I 2011 ejede købmanden Abdulehet Abdulaziz en kiosk i byen Ghulja i Xinjiang, den berygtede kinesiske provins, hvor kommunistpartiet bliver beskyldt for en systematisk undertrykkelse af provinsens 11 millioner uighurer.
På grund af sin muslimske tro solgte Abdulehet Abdulaziz ikke alkohol i kiosken, men snart begyndte kinesisk politi at presse ham til at gå mod sine egne overbevisninger og sælge både alkohol og cigaretter.
Abdulehet Abdulaziz nægtede og blev stemplet som ekstremist.
“Politiet sagde, at det betød, at der var problemer i min tankegang”, fortæller han til TV2 og Danwatch gennem antropologen Rune Steenberg, som er forsker på Palacky Universitet Olomouc i Tjekkiet.
Ifølge Abdulaziz var en af de ølmærker, han kunne vælge at sælge, det lokale ølmærke Wusu Beer, der dengang var delvist ejet af den danske bryggerigigant Carlsberg, og som de i 2015 overtog det fulde ejerskab over.
Abdulaziz historie kommer i kølvandet af, at flere eksperter over for Danwatch og TV2 tilbage i marts vurderede, at Carlsberg forretning i Xinjiang kan have medvirket til det kinesiske styres forfølgelse af uighurerne.
Eksperterne kritiserede ikke mindst Carlsberg for at have forbindelse til tvangsdruk og tvangsarbejde i provinsen.
Carlsberg afviser alle anklager, men i et interview i marts i år fortalte medlem af Etikrådet til den norske oliefund, der er en af verdens største investeringsfonde, Cecilie Hellestveit, at de ser på sagen.
“Det er jo et selskab, som opererer i et område, hvor der er høj risiko for at medvirke til alvorlige menneskerettighedsbrud. Og da ser vi først og fremmest på, hvad selskabet gør for at reducere risikoen for at medvirke. Der vil være dialog med selskabet, og så tager vi det videre derfra”, siger Cecilie Hellestveit.
Oliefonden har en investering på 3,7 milliarder norske kroner i Carlsberg.
Ifølge Cecilie Hellestveit ser den norske oliefonds etikråd hvert år på flere sager om nogle af de cirka 9000 selskaber, som oliefonden har investeret i.
Årsagerne kan være mange, men rådet har de seneste år haft fokus på tvangsarbejde i Xinjiang:
“Når et selskab opererer i en region som Xinjiang i Kina, så er det alment kendt, at her er tvangsarbejde et udbredt fænomen. Og her lægger etikrådet til grund, at selskaber bør have en meget høj agtpågivenhed. Selskaber skal gøre en hel del for at reducere risikoen for at medvirke til den slags menneskerettighedsovertrædelser”, siger Cecilie Hellestveit.
I rådets rapport fra 2021, fremgår det, at rådet har udelukket et selskab fra fondens portefølje, fordi det sandsynligvis havde fået produkterne fra en interneringslejr i Xinjiang.
I et mailsvar bekræfter Carlsberg, at den norske oliefond har rakt ud til dem og en række andre virksomheder for at lære mere om deres indsatser i forhold til menneskerettigheder globalt, herunder i Xinjiang.
“Vi mødtes med dem i sidste måned, hvor vi havde en positiv og konstruktiv dialog. Vi er ikke bekendt med, at der skulle foregå en undersøgelse”, skriver Carlsberg.
Cecilie Hellestveit fortæller, at rådet ikke deler, hvor i processen enkeltsager er.
Oliefondens konklusioner bliver kun offentlig, hvis etikrådet finder frem til, at Carlsberg skal på deres observationsliste eller eksklusionsliste. En proces, der kan tage mange måneder.
I marts kunne Danwatch sammen med TV2 afdække, at Carlsberg sidder på 85 procent af ølmarkedet i Xinjiang, hvor det muslimske folkeslag uighurerne under påskud af religiøs ekstremisme er blevet smidt i interneringslejre eller sendt ud i arbejdsprogrammer, der kan indeholde tvangsarbejde.
Ikke mindst alkohol har spillet en rolle i undertrykkelsen af den etniske minoritet, forklarede blandt andre forsker Rune Steenberg dengang.
“Alkohol har uden tvivl været et aktivt redskab i undertrykkelsen af uighurerne. Især i at skabe en situation, hvor man ikke har kunnet forblive uighur i nogen stærk forståelse uden at blive stemplet som islamist eller radikal fundamentalist”, lød det fra forskeren.
I den forbindelse kritiserede en række eksperter blandt andet, at Carlsberg er med til at sponsorere en ølfestival i en provins, hvor alkohol bliver brugt som en markør for at vurdere, om man er radikal fundamentalist eller ej.
Eksperterne vurderede også på baggrund af research foretaget af Danwatch og TV2, at der er en risiko for, at Carlsbergs lokale ølmærke Wusu Beer og en underleverandør er involveret i det kinesiske styres arbejdsprogrammer.
I en rapport fra Nankai Universitet i Kina, som blev betalt af den kinesiske regering selv, fremgår det, at arbejdsprogrammerne er “en vigtig metode til at påvirke og assimilere uighuriske minoriteter”, og at forflyttelsen af dem til andre steder i regionen eller i andre kinesiske provinser “reducerer uighurernes befolkningstæthed”.
Eksperterne kritiserede derfor Carlsbergs store forretning i Xinjiang, fordi de mener, at Carlsberg ikke kan undgå at medvirke til undertrykkelsen.
“Carlsberg har gjort sig selv til redskab for den kinesiske regering i deres undertrykkelse i Xinjiang”, sagde blandt andre Rune Steenberg, der er en af Europas førende uighur-forskere.
Kina afviser alle anklager om undertrykkelse i provinsen og kalder det “århundredets løgn.
Carlsbergs forretning i Xinjiang vækker også kritik hos Akademiker Pension, der ligesom den norske oliefond har investeret i Carlsberg. Pensionskassen har aktier for 325 millioner kroner i bryggeriet.
“Det er svært at være tryg ved nogen virksomheders forretning i Xinjiang, som situationen er nu”, skriver administrerende direktør Jens Munch Holst i en mail til TV 2 og Danwatch.
Jens Munch påpeger, at de ”statssanktionerede menneskerettighedskrænkelser” er en velkendt problemstilling:
“Det vil stort set være umuligt at drive forretning i Xinjiang uden at bidrage til eller være forbundet med disse menneskerettighedskrænkelser”, skriver direktøren.
Akademiker Pension oplyser, at de har taget den dialog direkte med Carlsbergs bestyrelse, og at pensionskassen senest har stillet et aktionærforslag om at stramme bryggeriets menneskerettighedspolitik på generalforsamlingen. Det blev ikke stemt igennem.
Dengang som nu afviser Carlsberg, at de skulle have problemer med menneskerettighederne i Xinjiang:
“Wusu Breweries gør ikke brug af tvangsarbejde, og alle vores leverandører har underskrevet vores Code of Conduct, som bekræfter, at de har forpligtet sig til at overholde disse retningslinjer. De er heller ikke involverede i nogen arbejdsprogrammer med regeringen”, skriver Carlsbergs kommunikationsdirektør.
Bryggeriet oplyser, at de sidste år lancerede et revideret program for ansvarlige indkøb.
“Det gælder blandt andet flere uafhængige audits foretaget af eksterne leverandører i flere lande, herunder Kina. Derudover har vi gennemført nye tiltag, der skal styrke vores due diligence-aktiviteter rettet mod udfordrende operationelle områder”, lyder det i mailen.
Eksperter har overfor Danwatch og TV2 2 tidligere oplyst at underskrifter på Code of Conduct og uafhængige audits ikke kan bruges til at udelukke overtrædelser af menneskerettighederne i Xinjiang. Det har Carlsberg ikke svaret på.
Carlsberg har heller ikke svaret på, om de anerkender FN, EU og NATOs konklusioner om, at der foregår systematiske menneskerettighedskrænkelser i Xinjiang.
Ved den lille by Kericho i Kenyas frodige, grønne højland strækker te-plantagerne sig over titusindvis af hektarer. Det varme, tempererede klima skaber ideelle forhold for dyrkningen af te i det solskinsrige område, der producerer sort te for nogle af verdens største te-virksomheder.
Mens te er verdens mest populære drik næst efter vand har forholdene bag te-produktionen indtil nu været mere eller mindre overset. Det ændrer en ny BBC-dokumentar på, der sætter fokus på bagsiden af Kenyas teproduktion og efterlader mangen en te-elsker med en bitter smag på tungen.
Den nye dokumentar afslører nemlig, at seksuelle overgreb på kvindelige arbejdere på teplantager i Kericho hører til dagen sorden. Plantagerne er ejet af verdens største teproducenter, heriblandt Lipton Teas & Infusions, og James Finlay & Co., der indtil nu har leveret te til blandt andre Starbucks og Twinings.
“Det er ren tortur. Han vil i seng med dig og så får du et arbejde”, fortæller en kvindelig arbejder til BBC om sin chef.
Hele 75 procent af de kvindelige ansatte, som BBC har talt med, fortæller, at de har været udsat for kønsbaseret vold på arbejdet. Det indebærer blandt andet voldtægt, chikane og seksuel afpresning i form af et arbejde i bytte for sex. En anonym kvinde fortæller at hun og mindst syv af hendes kollegaer er blevet smittet med HIV fra den samme overordnede på en af Finlays teplantager.
“Jeg fandt ud af, at jeg blev gravid og smittet med HIV på samme tid. Der kom et tidspunkt, hvor jeg overvejede selvmord”, fortæller hun i et interview til BBC.
