Der var stor usikkerhed om, hvorvidt FN’s nu afgåede højkommissær for menneskerettigheder, Michelle Bachelet, ville nå at udgive sin længe ventede rapport om menneskerettighedssituationen i den vestkinesiske provins Xinjiang, inden hendes fireårige embedsperiode udløb.
Men få minutter i midnat d. 31. august kom den så, og fordømmelsen er klar. Kina har begået så “alvorlige menneskerettighedskrænkelser” mod etniske minoriteter som uighurerne i provinsen, at det kan svare til forbrydelser mod menneskeheden.
Konklusionen er baseret på den omfattende dokumentation, der allerede findes fra læk, whistleblowere og vidnesudsagn, samt 40 dybdegående interviews med personer, der har førstehåndskendskab til, hvad der foregår i det ellers hermetisk lukkede Xinjiang.
En række menneskerettighedsorganisationer er glade for, at FN endelig har meldt sig på banen. Til The Guardian udtaler den administrerende direktør for Uyghur Human Rights Project, Omer Kanat, at rapporten er “en game-changer for den internationale reaktion på den uighuriske krise”.
“På trods af den kinesiske regerings ihærdige benægtelser har FN nu officielt anerkendt, at der finder forfærdelige forbrydelser sted,” siger Kanat.
Rune Steenberg, der er antropolog ved Palacky Universitet Olomouci i Tjekkiet og som i mange år har studeret uighurerne, beskriver rapporten som velresearchet og velbalanceret. Ligesom organisationerne mener han også, at den kan få stor betydning fremadrettet.
“Rapporten viser, at det ikke er et geopolitisk foretagende at rette opmærksomhed mod Kinas menneskerettighedskrænkelser i Xinjiang, men en menneskelig og humanitær sag, der er hævet over geopolitiske overvejelser”, skriver Rune Steenberg i en mail til Danwatch med henvisning til, at situationen i Xinjiang har været genstand for en stormagtskamp mellem Kina og Vesten.
“Den vil derfor helt sikkert øge presset på Kina på en måde, der ikke gør det så let for regeringen at affærdige det som politisk motiveret og anti-kinesisk, som de med en vis legitimation har kunnet indtil nu, fordi beskyldningerne især er kommet fra amerikanske og australske tænketanke, der er betalt af militærmidler og amerikanske regeringsmidler”, tilføjer Rune Steenberg.
I løbet af de seneste år har den kinesiske regering stået overfor adskillige anklager om alvorlige menneskerettighedskrænkelser mod etniske minoriteter i Xinjiang-provinsen.
Mens Kina hårdnakket nægter dem alle og kalder deres indsatser mod befolkningen i provinsen for terrorbekæmpelse, dokumenterer en lind strøm af rapporter, beretninger fra flygtede borgere og journalistiske undersøgelser en systematisk undertrykkelse af minoriteterne.
Mest central for Beijings hårde linje i Xinjiang har været oprettelsen af flere hundreder interneringslejre i provinsen, hvor op mod en million mennesker højst sandsynligt har været indespærret ifølge eksperter og organisationer.
Utallige vidnesbyrd fra tidligere internerede beskriver, hvordan hverdagen i lejrene blandt andet bestod af tortur, sterilisering og indoktrinering til “det rette kinesiske sindelag”.
Det er i høj grad også den slags krænkelser, som FN-rapporten nu anerkender og kan dokumentere ud fra “troværdige oplysninger”.
To tredjedele af de tidligere indsatte, som FN har interviewet, kan eksempelvis berette om tæsk med elektriske stave og vandtortur (waterboarding, red.), mens der også er beretninger om voldtægt og andre former for seksuel vold begået mod især kvinder.
Flere fortæller, at de er blevet tvunget til at udføre oralsex i forbindelse med forhør, og at de er blevet udsat for invasive gynækologiske undersøgelser, som fik “gamle kvinder til at skamme sig og unge piger til at græde”, fordi undersøgelserne foregik i grupper.
FN har også interviewet kvinder, som beskriver, hvordan de blevet tvunget til at få en abort eller få sat en spiral op, fordi de havde fået det tilladte antal børn, som Kinas familieplanlægninings-politik tilskriver.
I den forbindelse fremgår det af rapporten, at den gennemsnitlige steriliseringsrate pr. 100.000 indbyggere i Kina i 2018 var på lidt over 32, mens den i Xinjiang var på 243.
