Den 18. november sidste år meddelte Etiopiens premierminister Abiy Ahmed, at den føderale hærs offensiv i Tigray var gået ind i sin “sidste og afgørende” fase. Et par uger tidligere havde han kaldt til kamp mod Tigrayfolkets Befrielsesfront (TPLF), de regionale magthavere, og nu mente han altså, at sejren var nært forestående. Det var bare et spørgsmål om tid.
Intet kunne have været mere forkert.
Elleve måneder senere er kampene stadig i gang, og den humanitære situation i Tigray får forskere til at drage sammenligninger med Etiopiens landsdækkende hungersnød i 1984. Dengang døde op mod 1.2 millioner mennesker.
Helt præcis hvor mange mennesker, der sulter i Tigray i dag, er svært at vide. Det er tre måneder siden, at FN anslog, at 400.000 civile levede i hungersnød og endnu 1,8 millioner var i fare. Meget tyder på, at tallene kun er vokset, men siden TPLF genvandt kontrollen over regionshovedstaden Mekelle i slutningen af juni, har telefoner, internet og banker været nede. Derfor er det svært at få det fulde overblik.
Uanset hvad er behovet for nødhjælp i Tigray enormt. I en af få reportager fra regionen fortalte nyhedsbureauet AP for nyligt, at hospitaler og lægeklinikker er løbet tør for medicin, mens folk i desperation er begyndt at spise træernes blade. FN’s seneste melding går på “underernæring uden fortilfælde”.
I den slags krisesituationer plejer det internationale nødhjælpsapparat at komme de nødstedte til undsætning. Men ikke i Tigray, ikke i et tilstrækkeligt omfang i hvert fald.
Eller det vil sige: nødhjælpsorganisationerne forsøger, men har vanskeligt ved at navigere i den stadig mere hadefulde og farlige konflikt mellem premierminister Abiy Ahmed og TPLF.
Danwatch har været i kontakt med fem forskellige nødhjælpsorganisationer, der er aktive i Etiopien, og de fortæller alle om særdeles svære arbejdsbetingelser. Kun én af dem vil dog udtale sig til citat. Resten vil end ikke stå frem ved navn af frygt for hvilke konsekvenser, det kan få for deres arbejde i landet.
I Etiopien er nødhjælpsarbejdet for længst blevet politisk.
“Konflikten mellem regeringen og TPLF er politisk i sin natur, så det er spørgsmålet om nødhjælpen selvfølgelig også. Begge parter forsøger at bruge nødhjælpen til at opnå deres mål”, siger han Redie Bereketeab, lektor på The Nordic Africa Institute i Uppsala med speciale i Afrikas Horn.
LÆS OGSÅ: “De sulter ikke bare. De bliver sultet.” I Etiopien er hungersnød et våben
Forestillingen om et humanitært rum, der er hævet over det politiske, er et fatamorgana
FN’s kontor for humanitære anliggender, OCHA, vurderer, at Tigray dagligt har behov for 100 lastbiler fyldt med benzin, fødevarer og medicin. Men ifølge ACAPS, et analyseinstitut med fokus på humanitære indsatser, har kun omkring 11 procent af de lastbiler, der har skullet levere nødhjælp til Tigray siden 12. juli, fået adgang til regionen. Det vil i alt sige 606 lastbiler, altså svarende til bare seks dages nødhjælp.
I deres seneste analyse skriver OCHA selv, at der ikke kørte så meget som én sending nødhjælp ind i Tigray mellem 7. og 20. september. Det fremgår også, at den seneste leverance benzin ligger syv uger tilbage, den 29. juli, hvilket blandt andet betyder, at mange af de køretøjer, der tidligere er blevet kørt ind i Tigray, ikke har mulighed for at komme ud igen for at hente nye midler – selv det sorte marked skulle være løbet tør for benzin.
Og ifølge en kilde tæt på nødhjælpsarbejdet i Etiopien har lastbiler lastet med korn fra FAO, FN’s organisation for fødevarer og landbrug, været strandet ved grænseovergangen mellem Afar og Tigray i mere end en måned. Danwatch har forsøgt at få en bekræftelse, men FAO er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Humanitær rådgiver hos Folkekirkens Nødhjælp, Christer Lænkholm, fortæller, at de har måtte lukke deres operationer i Tigray.
“På grund af konflikten og den forværrede humanitære situationen skruede vi op for indsatsen i Tigray, men det har været vanskeligt at få humanitær adgang, så nu arbejder vi med internt fordrevne fra konflikten i blandt andet i Afar og Amhara”, siger han.
Flere af Danmarks andre store nødhjælpsorganisationer genkender billedet, men ønsker altså ikke at stå frem.
Mens det normalt tager 2-3 dage at fragte en større sending nødhjælp fra Addis Ababa til Mekelle, Tigrays hovedstad, skulle transporttiden i øjeblikket være oppe på 16-17 dage.
Myndighederne vil screene alt, der kommer ind i den krigsramte region, og dirigerer derfor nødhjælpskonvojerne gennem en lang række checkpoints. Her bliver lasten endevendt for at sikre sig, at der ikke er noget ombord, som fjenden, TPLF, kunne få gavn af: våben, benzin og kommunikationsudstyr, men nogle gange altså også medicin og mad. Oveni kommer mere selvbestaltede checkpoints styret af lokale militser, der ser deres snit til at tilrane sig lidt ekstra forsyninger.
