Mere end 4.000 brasilianske slagtere er blevet smittet med Covid-19, og seks er døde. De har stået skulder ved skulder på slagterier, der er ejet af verdens største slagterikoncern, JBS. Slagterne har ikke haft plads til at holde social afstand, de er ikke blevet testet af JBS, de har ikke haft de fornødne værnemidler, og hvis de er blevet syge, er der gået lang tid, før de blev isoleret.

I flere tilfælde har virussen spredt sig fra slagterierne ud i lokalsamfund i Brasilien, der med 4,1 millioner bekræftede sager er det land i verden med næstflest smittede. 

Nu reagerer den brasilianske anklagemyndighed med retssager mod JBS ved en række særlige arbejdsmarkedsdomstole:

“JBS vil ikke teste deres medarbejdere eller tage ansvar”, siger en af anklagerne, Heiler Natali, til Reuters.

I en Special Report kan Reuters afsløre, at der lige nu er 18 retssager mod JBS. Reuters har gennemgået en række domme samt information om JBS fra brasilianske anklagere. Dertil har Reuters talt med anklagere, sundhedsmyndigheder, fagforeningsledere og medarbejdere på slagterier ejet af JBS.

De tegner et billede af, hvordan JBS tilsidesætter deres medarbejderes ve og vel i jagten på profit. Det er dog bare den seneste sag i en lang række af skandaler. 

Alt i mens kritikken hagler ned over JBS, kunne Danwatch for nyligt dokumentere, at danske banker og investeringsforeninger stadig investerer i JBS.

En bugnende forretning

Selvom den global corona-pandemi har sat verdenssamfundet i stå, har det ikke ramt forretningen hos JBS.

JBS svor tidligt, at de ville sørge for, at verden ikke skulle sulte under de ekstraordinære omstændigheder, hele verden er ramt af. Siden har JBS fortalt, at de har ansat 15.000 nye medarbejdere i Brasilien og i andet kvartal 2020 tjente JBS 629 millioner us-dollars, hvilket næsten var det dobbelte af, hvad man forventede.

JBS blev grundlagt i Brasilien, men er nu en verdensomspændende virksomhed. Størstedelen af forretningen er dog stadig i Brasilien, hvor 135.000 af virksomhedens 240.000 ansatte arbejder.

JBS er den største eksportør af oksekød i verden, som virksomheden især sender til Kina, men også EU. Eksporten af oksekød er tæt forbundet med rydning af Amazonas-regnskoven, og medier har igen og igen dokumenteret, at JBS køber kvæg, der har græsset på ulovligt ryddet land.

Imens det brasilianske samfund har kæmpet med corona, er skovrydningen i landet steget. Fra januar til april 2020 blev der ryddet 55 procent mere skov end sidste år. I forsommeren kunne Danwatch via vores samarbejdspartnere, mediet Reporter Brasil, fortælle, hvordan landets myndigheder havde svært ved at stoppe skovrydningen, fordi pandemien begrænsede mulighederne for at komme ud på farmene og undersøge skovrydningen.

Smittespreder

I begyndelsen af juni lukkede en dommer midlertidigt et af JBS’s slagterier i den lille by São Miguel do Guaporé, der ligger i Amazonas-staten Rondônia. 266 medarbejder på fabrikken var blevet smittet med Covid-19, hvilket udgjorde 60 procent af de smittede i byen.

“Fabrikken er den primære kilde til smitte i denne lille by”, skrev dommeren Wadler Ferreira, ifølge Reuters.

I alt har der været store udbrud på 23 af JBS’s slagterier, hvilket har været med til at sprede sygdommen i Brasilien, fortæller sundhedsmyndigheder til Reuters. Mens andre brasilianske slagterier har indgået aftaler om systematisk at teste deres medarbejdere, stritter JBS imod. 

“Der er ingen krav fra regering eller sundhedsmyndighederne om, at slagterier skal gennemføre tests”, lyder det i et statement fra JBS, der insisterer på, at de passer tilstrækkeligt på deres medarbejdere, men ikke vil forholde sig til de enkelte sager. 

En kontrol på et slagteri i byen Ipumirim, som Reuters har fået indsigt i, viser dog, at JBS sendte en medarbejder tilbage på arbejde, selvom vedkommende var bekræftet smittet med Covid-19, ligesom 42 medarbejdere med symptomer på Covid-19 blev holdt på arbejde.

På et andet slagteri i Ipumirim fik medarbejderne kun én engangsmaske om ugen.

“Min kollega fik virussen”, siger en medarbejder fra slagteriet til Reuters. 

“Vi arbejdede virkelig skulder ved skulder, og virksomheden afviste at teste os”.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifierchevron-down