Fernando Garcia-Bastidas står i drivhuset, da han tager telefonen. Det er her han og hans team arbejder på at fremavle og forædle banansorter – det er deres laboratorium.
“Det er et kapløb mod tiden”, siger han om de eksperimenter, de laver blandt planterne i det varme laboratorium.
For mens Fernando Garcia-Bastidas og hans team arbejder, er en global banan-pandemi ved at tage livet af alle verdens bananer. Og indtil videre er der ingen pesticider, der kan holde sygdommen stangen.
Derfor har man også de seneste år hørt alarmklokkerne ringe rundt om på kloden: “Bananer står til at blive udryddet”, skrev Huffington Post i 2019, og hos Bloomberg lød det i 2017, at “Bananapokalypsen er nær”.
Fernando Garcia-Bastidas er en af vores bedste håb i kampen mod den ødelæggende sygdom, der er kendt som panama-syge. Han forsker i at fremavle bananplanter, der er resistente over for panama-syge, ved selskabet KeyGene. Derudover er han ph.d i plantepatologi – altså læren om planters sygdomme – ved Wageningen Universitet i Holland.
I arbejdet med sin ph.d-afhandling fra 2018 opdagede Fernando Garcia-Bastidas, hvor stor problemet rent faktisk er. Her testede han mange forskellige sorter af bananer for at identificere resistens mod sygdommen.
“Ud af 300 sorter var kun 13 procent resistente. Og de fleste af dem var vilde bananer – altså nogen, der ikke er spiselige”, fortæller han.
Konsekvensen, der følger af det er ret markant: Alt tyder på, at størstedelen af de kendte banansorter er truet af panama-syge og risikerer at uddø helt.
Det kan, forklarer Garcia-Bastidas, blive et problem for fødevaresikkerheden for millioner af mennesker. Derfor kalder han det også altafgørende at finde en løsning på banankrisen, for at den ikke udvikler sig til en krise for de mennesker, som lever i lande, der producerer bananer. Og problemet bunder blandt andet i Vestens glæde ved bananer til 1,5 krone stykket.
Panama-syge, der også er kendt som Fusarium Wilt, er en svampesygdom.
Den forårsages af patogenet Fusarium oxysporum f.sp. cubense. Gennem tiden har forskellige afarter af sygdommen givet bananplanter panama-syge.
Den aktuelle og seneste form kaldes Tropical Race 4 eller bare TR4. Den tidligere TR1 forårsagede en lignende pandemi i bananindustrien i midten af 1900-tallet.
Den samlede handelsværdi for verdens banan-industri er på over 65 mia. kroner årligt. Det gør den gule madpakkeklassiker til den mest handlede frugt i verden. Det skriver FN’s Fødevare- og landbrugsorganisation (FAO), som vurderer, at cirka 400 millioner mennesker verden over er afhængige af bananer. Enten til at spise eller til at tjene penge til mad.
Siden det første tilfælde af panama-syge – også kaldet Tropical Race 4 (TR4) – blev fundet i Sydøstasien i 1970’erne, har banansygdommen spredt sig til Afrika og Mellemøsten. I 2019 blev sygdommen registreret i Colombia som det første land i Sydamerika – en region, der står for to tredjedele af verdens bananeksport, hvoraf størstedelen lander i Europa og USA.
Derfor udgør bananeksport en anseelig del af flere landes økonomier, hvorfor et kollaps i industrien vil få uoverskuelige konsekvenser. Truslen fra panama-syge har dermed nået helt nye højder.
De almindelige, gule bananer, vi køber til hverdag er af sorten cavendish, og den er blot én ud af over 1000 banansorter. Tæt på 100 procent af de bananer, der eksporteres og handles internationalt er af denne ene variant.
Udover Cavendish findes blandt andre plantains samt øst-afrikanske højlandsbananer. Det er madbananer, der er mere stivelsesholdige, og de bruges mere som grøntsager end frugt. Madbananerne sælges og spises hovedsageligt i de lande, hvor de produceres, og når sjældent til Europa.
