I den indiske havneby Vadinar ligger en lang brændstofterminal klemt inde mellem et farverigt koralrev og et hav af olieskibe. 

Fra den har omkring 200 store skibe sejlet med brændstof til Europa og andre steder, siden sanktionerne mod Ruslands energieksport trådte i kraft. 

Men lasten på tankskibene kommer fra et russiskejet raffinaderi ved navn Nayara Energy, som gør det muligt for Rusland at sælge olie uden om sanktionerne, og som kaldes “det europæiske mareridtsscenarie”. 

Nu kan Danwatch og Ekstra Bladet afsløre, at det danske tankrederi Hafnia har transporteret russiske olieprodukter med en anslået værdi på op mod to milliarder kroner fra det russiske raffinaderi med tråde til Kreml.

Hafnia, som kalder sig verdens største tankrederi, har mellem juli og august haft følgende tankskibe forbi oliekajen i Vadinar: Hafnia Africa, Hafnia Australia, Hafnia Excellence, Hafnia Seine og Hafnia Shenzhen.

De har sejlet produkterne videre til lande som Danmark, Storbritannien, Tanzania og Emiraterne, og selskabet har på den måde hjulpet Rusland med at få deres olieprodukter til blandt andet Europa på trods af sanktionerne.

Skibene har sejlet med mere end 2,5 millioner tønder russisk flybrændstof og diesel ifølge data fra Centre for Research on Energy and Clean Air (CREA) og MarineTraffic. 

Da olieprodukterne er raffineret i Indien, er det ikke ulovligt at importere dem til Europa, men handlen er alligevel med til at modarbejde sanktionernes hensigt, vurderer forsker og sanktionsekspert Kim B. Olsen fra German Council on Foreign Relations. 

Han er ekspert i Europas brug af sanktioner og har en karriere bag sig som blandt andet udenrigsanalytiker hos Dansk Institut for Internationale Studier med fokus på netop sanktioner.

“Det er et skidt scenarie, at den russiske stat kan lave et selskab i Indien for at købe billig russisk olie og sælge det til Europa som indisk brændstof og stadig høste en del af gevinsten”, siger han og tilføjer: 

“Det udstiller sanktionernes begrænsninger. EU og USA har gjort meget ud af at forsøge at få tredjelande som Indien til at gå med på vores hold og sikre, at sanktionerne ikke omgås. Men det har de færreste ikke-vestlige lande ønsket at bidrage til. Så det er et mareridtsscenarie, men også et mareridt, man havde forudset”, siger han.

Hafnia tavse om indisk forretning

Et af de fem Hafnia-skibe, som tog ruten fra russernes raffinaderi i Indien, endte 2. oktober i København.

Det var Hafnia Africa, der afleverede knap 30 millioner liter russisk flybrændstof på Prøvestenen ved Amager, som Danwatch tidligere har afsløret.

Hafnia har udover en kort telefonsamtale i midten af december ikke været til at få fat i. Både Danwatch og Ekstra Bladet har forsøgt at henvende sig på telefon, sms og mail flere gange, men der er ingen, der vender tilbage.

Da vi i januar kontaktede Hafnias reception med henblik på at få kontakt til rederiets pressechef, blev vi viderestillet, men opkaldet gik endnu engang på telefonsvarer. Siden har det ikke været muligt at få receptionen til at stille os videre.

På trods af, at Hafnia på deres egen hjemmeside beskriver, hvordan transparens er særligt vigtigt for dem, er det altså ikke muligt at få en kommentar til deres forretning med Nayara Energy.

Danwatch og Ekstra Bladet ville ellers også gerne have svar på, hvem Hafnia har leveret russisk flybrændstof til i København. 

Hafnia skriver ydermere på deres hjemmeside, at de vedkender sig FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder, og at de har særlige interesse i at modarbejde korruption.

Derfor vil Hafnia heller ikke “facilitere betalinger, der har til formål at fremskynde eller sikre udførelsen af rutinemæssige officielle handlinger fra regeringers side”.

Raffinaderiet i Vadinar er dog netop sat i verden for, at Rusland kan fortsætte deres rutinemæssige olieeksport til Europa, vurderer Kim B. Olsen. Han henviser blandt andet til en udtalelse fra den statsejede russiske bank VTB Bank, hvor de selv understreger, at Nayara Energys ejerskabsstruktur er lavet til at undslippe sanktionerne. 

“Det har Rusland jo selv sagt. Det er en del af deres forberedelse på at afbøde de negative effekter af sanktionerne. Man laver en struktur, hvor man stadig kan sælge sin olie, hvor omsætningen og gevinsten stadig flyder tilbage til Rusland”, siger han. 

