Når politikere og embedsfolk i disse dage bevæger sig udenfor forhandlingslokalerne ved COP27 bliver de næppe mødt af demonstrerende aktivister. I stedet vil det være virksomhedernes jakkesætklædte repræsentanter, der står klar. 

For mens aktivisternes adgang til klimatopmødet i år er blevet stærkt begrænset, har virksomhederne mulighed for at købe sig adgang. For eksempel gennem de pavilloner, som er opstillet udenfor forhandlingslokalerne, hvor også 24 danske virksomheder har købt sig adgang. 

Og det er et problem, hvis virksomhedernes interesser kommer til at fylde for meget, siger aktivister, NGO’er og forskere, som frygter for, hvordan det kommer til at påvirke forhandlingerne. 

Begrænsninger for aktivister

Rent fysisk er klimatopmødet delt ind i to zoner, en grøn og en blå. Mens forhandlingerne foregår i den blå zone, er demonstrationer i år blevet henvist til den grønne, som er åben for den generelle offentlighed. 

For at få adgang til den blå zone, skal man have særlig tilladelse. Og det har været udfordrende for aktivister, særligt fra det globale syd, at skaffe. Samtidig er priserne for at overnatte på hotellerne i den egyptiske ferieby Sharm el-Sheikh, hvor topmødet foregår, så høje, at det er uoverkommeligt for mange. 

Adgangen for aktivister er så dårlig, at den verdenskendte klimaaktivist Greta Thunberg har valgt helt at blive væk fra det, hun kalder en “global greenwashing festival.” 

Imens er virksomheder og private interesser langt bedre repræsenteret på årets klimatopmøde. Og det skaber ifølge Mette Susgaard, som er taget til klimatopmøde på vegne af Den Grønne Ungdomsbevægelse, en uhensigtsmæssig ubalance. 

“Det handler om, at der er klimaaktivister, som bliver holdt udenfor, særligt fra det globale syd, mens virksomhederne stadig er her,” siger hun over en telefonforbindelse fra sit hotelværelse i Sharm el-Sheikh.

Mette Susgaard har selv været meget i tvivl, om hun skulle følge Greta Thunbergs eksempel og boykotte årets klimatopmøde. Men hun har valgt alligevel at tage afsted for at kæmpe for, at det ikke kun er de mest magtfuldes interesser, der bliver tilgodeset. 

“Presset fra aktivister og sociale bevægelser var afgørende for, at Parisaftalen blev så god, som den gjorde. Nu står vi i en situation, hvor klimavidenskaben siger tydeligere end nogensinde, at der er brug for gennemgribende handling. Så det er rigtig vigtigt, at aktivister og sociale bevægelser spiller en større rolle.” 

Når det primært er virksomheder, der diskuterer, så får vi ikke truffet de store og transformative beslutninger, mange forskere peger på, at vi har brug for.
Kirstine Lund Christiansen
Københavns Universitet

Virksomhederne fylder

Udenfor forhandlingslokalerne i den blå zone er 156 hvide pavilloner sat op. Her kan politikere og embedsfolk møde en bred palette af forskellige aktører, når de har en pause fra forhandlingerne.

Men det er særligt virksomhederne, som dominerer området. Det fortæller Kirstine Lund Christiansen, ph.d.-studerende i politisk økologi ved Københavns Universitet, da Danwatch efter flere fejlslagne forsøg fanger hende over en usikker telefonforbindelse direkte fra den blå zone. 

“Det er klart de store virksomheder og i det hele taget virksomheder, der fylder meget. De har helt andre muligheder for at få adgang og sætte dagsorden hernede. Dels kan de blive sponsorer, de kan købe plads i pavillonerne, og så har de mandskab til at deltage i alle de ting, der foregår,” siger hun og tilføjer: 

“Jeg er sikker på, at det er nemmere for store virksomheder at få adgangskort – jeg kan i hvert fald se, at det er relativt få klimaaktivister, der har fået adgang.” 

Kirstine Lund Christiansen er taget til Sharm el-Sheikh for at følge med i alt det, der foregår uden for forhandlingslokalerne, særligt hvad virksomhederne foretager sig. Hun forsker nemlig i virksomhedernes rolle i den grønne omstilling.

Og selvom virksomhederne ifølge Kirstine Lund Christiansen spiller en vigtig rolle for den grønne omstilling, er hun bekymret for, at de får lov til at dominere dagsordenen på klimatopmødet så meget, at der ikke er plads til mere kritiske stemmer fra aktivister og lignende. Og hun frygter, at det vil få negativ indflydelse på forhandlingerne. 

“Selvfølgelig skal virksomhederne kunne være en del af samtalen, men de er samtidig begrænset af, at de skal generere profit. Og når det primært er virksomheder, der diskuterer, så får vi ikke truffet de store og transformative beslutninger, mange forskere peger på, at vi har brug for.”

Alle med ombord

Også i den Danske Pavillon, som er centrum for de officielle danske aktiviteter på COP27, er det virksomhederne der dominerer. For 24 ud af de 30 aktører, som har fået plads i pavillonen, er virksomheder. Men det er ifølge Charlotte Gjedde fra State of Green, som har været med til at organisere den Danske Pavillon, ikke et problem. For hun mener, at de danske virksomheder spiller en vigtig rolle på klimatopmødet. 

“Man er nødt til at have alle interessenter med for at mobilisere dem til at skabe forandring. Vi viser, at det er muligt, at få den private sektor med ombord. Og det kan være med til at rykke nogle andre.” 

Når Danwatch spørger ind til, om man burde have gjort mere for at inkludere andre aktører end virksomheder, svarer Charlotte Gjedde, at hun mener de har gjort hvad de kunne for at nå bredere ud. For eksempel ved at invitere forskellige aktører til at deltage i de arrangementer, som finder sted i pavillonen. Men da pavillonen jo ligger i blå zone, hjælper det ikke meget for dem, som ikke i forvejen har adgangstilladelse til området. 

En ting er, at virksomhederne fylder markant mest i den Danske Pavillon. En anden er, hvilke virksomheder der har fået plads. For det er blandt andet nogle af Danmarks største udledere, der er repræsenteret. Ifølge Charlotte Gjedde er det helt på sin plads. 

