Når politikere og embedsfolk i disse dage bevæger sig udenfor forhandlingslokalerne ved COP27 bliver de næppe mødt af demonstrerende aktivister. I stedet vil det være virksomhedernes jakkesætklædte repræsentanter, der står klar. 

For mens aktivisternes adgang til klimatopmødet i år er blevet stærkt begrænset, har virksomhederne mulighed for at købe sig adgang. For eksempel gennem de pavilloner, som er opstillet udenfor forhandlingslokalerne, hvor også 24 danske virksomheder har købt sig adgang. 

Og det er et problem, hvis virksomhedernes interesser kommer til at fylde for meget, siger aktivister, NGO’er og forskere, som frygter for, hvordan det kommer til at påvirke forhandlingerne. 

Begrænsninger for aktivister

Rent fysisk er klimatopmødet delt ind i to zoner, en grøn og en blå. Mens forhandlingerne foregår i den blå zone, er demonstrationer i år blevet henvist til den grønne, som er åben for den generelle offentlighed. 

For at få adgang til den blå zone, skal man have særlig tilladelse. Og det har været udfordrende for aktivister, særligt fra det globale syd, at skaffe. Samtidig er priserne for at overnatte på hotellerne i den egyptiske ferieby Sharm el-Sheikh, hvor topmødet foregår, så høje, at det er uoverkommeligt for mange. 

Adgangen for aktivister er så dårlig, at den verdenskendte klimaaktivist Greta Thunberg har valgt helt at blive væk fra det, hun kalder en “global greenwashing festival.” 

Imens er virksomheder og private interesser langt bedre repræsenteret på årets klimatopmøde. Og det skaber ifølge Mette Susgaard, som er taget til klimatopmøde på vegne af Den Grønne Ungdomsbevægelse, en uhensigtsmæssig ubalance. 

“Det handler om, at der er klimaaktivister, som bliver holdt udenfor, særligt fra det globale syd, mens virksomhederne stadig er her,” siger hun over en telefonforbindelse fra sit hotelværelse i Sharm el-Sheikh.

Mette Susgaard har selv været meget i tvivl, om hun skulle følge Greta Thunbergs eksempel og boykotte årets klimatopmøde. Men hun har valgt alligevel at tage afsted for at kæmpe for, at det ikke kun er de mest magtfuldes interesser, der bliver tilgodeset. 

“Presset fra aktivister og sociale bevægelser var afgørende for, at Parisaftalen blev så god, som den gjorde. Nu står vi i en situation, hvor klimavidenskaben siger tydeligere end nogensinde, at der er brug for gennemgribende handling. Så det er rigtig vigtigt, at aktivister og sociale bevægelser spiller en større rolle.” 

Virksomhederne fylder

Udenfor forhandlingslokalerne i den blå zone er 156 hvide pavilloner sat op. Her kan politikere og embedsfolk møde en bred palette af forskellige aktører, når de har en pause fra forhandlingerne.

Men det er særligt virksomhederne, som dominerer området. Det fortæller Kirstine Lund Christiansen, ph.d.-studerende i politisk økologi ved Københavns Universitet, da Danwatch efter flere fejlslagne forsøg fanger hende over en usikker telefonforbindelse direkte fra den blå zone. 

“Det er klart de store virksomheder og i det hele taget virksomheder, der fylder meget. De har helt andre muligheder for at få adgang og sætte dagsorden hernede. Dels kan de blive sponsorer, de kan købe plads i pavillonerne, og så har de mandskab til at deltage i alle de ting, der foregår,” siger hun og tilføjer: 

“Jeg er sikker på, at det er nemmere for store virksomheder at få adgangskort – jeg kan i hvert fald se, at det er relativt få klimaaktivister, der har fået adgang.” 

Kirstine Lund Christiansen er taget til Sharm el-Sheikh for at følge med i alt det, der foregår uden for forhandlingslokalerne, særligt hvad virksomhederne foretager sig. Hun forsker nemlig i virksomhedernes rolle i den grønne omstilling.

