomheder har de senere år været involveret i en eller flere sager om mulige krænkelser af menneskerettighederne.
Seks ud af ni virksomheder fortæller ikke offentligheden om sager, hvor de har været i konflikt med bl.a. menneskerettighederne, og fem ud af ni har ikke de handlingsplaner på plads, som de skal ifølge FN’s regler.
Danwatch har undersøgt, hvorvidt Danmarks største virksomheder har haft kontroversielle sager om brud på menneskerettighederne, eksempelvis arbejdstagerrettigheder eller oprindelige folks rettigheder – og om de i så fald har orienteret offentligheden om disse sager.
Undersøgelsen har set på om de ni virksomheder har været involveret i sager, hvor menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder eller andre rettigheder potentielt er blevet brudt, og taget udgangspunkt i de konkrete sager for at give et billede af de danske virksomheder afrapportering på menneskerettighedsområdet.
Hos otte af virksomhederne fandt Danwatch offentligt kendte sager.
Et af eksemplerne er tøjkoncernen Bestseller, som får produceret en del af sit tøj i et område ejet af Myanmars militær, som står bag mulige krigsforbrydelser og etnisk udrensning af landets muslimske mindretal, rohingyaerne.
Myanmars militær tjener penge på dansk tøjproduktion
Et andet eksempel er smykkefirmaet Pandora, der er blevet dømt for at krænke organisationsretten efter fyringer af fagforeningsfolk på firmaets fabrik i Bangkok.
Dansk smykkegigant fyrede ansatte, da de stiftede fagforening
Og et tredje eksempel er energiselskabet Ørsted, der henter gas fra det nordlige Rusland, hvor gasfelter og gasledninger har ødelagt oprindelige nomadefolks eksistensgrundlag.
Ørsteds gaseventyr fordriver sibiriske nomader
FN’s retningslinjer for Erhverv og Menneskerettigheder er vejledende, men alle virksomheder uanset størrelse er omfattet af dem.
Kort fortalt skal en virksomhed – uanset i hvilket land den har sine aktiviteter – undersøge, hvorvidt miljø eller menneskerettighederne bliver påvirket negativt, såkaldt due diligence.
Hvis det er tilfældet, at virksomhedens fabrik i viser sig at udlede spildevand eller underbetale deres arbejdere eller leverandører, så skal virksomheden lave en handlingsplan for, hvordan problemet skal løses.
Danwatch har undersøgt, hvordan ni af de største danske virksomheder overholder FN’s retningslinjer for Erhverv og Menneskerettigheder
Ifølge FN’s regler skal virksomheden:
Denne handlingsplan skal være tilgængelig for offentligheden, så samarbejdspartnere, kunder og forbrugere har mulighed for at vide, hvorvidt og hvordan virksomheden viser samfundsansvar.
Endelig forpligter retningslinjerne også virksomhederne til at rapportere om, hvordan de effektivt har rettet op på eventuelle brud på menneskerettighederne.
De generelle krav til arbejdet med menneskerettighederne, som er en del af FNs regler, er de undersøgte virksomheder heller ikke gode til at overholde, viser undersøgelsen.
F.eks. har tre ud af de ni virksomheder ikke identificeret, hvilke konkrete risici der kan være forbundet med deres produktion, som bl.a. foregår i nogle af verdens fattigste lande.
Fire andre virksomheder har kun delvist opfyldt dette krav.
Fem ud af ni virksomheder har ingen konkrete handlingsplaner for, hvordan de skal håndtere eventuelle problemer med bl.a. menneskerettighederne i deres produktion.
Og hele seks ud af ni virksomheder undlader at fortælle aktionærer, forretningspartnere og kunder om de kontroversielle sager de har været involveret i deres årsberetninger eller på deres hjemmeside.
Selv om sagerne er offentlig kendte og har været omtalt i enten danske eller udenlandske medier.
Danwatch har spurgt tre af landets fremmeste CSR-eksperter, om de er overraskede over, at virksomhederne tilsyneladende har svært ved overholde FN’s retningslinjer.
Professor Andreas Rasche fra CBS finder resultaterne tankevækkende.
