Sult og hungersnød i konfliktområder er ikke et nyt fænomen. Men for første gang har menneskerettighedsorganisationer kortlagt, hvordan systematisk udsultning af civilbefolkningen bliver brugt i den seks år lange krig i Yemen.

Det sker i en ny rapport med titlen Starvation Makers, som NGO’erne Mwatana og Global Rights Compliance (GRC) har udgivet. Her dokumenterer de i en hidtil uset grad, hvordan yemenitiske afgrøder, fødevarelagre, vandværker og fiskeri-områder bliver angrebet af flere parter i krigen.

Den ene af krigens parter, den saudisk-/UAE-ledede koalition, som støttes af USA og Storbritannien, har bombet landbrug, fiskeri-områder og vandværk bestyret af civile, mens houthi-grupperingen Ansar Allah har udlagt landminer i flere områder og dermed forhindret lokalbefolkningens adgang til mad og vand.

Ifølge juridisk seniorrådgiver og medforfatter til Starvation Makers Kate Vigneswaran udmærker denne rapport sig ved sit særlige fokus på mulighederne for at bringe de ansvarlige for retten.

“Det er første gang, at udsultning af civile undersøges som et potentielt brud på krigens love. Rapporten konkluderer blandt andet, at krigens parter kan være skyldige i potentielle krigsforbrydelser, fordi de bruger udsultning som et våben”.

Angreb på landbruget

Systematisk angreb på fødevaresikkerhed omfatter i rapporten både ødelæggelsen af afgrøder, vandforsyning og infrastruktur, og det at nægte adgang til, eller afholde folk fra at kunne benytte eksisterende fødevarer og produktion.

Det vil sige, at hvis et luftangreb ødelægger vandforsyning, eller et område gøres utilgængeligt på grund af landminer, kan det betragtes som angreb på fødevaresikkerheden, selvom afgrøderne måske stadig er intakte. 

Blandt andet dokumenterer rapporten, hvordan den Saudisk/UAE-ledede koalition den 8. april 2017 bombede Jalhouf-landbruget, der ligger i Abs-distriktet i det nordvestlige Yemen. Angrebet ødelagde en vandpumpe, en dam og vandingssystemet til det cirka 132.000 kvm store landbrugsareal. Der var altså tale om et målrettet angreb, som ødelagde muligheden for at dyrke landbrug på området.

Landbruget, der ejedes kollektivt af en gruppe på 15 bønder, brødfødte de omkring 250 mennesker, som var ansat eller familie til ejerne, samt producerede yderligere varer til de omkringliggende områder. En af medejerne Ahmed Jalhouf fortæller, at den gennemsnitlige årlige produktion var på 2.000 kilo sesam, 3.000 kilo majs, og 80 tons vandmelon. 

Bombningen af landbruget sårede i øvrigt fire civile, inklusive et barn, ødelagde vandforsyningen til produktionen og dræbte et husdyr. 

“Vi var nødt til at forlade gården, fordi det blev umuligt at opdyrke jorden, efter at vandpumpen blev ødelagt. Vi er bange for, at flyene vil bombe det igen, og vi har ikke råd til reparationerne”, fortæller Ahmed Jalhouf i rapporten. 

I et opfølgende interview med Mwatana i 2021, siger Ahmed Jalhouf, at de (bønderne. red.) blev fordrevet til forskellige steder. Han ved ikke om de andre bønder fra gården stadig er i live.

Civile som mål

Koalitionen udøver allerede en blokade af udefrakommende varer fra havne og lufthavne, mens Ansar Allah flere steder har afskærmet nødhjælp i at nå frem. Men Starvation Makers behandler specifikt angreb på lokal vand- og madforsyning.

Det kan være svært at gennemskue, hvad parterne forsøger at opnå ved at udsulte civile i deres eget land. De civile, der rammes i angrebene, ved oftest godt om, det er koalitionen eller houthi-siden, som angriber. Koalitionen bruger hovedsageligt luftangreb og mortergranater, mens houthierne som regel bruger landminer.