Og selvom virksomhederne ifølge Kirstine Lund Christiansen spiller en vigtig rolle for den grønne omstilling, er hun bekymret for, at de får lov til at dominere dagsordenen på klimatopmødet så meget, at der ikke er plads til mere kritiske stemmer fra aktivister og lignende. Og hun frygter, at det vil få negativ indflydelse på forhandlingerne. 

“Selvfølgelig skal virksomhederne kunne være en del af samtalen, men de er samtidig begrænset af, at de skal generere profit. Og når det primært er virksomheder, der diskuterer, så får vi ikke truffet de store og transformative beslutninger, mange forskere peger på, at vi har brug for.”

Alle med ombord

Også i den Danske Pavillon, som er centrum for de officielle danske aktiviteter på COP27, er det virksomhederne der dominerer. For 24 ud af de 30 aktører, som har fået plads i pavillonen, er virksomheder. Men det er ifølge Charlotte Gjedde fra State of Green, som har været med til at organisere den Danske Pavillon, ikke et problem. For hun mener, at de danske virksomheder spiller en vigtig rolle på klimatopmødet. 

“Man er nødt til at have alle interessenter med for at mobilisere dem til at skabe forandring. Vi viser, at det er muligt, at få den private sektor med ombord. Og det kan være med til at rykke nogle andre.” 

Når Danwatch spørger ind til, om man burde have gjort mere for at inkludere andre aktører end virksomheder, svarer Charlotte Gjedde, at hun mener de har gjort hvad de kunne for at nå bredere ud. For eksempel ved at invitere forskellige aktører til at deltage i de arrangementer, som finder sted i pavillonen. Men da pavillonen jo ligger i blå zone, hjælper det ikke meget for dem, som ikke i forvejen har adgangstilladelse til området. 

En ting er, at virksomhederne fylder markant mest i den Danske Pavillon. En anden er, hvilke virksomheder der har fået plads. For det er blandt andet nogle af Danmarks største udledere, der er repræsenteret. Ifølge Charlotte Gjedde er det helt på sin plads. 

“De aktører, som har store udledninger, skal jo også omstille sig, hvis vi skal nå vores mål både internationalt og her i Danmark. Så jeg synes, det er ærgerligt, hvis de ikke kan være del af samtalen,” siger hun. 

Men det undrer Mette Susgaard fra Den Grønne Ungdomsbevægelse, at de store udledere er med. 

“Jeg synes, at vi som land skal overveje, hvorfor det er store virksomheder som Mærsk og Arla, der endnu ikke har vist store reduktioner i deres høje drivhusgasudledninger, som skal repræsentere Danmark,” siger hun og tilføjer: 

“Det kunne være en federe pavillon, hvis det var nogle af de mere visionære aktører, der var til stede, frem for de store udledere. Det er interessant, hvem man tror skal løse klimakrisen.”

Danske FLSmidth skal bygge en udskældt guldmine midt i Amazonas

Arla vil gøre mælk grønt, men fortsætter med at bruge sort foder

Regeringen vil ikke lave ny lovgivning for at sikre, at danske virksomheder ikke bidrager til overtrædelser af menneskerettighederne.

Det står klart efter et åbent samråd i dag, hvor erhvervsministeren skulle svare på, hvad han ville gøre for, at danske virksomheder overholder FN’s retningslinjer på området. 

“Det er vores opfattelse, at der ikke skal laves et kludetæppe af mange forskellige regler på tværs af EU-landene, som gør det svært for virksomhederne at agere i”, lød det fra erhvervsminister Simon Kollerup, der i stedet vil løse problemerne på EU-niveau.

Derfor kunne han også fortælle, at EU-kommissionen i begyndelsen af 2021 kommer med et lovforslag, der vil give virksomheder et ansvar for, at der ikke sker menneskerettighedsbrud i produktionen af deres varer. 

“Vi har virkelig store forventninger til en styrket samfundsansvarlig erhvervsudvikling på tværs af hele EU”, lød det fra Simon Kollerup.

