Tirsdag kom den amerikanske medicinalvirksomhed Gilead Sciences med svaret på et spørgsmål, som rigtig mange har stillet de seneste måneder: Hvad bliver prisen på deres coronamedicin remdesivir?

Svaret er lige i omegnen af 15.000 kroner for fem dages behandling i udviklede lande. Det er langt mindre, end de eksorbitante priser, der er en del af Gileads normale praksis, som Danwatch tidligere har beskrevet. Men det er stadig en pris, der er flere hundrede gange højere, end de 35 kroner det umiddelbart koster at producere medicinen.

“Der er flere ting, der tyder på, at de tager lige så meget, som de kan slippe af sted med,” siger Jessica Burry, talsperson for MSF Access to Medicine. Hun mener, at Gilead ved at tage en høj pris og holde på deres eneret til at producere medicinen, begrænser adgangen til en kur, der er virkelig vigtig for verdenssamfundet lige nu.

Gileads priser på remdesivir blev offentliggjort i et åbent brev fra virksomhedens direktør Daniel O’Day, hvor han også forholdt sig til den gætteleg om prisen, der har foregået siden medicinen blev godkendt i USA i maj:

“Dette niveau af spekulationer er forståeligt,” skrev direktøren.

Spekulationerne har været del af en debat om, hvor meget en virksomhed kan tillade sig at tage for en kur mod en global pandemi. Og om Gilead skal beholde deres patent og dermed eneret på at producere medicinen alt i mens sundhedssystemer i hele verden bliver lagt ned. Midt i den debat står en række danske pensionsselskaber, som har investeret massivt i Gilead, og som tjener på, at Gilead tager sig godt betalt – men som også har en magt til at påvirke medicinalvirksomheden og dermed prisen på remdesivir.

Den svære pris

I sit brev skriver Daniel O’Day, at Gilead normalt taget udgangspunkt i samfundsværdien, når de skal finde prisen på nye produkter.

Studier fra National Institute of Allergy and Infectious Diseases (NIAID) under det amerikanske sundhedsministerium viser, at remdesivir i gennemsnit forkorter hospitalindlæggelse med fire dage. Ifølge Gilead vil den tidligere udskrivelse spare sundhedssystemet for omkring 80.000 kroner per patient. Det viser ifølge Gilead, hvilken værdi coronakuren har for samfundet.

“Vi har besluttet at sætte prisen på remdesivir et godt stykke under denne værdi,” skriver Daniel O’Day om prisen på 15.000 kroner og henviser til et ønske om at sikre en bred adgang til medicinen.

Det bifalder man hos Sampension, der ved begyndelsen af året havde 210 millioner investeret i Gilead

“Vi kan se, at de har tænkt en del over deres prissætning og meldt åbent ud om baggrunden for det. Det ser fornuftigt ud,” siger kommunikationsdirektør Søren B. Espersen.

Den samme besked kommer fra andre pensionsselskaber som PFA, hvor de ikke har fundet det nødvendigt at tage kontakt til Gilead, fordi remdisivir bliver solgt til en pris “væsentligt under de første omkostningsestimater”.

Hos de organisationer, der arbejder for at sikre adgang til medicin, er de dog mere kritiske.

Jessica Burry fra MSF Access påpeger, at omkostninger til at producere remdesivir er meget lave. Et studie anført af seniorforsker Andrew Hill fra University of Liverpool viser, at det ikke burde koste mere end 35 kroner at producere en fem-dages kur med remdesivir. Vi ved ikke, hvor meget det har kostet Gilead at udvikle remdesivir, men Jessica Burry påpeger, at virksomheden har fået 460 millioner kroner i offentlig støtte til det, ligesom ansatte på de amerikanske universiteter har været involveret.

“Og det tager Gilead ikke højde for i prisen på medicinen,” understreger Jessica Burry.

Hos PKA Pension, der har investeret 114 millioner i Gilead har de løbende været i dialog med Gilead gennem deres rådgiver Federated Hermes EOS.

“Vi har understreget over for selskabet, at vi ikke mener, at kortsigtede finansielle resultater skal stå over hensynet til at redde liv. Derfor skal de efter vores mening fokusere på at producere medicinen i stor volumen til en lav pris eller kostpris,” skriver Dewi Dyrlander, der er underdirektør i PKA.

Gælder normale forretningsmodeller i en pandemi?

Ifølge Daniel O’Day har Gilead taget to primære hensyn, da de skulle finde prisen på remdesivir.