“Undersøgelsen viser, at der stadig er en kløft mellem, hvad virksomhederne forpligter sig til, og de systemer, de har opbygget for at omsætte disse forpligtelser til praktiske handling,” siger han.
“Vi har stadig har en lang vej at gå, når det gælder fuld gennemførelse af menneskerettighedsforpligtelser i danske virksomheder.”
Professor Christa Thomsen fra Aarhus School of Business and Social Science er enig i at “danske virksomheders CSR- og bæredygtighedsrapporter er mangelfulde.”
“Men det overrasker mig alligevel, at det stadig er tilfældet set i lyset af de 10 år, der er gået, siden virksomhederne begyndte at rapportere om deres CSR-indsats,” siger hun.
“Virksomhedernes arbejde med menneskerettigheder er trods alt også en god fortælling i forhold til investorer, ejere, kunder, myndigheder, medarbejdere, bestyrelser osv – og der er er jo mange, som står klar til at hjælpe virksomhederne med opgaven,” siger hun.
Jacob Dahl Rendtorff, professor i ledelsesfilosofi, RUC er ikke overrasket. Men han mener, der er flere forklaringer på virksomhedernes manglende efterlevelse af FN’s retningslinjer.
“Når virksomhederne har forpligtet sig til at gøre en indsats for at respektere menneskerettighederne, skal de naturligvis også leve op til det. Alt andet er for dårligt,” siger han.
“Men det er ikke nogen helt enkel opgave. FN’s retningslinjer har et bredt fortolkningsspænd. Og derudover har mange virksomheder ikke fået retningslinjerne ordentligt indarbejdet endnu,” siger han.
Hvis virksomhedernes indsats på menneskerettighedsområdet skal blive bedre, kræver det, at virksomhedsledelsen får fokus på emnet, understreger han.
“Der er en tendens til, at topledelsen kun ser på økonomien, og så opfatter de det med menneskerettigheder som noget selvfølgeligt. Som dansk virksomhede tænker de, at det er let nok at overholde dem. Eller også overlader det til CSR- afdelingen, og det duer ikke” siger han.
“Menneskerettighederne skal helt op på direktionsgangen og være et fast punkt på dagsordenen ligesom klimapåvirkningen.”
Andreas Rasche mener, at forklaringen på virksomhederne manglende efterlevelse er, “en blanding af manglende evne og manglende vilje.”
“Jeg tror, de vigtigste ting er kapacitetsopbygning i virksomhederne, både hvad angår viden og ressourcer”, siger han og opfordrer virksomhederne til at dele erfaringer og best practise med hinanden.
Han efterlyser imidlertid også, at Danmark får en lov om virksomhedsansvar, så det bliver klarere for virksomhederne, hvad de egentlig skal og ikke skal.
“Vi har brug for lovgivning, der gør det klart, nøjagtig hvad firmaerne skal rapportere om. Det handler om at undgå for meget fortolkningsfleksibilitet,” siger han.
“ Men vigtigst af alt har vi brug for at få præciseret, hvad omfanget af virksomhedernes ansvar er i de globale forsyningskæder,” siger han og peger på, at flere andre lande, heriblandt Tyskland, er på vej med lovgivning i takt med, at politikerne i de enkelte lande er blevet klar over, at frivillighed ikke er nok.
Rasche understreger dog, at en eventuel lovgivning bør gå hånd i hånd med frivillige initiativer
Og det er professor Jacob Rendtorff fra RUC enig i.
“Der er ikke noget i vejen for at lovgive om virksomhedsansvar,” siger han.
“Men lovgivning kan nemt blive meget bureaukratisk. Som virksomhed skal man være moralsk forpligtet og tænke ud over lovens krav. Man kan lave nok så meget lovgivning, men hvad så med det ,man har glemt at lovgive om? Virksomhedsansvar skal være en generel etisk forpligtelse.” siger han.
Professor Christa Thomsen fra Aarhus Universitet er helt enig i, at lovgivning ikke kan stå alene.
“Problemet med lovgivning kan være, at den bremser for kreativitet og initiativ. Der er således behov for, at virksomhederne løbende bidrager med mere, end de formelt er forpligtede til,” siger hun.
Charlotte Aagaard