“De aktører, som har store udledninger, skal jo også omstille sig, hvis vi skal nå vores mål både internationalt og her i Danmark. Så jeg synes, det er ærgerligt, hvis de ikke kan være del af samtalen,” siger hun. 

Men det undrer Mette Susgaard fra Den Grønne Ungdomsbevægelse, at de store udledere er med. 

“Jeg synes, at vi som land skal overveje, hvorfor det er store virksomheder som Mærsk og Arla, der endnu ikke har vist store reduktioner i deres høje drivhusgasudledninger, som skal repræsentere Danmark,” siger hun og tilføjer: 

“Det kunne være en federe pavillon, hvis det var nogle af de mere visionære aktører, der var til stede, frem for de store udledere. Det er interessant, hvem man tror skal løse klimakrisen.”

Den Danske Pavillon på COP27

Her kan du se hvilke aktører der har fået plads i den Danske Pavillon på COP27. Nogle af navnene har linkhenvisninger, og hvis du klikker på dem, kan du se hvad Danwatch tidligere har skrevet om dem.

Accenture, Andel, Arla, cBrain, CIP, COWI, Danfoss, Energistyrelsen, Dansk Erhverv, Folkekirkens Nødhjælp, Energinet, FLSmidth, Grundfos, Hempel, IDA, Mærsk, MAN Energy Solutions, Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping, Nature Energy, NKT, NREP, PKA, ROCKWOOL, Siemens Gamesa, TOPSOE, VELUX, Vestas, World Climate Foundation, Ørsted.

Verden over er vindmølleparker, kraftværker og miner blevet til en kampplads mellem virksomheder og oprindelige folk. 

Folk fordrives fra land, hvor deres forfædre har levet i århundreder. De svarer igen med protester, blokader og retssager. I de værste tilfælde eskalerer modstanden med døden som følge for de aktivister, som står ved frontlinjen af konflikterne i Sydamerika, Afrika og Asien.

Det er en kampplads, der kan virke fjern, men den udspiller sig faktisk også her i Skandinavien. Her kæmper sámerne, en oprindelig befolkningsgruppe som spreder sig på tværs af Norge, Sverige Finland og Rusland, for at beskytte naturen og deres kultur. Det satte Den Grønne Ungdomsbevægelse fokus på ved årets Grasp Festival, hvor de inviterede til en samtale med de to aktivister Beaska Niillas og Florian Carl, som på hver sin måde er engageret i kampen for sámernes rettigheder. 

Vores egen kolonihistorie

Der findes ikke sámere i Danmark. Alligevel er koloniseringen af sámerne tæt knyttet til vores historie. Norge hørte nemlig under den danske krone fra 1536 til 1814, hvor en stor del af koloniseringen fandt sted. Det fortalte den sámiske aktivist, kunstner og politiker Beaska Niillas, som deltog i samtalen gennem en onlineforbindelse fra hans hjem i Deatnu-dalen i den norske del af Sápmi, som sámerne kalder deres territorium. Det var Danmark, der påbegyndte koloniseringen af hans område, understregede han. 

“Danmark var ansvarlige for en stor del af det der blev ødelagt under koloniseringen, og som stadig har konsekvenser den dag i dag.”

En af de ting der blev ødelagt under koloniseringen var sámernes regeringssystem, Siida-systemet, som var tilpasset deres særlige måde at leve på. Mange sámere er nomader og har traditionelt levet af at drive rensdyrflokke rundt på tværs af store arealer, mens andre har levet af at dyrke jorden med traditionelle metoder. Som konsekvens af at sámerne blev underlagt de indtrængende staters regeringssystemer, blev de tvunget til at tilpasse sig majoritetsbefolkningens levevis. Det foregik blandt andet gennem kristianisering og kostskoleophold. 

“Det handlede om at ødelægge vores systemer og vores forhold til hinanden, jorden og andre væsner,” fortalte Beaska Niillas og fortsatte: 

“Siden da har vi ikke rigtig haft nogen form for selvbestemmelse, ikke engang i spørgsmål som påvirker os direkte som sprog, kultur og den slags.”

Vindmøller der krænker menneskerettigheder

Der er ikke meget plads til sámernes traditionelle livsførelse i det moderne Skandinavien, men sámerne kæmper fortsat for at bevare arven fra deres forfædre. Den kamp har Beaska Niillas været del af i mange år, men det er svært, for der er store økonomiske interesser på spil, forklarede han festivaldeltagerne. 

“Lad mig give jer et eksempel på udnyttelsen af vores jord.”  

“Eksemplet er sagen om Fosen Vind. Det er et vindkraftværk som den norske højesteret for et år siden fastslog er skyld i menneskerettighedskrænkelser. Men den norske stat gør ikke noget. Jeg tror, det er fordi, det handler om så mange penge. Det er store summer, de ville tabe, hvis de lukkede vindmølleparkerne. Så pengene lader altid til at vinde.” 

Sámerne i området klagede over planerne om et vindkraftværk på Fosen-halvøen allerede længe før det blev opført. De mente, at vindturbinerne ville forstyrre rensdyrdriften. FN opfordrede den norske regering til at sætte projektet på pause, mens sámernes klage blev behandlet. Alligevel fik opførslen af vindmøllerne lov at fortsætte – med hjælp fra de danske virksomheder Vestas og Rambøll.

Men som Beaska Niillas fortalte på Grasp Festival, blev licensen til at opføre og operere de 151 vindturbiner efterfølgende erklæret ugyldig, med henvisning til rensdyrhyrdernes ret til at bevare deres kulturelle praksis. Et år efter afgørelsen er vindkraftværket dog fortsat i funktion

Ifølge det norske Ministerium for Olie og Energi har de endnu ikke handlet på afgørelsen, fordi de er ved at undersøge alternative løsninger, som både sikrer rensdyrhyrdernes rettigheder og holder vindmølleparken i gang. Ministeriet mener, at vindturbinerne kun udgør en trussel mod rensdyrhyrdernes kulturelle praksis på længere sigt, og at de derfor godt kan vente med at fjerne vindmøllerne.

