På nærmest alle dele af det europæiske kontinent udnytter transportarbejdere lige nu deres strategiske placering til at kræve bedre arbejdsforhold og lønninger.
Mandag stod den offentlige transport i Belgien stort set stille, mens samtlige flyafgange fra Bruxelles lufthavn måtte aflyses, da 70.000 strejkende arbejdere marcherede gennem Bruxelles gader med krav om, at regeringen sætter ind over for de hastigt stigende leveomkostninger.
Siden mandag aften har Storbritanniens jernbaner været ramt af de største strejker i tre årtier, efter 40.000 ansatte har nedlagt arbejdet i protest mod forringede arbejdsvilkår og manglende lønstigninger trods den hastigt stigende inflation.
Ansatte fra en række af de største lufthavns- og lavprisflyselskaber som Ryanair og EasyJet
har varslet strejker i både Frankrig, Italien, Portugal og Spanien over de næste uger, mens British Airways’ medarbejdere har advaret om snarlige strejker i Europas travleste lufthavn, Heathrow.
Og i Danmark, Sverige og Norge har omkring 1.000 piloter fra SAS varslet strejke fra slutningen af juni.
Strejkerne har allerede resulteret i kaotiske tilstande i nogle af Europas trafikale knudepunkter, og mange lufthavne og flyselskaber aflyser nu på forhånd store dele af den den kommende feriesæsons afgange, oplyser medier som Politico.
Mange fagforeninger hævder imidlertid, at strejkerne ikke primært er planlagt strategisk i ferien for at lægge mere pres på virksomhederne, men simpelthen fordi arbejdsbyrden ser ud til at blive for stor for transportarbejderne henover højsæsonen.
Flybranchen har på verdensplan ifølge Reuters opsagt mere end to millioner ansatte under corona-pandemien, og en ekstraordinær høj efterspørgsel på rejser i løbet af foråret og sommeren ser ud til at være kommet bag på den europæiske industri, som simpelthen står med for få ansatte.
Mange af de tidligere ansatte har nu andre jobs eller er gået tidligere på pension, og det er svært for branchen at lokke dem tilbage igen.
“De har tydeligvis alternativer nu og kan skifte imellem jobs”, som seniorøkonom i den hollandske finansielle virksomhed ING Group, Rico Luman, sagde til Reuters mandag.
Strejkerne og den store mangel på arbejdskraft har ifølge Reuters fået lufthavne i blandt andet Tyskland, Frankrig, Spanien til at tilbyde bonusser til deres ansatte for at skaffe nye medarbejdere, mens Hollands Schiphol-lufthavn nu er gået med til en timebonus henover sommeren til 15.000 af deres ansatte, som vil betyde en lønstigning på 50 procent for dem, som er ansat på mindsteløn.
Mange af transportarbejdernes fagforeninger efterspørger på samme vis lønstigninger i lyset af de hastigt stigende priser over hele kontinentet.
Som Mick Lynch, lederen af den britiske fagforning for jernbane-, havne- og transport-arbejdere RMT, sagde til Goodmorning Britain tidligere på måneden:
“Vi står midt i en leveomkostningskrise, vores arbejdere har arbejdet under hele pandemien, og deres belønning har været en fastfrysning af deres løn”.
Mod alle odds lykkedes det fredag d. 1. april en lille gruppe lagerarbejdere at vinde en historisk sejr over en af verdens største virksomheder, da godt 55 procent af medarbejderne i Amazons enorme JFK8-varelager i Staten Island, New York, stemte for at danne en fagforening.
Det bliver den første fagforening nogensinde for amerikanske ansatte hos onlinehandelsgiganten, som er notorisk fjendtligt indstillet over for dens ansattes ret til at organisere sig.
I amerikanske medier som New York Times kaldes det “én af de største sejre for organiseret arbejdskraft i en generation”, hvilket bakkes op af iagttagere som den mangeårige arbejdsmarkedsrapporter Steven Greenhouse, der kalder udfaldet det største, der er sket i den amerikanske fagbevægelse i årtier.
“I løbet af de 25 år, jeg har skrevet om arbejdsmarkedsforhold, er fagforeningsdannelsen på Amazon-lageret i Staten Island langt den største sejr, og det bedste eksempel på David, der vinder over Goliat, som jeg har set”, skriver han på Twitter.
