En af landets største virksomheder, Terma fra Lystrup nord for Århus, politianmeldes nu for sin rolle i verdens værste humanitære krise, krigen i Yemen.

Det er Erhvervsstyrelsen, der har meldt Terma til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, populært kaldet Bagmandspolitet, efter at have færdiggjort en fem måneder lang undersøgelse af virksomhedens eksport, der har været anvendt i Yemen-krigen.

Undersøgelsen blev startet som resultat af Danwatch og TV2’s afsløringer af, at Terma har leveret radardele til emiratiske krigsskibe, der er involveret i mulige krigsforbrydelser i Yemen.

”Erhvervsstyrelsen kan bekræfte, at styrelsen har afsluttet undersøgelsen af Termas mulige eksporter af dual-use udstyr til Saudi-Arabien, Yemen og De Forenede Arabiske Emirater. Erhvervsstyrelsen har – på den baggrund – overdraget sagen til politiet med henblik på nærmere efterforskning”, lyder det i en udtalelse fra Erhvervsstyrelsen, der ikke har yderligere kommentarer.

Straframme på to års fængsel

Erhvervsstyrelsen er altså sparsomme med oplysninger om sagen. Men styrelsen har tidligere angivet, at en undersøgelse af mulige lovbrud drejer sig om, at Terma har leveret radarsystemer og radardele til De Forenede Arabiske Emiraters krigsskibe, som er blevet anvendt i Yemen-krigen.

Terma har aldrig søgt om tilladelse til at eksportere radarerne, men det burde man have gjort, hvis man havde mistanke om, at udstyret kunne blive anvendt til militære formål i Yemen, som er mål for flere internationale våbenembargoer.

Strafferammen for brud på reglerne om eksportkontrol omfatter bøder og fængsel i op til to år. I særligt grove tilfælde, hvor “der er tale om skærpende omstændigheder, kan der straffes med fængsel indtil 8 år,” fremgår det af Erhvervsstyrelsens hjemmeside.

Sagen kort

  • Danwatch kan sammen med TV2, hollandske Lighthouse Reports og researchcentret NOIR afsløre, at danske Terma leverer udstyr til krigsskibe og bombefly, som De Forenede Arabiske Emirater bruger til at udsulte og bombe civile i Yemen.
  • Ifølge eksperter og menneskerettighedsorganisationer kan Terma være medansvarlig for mulige krigsforbrydelser, og den danske eksport kan stride mod EU’s og FN’s retningslinjer.
  • Vores research viser også, at Termas eksport fortsatte trods det danske forbud mod militær eksport til Emiraterne i 2018.
  • Undersøgelsen er blevet til ved hjælp af satellitbilleder, fotos og videoer delt på sociale medier, aktindsigter, anonyme kilder og interviews med eksperter i ind- og udland.
  • Undersøgelsen er en del af projektet #EUarms. I Danmark har Danwatch, TV2, Berlingske og Nordic Reports (OSINT) fra Roskilde Universitets Center for Undersøgende Journalistik deltaget i projektet.

Minister: meget alvorlig sag

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) hilste her til morgen en politianmeldelse velkommen.

“Der er tale om en meget alvorlig sag. Det undergraver tilliden til danske virksomheder, hvis man eksporterer produkter, der anvendes til grove menneskerettighedskrænkelser”, sagde han til TV2 NEWS.

Ministeren forklarede, at afsløringerne af Termas eksport har været anledning til, at regeringen vil skærpe kontrollen med eksportvirksomheder.

“Reglerne har ikke været gode nok. Derfor øger vi kontroltrykket”, sagde Simon Kollerup og tilføjede, at regeringens nye forslag til stramninger skal diskuteres i Folketinget på tirsdag.

Overgivet til Østjyllands Politi

Sammen med TV2 og det hollandske medie Lighthouse Reports har Danwatch dokumenteret, at Termas Scanter 2001 radarsystemer er installeret på emiratiske krigsskibe og anvendes til at opretholde en flådeblokade mod Yemen.