Men ifølge forsker og forfatter Florian Carl er den eneste mulige løsning for sámerne at tage vindturbinerne ned. Det fortalte han Danwatch efter samtalen på Grasp Festival, som han deltog i på vegne af aktivistfællesskabet Cloudberry Collective.

“Selv den normale drift af vindmølleparker i Sápmi er med til at ødelægge rensdyrenes migrationsmønstre og gør det dermed svært at opretholde en livsstil som rensdyrhyrde. På den måde bidrager vindmølleparker til at udrydde rensdyrhold fuldstændig. Så det er ret alvorligt.”

Grøn omstilling på bekostning af oprindelige folk

Florian Carl er ikke selv sámer, men er del af Cloudberry Collective, et fællesskab af aktivister som støtter sámernes kamp for deres rettigheder. Inden Grasp Festival havde han været i Jokkmokk i Sverige, for at deltage i den lokale modstand mod et mineprojekt planlagt af den engelske minevirksomhed Beowulf Mining.

Minen i Jokkmokk har mødt modstand fra de lokale sámere fordi de mener, den vil ødelægge de lokale økosystemer og forhindre dem i at holde rensdyr i området. Menneskerettighedseksperter fra FN har opfordret den svenske regering til at sætte en stopper for projektet og udtalt, at de var “meget bekymrede” over, at sámerne ikke var blevet inddraget i beslutninger om projektet, selvom det foregår på deres jord, ligesom de frygtede  “den uigenkaldelige risiko Gállok-projektet udgør for sámernes jord, ressourcer, kultur og levebrød.” 

Alligevel gav den svenske regering i marts Beowulf grønt lys til at gå videre med mineprojektet. 

Beowulf Mining har gennem flere år lobbyet for en mine i Jokkmokk, som de mener er en vigtig brik i Sveriges grønne omstilling. Minen er nemlig rig på magnetit, som på grund af sit høje energiindhold kan anvendes til mere energieffektiv stålproduktion. Stål som blandt andet skal bruges til at fremstille vindmøller, solceller og elbiler. 

Men kontroversen om minen er et godt eksempel på et af de helt store dilemmaer forbundet med den grønne omstilling. For udvindingen af råstoffer til grønne teknologier sker alt for ofte på bekostning af lokale folk og natur

En global bevægelse

Kampen mod udnyttelsen af deres jord har samlet oprindelig folk verden over, fortalte Beaska Niillas under samtalen på Grasp Festival. Han var selv del af en delegation af tretten sámiske aktivister som i december 2016 tog til North Dakota i USA for at deltage i modstanden mod olieledningen Dakota Access Pipeline (DAPL). Olieledningen skulle blandt andet løbe under Missouri-floden og truede dermed vandforsyningen til de oprindelige folk i det nærliggende Standing Rock-reservat. 

“Hovedargumentet var, at alle rørledninger sprænger eller lækker på et eller andet tidspunkt. Det handlede om at beskytte vandet, for vand er liv. Jeg tror, det var så simpelt, at alle kunne bakke op om det. Alle forstår, at alle har brug for vand,” forklarede Beaska Niillas.

Efter deres ophold i Dakota, tog den sámiske delegation modstanden med hjem til Norge. Gennem en kampagne i samarbejde med norske NGO’er, overbeviste de adskillige norske banker og pensionsfonde om at trække deres investeringer fra Dakota Access Pipeline, som også danske pensionsselskaber havde investeringer i. Kampagnen bredte sig til resten af Europa, hvor finansielle institutioner en efter en trak deres investeringer fra projektet.

På trods af den indædte modstand mod olierørledningen, blev den i sidste ende alligevel bygget. Men det samarbejde, som opstod undervejs, både mellem oprindelige folk fra hele verden og mellem oprindelige folk og ikke-oprindelige folk, var afgørende, understregede Beaska Niillas overfor festivaldeltagerne. For det har været med til at skabe en global bevægelse for oprindelige folks rettigheder. 

“Det samarbejde vi havde, det broderskab og søsterskab som opstod undervejs, det har skabt et meget stærkere slægtskab verden over. Oprindelige aktivister fra hele verden samledes i Standing Rock og arbejder stadig sammen om andre udfordringer i dag. Vi har knyttet vores familie tættere sammen.” 

Angreb på menneskerettighedsforkæmpere, forurenet vand og brud på ytringsfrihed – det er nogle af de problemer, der i stigende grad er knyttet til udvindingen af de mineraler, der er afgørende for den grønne omstilling.

Det viser en ny rapport udgivet af Business and Human Rights Resource Center (BHRRC), en global NGO, der beskæftiger sig med menneskerettighedskrænkelser og virksomhedsansvar.

Organisationen har indsamlet data om anklager om miljø- og menneskerettighedskrænkelser mod mineselskaber, der udvinder mineraler, der skal bruges til den grønne omstilling. Det er mineraler som kobolt, kobber, litium, mangan, nikkel eller zink. 

Mellem 2010 og 2021 har der været ikke mindre end 495 anklager mod mineselskaber omhandlende krænkelser af miljø- og menneskerettigheder. 

Der er specielt tre områder, hvor rapporten viser, at det er påfaldende mange krænkelser: angreb på menneskerettighedsforkæmpere, vandforurening og brud på ytringsfrihed. 

Jessie Cato, der er programchef for naturressourcer hos BHRRC, understreger, at virksomheder må tage et opgør med de tendenser, man ser udvikle sig nu, fordi det er essentielt for den grønne omstilling. Hvis de ikke gør det, kan modstanden blive en drivkraft for lokalsamfundet, siger hun.

“Det sidste, man vil er, at de krænkende praksisser, der historisk har understøttet denne sektor, får lov til at fortsætte”, siger Jessie Cato.

Øgning i efterspørgsel efter mineraler

Den grønne omstilling kommer til at kræve en drastisk øgning i udvindingen af mineraler.

