Listen af problemer, som Ukraine døjer med på højdepunktet af en brutal russisk invasion, er selvsagt alenlang.
Men foruden tabet af menneskeliv, infrastruktur og kulturarv har ukrainerne også et helt andet og særligt problem. Et kritisk problem, der inden længe risikerer at vokse sig adskillige gange større og føre til sultedøden for millioner af mennesker verden over.
Millioner af tons korn og madolie er lige nu strandet i store siloer og på lagre rundt om i landet. En enorm mængde fødevarer, der efter planen skulle have været eksporteret til nogle af verdens fattigste mennesker, men som på grund af krigen og en russisk flådeblokade ikke kan komme videre.
Ukraine er en af verdens største producenter af hvede, byg og solsikkeolie, og sammen med Rusland står Ukraine for 30 procent af den globale produktion af hvede. Ifølge Ukraines regering blokerer Rusland lige nu for eksporten af mindst 20 millioner tons korn fra de ukrainske havnebyer.
Udover at være en økonomisk hovedpine for Ukraine, der risikerer at miste mange milliarder i eksportindtægter, udgør problemet en meget reel og dødsensfarlig risiko for millioner af mennesker i især Mellemøsten og Nordafrika, som er dybt afhængige af fødevareimporten fra Ukraine.
Alene i Egypten, der sidste år købte over tre millioner tons hvede af Ukraine, er flere end 70 millioner mennesker afhængige af statsstøttede brødprogrammer. Også i lande som Indonesien, Tunesien og det i forvejen udsultede Yemen afhænger befolkningen af korn fra Ukraine.
Situationen er så alvorlig, at FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation advarer om, at konsekvenserne af det strandede korn i værste fald kan føre til, at 19 millioner flere mennesker bliver underernærede i den nærmeste fremtid.
Da fødevarerne befinder sig i en krigszone, findes der ingen nemme løsninger. Mens lande som Frankrig har forsøgt at planlægge at føre kornet ud via godstoge over land, lader det til, at det er noget nær umuligt at komme uden om handelsruterne gennem Sortehavet.
Ukraines jernbanenet har ikke samme dimensioner som det europæiske og derfor kan vognene ikke bare fortsætte ud af landet. Derudover har netop jernbanerne været et yndet mål for russerne, der ønsker at sabotere Ukraines forsyningslinjer til fronten. I øjeblikket er det ifølge eksperter derfor både et logistisk og sikkerhedsmæssigt mareridt at forsøge at trille kornet ud.
Over 90 procent af Ukraines fødevarer eksporteres derfor normalt ad søvejen fra en række større havnebyer ved Sortehavets nordvestlige kyst, med Odessa som den største og vigtigste.
Men netop den del af Sortehavet har været centrum for voldsomme krigshandlinger, og den russiske Sortehavsflåde har siden krigens begyndelse håndhævet en de facto flådeblokade af Ukraines havnebyer, som forhindrer fragtskibe i at sejle ud.
Allerede i maj måned advarede FN’s fødevarechef, David Beasley, om, at hvis parterne ikke snart formår at åbne de Ukrainske havne igen, “vil det være en krigserklæring mod den globale fødevaresikkerhed. Og det vil resultere i hungersnød og destabilisering og massemigration verden over”.
På FN’s anmodning har NATO-landet Tyrkiet tilbudt at yde militær beskyttelse til fragtskibe, der vil hente korn i Ukraine. Tyrkiet kontrollerer det strategisk vigtige Bosporusstræde, som er den eneste vej ind og ud af Sortehavet, og har i løbet af krigen holdt sig på nogenlunde god fod med både Ukraine og Rusland.
Måske netop derfor har begge parter indvilliget i at lade tyrkerne stå for centrale dele af missionen. I starten af juni kunne man se Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov trykke hånd med Tyrkiets udenrigsminister Mevlut Cavusoglu ved et pressemøde i Ankara.
“Vi er klar til at sikre sikkerheden for skibe, der forlader ukrainske havne”, lød det fra Lavrov.
“Vi er klar til at gøre dette i samarbejde med vores tyrkiske kolleger”.
Siden da er forhandlingerne fortsat. Så sent som i denne uge trådte Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, frem på et pressemøde og erklærede, at “forhandlingerne skrider fremad, så korn og solsikkeolie og det hele kan nå resten af verden. Om en uge eller 10 dage vil vi intensivere samtalerne og prøve at nå et resultat”, lød det.
Torsdag den 30. juni trak russiske styrker sig tilbage fra den omstridte ukrainske klippeø Snake Island, der ligger ud for Odessa og derfor har stor strategisk betydning for skibstrafikken til og fra Ukraine.
Ifølge Ruslands forsvarsministerium skete det som et “tegn på velvilje” og et signal om, at Rusland ikke ville stå i vejen for FN’s planer. Samtidig gjorde de det klart, at det nu måtte være op til Ukraine at fjerne de søminer, der ligger i vejen for, at skibene kan sejle sikkert ud.
Netop spørgsmålet om minerne er en af missionens helt store udfordringer. Farvandet omkring Ukraines havnebyer stærkt mineret, formentlig med flere end 400 søminer ifølge The Guardian.