FN-eksperter og menneskerettighedsorganisationer har vurderet, at blokaden kan være en krigsforbrydelse, fordi den forhindrer nødhjælp, mad og medicin i at nå frem til Yemen og dermed medvirker til at udsulte millioner af civile i det borgerkrigshærgede land.

Terma er Danmarks suverænt største virksomhed inden for militært udstyr. De eksporterer årligt for et milliardbeløb til en lang række lande verden over. Deres udstyr bliver blandt andet brugt på kampfly og krigsskibe.

Hidtil har Terma fastholdt, at dets leverancer af udstyr til Emiraternes flåde frem til oktober 2019 er fuldt lovlige.

Bagmandspolitet oplyser, at sagen nu er overgivet til Østjyllands Politi.

Danwatch arbejder på en kommentar fra Terma og Østjyllands Politi.

Uvarslede kontrolbesøg og fri adgang til at se alle former for handelsdokumenter.

Det bliver virkeligheden for den danske forsvarsindustri, hvis et nyt lovforslag om skærpet kontrol med dansk eksport af militært udstyr bliver vedtaget i Folketinget.

Forslaget er fremsat, efter Danwatch og TV2 i foråret afslørede, hvordan Terma i flere år har eksporteret radarudstyr og flyforsvarssystemer til de Forenede Arabiske Emiraters krig i Yemen. 

Kontrolbesøg og oplysningspligt

I denne uge har regeringen nemlig fremlagt et forslag, der forpligter de danske forsvarsvirksomheder til at åbne døren for Erhvervsstyrelsens inspektører og udlevere alle dokumenter, som de måtte ønske at seom virksomhedens eksport til udvalgte lande.

Sagen kort

  • Danwatch kan sammen med TV2, hollandske Lighthouse Reports og researchcentret NOIR afsløre, at danske Terma leverer udstyr til krigsskibe og bombefly, som De Forenede Arabiske Emirater bruger til at udsulte og bombe civile i Yemen.
  • Ifølge eksperter og menneskerettighedsorganisationer kan Terma være medansvarlig for mulige krigsforbrydelser, og den danske eksport kan stride mod EU’s og FN’s retningslinjer.
  • Vores research viser også, at Termas eksport fortsatte trods det danske forbud mod militær eksport til Emiraterne i 2018.
  • Undersøgelsen er blevet til ved hjælp af satellitbilleder, fotos og videoer delt på sociale medier, aktindsigter, anonyme kilder og interviews med eksperter i ind- og udland.
  • Undersøgelsen er en del af projektet #EUarms. I Danmark har Danwatch, TV2, Berlingske og Nordic Reports (OSINT) fra Roskilde Universitets Center for Undersøgende Journalistik deltaget i projektet.

Formålet med lovforslaget er at kontrollere, at de danske virksomheder, der eksporterer våben, andet militært udstyr og udstyr med såkaldt dobbelt anvendelse, overholder eksportreglerne.

I dag har Erhvervsstyrelsen begrænset adgang til at gennemføre kontrolbesøg og forlader sig stort set på virksomhedernens frivillige oplysninger, fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget.

Det vil erhvervsminister Simon Kollerup (S) lave om på.

Forslaget indeholder derfor også en strafbestemmelse, som betyder, at virksomheder eller medarbejdere, der nægter at samarbejde med Erhvervsstyrelsens inspektører, kan idømmes bødestraf.

Flertal på borgen

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra blandt andet. de Radikale, SF og Enhedslisten.

De tre parter har dog tidligere tilkendegivet, at de støtter en skærpelse af kontrollen med de danske virksomheder. 

 “Al eksport, der kan have et militært formål, skal igennem en godkendelsesprocedure. Det gælder især, når der er tale om en militær slutbruger, men eksporten skal også vurderes i forhold til menneskerettighederne”, har udenrigs og forsvarsordfører Eva Flyvholm fra Enhedslisten sagt.

Og SF bakker op. Det nuværende system lægger op til, at “det er lettere at få tilgivelse end tilladelse,” har udenrigsordfører Karsten Hønge sagt.