Store problemer hos danske virksomheder

Samrådet var indkaldt efter, at Danwatch afslørede, at seks ud af Danmarks ni største virksomheder inden for fødevarer, tekstil og energi, ikke overholder FN’s retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv. I kølvandet på afsløringen opfordrede en række eksperter regeringen til at lovgive om, hvilket ansvar de danske virksomheder har. 

Ifølge Andreas Rasche, professor og ekspert i CSR ved Copenhagen Business School, er der brug for lovgivning, der “fastlægger præcis, hvad virksomhederne skal gøre, og hvor grænserne for deres ansvar går”. Han blev bakket op af Christa Thomsen, professor på Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet, der så “et behov for at stramme grebet for at få virksomhederne til at redegøre for, hvordan de agerer i forhold til samfundsansvar og menneskerettigheder”.

Men som tingene ser ud nu, vil regeringen altså lade EU om at lovgive. Herhjemme vil regeringen i stedet arbejde med at ensrette de krav til virksomhederne, der allerede findes. Ligesom det skal være mere ens og klart, hvordan virksomhederne fortæller om deres arbejde med menneskerettighederne og eventuelle brud på dem.

Biblen for virksomhedernes ansvar

Når det kommer til virksomheders ansvar for, hvordan deres varer bliver til, findes der en bibel. Det er FN’s retningslinjer for Erhverv og Menneskerettigheder. 

Retningslinjerne er netop retningslinjer, og derfor er de ikke lovpligtige, men vejledende. Til gengæld gælder de for alle virksomheder uden undtagelse. 

Kort fortalt skal en virksomhed – uanset i hvilket land den har sine aktiviteter – undersøge, hvorvidt miljø eller menneskerettighederne bliver påvirket negativt af virksomhedens forretninger. Det kalder man due diligence eller rettidig omhu på dansk. 

Forestil dig en dansk virksomhed, der producerer en elektronisk dims. Virksomheden får leveret ting fra en fabrik, hvor der er tvangsarbejde, og derfor er den med til at påvirke menneskerettighederne negativt. Når virksomheden opdager det, skal den ifølge retningslinjerne lave en handlingsplan for, hvordan problemet skal løses. Handlingsplanen skal være offentlig tilgængelig, så virksomhedens investorer, og de danskere, der køber dimserne, kan se, at der har været problemer.

Sidst, men ikke mindst, skal virksomhederne rapportere om, hvordan de retter op på problemerne og sikre sig, at der ikke er tvangsarbejde hos deres leverandører i fremtiden.

En kompliceret verden

Nutildags blev mange varer til i en kompliceret og global kæde, hvor råvarerne udvindes eller høstes et sted, forarbejdningen sker et andet, produktionen et tredje og indpakningen et fjerde. 

Det gør det til en kompliceret opgave for udenforstående at undersøge, hvordan virksomhedernes produkter bliver til. Samtidig vil mange virksomheder naturligt nok forsøge at producere deres varer så billigt som muligt, og får derfor deres varer samlet eller forarbejdet i lande, hvor lønnen er lav, men arbejdsforholdene også er tvivlsomme.

I undersøgelsen af de ni største virksomheder kunne Danwatch blandt andet vise:

• at den dansk tøjgigant Bestseller fik produceret tøj i et område ejet af Myanmars militær, som står bag mulige krigsforbrydelser og etnisk udrensning af landets muslimske mindretal, rohingyaerne.
• at smykkevirksomheden Pandora fyrede thailandske fabriksarbejdere, da de organiserede sig i en fagforening
• og at energiselskabet Ørsted, der henter gas fra et område af Rusland, hvor rørledninger og gasfelter ødelægger levegrundlaget for de lokale rensdyrhyrder

Alle de ni virksomheder, som Danwatch undersøgte, lover, at de lever op til FN’s retningslinjer, men otte ud af ni virksomheder har de senere år været involveret i en eller flere sager om mulige krænkelser af menneskerettighederne, og kun to af virksomhederne oplyste offentligheden om det, som det ellers kræves i FNs retningslinjer. 

Andre undersøgelser viser, at det kun er en ud af tre virksomheder i EU, der lever op til FN’s retningslinjer. Derfor har der i noget tid været en diskussion om, hvordan man kan gøre dele af FN’s retningslinjer til lov, så de ikke bare er vejledende.

