Den 30. juli sidste år var EU’s grænsepoliti Frontex angiveligt med til at tvinge en gruppe på 20 migranter tilbage til Libyen i strid med internationale konventioner. 

Episoden blev overværet af den tyske redningsorganisation Sea-Watch, der havde både et fly og et redningsfartøj i området, der filmede episoden. 

De 20 migranter befandt sig ombord på en nødstedt gummibåd, som blev opbragt af den libyske kystvagt og slæbt tilbage til Libyen, selv om båden befandt sig i maltesisk farvand.  

Ifølge Sea-Watch var organisationens redningsskib, Sea-Watch 3, det nærmeste fartøj med redningskapacitet. Men skibet blev ikke informeret af nogen myndighed,  og de maltesiske myndigheder afviste at koordinere redningsindsatsen og sikre, at de nødstedte migranter blev bragt i sikkerhed. 

Sea-Watch påstår, at Frontex flere gange havde en drone på stedet, og organisationen mener derfor, at EU’s grænsepoliti var både vidende om og medansvarlig for pushback operationen, der havde til formål at forhindre de tyve migranter i at søge asyl eller ophold i Europa.

Danwatch har spurgt Frontex, om organisationen kan af eller bekræfte sin deltagelse i operationen den 30. juli 2021, men organisationen ønsker ikke at kommentere en versernde retssag.

Men Sea-Watch har i samarbejde med den tyske åbenheds-ngo FraagdenStaat søg aktindsigt i sagens dokumenter og efterfølgende anlagt sag mod Frontex ved EU-Domstolen i Luxembourg, fordi Frontex nægter at udlevere dokumenterne.

Det eneste Frontex har oplyst er, at organisationen er i besiddelse af 73 dokumenter samt en række fotos og en video, som er relevante for aktindsigtsanmodningen. Heriblandt er der ifølge Sea-Watch 36 dokumenter, som omhandler kommunikation mellem Frontex og de libyske, italienske og maltesiske myndigheder på den pågældende dato.

Forsøg på mørklægning

Hos Sea-Watch håber advocacy-chef Maria Naass på, at det ved hjælp af retssagen vil lykkes at få fat i dokumenter, der kan bevise, at Frontex var involveret i episoden. 

Hun betragter derfor afslaget på aktindsigt som et forsøg fra Frontex’  side på at mørklægge sagen.

‘Udadtil prædiker Frontex gennemsigtighed, men i virkeligheden opererer organisationen nærmest som en efterretningstjeneste”, siger hun.

“Frontex begrunder afvisningen med hensynet til den “offentlige sikkerhed”, men det er i virkeligheden et forsøg på at undgå at blive stillet til ansvar for agenturets  involvering i menneskeretskrænkelser,” siger Marie Naass. 

Sea-Watch håber, at det vil lykkes at få adgang til Frontex-dokumenterne, men forventer, at det vil tage op til to år at få en kendelse fra EU-Domstolen.

“Vores håb er at bevise, at Frontex deltog i push-back operationen. Vi vil gøre vores yderste for at stille Frontex til ansvar, både juridisk og i offentligheden.”

Frontex i skudlinjen

EU’s grænseagentur er for alvor kommet i skudlinjen de seneste måneder og i begyndelsen af maj valgte organisationen chef Fabrice Leggeri at træde tilbage.

Hans afgang kom efter, at EU’s afdeling for efterforskning af svindel med EU-midler, OLAF, har undersøgt en række rapporter om Frontex’s indblanding i push backs i farvandet mellem Grækenland og Tyrkiet.

Undersøgelsen pegede blandt andet på, at Frontex havde forsøgt at dække over det.

I oktober 2020 konkluderede et mediesamarbejde, koordineret af det hollandske researchcenter Lighthouse Reports, at Frontex formentlig har været involveret i menneskertskrænkelser i det Ægæsike Hav.

I april i år afslørede det samme mediesamarejde, at Frontex egen database viser, at agenturet er involveret i push backs, hvor episoderne angiveligt optræder under betegnelsen “afrejse forhindret”.

