Mens danske plejehjemsbeboere og kronisk syge modtager invitationer til et tredje “booster”-stik i deres e-boks, så er kun omkring 3% af Afrikas befolkning fuldt vaccinerede for COVID-19. Samtidig sår forskere tvivl om, hvorvidt booster-vaccinen overhovedet er nødvendig.
Den danske stat har imidlertid 46,5 millioner nye vacciner på vej, viser de nyeste tal, som Danwatch har fået oplyst af Statens Serum Institut.
Det drejer sig blandt andet om 5,7 millioner fra Johnson & Johnson og 5,2 millioner fra AstraZeneca, selvom vaccinerne er udgået af det danske vaccinationsprogram. Statens Serum Institut oplyser i en mail til Danwatch, at de ikke kan afbestilles, da der er indgået bindende aftaler om vaccinerne.
Den 1. juli i år lød det fra Udenrigsministeriet, at den danske stat ville donere 1 million forudbestilte AstraZeneca-vacciner til den internationale organisation COVAX, der omfordeler vaccinerne til verdens fattigste lande. Derudover har Danmark doneret knap 2 mio. vacciner uden om COVAX direkte til Ukraine, Bhutan, Kenya og en række lande i Vestbalkan.
Men strategien er for uambitiøs, når man samtidig tager højde for de kommende leverancer, mener Læger Uden Grænser:
“Faktum er, at vi kommer til at have millionvis af overskudsvacciner i Danmark, selvom man har vaccineret hele befolkningen og givet booster-vacciner til de sårbare grupper. Det er fuldkomment latterligt, når der er akut behov for dem til at stoppe pandemien ude i verden”, siger Julia Raavad, der er analysechef i Læger uden Grænser.
Statens Serum Institut har oplyst til Danwatch, at Danmark i den kommende tid vil modtage følgende vacciner fra de forskellige vaccineproducenter.
Angivet i millioner doser
Den internationale organisation COVAX, hvis erklærede mål er at forsyne lav- og mellemindkomstlande med 1,5 milliarder vacciner inden udgangen af 2021, er slet ikke i mål. Organisationens egne tal fra den 15. september viser, at blot 272 millioner vacciner er sendt i cirkulation.
Flemming Konradsen, der er professor i global sundhed på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, mener, at COVAX har svært ved at nå målet, fordi lande som Danmark er ineffektive, nu hvor deres egne befolkninger er færdigvaccinerede.
“Problemet er, at højindkomstlandene sidder for længe på doserne. De modtager dem og begynder først at overveje, om de skal videregive dem, når lageret er helt proppet”, siger Flemming Konradsen.
Julia Raavad fra Læger uden Grænser ser samme tendens. Hun frygter, at den ineffektive fordeling af vacciner betyder, at der ved årets afslutning sendes en enorm mængde overskudsvacciner til COVAX for at nå målet. Konsekvensen er, at de modtagende lande ikke kan følge med:
“Hvis højindkomstlandene finder ud af, at de har alt for mange vacciner liggende, risikerer vi, at der kommer en kæmpe sending af doser i november og december . Langt flere end de modtagende lande og deres sundhedssystemer kan håndtere på så kort tid”.
For at undgå flaskehalseffekten haster det at få vaccinerne ud nu, understreger hun.
Danmark har indgået følgende aftaler for donationer fra vaccinebeholdningen. 1 million er lovet til COVAX, der efterfølgende vurderer, hvilke lande, der har behov for vaccinerne. Resten er øremærket specifikke lande, mens der også er solgt en mængde Pfizer-BioNTech-vacciner til New Zealand.
“Der er virkelig ingen grund til, at de vacciner ligger på et lager ude på Amager. De skal ud og gøre en forskel så hurtigt som muligt. De skal direkte fra fabrikken og ud i armene på folk”, siger Flemming Konradsen.
Han kalder det ‘mystisk’, at højindkomstlande ikke giver leverancerne direkte til COVAX. Det kan løse akutte behov i lavindkomstlandene, men det kan også spare højindkomstlande for en lang række logistiske og administrative omkostninger, mener han:
“Der er en hel del administration, lagerplads og forsinkelse i, at doserne skal hertil, hvor en masse mennesker skal bruge rigtig meget energi på at få dem ud af vagten igen nogle måneder senere”.
Når Danmark laver aftaler med f.eks. Ukraine, så er det ikke “bare at køre vaccinerne til lufthavnen og sætte dem på flyet”, som Flemming Konradsen formulerer det.
At højindkomstlande tilvælger det logistiske besvær kan ifølge Flemming Konradsen være udtryk for, at eksterne politiske hensyn vægter tungere end den globale pandemibekæmpelse.