Ifølge IEA, en international organisation, der arbejder for at fremme alternative energikilder, vil efterspørgslen efter kobolt, nikkel, kobber og litium, være seksdoblet inden 2040. Og det bekræftes af Verdensbanken, der vurderer, at efterspørgslen efter grafit, litium og kobolt vil vokse med 500 procent frem til 2050.

Det er mineraler, der bruges i blandt andet elbiler, batterier, solcellepaneler og vindmøller. Altså de teknologier, der er helt essentielle for at møde Parisaftalens mål om nedsættelse af CO2 udledningen.

Men den øgede efterspørgsel efter mineraler, der er nødvendig for overgangen væk fra fossile brændstoffer, har alvorlige konsekvenser for menneskerettigheder og miljøet. 

Det viser rapporten fra BHRRC. De lancerede sin “mineral tracker” i 2019, og har nu opdateret trackeren med information fra 2021. 

Organisationen har indsamlet information om de mange sager, der har været mod mineselskaber knyttet til mineralerne der er essentielle for den grønne omstilling siden 2010.

Alene i 2021 viser BHRRC’s rapport, at der var 61 nye anklager. Anklagerne dækker alt fra miljøpåvirkninger, til krænkelser af retten til fredelige demonstrationer til anklager om vold og drab.

“Minedrift har altid været drevet af behovet for råstoffer og ønsket om profit”, siger Jessie Cato til Danwatch.

“Vi er nødt til at ændre denne model. Det kan ikke være profit frem for alt andet, vi kan ikke udvinde for enhver pris”, fortsætter hun.

Mennesker og miljø på frontlinjen

Selvom problemerne med minedrift er velkendte, er der ikke meget, der tyder på, at mineselskaberne har ændret praksis.

“Det, vi har set over tid, er ikke en ændring i typerne af anklager, men hellere en fortsættelse og forstærkelse af, hvad de største risici er”, forklarer Jessie Cato. 

Den næststørste kategori i mineral trackeren er anklager om miljøpåvirkninger, hvoraf de fleste sager handler om vandforurening og vandmangel. Det viser sig nemlig, at mange lokalsamfund i nærheden af minerne mister deres adgang til kritiske vandforsyninger. 

Det er for eksempel sket i Chile, hvor den oprindelige befolkningsgruppe Colla i den nordlige del af landet, ikke længere har adgang til rent vand på grund af litiumudvinding i Atacama, der dræner områdets i forvejen knappe vandressourcer.

Men størstedelen af de anklager, der er blevet rettet mod mineselskaber siden 2010 handler om menneskerettighedskrænkelser, både i de lokalsamfund hvor minedriften foregår, over for civilsamfundsorganisationer og deres ledere. 

Faktisk handler mere end hver tredje anklage mod mineselskaber mellem 2010 og 2021 om angreb på menneskerettighedsforkæmpere. 

“De mange angreb på menneskerettighedsforkæmpere burde få en til at stoppe op. Er det acceptabelt at en tredjedel af de anklager vi ser, handler om overgreb på aktivister? Det er jo mennesker, der kun prøver at beskytte deres land, deres rettigheder, deres hjem?,” siger Jessie Cato.

Til hvilken pris?

De anklager, der er samlet i mineral trackeren viser også, at der i mange tilfælde er stor modstand mod minedrift i lokalsamfundene. 

Det er modstand der kan blive drivkraft for konflikt – konflikt mellem lokalsamfund og virksomheder, mellem lokalsamfund og regeringer.

Dette mener Jessie Cato bliver et symbol på prisen for udvinding, “men er det prisen værd?” spørger hun.

Og den lokale modstand kan også få konsekvenser for den grønne omstilling, advarer Jessie Cato.

“Hvis virksomheder ikke kan få den sociale accept til at drive deres miner, så vil der komme flere protester, flere strejker, flere blokader. Og dette betyder mindre produktion”, forklarer hun.

“Det kan betyde, at vi ikke kan få adgang til de mineraler, vi har brug for til de grønne teknologier og det kan true tempoet i den grønne omstilling.”

Jessie Cato har et bud på, hvad der skal til for at den grønne omstilling kan ske på en hensigtsmæssig måde:

“Vi må se den grønne omstilling som en mulighed for at bevæge os væk fra den måde, som minedrift har fungeret på indtil nu”, mener hun.

I takt med at verden igen åbner sig op, vil rejsende feriegæster igen flokkes til populære destinationer. Nogle af stederne, de såkaldte ‘honeypot’-destinationer, , vil tiltrække så mange turister, at de, (som oftest helt uden at ane uråd) udgør en kæmpe belastning på miljøet og lokalbefolkningen.

Før Covid-pandemiens midlertidige suspendering af turismeindustrien, rejste mennesker fra ressourcestærke lande til rejsedestinationer i øst og i syd som aldrig før. På cruiseskibe, på all-inclusive, på hoteller der er en del af multinationale kæder og på guidede ture strømmede det ind i udviklingslande med turister, der ville nyde en velfortjent ferie fra dagligdagen. 

The Last Tourist

  • Tid: d. 27. marts, d. 29. marts og d. 2. april
  • Sted: Charlottenborg, Politikens Hus og Cinemateket
  • Billet: online

I den nye dokumentarfilm The Last Tourist viser den canadiske instruktør Tyson Sadler, at den slags masseturisme i udviklingslande har enorme konsekvenser for både lokalbefolkning, naturen, dyrelivet og den lokale kultur. 

“Den her dokumentar demonstrerer den forfærdelig tilstand (turisme)industrien var i før pandemien og adresserer konkrete måder, hvor rejsende kan bruge deres personlige magt til at have en positiv påvirkning på verden, idet den åbner for internationale rejser igen”, fortæller Bruce Poon Tip, grundlægger af rejseselskabet G-adventures og producer på The Last Tourist til Travel Industry Today.

Turister demonstrerer ulighed

Ifølge Bruce Poon Tip kan turismen bidrage til en global fordeling af den ulige rigdom, da turister som oftest rejser fra vestlige ressourcestærke lande til udviklingslande.  