Styrkeforholdet var ganske rigtig ekstremt ulige. Initiativet til at organisere de mere end 8.000 arbejdere på JFK8-varelaget blev taget af den 32-årige Christian Smalls, efter han blev fyret i marts 2020. Smalls havde iværksat en fælles walkout fra lagerhallen i protest mod manglende værnemidler, og at medarbejdere ikke blev sendt hjem, da flere kolleger testede positive med Covid-19. Amazon hævdede efterfølgende, at han blev fyret for at overtræde virksomhedens regler for at holde forsvarlig afstand under protestaktionen.
Sammen med en håndfuld af sine tidligere kolleger stiftede Smalls uden om USA’s etablerede fagforeninger den uafhængige fagforening Amazon Labor Union, som blev til med donationer fra en kampagne på crowdfunding-platformen GoFundMe.
Oppe imod sig havde Smalls og co. en virksomhed, som mange arbejdsmarkedsanalytikere ser som en af de største eksistentielle trusler mod organiseret arbejdskraft.
Amazons har i uhørt grad investeret i analytikere og software, der kan holde øje med deres ansattes forsøg på at organisere sig, og virksomhedens minutiøse overvågning af deres ansatte har fået kritik for at kunne undertrykke fagforeningsaktiviteter blandt de ansatte.
Det amerikanske medie Business Insider har tidligere afsløret, hvordan Amazon har udviklet deciderede ‘heat-maps‘ over deres 510 Amazon-ejede Whole Foods-butikker i USA, som ved hjælp af blandt andet demografiske og socioøkonomiske data om de ansatte og området, det kollegiale sammenhold og den etniske diversitet blandt medarbejderne, monitorerer, hvor der er størst risiko for, at ansatte vil danne fagforening.
I denne uge kunne det undersøgende medie The Intercept afsløre, at en ny besked-app til Amazon-medarbejdere blandt andet skal forbyde- og rapportere ansattes brug af ord som “fagforening”, “lønforhøjelse” og “leveløn”.
Og i sidste uge kom det frem, at Amazon sidste år brugte knap 30 millioner kroner på konsulenter, der til obligatoriske møder for de ansatte skulle overbevise dem om, at etablering af en fagforening ville være en dårlig ide. Jævnlige møder blev særligt afholdt i de to afdelinger, hvor medarbejderne forsøgte at etablere Amazons første fagforeninger, nemlig Bessemer i Alabama og JFK8-varelageret i Staten Island.
Ansatte fra Bessemer-afdelingen har fortalt det amerikanske onlinemedie HuffPost, at de sidste år mødte den slags konsulenter ugentligt og i nogle perioder dagligt.
“De sagde: ‘Fagforeningen kommer, og fagforeningen driver en forretning. De penge, de tjener, vil du miste. De kommer til at bruge dine 9 dollars om ugen på at købe biler”, fortæller en anonym arbejder til HuffPost.
I Alabama endte et flertal af de ansatte med at stemme imod etableringen af en fagforening. Men i New York lykkedes det altså Christian Smalls og Amazon Labor Union at mønstre et flertal.
Sejren kommer på et tidspunkt, hvor en rekordlav andel på bare 10,3 procent af de amerikanske lønmodtagere ifølge New York Times er organiseret i de traditionelle fagforeninger – men hvor arbejderes faglige kampe omvendt nyder stigende opbakning i den amerikanske befolkning, og hvor flere græsrodsinitiativer ligesom bevægelsen omkring JFK8-varelageret har mønstret uventede sejre hos eksempelvis kaffekæden Starbucks.
I en erklæring oplyser Amazon, at virksomheden nu vurderer sine muligheder og blandt andet overvejer at klage over det føderale arbejdsmarkedsorgan NLRB, som ifølge virksomheden har haft en upassende indflydelse på afstemningen.
“Vi er skuffede over valgets udfald i Staten Island, fordi vi tror på, at det at have en direkte relation med virksomheden er det bedste for vores ansatte”, skriver Amazon i erklæringen.
Men valget på JFK8-varelageret kan meget vel bare være begyndelsen for organiseringen af Amazons 1,4 millioner ansatte, spår flere iagttagere. Snart skal et andet lager i Long Island stemme om muligheden for at tilslutte sig den nye fagforening, understreger Jane McAlevey, arbejdsmarkedskorrespondent for det amerikanske magasin The Nation.
“Intet hjælper arbejdere med at beslutte at stemme ja som at se andre arbejdere vinde – hvilket blot er én af mange grunde til, at denne sejr er så vigtig. Denne gang vandt arbejderne”, skriver hun.