Senest har menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch komkluderet, at Frontex har undladt at efterforske anklagerne om involvering i ulovlige push backs.

Tortur og overgreb

En ting er imidlertid at blive tvunget tilbage til Tyrkiet, hvor den økonomisk situation gør livet svært for migranter. Noget helt andet er at blive tvunget tilbage til Libyen, som Sea-Watch episoden handler om.

Som Danwatch tidligere har dokumenteret, er push backs til Libyen meget problematiske.

Opgaven med at hente migranter tilbage til Libyen varetages af den libyske kystvagt, som betales, trænes og udstyres af EU med det formål at forhindre migranter og asylansøgere i at krydse Middelhavet til Europa.

Her interneres de på ubestemt tid i lejre uden tilstrækkelige mad, vand og lægehjælp – og med stor risiko for at blive udsat for tortur, seksuelt misbrug og endda slavehandel.

FN’s særlige rapportør for tortur, Nils Melzer har tidligere betegnet  forholdene for illegale migranter i Libyen som “grusomme”.

“Menneskeretskrænkelserne er udbredte og systematiske. Vi taler om forbrydelser mod menneskeheden,” har han blandt andet sagt i et interview med Danwatch.

Og intet tyder på, at forholdene er blevet bedre. Så sent som i april 2022 udgav det amerikanske udenrigsministerium en omfattende rapport, der atter en gang dokumenterer tortur og drab i de libyske migrantfængsler.

Normalt summer det af liv i Italien i påsken. Lokale katolske præster strømmer til domkirkerne ved 9-tiden skærtorsdag for at modtage oliemessen. Langfredag skal alle til gudstjeneste på fastende hjerte og mave. Vågegudstjenesten natten til søndag er også velbesøgt, og så følger de sædvanlige store familiefrokoster.

Men sådan er det ikke i år. Paven messer for en tom Peterskirke i Rom, og biskopperne kommer også til at sidde alene ude i domkirkerne. Til gengæld er der liv på markerne.

For mens befolkningen holdes inden døre og i isolation fra hinanden, arbejder migrantarbejdere fra det nordlige Afrika ufortrødent videre, uden mulighed for at kunne beskytte sig mod Corona-virussen.

“Vilkårene for arbejderne er tydeligt forværrede under Corona-krisen,” siger Susi Meret. Hun er lektor ved Institut for Politik og Samfund, AAU og beskæftiger sig bl.a. med migrantarbejderes organisering i Italien.

“Arbejderne mangler helt almindelige værnemidler som handsker og masker. I mange tilfælde har de ikke adgang til rent vand. De kan ikke beskytte sig selv imod smitten. Slet ikke på den måde de bor, hvor der ofte er stuvet syv-otte arbejdere sammen i et telt på få kvadratmeter. Det er simpelthen umuligt at holde mere end en meters afstand,” siger hun.

I den sydligste del af Italien er plukningen af appelsiner ved at være overstået, og snart starter tomat-sæsonen så i Puglia. Her stopper en stor del af de vandrende arbejdere, mens andre tager længere nord på for at plukke æbler.

Æblerne lander sammen med appelsiner og tomater også i  danske butikker. I 2019 importerede Danmark for 145 millioner kroner æbler og for 195 millioner kroner tomater fra Italien. Det er 30 procent af alt det frugt og grønt, vi importerer fra Italien.

Ekstra sårbare

Danwatch har tidligere dokumenteret, hvordan migrantarbejdere fra det nordlige Afrika lever under kummerlige forhold uden adgang til rindende vand og ofte under slavelignende forhold. De penge tjent i markerne, der skulle være gået til sprogskoler, til at søge om asyl og til at sende til familien i hjemlandet, ender i stedet i lommerne på kriminelle bander, der udnytter arbejderne i landbruget gennem det såkaldte caporale-system.