Det meste af den sorte te, vi drikker i verden, kommer fra Kenya, selv om vi ikke nødvendigvis ved det. Det står nemlig ofte ikke på pakkerne, fortæller Martin Skrydstrup, professor i globalisering og bæredygtighed på Copenhagen Business School.
“Der sælges enormt meget te fra Kenya, men forbrugerne er ofte ikke klar over det. Teen bliver blandet og pakket i Polen, Holland, Tyskland eller de Forenede Arabiske Emirater. Så den kommer fra Kenya, men det fremgår ikke på teposen eller pakken,” siger Martin Skrydstrup.
Te er Kenyas største og vigtigste eksportvare og udgør en grundlæggende del af Kenyas økonomi. Hvert år produceres der over 450 millioner kilo te på de kenyanske plantager, og te-industrien beskæftiger direkte eller indirekte omkring hver tiende kenyaner.
Oven på afsløringerne står virksomhederne nærmest i kø for at fordømme arbejdsforholdene på teplantagerne. Kort efter dokumentarens udgivelse meddelte Starbucks, at de stopper al handel med James Finlay & Co.
Det samme har Twinings, som indtil nu har købt deres sorte te fra Finlays plantager i Kericho, også gjort.
I Danmark ender teen på supermarkedernes hylder gennem forskellige distributører, heriblandt Royal Unibrew, som distribuerer Liptons te. I et svar til Danwatch skriver Henriette Øllgaard, koncerndirektør for bæredygtighed, at Ekaterra, der ejer Lipton-brandet, straks suspenderede og politianmeldte de involverede ledere, som BBC dokumentaren identificerer, samt har igangsat en “gennemgribende, uafhængig undersøgelse” af anklagerne.
“Vi er lige dele forargede og chokerede over hændelserne og har derfor sat alle kræfter ind på at blive klogere på sagen og monitorere situationen løbende i tæt dialog med Ekaterra ” skriver Henriette Øllgard. Hun tilføjer, at de forventer svar på Ekaterras undersøgelse i slutningen af marts måned.
Flere af dagligvarekoncernernes svar kan læses længere nede i artiklen.
Op til flere af de tilsynsførende har i årevis har ansvaret for hundredvis af ansatte. På en rundvisning af Finlays teplantager, dokumenterer en anonym kilde med skjult kamera en manager spankulere rundt i markerne mens han fortæller åbent om forskellige overgreb af de kvindelige ansatte, som arbejder under ham.
“Der var engang, hvor kvinder ikke kunne gå gennem markerne uden at blive voldtaget”, fortæller han i videoklippet.
De seksuelle overgreb bliver begået af ledelsen selv, men også af andre mandlige kollegaer. Den samme mand fortæller i videoen hvordan ledelsen dækkede over en grusom gruppevoldtægt på plantagen, der aldrig blev meldt til politiet.
Blandt de stedsegrønne tebuske går tusindvis af arbejdere rundt og plukker bladene. Iført store gummiforklæder, der skal beskytte arbejderne fra de læderagtige, takkede teblade, udføres det hårde og krævende arbejde hovedsageligt af kvinder og migrantarbejdere fra særligt Uganda eller andre områder i Kenya.
Martin Skrydstrup har sammen med flere forskere siden 2018 arbejdet på forskningsprojektet SUSTEIN, der undersøger den kenyanske tes værdikæde. I forbindelse med sin forskning har han ad flere omgange besøgt forskellige teplantager i Kericho.
Han fortæller om sit første besøg på en teplantage, hvor en tilsynsførende på indforstået vis bemærker at “det er dejligt at se så mange kvinder med røven i vejret”, da de observerer arbejderne i marken. Han hentyder til de kvindelige teplukkere, der må bukke sig ind over de store tebuske for at plukke bladene.
Det er sådanne kvindehadske og sexistiske bemærkninger, der danner rammen for mange af disse kvinders arbejdsdag.
“Overordnede på de her teplantager har i årevis misbrugt de magtpositioner, de har haft over for kvindelige ansatte, og fordi en stor del af dem er migranter og ikke har et socialt sikkerhedssystem til at beskytte dem, så er de enormt udsatte over for kønsbaseret vold”, fortæller Martin Skrydstrup.
Arbejdet i markerne er hårdt, fysisk arbejde, der har efterladt mange med alvorlige kroniske skader. I bytte for mindre anstrengende arbejdsopgaver fortæller flere kvinder til BBC, hvordan de bliver tvunget til sex. Dertil kommer frygten for at miste sit arbejde, der gør, at kvinderne ofte ikke tør afvise deres overordnede, når først de er blevet ansat på plantagen.
For at bevise, hvad der foregår på plantagerne, går en journalist undercover for BBC. Hun søger arbejde på flere af Liptons og Finlays teplantager, og allerede fra jobsamtalen er det meget tydeligt, at et arbejde som teplukker har sin pris.
BBC-journalisten beskriver jobsamtalen med Jeremiah, manageren på en af Liptons teplantager i Kericho, som dybt ubehagelig, da han inviterer hende hjem til sig selv.
“Selv derfra hvor jeg sad som undercover-journalist, følte jeg mig presset til at tage med ham hjem. Jeg kan kun forestille mig, hvordan en sådan situation vil være for kvinder, der desperat har brug for et arbejde”, fortæller hun i dokumentaren.
Hun bliver også inviteret til en jobsamtale på et hotelværelse, hvor manageren for nogle af Finlays plantager meget hurtigt instruerer hende til at tage sit tøj af og “lægge sig ned.”
Journalisten, der bærer et skjult kamera, gentager mange gange overfor manageren, at hun ikke har givet samtykke, da han presser hende op mod et vindue med tvang. Han svarer hende:
“Rør ved mig. Bare rør mig en lille smule. Bare giv samtykke. Jeg giver dig nogle penge, og så får du et job. Jeg har hjulpet dig, hjælp mig. Vi lægger os ned, afslutter og går. Så kan du komme og arbejde.”
Det er langtfra første gang, at Liptons teplantager i Kenya, der tidligere var ejet af Unilever, bliver kritiseret for mangel på håndtering af seksuel chikane på plantagerne.
Allerede for ti år siden lancerede Unilever en handlingsplan med “nultolerance” efter gentagne rapporter om kønsbaseret vold på deres teplantager i Kericho. Handlingsplanen indeholdt blandt andet et rapporteringssystem, der skulle gøre det muligt at melde seksuel chikane og overgreb på plantagerne.
Alligevel tyder det på, at der ikke er sket meget siden da. BBC’s undersøgelse fandt beviser for, at der fortsat ikke bliver handlet på klager om seksuel chikane. Helt omvendt viser det sig, at de ansatte i flere tilfælde er blevet straffet for at gøre brug af rapporteringssystemet.
“Flere arbejdere meldte episoder om seksuel chikane. De blev efterfølgende fyret”, fortæller en anonym kilde til BBC.
Beatrice Kemei er parlamentsmedlem og Kericho Amts repræsentant for kvinder. Hun skriver på sin Twitter-profil, at hun er dybt chokeret over afsløringerne, og kalder overgrebene for et brud på menneskerettighederne.
“Det er tydeligt, at plantagernes ledere har dyrket en kultur, hvor de kræver seksuelle ‘tjenester’ fra kvinder, der søger arbejde på plantagerne, som er deres kilde til levebrød, i bytte for arbejde, mindre hårde arbejdsopgaver eller andre fordele, hvilket er et brud på grundlæggende menneskerettigheder”, skriver hun.
Høsten af te har traditionelt set foregået ved håndplukning af tebladene. I dag er den manuelle håndplukning i højere grad blevet erstattet med maskiner.
Titusindvis af teplukkere har ifølge fagforeningen Kenya Tea Workers Union mistet deres arbejde til fordel for maskinerne, og store mængder afskedigelser de seneste år har efterladt mange arbejdere i desperation.
“Mens investorerne scorer en profit på 200 procent, står lokalsamfundene tilbage med tårer”, siger Eric Mutai, guvernør i Kericho provinsen til BBC Eye.
Usikre ansættelsesforhold og øget konkurrence om arbejde gør det lettere for dem, som står for den daglige drift af plantagerne, at udnytte kvindelige ansatte.
Mange af kvinderne fortæller til BBC, at den høje arbejdsløshed i området betyder, at de ikke har andet valg end at give efter for deres chefs seksuelle krav. Ellers står de uden indkomst til at brødføde sig selv og deres familier.
Salling Group, der i Danmark forhandler te fra de pågældende plantager i deres butikker, herunder Netto og Føtex, har på baggrund af BBC’s undersøgelse straks rakt ud til deres leverandører og stillet krav om at få rettet op på sagerne. Det forklarer kvalitetschef Carina Jensen.
“Vi tager disse anklager meget seriøst. Derfor har vi også rakt ud til vores direkte leverandør af nævnte te brands for at høre nærmere omkring, hvordan de forholder sig til dokumentaren, samt hvilke tiltag de planlægger for at rette op og undgå sådanne forfærdelige hændelser i fremtiden. I den forbindelse har vi fået indblik i deres initiativer, der straks igangsættes – og vi vil naturligvis følge implementering samt effektivitet heraf løbende, så vi sikrer, at der leves op til vores Code of Conduct”, siger hun.
Også hos dagligvarekoncernen Dagrofa, der driver Spar, MENY, MinKøbmand og LetKøb, forventer man, at deres leverandører får styr på sagerne.
“I Dagrofa ser vi med stor alvor på de forelagte undersøgelser, og vores leverandører skal selvfølgelig efterleve de krav, som er angivet i de indgåede rammeaftaler og Code of Conduct,” skriver Dagrofas CSR-chef Henrik Johannsen i et svar til Danwatch.