Det var tæt på lukketid, og ’Dara’ havde næsten fri, da hun en sen februar-eftermiddag i 2018 blev kaldt ind på HR-kontoret på Pandoras store smykkefabrik i Bangkok. Hun havde arbejdet på fabrikken i mere end otte år og husker, at hun blev overrasket over, at en vagt stillede sig foran kontorets dør, da den blev lukket bag hende.
Derefter meddelte hendes chef, at Pandora blev nødt til at skære i antallet af medarbejdere. Og at Dara desværre var én af dem, der skulle fyres.
”De prøvede at sige, at det bare handlede om nedskæringer, og at ikke var noget personligt”, fortæller hun til Danwatch over en Whatsapp-forbindelse fra Thailand.
”Men pludselig behandlede de mig som en kriminel. To vagter fulgte mig hele vejen ud af fabrikken, mens en tredje var blevet sendt ned til mit skab og havde brudt låsen op for at hente mine ting”, siger hun.
Tre dage forinden havde Dara og 12 andre ansatte stiftet den danskejede Pandora-fabriks allerførste fagforening. Siden havde den 38-årige alenemor haft succes med at rekruttere sine kolleger via opslag og invitationer på Facebook. Hun havde bare ikke tænkt over, at hun også havde fabrikkens profil blandt sine Facebook-kontakter.
I den efterfølgende uge blev 44 medlemmer af den nye fagforening fyret. Iblandt dem var fagforeningens leder, tre medlemmer af fagforeningens øverste udvalg og 38 medlemmer af dens underudvalg. Fagforeningslederens kone og Daras søster blev også fyret. Dara hævder, at en del af fagforeningsmedlemmernes familiemedlemmer og ansatte med samme efternavn blev opsagt i samme ombæring.
”Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg blev fyret på grund af mit engagement i fagforeningen”, siger hun.
”Syv af fagforeningens grundlæggere blev fyret, og det var alle os, der have været aktive på Facebook.”
Det var ikke kun fagforeningsfolk, der blev fyret fra Pandora-fabrikken i februar 2018. Udover de 44 fagforeningsmedlemmer blev 29 andre ansatte fra produktionsafdelingen også opsagt.
Pandora hævder i dag, at alle fyringer skete som led i en generel omstrukturering, og at afskedigelserne var begrundet med de individuelle ansattes arbejdsindsats.
”Alle fyringer var baseret på objektive, mål- og dokumenterbare kriterier som for eksempel performance reviews (præstationsvurderinger, red.)”, skriver Pandoras pressechef Johan Melchior i et mailsvar til Danwatch.
Det vurderede de thailandske myndigheder imidlertid ikke. Thailandske arbejdsmyndigheder konkluderede få måneder efter, at fyringerne af fagforeningsfolkene var ulovlige, og at de ansatte burde genansættes.
Pandora ankede afgørelsen til arbejdsdomstolen, og mens sagen stod på, indgik virksomheden forlig om kompensation med de fleste fyrede ansatte. Året efter i maj 2019 afgjorde arbejdsdomstolen, at de resterende fyrede arbejdere godt nok præsterede mindre end den gennemsnitlige ansatte, men at fagforeningsaktiviteterne havde været en medvirkende faktor for, at de blev fyret. Det strider mod thailandsk lov, som beskytter mod fyring på grund af faglig organisering, og domstolen pålagde derfor Pandora at kompensere de fyrede arbejdere.
Organisationen Worker Rights Consortium (WRC), som overvåger globale arbejdsforhold for amerikanske universiteter, har interviewet 18 nuværende og tidligere ansatte på Pandora-fabrikken og udgivet en længere rapport om massefyringen og det retslige efterspil.
Både WRC og thailandske myndigheder noterer, at flere ansatte hævder, at fabrikkens HR-medarbejdere få dage inden massefyringen havde udspurgt dem om fagforeningen og hvem, der havde meldt sig ind i den.
[Boks2]
Begge hæfter sig i øvrigt ved, at fyringerne kom meget pludseligt på skæve tidspunkter – fem dage efter, at fagforeningen begyndte at rekruttere åbent og på selve dagen, hvor fagforeningslederen skulle aflevere de officielle registreringspapirer og krav om kollektive forhandlinger til fabriksledelsen.
I deres rapport har Worker Rights Consortium desuden hyret en statistiker fra Pennsylvania State University til at beregne sandsynligheden for, at så mange ledende medlemmer af fagforeningen ved et tilfælde skulle være blevet inkluderet i fyringsrunden.