“Det kan være, at man får nogle bistands- eller udenrigspolitiske point ud af at besidde nogle doser, som man kan handle med. På den måde indgår doserne i ens udenrigspolitiske engagement”, siger Flemming Konradsen.
Han fremhæver blandt andet den danske donation til Ukraine og salget af 500.000 Pfizer-vacciner til New Zealand som symptomer på, at der kan være gået udenrigspolitik i vaccinepolitikken.
De fleste af Danmarks vaccinedonationer har hidtil været udenom COVAX-samarbejdet som øremærkede donationer. Men øremærkede donationer af vacciner, der allerede har været opbevaret i Danmark, er ikke nødvendigvis en fordel for et lavindkomstland, mener Julia Raavad:
“Vi er bestemt ikke fortalere for, at vaccinerne først kommer til Danmark, der så laver de her bilaterale donationer, som vi har set tidligere. Det er svært for de lande, der modtager doserne, at lave en vaccinationskampagne, når man ikke kan regne med hverken mængden af vacciner eller deres udløbsdato”.
Fordelen ved en leverance af vacciner fra COVAX er, at et lavindkomstland modtager en samlet mængde vacciner, der har samme holdbarhed og er af samme type. Det gør det lettere at facilitere et nationalt vaccineprogram, påpeger Julia Raavad. Derudover tager COVAX højde for, hvor vaccinebehovet er størst i verden, hvilket de bilaterale aftaler ikke vægter på samme måde.
Hun tilføjer, at det ikke bare er i lavindkomstlandenes interesse, men at det internationale samfund som helhed burde prioritere COVAX højere, hvis man på globalt plan skal få bugt med pandemien:
“Vi er jo nødt til at bekæmpe pandemien globalt, for ellers risikerer vi bare, at pandemien kommer tilbage i mutationer, som vores nuværende vacciner ikke kan håndtere”.
Vi kan først stoppe pandemien, når vi holder op med kun at tænke på os selv.
Det er budskabet fra Verdenssundhedsorganisationen WHO fire måneder efter de første corona-vacciner blev taget i brug.
Mens Danmark og mange andre af verdens rigeste lande snart kan ånde lettet op i takt med at ældre og udsatte medborgere er blevet vaccineret mod corona, ser virkeligheden helt anderledes ud i resten af verden.
Selv om FN ihærdigt forsøger at levere vacciner til verdens 92 fattigste lande, står en omsiggribende vaccinenationalisme i vejen for at skaffe tilstrækkelig med vacciner til at beskytte de mest udsatte og de ansatte i sundhedssektoren.
Indtil videre er det lykkedes den såkaldte Covax-ordning, der opkøber og fordeler vacciner til de fattigste lande at levere 32 millioner doser til foreløbig 63 lande. De resterende 31 lande har endnu ikke fået så meget som en dråbe.
Ifølge UNICEFs oversigt over leveringsaftaler står Covax til at levere yderligere 16 millioner doser inden 1 maj, men målet er fortsat at nå op på mellem 1,3 og 1,8 milliarder doser i 2021, siger Gavi’s talsmand.
Allerede for et halvt år siden stod det klart, at det bliver meget svært at få vaccineret befolkningen i verdens fattigste lande.
Som Danwatch kunne fortælle i efteråret 2020, havde verdens rigeste allerede på daværende tidspunkt sat sig tungt på langt størstedelen af verdens vaccine-forsyninger ved at indgå forhåndsaftaler med de store vaccineproducenter.
Men det er ikke kun verdens rigeste lande, der har travlt med at reservere vacciner. Senest har også Indien meldt sig på listen over lande, der vælger at prioritere deres egen befolkning.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters skulle Covax have modtaget 28 millioner doser fra den indiske vaccineproducent i første kvartal af 2020, men i sidste uge kom det frem, at Indien har valgt at beholde en fjerdedel af vaccinerne selv. I alt ti millioner vaccinedoser er dermed blevet brugt i Indien i stedet for at lande hos Covax som oprindelig aftalt – en situation, som også bekræftes at UNICEFs oversigt over levering af Covax-vacciner.
Det betyder, at udrulningen af vacciner til de fattigste lande bliver yderligere forsinket.
Covax har ligesom alle andre opkøbere lavet forhåndsaftaler med de store vaccineproducenter. Vaccinerne fra AstaZeaca udgør langt størstedelen af de aftaler, Covax har indgået, men per 1. april har alliancen kun fået 32 mio doser. Målet er at levere 1,3 milliarder doser inden nytår.
Problemerne med at skaffe vacciner til Covax-ordningen har fået WHO til at advare om, at den ulige adgang til vacciner kan underminere hele indsatsen for at bekæmpe pandemien.