På den ene side skal prisen ikke være en hindring for at sikre en kur, der kan komme hurtigt og bredt ud. På den anden side skal Gilead også tjene på remdesivir, så de har penge til at videreudvikle medicinen og fortsætte deres research og udvikling af anden medicin.

Ifølge Victor Roy, der både er uddannet læge og har en ph.d. i politisk økonomi, der netop har haft fokus på Gileads prissætning, er det typisk kun en lille del af virksomhedens indtjening, der bliver brugt til udvikling af ny medicin.

“En stor del af deres overskud går til at tilbagekøbe deres egne aktier – og altså ikke til research eller programmer, der sikrer adgang til medicin. Dem, der primært bliver begunstiget, er Gileads aktionærer,” skriver Victor Roy i en mail til Danwatch.

Ifølge data som den anerkendte norske blob AksjeBloggen har samlet, og som mediet Business Insider refererer, er Gileads værdi steget med over 100 milliarder kroner under corona-pandemien.

Sydamerika forbigået

Det er ikke alle steder i verden, hvor man skal af med 15.000 kroner for en fuld coronakur. I maj måned indgik Gilead aftaler med såkaldte generiske producenter i særligt Indien og Pakistan, der laver billigere kopimedicin. De generiske producenter har fået lov til at kopiere remdesivir og sælge det i 127 lavindkomstlande. Det er en tilgang, man hos blandt andre Sampension synes giver god mening.

Når man bladrer igennem listen med lande, er der dog et kontinent, der glimrer ved sit fravær. I Sydamerika, der ifølge WHO lige nu er pandemiens epicenter, er der ingen lande på listen, som de generiske producenter må sælge til. Derfor skal borgere i lande som Brasilien, Chile og Peru betale den pris, som den fulde kur koster. Heller ikke Rusland eller Kina står på listen.

“Vi ved fra tidligere, at Gilead gerne vil beholde de her lande som en del af deres kommercielle marked, som de selv kan sælge eksklusivt til,” forklarer Jessica Burry.

Aftalerne har fået aktivister til at kritisere Gilead for at kontrollere den globale produktion af remdesivir og forhindre millioner af mennesker i at få behandling.

Vi ved endnu ikke, hvor lave priserne for kopimedicinen bliver, men lige nu forlyder det, at en af de generiske producenter Hetero Labs vil sælge det til lige under 500 kroner per dosis. En fuld kur er typisk på 5-6 doser. Ifølge forskere og aktivister vil det give en pris, der stadig er for høj til, at man kan være med i de fleste lavindkomstlande.

Mangel på medicin

Lige nu tyder intet på, at prisen vil give Gilead problemer med at sælge remdesivir. Få timer efter Gilead offentliggjorde prisen på remdesivir, købte USA 90 procent af den medicin, der er de næste tre måneder.

“Jeg har aldrig set noget lignende. At et firma vælger at sælge deres lager kun til ét land. Det er meget mærkeligt og ret uhensigtsmæssigt,” lød det efterfølgende fra direktør i Lægemiddelstyrelsen, Thomas Senderovitz, i et interview med DR.

Problemet handler dog ikke kun om, at Gilead har valgt at sælge det meste af medicinen til et land, det handler også om den mangel på medicin, det er udtryk for.

“Gilead kan ikke følge med den efterspørgsel, der er,” siger Jessica Burry, og det er et problem, når det handler om medicin, der potentielt set er livreddende.

Ifølge organisationer som MSF Access viser det en af de væsentligste problemer med medicinske patenter i den nuværende situation. Så længe Gilead vil udnytte patentet og deres eneret til at sælge remdesivir, deler de ikke deres viden med resten af verden, og det forhindrer en global produktion af remdesivir.

“Vi er i en virkelig stram situation,” siger Jessica Burry.

Hos PKA Pension har de dog allerede lagt pres på Gilead for at dele informationerne, så der kan blive produceret mere medicin:

“Vi har også opfordret til, at Gilead Science skal dele de intellektuelle rettigheder til udvikling af medicinen, så den i fattigere lande kan produceres til en pris, der reflekterer borgernes økonomiske evne til at betale. Derfor kommer vi naturligvis også til at spørge ind til den pris, de nu har sat, og vi kommer til at presse på for, at de bidrager til at mere medicin kan komme ud til patienterne både i USA og globalt,” skriver underdirektør Dewi Dyrlander.

[Boks3]

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifierchevron-down