Børn, der spiller bold, en snemand, en tør bolle i en plastikpose til morgenmad, og telte og personlige ejendele, der bliver ædt op af en altødelæggende brand.

Alt sammen er lagt op på Instagram-kontoen ‘Now You See Me Moria’ i løbet af de seneste tre uger.

Udstilling: Now You See Me Moria

Kontoen har eksisteret siden august 2020, da Amir H.Z., en afghansk fotograf, som boede i lejren på det tidspunkt, og Noemí, en spansk fotoredaktør, startede den for at gøre omverdenen opmærksom på forholdene i Moria.

Kort efter blev Qutaiba fra Syrien og Ali fra Afghanistan også en del af projektet, som i dag følges af mere end 37.000 mennesker og har afholdt udstillinger, events og aktioner i en række europæiske lande. 

Billederne fra lejren udstilles nu 2.-6. februar februar på Vesterbro i København.

“Vores hovedformål er at fortælle Europas befolkning, hvordan det nuværende asylsystem svigter dem, som ankommer hertil. Og så er det at bryde med den stereotype visuelle fremstilling af flygtninge, som vi ser medierne gentage igen og igen”, forklarer Noemí over en telefon fra Holland.

Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af Now_You_See_Me_Moria (@now_you_see_me_moria)

I al hemmelighed

Flygtningelejren Moria på den græske ø Lesbos var berygtet for at mangle helt basale fornødenheder og for at huse omkring 13.000 flere end de 3.000 mennesker, den var beregnet til. Det var den største flygtningelejr i Europa, indtil den brændte ned i september 2020.

Siden da er en midlertidig såkaldt Moria 2.0 lejr sat op med flere tusinde hvide telte nær samme område på Lesbos. Det er særligt her, ‘Now You See Me Moria’ poster billeder fra, men kontoen har efterhånden også bidragsydere fra en række andre flygtningelejre rundt omkring i Europa.

Alle fotografer har hele tiden været anonyme, da lejrenes beboere frygter, at de kan komme i problemer med myndighederne, hvis de bliver taget i at filme forholdene, og da projektet ikke skal skade deres asylsag.

Særligt efter branden i Moria blev adgangen for presse og fotografer begrænset, og det kræver i dag en række tilladelser at komme ind på området, som journalister ikke tidligere behøvede.

“Vi har oplevet, at folk har fået ødelagt deres telefoner af græsk politi, når de har filmet, så det hele foregår i hemmelighed”, siger Noemí. 

I gennem hele projektet har hun også optrådt uden efternavn, både for at få mindre opmærksomhed ved besøg i de græse flygtningelejre, men også for ikke at sætte fokus på sin person. Danwatch er bekendt med hendes identitet.

Pushbacks og overgreb

Siden projektets start i 2020 har både Amir, Qutaiba og Ali efterhånden forladt Lesbos og er blevet spredt ud over kontinentet. Amir sidder i dag i en bosnisk flygtningelejr, mens Qutaiba er ved at søge asyl i Tyskland og Ali i Holland.

Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af Now_You_See_Me_Moria (@now_you_see_me_moria)

I takt med at de har forladt Grækenland, har de givet stafetten videre til andre asylansøgere, som kan dokumentere det daglige liv i udviklingen af den midlertidige Moria 2.0, som efterhånden begynder at virke permanent.

Samtidig har ‘Now You See Me Moria’ i dag udviklet sig til et netværk, der modtager og videreformidler forskellige typer af vidnesbyrd fra asylansøgere, som oftere og oftere og oplever overgreb i mødet med EU’s grænser – heriblandt fra flygtninge, som ulovligt er blevet sendt tilbage over grænser i de såkaldte pushback-aktioner fra blandt andre græske grænsevagter.

I januar 2021 opfordrede ‘Now You See Me Moria’ designere fra hele verden til at lave plakater, der tog udgangspunkt i billederne fra deres Instagram-konto. 449 designere reagerede, og flere af deres plakater vil også være at se på udstillingen i København. Det samme vil videoer, bøger og nye plakater, som er udarbejdet af og i samarbejder med netværket.

Dystre billeder af krøllet metal. Tilsodet pigtrådshegn, en efterladt bamse her, en sko der. Intet er intakt. Alt er brændt og reduceret til rå materialer. Og alligevel er det menneskelige tydeligt til stede i det hele på trods af, at der næsten ikke fremgår mennesker på nogle af billederne i Michael Graversens fotobog, Moria in memoriam.

Flygtningelejren Moria på den græske ø Lesbos var den største i Europa, indtil den brændte ned for et år siden. Forlaget beskriver Fotobogen som “et mindesmærke over det største humane svigt i Europa siden Anden Verdenskrig”.

Moria in memoriam udkom den 8. sep. 2021, årsdagen for branden i Moria-lejren. En brand, der lagde lejren øde, og efterlod knap 13.000 mennesker uden tag over hovedet. 