Selv om Rusland ifølge de amerikanske myndigheder angiveligt har lagt en del af minerne, stammer langt de fleste fra Ukraine. Det ukrainske militær har selv lagt størstedelen af minerne ud omkring deres vigtigste havnebyer for at beskytte sig mod en russisk invasion ad søvejen, siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl, som er militær forsker ved Forsvarsakademiet.
“Man har spekuleret meget i, om russerne vil angribe med amfibiestyrker fra Sortehavs-flanken parallelt med et fremspring ad landvejen mod store havnebyer som Odessa. Derfor er man også meget forsigtige med at fjerne minerne igen, for russernes garantier er som regel ikke mere værd end det papir, de er skrevet på”, siger han.
Netop spørgsmålet om garantier er en af de udfordringer, de tyrkiske forhandlere forsøger at finde en løsning på. Rusland vil have garanti for, at Ukraine ikke udnytter kornskibene til at smugle våben bag russernes linjer. Og Ukraine vil have garanti for, at Rusland ikke angriber, så snart man har lavet en sikker vej gennem minefelterne.
Er der tale om almindelige bundminer, flytter de sig typisk ikke ret meget, og så kan det være muligt at finde en sikker vej gennem minefelterne, fortæller Kenneth Øhlenschlæger Buhl. Men er minerne forankrede, kan de rive sig løs, og det vil gøre missionen langt mere farlig.
Noget tyder på, at det sidste er tilfældet. Flere gange er ukrainske miner drevet sydpå og er dukket op langs Sortehavskysten ved Rumænien og Tyrkiet. Adskillige gange har de tyrkiske myndigheder måttet uskadeliggøre miner, som var drevet mod Bosporusstrædet ved Istanbul, der er et af verdens mest befærdede farvande med tre gange så meget skibstrafik som Suez-kanalen.
Flere lande har meldt ud, at de gerne vil bidrage til at løse problemet. Storbritannien har eksempelvis lovet, at hjælpe med at fjerne miner. Men derudover hviler det meste af missionen på Tyrkiet, der siger, de nok skal stå for det meste. Der er blandt andet oprettet et kommandocenter i Istanbul, hvorfra missionen skal koordineres, og det tyrkiske militær har også tilbudt både at fjerne miner og bevogte skibene, samt at kontrollere, om der skulle være smuglede våben ombord.
Men Erdogan gør det ikke gratis. Flere medier har rapporteret om, at Tyrkiet vil have 25 procent rabat på det korn, de selv køber af Ukraine. Ifølge mediet Middle East Eye har den tyrkiske landbrugsminister Vahit Kirisci sagt, at Ukraine allerede har accepteret en lavere pris.
Omvendt har Ukraine også stillet krav til tyrkerne. De har blandt andet gjort det klart, at Tyrkiet skal spille en større rolle i at forhindre, at Rusland kan sælge det korn, de anklages for at have stjålet fra Ukraine i løbet af krigen.
“Det her korn transporteres til andre lande, inklusiv Tyrkiet”, sagde Ukraines ambassadør i Tyrkiet, Vasyl Bodnar, ved et pressemøde i Ankara i juni.
“Vi har bedt Tyrkiet om at hjælpe os og er, efter forslag fra den tyrkiske side, ved at indlede kriminalsager mod dem, der stjæler og sælger kornet”.
Den 4. juli tilbageholdt tyrkiske toldere det første russiske fragtskib, som menes at sejle med stjålet korn. I dagene efter fulgte flere skibe. I skrivende stund undersøges det stadig, om ukrainernes påstande kan bevises, og både skibe og korn skal konfiskeres, eller om skibene får lov at sejle videre.
Den månedlange blokade af Ukraines havne betyder, at landets kornsiloer og madoliedepoter er propfyldte. Udover at fødevarerne ikke når dem, der desperat har brug for dem, medfører de fyldte lagre også en række andre risici.
Flere gange har det russiske militær ramt og ødelagt sådanne lagre med bomber og missiler – eksempelvis i havnebyen Mykolaiv i slutningen af juni. Og går der først ild i et kornlager, er det svært at slukke igen, før det er helt udbrændt.
Men det største problem venter lige rundt om hjørnet, når årets høst skal i hus. For hvis ikke lagrene snart bliver tømt, vil der ikke være plads til de mange tusinde tons nye afgrøder og fødevarer, og så risikerer krisen at vokse sig betydeligt meget større.
Eller som Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, udlagde det i starten af juni:
“Lige nu har vi omkring 20-25 millioner tons, som er blokeret. Til efteråret kan det tal være 70-75 millioner tons”.
Ifølge flere kilder i den britiske og amerikanske regering kan der gå lang tid, før krisen er ovre – uanset om det lykkes at løse problemet her og nu. USA’s udsending for global fødevaresikkerhed, Cary Fowler, vurderer at krisen kan vare tre år endnu. En britisk unavngiven embedsmand mener ifølge The Guardian også, at vi står over for en længerevarende krise:
“Selv i det bedste scenarie, hvis krigen stopper i morgen, ser vi stadig ind i en to-årig krise på globalt plan”, siger han til den britiske avis.
Mathias Glistrup