Lederen af WHO’s nødprogrammer på sundhedsområdet Maria Van Kerkhove advarede i sidste måned om, at verden ikke har vacciner nok til at stoppe pandemien.
“Mange lande ruller vacciner ud i øjeblikket men vi har ikke vacciner nok til at vende epidemien”, sagde hun på et pressemøde om vaccinesituationen.
“Vi er nødt til at anvende vaccinerne på en smartere måde.”
Og med det mener WHO, at lande som Danmark, der planlægger at vaccinere hele befolkningen, bør skifte kurs og i stedet give en del af deres vacciner til resten af verden, så de mest udsatte og sundhedsarbejdere i alle lande kan blive vaccineret først.
“Bilaterale aftaler, eksportforbud, vaccinenationalisme og vaccinediplomati har forvredet markedet og skabt ekstrem ulighed i udbud og efterspørgsel af vacciner,” sagde generalsekretær Tedros Adhanom Ghebreyesus på et pressemøde for nylig.
Han understreger, at der er brug for “flere hundreder af millioner” vacciner mere, hvis det skal lykkes at stoppe pandemien.
Når WHO i den grad advarer mod konsekvenserne af den ulige adgang til vacciner er det ikke kun fordi befolkninger over hele verden bør have ret til at blive vaccineret. Det er også fordi der konstant udvikles nye corona-variationer, som kan resultere i ny global corona-bølge.
Og frygten for, at vaccinenationalisme vil give bagslag bakkes op af internationale eksperter.
En af den er Jeremy Farrar, professor i tropisk medicin og direktør for den britiske sundhedsorganisation Wellcome Trust. I et interview med BBC Radio forklarer han, hvorfor en mere ligelig adgang til vacciner er den bedste måde at beskytte verden mod nye corona-varianter.
“Vi beskytter også os selv, hvis vi sørger for at levere vaccinere til hele verden.”
“Den største risiko i øjeblikket er, at der bliver ved med at dukke nye varianter op og disse vender tilbage for at hjemsøge os i vores egne lande,” siger professor Farrar til nyhedsbureauet Reuters.
“Hvis vi fortsætter med at lade smitten brede sig i store dele af verden uden at tilbyde vacciner, vil denne pandemi fortsætte i flere måneder og år fremover. Den bedste måde at slippe af med pandemien er er at gøre vacciner tilgængelige globalt,” siger han.
Derfor mener WHO, at Danmark og andre rige lande skal vente med at vaccinere hele befolkningen og i stedet bruge vaccinerne på at beskytte bl.a. sundhedsarbejdere over hele verden.
Ghebreyesus kalder det “grotesk” at rigere lande satser på at beskytte hele befolkninger på bekostning af udsatte og sundhedsansatte i fattigere lande.
“At nogle lande nu vaccinerer yngre, raske mennesker med lav risiko for alvorlig sygdom vil koste sundhedsarbejdere, ældre og udsatte i andre lande livet”, siger han.
Ghebreyesus opfordrer derfor lande med adgang til store vaccineforsyninger til at “donere så mange vacciner, som de kan” til Covax.
“Jo flere lande, som donerer hurtigst muligt, jo flere doser har vi at dele med lande, som har desperat brug for dem”.
Hos Gavi bekræfter talsmanden, at det vil være “en vigtig del af bestræbelserne på at sikre verden hurtig og ligelig adgang til vacciner”, hvis lande som Danmark donerer en del af sine vacciner til Covax.
“Vi har brug for at de rigeste lande og vaccineproducenterne prioriterer Covax. Faren ved ikke at gøre dette er indlysende, når man ser pandemiens effekt på hele verdens sundhed, økonomi, handel, rejser, lokalsamfund og enkeltpersoner ”, siger talsmanden.
I løbet af foråret var verdens sundhedseksperter først forvirrede og svar skyldige.
Selvom man var flere måneder inde i den verdensomspændende pandemi, havde mange afrikanske lande og storbyer ikke oplevet de høje dødstal og omfattende sammenbrud af sundhedssystemer, som mange havde forudset.
Senere kom så en række bud på forklaringer: Nogle generelt yngre befolkninger, der i højere grad tidligere havde været i berøring med andre typer corona-virus, en mindre grad af urbanisering og nogle samfund, der var øvede i at rulle programmer mod epidemier ud.
Selvom tallene er behæftet med en række usikkerheder har den corona-relaterede dødelighed i Afrika overordnet set ligget markant under mange andre dele af verden.
“Mange lande i Afrika er tilsyneladende af forskellige årsager mindre hårdt ramt af Covid-19”, sagde den danske udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) så sent som i sidste uge, da den ulige globale fordeling af vacciner blev diskuteret på et åbent samråd i Folketingets Udenrigsudvalg.
Men på det sidste har tendensen i virkeligheden været markant mindre positiv.