Dengang talte fagforeningens øverste udvalg og dens underudvalg i alt 83 ansatte, hvilket var under 1 procent af Pandora-fabrikkens over 9.000 arbejdere. Udvalgsmedlemmerne udgjorde imidlertid over halvdelen af de fyrede arbejdere. Chancen for, at så stor en del af fagforeningsledelsen tilfældigt skulle være blevet en del af fyringsrunden, er ifølge beregningerne i WRC’s rapport under 0,000001 – eller cirka én ud af en million.
”Det er ubestrideligt, at Pandora gik efter fagforeningens aktivister og ledere”, siger Ben Hensler, vicedirektør for WRC’s researchafdeling til Danwatch.
Danwatch har udover Dara talt med to nuværende ansatte på fabrikken i Bangkok. De er begge aktive i fagforeningen, der i dag er officielt registreret på fabrikken, og som er vokset meget siden 2018. Men begge siger, at forrige års massefyring stadig spøger blandt de ansatte.
”Ledelsen har ikke sagt direkte, at de vil fyre os. Truslen er ikke så direkte. Men vi kan mærke, at de ikke gider høre på os, hvis vi protesterer. Og så tænker vi på vores kolleger, der er blevet fyret, og tør måske ikke rigtig sige mere”, siger ’Charong’, som har arbejdet på fabrikken i 10 år.
Samme budskab lyder fra ’Isra’, som har været på fabrikken i Bangkok i mere end 13 år:
”Det fylder meget i folks bevidsthed. Det gør folk bekymrede. Hvad nu hvis de fører sag mod os, hvad skal det ikke betyde for vores arbejde? Hvordan skal vi så forsørge vores familier? Sådan noget tænker vi over, hver gang vi gerne vil sige noget til ledelsen”, siger hun.
Fyringernes afskrækkende effekt på resten af fabrikkens ansatte er netop noget, som Worker Rights Consortium har fokuseret på i deres rapport om sagen og det retslige efterspil.
Efter afskedigelserne indgav 45 af de fyrede ansatte en klage til Thailands arbejdsmarkedsstyrelse. Styrelsen gav få måneder efter de 44 fagforeningsmedlemmer medhold (de undtog fagforeningslederens kone, som ikke havde været formelt medlem af foreningen) og krævede, at de 39, der ønskede genansættelse, blev genansat på fabrikken med fuld løn, mens de resterende fem skulle modtage erstatning.
Pandora ankede sagen til arbejdsdomstolen, som et år senere kom frem til samme konklusion som arbejdsmarkedsstyrelsen – men med den ændring, at Pandora nu fik lov til blot at betale kompensation frem for at genansætte de fyrede arbejdere.
WRC forholder sig stærkt kritisk til det udfald af sagen. Organisationen henviser blandt andet til FN’s Internationale Arbejdsorganisation ILO, som siger, at arbejderes organiseringsret ikke respekteres, hvis virksomheder kan nøjes med at betale erstatning til ansatte, der er blevet fyret for fagforeningsaktivitet, frem for at ansætte dem igen.
WRC fremhæver, at det amerikanske udenrigsministerium blandt andre har kritiseret den thailandske arbejdsrets praksis med ikke at kræve genansættelse af ulovligt fyrede arbejdere med henvisning til, at det krænker arbejdernes ret til organisering.
“Domstolen, som Pandora appellerede afgørelsen til, er notorisk berygtet for at tillade, at arbejdsgivere ikke behøver at genansætte ulovligt fyrede arbejdere”, siger Ben Hensler.
[Boks3]
Han kritiserer, at Pandora tilsyneladende pressede på for at indgå aftaler om kompensation med de fyrede arbejdere i løbet af det år, som det tog at få sagen anket, og hvor arbejderne altså stod uden arbejde. Det endte nemlig med, at 30 af de 39 arbejdere, som ifølge WRC oprindeligt ønskede genansættelse, tog imod en økonomisk erstatning i stedet.
”Man udnyttede arbejdernes økonomiske desperation og svaghederne i det thailandske retssystem til at undgå at genansætte de fagforeningsaktive”, siger Ben Hensler.
Til det indvender Pandora, at man tilbød fuld løn og medarbejdergoder til de tidligere ansatte, i perioden mens sagen stod på, da først Pandora havde anket den til arbejdsdomstolen.