En kilde i Etiopien fortæller, hvordan en dansk nødhjælpsarbejder fik konfiskeret en kikkert ved ankomst til landet tidligere på året. Myndighederne frygtede, at den var militært brug.
“Det siger noget om, hvordan alt bliver mistænkeliggjort”, lyder det.
Det er ikke meget nemmere at flyve. Regeringen tillader to fly mellem Addis Ababa og Mekelle om ugen. Det er FN, der har ansvaret for dem, men de må først lette, når de har fået godkendelse fra myndighederne, og det er ikke altid ligetil.
En kilde med indgående kendskab til arbejdsgangen fortæller, at det er en konstant kamp at finde ud af, hvornår flyene rent faktisk afgår, og at få fat i de nødvendige papirer.
“Den seneste tid er vi blevet sendt rundt mellem tre forskellige ministerier for at få vores godkendelser i orden, men alle siger, at det er nogle andre, der har autorisation til at give dem”, siger vedkommende.
Onsdag den 6. oktober lykkedes det imidlertid EU’s humanitære luftbro til Tigray at få mere end ti tons nødhjælp frem til regionen. Det er nok til at brødføde 400 underernærede børn i seks til otte uger og dække et basalt medicinbehov for 280.000 mennesker i tre måneder.
“Hjælpen leveret i dag opfylder kun en meget lille del af behovet”, indrømmede Janez Lenarčič, EU’s kommissær for krisehåndtering, dog.
LÆS OGSÅ: Omfattende seksuel vold udstiller Tigray-krigens brutalitet og Etiopiens kløfter
De danske nødhjælpsorganisationers frygt for at stå frem er ikke ubegrundet. Både Læger Uden Grænser og Norsk Flygtningehjælp er i øjeblikket suspenderet af de etiopiske myndigheder for blandt andet at have “spredt misinformation”. En undersøgelse af anklagerne er i gang, oplyser Læger Uden Grænser til Danwatch.
Og for nyligt blev syv FN-ansatte smidt ud af landet, beskyldt for at have taget part i konflikten. Få dage forinden havde deres øverste chef, Martin Griffiths, der har ansvar for FN’s humanitære indsatser, udtalt, at krisen i Tigray er en “plet på vores samvittighed”, og at Etiopiens regering er skyld i en “de facto humanitær blokade”.
Ifølge Redie Berekteab balancerer både regeringen og TPLF deres interesser.
“TPLF har gavn af fortællingen om, at regeringen ikke vil give mad og medicin til Tigray. Det giver sympati i det internationale samfund og mobiliserer modstand mod politikerne i Addis Ababa. Omvendt ser de også gerne, at der rent faktisk kommer noget nødhjælp. Den nyder deres soldater nemlig også godt af”, siger han.
Netop derfor er premierminister Abiy Ahmed ekstremt opmærksom på, hvad og hvor meget nødhjælp, der bliver ført ind i Tigray.
“Han vil isolere TPLF. Men hvis han samtidig vil vinde hjerterne hos helt almindelige, civile tigrinere, er han nødt til at lade nødhjælp nå dem. Han har heller ingen interesse i at fodre TPLF’s fortælling om, at regeringen forsøger at udsulte tigrinerne”, siger Redie Berekteab.
Regeringen i Addis Ababa afviser da også, at de systematisk forhindrer nødhjælp i at nå frem til Tigray. De kalder anklagerne om en “de facto humanitær blokade” for “grundløse”, og insisterer i stedet på, at manglen på mad og medicin i regionen ene og alene skyldes, at nødhjælpsorganisationernes lastbiler er blevet kapret af TPLF – 17. september oplyste FN, at over 400 lastbiler aldrig er returneret fra Tigray.
Regeringen har også tidligere anklaget TPLF for at afvise nødhjælp til familier, der ikke vil sende deres børn til frontlinjen.
Ifølge Adam Moe Fejerskov, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han blandt andet beskæftiger sig med etiopiske forhold, er situationen en påmindelse om, at nødhjælpsarbejde aldrig kan leve op til ambitionen om politisk neutralitet.
“Forestillingen om et humanitært rum, der er hævet over det politiske, er et fatamorgana”, siger han. “Tværtimod er alle humanitære handlinger stærkt præget af forskellige interesser. Sådan har det altid været, fra den kolde krig til Afghanistan, og nu også i Etiopien, hvor nødhjælpen er blevet genstand for spændingerne mellem regeringen og TPLF”.
Det er ikke kun i Tigray, at der er akut behov for nødhjælp. Det samme er der i naboregionerne Amhara mod syd og Afar mod øst, hvor kampene mellem regeringssoldaterne og TPLF har spredt sig til.
I Amhara og Afar har nødhjælpsorganisationerne til gengæld nemmere ved at nå frem. Tirsdag den 5. oktober annoncerede FN’s fødevareprogram, WFP, at, de har leveret mad til små 300.000 civile i de to regioner.
På sin vis bekræfter det, hvordan nødhjælpsarbejdet er viklet ind i kampen mellem Abiy Ahmeds regering i Addis Ababa og TPLF, bemærker en kilde, der koordinerer et større nødhjælpsprogram i Etiopien. Modsat Tigray er Amhara og Afar kontrolleret af de føderale styrker. Ikke af TPLF.
Imens har de føderale styrker lanceret en koordineret offensiv mod TPLF. Det meddelte tigrinernes talsmand Getachew Reda i en pressemeddelelse mandag eftermiddag.
Oscar Rothstein