Siden slutningen af november har WHO registreret stadigt stejlere smittekurver syd for Sahara. I januar har antallet af daglige smittetilfælde ifølge den Afrikanske Unions Centre for Disease Control and Prevention (CDC) slået rekorder over det meste af kontinentet, og samlet er antallet af dagligt smittede nu dobbelt så højt, som da det stod værst til i foråret 2020.
Folkerige Egypten og Nigeria har oplevet konstant tiltagende smitte i løbet af de sidste par måneder. Ifølge BBC fik det allerede i december lederen af CDC Nigeria, Chikwe Ihekweazu, til at erklære, at Nigerias sundhedssystem nu havde nået et “kritisk niveau” med manglende kapacitet til flere alvorligt syge.
Sydafrika har på det seneste været det hårdest ramte land på kontinentet og har ifølge CDC alene stået for en tredjedel af alle nye registrerede smittetilfælde i Afrika i perioden omkring årsskiftet – med en positivprocent blandt de testede, der flere gange har ligget omkring 33 procent.
Forklaringen har her særligt været den nye mutation 501.V2, som efter alt at dømme er mere smitsom, og som ifølge CDC nu også er registreret i Botswana og Zambia.
Den stærkt tiltagende smitte kom især bag på myndighederne, der havde regnet med en roligere periode, når nu sommeren var kommet til den sydlige halvkugle.
“Jeg havde håbet, vi var blevet skånet indtil efteråret, for eksempel til april, når det bliver koldere”, lød det fra blandt andet fra Wolfgang Preiser, lederen af afdelingen for medicinsk virologi på Sydafrikas Stellenbosch University i et interview med Deutche Welle.
For flere lande ser anden bølge imidlertid ud til at have toppet. I både Kenya, Etiopien og Uganda steg smitten mod slutningen af 2020 men er nu aftagende.
I Kenya er det blandt andet lykkedes ved hjælp af en fornyet nedlukning af skolesystemet og et natligt udgangsforbud.
Spørger man Flemming Konradsen, professor i global sundhed ved Københavns Universitet, så er den manglende mulighed for effektive nedlukninger af samfundet en af hovedårsagerne til, at mange afrikanske lande har oplevet en værre anden bølge.
“Der er en række lande, hvor man simpelthen ikke har økonomi til at fastholde en meget restriktiv nedlukning. Her startede man ud med at lægge et pres på virus, som nu er blevet løftet, så virus spreder sig”, siger han.
Samme budskab lyder fra en række eksperter i sundhed og økonomi i flere af de hårdest ramte lande.
“De skrøbelige afrikanske økonomier kan ikke holde til en anden bølge af hårde nedlukninger”, advarer for eksempel økonomen Lawan Habib fra Nigerias Kano State Polytechnic University i et interview med Deutsche Welle.
“Endnu en hård nedlukning vil kun fordoble problemerne med fattigdom og arbejdsløshed”, siger han.Endnu en hård nedlukning vil kun fordoble problemerne med fattigdom og arbejdsløshed
Skønt dødeligheden i de værst ramte afrikanske lande stadig er lavere end i mange andre dele af verden, så er det i særligt grad de afledte effekter af pandemien, som rammer mange samfund hårdt.
Mange sundhedsvæsner er så hårdt pressede, at det går ud over indsatserne på en række essentielle områder. Og videre har pandemien nu bevirket, at Afrika syd for Sahara nu for første gang i 25 år oplever recession. FN og Verdensbanken vurderer, at 26 millioner mennesker i regionen risikerer at ende i ekstrem fattigdom som konsekvens af Covid-19.
Samtidig har de fleste afrikanske lande lange udsigter til for alvor at kunne begynde at vaccinere deres befolkninger. Beskeden fra WHO’s COVAX program for fattige lande er indtil videre, at man først vil kunne tilbyde større leveringer af vacciner fra juni måned – lederen af CDC, John Nkengasong, vurderede også for nyligt, at man tidligst kan begynde at massevaccinere i midten af 2021.
En række afrikanske statsledere har derfor langet ud efter de rige lande, som har sat sig på de første mange forsendelser af vacciner. Og mange støtter et forslag fra Indien og Sydafrika, om at der ikke bør kunne udstedes eller håndhæves patenter på lægemidler og vacciner, som anvendes til behandling af corona, før pandemien er slut.
Mens EU sammen med blandt andet USA, Storbritannien og Canada har modsat sig forslaget, har den europæiske union alene sikret sig vacciner til 2,6 milliarder mennesker. Og Danmark vil have vacciner til 23 millioner mennesker, hvis alle bliver godkendt, kom det frem på et samråd om den globale vaccinefordeling i sidste uge.