Ifølge FNs principper for menneskerettigheder og erhverv (UNGP), som både Dagrofa og Salling Group ifølge deres hjemmesider skilter med at følge, har alle virksomheder i varekæden et ansvar for at overholde menneskerettighederne.
Både Lipton og James Finlay meldte kort efter ud, at de har suspenderet og politianmeldt de overgrebsmænd, der har arbejder som tilsynsførende på deres plantager. Siden BBCs afsløringer er fire gerningsmænd gået under jorden, meddeler det kenyanske politi ifølge Business and Human Rights Ressource Centre.
Medlemmer af det kenyanske parlament har desuden oprettet en komite, der skal undersøge anklagerne.
Fagforeningen The Kenyan Plantation and Agricultural Workers Union (KPAWU) kalder i en pressemeddelelse afsløringerne for hjerteskærende.
De kræver, at Lipton og Finlay omgående skal stoppe med at overlade håndteringen af arbejdskraft til eksterne virksomhed. De skriver i en pressemeddelelse at det påvirker arbejdernes rettigheder, fordi de arbejder under kontrakterede virksomheder i stedet for moderselskabet. Løsningen, mener fagforeningen, er at de multinationale virksomheder i stedet tilbyder direkte ansættelse til deres arbejdere.
Den opfordring har Finlay tilsyneladende taget til sig. De skriver, at de har afsluttet deres samarbejde med en af de pågældende virksomheder og har ansat alle 300 arbejdere, der arbejdede på plantagerne direkte under Finlays for at garantere, at de ikke bliver ramt yderligere af sagen.
Mens de store tøjkoncerner tjener mere end nogensinde før, kritiseres de nu for deres behandling af tekstilarbejderne i nogle af verdens fattigste lande.
Kritikken kommer fra en ny, omfattende rapport fra Aberdeen University, som har undersøgt de største udfordringer, leverandører og arbejdere i Bangladesh stod overfor under coronapandemien.
I rapporten får kendte tøjgiganter som H&M, Bestseller og Inditex, der ejer tøjkæden Zara, kritik for at have aflyst ordrer sent i processen, reduceret den aftalte pris, nægtet at betale for varer, der allerede var under produktion, og forsinkelse af betaling for varerne med op til flere måneder.
Den slags er med til at forværre tilværelsen for nogle af dem, der i forvejen er allermest udsatte i branchen, siger Tanja Gotthardsen, ekspert i bæredygtighed og virksomhedsansvar i tekstilbranchen.
“Når man ser de rekordregnskaber, der blev aflagt af store modevirksomheder under og efter corona, så kan man jo godt tænke, at der havde været penge til at betale sine leverandører,” siger Tanja Gotthardsen, der er selvstændig rådgiver i virksomheden Continual.
Danwatch har kontaktet de tre virksomheder, som er nævnt i rapporten, men Inditex og H&M har ikke ønsket at svare på kritikken. Hos Bestseller har kommunikationschef, Kasper Reggelsen, svaret, men han kan ikke genkende den kritik, som rapporten fremlægger.
“Vi har ikke været i en situation, hvor vi har måtte aflyse ordrer. Tværtimod har vi haft en markant stigning i ordrer i regionen i løbet af 2021 og 2022, og i samme periode er priserne også steget,” skriver han til Danwatch.
Han understreger, at man fra Bestsellers side har udtrykt et ønske om uddybning af kritikken:
“Hvis der er den mindste tvivl, vil vi virkelig gerne have konkretiseret denne, så vi kan korrigere og sikre, at alt er på plads fra vores side. Men trods gentagne opfordringer og ønske herom har vi fortsat ikke modtaget noget, som har muliggjort, at vi kan handle på kritikken,” skriver Kasper Reggelsen.
Når de store globale tøjvirksomheder ikke overholder deres kontrakter, er leverandørerne nødt til at skære i omkostningerne på en anden måde, og her er det oftest de mindst magtfulde i leverandørkæden, som det går ud over.
Rapporten, som omfatter 1000 fabrikker i Bangladesh, viser, at ca. en fjerdedel af arbejderne mistede deres job i begyndelsen af pandemien uden nogen form for finansiel kompensation. De resterende arbejdere oplevede samtidig at blive chikaneret, presset til at øge deres arbejdstempo og tvunget til overarbejde uden løn for at møde købernes stramme deadlines.
Helt anderledes så det ud hos tøjmærkerne, som køber deres tøj fra fabrikkerne. Både H&M og Inditex har ifølge bl.a. Brand Finance været blandt de 10 tøjproducenter, der omsætter for mest på globalt plan de seneste fem år. Ligeledes kom Bestseller ud i både 2021 og 2022 med rekordstort overskud.
Ifølge rapporten fra Aberdeen University kunne 17 procent af fabrikkerne, som Zara køber tøj fra i Bangladesh, ikke betale deres arbejdere mindstelønnen, da fabrikkerne åbnede igen efter corona-lockdown. For Bestseller var det 14 procent af fabrikkerne, de bruger, og for H&M 12 procent. Der er tale om en mindsteløn i Bangladesh på cirka 500 kroner om måneden, hvor arbejdstiden typisk er mellem otte og tolv timer om dagen, seks dage om ugen.
En mindsteløn, der ifølge flere eksperter repræsenterer under en tredjedel af leveomkostningerne i de fleste områder af Bangladesh.
Tanja Gotthardsen illustrerer, hvor lidt det er, arbejderne er blevet betalt:
“Vi er helt nede på et subsistensniveau, hvor tekstilarbejdere står og må låne penge til ris. Vi ser også, at nogle familier er nødt til at reducere antallet af måltider, eller også undlader de voksne at spise nogle måltider, så deres børn kan spise i stedet,” siger hun.
Tekstilindustrien udgør næsten 85 procent af Bangladesh’ eksport, og tekstilarbejderne udgør derfor en meget stor del af landets arbejdskraft – omkring fire millioner arbejdere, hvoraf størstedelen af dem er fattige kvinder uden for byerne.
Både H&M, Inditex og Bestseller har underskrevet The International Accord for Health and Safety in the Textile and Garment Industry, hvis mål er at sikre og fremme sikkerheden på tekstilfabrikkerne i Bangladesh. Ligeledes er de alle tre medlemmer af The Ethical Trading Initiative, der sigter efter at promovere respekt for arbejdernes rettigheder globalt.
Men den slags initiativer får kritik for at være meget vage og uforpligtende.
“Hvis det sker, at man finder overtrædelser på fabrikkerne og at brandsene undsiger sig ansvar, hvilke sanktionsmuligheder har leverandøren så overhovedet? Det er en meget, meget stor problemstilling i branchen,” siger Tanja Gotthardsen.
Flere NGO’er udtrykker bekymring for manglende tilsyn i forbindelse med overtrædelser af arbejdernes rettigheder. En del af bekymringen er baseret på undersøgelser, der viser, at bedrageri i forbindelse med tilsyn på fabrikkerne er et gennemgående problem i tekstilindustriens leverandørkæder.
Problematikken går blandt andet ud på, at de virksomheder, der laver tilsyn med tekstilfabrikkerne, er økonomisk afhængige af tekstilvirksomhederne og deres producenter og derfor kan være mindre interesseret i at komme med kritik.
Rapporten fra Aberdeen University viser, at ikke en eneste fabrik har indrapporteret sagsanlæg mod køberne, hovedsageligt fordi de er bange for ikke at kunne handle med dem i fremtiden eller af frygt for, at de måske vil aflyse resten af deres bestillinger.
Hele 80 procent af fabrikkerne inkludereret i undersøgelsen angav dette som en grund til ikke at lægge sag an. Ifølge Tanja Gotthardsen kommer problemet af et mættet landskab for leverandører i branchen, hvilket giver tøjmærkerne en fordel.
“Nogle brands er utroligt agile, så hvis arbejdstagernes rettigheder bliver flere og mere ‘besværlige’ at omgås i et land, er det relativt let at flytte produktionen videre,” vurderer hun.
Hvis man skal løse det, foreslår Tanja Gotthardsen, at man blandt andet kan give leverandørerne bedre sanktionsmuligheder overfor tøjmærkerne.
“Men så længe leverandørerne er bange for, at deres økonomiske grundlag forsvinder, så er det selvfølgelig problematisk. Derfor kunne en indledningsvis løsning være, at et brand bliver forpligtet på at lægge 50 procent af en ordres pris forud, i stedet for at de først betaler op til flere måneder efter, tøjet er leveret,” siger hun.
Hidtil har der ikke været bindende retningslinjer for, hvordan tøjvirksomhederne skal tage ansvar for potentielle negative effekter på menneskerettighederne hele vejen igennem deres varekæder, men det skal der nu laves om på.
“Virksomhederne skal kunne holdes til ansvar for ikke at opfylde deres due diligence-forpligtigelse (risikovurdering, red.) i deres værdikæder. Forhåbentligt kan kommende EU-lovgivning hjælpe her,” siger Tanja Gotthardsen.
EU-kommissionen er på vej med et lovudkast, der skal forpligte virksomheder til omhyggeligt at håndtere sociale og miljømæssige påvirkninger i hele deres forsyningskæde. Hvis virksomhederne ikke lever op til forpligtelserne, kan de få en bøde, ligesom det skal være muligt for underleverandører at sagsøge dem for det.
Dog udtrykker flere eksperter og NGO’er bekymring for, om det i praksis bliver svært for ofre at rejse sag mod virksomheder, der har meget større midler end eksempelvis ansatte i Bangladesh. Desuden er loven endnu ikke vedtaget og vil i begyndelsen kun omfatte de allerstørste virksomheder.
