Ulovlige tyske våben i mexicansk massakre

I februar blev den tyske våbengigant Heckler & Koch, en af Tysklands største våbenproducenter, dømt til at betale 3,7 millioner euro i bøde for ulovligt at have solgt våben til voldsplagede stater i Mexico. Sagen trækker tråde til en massakre på 43 studerende i Mexico.

Tyske G-36 rifler produceret af Heckler & Koch er endt i mexicanske stater, som Udenrigsministeriet advarer turister om at rejse rundt i. Det er pga. farer for voldelige sammenstød mellem narkokarteller og sikkerhedsmyndigheder.

En septemberaften i 2014 mødes en stor gruppe mandlige lærerstuderende på en busstation i byen Iguala i Mexicos sydlige delstat Guerrero. Her planlægger de at ‘låne’ fem busser, som de skal bruge til at komme til en demonstration i hovedstaden Mexico City.

Planen er at aflevere busserne tilbage dagen efter – som de har gjort før, og som busselskaberne og politi ofte har set gennem fingre med. Det er nærmest blevet en tradition.

Men de fem busser når ikke langt den aften, faktisk kommer de slet ikke ud for bymurene, før de bliver stoppet af politistyrker og flere af de unge mænd bliver beskudt, dræbt eller bortført. En dødelig magtanvendelse, der hverken var “nødvendig, rationel eller proportionel” ifølge en uafhængig ekspertgruppe nedsat af den Interamerikanske Menneskerettighedskommission.

Massakren, der udfoldede sig mellem d. 26. og 27. september i 2014, varede under 5 timer. Inden for de fem timer blev 6 personer dræbt, 40 blev såret og 43 bortført og formodet dræbt.

Blandt gerningsmændene var lokale politimænd angiveligt udstyret med rifler, der kommer fra en fabrik i Sydtyskland ejet af den tyske våbenproducent Heckler & Koch.

Store fisk går fri

Hvordan tyske rifler endte hos politistyrker i den mexicanske stat Guerrero i første omgang er blevet genstand for en retssag i Tyskland. Massakren burde ikke være sket, men de tyske rifler burde heller aldrig være endt i politiets hænder.

Riflerne var nemlig blevet eksporteret ulovligt til Mexico. Det blev konklusionen på en retssag i Tyskland i februar i år, hvor våbenproducenten Heckler & Koch blev idømt en bøde på 27 millioner kroner og to tidligere ansatte fik betingede fængselsdomme.

I alt fem tidligere ansatte i Heckler & Koch var på anklagebænken i landsretten i Stuttgart, men kun to fik en dom; en administrativ medarbejder og en tidligere salgsdirektør. De tre, der blev frifundet, var to tidligere direktører og en anden tidligere salgsdirektør.

“Der er en klar klasseforskel i dommen: De små fisk bliver fanget, mens de store går fri”, sagde manden bag søgsmålet mod Heckler & Koch, forfatteren Jürgen Grässlin i en pressemeddelelse, efter dommen var faldet.

Grässlin mener dog, at afgørelsen var vigtig, fordi det er første gang i Heckler & Kochs historie, at de bliver fundet skyldige for ulovlig våbeneksport.

“Det er den gode side af medaljen. Men det er nonsens at sige, at kun to personer skulle have kendskab til den ulovlige eksport. Jeg er skuffet over, at de to direktører går fri”, siger han til Danwatch.

Heckler & Koch, der i 2018 omsatte for 1,6 milliarder kroner, producerer bl.a. den automatiske riffel MP5 og pistolen USP, som begge benyttes af dansk politi og specialstyrker.

4219 rifler, 2 maskinpistoler og 1759 magasiner

Ifølge Associated Press fandt Heckler & Kochs eksport af våben til Mexico sted mellem 2006 og 2009. Her sendte våbenfabrikanten ifølge landsretten over 4000 G-36 automatrifler til Mexico.

Heckler & Koch havde tilsyneladende fået tilladelse af tyske eksportmyndigheder til at sende våbnene til Mexico med den betingelse, at våbnene ikke havnede i fire specifikke stater i Mexico; Jalisco, Chiapas, Chihuahua og Guerrero.

De fire stater er nogle af de hårdest ramte af bandekriminalitet og menneskerettighedskrænkelser. Ifølge Udenrigsministeriet rejsevejledning bør man være “meget forsigtig”, hvis man rejser i Jalisco og Guerrero pga. risikoen for voldelige sammenstød mellem narkokarteller, militær og lokale sikkerhedsmyndigheder.

Det viste sig dog senere, at flere af riflerne var blevet solgt videre til politimyndigheder i netop disse fire stater.

I alt endte 4219 G-36 rifler, 2 maskinpistoler og 1759 magasiner i de fire mexicanske stater, fremgår det af domstolens afgørelse.

