Tidligere i år blev Ana Marie “Chai” Lemita-Evangelista og syv andre dræbt under et politi- og militærangreb i Filippinerne.
I april 2021 blev ligene af José de Jesús Robledo Cruz og og hans kone María de Jesús Gómez fundet i en ørken i Sonora, Mexico.
Og senest blev den britiske journalist Don Phillips og hans brasilianske guide Bruno Pereira myrdet dybt inde i Amazonas.
Det kan lyde som tilfældige mord, men i hvert tilfælde går én ting igen: Alle ofrene kæmpede for enten at fortælle om eller forsvare deres lokalsamfunds naturressourcer mod ødelæggende kræfter som minedrift og skovrydning.
Den kamp kostede dem altså livet, og det er en skæbne, de ikke er alene om.
Ifølge en ny rapport fra organisationen Global Witness er mere end 1700 miljøaktivister nemlig blevet dræbt i løbet af det sidste årti i forsøget på at beskytte natur og klima. I gennemsnit svarer det til, at en aktivist mister livet hver anden dag.
Især Latinamerika er overrepræsenteret i statistikken. Af rapporten fremgår det, at mere end to tredjedele af drabene i perioden fra 2012 til 2021 fandt sted her med Brasilien som topscorer.
FAKTA
Kortet herunder viser antal drab på miljøaktivister i de 10 hyppigst repræsenterede lande i perioden 2012 til 2021
De mange drab i Brasilien kan hovedsageligt - hvis ikke udelukkende - føres tilbage til ét område; Amazonas.
"Der er stigende stress på naturressourcer globalt, og dette udspiller sig som en kamp, især i Amazonas”, udtaler Shruti Suresh, der er advokat hos Global Witness, til BBC.
"Det handler om jordulighed. Forsvarerne kæmper for deres jord, og i det her kapløb om at få mere jord til at erhverve og udnytte ressourcer, er ofrene de oprindelige samfund, hvis stemmer bliver undertrykt".
Mange af de drab og meget af den vold og undertrykkelse, som miljøaktivister udsættes for, er forbundet til jagten på økonomisk vækst, skriver Global Witness. Primært fordi det er industrier som minedrift, skovhugst og landbrug, der er skyld i flest mord.
En økonomisk vækst, som ikke mindst drives fremad af Vesten, lyder det. Blandt andet importerer EU kød, grøntsager, frugt, træ og råstoffer til teknologier fra det globale syd, herunder ikke mindst fra Amazonas.
"Dette (mord på miljøaktivister, red.) er et globalt problem, men det sker næsten udelukkende i det globale syd”, lyder det fra Hines til The Guardian.
Ifølge Global Witness er de mere end 1700 drab kun et estimat. I realiteten er antallet af drab langt højere, lyder det fra rapportens forfattere.
Christen Dobson, der arbejder som forsker hos BHRCC, har tidligere understreget over for Danwatch, at også deres opgørelse sandsynligvis kun viser toppen af isbjerget.
“Mange angreb (på menneskerettigheder - og miljøaktivister, red.) går under radaren. De bliver aldrig rapporteret, så vi ved, at omfanget af problemet er langt mere alvorligt, end tallene indikerer”, sagde hun dengang.
Og med den historiske energikrise, som er opstået i kølvandet på krigen i Ukraine, frygter Global Witness, at problemet vil blive endnu større. Bare i 2021 blev der i gennemsnit myrdet fire miljøaktivister i ugen.
Til BBC siger den colombianske menneskerettighedsaktivist Oscar Sampayo, at effekterne af Ukraine-krigen allerede nu kan mærkes i Colombia.
"I takt med at olie og gas ikke længere kommer fra Rusland, bliver udvindingen i det globale syd mere udbredt, især i lande som Colombia, og det er uanset de menneskerettighedskrænkelser, der følger med", siger Oscar Sampayo blandt andet til BBC News.
Stadigt flere miljøaktivister – hovedsageligt fra oprindelige folk og langt overvejende i det globale syd – bliver dræbt på grund af deres arbejde med at beskytte fredede naturområder. År 2020 markerede det hidtil højeste antal drab på aktivister, og der er de senere år blevet sat nye rekorder hvert år. Det viser en opgørelse fra NGO’en Global Witness.
