D. 25 april tog verdens rigeste mand Elon Musk til tasterne på det sociale medie Twitter og sendte en raket, et stjerneskud, et hjerte og ordet Yesss! efterfulgt af hjerte, stjerneskud, raket ud til hans millioner af følgere.

Tesla-milliardæren havde netop fået godkendt sit køb af det sociale medie, han sad og tastede på.

Få timer efter sad Vijay Gadde på et videoopkald og græd. Vijay Gadde er Twitters topadvokat og chef for alt, der har at gøre med politik, ansvar, sikkerhed og jura. Hun bliver set som Twitters moralske autoritet, og hun har i en årrække stået i spidsen for de afdelinger hos Twitter, der håndterer følsomme emner som chikane og hadsk tale. Det er Vijay Gadde og hendes folk, der har forbudt politiske annoncer på Twitter og smidt Donald Trump af platformen.

Vijay Gadde var på videoopkald med de afdelinger, hun stod i spidsen for, og ifølge Politico græd hun, fordi hun ikke vidste, hvad Elon Musk ville gøre ved Twitter, og netop det arbejde, afdelingerne lavede. 

Allerede inden Elon Musks bud på Twitter var blevet accepteret, var han kommet med bastante udmeldinger om videre grænser for ytringsfriheden på Twitter, verificering af alle brugere og andre store visioner. Og det fik frygten til at sprede sig blandt en række eksperter i menneskerettigheder og erhverv. De skrev – på Twitter af alle steder – om de faretruende konsekvenser ved mangemilliardærens planer.

“Jeg er normalt et optimistisk menneske, men jeg kan ikke se, hvordan netop den her handel vil ende godt for menneskerettighederne”, siger Tara Van Ho, ph.d. ved Essex Law School og leder af Essex Business & Human Rights Project, da Danwatch fanger hende et par dage efter.

Hvad det helt præcist er, at Tara Van Ho og hende kollegaer frygter, vender vi tilbage til. Først skal vi tilbage til begyndelsen af 00’erne og en forgænger til de moderne sociale medier ved navn Yahoo!.

Sociale mediers ansvar

I begyndelsen af 00’erne skrev en kinesisk mand ved navn Wang Xiaoning en række essays, hvor han argumenterede for en demokratisk reformering af Kina, som han delte via emails og i grupper på Yahoo!. 

Sammen med en anden dissident blev Wang Xiaoning anholdt af de kinesiske myndigheder og i 2003 idømt 10 års fængsel for at undergrave den kinesiske stat og dele statshemmeligheder.

Mens Wang Xiaoning i 2007 sad i fængsel, sagsøgte hans kone, Yu Ling, Yahoo! for at have delt informationer om Wang Xiaoning med de kinesiske myndigheder, der førte til anholdelsen. Sagen, der kom for retten i San Fransisco, var en af de første forsøg på at holde en virksomhed ansvarlig for krænkelser af menneskerettighederne i et andet land.

Yahoo! forsøgte uden held at få sagen afvist og endte i stedet med at indgå forlig. 

Wang Xiaonings sag viser, hvilket ansvar sociale medier har for menneskerettighederne.

Ifølge FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv (UNGP) skal alle virksomheder holde øje med, hvordan de påvirker menneskerettighederne og modvirke eventuelle problemer. Men hos sociale medier ser det anderledes ud end hos for eksempel produktionsvirksomheder, der skal være opmærksomme på, at de ikke bidrager til tvangsarbejde, miljøforurening eller lignende.

“På sociale medier er der flere problemstillinger i forhold til menneskerettigheder: Hadsk tale, diskrimination, opfordring til vold, men også behandlingen af data om brugerne, og hvordan de sociale medier bruger det, og hvem de afleverer det videre til”, forklarer Tara Van Ho. 

Twitter var et af de førende sociale medier

Twitter har faktisk en række retningslinjer, der flugter med FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv og laver risikovurderinger af, hvordan de påvirker menneskerettighederne på en række områder. Anført af Vijay Gadde har Twitter været et af de sociale medier, der var mest grundige i deres moderation af, hvad man måtte skrive. 

Ifølge Tara Van Ho har Twitter lagt et stort arbejde i at kende forholdene i forskellige lande og inddrage en bred kontekst, når de modererede. Det har blandt andet betydet, at hvor Facebook ikke opfangede hadtale og opfordringer til vold mod den muslimske minoritet Rohingyaerne i Myanmar, lykkedes det Twitter at moderere i en langt højere grad.  

“Deres folk er reelle eksperter i menneskerettigheder”, siger Tara Van Ho, der mener, at Twitter har været førende blandt de sociale medier, når det kom til menneskerettigheder og erhverv.

Alt kan være tabt

Det er alt det ovenstående, som Tara Van Ho og hendes kollegaer frygter vil gå tabt. 

I forbindelse med købet af Twitter sagde Elon Musk: “Ytringsfrihed er fundamentet for et velfungerende demokrati, og Twitter er det digitale bytorv, hvor sager der er vitale for fremtiden og menneskeheden bliver debatteret”. Og det lyder måske meget godt, men Tara Van Ho stiller spørgsmålstegn ved, om det er bedst, at bytorvet er privatejet af verdens rigeste mand, eller at det er offentligt ejet af en stor række forskellige aktionærer.