Moria in memoriam

Fotobog af Michael Graversen

Forlag: Jensen & Dalgaard

Pris: 299 kr

Sider: 144

ISBN: 978 87 7151 728 6

Dokumentarfilminstruktør Michael Graversen har været i Moria af mange omgange i årene 2016-2020 og i arbejdet med denne bog også efter lejren brændte. 

“Det var som om, verden bare var brændt ned”, siger han.

Moria-lejren, der blev oprettet i 2013, var oprindelig bygget med en kapacitet til 3.000 mennesker, men husede omkring 10000 flere, da lejren brændte, heraf 4.000 børn. 

Det tæller både selve lejren og området ved siden af, der fik tilnavnet Junglen – en organisk-opstået udvidelse af lejren i en olivenlund uden for lejrens murene, som er opført løbende af de tilkommende, lejren ikke havde kapacitet til. 

Branden hærgede hele området både indenfor og udenfor murene, og som Michael Graversen fortæller, måtte de tusindvis af mennesker i løbet af en nat flygte for deres liv og fra deres midlertidige hjem. 

Et historisk symbol

“Da lejren var brændt ned, stod det ret klart, at det var et historisk sted, fordi Moria jo har været symbolet på den dårlige håndtering af flygtningestrømmen”, siger Michael Graversen. 

“Alle de værdier, som EU normalt bryster sig af som menneskerettigheder og fællesskab og så videre, kunne vi ikke leve op til længere”.  

Det er nemlig ikke branden, der er den primære katastrofe i Michael Graversens fortælling. Det er selve lejren.

Selvom billederne i Moria in Memoriam alle stammer fra tiden kort efter branden, fortæller de en større historie om, hvad Moria-lejren er, forklarer han. Michael Graversen kalder blandt andet lejren for et ingenmandsland:

“Et transitsted, som ikke har været hjem for nogen, og alligevel har været det for nogle i flere år”.

Personlige fortællinger

Foruden fotografierne, der danner rammen om fortællingen, består bogen af korte tekster. Nogle, hvor Michael Graversen selv beretter om oplevelser og bekendtskaber og fortæller om omstændighederne ved Moria. Man hører om de uledsagede børn, om EU’s aftale med Tyrkiet, om at blokere flugtruterne over havet til Grækenland og om banderne, der opstod i lejren.

En britisk læge, Dr. Kat, der arbejdede i Moria for en mindre NGO, har også skrevet en kort tekst om livet og arbejdet i lejren, og det samme har sygeplejerske Mie Terkelsen, der også arbejdede i lejren for Læger Uden Grænser i to år. 

Spredt ud gennem bogen får man som læser også præsenteret Atifas dagbog én bid ad gangen. Atifa er en ung kvinde, som sammen med sin familie, er flygtet fra Afghanistan, og som var indkvarteret i Moria-lejren. Graversen har fået lov at bringe uddrag af hendes dagbog fra dagene op til branden. 

De giver et gribende indefra-perspektiv på det ellers dokumentaristiske værk, og man hører både om dag-til-dag bekymringerne og det eksistentielle arbejde med at håndtere tilstanden; at være på flugt. 

Dagbogen giver værket en rød tråd, der sideløbende med bogens andre elementer giver læseoplevelsen progression og retning. 

“Klokken fem kommer vandet igen. Uden vand bliver toiletterne meget hurtigt beskidte. Stanken er ubærlig. Der er brugte plastikflasker alle vegne. På toilettet bliver jeg pludselig bange for at få en eller anden sygdom. Jeg vil ud derfra så hurtigt som muligt. Her til aften beslutter jeg at børste tænder tæt på teltet.”

Uddrag af Atifas dagbog
Moria in memoriam

Smuk tragedie

På papiret er Moria in Memoriam en fotobog som mange andre, flotte fotografier og en smule tekst. Bogen lykkes dog med at forene dokumentarisme og kunst, og historien kunne ikke have været fortalt, hvis dokumentationen skulle stå alene.

“Jeg havde en del tanker om, hvorvidt man kunne tillade sig at æstetisere over noget der har været så grusomt”, siger Michael Graversen.

“Men jeg tror netop, at det er det, der skal til, for at folk overhovedet kan holde ud at se på de her steder. Man er nødt til at have noget, der nærmest er smukt i al sin tragedie”.

Bogen svælger dog ikke i lidelse og tragedie. Graversens valg om kun at bruge billeder fra tiden efter branden, giver et brutalt bagtæppe til fortællingerne med rum for, at man som læser også kan danne billeder inde i hovedet. Der er nærmest ingen mennesker til stede i billederne, men undervejsm som man bladrer igennem bogen, kommer historierne og narrativet til live i de nedbrændte omgivelser. 

Bogen er ikke et noget manifest, siger Michael Graversen, der ikke nødvendigvis tror på politisk agitation, når det handler om at skabe forandring.

“Jeg tror, man bliver nødt til at have en form for åbenhed over for dem, som oplever det. Hvor folk også selv skal have noget plads og rum til at forstå og sanse og opleve de forhold, der har været der”, siger han 

For Graversen er bogen først og fremmest et historisk dokument. Som han skriver i forordet: 

“Den måde, vi har behandlet mennesker på flugt eller mennesker i en søgen efter en tålelig tilværelse, må vi ikke glemme”.