227 drab registreret på et år svarer til, at der i gennemsnit bliver slået over fire miljøaktivister ihjel hver uge.
Der har været flest drab i Colombia med 65 tilfælde, Mexico med 30, Filippinerne med 29 og Brasilien med 20. Global Witness antager, at tallene er et underestimat, da de ofte ser, at forbrydelserne enten ikke bliver anmeldt eller bare ikke efterforskes.
De mange angreb på oprindelige folk og deres landområder sker i forbindelse med udvinding af naturressourcer. Global Witness har i deres rapporten fordelt drabene efter industri. Flest angreb er relateret til afskovning og jagt på vandressourcer, minedrift og landbrugsvirksomhed. Og så er der en stor del som ikke kobles til en enkelt industri.
Danwatch har tidligere beskrevet, hvordan afskovning og skovbrande i Amazonas har direkte forbindelse til danske virksomheder.
Uforholdsmæssigt meget vold
De oprindelige folk kæmper for at beskytte landområder, der rummer værdifulde naturressourcer som træ og landbrugsjord. Derfor kan de stå i vejen for stater og virksomheders interesser.
Talsperson for Sekretariatet for FN’s højkommissær for menneskerettigheder Marta Hurtado skrev i februar 2020 om denne form for voldelige angreb i Nicaragua:
“Størstedelen af volden kommer fra bosættere, der forsøger at tvinge oprindelige folk væk fra deres nedarvede jord og bruge det til ulovlig skovhugst og kvægbrug”.
Ifølge Helle Munk Ravnborg, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og har forsket i forvaltning af naturressourcer i latinamerikanske lande, er det især oprindelige folk, der bliver dræbt, fordi de typisk lever i områder, som er rige på naturressourcer. Derfor kommer de oftere på tværs af de aktører, der øjner indtjeningsmuligheder.
Hun fortæller, at det ikke altid kun handler om multinationale selskaber over for marginaliserede oprindelige befolkningsgrupper. Ofte er der også kriminelle grupper involveret.
“I Colombia handler de voldelige angreb både om mindre bønders ja eller nej til at bidrage til kartellernes narko-produktion, og det handler om de store agro-industrielle foretagender og minedrift”, siger Helle Munk Ravnborg.
De voldelige angreb kan derfor lige såvel ramme små lokalsamfund, der ikke betegnes som en del af de oprindelige folk. Oprindelige folk lever blot typisk på værdifuld natur, hvorfor de udsættes for uforholdsmæssigt meget vold.
Global Witness skriver, at fra 2015 til 2019 var over en tredjedel af de dødelige angreb på miljøaktivister rettet mod oprindelige folk. Det er til trods for, at oprindelige folk kun udgør fem procent af jordens befolkning.
De beretter desuden, at de militser, lejemordere, politi og militærfolk, der udfører angrebene, kun i enkelte tilfælde retsforfølges. Og at det stort set aldrig er tilfældet med bagmændene.
“Det er lande uden et uafhængigt retsvæsen, hvis overhovedet et retsvæsen. Så hvis man ikke har gode forbindelser er man svagt stillet”, siger Helle Munk Ravnborg.
Virksomhedsansvar til debat
Ifølge Helle Munk Ravnborgs kan problemerne med angreb på miljøaktivister mindske ved eksempelvis at gøre FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv lovpligtige.
“Når danske virksomheder har aktiviteter i andre lande, så er det den danske stats ansvar at sikre, at virksomheden er bekendt med sit menneskeretsansvar, når den opererer uden for landets grænser“, siger hun.
Hun tilføjer, at virksomheder og deres investorer på den måde også stilles ansvarlige for at gribe til handling, hvis de bliver gjort bekendt med, at deres aktiviteter sættes i forbindelse med krænkelser af menneskerettigheder. På den måde vil ansvaret både være placeret hos stater og virksomheder.
FN’s retningslinjer er dog kun vejledende. EU er i øjeblikket ved at udarbejde en ny lov netop om virksomhedsansvar, som forventes at blive fremsat som lovforslag den 27. oktober. En lov der allerede er forsøgt modgået af erhvervsorganisationer og stater.
Danmark bakker delvist op om en sådan lov, men erhvervsminister Simon Kollerup har tidligere i år talt for en langt mere begrænset version af loven, som mindsker mulighederne for retsopgør med indblandede stater og virksomheder.