“Det vil have en trickle down-effekt til de små, men det, vi også skal huske med især den danske modebranche, er, at den består af små og mellemstore virksomheder. Udover Bestseller har vi ikke rigtig de helt store,” siger Tanja Gotthardsen.
Det betyder, at der formentlig stadig er lang vej, før størstedelen af de danske virksomheder i branchen kan blive holdt juridisk ansvarlige for, hvordan dem der syr tøjet bliver behandlet.
Læs mere om virksomhedsansvar og EU-kommissionens lovforslag her.
I deres undersøgelse ‘Enslaved’, har vores dygtige kollegaer og samarbejdspartnere på det uafhængige cambodjanske medie Voice of Democracy (VOD) året igennem fulgt og afdækket, hvordan kinesiske forretningsmænd med forbindelser til den cambodjanske regering lokker personer fra omkringliggende lande som Thailand og Vietnam til Cambodja, med løfter om gode, velbetalte jobs.
Men de gode, velbetalte jobs viser sig i virkeligheden at være det stik modsatte. For de personer, som har taget imod jobtilbuddene og ladet sig fragte til Cambodja, finder snart ud af, at deres nye job består i at svindle og snyde andre mennesker for penge, gennem forskellige online scams. Nægter de at udføre arbejdet, risikerer de at få tæv og ligefrem elektrochok, eller at blive solgt videre til andre kinesiske virksomheder.
Arbejdsforholdene beskrives af flere organisationer som umenneskelige og ligefrem ‘helvede på jord.’ Arbejderne indespærres på tidligere hoteller og casinoer, som er blevet lukket ned på grund af Corona, tvinges til at arbejde i op til 18 timer om dagen med korte toiletpauser og uden spisepauser – og løn, ja det får de ikke meget af. Virksomhederne kræver nemlig, at de svindler for urealistisk høje beløb hver eneste dag. Lykkes det ikke at leve op til det, sætter medarbejderne – eller moderne slavearbejderne, som man med rette kan kalde det – sig i gæld til virksomheden. En gæld de efterfølgende er tvunget til at arbejde af.
Svindelforretningen er et resultat af, at de kinesiske forretningsmænd har måttet finde alternative indtægtskilder, da de måtte lukke deres kasinoer og hoteller i Cambodja på grund af Covid-19.
Som reaktion på afsløringen af omfanget af menneskehandel i Cambodja, placerede det amerikanske udenrigsministerium i sommers Cambodja på det lavest mulige niveau i den årlige rapport “Trafficking In Person”. Rapporten rangerer regeringer baseret på deres opfattede indsats for at anerkende og bekæmpe menneskehandel. I rapporten står der blandt andet, at der er begrundet mistanke om, at de cambodjanske myndigheder er indblandet i ulovlighederne. Det amerikanske udenrigsministerium efterlyste i forbindelse med rapporten en øget indsats for at stoppe svindelforretningerne og retsforfølge de ansvarlige, herunder indblandende embedsmænd.
Presset fra det amerikanske udenrigsministerium og opmærksomheden fra internationale medier betød, at indsatsen mod cyberkriminaliteten endelig blev prioriteret af det cambodjanske politi. I løbet af efteråret blev der foretaget en række razziaer, og politiet fandt og befriede i den forbindelse flere tusinde udenlandske tvangsarbejdere. Men før razziaerne fandt sted var et endnu større antal tvangsarbejdere blevet flyttet til andre lokationer, skriver VOD.
Meget tyder dog på, at den øgede indsats mod cyberkriminalitet i Cambodja har medført, at tvangsarbejdere flyttes ud af landet, til blandt andet Laos og Myanmar. Problemet er altså langt fra løst og berører en stadig større del af Sydøstasien.
VODs undersøgelse af cyberkriminalitet, menneskehandel og tvangsarbejde i Cambodja er et vigtigt indblik i de ting, der foregår bag vores skærme, usynligt arbejde som desværre ofte indebærer grove menneskerettighedskrænkelser. Det gælder ikke kun med hensyn til online svindel, som det er tilfældet her, men også når det kommer til at rydde op i hvad vi kan se på sociale medier.
For nylig kunne The Bureau of Investigative Journalism for eksempel berette, hvordan Tiktok-ansatte i Colombia tvinger sig gennem time efter time af traumatiserende indhold, for at brugerne ikke skal eksponeres for det. Det får de under ti dollars om dagen for, og fordi man kan slippe afsted med at betale indholdsmoderatorer i det globale syd så lav en løn, er det billigere at bruge menneskelig arbejdskraft end kunstig intelligens.
Undersøgelsen ‘Enslaved’ er et af desværre alt for mange eksempler på, at virkeligheden nogle gange overgår fantasien. Og den berører nogle af tidens mest aktuelle emner, som arbejdstagerrettigheder, digitalisering og COVID-19.
Men den er også et rigtig godt eksempel på, hvor afgørende en rolle kritiske og undersøgende medier spiller i, at stille de mest magtfulde til ansvar og afdække uretfærdigheder og ulovligheder. I et land som Cambodja, hvor ytrings- og pressefriheden er under enormt pres, og kritiske historier kan få journalister fængslet og medier lukket, er det særligt imponerende, at medier som VOD fortsætter deres hårde arbejde. Og af samme grund er det særligt vigtigt, at følge og støtte dem og andre uafhængige medier i Cambodja.
Jul og nytår giver tid til fordybelse. Samtidig er det også her, vi typisk ser tilbage på det forgangne år. Derfor anbefaler vi på Danwatch det bedste, vi har læst, set eller lyttet i løbet af året.
De tre bombefly kom ud af det blå. Sekunder efter var dusinvis af festivalgæster i den afsidesliggende landsby Hpakant i det nordlige Myanmar forvandlet til blodige lig. Civile festivalgæster, flere kendte musikere og medlemmer af Kachin-statens seperatistbevægelse. Amatørfotos viser, hvordan de op mod 80 døde ligger ved siden af hinanden på rækker af grønne plastikpresenninger.
Angrebet, som blev gennemført af Myanmars militær søndag den 23. oktober, er det værste siden militæret kuppede sig til magten og indledte en intens undertrykkelse af alle kritiske stemmer.
Myanmar producerer en stor del af verdens tøj, og siden militærkuppet i februar 2021 har nogle af verdens største tøjmærker stået med et svært spørgsmål: Skal de blive i landet, når en voldelig og undertrykkende militærjunta har sat sig på magten?
For nogle få mærker har svaret været nej, men langt de fleste store tøjproducenter er blevet i landet.
Forklaringen fra tøjmærkerne er enslydende: Vi bliver for at beskytte arbejderne og sikre, at de fortsat har noget at leve af.
En ny database viser dog, at virkeligheden for landets tekstilarbejdere er meget barsk.
Databasen, som er lavet af Business and Human Rights Resource Center i London samler anklager om arbejdsforholdene på landets tekstilfabrikker. Ikke mindre end tredive internationale tøjmærker optræder i databasen, heriblandt H&M, Zara, Carhartt og Hunkemøller.
Og anklagerne er mange. Fra børnearbejde og sexchikane på flere H&M-fabrikker, vold og trusler hos Carhartt til inhumane arbejdstider på fabrikker, der leverer til Zara.
Danwatch har spurgt en række af de mest kendte brands, hvordan de forholder sig til anklagerne, om de har tænkt sig at blive i Myanmar efter kuppet og hvorfor.
Udover danske Bestseller er H&M et af de største tøjbrands med produktion i Myanmar. Ifølge databasen har den svensk-ejede koncern mindst syv fabrikker i Myanmar, hvor især Myanmar Jiale Fashion Garment med mere end 1.000 ansatte og Kingsrich (Myanmar) Fashion med over 1.500 ansatte udmærker sig ved massive anklager om alt fra lave lønninger og løntyveri til børnearbejde, usikre arbejdsforhold, manglede foreningsfrihed, sexchikane, manglende kontrakter og fridage, tvunget overarbejde og uretmæssige fyringer samt økonomisk samarbejde med militærstyret.
Trods de omfattende anklager om dårlige arbejdsforhold på H&M’s fabrikker fylder den svenske tøjgigants svar ikke meget.
“Vi takker høfligt nej til at deltage i artiklen og har ingen kommentarer”, skriver Ulrika Isaksson, chef for H&M Group Communications til Danwatch.
I et skriftligt svar til Business and Human Rights Resource Center skriver H&M dog, at selskabet er bekendt med problemerne.
“H&M Group er fortsat dybt bekymret over situationen i Myanmar og udfører løbende en grundig due diligence (risikovurdering, red.). Vi er opmærksomme på øgede udfordringer i forhold til grundlæggende menneskerettigheder, såsom foreningsfrihed, og vi har rejst denne bekymring over for leverandører såvel som fagforeninger, brands og menneskerettighedsorganisationer,” hedder det i et svar fra juli 2022.
Men samtidig hævder koncernen, at de fleste af problemerne allerede er løst.
“I hver af de sager, som BHRRC har rejst, blev vi informeret direkte og var i stand til at reagere øjeblikkeligt for at søge en løsning. Alle problemer, der er rapporteret til os, med undtagelse af en sag, som vi arbejder aktivt på, er allerede blevet løst”, hedder det i svaret.
H&M fremlægger ingen dokumentation for, at de mange problemer skulle være løst, og det har ikke været muligt for Danwatch at efterprøve sagen.