Men i visse dele af verden udgør de en væsentlig del af den daglige kost, fortæller Fernando Garcia-Bastidas, der selv kommer fra Colombia:
“Plantains er en basisfødevare i Latinamerika. Det svarer til kartofler i Holland, eller ris i Sydøstasien. Vi spiser plantains næsten hver dag”, siger han.
Eftersom det ikke kun er cavendish-bananer, men også madbananer, der er udsat for panama-syge, risikerer krisens konsekvenser, ifølge ham, at række ud over de cavendish-bananer, vi spiser i Europa, og ramme en af latinamerikanernes vigtigste fødevarer i form af madbanerne.
Store bananproducenter som Chiquita, Dole, Del Monte og andre har især dyrket Cavendish-bananen, fordi den har egenskaber, der gør den oplagt til eksport: Den kan høstes, mens den stadig er grøn og modne under fragten på vej til Europa, USA eller Rusland. Dens skrald er så tilpas tyk, at den ikke får for mange skader undervejs. Og så smager den godt, og man behøver ikke tilberede den.
Cavendish-bananen er altså en af de eneste sorter, der kan fungere i den moderne bananindustri, fordi den kan tåle at blive fragtet over lange distancer. Derfor bliver den dyrket ekstensivt i store plantager, og det er lige netop her, problemet begynder.
For at komme katastrofen i forkøbet forsøger Fernando Garcia-Bastidas og hans team at krydse forskellige banansorter med hinanden for at fremavle en sort, der både er resistent mod panama-sygen, og samtidig har de kvaliteter forbrugerne kender og holder af.
Men det tager lang tid at opdyrke de bananer, teamet tester på. Og det tager endnu længere tid at få dem til at sætte frugt. Derfor er det et kapløb med tiden.
Og Panama-sygen er foran i kapløbet. Den spreder sig via usynlige svampesporer i jorden, og bare en lille smule jord på et bildæk eller en støvle er nok til at vælte et helt lands produktion. Derfor er sygdommen også næsten umulig at dæmme op for.
Men det er ikke nok bare at fremdyrke én ny type banan.
For som det er nu, dyrkes bananer i såkaldte monokulturer – det vil sige, at der kun dyrkes én afgrøde på hele marken, som det er tilfældet med det meste moderne landbrug. Og fordelene er åbenlyse, siger Fernando Garcia-Bastidas:
“Alt er er standardiseret. Der er ingen variation, så alt gror på den samme tid, alt høstes på én gang, kasserne til fragt er samme størrelse. Alting er formet efter den specifikke frugt”, forklarer han.
Men monokulturer er sårbare overfor sygdomme. Det skyldes, at når sygdomme får fat på en enkelt plante, spredes de som steppebrande til resten af marken eller plantagen, fordi det er de samme planter, forklarer Fernando Garcia-Bastidas.
“Problemet med monokultur er, at det giver en dominoeffekt: Hvis én plante er syg, så er planterne omkring den også”.
Derfor arbejder Fernando Garcia-Bastidas’ team på at introducere genetisk diversitet, for at finde sorter, der kan modstå panama-syge.
Ideen om at dyrke andre typer bananer i markerne, eller dyrke bananer omgivet af andre planter er dog ikke populær hos alle:
“Når man har alt systematiseret efter én særlig frugt, så er det ubekvemt at lave ændringer. Hvis man introducerer en ny banansort, så skal hele kæden laves om”, siger Fernando Garcia-Bastidas med henvisning til den nuværende industri.
Kilde:
Pascal Liu, Seniorøkonom FAO,
fao.org,
promusa.org
Garcia-Bastidas er også kritisk over for, at megen forskning på området, ifølge ham, fokuserer på at fremavle én banansort, der kan erstatte cavendish som forbrugsvare. Han mener det er et quick fix, hvis ikke man samtidig tænker i nye måder at dyrke på, som kan løse problemet med monokulturer:
“Lad os sige, vi løser det her, og skaber en ‘ny cavendish’ – så vil monokulturen fortsætte, og vi vil få en ny pandemi i fremtiden”, forklarer han.
