DSB’s valg af franske Alstom som leverandør af Danmarks nye eltog har mødt kritik, fordi den franske toggigant er at finde på FN’s liste over virksomheder, der har aktiviteter, der understøtter de israelske bosættelser på Vestbredden.

Ifølge FN er de israelske bosættelser ulovlige, og såvel FN som menneskerettighedsorganisationer betegner dem som en forhindring for en fredsløsning mellem Israel og palæstinenserne.

Men nu har det franske firma stoppet sine aktiviteter ved Jerusalems letbane.

Det fremgår af et svar fra udenrigsminister Jeppe Kofod til Folketingets udenrigsudvalg. 

Massiv kritik 

Beslutningen om at forlade letbaneprojektet, der forbinder israelske bosættelser med Jerusalem, sker efter international kritik. 

Herhjemme har blandt andet Sune Skadegaard Thorsen, ekspert i virksomheders samfundsansvar hos GLOBAL CSR sagt til Danwatch, at “i og med, DSB og staten tydeligvis ikke lever op til den globale standard ved at vælge Alstom, så kan man heller ikke sige, de respekterer menneskerettighederne i det her tilfælde”.

Alstom er på FNs sortliste 

Alstoms arbejde på det kontroversielle letbaneprojekt Jerusalem Light Rail er blevet udført af Alstoms datterselskab Citadis Israel, der ligesom moderselskabet optræder på FN’s officielle liste over virksomheder med økonomiske bånd til israelske bosættelser. 

Citadis Israel har vedligeholdt letbanen frem til april 2021, fremgår det af udenrigsministeriets svar til Folketinget, men har nu overdraget opgaven til et andet firma.. 

FN’s menneskerettighedsråd, der har udarbejdet listen over firmaer med bånd til de israelske bosættelser, har fastslået, at etableringen af letbanen er i strid med international lov og Genève-konventionernerne.

Alstom trækker sig 

Danwatch har forsøgt at få Alstom til at bekræfte, at firmaet har forladt letbaneprojektet, men trods flere henvendelser er Alstom ikke vendt tilbage. 

I svaret til Folketingets udenrigsudvalg hedder det:

“Ifølge de oplysninger, Udenrigsministeriet er i besiddelse af, har Alstom ikke siden april i år været involveret i drift og vedligeholdelse af letbanen i Jerusalem”. 

Selvom Alstom trækker sig fra letbaneprojektet i det besatte Jerusalem mener Christian Juhl, medlem af folketinget for Enhedslisten, ikke, at firmaet er i mål endnu:

“Det er positivt, at de stopper deres aktiviteter med letbanen, men jeg vil gerne helt til bunds i denne sag”, siger Christian Juhl. 

Stadig involverede i hurtigtog på besat land 

Selvom Alstom nu er ude af letbaneprojektet, kan den israelske ngo WHO Profits fortælle, at det franske selskab stadig er involveret i driften af et hurtigtog mellem Tel Aviv og Jerusalem, en banestrækning, der også løber gennem dele af den besatte Vestbred.

Det er ikke lykkedes Danwatch at få Alstom til at svare på, hvorfor firmaet fortsætter sit engagement i togforbindelsen, der, i strid med international lov, kører igennem det palæstinensiske område, uden at palæstinenserne selv har adgang til togforbindelsen.   

“Alstoms fortsatte involvering i hurtigtoget fra Tel Aviv til Jerusalem er problematisk”, siger Christian Juhl. 

“Jeg vil grave videre i denne her sag. Jeg vil have klare linjer for, om der er grundlag for at kræve, at  DSB stopper samarbejdet med Alstom på baggrund af denne her historie”.  

Alstoms levering af de nye eltog til DSB starter i 2024 og har en samlet værdi af 2,6 milliarder euro, hvilket svarer til knap tyve milliarder kroner. 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifierchevron-down