Umiddelbart efter kuppet i 2021 annoncerede H&M, at de ville undlade at placere nye ordrer i Myanmar, men allerede fire måneder senere besluttede de at fortsætte produktionen med den begrundelse, at det ville gå ud over leverandører og ansatte, hvis de trak sig ud.
Også et populært dansk brand som Hunkemøller får fortsat syet en del af deres lingerie i Myanmar. Ifølge databasen sker det på fabrikken Myanmar Efforts Garment, der har mere end 1.000 ansatte.
Fabrikken anklages blandt andet for kønsbaseret vold, chikane, lange arbejdstider, tvungen overarbejde og uretmæssige fyringer.
Over for Danwatch vil PR-ansvarlig Marissa Akersloot ikke kommentere de konkrete forhold på Myanmar Efforts Garment.
I et svar fra juli måned til Business and Human Rights Resource Center skriver Hunkemøller dog, at det danske brand er i gang med at løse problemerne.
Marissa Akersloot erkender, at der generelt er store problemer i Myanmars tekstilindustri.
“Vi er dybt bekymrede over situationen i Myanmar og fordømmer de menneskerettighedskrænkelser, der har fundet sted i landet. Siden kuppet har vi været i tæt kontakt med vores leverandører for at værne om positionen, rettighederne og sikkerheden for arbejderne på vores fabrikker,” skriver hun.
Derfor har Hunkemøller valgt at neddrosle produktionen i Myanmar.
“Vi har besluttet at følge rådene fra eksperter og lokale interessenter og tager nu skridt til gradvist at reducere produktionen i Myanmar på en ansvarlig måde,” skriver Marissa Akersloot og forklarer, at det vil ske i løbet af 2023.
Hunkemøller er blandt andet bekymret for konsekvenserne for tekstilarbejderne, hvis de mister deres arbejde.
Om det danske lingerie-firma fuldstændig dropper at producere i Myanmar har det ikke været muligt at få et svar på.
Et tredje brand, som er populært især blandt unge, er det amerikanske tøjfirma Carhartt, der blandt andet producerer arbejdstøj på fabrikken Eslite Garment, der anklages for angreb på organisationsfriheden, sexchikane, vold og trusler, lave lønninger og løntyveri.
Carhartt vil ikke kommentere de konkrete arbejdsforhold på Eslite Garment, men CSR-chef Don Moffett skriver til Danwatch, at:
“Vi overvåger regelmæssigt overholdelsen af vores adfærdskodeks, herunder på fabrikker i Myanmar.”
Generelt er Carhartt “forpligtet til at drive forretning på en retfærdig og etisk måde. Vores mission er at tjene og beskytte de hårdtarbejdende mennesker, der fremstiller vores produkter,” skriver Don Moffett.
“Alle fabrikker, der producerer varer til Carhartt, er forpligtet til at overholde virksomhedens adfærdskodeks på arbejdspladsen, som omfatter specifikke krav omkring rettighederne omkring foreningsfrihed og behandling af medarbejdere,” skriver han.
I et svar til Business and Human Rights Resource Center i juni 2022 bekræfter Carhartt, at Eslite Garment producerer en del af deres produkter, men at det er nyt for dem, at der skulle være problemer på fabrikken.
“Det er første gang, vi har hørt om problemer med denne fabrik. Vi har indledt en undersøgelse og vil tage fat i enhver overtrædelse af vores Code of Conduct,” lyder svaret.
CSR-chef Don Moffett har ikke ønsket at svare på, hvad der sidenhen er sket, eller hvorvidt Carhartt har tænkt sig at fortsætte produktionen i Myanmar.
Danwatch har også kontaktet den tyske supermarkedskæde Lidl, som har 138 supermarkeder i Danmark, som blandt andet sælger tøj og tekstiler produceret på mindst tre fabrikker i Myanmar.
Lidls kommunikationschef Thomas Sejersen skriver i et svar til Danwatch, at Lidl ikke længere får produceret på Sung Bo Garment og forholdene på de to andre fabrikker vil han ikke kommentere.
Og i et svar til Business and Human Rights Resource Center i juli 2022 erkender Lidt problemerne på Sung Bo og forklarer, at de er blevet løst. Anklagerne mod AMG Garment har Lidl taget op med fabrikkens ledelse, og indtil sagen er “afsluttet, vil der ikke blive afgivet nye ordrer på fabrikken.”
Af det samme svar fremgår det, at der er indgået en forligsaftale om de uretmæssige fyringer og manglende kontrakter på Twinkle Light.
Generelt understreger Lidls kommunikationschef Thomas Sejersen, at;
“Lidl har en nultolerancepolitik over for alle menneskerettighedskrænkelser af enhver art i vores forsyningskæde.”
Og han fortæller, at Lidl “har styrket og øget due diligence for forretningsaktiviteter i Myanmar for at undgå eller afhjælpe enhver krænkelse af menneskerettighederne”, og så forklarer han, at en “exit fra Myanmar kan føre til, at folk mister deres job og dermed deres levebrød”.
Om Lidl agter at fortsætte produktionen i Myanmar svarer han ikke på.
Som den sidste virksomhed i denne runde har Danwatch kontaktet den spanske tøjkæde Zara, der ejes af Inditex, for at høre, hvordan de stiller sig til en lang række problemer på deres mindst fire fabrikker i Myanmar.
Trods adskillige henvendelser til Inditex og Zara er det ikke lykkedes at få et svar fra tøjkæden på, hvad de gør ved problemerne – eller om de agter at blive i Myanmar.
I et svar til Business and Human Rights Resource Center i sommers skriver Inditex, at de har undersøgt klagerne over forholdene på Huabo Times og er i gang med at løse problemerne på Lucky fortune.
Forholdene på Yi Cai og Zong Hong Garment kommenterer Inditex/Zara ikke i sit svar.
Men generelt skriver den spanske tøjgigant, at Inditex “arbejder tæt sammen med leverandører og hovedpartnere” om at forbedre forholdene og sikre “overholdelse af Inditex’ Code of Conduct, især retfærdig behandling af arbejdere og ingen diskrimination af dets repræsentanter.”
Da Mærsks havneforretning APM Terminals i 2010 indledte aktiviteter på havnen i Liberias hovedstad Monrovia, skete det med danske statsmidler i ryggen.
Frem til 2016 modtog APM Terminals Liberia et lån på i alt ca. 80 millioner kroner fra Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), en statslig selvejende fond, der hører under Udenrigsministeriet.
Og det møder skarp kritik fra Enhedslistens udviklingsordfører, Christian Juhl:
“Investeringen har ikke noget med udviklingshjælp at gøre, men kan bedst betegnes som gammeldags imperialistisk støtte til en ekspansion af Mærsks maritime aktiviteter”, siger han til Danwatch.
Kritikken kommer efter, at Danwatch og Ekstra Bladet i sommer afslørede, at Mærsk-ansatte i Liberia i årevis har arbejdet under stærkt problematiske forhold.
Vi har dokumenteret ulovlige fyringer og systematiske lønproblemer, mens de syv nuværende og syv tidligere ansatte, der er stået frem, har fortalt om omfattende cementstøvsforurening, en ubrugelig sundhedsforsikring samt chikane af medarbejdere, der engagerer sig i fagforeningsarbejde.
I dag kan IFU både finansiere virksomheder registreret i selve udviklingslandene og danske virksomheder, der ønsker at gøre forretning på disse markeder.
Det mandat vil Christian Juhl og Enhedslisten nu have skærpet:
“Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen og erhvervsminister Simon Kollerup er efter min mening og efter dette forløb med Mærsks aktiviteter i Liberia forpligtet til at stramme reglerne for IFUs aktiviteter væsentligt op, så de alene bruges til udviklingsmæssige formål”, siger han.
Det samme vil SF’s udviklingsordfører Rasmus Nordqvist:
“Vi er i udgangspunktet tilhængere af en dansk udviklingsfond, men det nytter selvfølgelig ikke noget, at IFU fungerer som eksportstøtte til store, danske virksomheder”, siger han.
Udviklingsordfører hos Radikale Venstre, Anne-Sophie Callesen, har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men oplyser til Danwatch i en skriftlig kommentar, at hun også er parat til at se på mulighederne for at justere IFU’s mandat og “skærpe kontrolle med, hvordan midlerne bliver brugt”.
IFU selv kan ikke genkende kritikken
“Forudsætningen er altid og har altid været, at der er et selskab i et udviklingsland, som IFU kan investere i. Selskabet i udviklingslandet kan derudover få finansiering fra andre kilder, herunder danske virksomheder. IFU ydede således ikke lånefinansiering til Mærsk, men det selskab der er oprettet i Liberia”, skriver pressechef Rune Nørgaard i en mail til Danwatch.
Ifølge Rune Nørgaard var formålet med investeringen i Mærsks havnevirksomhed i Monrovia at bidrage til Liberias udvikling, “blandt andet i forhold til at styrke og udbygge landets infrastruktur, skabe økonomisk vækst og arbejdspladser”, skriver han i en mail til Danwatch.
Men det ændrer ikke på, at danske udviklingsmidler ikke bør bruges på vores egne største og rigeste virksomheder, mener Christian Juhl (Ø).
“Og når så Mærsk oveni forsøger at udnytte arbejdskraften på kanten af love og aftaler, burde sagen være klar. IFU har brugt udviklingsmidler til lån, der ikke er udvikling”, siger han.
På deres hjemmeside skriver IFU selv, at de tror på “forretningsmæssige investeringer er et godt redskab til at sikre varige forbedringer”.
Det er Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier og medlem af Udviklingspolitisk Råd, dog mindre overbevist om.