Samtidig mener han, at det er vigtigt med gennemsigtighed blandt selskaber, der handler med selskaber som Nayara Energy.

“Konflikten mellem Europa og Rusland har medført omkostninger for forbrugerne. Øget inflation og høje energipriser har påvirket den almindelige europæers hverdag. Det er kun rimeligt, at man som forbruger kan rejse spørgsmål ved virksomhedernes forretning, også selvom den er lovlig”, siger han. 

Det indiske smuthul

Selvom det er lovligt at købe flybrændstoffet fra Nayara Energy, så lader det sig kun gøre, fordi russerne udnytter et smuthul i sanktionerne, som Europa ikke kan lukke uden videre. 

For knap halvdelen af Nayara Energy ejes af den russiske stat gennem olieselskabet Rosneft og cirka 25 procent af en kapitalfond, som er blevet stiftet af en russisk milliardær og oligark, der har forbindelse til Rosneft. 

Da ingen af dem ejer en majoritet i selskabet, er det teknisk set ikke russisk. 

Den amerikanske forsker Craig Kennedy, der er ekspert i russisk olie og sanktioner ved Havard Universitys Davis Center, siger, at raffinaderiet i Vadinar kan gå hen og blive et problem for Vesten, hvis ikke der handles.

“Selve Rosneft er sanktioneret, så man kan spørge, hvorfor import af olie fra raffinaderiet i Vadinar ikke er sanktioneret. I praksis har Rosneft betydelig indflydelse over raffinaderiet, men på papiret ejer de kun 49 pct. Og ifølge EU’s regler kan det gøre det muligt for raffinaderiet at undgå at blive sanktioneret ligesom Rosneft”, siger han og tilføjer:

“Det er en udfordring for myndighederne. Det er et smuthul, der skal løses. Og mens Vadinars europæiske salg i dag er småt i den overordnede russiske eksport, så er det en lækage, som kan blive til en oversvømmelse, og så bliver det et reelt problem”.

Ifølge Kim B. Olsen har virksomheder, der handler med den slags produkter, derfor et stort ansvar for at lave en grundig risikovurdering af dem, de handler med.

“Selvom der ikke er noget retligt forkert ved handlen, er det et eksempel på, hvordan virksomheder bliver brikker i det geopolitiske spil. Sanktionerne og EU-staterne har begrænset rækkevidde, og her bliver virksomhedernes valg relevante”, siger han.

Da Rusland invaderede Ukraine, var der en lang række virksomheder, der trak sig fra det russiske marked, ikke på grund af sanktioner, men af moralske årsager.

Det er netop her, at virksomheder bliver aktører i konflikten, når de vælger enten at fortsætte eller stoppe deres handel med Rusland, påpeger Kim B. Olsen.

“Selvom det er indenfor rammen for, hvad man lovligt kan tillade sig, betyder det ikke, at man er fritstillet fra kritik. Man må spørge sig selv: Hvad vil vi som virksomhed være en del af, når vores hjemland er i åben konflikt med Rusland?”, siger han.

Danwatch og Ekstra Bladet forsøger fortsat at få en kommentar fra Hafnia. Første kontakt med tankrederiet skete i midten af december, og det seneste forsøg på at få svar var 10. januar. 

Desuden mangler der stadig svar på, hvem der har købt 30 millioner liter russisk flybrændstof, som blev afleveret af Hafnia Africa i København 2. oktober.

Hvem vil kendes ved 30 millioner liter russisk flybrændstof i København?

Dystre billeder af krøllet metal. Tilsodet pigtrådshegn, en efterladt bamse her, en sko der. Intet er intakt. Alt er brændt og reduceret til rå materialer. Og alligevel er det menneskelige tydeligt til stede i det hele på trods af, at der næsten ikke fremgår mennesker på nogle af billederne i Michael Graversens fotobog, Moria in memoriam.

Flygtningelejren Moria på den græske ø Lesbos var den største i Europa, indtil den brændte ned for et år siden. Forlaget beskriver Fotobogen som “et mindesmærke over det største humane svigt i Europa siden Anden Verdenskrig”.

Moria in memoriam udkom den 8. sep. 2021, årsdagen for branden i Moria-lejren. En brand, der lagde lejren øde, og efterlod knap 13.000 mennesker uden tag over hovedet. 

Dokumentarfilminstruktør Michael Graversen har været i Moria af mange omgange i årene 2016-2020 og i arbejdet med denne bog også efter lejren brændte. 

“Det var som om, verden bare var brændt ned”, siger han.