Politisk teater

Dagens samråd vidnede også om, at hverken problemerne eller diskussionerne om virksomheder og menneskerettigheder er nye. Christian Juhl fra Enhedslisten, der sammen med SF’s Rasmus Nordqvist havde indkaldt til samrådet, havde en stor bunke papirer med svar fra tidligere samråd stående foran sig, og havde talt sig frem til, at det vistnok var samråd nummer 15 om emnet. Under hele samrådet henviste deltagerne til, at der nok ville komme flere af den slags samråd.

For SF’s Rasmus Nordqvist var de tilbagevendende samråd dog også en åbenlys frustration:

“Rapportering har vi snakket om igen og igen og igen og igen”, lød det blandt andet fra Rasmus Nordqvist, der til sidst sagde det direkte.

“Jeg har brug for, at vi bliver mere konkrete. Jeg har siddet til nok samråd om det her til, at min tålmodighed er ved at slippe op”.

Fastgroede positioner

De fastgroede positioner til samrådet var lige så åbenlyse, som Rasmus Nordqvists frustrationer.

Enhedslisten og SF ønsker, at der bliver lavet håndfast dansk lovgivning, som sikrer, at virksomhederne har ansvar for, at de ikke er med til at overtræde menneskerettighederne.

Regeringen ser dansk lovgivning som en unødvendig byrde, der kan skade dansk erhvervsliv i den internationale konkurrence. I stedet vil regeringen have bedre afrapportering og internationale lovgivning.

Simon Kollerup henvist flere gange til, at man skulle finde det rette mix af hårde tiltag i form af international lovgivning og bløde tiltag, som er mere frivillige for virksomhederne. Ministeren mente blandt andet, at det vil motivere virksomheder til at overholde retningslinjerne fra FN, hvis det fremgår tydeligt, når de ikke gør det, så investorer og kunder kan forholde sig til det.

“Det kan blive et ømt punkt, at alle kan se det”, sagde ministeren.

I andre lande har man dog lavet love på området, og Frankrig blev af flere omgange fremhævet på samrådet. Og i slutningen af 2019 anbefalede FN’s Committee on Economic, Social and Cultural Rights, at Danmark rent faktisk lavede lovgivning for virksomheders ansvar for menneskerettighederne, ligesom at det blev kritiseret, at Danmarks seneste handleplan på området er fra 2014. Rasmus Nordqvist og Christian Juhl ville gerne vide, hvordan regeringen konkret handlede på FN-komiteens anbefalinger, men de var øjensynligt ikke tilfredse med de svar, de fik fra ministeren. 

Abstrakt sprog og vagthunde

Det er nok de færreste almindelige mennesker, som følger med i et samråd om menneskerettigheder og erhverv. Hvor vigtigt, det end er, så gør begreber som due diligence det svært for menigmand at engagere sig i debatten om virksomhedernes ansvar. Det understregede flere af politikerne på samrådet:

“Det gør det ikke nemt at deltage i debatten, hvis man står som dansker med to børn på armen og gang i gryderne”, sagde erhvervsminister Simon Kollerup om de svære begreber.

Derfor var politikerne – som en af de få ting – enige om, at det var vigtigt med historier, der gjorde de komplicerede begreber konkrete og viste, hvordan de snørklede globale systemer, som vi handler gennem, fungerer.

“Vi er nok nødt til at anbefale, at Institut for Menneskerettigheder, Danwatch, Politiken og TV2 fortsætter med at fokusere på, hvordan verden ser ud, fordi der kan man transformere en diskussion, der kan virke en smule indforstået til, at det handler om konkrete mennesker”, sagde Christian Juhl:

“For det handler jo om millioner af verdens fattigste mennesker og ikke bare, hvad der sker på Mærsks ledelsesgang”.

Det var Erhvervsministeren enig i:

“Jeg vil glæde mig over, at vi har kritiske uafhængige medier i Danmark, som også dedikerer tid og ressourcer til den her slags arbejde, for det er vigtigt, at det kommer frem i lyset”, sluttede Simon Kollerup.