“Det afhænger selvfølgelig af, hvad man mener, når man snakker om varige forbedringer, men IFU har et grundlæggende problem med at finde penge til for eksempel uddannelse, sundhed og rent drikkevand i fattige lande”, siger han.
“De måler meget efter, hvor mange arbejdspladser de skaber, men er det sådan, vi skal måle vores udviklingsarbejde, og hvordan sikrer man, at de arbejdspladser, man skaber, ikke ender med at udkonkurrere andre arbejdspladser?”, siger forskeren.
I sidste ende handler det om hvilken udviklingspolitik, man mener, Danmark skal føre, vurderer Lars Engberg-Pedersen.
“Der er i hvert fald ikke meget fattigdomsbekæmpelse over den måde, IFU arbejder på”, siger han.
Rasmus Nordqvist og SF vil have IFU til at se helt bort fra danske virksomheder som Mærsk.
“De kan fint klare sig på rene kommercielle vilkår. IFU bør udelukkende opbygge private initiativer i udviklingslandene og tilbyde kapital til projekter, der ellers ikke ville blive til noget”, siger ordføreren.
Så langt er Alternativet imidlertid ikke klar til at gå.
“For os er det vigtigt, at udviklingshjælp virker i den rigtige retning – det er ikke et mål, men heller ikke diskvalificerende, at en aktør også er en af Danmarks rigeste virksomheder. Vi vil selvfølgelig gerne se på, om vi kan styrke monitorering af støttemidler, så det gives uden at komme i konflikt med grundlæggende menneskerettigheder”, skriver Jan Kristoffersen, politisk rådgiver og folketingskandidat, i et mailsvar.
Rune Nørgaard, pressechef i IFU, oplyser, at fonden i forvejen investerer i flere og flere projekter uden deltagelse af danske virksomheder.
“IFU’s mandat i 2010 (ved investeringen i APM Terminals Liberia, red.) var såkaldt bundet, hvilket betyder, at IFU på daværende tidspunkt alene kunne investere i projekter, hvor der var en dansk partner, som var finansielt engageret i projektet. Mandatet blev ændret i 2017, således at IFU nu også kan investere i projekter uden dansk partner, hvilket i stigende grad er tilfældet.”
Danwatch har forholdt kritikken af IFU’s mandat for erhvervsminister Simon Kollerup og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen.
Socialdemokratiets pressetjeneste henviser til et skriftligt svar, Flemming Møller Mortensen gav til Folketingets Beskæftigelsesudvalg i forlængelse af et samråd om arbejdsforholdene for Mærsks ansatte i Liberia.
I svaret lyder det blandt andet:
“Når IFU investerer eller yder lånefinansiering, stiller IFU en række krav og betingelser til selskabet bl.a. ift. overholdelse af miljø-, samfunds- og ledelsesmæssige forhold (ESG) samt arbejdstagerrettigheder. IFU følger op på disse forhold gennem aktivt ejerskab og handlingsplaner under investeringsperioden, i dette tilfælde fra 2010 til 2016. Det skal understøtte, at det regelsæt og den kultur, der opbygges undervejs, også fortsætter, når IFU’s aktier i selskabet sælges eller lånefinansieringen indfries”.
Artiklen blev opdateret med kommentarer fra IFU d. 31/10 2022
Tidligere fremgik det, at IFU “havde smidt penge efter” Mærsks havneforretninger i Liberia. Det er d. 31/10 blevet præciseret, at der var tale om et lån.
“Medarbejdere og leverandører er på vej retur til minen i Balama, og produktionen genoptages snart”.
Sådan lød det i en fondsbørsmeddelelse udsendt den 10. oktober af den kommende Tesla-leverandør, det australske mineselskab Syrah Resources. For lidt over en måned siden nedlagde en stor gruppe af grafit-minens ansatte arbejdet i protest over deres arbejdsforhold.
Men spørger man medarbejderne selv, er konflikten ikke løst. Det fortæller en af strejkelederne til det mozambikanske netmedie Zitamar News.
Han vil gerne være anonym af frygt for repressalier, men Danwatch og Zitamar News er bekendt med hans fulde identitet.
“Vi forhandler stadig. Mineledelsen prøver at tvinge os tilbage på arbejde, men hvis der ikke kommer noget ud af forhandlingerne, lukker vi minen helt, så ikke engang vedligeholdelsesopgaver bliver udført”, siger han.
Danwatch og Zitamar News har tidligere afdækket, hvordan minearbejderne i Balama er frustrerede over forskelsbehandling fra minens ledelse, brudte lønløfter og en manglende sundhedsforsikring.
Minen i Balama har fået stor international opmærksomhed, efter elbilproducenten Tesla i begyndelsen af 2022 indgik en aftale med Syrah Resources om køb af grafit fra Mozambique.
Så sent som i slutningen af september blev minen fremhævet i en tale af USA’s udenrigsminister Anthony Blinken.
Grafit er det vigtigste råstof i batterier til blandt andet elbiler. I dag sidder Kina på op mod 70 procent af det globale marked, og ifølge både eksperter og politikere kan det blive rigtigt farligt, hvis Vesten en dag føler sig tvunget til at sanktionere Beijing, ligesom Rusland er blevet det efter invasionen i Ukraine.
“Det begynder med geopolitik. Og den her aftale giver Tesla mulighed for at gøre sig uafhængig af Kina”, sagde Simon Moores, markedsanalytiker hos Benchmark Mineral Intelligence, da aftalen mellem Tesla og Syrah Resources blev offentliggjort.
Udover Tesla har Ford også indgået en forhåndsaftale med Syrah Resources om køb af grafit fra Balama.
Syrah Resources har fra strejkens start insisteret på, at den er i strid med lovgivningen i Mozambique. Selskabet afviser også den kritik, som de strejkende medarbejdere retter mod minens ledelse.
“Alle klager gennem tiden er blevet behandlet og undersøgt. Virksomheden har ikke fundet beviser for de beskyldninger, der bliver rettet mod visse seniormedarbejdere”, udtaler en talsperson til Zitamar News og Danwatch.
Ifølge en af strejkelederne bliver medarbejderne nu udsat for politisk pres. Allerede søndag den 9. oktober sagde Edson Lino, regeringens repræsentant i Balama-distriktet, til statsradioen Radio Mocambique, at strejken var ovre.
“Der er folk i regeringen, som har en interesse i, at minens ledelse ikke bliver skiftet ud og derfor bare vil have produktionen i gang med det samme”, siger strejkelederen til Zitamar News.
“Vi vil have, at regeringen og virksomheden forpligter sig til, at ingen medarbejdere bliver straffet for at have deltaget i strejken”, slutter han.
“Jeg kunne godt tænke mig, at ministeren havde lidt mere courage til at sige virksomheden imod”.
Sådan lød en af de afsluttende bemærkninger fra udviklingsordfører Christian Juhl (Ø) ved et samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg i dag, onsdag den 21. september.
Samrådet var indkaldt af netop Christian Juhl for at høre, hvad erhvervsminister Simon Kollerup (S) har tænkt sig at gøre for at sikre ordnede forhold for Mærsks ansatte på havnen i Liberias hovedstad Monrovia. I løbet af sommeren har Danwatch i samarbejde med Ekstra Bladet afdækket, hvordan folk på havnen i årevis har arbejdet under stærkt kritisable forhold.
I løbet af samrådet forklarede Simon Kollerup, at han ikke havde i sinde at udfritte Mærsk direkte om afsløringerne, men derimod lade Mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd (MKI) – et nævn af juridiske eksperter, der vurderer om danske virksomheder overholder internationale regler for miljø og menneskerettigheder – håndtere sagen.
“Når det så er sagt, så vil det være naturligt at lade snakken falde på emnet, når jeg i anden sammenhæng ses med virksomhedens ledelse. Den opfordring vil jeg tage med mig videre fra udvalget”, sagde ministeren.
Ministeren ville ikke forholde sig konkret til den kritik, der er blevet rejst af Mærsk i Danwatch og Ekstra Bladets artikler, men brugte i stedet samrådet til at redegøre for regeringens arbejde med det direktivforslag om ansvarlig virksomhedsførelse, som EU-kommissionen i februar lagde frem, og som forventes vedtaget næste år.
På nuværende tidspunkt findes der ikke håndfast lovgivning, der dikterer erhvervslivets ansvar for menneskerettigheder og miljø i forbindelse med deres forretninger – kun nogle retningslinjer fastsat af FN og OECD. Det har regeringen tidligere sagt, at den gerne ser ændret i regi af EU, og det blev altså gentaget af ministeren
“Som jeg ser det, er tiden inde til at gå fra forventning til forpligtelse, når det kommer til virksomheders due dilligence. De nuværende retningslinjer er íkke tilstrækkelige”, lød det fra Simon Kollerup.
I den forbindelse ville Christian Juhl gerne vide, præcis hvordan regeringen har tænkt sig at sanktionere virksomheder, der ikke lever op til eventuel lovgivning. Som det er nu, er det noget, de enkelte EU-medlemslande selv vil kunne beslutte.
Det kunne ministeren ikke svare konkret på.
“Vi har ikke lagt os endelig fast. Det skal være noget, der virker og er afskrækkende, men det skal selvfølgelig også være proportionalt”, lød det.
Selvom ministeren ikke har planer om at handle i sagen om Mærsks ansatte i Liberia, har afsløringerne allerede haft konsekvenser i Monrovia.
I begyndelsen af august ændrede Mærsk sundhedsforsikringen for deres medarbejdere i landet. I flere år havde de ansatte på havnen haft en forsikring, der forhindrede dem i at få tilstrækkelig lægehjælp.