”Alt i alt minimerede dette usikkerheden for arbejderne betragteligt. De vidste, at de fik løn, så længe sagen kørte”, skriver pressechef Johan Melchior og tilføjer, at de fleste fyrede ansatte fandt nyt arbejde i perioden.
Siden fyringerne i 2018 har der været andre sager på fabrikken i Bangkok, som arbejdsmyndighederne har blandet sig i. Sidste år vurderede Thailands arbejdsmarkedsstyrelse, at 17 medarbejdere og medlemmer af den nye fagforening var blevet ulovligt fyret i en anden massefyring i februar 2019. Igen endte sagen med, at Pandora indgik forlig med de fyrede arbejdere og kompenserede dem økonomisk.
Tilbage i 2013 bekendtgjorde Thomas Nyborg, daværende topchef for det thailandske datterselskab Pandora Productions, i Berlingske, at han var glad for, at de thailandske Pandora-arbejdere ikke var organiseret i en fagforening.
”Min personlige holdning er, at det vil skabe mere uro end godt er, hvis der kommer en fagforening ind”, sagde topchefen dengang og understregede, at medarbejderindflydelse er vigtigt, men at de thailandske fagforeninger er politiserede og ”svarer til, hvad man oplevede i Danmark i 50erne og 70erne”.
Pandora bemærker, at Thomas Nyborg forlod virksomheden i 2015, og i Pandoras politik for social ansvarlighed skriver virksomheden i dag, at man vægter ”Foreningsfrihed og retten til at indgå i kollektive forhandlinger”.
I Pandoras årlige ‘etik-rapport’ for 2019 fremhæves den nystiftede fagforening på fabrikken i Bangkok også: “I 2018 blev Pandora Thailand for første gang kontaktet af en fagforening. Vi respekterer vores kollegers ret til at organisere sig og har underskrevet en kollektiv aftale for 2019”, skriver virksomheden således.
Ingen steder bliver det imidlertid nævnt, at Pandora i forbindelse med fagforeningens oprettelse er blevet dømt for at overtræde medarbejdernes ret til foreningsfrihed og til at organisere sig.
Pandoras pressechef Johan Melchior siger til Danwatch, at fabrikken i Thailand ifølge årlige tilfredshedsundersøgelser har en meget høj medarbejdertilfredshed, og at man ikke genkender, at ansatte skulle frygte repressalier for at sige deres mening.
”Vi har rigtig mange medarbejdere, som kommer med forslag til forbedringer af arbejdsvilkår, og vi lytter, svarer og implementerer løbende forbedringer”, siger Johan Melchior.
”For at sikre, at alle medarbejdere kan komme til orde, er der opsat postkasser, hvori man kan lægge forbedringsforslag”, fortsætter han og fremhæver, at Pandora sidste år åbnede en bygning udelukkende med faciliteter for medarbejdere, herunder afslapningsområder, bibliotek, psykologtilbud, købmandsbutik og bederum.
Spørger man Jesper Nielsen, der er international rådgiver i 3F, så er den slags tiltag gode for medarbejderne men kan ikke erstatte retten til organisering og kollektiv forhandling.
”Det skaber overordnet langt mere bæredygtige forbedringer af arbejdsforholdene, at de ansatte har mulighed for at sige deres mening og selv forhandle om ændringer. Det er en meget alvorlig sag, hvis fagforeningsrepræsentanter opsiges på den her måde”, siger han.
Fra Pandora understreger Johan Melchior, at fabriksledelsen i dag holder regelmæssige møder og indgår kollektive aftaler med fagforeningen, “som anses for at være en vigtig samarbejdspartner for Pandora”. Han fastholder, at Pandora aldrig har holdt øje med, hvem der var aktive i foreningen.
– Chancen for, at det skulle være tilfældigt, at så stor en del af fagforeningsledelsen skulle være blevet afskediget i massefyringen, er ifølge beregningerne i WRC’s rapport cirka én ud af en million. Synes du ikke, det virker temmelig mistænkeligt?
”Vi kan hverken be- eller afkræfte det regnestykke, da vi som nævnt ikke registrerer eller har registreret fagforeningsmedlemsskab. Vi ved derfor ikke, hvor mange medlemmer fagforeningen har, hvordan den er organiseret etc. Jeg kan til gengæld bekræfte, at afskedigelserne var baseret på performance vurderinger af hvert individ som nævnt ovenfor”, skriver Johan Melchior.
Danwatch har anonymiseret fabriksarbejderne i artiklen af hensyn til deres sikkerhed. Vi er bekendt med deres rigtige identitet.