Spørger man Flemming Konradsen fra Københavns Universitet, har Covid-19 sat verdens ulige adgang til sundhed på spidsen. Og her er den ulige fordeling af vaccinerne kun ét af flere elementer, som skader evnen til at overvinde en fare som en grænseoverskridende virus.
”Covid har aktualiseret, at vores måde at koordinere vores indsats på tværs af lande simpelthen bare ikke er effektiv. Vi overbyder hinanden på priser for at få adgang til både vacciner og smitteværn”, siger han.
”Men når vi hamstrer udstyr, forhindrer vi adgangen for dem, der har allermest brug for det. Og det er jo uhensigtsmæssigt, når man vil bekæmpe en global pandemi”.
2,6 milliarder og 23 millioner.
Så mange mennesker har henholdsvis EU og Danmark sikret sig Covid 19-vacciner til.
Det kom frem på et samråd i Folketingets udenrigsudvalg torsdag, hvor sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) skulle kommentere på den skæve globale fordeling af corona-vacciner.
Samrådet var indkaldt af Christian Juhl (EL) og Rasmus Nordqvist (SF) på baggrund af en Danwatch-artikel, som gennemgår forskellene på de rige og fattige landes adgang til de nye corona-vacciner.
Her fremgår det, at verdens rigeste lande, heriblandt Danmark, har sat sig på størstedelen af verdens corona-vacciner med det resultat, at fattige lande som Bangladesh og Etiopien kan komme til at vente i årevis, før der er vacciner nok til også at beskytte deres befolkninger mod corona.
“Når vores statsminister i sin nytårstale siger, at vi alle er i samme båd, hvad angår corona, så er det ikke rigtigt”, sagde Christian Juhl på samrådet. “Der er et decideret kapløb for at få fat på vaccinen, og der er et corona-diplomati, som er meget uskønt”, sagde han, og efterlyste “hvad for nogle initiativer ministrene tænker at iværksætte for at fordele vaccinen mere retfærdigt til verdens fattigste?”
Skønt det er EU, der har forhandlet de overordnede vaccineindkøb, er det ifølge Magnus Heunicke op til Danmark selv at beslutte, om man vil videresælge eller donere eventuelle overskydende vacciner.
De doser, som Danmark har sikret sig, er fordelt på seks virksomheders vacciner, hvoraf kun enkelte endnu er godkendt, og de 23 millioner gælder derfor kun, hvis alle godkendes.
Magnus Heunicke mente derfor ikke, at det var korrekt, når Læger Uden Grænser og Oxfam siger til Danwatch, at de rige lande “hamstrer” vacciner.
Derimod har det været nødvendigt, at rige grupper af lande som EU har investeret bredt i mange vacciner, som på langt sigt vil komme store dele af verden til gode, understregede sundhedsministeren.
Af flere omgange blev begge ministre derefter spurgt, om regeringen ikke kunne træffe en principbeslutning om, at Danmark skal donere eventuelle overskydende vacciner til fattige lande i stedet for at sælge dem videre.
“Det ville jo kunne fjerne lidt af hamstrings-mistanken”, lød det fra Christian Juhl.
Men det vil regeringen ikke garantere, sagde Magnus Heunicke.
“I takt med. at vi får vaccineret vores befolkning, så kan vi se på det igen. Men som situationen er nu, skal man huske på, at der er enormt mange ubekendte”, lød det fra sundhedsministeren, som blandt andet pegede på, at der stadig er uklarhed omkring, hvor længe vaccinerne giver immunitet.
For mange af verdens fattigste lande er der kun en mulighed for at få adgang til corona-vaccinerne. Det er via det såkaldte Covax initiativ, som Verdenssundhedsorganisationen WHO, EU og Frankrig står bag.
Danwatch kunne før jul fortælle, at det endnu kun var lykkedes Covax at sikre sig 0,2 dosis vaccine per indbygger i de 92 fattigste lande.
Ifølge udviklingsminister Flemming Møller Mortensen har Covax nu forhåndsaftaler på 1,3 milliarder vacciner. Men de vil først for alvor blive rullet ud i slutningen af 2021, fortalte han på samrådet og medgav, at Covax fortsat mangler penge til at indkøbe de nødvendige vacciner.
Han påpegede, at han kort før jul har lagt op til, at Danmark skal støtte Covax med 50 millioner kroner fra den såkaldte COVID-19 responspulje, som er finansieret af udviklingsbistanden.
Rasmus Nordqvist fra SF kaldte imidlertid Covax for en usikker måde at sikre vaccinefordeling, da initiativet er afhængigt af “enkeltdonationer og filantropi”, og stadig slet ikke har penge nok til at konkurrere med de rige landes vaccineopkøb.
