Smager kødet lidt ekstra brændt i år? Her er grunden

I dette nyhedsoverblik ser vi på, hvorfor Amazonas brænder mere end nogensinde tidligere. Vi skal også se nærmere på kinesiske mundbind, vandmangel og verdens største korruptionsskandale, der har et dansk islæt.


Kære læsere

Velkommen til det sidste nyhedsoverblik inden juleferien og dermed det sidste i dette besynderlige og vanvittige år. 

Vi skal som altid se på, hvordan vores forbrug og investeringer påvirker den store vide verden, og i dag har vi særligt fokus på de tropiske skove i Brasilien, herunder Amazonas. Mere præcist handler det om alt det skov, der ikke er der længere, for mere og mere af den vigtige natur, bliver nemlig ryddet.

Vi skal også se nærmere på kinesiske mundbind, vandmangel og verdens største korruptionsskandale, der har et dansk islæt. 

Lad os komme i gang.

Miljø og klima

Vores appetit på kød og profitable investeringer sætter ild til Amazonas

For nylig kom Brasiliens rumagentur INPE med nogle nedslående tal. INPE overvåger Amazonas og ifølge deres opgørelser, er der blevet ryddet mere end 11.000 kvadratkilometer regnskov fra august 2019 til juli 2020, skriver BBC. Det svarer til et område større end Fyn og Sjælland, og sidst, der blevet ryddet så meget af Amazonas, var i 2008.

Det er bekymrende, fordi Amazonas er hjem for mere end tre millioner forskellige plante- og dyrearter, hvor en stor del af dem kun lever her. Amazonas er også ret afgørende for at undgå en overophedet klode, da skoven lagrer store mængder CO2.

Regnskoven bliver typisk fældet for at gøre plads til landbrug. Ofte foregår det som følger: 1) skovhuggere fælder træerne og sælger træet, selvom det er forbudt 2) kvægfarmere overtager landet og driver kvæg i et par år 3) sojabønder køber landet og skubber kvægfarmerne videre ind i regnskoven.

Lige nu vokser presset dog på dem, der slagter kvæget, og dem, der sælger sojabønnerne, og en handelsaftale mellem EU og Brasilien kan gå i vasken på grund af den forsvindende skov.

Foto: Depositphoto
  • Oksekød: Ifølge en ny rapport fra organisationen Global Witness får de brasilianske slagterier JBS, Marfrig og Minerva kvæg fra farme, hvor Amazonas er blevet ryddet på ulovlig vis. I endnu flere tilfælde har de ikke styr på, hvor de får deres kvæg fra. Slagterierne har lovet at få styr på det inden 2025, men som Bloomberg skriver, har de lovet det før uden at handle det store på det. Det seneste år har Danwatch vist, hvordan kød fra Marfrig og Minerva ender på danske tallerkener, mens danske investeringer ender i JBS.
  • Soja: Store fødevarevirksomheder og supermarkeder som Tesco, McDonald’s og Lidl kræver et stop for al salg af soja fra land, hvor der har været Cerrado, skriver Financial Times. Cerrado er en helt særlig savanne, der er vigtig for klima og natur. Danwatch har for nylig fundet investeringer fra danske pensionskasser i selskaberne Bunge og Archer Daniels Midland, der får en meget stor del af deres soja herfra – og som nu har fået besked på at sætte en stopper for det, for ellers vil McDonalds og co. indføre sanktioner.
  • Handelsaftalen: EU har i princippet indgået en handelsaftale med Brasilien og tre andre sydamerikanske lande, men nu er aftalen truet af netop skovrydning. Hvis ikke Brasilien får styr på skovrydningen, vil aftalen ikke blive ratificeret i EU, fortæller kilder til Reuters. Som aftalen ser ud nu, vil den også kunne lede til mere skovrydning, har forskere fortalt Danwatch.

Fra resten af verden:

1Korruption

Mærsk involveret i verdens største korruptionsskandale

Ja, vi bliver kortvarigt i Brasilien, hvor Mærsk er blevet sagsøgt for mulig medvirken i verdens største korruptionssag, “Operation Car Wash”, skriver Søfart. Mærsk har ifølge anklagen tjent over en milliard ved at bestikke medarbejdere fra det nationale brasilianske olieselskab Petrobras, så Mærsk fik information, der var med til at sikre dem kontrakter.

2Miljø

Børs vil tillade spekulation i prisen på vand

På børsen Chicago Mercantile Exchange har man i lang tid kunne købe vand på det, der hedder spot-markedet, hvor man betaler og får udleveret varen med det samme. Men nu vil børsen også sælge såkaldte futures, som er kontrakter på at købe vandet på et senere tidspunkt til en pris, der bliver fastsat nu. Futures er blevet brugt som en forsikring af især landmænd, der ville sikre, at de kunne få solgt deres høst, men det kan også bruges til at spekulere i prisen. Det frygter man i USA’s nabolande, hvor vand til tider er en mangelvare, som nu kan blive dyr, skriver Latin American Post.

3Arbejdstagerrettigheder og overvågning

Danske regioner bruger mundbind produceret af undertrykt minoritet i Kina

Danske hospitaler har købt mundbind fra en kinesisk fabrik, hvor en stor del af medarbejderne er fra det muslimske mindretal uighurerne, der undertrykkes og overvåges i Kina, skriver DR. Ifølge eksperter er der stor sandsynlighed for, at uighurerne arbejder under tvang. For nyligt beskrev Danwatch et lignende problem med indkøb af Lenovo-computere til de danske kommuner.

Foto: Human Rights Watch / Xinjiang Bureau of Justice WeChat Account
4Due diligence

Ulovligt fældet træ fra Sydsudan bliver til europæiske havemøbler i Indien

Teaktræ, der er fældet ulovligt i Sydsudan, kan ende som havemøbler i europæiske byggemarkeder. EU har ellers forsøgt at stoppe importen af ulovligt fældet træ i snart mange år, men en hollandske medier Investico og De Groene Amsterdammer kan nu afsløre, at træet bliver hvidvasket i Indien, og at de hollandske kontrolorganer, de kommer igennem på vej ind i EU, er underbemandede og mangelfulde.

Det var alt for dette nyhedsoverblik.

Jeg håber vi læses ved i et lidt mere stilfærdigt 2021.

Flere artikler fra serien: 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right