Og nogle uger senere indgik den danske virksomhed og fagforeningen Dock Workers Union of Liberia et forlig, der sikrede medarbejderne den ekstra månedsløn, som de mente, at de blev snydt for.
“Ændringerne sker kun, fordi der nu er kommet offentligt pres på Mærsk”, sagde Christian Juhl.
Det anerkendte erhvervsministeren.
“Pres udefra har en effekt, og derfor er det vigtigt, at vi har en årvågen presse”, sagde Simon Kollerup.
Tidligere på sommeren kunne Danwatch og Ekstra Bladet fortælle, hvordan ansatte i Mærsks havnevirksomhed APM Terminals i Liberia mener, at de er blevet snydt for løn i årevis.
Både ansættelsesbreve, lønsedler, retsdokumenter og en dansk arbejdsmarkedsprofessor bakkede op om beskyldningerne, og nu kommer Mærsk med indrømmelser i sagen.
Danwatch og Ekstra Bladet er i besiddelse af et forlig, som den danske rederigigant netop har indgået med fagforeningen Dock Workers Union of Liberia efter langstrakte forhandlinger. Forliget blev underskrevet under en seance på Liberias arbejdsminister Charles H. Gibsons kontor.
Forliget sikrer samtlige nuværende ansatte i APM Terminals Liberia en lønforhøjelse på 8,33% gældende fra april 2022 og betyder samtidig, at Mærsk ændrer lønstrukturen for deres ansatte i det vestafrikanske land.
Ballah Kpadeh, truckfører og tillidsmand på havnen i Monrovia, er glad for aftalen, fortæller han til Danwatch og Ekstra Bladet. Alligevel er han ikke helt klar til at begrave stridsøksen:
“Det skulle aldrig have taget os over ti år at komme så langt. Mærsk har trukket forhandlingerne i langdrag, og det er kun fordi, de nu har fået dårlig presse, at det er lykkedes at lave et kompromis”, siger han.
Da Danwatch og Ekstra Bladet i juli konfronterede Mærsk med lønstriden afviste virksomheden blankt, at de ikke levede op til deres forpligtelser.
Mens medarbejderne mente, at de blev snydt for en 13. månedsløn, de ifølge deres ansættelsespapirer skulle modtage hvert år i december som en ekstra betaling ud over deres årsløn, insisterede den danske rederikoncern på, at medarbejderne fik deres fulde løn.
Men nu er Mærsk altså alligevel gået med til et forlig om denne 13. månedsløn.
I et mailsvar til Danwatch og Ekstra Bladet understreger virksomheden, at de stadig mener, at de hele tiden har udbetalt løn i overensstemmelse med medarbejdernes ansættelsespapirer. De anerkender dog, at der var “uklarheder i den hidtidige aftale”, skriver pressechef Jesper Løv.
Konkret er parterne gået med til helt at skrotte den 13. månedsløn, så årslønnen nu fremover vil blive udbetalt i tolv bidder, og derudover kommer så altså lønforhøjelsen på 8,33 procent, der reelt sikrer medarbejderne den 13. månedsløn, de hele tiden har ment, at de har krav på.
Danwatch og Ekstra Bladet har tidligere skrevet om mekanikeren Momo Sambola, der har været ansat hos Mærsk siden 2011. Af hans ansættelsespapirer fremgår det, at hans årlige grundløn hidtil har været på 16341 dollars. Dermed burde han have fået 1316 dollars hver måned, men i stedet har han måtte nøjes med 1256,99 dollars, som han så har fået udbetalt i 13 portioner.
For ham svarer en lønstigning på 8,33 procent netop til 1316 dollars. Dermed indvilliger Mærsk reelt set i at betale den 13. månedsløn, som medarbejderne hele tiden har ment, at den skulle betales – nemlig i tillæg til årslønnen.
Den nye lønaftale gælder imidlertid kun for Mærsks nuværende ansatte i Liberia, ikke tidligere medarbejdere på havnen i Monrovia. Derfor er striden om den 13. månedsløn heller ikke bilagt én gang for alle.
Harriet Joan Wahblo var ansat hos Mærsk fra 2013 til 2019, og hun er ikke tilfreds med, at virksomheden ikke kompenserer tidligere ansatte. Sammen med en gruppe eks-kolleger vil hun indgive en klage til Arbejdsministeriet.
“Vi synes ikke det er fair, at vi tidligere medarbejdere bliver overset. Mærsk bør tage det fulde ansvar for deres fejl”, siger Harriet Joan Wahblo til Danwatch og Ekstra Bladet.
En anden forhenværende medarbejder er tidligere lykkedes med at få rettens ord for, at han er blevet snydt for sin 13. månedsløn. I juli 2021 blev Mærsk dømt til at betale lidt over 400.000 kroner i erstatning til Augustus Payne Tarr, der indtil 2020 var IT-ansvarlig på havnen i Monrovia. Afgørelsen er blevet anket til Højesteret.
Tillidsmand Ballah Kpadeh ærgrer sig over, at det ikke lykkedes at få de tidligere ansatte med i den nye aftale.
“Det er godt Mærsk fremover vil betale os det, vi fortjener, men de burde have gået tilbage i tiden og kompenseret både nuværende og tidligere for de penge, vi alle er blevet snydt for hvert eneste år”, siger han.
Danwatch og Ekstra Bladet har spurgt Mærsk, hvorfor tidligere medarbejdere ikke er inkluderet i forliget om den 13. månedsløn. Det har virksomheden ikke svaret på.
I flere år har Mærsks havnevirksomhed APM Terminals i Liberia haft en sundhedsforsikring, der har forhindret de ansatte i at få tilstrækkelig lægehjælp og kostet et spædbarn livet.
Det bliver nu ændret efter omfattende kritik fra medarbejderne, der, som Danwatch og Ekstra Bladet de seneste uger har afsløret, er stærkt utilfredse med deres arbejdsforhold, samt et påbud fra Arbejdsministeriet.
Pressechef i Mærsk, Signe Wagner, bekræfter i en mail, at Mærsk skifter sundhedsforsikring for deres ansatte i Liberia, men svarer ikke uddybende på baggrunden for beslutningen.
Havnearbejderne i Liberia vil fremover være forsikret gennem det lokale forsikringsselskab Omega. Det var også det selskab, som Mærsk benyttede, da de kom til Liberia i 2011, men efter et par år rykkede den danske rederikoncern medarbejdernes sundhedsforsikring over hos Pactilis, en marokkansk udbyder af sundhedsforsikringer.
Som forsikrede gennem Pactilis har Mærsks ansatte i Liberia ikke kunne få den nødvendige lægehjælp. Det fortæller i alt fjorten både nuværende og tidligere medarbejdere til Danwatch og Ekstra Bladet.
“Vi kan ikke få hjælp på rigtige hospitaler, kun på små klinikker, hvor der ikke er ordentlige læger. Uanset hvad vi kommer med af problemer, giver de os bare noget smertestillende”, sagde Prince T. Swen, teamleder på havnen i Monrovia, da Danwatch og Ekstra Bladet besøgte ham i forsommeren. “Vi er overladt til os selv”.
Som Danwatch og Ekstra Bladet tidligere har beskrevet, er mange ansatte på havnen generet af omfattende cementstøv. De har problemer med både synet og vejrtrækningen.
“Hvis medarbejderne skal have tjekket deres lunger ordentligt, skal de have det gjort på JFK Hospital (Liberias største, red.), men det kræver egenbetaling, og det er der ingen, der har råd til”, siger Jackie Doe, leder af havnearbejdernes fagforening, DOWUL.
For James Koffa Wolova, terminaloperatør hos APM Terminals Liberia siden 2011, har Mærsks sundhedsforsikring haft tragiske konsekvenser.
I januar 2020 mistede han sit tredje barn under en fødsel på Global Pharm Health Center, en af de fem klinikker, hvor Mærsks medarbejdere har kunne få dækket deres sundhedsudgifter. Hans kone overlevede kun med nød og næppe.
James Koffa Wolovas kone havde store mavesmerter, da de ankom til klinikken. Han fortæller, at lægerne ikke anede, hvad de skulle stille op med hende.
En læge mente, at hun skulle have akut kejsersnit. James Koffa Wolova og konen blev bugseret ind i en ambulance og kørt mod St. Joseph’s Catholic hospital i den modsatte ende af byen.
“Men der var ingen båre, ambulancen var helt tom. Der var heller ingen læger eller sygeplejerske, der kørte med os. Min kone måtte ligge på gulvet”, fortæller James Koffa Wolova, da Danwatch og Ekstra Bladet møder ham i hans hus i Monrovia-forstaden Johnsonville.
På det tidspunkt var fødslen allerede gået i gang. Barnets hoved var på vej ud.
Halvvejs mod hospitalet fik James Koffa Wolova stoppet ambulancen. Blodet fossede ud af hans efterhånden bevidstløse kone, mens chaufføren drønede over Monrovias bumlede veje.
“Jeg var bange for at miste min kone også”, siger han.
Fremme ved den nærmeste klinik, Fidelity Health Center, blev barnet erklæret dødt, fremgår det af lægejournaler.
Danwatch og Ekstra Bladet har forelagt James Koffa Wolovas historie for Mærsk. Virksomheden har valgt ikke at forholde sig til sagen.
Familien har nu lagt sag an mod Global Pharm Health Center
Sager som James Koffa Wolovas har ført til, at Mærsks sundhedsforsikring også har fået kritik af Liberias regering. I en undersøgelse af arbejdsforholdene på havnen i Monrovia fra april 2021 skriver Arbejdsministeriet, at de er “bekymrede” over medarbejdernes sundhedsforsikring.