Både SF og Enhedslisten spurgte i stedet, om regeringen vil arbejde på at slække vaccineproducenternes patenter i de fattigste lande.
Både Læger Uden Grænser og en lang række lande støtter et opgør med medicinalfirmaernes patentrettigheder under pandemien.
I oktober foreslog Indien og Sydafrika, at der ikke bør kunne udstedes eller håndhæves patenter på lægemidler og vacciner, som anvendes til behandling af corona, indtil pandemien er slut.
Ifølge Læger Uden Grænser har forslaget opbakning fra 99 lande, men hverken USA, Storbritannien, Canada, Japan, Norge, Brasilien, Rusland eller EU er blandt dem.
Ingen af de to ministre kunne på samrådet redegøre for Danmarks holdning til et opgør med patentrettighederne. Men Magnus Heunicke lagde ikke op til at Danmark vil støtte forslaget om at lempe vaccine-producenternes patenter.
Mere end 4.000 brasilianske slagtere er blevet smittet med Covid-19, og seks er døde. De har stået skulder ved skulder på slagterier, der er ejet af verdens største slagterikoncern, JBS. Slagterne har ikke haft plads til at holde social afstand, de er ikke blevet testet af JBS, de har ikke haft de fornødne værnemidler, og hvis de er blevet syge, er der gået lang tid, før de blev isoleret.
I flere tilfælde har virussen spredt sig fra slagterierne ud i lokalsamfund i Brasilien, der med 4,1 millioner bekræftede sager er det land i verden med næstflest smittede.
Nu reagerer den brasilianske anklagemyndighed med retssager mod JBS ved en række særlige arbejdsmarkedsdomstole:
“JBS vil ikke teste deres medarbejdere eller tage ansvar”, siger en af anklagerne, Heiler Natali, til Reuters.
I en Special Report kan Reuters afsløre, at der lige nu er 18 retssager mod JBS. Reuters har gennemgået en række domme samt information om JBS fra brasilianske anklagere. Dertil har Reuters talt med anklagere, sundhedsmyndigheder, fagforeningsledere og medarbejdere på slagterier ejet af JBS.
De tegner et billede af, hvordan JBS tilsidesætter deres medarbejderes ve og vel i jagten på profit. Det er dog bare den seneste sag i en lang række af skandaler.
Alt i mens kritikken hagler ned over JBS, kunne Danwatch for nyligt dokumentere, at danske banker og investeringsforeninger stadig investerer i JBS.
Selvom den global corona-pandemi har sat verdenssamfundet i stå, har det ikke ramt forretningen hos JBS.
JBS svor tidligt, at de ville sørge for, at verden ikke skulle sulte under de ekstraordinære omstændigheder, hele verden er ramt af. Siden har JBS fortalt, at de har ansat 15.000 nye medarbejdere i Brasilien og i andet kvartal 2020 tjente JBS 629 millioner us-dollars, hvilket næsten var det dobbelte af, hvad man forventede.
JBS blev grundlagt i Brasilien, men er nu en verdensomspændende virksomhed. Størstedelen af forretningen er dog stadig i Brasilien, hvor 135.000 af virksomhedens 240.000 ansatte arbejder.
JBS er den største eksportør af oksekød i verden, som virksomheden især sender til Kina, men også EU. Eksporten af oksekød er tæt forbundet med rydning af Amazonas-regnskoven, og medier har igen og igen dokumenteret, at JBS køber kvæg, der har græsset på ulovligt ryddet land.
Imens det brasilianske samfund har kæmpet med corona, er skovrydningen i landet steget. Fra januar til april 2020 blev der ryddet 55 procent mere skov end sidste år. I forsommeren kunne Danwatch via vores samarbejdspartnere, mediet Reporter Brasil, fortælle, hvordan landets myndigheder havde svært ved at stoppe skovrydningen, fordi pandemien begrænsede mulighederne for at komme ud på farmene og undersøge skovrydningen.
I begyndelsen af juni lukkede en dommer midlertidigt et af JBS’s slagterier i den lille by São Miguel do Guaporé, der ligger i Amazonas-staten Rondônia. 266 medarbejder på fabrikken var blevet smittet med Covid-19, hvilket udgjorde 60 procent af de smittede i byen.
“Fabrikken er den primære kilde til smitte i denne lille by”, skrev dommeren Wadler Ferreira, ifølge Reuters.
I alt har der været store udbrud på 23 af JBS’s slagterier, hvilket har været med til at sprede sygdommen i Brasilien, fortæller sundhedsmyndigheder til Reuters. Mens andre brasilianske slagterier har indgået aftaler om systematisk at teste deres medarbejdere, stritter JBS imod.
“Der er ingen krav fra regering eller sundhedsmyndighederne om, at slagterier skal gennemføre tests”, lyder det i et statement fra JBS, der insisterer på, at de passer tilstrækkeligt på deres medarbejdere, men ikke vil forholde sig til de enkelte sager.