Rapporten udtrykker også bekymring for tvangsarbejde i provinsen. Det gælder både i forhold til tvangsarbejde i lejrene, men også via de statsstyrede arbejdsprogrammer.
Sidstnævnte er i de sidste par år blevet undersøgt i en række rapporter, der konkluderer, at de anvendes som et endnu et middel til at undertrykke minoriteter i Xinjiang.
Styret i Beijing beskriver programmerne som nødvendige for at bekæmpe fattigdom og dæmpe religiøs ekstremisme, men ifølge flere forskere involverer de tvangsarbejde, fordi det ikke er muligt at sige nej til at deltage i dem.
Samme bekymring bliver udtrykt i FN-rapporten. Ifølge Michelle Bachelet er der tætte forbindelser mellem arbejdsprogrammerne og internerings-systemet, hvorfor der kan sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt det at deltage i programmerne sker frivilligt.
Som Danwatch kunne fortælle i dagens nyhedsoverblik, har udgivelsen af FN-rapporten været genstand for stor palaver og tovtrækkeri.
På den ene side har USA og lovgivere i vestlige lande anklaget Kina for at begå folkedrab mod minoritetsgrupperne i Xinjiang, mens Kina på den anden side på det kraftigste afviser alle anklager om undertrykkelse i provinsen og kalder det “århundredets løgn”.
Ifølge den nu tidligere højkommissær for menneskerettigheder i FN, Michelle Bachelet, har det medført et “enormt pres” i forhold til, hvorvidt rapporten skulle udgives eller ej.
Den udkom dog i sidste allersidste time, selvom Kina forsøgte at stoppe offentliggørelsen helt indtil sidste minut. Blandt andet modtog Bachelet ”substantielle input” fra Kina, som ifølge standardprocedurerne skal have mulighed for at lave ”faktuelle kommentarer” til rapporten inden udgivelse.
I et officielt svar skriver den kinesiske regering, at rapporten er “baseret på desinformation og løgne fremstillet af anti-kinesiske styrker”, at den “uønsket udskælder og bagtaler” Kina og blander sig i landets indre anliggender.
Med det officielle svar følger desuden en 131-siders rapport fra den kinesiske stat, der fastholder og understreger truslen fra terrorisme, og at det statslige program for “afradikalisering” i Xinjiang har medført stabilitet i provinsen.
EU er klar til at sætte en effektiv stopper for al import af varer, der er produceret ved hjælp af tvangsarbejde. Det bekræfter en talsmand for Kommissionen over for Danwatch.
“Vi bliver nødt til at sætte en stopper for importen af varer, der er fremstillet med tvangsarbejde, uanset om det foregår indenfor EU eller udenfor,” siger talsmanden.
Så snart sommerferien er forbi, vil EU-Kommissionen derfor præsentere sit forslag. Og hvis man skal dømme efter udfaldet af den seneste afstemning i EU-Parlamentet om sagen, er flertallet på forhånd hjemme.
Ikke mindre end 503 ud af parlamentets 704 medlemmer opfordrede i begyndelsen af juni Kommissionen til at forbyde al import af varer, som er fremstillet ved hjælp af tvangsarbejde.
Den samme brede opbakning går igen i EU’s officielle handelspolitik og i EU-Parlamentets gældende Kina-politik.
Det store spørgsmål bliver, hvilke varer og geografiske områder, som vil blive omfattet af det kommende forbud, som ventes at træde i kraft i midten af 2023.
Her er Unionens blik stift rettet mod Kina og især mod Xinjiang-provinsen, hvor masseinternering og statslige tvangsarbejdsprogrammer er udbredte som led i det kinesiske kommunistpartis forsøg på at kontrollere landets uighuriske mindretal.
Som Danwatch og TV2 har dokumenteret er en meget stor del af danske solcelleanlæg bygget med solpaneler fra de kinesiske producenter Longi, Trina, Ja, Risen og Jinko. De fem firmaer anklages ifølge forskningsrapporten In Broad Daylight – Uyghur Forced Labor and the Global Solar Supply Chain for at anvende underleverandører, som bruger tvangsarbejde – eller for selv at gøre det.
Læs også: Solcelleeventyret skyggeside: Danske solceller kan indeholde uighurisk tvangsarbejde.