“Vi har altid sagt, at rejser kunne være den største distributør af rigdom verden nogensinde har set”, siger han

Men som turismen ser ud i dag, fungerer det ikke sådan. De penge, der bliver brugt på ferien, vender nemlig i langt de fleste tilfælde tilbage til vestlige kæder, der har etableret sig omkring turisternes favoritattraktioner. 

På den måde bliver lokalbefolkningen og lokalmiljøet ikke integreret i turismens værdikæde. Derimod er der mange eksempler på, at penge, der bliver brugt på ferien, i mange tilfælde flyder tilbage til vestlige aktører. 

Rachel Dodds, forsker i bæredygtig turisme, fortæller i The Last Tourist, at kun 14% af de penge, der bliver brugt i Kenya, forbliver i Kenya. De resterende 86% forlader landet i form af udenlandsk ejerskab af fx. hoteller, flyselskaber og mad, der bliver importeret udefra. 

Den uautentiske oplevelse

Mange turister rejser syd eller østpå for at opleve steder, der af rejseselskaberne kaldes “eksotiske” og “autentiske”, men masseturismen risikerer at påvirke de populære rejsedestinationer så meget, at de ødelægger netop den kultur og natur, der tiltrækker folk. En kultur og natur–  som lokalbefolkningen ironisk nok er afhængig af vil fortsætte med at tiltrække betalingsstærke turister.  

“Det er det modsatte af den autentiske oplevelse”, siger Elisabeth Becker, forfatter af Overbooked: The Exploding Business of Travel and Tourism i ‘The Last Tourist’

Hun fortæller, at multinationale kæder bygger hoteller i udviklingslandes rejsedestinationer og importerer fra internationale leverandører. De etablerer små lommer af vestlig kultur, og fratager derfor de lokale både den økonomiske og kulturelle plads, som de optager.

“Måske skulle vi ikke kalde det at rejse længere. Fordi du bliver bare transporteret fra ét vestligt miljø til et andet vestligt miljø”, siger Bruce Poon Tip i filmen.

Imens vil destinationer i udviklingslande, der er afhængige af turismen som indkomst, gå langt for at skabe det ‘eksotiske’ og ‘autentiske’ besøg, som turister forespørger. 

The Last Tourist dokumenterer for eksempel, hvordan der i mange asiatiske og afrikanske børnehjem er børn, der slet ikke er forældreløse. De er derimod placeret på børnehjemmet, fordi det er en attraktion at besøge for feriegæster, og et populært sted at udføre frivilligt arbejde i sin ferie for volonturister

Michelle Oliel, menneskerettighedsadvokat og grundlægger af Stahili foundation, der beskæftiger sig med beskyttelse af børn, fortæller i ‘The Last Tourist’ om, da hun i sin ungdom var frivillig ved et børnehjem i Kenya. 

“Jeg havde alle de bedste intentioner, men i bagklogskabens lys, havde jeg ikke gjort min research. Jeg havde ikke sat mig ind i, hvad det lokalsamfund havde brug for, hvilken påvirkning jeg ville have på det lokalsamfund, og hvorfor de var der. Da jeg ankom, opdagede jeg, at de ikke var der, fordi de havde brug for det. De var der, fordi jeg gerne ville være der.”

Rejs med omtanke

Imens filmholdet er i gang med post-produktionen af filmen, rammer Covid-pandemien. Den nedlægger store dele af turismeindustrien verden over og det rammer specielt de områder, der i forvejen kæmper med fattigdom og arbejdsløshed rigtig hårdt.  

Sadlers budskab er ikke, at vi skal stoppe med at rejse, men med The Last Tourist opfordrer han til, at turister rejser mere bæredygtigt. 

Ifølge rejsearrangørerne, forskerne og aktivisterne der bliver interviewet i The Last Tourist, gælder det om, at turister blandt andet skal sætte sig ind i, hvor de er på vej hen inden afrejse; sørge for at berige lokalbefolkningen; begrænse deres ressourceforbrug; og rejse med omtanke for kultur og natur. 

The Last Tourist er en kombination af en visuel rejse til nogle af verdens smukkeste lande og benhårde billeder af turismens dominerende og ødelæggende tilstedeværelse. 

Man kan godt mærke og høre Sadler og de medvirkendes kærlighed til det at rejse og det er netop ud af den kærlighed, at denne film udstiller turismeindustriens ubekvemmme sandhed. 

Filmen vises flere gange i løbet af festivalen. D. 29 marts har CPH:DOX og Politiken inviteret turismeforsker Anders Sørensen‚ rejseprogramvært Tobias Hamann og forfattere Elena Maria Askløf og Peter Laugesen ind til en debat efter visningen i Politikens Hus.

Hvis det står til EU-Kommissionen skal omkring 400 af Danmarks største virksomheder fremover kunne stilles til ansvar for deres negative påvirkning af menneskerettigheder og miljø. Det fremgår af et udkast til nye EU-regler, som EU-Kommissionen har fremlagt. 

Ifølge forslaget, som blev fremlagt onsdag, skal alle europæiske virksomheder med mere end 500 ansatte og en omsætning over 150 millioner euro, hvilket svarer til cirka 1,1 milliard kroner fremover sikre sig, at hverken de selv eller deres faste leverandører skader menneskerettigheder eller miljø i forbindelse med deres aktiviteter – uanset om deres varer bliver produceret i Flensborg, i Frankrig eller på Filippinerne. 

Alle de største danske firmaer som Mærsk, Novo, Ørsted, Danish Crown og Salling Group bliver med garanti omfattet af de nye regler, men formentlig også en lang række mindre firmaer som f.eks. Terma, Stryhns eller Coolshop, hvis omsætning ligger lige over milliarden. 

Udkast til nye regler

  • EU-Kommissionens forslag til et direktiv om virksomhedsansvar forpligter de 27 medlemslande til at vedtage eller tilpasse deres egen lovgivning om virksomhedsansvar, sådan at både private og offentlige firmaer fremover forpligtes til at identificere, forebygge og afbøde menneskeretskrænkelser og overtrædelser af miljøstandarder i deres værdikæde. 
  • Ifølge Kommissionen omfatter  forslaget cirka 13.000 europæiske virksomheder samt cirka 4.000 udenlandske virksomheder.
  • Virksomheder, der ikke lever op til deres forpligtelser, skal kunne pålægges en bøde, hvis størrelse skal afhænge af virksomhedens omsætning. Det skal være muligt at sagsøge virksomheder, der ikke lever op til deres forpligtelser.
  • Virksomhedernes ansvar skal også omfatte væsentlige leverandører, som virksomhederne har et etableret forretningsmæssigt forhold til. 
  • Kommissionens skal nu forhandles med parlamentet og rådet, før det kan træde i kraft.