Moria-lejren, der blev oprettet i 2013, var oprindelig bygget med en kapacitet til 3.000 mennesker, men husede omkring 10000 flere, da lejren brændte, heraf 4.000 børn. 

Det tæller både selve lejren og området ved siden af, der fik tilnavnet Junglen – en organisk-opstået udvidelse af lejren i en olivenlund uden for lejrens murene, som er opført løbende af de tilkommende, lejren ikke havde kapacitet til. 

Branden hærgede hele området både indenfor og udenfor murene, og som Michael Graversen fortæller, måtte de tusindvis af mennesker i løbet af en nat flygte for deres liv og fra deres midlertidige hjem. 

Et historisk symbol

“Da lejren var brændt ned, stod det ret klart, at det var et historisk sted, fordi Moria jo har været symbolet på den dårlige håndtering af flygtningestrømmen”, siger Michael Graversen. 

“Alle de værdier, som EU normalt bryster sig af som menneskerettigheder og fællesskab og så videre, kunne vi ikke leve op til længere”.  

Det er nemlig ikke branden, der er den primære katastrofe i Michael Graversens fortælling. Det er selve lejren.

Selvom billederne i Moria in Memoriam alle stammer fra tiden kort efter branden, fortæller de en større historie om, hvad Moria-lejren er, forklarer han. Michael Graversen kalder blandt andet lejren for et ingenmandsland:

“Et transitsted, som ikke har været hjem for nogen, og alligevel har været det for nogle i flere år”.

Personlige fortællinger

Foruden fotografierne, der danner rammen om fortællingen, består bogen af korte tekster. Nogle, hvor Michael Graversen selv beretter om oplevelser og bekendtskaber og fortæller om omstændighederne ved Moria. Man hører om de uledsagede børn, om EU’s aftale med Tyrkiet, om at blokere flugtruterne over havet til Grækenland og om banderne, der opstod i lejren.

En britisk læge, Dr. Kat, der arbejdede i Moria for en mindre NGO, har også skrevet en kort tekst om livet og arbejdet i lejren, og det samme har sygeplejerske Mie Terkelsen, der også arbejdede i lejren for Læger Uden Grænser i to år. 

Spredt ud gennem bogen får man som læser også præsenteret Atifas dagbog én bid ad gangen. Atifa er en ung kvinde, som sammen med sin familie, er flygtet fra Afghanistan, og som var indkvarteret i Moria-lejren. Graversen har fået lov at bringe uddrag af hendes dagbog fra dagene op til branden. 

De giver et gribende indefra-perspektiv på det ellers dokumentaristiske værk, og man hører både om dag-til-dag bekymringerne og det eksistentielle arbejde med at håndtere tilstanden; at være på flugt. 

Dagbogen giver værket en rød tråd, der sideløbende med bogens andre elementer giver læseoplevelsen progression og retning. 

Smuk tragedie

På papiret er Moria in Memoriam en fotobog som mange andre, flotte fotografier og en smule tekst. Bogen lykkes dog med at forene dokumentarisme og kunst, og historien kunne ikke have været fortalt, hvis dokumentationen skulle stå alene.

“Jeg havde en del tanker om, hvorvidt man kunne tillade sig at æstetisere over noget der har været så grusomt”, siger Michael Graversen.

“Men jeg tror netop, at det er det, der skal til, for at folk overhovedet kan holde ud at se på de her steder. Man er nødt til at have noget, der nærmest er smukt i al sin tragedie”.

Bogen svælger dog ikke i lidelse og tragedie. Graversens valg om kun at bruge billeder fra tiden efter branden, giver et brutalt bagtæppe til fortællingerne med rum for, at man som læser også kan danne billeder inde i hovedet. Der er nærmest ingen mennesker til stede i billederne, men undervejsm som man bladrer igennem bogen, kommer historierne og narrativet til live i de nedbrændte omgivelser. 

Bogen er ikke et noget manifest, siger Michael Graversen, der ikke nødvendigvis tror på politisk agitation, når det handler om at skabe forandring.

“Jeg tror, man bliver nødt til at have en form for åbenhed over for dem, som oplever det. Hvor folk også selv skal have noget plads og rum til at forstå og sanse og opleve de forhold, der har været der”, siger han 

For Graversen er bogen først og fremmest et historisk dokument. Som han skriver i forordet: 

“Den måde, vi har behandlet mennesker på flugt eller mennesker i en søgen efter en tålelig tilværelse, må vi ikke glemme”.

Størstedelen af de mennesker, der opholdte sig i Moria før branden, flyttede efterfølgende til den nyoprettede lejr Mavrovouni. En lejr, hvis forhold også beskrives som ekstremt mangelfulde.