Ifølge en pressetalsmand i Parlamentet er der næppe tvivl om, at det kommende forbud vil komme til at omfatte varer fra Xinjiang-provinsen, herunder især importen af bomuld og solpaneler.
Og det skarpe fokus på Kinas undertrykkelse af uighurerne i Xinjiang og den massive anvendelse af tvang i de såkaldte arbejdsprogrammer går da også igen i mange af de ikke mindre end 107 høringsvar, som Kommissionen har modtaget forud for fremsættelsen af forslaget.
Flere uighuriske eksilorganisationer hilser det kommende forbud velkomment og det samme gør European Coalition for Corporate Justice, ECCJ, der er et netværk af 450 europæiske NGOer, fagforeninger og forbrugerorganisationer, der arbejder for at fremme virksomheders ansvar for menneskerettighederne.
I en kommentar opfordrer ICCJ til at det kommende forbud bliver effektivt og nævner specifikt Xinjiang som en oplagt region, der bør omfattes af forbuddet på grund af den udbredte risiko for tvangsarbejde i varer, der er fremstillet på provinsens mange fabrikker og landbrug.
Blandt de mange høringssvar finder man da også adskillige fra nationale firmaer, som beskæftiger sig med byggeri af solcelleanlæg.
Det gælder også fra den europæiske brancheforening Solar Power Europe, der repræsenterer 270 virksomheder og organisationer inden for solcellebranchen, heriblandt den danske brancheforening Dansk solkraft, energigiganten Ørsted og solcelleentreprænøren European Energy.
Solar Power Europe foreslår blandt andet, at virksomheder, der allerede er medlem af forskellige tilsynsordninger skal fritages fra kontrol, at EU’s kontrol skal begrænses til stikprøver, og at indkøringsfasen for det nye forbud skal være så lang som muligt.
Som begrundelse fremhæver Solar Power Europa blandt andet, at importforbuddet ikke må pålægge virksomhederne for stor en administrationsbyrde samt, at “EU i øjeblikket er fuldstændig afhængig” af import fra Kina og Sydøstasien i bestræbelserne på at gennemføre den grønne omstilling.
Hvis importen fra Kina skal stoppe, er der behov for først at genopbygge en europæisk produktionskapacitet, understreger brancheforeningen.
EU-Kommissionen vil ikke på forhånd bekræfte, hvilke varer eller geografiske områder, som vil blive omfattet af det nye forbud, men en talsmand understreger over for Danwatch, at det er meningen at forbudet skal være “effektivt” og “omfatte alle produkter, som findes på det europæiske marked.”
Ifølge en talsmand for EU-Parlamentets udvalg for international handel bliver Kommissionens forslag om et importforbud fremsat den 13. september, hvorefter det skal det debatteres i EU-Parlamentet og i Det Europæiske Råd.
Denne denne proces ventes at tage tre-fire måneder, hvorefter forbudet kan vedtages og formentlig træde i kraft fra midten af 2023.
I denne uge vil Kinas Nationale Folkekongres vedtage to konventioner om afskaffelsen af tvangsarbejde fra den internationale arbejdsorganisation ILO. Selvom konventionerne er internationale traktater, der bliver juridisk bindende, så snart Kina underskriver dem, så er det de færreste eksperter og organisationer, der tror, at det rent faktisk vil stoppe kinesisk tvangsarbejde.
På trods af den manglende tiltro til Kina fortæller ratificeringen og dens timing os noget vigtigt om, hvordan vores ting bliver til, og hvem vi er villige til at handle med. Ratificeringen kommer nemlig en måned før FN’s menneskerettighedschef Michelle Bachelet skal besøge den kinesiske provins Xinjiang, der er centrum for kritikken om kinesisk tvangsarbejde.
En lind strøm af rapporter har dokumenteret undertrykkelse af etniske og religiøse minoriteter i Xinjiang, særlig de muslimske uighurer. Millioner af mennesker har været indespærret i interneringslejre, hvor de udsættes for det, der af flere lande betegnes som et “folkedrab”. Lejrene er også centrum for tvangsarbejde, hvor de etniske minoriteter producerer en lang række produkter til ingen løn. Den billige arbejdskraft er en væsentlig faktor i de globale handelskæder, og elementer fra Xinjiang ender i en lang række produkter verden over, herunder i Danmark. Danwatch har tidligere vist, hvordan danske tøjvirksomheder ikke kan afvise, at de får bomuld fra Xinjiang, ligesom vi har afsløret, at tvangsarbejdende uighurer samler computere, der ender i det offentlige Danmark.