Derudover kommer reglerne også til at omfatte lidt mindre virksomheder, der er aktive i såkaldte risiko-brancher såsom tekstil, minedrift eller landbrug samt en række udenlandske virksomheder, som omsætter for mere end 40 millioner euro i EU.

Problematisk omfang

Hos Amnesty International er seniorrådgiver for menneskerettigheder og erhverv, Sanne Borges, meget tilfreds med, at EU nu endelig er klar til at lovgive om virksomheders ansvar for, hvad der foregår på deres fabrikker og hos deres leverandører ude i verden.

“Det er meget positivt, at det endelig bliver til noget med EU’s lovgivning på det her område,” siger hun og kalder det ”et første skridt i den rigtige retning.”

Til gengæld er hun ikke begejstret for omfanget af lovgivningen.

“Det er meget problematisk, at EU-Kommissionens forslag kun omfatter mindre end en procent af de danske og europæiske virksomheder. Der er ganske vist tale om alle de største virksomheder, som har stor indflydelse på forholdene ude i verden, men ifølge FN’s vejledende Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv bør alle virksomheder være forpligtet til at sikre sig, at de ikke påvirker menneskerettigheder og miljø på en negativ måde,” siger hun.

Ifølge Kommissionen vil de nye regler omfatte omkring 13.000 europæiske virksomheder, svarende til cirka en procent af den samlede mængde firmaer som findes i EU. Derudover vil cirka 4.000 udenlandske firmaer, som har forretninger i EU være omfattet.

Herhjemme var der ifølge Danmarks Statistik 326.007 virksomheder i Danmark i 2020, hvoraf kun 409 havde en omsætning på mere end 150 millioner euro. Det svarer til 0,13 procent af det samlede antal danske virksomheder.

Risiko for udvanding

Ifølge Andreas Rasche, professor med speciale i virksomheders samfundsansvar på Copenhagen Business School, er de nye regler, hvis de bliver vedtaget, et stort fremskridt.

Men de er “langt fra tilstrækkelige,” siger han. 

“Reglerne vil ganske vist dække de største virksomheder, der driver globale forsyningskæder, men der vil stadig være mange virksomheder, der vil falde gennem nettet,” siger han. 

Både Sanne Borges og Andreas Rasche understreger, at der stadig er lang vej, før EU Kommissionens forslag bliver til reel lovgivning. Og risikoen for yderligere afvanding i løbet af de kommende forhandlinger er stor, siger Rasche.

“Den store risiko er virkelig lobbyisme – det har vi før set med anden EU-lovgivning, at den bliver udvandet betydeligt på grund af en tung lobbyindsats,” siger han.

Ifølge Kommissionens forslag skal det fremover være muligt for de enkelte lande at udstede bøder til de virksomheder, som ikke lever op til deres forpligtelser. Præcis hvor store bøderne skal være, fremgår ikke af forslaget, men Kommissionen understreger, at bøderne  skal være afpasset efter virksomhedernes omsætning og størrelse.

Forslaget fastslår også, at det skal være muligt for eventuelle ofre at rejse en civil retssag ved EU-landenes nationale domstole mod firmaer, der medvirker til at krænke menneskerettigheder eller ødelægge miljøet.

Og det er et af de punkter, som Andreas Rasche frygter, kan blive svækket inden lovgivningen bliver endelig vedtaget.

“Jeg er bange for, at der vil opstå smuthuller, som forhindrer seriøse retssager mod virksomheder, der ikke overholder kravene,” siger han. 

Omvendt roser han EU-Kommissionen for at stille særlige krav til virksomheder, der er aktive i brancher, hvor risikoen for krænkelser og miljøsvineri er særligt store. 

“Det er bestemt et godt tegn, og det viser, at der er en grad af seriøsitet bag denne lovgivningsindsats,” siger han. 

“Hvis forslaget bliver lov (som det er udformet nu), vil det helt sikkert hæve barren, og det vil sætte bæredygtighed og ansvarlighed endnu højere på virksomhedens dagsorden.”

Sanne Borges fra Amnesty påpeger, at det er vigtigt at reglerne i sidste ende bliver så omfattende, at det ikke bliver muligt at drible uden om ansvaret, f.eks. ved konstant at skifte leverandører, så man ikke har et varig forhold til dem, eller ved at ignorere hvad virksomhedernes produkter anvendes til.

“Det er vigtigt, at man ikke får mulighed for at fralægge sig ansvaret for,hvad der foregår i leverandørkæden eller for hvad kunderne bruger ens produkter til,” siger hun.

“Og så er det vigtigt, at ofrenes adgang til at sagsøge en europæisk virksomhed bliver både retfærdig og reel,” understreger hun.

Stadigt flere miljøaktivister – hovedsageligt fra oprindelige folk og langt overvejende i det globale syd – bliver dræbt på grund af deres arbejde med at beskytte fredede naturområder. År 2020 markerede det hidtil højeste antal drab på aktivister, og der er de senere år blevet sat nye rekorder hvert år. Det viser en opgørelse fra NGO’en Global Witness.

227 drab registreret på et år svarer til, at der i gennemsnit bliver slået over fire miljøaktivister ihjel hver uge.

Der har været flest drab i Colombia med 65 tilfælde, Mexico med 30, Filippinerne med 29 og Brasilien med 20. Global Witness antager, at tallene er et underestimat, da de ofte ser, at forbrydelserne enten ikke bliver anmeldt eller bare ikke efterforskes.