“Det duer ikke, at virksomhederne selv skal vurdere, om de skal søge tilladelse eller ej. Det svarer jo til at sætte ræven til at vogte gæs”. 

Også tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (RV) har opfordret til at stramme kontrollen.

 “Vi bør helt klart overveje en præcisering af reglerne og en stærkere opfølgning i forhold til virksomhederne”, sagde han oven på Terma-sagen.

Kritiske organisationer

Flere menneskeretsorganisationer er imidlertid kritiske over for de nye kontrolforanstaltninger, fremgår det af en række høringssvar. 

Institut for Menneskerettigheder og tænketanken Justitia, der også beskæftiger sig med menneskerettigheder, advarer blandt andet om, at lovforslaget krænker virksomhedernes ret til privatliv.

 “Husundersøgelser foretaget af administrative myndigheder kan udgøre et indgreb i retten til respekt for privatliv og hjem efter den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8”, skriver juridisk rådgiver Emilie Thage fra Institut for Menneskerettigheder.

Hun understreger, at det gælder uanset om der er tale om en privat bolig eller virksomhedslokaler og understreger, at indgrebet skal være “proportionelt i forhold til formålet”.

Tænketanken Justitia mener, at de planlagte kontrolbesøg strider mod Grundloven, fordi besøgene gennemføres uden dommerkendelse. 

“Denne del af lovforslaget rummer betydelige retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, da tvangsindgreb af denne karakter efter Grundlovens paragraf 71 alene bør kunne foretages på baggrund af en kendelse afsagt af den domstol”, skriver Henrik Rothe, adjungeret professor på CBS på vegne af Justitia. 

Lignende bekymringer fremsættes af Advokatrådet og Danske Advokater. 

Protester fra industrien

Også interesseorganisationerne Dansk Industri, Dansk Erhverv og Danske Rederier er utilfredse med lovforslaget, som de mener, er meget vidtgående og unødvendigt.

Af et fælles høringssvar fremgår det, at de tre organisationer også finder muligheden for uvarslede kontrolbesøg uden retskendelse bekymrende. 

“Det har vidtrækkende retssikkerhedsmæssige konsekvenser for alle typer af eksporterende virksomheder” skriver de, og mener at loven “allerede i dag giver vidtrækkende muligheder for at kontrollere virksomhedernes eksport af dual.-use-produkter eller eksport til sanktionerede lande”.

De tre organisationer mener i øvrigt, at der har været så få tilfælde, hvor virksomheder har overtrådt våbeneksportreglerne, at lovforslaget er unødvendigt.

Tilsynsbesøg ikke grundlovsstridige

Ikke alle jurister deler imidlertid bekymringen over det nye lovforslag. 

Tidligere juridisk rådgiver i Amnesty International Claus Juul mener hverken, at de skitserede tilsynsbesøg er grundlovsstridige eller i øvrigt udgør en krænkelse af virksomhedernes ret til privatliv.

“Det kræver jo heller ikke en dommerkendelse, når veterinærmyndighederne kommer på  uanmeldt kontrolbesøg på et slagteri. Her er stikprøvekontroller noget, man må leve med som moderne fødevarevirksomhed,” siger han.

“Og i øvrigt kræver Grundloven kun en retskendelse, hvis loven ikke siger noget andet.”

Retten til privatliv er efter hans opfattelser heller ikke den samme, når man taler om en virksomhed.

“Retten gælder ganske vist også for virksomhedslokaler, men der må være en gradsforskel i betingelserne for kontrolbesøg i private hjem og de virksomheder, vi taler om her. Vi taler trods alt om en branche, der har solgt våben til diktaturer, der anvender dem til menneskerettighedskrænkelser”, siger Claus Juul.

“Man  må afveje hensynet til virksomhedernes ret til privatliv over for lovforslagets  formål, nemlig beskyttelsen af menneskerettighederne og menneskeliv ude i verden,” siger han. 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifierchevron-down