Lige nu venter amerikanerne på at se, hvordan den amerikanske præsident Joe Biden vil realisere Uygur Forced Labour Prevention Act, der skal stoppe al amerikansk import, som er forurenet af uighursk tvangsarbejde. Loven træder i kraft i juni i år, og alt tyder på, at den vil få store konsekvenser for alt fra bomuld til tomater og teknologi.
En anden motivation for kineserne til at ratificere konventionerne, er ifølge eksperter en investeringsaftale, som de i begyndelsen af 2021 indgik med EU. Aftalen skal godkendes i EU-landene og har været sat på hold, mens Kina og EU skændtes over netop Xinjiang og indførte sanktioner mod hinanden. Nu bliver ratificeringen set som et forsøg på at genoplive investeringsaftalen.
Aftalen er faktisk et forsøg på at påvirke Kina. For eksempel er aftalen betinget af, at Kina netop ratificerer ILO’s konventioner om tvangsarbejde. Det er en del af EU’s “værdibaserede” tilgang til handel. Det langsigtede mål er altså, at stoppe tvangsarbejde i Kina, men de færreste forventer store forandringer på fabriksgulvene i Xinjiang lige foreløbigt. Vi kan altså ende med at øge handlen, selvom der stadig er dårlige forhold, og det efterlader et ret aktuelt spørgsmål: Hvad vil vi rent faktisk acceptere fra dem, vi handler med?
Det er et spørgsmål, der er vokset, efter Rusland invaderede Ukraine og blotlagde, hvor naive eller kyniske, Vesten havde været i sin handel med Rusland. Resultatet har været en massiv vestlig virksomhedsflugt fra Rusland. Og det har startet en debat om, hvordan vi håndterer handlen med lande, der har andre værdier, end vi selv? Indtil videre er tilgangen til Kina fra EU og USA vidt forskellig. Det ene sted bliver der skruet ned for handlen, det andet sted vil man (måske) skrue op.
Lad os, med udgangspunkt i det dilemma, se på den nyeste udvikling
I oktober 2012 fik Julie Keith fra USA en forskrækkelse, mens hun pyntede op til halloween. Den æske med gravsten, hun havde tænkt, skulle fylde hendes forhave med morsom gys og gru, indeholdt nemlig mere end bare lidt uhygge i plastik.
Ud af indpakningen faldt et brev, som skulle vise sig at være langt mere gruopvækkende end det halloween-pynt, man kan købe i Walmart. Til Julie Keiths store overraskelse kom brevet nemlig fra den mand i Kina, der havde lavet hendes halloween-pynt.
“Hvis du skulle være køberen af dette produkt, send da venligst dette brev videre til World Human Right Organization. Tusinder af folk her, som er forfulgt af Kinas Kommunistparti, vil takke dig og huske dig for evigt.”
Manden bag brevet beskrev, hvordan de fleste indsatte, i den arbejdslejr hvor halloween-pyntet blev produceret, var dømt uden rettergang, arbejdede 15 timer om dagen til næsten ingen løn, og hvordan de blev tortureret.
Afsenderen var det nu afdøde medlem af bevægelsen Falun Gong, Sun Yi. Han blev i februar 2008 arresteret under en razzia i Beijing og dømt til to et halvt års genopdragelse af Kinas Kommunistparti. Han havde, i kampen for at få lov til at være medlem af Falun Gong, printet antipropaganda mod regeringen fra et ulovligt trykkeri.
Falun Gong blev oprettet i 1990 og er en religiøs bevægelse med rødder i buddhismen og taoismen. Kinas Kommunistparti så Falun Gong som en trussel, da millioner i 1990’erne sluttede sig til bevægelsen, hvilket førte til propagandakampagner mod Falun Gong. Siden en protest foran Kinas Kommunistpartis hovedkvarter i 1999 har bevægelsen været forbudt.
I de kinesiske arbejdslejre er mange af de indsatte en del af religiøse og etniske minoriteter såsom uighurer, tibetanere og altså også Falun Gong-medlemmer. Formålet er gratis arbejdskraft og at få dem til at forkaste deres sprog, religion og konvertere til en han kinesisk politisk identitet, mener Laogai Research Foundation.