De mange angreb på oprindelige folk og deres landområder sker i forbindelse med udvinding af naturressourcer. Global Witness har i deres rapporten fordelt drabene efter industri. Flest angreb er relateret til afskovning og jagt på vandressourcer, minedrift og landbrugsvirksomhed. Og så er der en stor del som ikke kobles til en enkelt industri.

Drab på miljøaktivister fordelt på industri. Grafik: Global Witness

Danwatch har tidligere beskrevet, hvordan afskovning og skovbrande i Amazonas har direkte forbindelse til danske virksomheder.

Uforholdsmæssigt meget vold

De oprindelige folk kæmper for at beskytte landområder, der rummer værdifulde naturressourcer som træ og landbrugsjord. Derfor kan de stå i vejen for stater og virksomheders interesser.

Talsperson for Sekretariatet for FN’s højkommissær for menneskerettigheder Marta Hurtado skrev i februar 2020 om denne form for voldelige angreb i Nicaragua:

“Størstedelen af volden kommer fra bosættere, der forsøger at tvinge oprindelige folk væk fra deres nedarvede jord og bruge det til ulovlig skovhugst og kvægbrug”.

Ifølge Helle Munk Ravnborg, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og har forsket i forvaltning af naturressourcer i latinamerikanske lande, er det især oprindelige folk, der bliver dræbt, fordi de typisk lever i områder, som er rige på naturressourcer. Derfor kommer de oftere på tværs af de aktører, der øjner indtjeningsmuligheder.

Hun fortæller, at det ikke altid kun handler om multinationale selskaber over for marginaliserede oprindelige befolkningsgrupper. Ofte er der også kriminelle grupper involveret. 

“I Colombia handler de voldelige angreb både om mindre bønders ja eller nej til at bidrage til kartellernes narko-produktion, og det handler om de store agro-industrielle foretagender og minedrift”, siger Helle Munk Ravnborg.

De voldelige angreb kan derfor lige såvel ramme små lokalsamfund, der ikke betegnes som en del af de oprindelige folk. Oprindelige folk lever blot typisk på værdifuld natur, hvorfor de udsættes for uforholdsmæssigt meget vold.

Global Witness skriver, at fra 2015 til 2019 var over en tredjedel af de dødelige angreb på miljøaktivister rettet mod oprindelige folk. Det er til trods for, at oprindelige folk kun udgør fem procent af jordens befolkning.

De beretter desuden, at de militser, lejemordere, politi og militærfolk, der udfører angrebene, kun i enkelte tilfælde retsforfølges. Og at det stort set aldrig er tilfældet med bagmændene. 

“Det er lande uden et uafhængigt retsvæsen, hvis overhovedet et retsvæsen. Så hvis man ikke har gode forbindelser er man svagt stillet”, siger Helle Munk Ravnborg.

Virksomhedsansvar til debat

Ifølge Helle Munk Ravnborgs kan problemerne med angreb på miljøaktivister mindske ved eksempelvis at gøre FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv lovpligtige.

“Når danske virksomheder har aktiviteter i andre lande, så er det den danske stats ansvar at sikre, at virksomheden er bekendt med sit menneskeretsansvar, når den opererer uden for landets grænser“, siger hun. 

Hun tilføjer, at virksomheder og deres investorer på den måde også stilles ansvarlige for at gribe til handling, hvis de bliver gjort bekendt med, at deres aktiviteter sættes i forbindelse med krænkelser af menneskerettigheder. På den måde vil ansvaret både være placeret hos stater og virksomheder.

FN’s retningslinjer er dog kun vejledende. EU er i øjeblikket ved at udarbejde en ny lov netop om virksomhedsansvar, som forventes at blive fremsat som lovforslag den 27. oktober. En lov der allerede er forsøgt modgået af erhvervsorganisationer og stater.

Danmark bakker delvist op om en sådan lov, men erhvervsminister Simon Kollerup har tidligere i år talt for en langt mere begrænset version af loven, som mindsker mulighederne for retsopgør med indblandede stater og virksomheder.

Endnu et år er gået og sikke et af slagsen. Danwatch har, som altid, arbejdet med at give dig et vindue til den verden, du lige nu er afskåret fra at rejse ud i. Særligt fem af Danwatchs historier har i år fået konsekvenser, enten politiske eller blandt virksomheder som har sat deres præg på virkeligheden.

Øget kontrol med våbeneksport

Danwatch, TV2, hollandske Lighthouse Reports og researchcenteret NOIR kunne i foråret afsløre, hvordan den danske forsvarsvirksomhed Terma har solgt militært udstyr til De Forenede Arabiske Emirater, og dermed bidraget til,krigen i Yemen. FN betegner krigen i Yemen som “en af de værste menneskeskabte humanitære katastrofer” og vurderer, at De Forenede Arabiske Emirater kan have begået krigsforbrydelser mod Yemens befolkning. 

Afsløringen fik i oktober Erhvervsstyrelsen til at politianmelde Terma for brud på de danske eksportkontrolregler, og regeringen har efterfølgende strammet kontrollen med danske forsvarsvirksomheders eksport af såkaldt dual use udstyr, der er udstyr, som  kan anvendes både civilt og militært.

Sagen landede hos bagmandspolitiet som sendte den videre til Østjyllands politi. Den 11. november modtog journalisterne bag Terma-afsløringen metode prisen fra Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ).

Fairtrade rydder op

Danwatch kunne i juli dokumentere, at børn ned til 8 år høstede kakao på fire ud af seks plantager i Elfenbenskysten, der leverer kakao til Fairtrade. Danwatch’s afsløringer førte til, at Fairtrade selv undersøgte deres kakaoleverandørers plantager i Elfenbenskysten, men de kunne ikke finde de børn, Danwatch havde mødt. 

Seniorforsker på Südwind instituttet i Tyskland, Friedel Hütz-Adams, var ikke overrasket:

“Det kommer ikke som en overraskelse for mig, at en undersøgelse et par måneder efter Danwatch-undersøgelsen ikke kunne finde disse børn. Eftersom høstsæsonen for kakao var overstået i det relativt rolige september, så er disse børn tilbage i skole eller arbejder med noget helt andet”, sagde Friedel Hütz-Adams. 