En kontrol på et slagteri i byen Ipumirim, som Reuters har fået indsigt i, viser dog, at JBS sendte en medarbejder tilbage på arbejde, selvom vedkommende var bekræftet smittet med Covid-19, ligesom 42 medarbejdere med symptomer på Covid-19 blev holdt på arbejde.
På et andet slagteri i Ipumirim fik medarbejderne kun én engangsmaske om ugen.
“Min kollega fik virussen”, siger en medarbejder fra slagteriet til Reuters.
“Vi arbejdede virkelig skulder ved skulder, og virksomheden afviste at teste os”.
Tirsdag kom den amerikanske medicinalvirksomhed Gilead Sciences med svaret på et spørgsmål, som rigtig mange har stillet de seneste måneder: Hvad bliver prisen på deres coronamedicin remdesivir?
Svaret er lige i omegnen af 15.000 kroner for fem dages behandling i udviklede lande. Det er langt mindre, end de eksorbitante priser, der er en del af Gileads normale praksis, som Danwatch tidligere har beskrevet. Men det er stadig en pris, der er flere hundrede gange højere, end de 35 kroner det umiddelbart koster at producere medicinen.
“Der er flere ting, der tyder på, at de tager lige så meget, som de kan slippe af sted med,” siger Jessica Burry, talsperson for MSF Access to Medicine. Hun mener, at Gilead ved at tage en høj pris og holde på deres eneret til at producere medicinen, begrænser adgangen til en kur, der er virkelig vigtig for verdenssamfundet lige nu.
Gileads priser på remdesivir blev offentliggjort i et åbent brev fra virksomhedens direktør Daniel O’Day, hvor han også forholdt sig til den gætteleg om prisen, der har foregået siden medicinen blev godkendt i USA i maj:
“Dette niveau af spekulationer er forståeligt,” skrev direktøren.
Spekulationerne har været del af en debat om, hvor meget en virksomhed kan tillade sig at tage for en kur mod en global pandemi. Og om Gilead skal beholde deres patent og dermed eneret på at producere medicinen alt i mens sundhedssystemer i hele verden bliver lagt ned. Midt i den debat står en række danske pensionsselskaber, som har investeret massivt i Gilead, og som tjener på, at Gilead tager sig godt betalt – men som også har en magt til at påvirke medicinalvirksomheden og dermed prisen på remdesivir.
I sit brev skriver Daniel O’Day, at Gilead normalt taget udgangspunkt i samfundsværdien, når de skal finde prisen på nye produkter.
Studier fra National Institute of Allergy and Infectious Diseases (NIAID) under det amerikanske sundhedsministerium viser, at remdesivir i gennemsnit forkorter hospitalindlæggelse med fire dage. Ifølge Gilead vil den tidligere udskrivelse spare sundhedssystemet for omkring 80.000 kroner per patient. Det viser ifølge Gilead, hvilken værdi coronakuren har for samfundet.
“Vi har besluttet at sætte prisen på remdesivir et godt stykke under denne værdi,” skriver Daniel O’Day om prisen på 15.000 kroner og henviser til et ønske om at sikre en bred adgang til medicinen.
Det bifalder man hos Sampension, der ved begyndelsen af året havde 210 millioner investeret i Gilead
“Vi kan se, at de har tænkt en del over deres prissætning og meldt åbent ud om baggrunden for det. Det ser fornuftigt ud,” siger kommunikationsdirektør Søren B. Espersen.
Den samme besked kommer fra andre pensionsselskaber som PFA, hvor de ikke har fundet det nødvendigt at tage kontakt til Gilead, fordi remdisivir bliver solgt til en pris “væsentligt under de første omkostningsestimater”.
Hos de organisationer, der arbejder for at sikre adgang til medicin, er de dog mere kritiske.
Jessica Burry fra MSF Access påpeger, at omkostninger til at producere remdesivir er meget lave. Et studie anført af seniorforsker Andrew Hill fra University of Liverpool viser, at det ikke burde koste mere end 35 kroner at producere en fem-dages kur med remdesivir. Vi ved ikke, hvor meget det har kostet Gilead at udvikle remdesivir, men Jessica Burry påpeger, at virksomheden har fået 460 millioner kroner i offentlig støtte til det, ligesom ansatte på de amerikanske universiteter har været involveret.
“Og det tager Gilead ikke højde for i prisen på medicinen,” understreger Jessica Burry.
Hos PKA Pension, der har investeret 114 millioner i Gilead har de løbende været i dialog med Gilead gennem deres rådgiver Federated Hermes EOS.