Ifølge landsretten i Stuttgart har både Heckler & Koch og de dømte medarbejdere anket dommen til den tyske højesteret.

Bevismateriale: G-36 rifler benyttet på gerningsstedet

Landsretten i Stuttgart tager i sin afgørelse ikke stilling til, hvad riflerne var blevet brugt til i Mexico, blot at de var havnet i de forkerte stater.

Men flere medier fortæller, at politiet i byen Iguala var bevæbnet med Heckler & Kochs G-36 rifler den aften i slutningen af september 2014, hvor de 43 lærerstuderende blev bortført og formodet dræbt.

Det skrev b.a. det tyske medie Die TagesZeitung.

En artikel bragt i mediet i 2015 hævder, at de tyske rifler blev brugt af politiet mod de 43 studerende. Artiklen er baseret på mexicanske sagsakter, som viser, at nogle af de lokale politimænd var i var bevæbnet med riflerne den aften, hvor de lærerstuderende forsvandt.

En tysk dokumentar, der blev vist på den tyske TV-station ARD i 2015, gentager artiklens påstande.

Dokumentaren viser bl.a. billeder af papirer, der angiveligt indeholder en liste over bevismateriale indsamlet dagen efter massakren. På listen fremgår både G-36 rifler samt pistoler fra den italienske våbenproducent Beretta.

I alt var 38 lokale politimænd, som er mistænkt for at have skudt mod de studerende, bevæbnet med Heckler & Kochs G-36 rifler, ifølge dokumentaren.

Danwatch har fået adgang til to retstekniske rapporter, der er udfærdiget af mexicanske myndigheder i kølvandet på massakren.

Den ene rapport har analyseret patronhylstre fundet på flere gerningssteder i Iguala og konkluderer, at mindst 3 Heckler & Koch-rifler blev affyret den skæbnesvangre aften af mexicansk politi.

Den anden rapport viser resultaterne af en kemisk analyse. Analysen blev foretaget to dage efter hændelsen, og den konkluderer, at i hvert fald 7 Heckler & Koch-rifler var blevet affyret kort tid forinden.

Menneskerettighedskommissær siger undskyld

Mediehistorierne gjorde også indtryk på Tysklands daværende menneskerettighedskommissær, Christoph Strässer.

Under et besøg i Mexico på det lærerseminarium, hvor de forsvundne studerende havde læst, undskyldte Christoph Strässer til de studerendes pårørende.

“Jeg kan kun sige, at hvis forbrydelser er begået med våben fra Tyskland, så er det en grund for mig til at undskylde det, selvom det ikke hjælper ofrene noget”, sagde han dengang.

Mexico genåbner sagen

Hvad der præcist skete med de 43 studerende står endnu ikke klart.

Den tidligere præsident i Mexico, Enrique Peña Nieto, kom i strid modvind tilbage i 2015, da han i en tale sagde, at den mexicanske befolkning skulle komme videre. En uafhængig ekspertgruppe nedsat af den Interamerikanske Menneskerettighedskommission (IACHR) offentliggjorde i 2015 en rapport, der stærkt kritiserede Nietos regerings håndtering af sagen.

Rapporten rettede hård kritik mod myndighedernes efterforskning, der blev kaldt for mangelfuld. Rapporten fandt bl.a. flere huller i myndighedernes officielle forklaring om, at de studerende var blevet overleveret til en lokal bande for dernæst at blive dræbt og brændt til aske.

Fem år senere er sagen stadig et ømt punkt i mexicansk politik. I starten af december 2018 nedsatte Andres Manuel Lopez Obrador, i hans første dage som Mexicos nye præsident, en kommission, der endeligt skulle finde ud af, hvad der skete med de 43 forsvundne studerende.

Sagen medførte også, at den mexicanske regering i august 2015 trak næsten 4000 G-36 rifler produceret af Heckler & Koch tilbage fra landets sikkerhedsmyndigheder. Grunden var ifølge det mexicanske forsvarsministerium, at undgå “fordømmelse af den mexicanske stat fra nationale og internationale organisationer”.

H&K dropper salg til krigszoner og regimer

Danwatch har kontaktet Heckler & Koch, som bekræfter, at de har anket afgørelsen.
Selskabet ville ikke svare på spørgsmål om, hvorvidt G-36 rifler var blevet brugt af lokalpoliti i Guerrero i Mexico.

I en mail til Danwatch skriver Heckler & Koch, at virksomheden ikke kommenterer på formodninger og spekulation.

Heckler & Koch offentliggjorde i sin årsrapport for 2017, at selskabet ikke længere ville sælge våben til krigszoner eller lande med et dårlig ry i forhold til menneskerettigheder og demokrati. Det gælder bl.a. Saudi-Arabien, Israel, Egypten, De Forenede Arabiske Emirater og Tyrkiet.

Selskabet stoppede al salg af våben til Mexico i 2010. 

 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down