Yderligere skabte Danwatch’ Fairtrade-afsløringer røre i det politiske landskab. Socialdemokratiets forbrugerordfører, Malte Larsen, sagde til Danwatch:

“Jeg opfordrer Fairtrade til at fremlægge al den dokumentation, de kan. Det, de forsøger at sælge, skal de kunne dokumentere, er godt nok. Vi skal ikke stå i Brugsen og gætte på, om vi kan have tillid til Fairtrade eller ej”.

Camilla Erika Lerberg, direktør i Fairtrade Danmark, skrev i en mail til Danwatch, at Fairtrade finder børnearbejde “uacceptabelt i forhold til vores krav, og derfor kan vi godt forstå, at medieomtalen rejser nogle spørgsmål, som vi er parate til at svare på over for alle, der ønsker svar”.

Danske pensionsselskaber trækker investeringer fra amerikanske fængsler

Danwatch dokumenterede i februar, at en række danske pensionsselskaber havde investeret store summer i den private amerikanske fængselsindustri. Afsløringen fik først PKA til at trække deres investeringer fra selskaberne GEO Group og CoreCivic, som er de største spillere inden for den private fængselsindustri i USA. Siden har Lærernes Pension også trukket deres investeringer i CoreCivic. 

Begge selskaber er anklaget for grove menneskerettighedskrænkelser af blandt andet menneskerettighedsorganisationer og de amerikanske myndigheder. Anklagerne går på manglende adgang til lægehjælp og overdrevet brug af isolering af fanger i de fængsler og detentionscentre for migranter, som GEO Group og CoreCivic driver. 

Efter Danwatchs henvendelse til PKA trak pensionsselskabet samtlige investeringer på 54 millioner kroner ud af begge firmaer.

Pressechef i PKA Nicholas Rindahl skrev til Danwatch om beslutningen:

“Vi investerer i overensstemmelse med FN’s Global Compacts principper for samfundsansvar og bæredygtighed, der blandt andet skal sikre, at virksomheder ikke medvirker til krænkelser af menneskerettighederne”.

Investeringsdirektør for Lærernes Pension, Morten Malle, fortalte i første omgang, at Lærernes Pension valgte at fastholde deres  investeringer, indtil GEO Group og CoreCivic var blevet blevet dømt for at krænke indsattes rettigheder ved en domstol, eller der forelå ny dokumentation i sagen. I april måned valgte Lærernes Pension alligevel at trække deres investeringer.

Pensionsselskabet Velliv har fortsat investeringer i GEO Group og CoreCivic  

Vellivs chef for ansvarlige investeringer, Thomas H. Kjærgaard, skrev i et kort mailsvar:

”Vi følger den planlagte proces for vurdering af dialogen og selskabet. Når den proces er afsluttet, tager vi endeligt stilling til, om investeringen skal fortsætte eller afhændes. Hvis dialog ikke fører til det ønskede resultat, så er vi indstillede på at afhænde investeringen”.

Danish Crown stopper samarbejde med kontroversielt slagteri

Danwatch kunne i januar afdække, at den danske slagterigigant Danish Crown købte kød fra det kontroversielle brasilianske selskab, Rigorífico Irmãos Gonçalves. Undersøgelsen, der blev til i samarbejde med P1 Orientering og det undersøgende medie Reporter Brasil, afslørede nemlig, at det brasilianske selskab ikke har underskrevet de aftaler, der skal sætte en stopper for rydningen af Amazonas. Danish Crown’s datterselskab, ESS-FOOD stod for indkøbene. ESS-FOOD oplyste, at de kun tjekker varekæden på opfordring af kunder. 

Efter afsløringen meldte Danish Crown ud, at de fremover ville leve op til FN’s Global Compact, der er et initiativ, som holder virksomheder ansvarlige for menneskerettigheder, miljø og korruption i deres værdikæde. Udmeldingen mødte kritik fra eksperter, der sagde, at  Danish Crown ikke kunne undsige sig ansvaret, bare fordi det var et datterselskab, der købte varerne ind.

“I dette tilfælde, hvor moderselskabets CSR-politik gælder for et 100 procent ejet datterselskab, bør Global Compacts principper også gælde for datterselskabet”, sagde CSR-ekspert Andreas Rasche fra Copenhagen Business School.

Det medgav kommunikationsdirektør Astrid Gade Nielsen fra Danish Crown. 

“Danish Crown er ansvarlig for koncernens selskaber og skal tilse, at ESS-FOOD (datterselskabet red.) implementerer koncernens politikker, herunder også CSR-politikken. ESS-FOOD er dermed også forpligtet på Global Compact”, skrev kommunikationsdirektør Astrid Gade Nielsen fra Danish Crown i et mailsvar.

Astrid Gade Nielsen bekræftede desuden, at samarbejdet med Rigorífico Irmãos Gonçalves var stoppet.

Fagforeningsfolk får kompensation 

 I 2019 kunne Danwatch fortælle, at flere ledere af en lokal fagforening i Myanmar var blevet uretmæssigt fyret. De blev efter eget udsagn fyret, fordi de havde startet fagforeningen på fabrikken. Arbejdere på fabrikken fortalte, hvordan de oplevede at fabrikkens ledelse begik fysisk vold og ydmygelser mod arbejderne, der leverer tøj til Bestseller, Adidas, ALDI og Lidl. Fagforeningen blev startet for at sætte en stopper for de dårlige arbejdsforhold.

Danwatch udgav i marts historien i samarbejde med det Frontier Myanmar og tyske Der Spiegel. Den lokale fagforening Action Labor Rights og de internationale organisationer Workers Rights Consortium og Clean Clothes Campaign gik efterfølgende ind i sagen.

Godt et år efter kunne Danwatch fortælle, at  både fagforeningsfolk og arbejdere var blevet kompenseret

Bent Gehrt, der er Sydøstasiens-koordinator for Workers Rights Consortium. sagde dengang:

“Det er tydeligt, at det her er et resultat af pres fra de faglige organisationer samt mediedækningen. Først efter at sagen kom i medierne, og vi kontaktede Adidas, skete der noget”.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifierchevron-down