Tirsdag annoncerede USA’s kommende præsident Joe Biden, at han nominerer den tidligere general Lloyd Austin III til forsvarsminister, når en ny amerikansk regering træder til i januar 2021. Austin mangler nu bare senatets godkendelse, før han officielt er USA’s kommende forsvarsminister.
Den tidligere general har blandt andet været en af USA’s ledende chefer for operationer i Mellemøsten, og siden sin pension fra hæren i 2016 har han siddet i en række bestyrelser – heriblandt teknologi- og forsvarsvirksomheden United Technologies Corporation, som tidligere i år fusionerede med den amerikanske våbengigant Raytheon.
Raytheon er et af verdens største våbenfirmaer, og virksomheden har særligt været i mediernes søgelys de seneste år, fordi det er en de største leverandører af bomber til Saudi-Arabiens angreb på Yemen – og fordi det i en række opsigtsvækkende sager har lobbyet intensivt mod at indføre restriktioner på våbenleverancer til Saudi-Arabien.
Direktør for tænketanken Center for International Policy og ekspert på international våbenhandel William D. Hartung kalder i mediet The Intercept nomineringen af Austin for “ensbetydende med at gøre stillingen som forsvarsminister til forsvarsvirksomheds-minister.”
“Potentialet for interessekonflikter er enormt”, siger han.
“Hvis general Austin på grund af inhabilitet skulle undtage sig selv fra at tage beslutninger om programmer og politikker, der involverede Raytheon, så kunne han ikke udføre store dele af sit job som forsvarsminister”, siger han.
Eksperter og organisationer kritiserer jævnligt den store grad af svingdøre mellem industri og politik på forsvarsområdet i USA. Iagttagere har tidligere over for Danwatch påpeget, at Trump-administrationen på flere områder tog våbenindustriens indflydelse i Washington til nye højder – blandt andet havde samtlige af de fire forsvarsministre, som Trump-regeringen nåede at have, tidligere været våbenlobbyister. Og chefen for indkøb på forsvarsområdet er tidligere direktør i våbenvirksomheden Textron.
I en særligt opsigtsvækkende sag lykkedes det i 2019 Charles Faulkner, et dengang højtstående medlem af Trumps udenrigspolitiske stab, at få erklæret nødretstilstand, så et salg af 120.000 missiler fra netop Raytheon til Saudi Arabien kunne presses igennem uden om senatet. Her var det ellers blevet bremset på grund af bekymring for menneskerettighedskrænkelser i Yemen-krigen.
Faulkner havde indtil to år forinden været ansat som lobbyist for Raytheon, og hans meget direkte rolle i salget udløste efterfølgende voldsom kritik, der førte til, at han blev opsagt fra sin post. Men milliardhandlen var gået igennem.
Ovenpå den række af sager sendte en gruppe demokrater efter det amerikanske valg en opfordring til Biden om at udnævne en forsvarsminister uden forbindelser til våbenindustrien.
“At udnævne en forsvarsminister uden bånd til forsvarsindustrien ville være et enormt skridt i offentlighedens interesse og ville hjælpe med at genoprette den mistillid, som Trump-administrationens korruption har ført til”, lød det blandt andet.
Blandt menneskerettighedsorganisationer og den pågældende fløj af demokrater er der nu udbredt skuffelse. Skuffelsen begyndte allerede med Bidens udnævnelse af et ‘overgangshold’, som skal forberede en ny regerings prioriteter på forsvarsområdet.
Som Danwatch kunne fortælle i sidste måned har mere end en tredjedel af det hold direkte eller indirekte modtaget penge fra våbenindustrien i deres seneste ansættelse.
Ifølge The Intercept er der imidlertid andre årsager til, at det nu er usikkert, om Lloyd Austin vil blive godkendt som forsvarsminister i senatet. I henhold til amerikansk lov skal der nemlig gå syv år, før en pensioneret militært ansat kan blive forsvarsminister, fordi civil kontrol med militæret skal sikres.
Det gjorde republikanerne og en række demokrater i senatet imidlertid en undtagelse fra, da Trump-regeringen ansatte den pensionerede general James Mattis som forsvarsminister i 2017. Spørgsmålet er, hvor mange demokrater der kommer til at bakke op om den nye forsvarsministerkandidat denne gang.
De sidste to gange, senatet har afvist en minister-nominering, var i henholdsvis 1989 og i 1959.