I samme omgang giver ministeriet APM Terminals Liberia besked på at skaffe medarbejderne en “tilfredsstillende” sundhedsforsikring indenfor 60 dage.
Med over et års forsinkelse har Mærsk – omsider – handlet på påbuddet.
Mærsk-ansatte på havnen i Liberias hovedstad Monrovia arbejder under stærkt kritisable forhold. Det afdækker Danwatch og Ekstra Bladet i disse uger.
Vi kan dokumentere systematiske lønproblemer og fyringer i strid med Liberias arbejdslov. Samtidig fortæller de i alt syv nuværende og syv tidligere Mærsk-ansatte, som har valgt at stå frem med deres historier, om omfattende cementstøvsforurening, en ubrugelig sundhedsforsikring samt chikane af medarbejdere, der engagerer sig i fagforeningsarbejde.
“APM Terminals (Mærsks havneafdeling, red.) tjener mange penge på at drive havnen, men de er ligeglade med os ansatte, der udfører selve arbejdet”, siger Ballah Kpadeh, der samtidig er tillidsmand for havnearbejderne.
Nu får sagen politikere i Liberia til at lange ud efter Mærsk.
Abraham Darius Dillon, medlem af Senatet for oppositionspartiet Liberty Party, efterlyser forbedringer af arbejdsforholdene, mens Samuel Kogar, der sidder i Repræsentanternes hus for et andet oppositionsparti, People’s Unification Party, advarer den danske rederigigant: de risikerer at få revet deres kontrakt itu.
“Til sidst vil vi ikke have noget andet valg”, siger han.
Danwatch og Ekstra Bladet har mødt både Samuel Kogar og Abe Darius Dillon på deres kontorer i Monrovia og præsenteret dem for arbejdsforholdene på havnen.
Mærsks havnevirksomhed APM Terminals fik i 2010 eneansvaret for den komplette drift af Freeport of Monrovia, Liberias vigtigste stykke infrastruktur, hvor der hver dag sejler tonsvis af varer ind og ud af landet.
Kontrakten løber 25 år, men hvis Mærsk ikke sørger for ordnede forhold for deres medarbejdere, kan de ikke være sikre på at blive i Liberia aftalen ud, lyder det altså fra Samuel Kogar.
“Ja, APM Terminal er en stor, international virksomhed, men fortsætter de på denne måde, må vi i Repræsentanternes Hus genoverveje deres kontrakt. Så kan vi ikke stole på dem”, siger han til Danwatch og Ekstra Bladet. “Mærsk er arrogante. De lever ikke op til, hvad de lover”.
Under alle omstændigheder ønsker Samuel Kogar at bryde med Mærsks monopol på havnen.
“Lad os i det mindste give APM Terminals noget konkurrence. På den måde kan de blive presset til at forbedre arbejdsforholdene”, siger han.
Senatsmedlem Abraham Darius Dillon er lidt mere forsigtig.
“Jeg ønsker ikke, at APM Terminals forlader Liberia, men om jeg ønsker, at de forbedrer sig: Helt klart”, siger han.
“Jeg har det ikke godt, når mennesker ikke bliver behandlet ordentligt, uanset om det er folk fra Liberia eller andre lande. Men det er klart, at jeg får det endnu dårligere, når det handler om folk fra mit land”, siger Abraham Darius Dillon.
Det er ikke kun i Liberia, at afsløringerne af tilstanden på havnen i Monrovia har fået politikere til at råbe op.
Herhjemme har Enhedslistens udviklingsordfører Christian Juhl indkaldt erhvervsminister Simon Kollerup og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (begge S) til samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg. Her skal de forklare, hvad de vil gøre ved Mærsks brud på arbejdstagerrettighederne.
Mærsk har afvist at stille op til interview. I stedet har pressechef Signe Wagner sendt en række skriftlige svar. Hun anerkender, at der er “uoverensstemmelser” på havnen i Monrovia, men afviser flere af de konkrete kritikpunkter.
Angreb på menneskerettighedsforkæmpere, forurenet vand og brud på ytringsfrihed – det er nogle af de problemer, der i stigende grad er knyttet til udvindingen af de mineraler, der er afgørende for den grønne omstilling.
Det viser en ny rapport udgivet af Business and Human Rights Resource Center (BHRRC), en global NGO, der beskæftiger sig med menneskerettighedskrænkelser og virksomhedsansvar.
Organisationen har indsamlet data om anklager om miljø- og menneskerettighedskrænkelser mod mineselskaber, der udvinder mineraler, der skal bruges til den grønne omstilling. Det er mineraler som kobolt, kobber, litium, mangan, nikkel eller zink.
Mellem 2010 og 2021 har der været ikke mindre end 495 anklager mod mineselskaber omhandlende krænkelser af miljø- og menneskerettigheder.
Der er specielt tre områder, hvor rapporten viser, at det er påfaldende mange krænkelser: angreb på menneskerettighedsforkæmpere, vandforurening og brud på ytringsfrihed.
Jessie Cato, der er programchef for naturressourcer hos BHRRC, understreger, at virksomheder må tage et opgør med de tendenser, man ser udvikle sig nu, fordi det er essentielt for den grønne omstilling. Hvis de ikke gør det, kan modstanden blive en drivkraft for lokalsamfundet, siger hun.
“Det sidste, man vil er, at de krænkende praksisser, der historisk har understøttet denne sektor, får lov til at fortsætte”, siger Jessie Cato.
Den grønne omstilling kommer til at kræve en drastisk øgning i udvindingen af mineraler.
Ifølge IEA, en international organisation, der arbejder for at fremme alternative energikilder, vil efterspørgslen efter kobolt, nikkel, kobber og litium, være seksdoblet inden 2040. Og det bekræftes af Verdensbanken, der vurderer, at efterspørgslen efter grafit, litium og kobolt vil vokse med 500 procent frem til 2050.
Det er mineraler, der bruges i blandt andet elbiler, batterier, solcellepaneler og vindmøller. Altså de teknologier, der er helt essentielle for at møde Parisaftalens mål om nedsættelse af CO2 udledningen.
Men den øgede efterspørgsel efter mineraler, der er nødvendig for overgangen væk fra fossile brændstoffer, har alvorlige konsekvenser for menneskerettigheder og miljøet.
Det viser rapporten fra BHRRC. De lancerede sin “mineral tracker” i 2019, og har nu opdateret trackeren med information fra 2021.
Organisationen har indsamlet information om de mange sager, der har været mod mineselskaber knyttet til mineralerne der er essentielle for den grønne omstilling siden 2010.
Alene i 2021 viser BHRRC’s rapport, at der var 61 nye anklager. Anklagerne dækker alt fra miljøpåvirkninger, til krænkelser af retten til fredelige demonstrationer til anklager om vold og drab.
“Minedrift har altid været drevet af behovet for råstoffer og ønsket om profit”, siger Jessie Cato til Danwatch.
“Vi er nødt til at ændre denne model. Det kan ikke være profit frem for alt andet, vi kan ikke udvinde for enhver pris”, fortsætter hun.
Selvom problemerne med minedrift er velkendte, er der ikke meget, der tyder på, at mineselskaberne har ændret praksis.
“Det, vi har set over tid, er ikke en ændring i typerne af anklager, men hellere en fortsættelse og forstærkelse af, hvad de største risici er”, forklarer Jessie Cato.
Den næststørste kategori i mineral trackeren er anklager om miljøpåvirkninger, hvoraf de fleste sager handler om vandforurening og vandmangel. Det viser sig nemlig, at mange lokalsamfund i nærheden af minerne mister deres adgang til kritiske vandforsyninger.
Det er for eksempel sket i Chile, hvor den oprindelige befolkningsgruppe Colla i den nordlige del af landet, ikke længere har adgang til rent vand på grund af litiumudvinding i Atacama, der dræner områdets i forvejen knappe vandressourcer.
Men størstedelen af de anklager, der er blevet rettet mod mineselskaber siden 2010 handler om menneskerettighedskrænkelser, både i de lokalsamfund hvor minedriften foregår, over for civilsamfundsorganisationer og deres ledere.
Faktisk handler mere end hver tredje anklage mod mineselskaber mellem 2010 og 2021 om angreb på menneskerettighedsforkæmpere.
“De mange angreb på menneskerettighedsforkæmpere burde få en til at stoppe op. Er det acceptabelt at en tredjedel af de anklager vi ser, handler om overgreb på aktivister? Det er jo mennesker, der kun prøver at beskytte deres land, deres rettigheder, deres hjem?,” siger Jessie Cato.
De anklager, der er samlet i mineral trackeren viser også, at der i mange tilfælde er stor modstand mod minedrift i lokalsamfundene.
Det er modstand der kan blive drivkraft for konflikt – konflikt mellem lokalsamfund og virksomheder, mellem lokalsamfund og regeringer.
Dette mener Jessie Cato bliver et symbol på prisen for udvinding, “men er det prisen værd?” spørger hun.
Og den lokale modstand kan også få konsekvenser for den grønne omstilling, advarer Jessie Cato.
“Hvis virksomheder ikke kan få den sociale accept til at drive deres miner, så vil der komme flere protester, flere strejker, flere blokader. Og dette betyder mindre produktion”, forklarer hun.
“Det kan betyde, at vi ikke kan få adgang til de mineraler, vi har brug for til de grønne teknologier og det kan true tempoet i den grønne omstilling.”
Jessie Cato har et bud på, hvad der skal til for at den grønne omstilling kan ske på en hensigtsmæssig måde:
“Vi må se den grønne omstilling som en mulighed for at bevæge os væk fra den måde, som minedrift har fungeret på indtil nu”, mener hun.