Det var tilfældet for Sun Yi. Han var indsat i en såkaldt laogai, som hedder Masanjia i Liaoning-provinsen i Kina. En laogai er en arbejdslejr, og en dag lykkedes det ham altså at snige brevet ind mellem et af de tusinder stykker halloween-pynt, han havde været med til at producere.
Tvangsarbejde og tortur
Historien om det mere end almindeligt uhyggelige halloween-pynt kom den undersøgende journalist Amelia Pang for øre. Amelia Pang er amerikansk journalist af uighur-oprindelse, og hun opsøgte Sun Yi. Hun fortæller i sin nye bog ‘Made In China’, hvordan Sun Yis liv udviklede sig både før, under og efter hans liv i den kinesiske laogai. Samtidig giver hun et indblik i slavearbejde, tortur og organhandel og de strukturelle problemer, der kan følge med varer, som bliver produceret i Kina.
Side efter side fortæller hun om tvangsarbejde og livet, som det leves i arbejdslejrene. Samtidig leverer bogen et detaljeret indblik i, hvordan vores forbrugsvaner kobler os sammen med menneskerettighedskrænkelser i Kina.
Og så afdækker Amelia Pang et bredt netværk af ‘laogai’, der forsyner de vestlige virksomheder både direkte og indirekte.
I et år har Amelia Pang interviewet Sun Yi over Skype om hans tid i arbejdslejren Masanjia, frem til hans død i Indonesien af en lungebetændelse i 2017. Hun har også brugt måneder i Kina, hvor hun rejste rundt under dække som forretningskvinde. Her fulgte hun lastbiler fra laogaier til producenter, og hun interviewede overlevende fra laogaien – det er nemlig langt fra alle, der kommer ud af de kinesiske genopdragelseslejre i live.
Amalia Pang understreger i bogen, at der bestemt ikke er tale om, at arbejdslejre med fængslede uighurer er et aftagende problem. Tværtimod er det et højaktuelt og stigende problem:
“Hvor efterlader Suns død os? Jeg ville ønske jeg kunne sige, at det var med et friere Kina, eller at hans lidelser ændrede noget fundamentalt i laogai-systemet. Men sandheden er, at i årene efter hans død er mængden af tvangsarbejde ikke kun steget, men det har også fået mere foruroligende implikationer”.
Vores forbrug er benzin på bålet
Den vigtigste pointe for Amelia Pang er, at vestens store overforbrug er med til at bevare tvangsarbejdet.
I 2018 viste tal fra FN, at 28,4 procent af verdens produkter var produceret i Kina, men som vestens forbrug er i dag, og som det udvikler sig, mener Amelia Pang, at der fremover vil komme endnu mere tvangsarbejde i Kina:
“Vores forbrugsvaner sætter virksomhederne på en evig søgen efter måder at forkorte tiden mellem design, fremstilling og distribution”, skriver hun blandt andet i bogen, hvor hun også beskriver, hvordan fabrikker er underlagt hårdt pres fra virksomhederne:
“Et par overskredne deadlines og deres fabrik kan gå nedenom og hjem”.
I et indlæg i New York Times skrev Amelia Pang i september 2020: “Det krævede et folkemord, for at jeg huskede mine uighur rødder”
“I nogle af fabrikkerne er de muslimske indsatte tvunget til at lave en lang række produkter til amerikanske forbrugere: Covid-19 masker, baby pyjamas’er og hair extensions. Den amerikanske regering anslår, at der på nuværende tidspunkt er mellem en og tre millioner uighurer og andre tyrkiske minoriteter i Kinas lejre”.
I sidste ende er budskabet fra Amelia Pang, at vi må gøre noget. Vi har mere magt, end vi aner som forbrugere. Og vi må stille spørgsmål og krav til de store virksomheder – fordi det virker:
“Som samvittighedsfulde forbrugere kan vi tage tingene i egne hænder. Når alt kommer til alt, ér vi udenrigshandel: vores indkøbsvalg er kilde til efterspørgsel, og hvad vi vælger at boykotte, viser ansvarsfuldhed”.
Amelia Pangs bog ‘Made In China: A Prisoner, an SOS Letter, and the Hidden Cost of America’s Cheap Goods’ udkommer d. 2. februar 2021 fra forlaget ‘ALGONQUIN BOOKS OF CHAPEL HILL‘