Og det er en pointe, der har historien på sin side. Da den moderne bananproduktion blev grundlagt i midten af 1800-tallet, blev hele industrien ligesom nu baseret på én banansort ved navn Gros Michel. Industrien gik næsten bankerot i 1950’erne, da panama-sygen i sin daværende form, TR1, pludselig truede hele produktionen. Gros Michel forsvandt ud af stor-skala produktion, men findes stadig.
Løsningen dengang blev ironisk nok, da man opdagede cavendish-bananen, som viste sig at være resistent over for den første generation af panama-syge, og som havde næsten samme kvaliteter som forbrugsvare.
Cavendish-bananer kunne derfor dyrkes i de samme plantager, som man plejede at dyrke gros michel-bananer i, fortæller Fernando Garcia-Bastidas. Men TR4 estimeres til at blive i jorden i 30 år eller længere. Det vil sige, at hvis man ikke finder en resistent banansort som erstatning, kan der potentielt ikke dyrkes nogen spiselige bananer i inficerede områder de kommende 30 år.
“Så nu ser vi historien gentage sig. Problemet er, at denne gang har vi ikke en erstatning” siger han. “Derfor vil vi udvikle noget, der ligner en cavendish, fordi det er akut – men vi vil også forsøge at udvikle andre, nye typer”.
Mikroorganismer fra svampen, der giver panama-syge, Fusarium oxysporum f.sp. cubense
Det var Fernando Garcia-Bastidas, der i 2019 måtte informerede de colombianske myndigheder om, at der var fundet panama-syge i landet. Hans toneleje er afdæmpet, når han fortæller om det.
“Sygdommen var ikke bare i Colombia. Den havde ramt kontinentet. Og det var selvfølgelig et chok for mig”, siger han.
Han mener, at det i øjeblikket går relativt godt i Colombia med at afgrænse smitten til de ramte områder. Det skyldes især, at de latinamerikanske bananfarmere er begyndt at tage deres forholdsregler. Ved enhver bananplantage bliver køretøjer desinficeret med kemikalier på vej ind og ud, og besøgende må skifte fodtøj og træde igennem bade med desinficerende væske for at få adgang. biosikkerhedsforanstaltninger, som Fernando Garcia-Bastidas kalder det.
Også ved landegrænserne mellem Colombia, Ecuador og Peru er der etableret smitteinddæmmende sikkerhedssystemer. Alligevel er Fernando Garcia-Bastidas bekymret:
“Erfaringen siger, at selvom man bruger biosikkerhedsforanstaltninger, vil panama-sygen sprede sig”.
Garcia-Bastidas har dog en forventning om, at de seneste års udvikling vil få de store selskaber i industrien op af stolen:
“Når du går i supermarkedet, kan du se, at alle bananerne kommer fra Latinamerika. Og nu er problemet også nået hertil. Så vi kommer til at se, industrien gribe til handling, nu hvor det er i deres egen baghave”, siger han og nævner, at de formentlig vil satse mere på forskning i feltet og forhåbentlig vil begynde at teste andre banansorter og afsøge nye muligheder.
Garcia-Bastidas er dog ikke sikker på, hvad det vil betyde for produktionen af madbananer.
“De er ikke så vigtige for industrien, som de er for det lokale forbrug”, lyder det.
Personligt foretrækker Fernando Garcia-Bastidas slet ikke cavendish-bananer:
“Jeg køber aldrig cavendish, medmindre jeg skal bruge netop sådan en. Jeg kan bedre lide andre typer”, siger han med et smil.
“Selv Gros Michel, som ellers angiveligt blev udryddet, den har vi stadig i Latinamerika, og den er langt bedre. Men selvfølgelig … I Vesten foretrækker man cavendish-bananer, og det samme gør industrien”.
Asser Rothe