Det er med andre ord ikke ukendt for de italienske myndigheder, at en stor del af markarbejderne opholder sig illegalt i landet, og at en stor del af landarbejderne bor under forhold, som gør det umuligt for dem at leve op til myndighedernes krav om isolation.

Og netop leve- og arbejdsforholdene er med til at gøre migrantarbejderne til mere sårbare ofre for Corona-smitten, end andre dele af befolkningen, mener Kristjan Bragason, Generalsekretær i EFFAT, European Federation of Food, Agriculture and Tourism, en interesseorganisation for  fagforeninger for blandt andet landarbejdere i hele Europa.

“I Puglia er der ghettoer med flere tusind mennesker. Jeg var der sidste år i begyndelsen af tomatsæsonen. De fleste havde ikke rindende vand og hygiejnestandarderne var enormt ringe. De bor meget tæt uden mulighed for at passe på sig selv,” fortæller Kristjan Bragason:

“Og så mangler de helt basal information om smitten, så de kan tage sig nogle forholdsregler.”

Indtil videre er der registreret et enkelt tilfælde af Covid19 blandt migrantarbejdere. Men “situationen er et kapløb mod tiden,” hvis man skal tro Alessandro Verona, som arbejder for hjælpeorganisationen Intersos. For mens der kun er et registreret tilfælde, kan der sagtens være et stort mørketal, når sundhedsmyndighederne ikke tester blandt arbejderne:

“Vi forventer at pandemien peaker i Puglia i starten af næste måned,” sagde hun i slutningen af marts til Aljazeera med henvisning til, at corona-virussen er begyndt at vise sig i det sydlige Italien også, hvor migranterne primært arbejder.

[Citat1]

Sundhed – ingen adgang

Den store gruppe af arbejdere, der opholder sig i landet illegalt, har ekstraordinært mange udfordringer i et Corona-plaget Italien, lyder det fra organisationerne Doctors for Human Rights og Intersos. Typisk ernærer de sig på daglejervis i markerne uden arbejds- og opholdstilladelse.

Uden dokumenter, der beviser, at de har ret til at opholde sig i landet, har de slet ingen adgang til landets allerede overbebyrdede sundhedssystem.

Hjælpeorganisationen Intersos har derfor bedt de regionale sundhedsmyndigheder i Puglia om at give adgang til sundhedsydelser i regionens teltlejre uden at skæve til, om folk må være i landet eller ej.

Men den slags gråzonebehandlinger er slet ikke godt nok, hvis man spørger fagforeningen FLAI-CGIL, der repræsenterer landarbejdere i Italien. Her kræver man opholdstilladelse for  alle de 140.000-180.000 migrantarbejdere, som ifølge fagforeningens vurderinger lever i teltlejrene og arbejder som daglejere uden om systemet.

“Hvis de her mennesker fik opholds- og arbejdstilladelse, ville de også kunne få adgang til basale sundhedsydelser,” siger Jean-René Bilongo, der er national chef for migrant-anliggender i fagforeningen.

[Boks2]

To problemer

Men det er ikke kun migrantarbejdere fra det nordlige Afrika, der er fanget som en lus mellem Coronaens to negle. I følge Kristjan Bragason fra EFFAT rammer Corona-krisen også landarbejdere fra Østeuropa.

“Det er en af konsekvenserne af corona-krisen, at det er umuligt at rejse fra Bulgarien til Italien for tiden – hvis man altså vil og tør.”, siger han.

Og alle migrantarbejderne lider under, at den øgede efterspørgsel ikke får arbejderne til at organisere sig, men i stedet får dem til at underbyde hinanden i jagten på arbejde:

“Selvom der mangler arbejdskraft, kan man ikke se det i arbejdsvilkårene. Mange er daglejere, der venter på arbejde. Og mens de venter, har de ingen indkomst, så de tager, hvad end de bliver tilbudt. Også arbejde, som foregår uden sikkerhedsudstyr. Arbejdsgiverne forholder sig simpelthen ikke til deres sikkerhed,” siger Kristjan Bragason

 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifierchevron-down