Kate Vigneswaran, juridisk seniorrådgiver og medforfatter til rapporten, pointerer, at angreb på fødevareproduktion juridisk set ikke nødvendigvis udgør en krigsforbrydelse, hvis der er klare militære mål for øje. Havde det været for at hindre forsyninger til fjendtlige tropper, ville det potentielt ikke udgøre en forbrydelse. Hun understreger dog, at arbejdet forud for rapporten undersøgte sådanne muligheder, og at det ikke lod til at være tilfældet i nogen direkte forstand.

Helle Lykke Nielsen, Ph.D. og lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, er ikke på forhånd bekendt med Starvation Makers, men fortæller, at det ikke er noget nyt, civilbefolkningen bliver klemt inde mellem stridende parter. 

“Civilbefolkningen bliver altid brugt i sådanne konflikter, men i Yemen bliver det presset til det yderste og systematiseret”, siger Helle Lykke Nielsen og tilføjer, at det handler om at have kontrol over befolkningen og landet.

Hun påpeger i den forbindelse, at Yemens geografi og befolkningssammensætning gør dette til en udfordring, selv i fredstid. Med store bjergområder og ekstrem varme er landet ikke let at styre. Hun påpeger også, at magten i Yemen er fordelt i klaner, der dominerer mindre områder, hvilket gør magtkampene langt mere indviklede. 

Med konflikten bliver alt dette intensiveret, forklarer Helle Lykke Nielsen.  

“Dels bliver det sværere at vinde over den anden part, fordi grundvilkårene er så vanskelige, men det med at skulle have kontrol over befolkningerne, som jo heller ikke er nogen ensartet størrelse, det bliver også voldsommere”, siger hun.

Angrebene kan ifølge hende også være et middel til at administrere befolkningen og slå hårdt ned i områder, hvor man ikke har opbakning.

Det er i det lys, Helle Lykke Nielsen mener, at man kan forstå, hvorfor koalitionen og Ansar Allah udraderer fødevare-infrastruktur i det land, de kæmper om.

“Midlerne bliver så voldsomme, fordi det er så vanskeligt at få kontrol over”, siger Helle Lykke Nielsen.

Mulig retsforfølgelse

Rapporten fra Mwatana og GRC konkluderer, at det er i strid med folkeretten at bruge udsultning af civile som våben i Yemen-krigen, og at de krigsførende parter derfor kan være ansvarlige for krigsforbrydelser.

Rapportens forfattere håber, at den 386 sider lange rapport kan blive første skridt i retning af et egentligt retsopgør. Men det er ikke så ligetil, som man kunne tro, at bringe krigens parter for retten.

Den internationale straffedomstol (ICC) i Haag har nemlig ikke jurisdiktion til at tage sagen om udsultning op. Derfor opfordrer rapporten FN’s Sikkerhedsråd til at henvise sagen til ICC, som dermed kan tage den.

Derudover anbefaler rapporten også, at FNs Sikkerhedsråd opretter et internationalt efterforskningsorgan “med mandat til at samle, analysere og gemme bevismateriale, og forberede sagsakter til retsforfølgelse”, som der står i rapporten.

Lignende er set i Myanmar og Syrien, hvor der ikke er oprettet krigsforbryderdomstole, men i første omgang et efterforskningsorgan. 

Kate Vigneswaran ser det som et yderst vigtigt skridt, da sådan en instans ville kunne påbegynde efterforskningsarbejdet, før det er for sent.

 “Jo længere vi venter, jo større er chancen for, at bevismateriale går tabt, eller at vidner glemmer afgørende detaljer.” 

På den måde ville det være muligt for en intern domstol på et senere tidspunkt at bruge resultaterne af efterforskningen til at bringe de ansvarlige for retten.

Helle Lykke Nielsen ser projektet som en anelse for optimistisk.

 “Det er et rigtigt og fint initiativ, men det har lang vej igen. Når man i fredstid har svært ved at få landet samlet som en nationalstat, så siger det jo sig selv, at hvis der kommer nogen, måske endda udefra, og siger ‘vi skal have lavet nogle administrative procedurer, så vi kan begynde at indsamle det ene og det andet’, så tror jeg alle sukker dybt og tænker ‘det er godt med dem’”.