Samtidig har Elon Musk udtalt sig kritisk om moderationen af Twitter, og han går ind for en vidtgående ytringsfrihed inden for lovens grænser.

“Elon Musk er tydeligvis fokuseret på kun at overholde loven, men der er en meget stor lokal variation mellem, hvad der er lovligt at sige. Det åbner op for misbrug fra autoritære regimer. Hvad er for eksempel tilladt i Rusland?”, siger Tara Van Ho.

Dertil kommer der store spørgsmål om, hvordan Elon Musk vil behandle folks data og beskytte dissidenter. Ligesom han vil modvirke spam og trolde ved at alle bliver verificeret, men det ødelægger muligheden for at være anonym, der ellers gør det muligt at sige ting, som ellers ville være umuligt.

“Når jeg ser ham tale om de her emner, ser jeg en, der ikke forstår menneskerettigheder og ytringsfrihed eller gerne vil have, at hans egen forståelse bliver den dominerende forståelse”, opsummerer Tara Van Ho.

En Iphone er produceret af flere end 785 underleverandører i 31 lande, og ingen af dem er underselskaber til Apple. Alligevel er varekæden for en Iphone relativt lille, påpeger John Ruggie. Og han ved, hvad han taler om. Han er Harvardprofessor og stamfader til FN’s Retningslinjer for Erhvervsliv og Menneskerettigheder, som i dag er blandt de mest anerkendte retningslinjer for virksomheder med globale værdikæder.  

Først et par realiteter. 80 procent af vores varer rejser på tværs af kloden, før vi køber dem, og i takt med globaliseringen bliver virksomheder større og mere magtfulde.. Derfor kom John Ruggie op med rammeværket protect, respect and remedy, der blev vedtaget i 2011 og fyldte 10 år i går. Stater skal beskytte menneskerettighederne ved at lave love, som virksomheder skal respektere – også når stater ikke lever op til at beskytte menneskerettighederne. Når menneskerettighederne overtrædes, skal ofrene have mulighed for at klage og få kompensation.

Frankrig, Storbritannien, Holland, Schweiz og Finland har allerede gjort FNs retningslinjer til lov.  I maj 2021 afleverede canadiske menneskerettighedseksperter en skitse til en lov, der betyder, at virksomheder i Canada skal forebygge at komme på kant med mennesker eller miljø. Og i sidste uge vedtog parlamenter i Tyskland og Norge, at store virksomheder skal kende risici for negativ påvirkning på menneskerettighederne og miljøet, når de køber eller producerer varer i resten af verden.

En sådan skitse pønser EU-Kommissionen også på. Men John Ruggie er ikke udelt begejstret. I et åbent brev til Kommissionen peger han på flere problemer ved en fælles EU-ramme for virksomheders due diligence, som det hedder på fagsprog. En udfordring er, at flere lande allerede har vedtaget nationale love, og et direktiv fra EU-Kommissionen risikerer at skabe forvirring. På den anden side sikrer man en ensretning af reglerne. Dernæst hævder danske virksomheder, at en due diligence-lov om menneskerettigheder vil koste dem i omegnen af 100 millioner euro om måneden at indføre. En tredje oplagt udfordring er demokratisk deltagelse. Hvis retningslinjer bliver til lov, skal sager om virksomheders due diligence ikke længere afgøres i de nuværende mæglingsinstitutioner i OECD-landene.

Mæglingsinstitutionerne kan tage sager op på egen hånd, og de kører sagerne gratis. I stedet skal kommende tvister mellem ofre for menneskerettighedskrænkelser og virksomheder afgøres af domstole, hvor der kan være ventetid og behov for advokater. Og dem, der har de dyreste advokater, har en tendens til at vinde. Alligevel er det en sejr. Fordi lovgivning med John Ruggies egne ord sikrer en stemme til dem, hvis basale værdighed og lighed er i risiko på grund af måden, som en virksomhed kan drive forretning på.

Her kommer flere nyheder om virksomheders påvirkninger af menneskerettigheder og miljø fra resten af verden:

• I Rusland anklages olieselskaber for ulovligt at bortskaffe millioner af tons forurenet boreaffald og forurene nordlige floder, der løber ud i det arktiske hav. Det hævder en undersøgelse fra Radio Free Europe. Miljøforureningen foregår blandt andet gennem bestikkelse og trusler mod inspektører, der skulle forhindre bortskaffelsen af ulovligt affald. 
• I Cambodja stiger antallet af arbejdere med coronavirus kraftigt, fordi arbejderne ikke kan undgå at stå tæt sammen, når de arbejder, spiser eller transporteres i tætpakkede lastbiler til og fra arbejde. Det skriver Cambodja News. Myndighederne rapporterede mandag om 542 nye coronatilfælde, hvilket bringer det samlede antal af smittede op på 38.696 siden pandemiens begyndelse i 2020. 
• I Indien tvinges arbejdere i væverier og spinderier til at arbejde i alt for mange timer til for lav løn under dårlige vilkår, afslører en ny rapport fra den hollandske ngo, SOMO, der har kortlagt varekæden til 20 internationale brands, herunder Carrefour, GAP, IKEA, Marc O’Polo, NEXT, Sainsbury’s, Tesco, The Cookie Company Group, WE Fashion og Zeeman, der angiveligt har forbindelse til disse væverier og spinnerier.