Størstedelen af de mennesker, der opholdte sig i Moria før branden, flyttede efterfølgende til den nyoprettede lejr Mavrovouni. En lejr, hvis forhold også beskrives som ekstremt mangelfulde. 

Regeringen er parat til at genoverveje Danmarks støtte til Libyens udskældte migrantsystem. Det lover udenrigsminister Jeppe Kofod tirsdag i et interview med P1 Morgen. 

Løftet kommer, efter FN har opfordret EU-landene til at stoppe deres omfattende støtte til Libyen med mindre landet lukker de udskældte migrantfængsler.

Og efter at Danwatch sammen med Berlingske og P1 Morgen har sat fokus på forholdene i de libyske migrantfængsler, hvor et sted mellem 5.400 og 6.000 migranter i øjeblikket tilbageholdes under forfærdelige forhold.

“Det er klart, vi skal ikke finansiere detentionscentre, der bryder med internationale standarder”, sagde Jeppe Kofod til DR. 

Ifølge bl.a. Amnesty International, Læger uden Grænser og FN’s særlige rapportør for tortur er de fængslede migranter stuvet sammen i centrene på ubestemt tid uden tilstrækkelig mad eller lægehjælp. Og derudover risikerer de allehånde overgreb fra vold og tortur til voldtægt, afpresning og menneskehandel. 

Danmark tredjestørste sponsor

EU bruger i øjeblikket mere end 2,4 milliarder kroner årligt i Libyen for at forhindre de mere end 750.000 migranter og flygtninge, der befinder sig i landet, i at krydse Middelhavet til Europa. 

Som Danwatch har dokumenteret, er Danmark med et ekstrabidrag på 225 millioner kroner EU’s tredjestørste sponsor af systemet, kun overgået af bidrag fra store EU-lande som Italien og Tyskland. 

Udenrigsminister Jeppe Kofod understreger over for DR, at regeringen er fuldstændig klar over forholdene i de libyske migrantsfængsler og de overgreb, som migranter i Libyen risikerer.

“Det er ikke EU, der er skurken. Tværtimod forsøger vi at løse problemerne sammen med EU, FN og Røde Kors. Danmark deler fuldstændig den kritik, der er af forholdene i centrene. Danmark hører til dem, der presser på for at få dem lukket,” siger han.

Konventionsbrud

FN’s særlige repræsentant for tortur Nils Melzer betegner i et interview med Danwatch Danmarks og EU’s samarbejde med Libyen som en overtrædelse af flere internationale konventioner.

Han mener bl.a., at det er ulovligt, når EU træner, finansierer og bevæbner den libyske kystvagt, som er den myndighed, der på vegne af EU tilbageholder migranter, der næsten hver dag forsøger at krydse Middelhavet til Italien.

Men den anklage ønsker udenrigsministeren ikke at forholde sig til. 

I en række mailsvar til Danwatch, undlader han at svare på anklagen. Og det samme er tilfældet i et såkaldt paragraf 20 svar til Folketinget.

Til DR svarer ministeren blot, at “Danmark skal fortsætte samarbejdet med FN og Røde Kors om at finde løsninger og skabe et mere humant asylsystem.” 

Utilfreds med svar 

Enhedslistens udenrigsordfører Christian Juhl forsøger nu med en række nye paragraf 20 spørgsmål at få ministeren til at svare på anklagerne. Han vil bl.a. vide, hvad regeringen konkret vil gøre for at dokumentere, kontrollere og ændre forholdene i de libyske migrantfængsler.

 “Jeg er bestemt ikke tilfreds med de svar, jeg har fået”, siger Christian Juhl til Danwatch og bebuder, at partiet vil kalde den nyslåede udenrigsminister i samråd om sagen, så snart Folketinget åbner 1. oktober, hvis næste runde svar ikke er fyldestgørende. 

“Det ser ikke godt ud, at DK ser så kynisk på, at menneskerettighederne i den grad bliver trådt under fode,” siger han. 

Tidligere på ugen lovede den FN-anerkendte regering i Libyen at lukke tre af de mest kritiserede migrantfængsler. Blandt dem et fængsel i Tajoura, som i begyndelsen af juli blev bombet i forbindelse med den igangværende borgerkrig. 

Mere end 60 migranter blev dræbt og fængslet midlertidig lukket, men er nu atter i brug.

Både FN og EU har løbende krævet, at Libyen lukker landets omkring 25 migrantfængsler, men indtil videre har regeringen i Tripoli enten ikke ønsket eller været i stand til at lukke dem.

Regeringen, der ledes af Fayez Sarraj, har kun kontrol over en lille del af Libyen, heriblandt dele af hovedstaden. Siden maj har regeringen været voldsomt udfordret af Khalifa Haftars oprørsbevægelse Libyan National Army, der forsøger at overtage magten i landet.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifierchevron-down