“Vi har understreget over for selskabet, at vi ikke mener, at kortsigtede finansielle resultater skal stå over hensynet til at redde liv. Derfor skal de efter vores mening fokusere på at producere medicinen i stor volumen til en lav pris eller kostpris,” skriver Dewi Dyrlander, der er underdirektør i PKA.
Ifølge Daniel O’Day har Gilead taget to primære hensyn, da de skulle finde prisen på remdesivir.
På den ene side skal prisen ikke være en hindring for at sikre en kur, der kan komme hurtigt og bredt ud. På den anden side skal Gilead også tjene på remdesivir, så de har penge til at videreudvikle medicinen og fortsætte deres research og udvikling af anden medicin.
Ifølge Victor Roy, der både er uddannet læge og har en ph.d. i politisk økonomi, der netop har haft fokus på Gileads prissætning, er det typisk kun en lille del af virksomhedens indtjening, der bliver brugt til udvikling af ny medicin.
“En stor del af deres overskud går til at tilbagekøbe deres egne aktier – og altså ikke til research eller programmer, der sikrer adgang til medicin. Dem, der primært bliver begunstiget, er Gileads aktionærer,” skriver Victor Roy i en mail til Danwatch.
Ifølge data som den anerkendte norske blob AksjeBloggen har samlet, og som mediet Business Insider refererer, er Gileads værdi steget med over 100 milliarder kroner under corona-pandemien.
Det er ikke alle steder i verden, hvor man skal af med 15.000 kroner for en fuld coronakur. I maj måned indgik Gilead aftaler med såkaldte generiske producenter i særligt Indien og Pakistan, der laver billigere kopimedicin. De generiske producenter har fået lov til at kopiere remdesivir og sælge det i 127 lavindkomstlande. Det er en tilgang, man hos blandt andre Sampension synes giver god mening.
Når man bladrer igennem listen med lande, er der dog et kontinent, der glimrer ved sit fravær. I Sydamerika, der ifølge WHO lige nu er pandemiens epicenter, er der ingen lande på listen, som de generiske producenter må sælge til. Derfor skal borgere i lande som Brasilien, Chile og Peru betale den pris, som den fulde kur koster. Heller ikke Rusland eller Kina står på listen.
“Vi ved fra tidligere, at Gilead gerne vil beholde de her lande som en del af deres kommercielle marked, som de selv kan sælge eksklusivt til,” forklarer Jessica Burry.
Aftalerne har fået aktivister til at kritisere Gilead for at kontrollere den globale produktion af remdesivir og forhindre millioner af mennesker i at få behandling.
Vi ved endnu ikke, hvor lave priserne for kopimedicinen bliver, men lige nu forlyder det, at en af de generiske producenter Hetero Labs vil sælge det til lige under 500 kroner per dosis. En fuld kur er typisk på 5-6 doser. Ifølge forskere og aktivister vil det give en pris, der stadig er for høj til, at man kan være med i de fleste lavindkomstlande.
Lige nu tyder intet på, at prisen vil give Gilead problemer med at sælge remdesivir. Få timer efter Gilead offentliggjorde prisen på remdesivir, købte USA 90 procent af den medicin, der er de næste tre måneder.
“Jeg har aldrig set noget lignende. At et firma vælger at sælge deres lager kun til ét land. Det er meget mærkeligt og ret uhensigtsmæssigt,” lød det efterfølgende fra direktør i Lægemiddelstyrelsen, Thomas Senderovitz, i et interview med DR.
Problemet handler dog ikke kun om, at Gilead har valgt at sælge det meste af medicinen til et land, det handler også om den mangel på medicin, det er udtryk for.
“Gilead kan ikke følge med den efterspørgsel, der er,” siger Jessica Burry, og det er et problem, når det handler om medicin, der potentielt set er livreddende.
Ifølge organisationer som MSF Access viser det en af de væsentligste problemer med medicinske patenter i den nuværende situation. Så længe Gilead vil udnytte patentet og deres eneret til at sælge remdesivir, deler de ikke deres viden med resten af verden, og det forhindrer en global produktion af remdesivir.
“Vi er i en virkelig stram situation,” siger Jessica Burry.
Hos PKA Pension har de dog allerede lagt pres på Gilead for at dele informationerne, så der kan blive produceret mere medicin:
“Vi har også opfordret til, at Gilead Science skal dele de intellektuelle rettigheder til udvikling af medicinen, så den i fattigere lande kan produceres til en pris, der reflekterer borgernes økonomiske evne til at betale. Derfor kommer vi naturligvis også til at spørge ind til den pris, de nu har sat, og vi kommer til at presse på for, at de bidrager til at mere medicin kan komme ud til patienterne både i USA og globalt,” skriver underdirektør Dewi Dyrlander.
[Boks3]
