Arbejdstagerrettigheder – Danwatch https://danwatch.dk undersøgende journalistik Mon, 15 Oct 2018 14:18:09 +0000 da-DK hourly 1 https://wordpress.org/?v=4.9.8 https://danwatch.dk/dw-content/uploads/2017/09/cropped-Danwatch_fav-450x450.gif Arbejdstagerrettigheder – Danwatch https://danwatch.dk 32 32 Slavery Index: 40 millioner slaver producerer især varer til G20-landene https://danwatch.dk/slavery-index-40-millioner-slaver-producerer-isaer-varer-til-g20-landene/ https://danwatch.dk/slavery-index-40-millioner-slaver-producerer-isaer-varer-til-g20-landene/#respond Fri, 28 Sep 2018 10:59:58 +0000 https://danwatch.dk/?p=27547 Over 40 millioner mennesker lever og arbejder i dag under vilkår, der karakteriseres som moderne slaveri, uden mulighed for at sige op. Anslået knap 25 millioner er beskæftiget i produktionsbrancher, og yderligere 15 millioner mennesker lever i tvangsægteskaber eller er udsat for menneskehandel.

NGO’en Walk Free Foundation udgiver hvert år en rapport over moderne slaveri på verdensplan, og resultaterne for 2018 er netop blevet offentliggjort på deres hjemmeside.

En af pointerne er, at mange af de varer, der produceres under slavelignende forhold, eksporteres til G20-landene. IT-udstyr er det, der eksporteres allermest af. Udstyret produceres overvejende i Kina og Malaysia.

10 lande med højest estimerede rate for moderne slaveri:

  1. Nordkorea
  2. Eritrea
  3. Burundi
  4. Centralafrikanske Republik
  5. Afghanistan
  6. Mauretanien
  7. Sydsudan
  8. Pakistan
  9. Cambodia
  10. Iran

10 lande med højest estimerede rate for moderne slaveri:

  1. Nordkorea
  2. Eritrea
  3. Burundi
  4. Centralafrikanske Republik
  5. Afghanistan
  6. Mauretanien
  7. Sydsudan
  8. Pakistan
  9. Cambodia
  10. Iran

IT får en trist førsteplads

Netop de slavelignende arbejdsforhold IT-industrien undersøgte Danwatch i 2015. Undersøgelsen viste, hvordan kinesiske studerende under tvangsarbejde laver it-servere til Danmark. De studerende fik trusler fra universiteterne om, at de ikke ville bestå deres uddannelser, hvis ikke de udførte hårdt, ulønnet arbejde uden relevans for deres uddannelse.

Den systematiske udnyttelse af studerende er dog ikke det eneste kritikpunkt af arbejdsvilkårene i IT-industrien. Ifølge Jesper Nielsen, afdelingsleder for 3Fs internationale afdeling, er der flere faktorer, der placerer IT-industrien på en trist førsteplads i slaveri-indekset:

“Produktionen af IT-udstyr foregår under kritisable forhold lige fra mineraludvinding til samlebåndsarbejde, og kineserne har ikke særlig gode arbejdstagerrettigheder. De har ikke ret til at organisere sig i fagforeninger, og mange steder har de reelt heller ikke mulighed for selv at sige op, når de først har skrevet kontrakt med en fabrik. Det må jo alt andet lige kaldes tvangsarbejde”, vurderer Jesper Nielsen, 3F.

Udover IT-udstyr er tøj, fisk, kakao og sukkerrør på top 5-listen over de produkter, der eksporteres til G20-landene, hvor der er størst risiko for slavelignende forhold under produktionen.

]]>
https://danwatch.dk/slavery-index-40-millioner-slaver-producerer-isaer-varer-til-g20-landene/feed/ 0
Overarbejde og underbetaling på H&Ms fabrikker fortsætter https://danwatch.dk/overarbejde-og-underbetaling-paa-hms-fabrikker-fortsaetter/ https://danwatch.dk/overarbejde-og-underbetaling-paa-hms-fabrikker-fortsaetter/#respond Mon, 24 Sep 2018 13:05:35 +0000 https://danwatch.dk/?p=27493 62 medarbejdere på seks af H&Ms fabrikker i Indien, Tyrkiet, Bulgarien og Cambodia er blevet interviewet til rapporten “Turn Around H&M”, der er udarbejdet af græsrodsbevægelsen Clean Clothes Campaign.

Ingen af de interviewede arbejdere tjener i nærheden af mindstelønnen. På bulgarske fabrikker får arbejderne, for et almindeligt fuldtidsjob, udbetalt cirka 735 kroner om måneden, hvilket svarer til knap halvdelen af den officielle mindsteløn. De 735 kroner svarer dog kun til 9% af den estimerede leveløn for Bulgarien.

Rapporten viser også, at arbejderne ofte bliver tvunget til at arbejde langt mere end fuldtid. En arbejder på den bulgarske fabrik Koush Moda udtaler, at hun aldrig kan vide, når hun møder ind klokken 8 om morgenen, hvornår hun får fri – af og til er det først klokken 4 næste morgen.

Brudte løfter om ordentlig løn

Titlen på rapportens opfordring til, at H&M “vender om”, er en henvisning til H&Ms egen såkaldte køreplan, som tøjkæden lancerede i 2013. Køreplanen skulle sikre, at alle H&Ms leverandører i 2018 havde fastlagt lønstrukturer, der som minimum sikrede arbejderne mindsteløn.

Med køreplanen fulgte en række udtalelser fra tøjkæden, der udtrykte frustrationer over regeringers manglende indgriben i dårlige arbejdsvilkår, hvorfor H&M, som virksomhed, selv ville gribe ind. Udtalelserne blev i 2013 mødt med stor offentlig omtale og ros.

De nylige inspektioner viser dog, at H&M ikke har holdt deres løfte. Det er generelt for fabrikkerne i de fire lande, at den lovlige arbejdstid overskrides markant, at mange af arbejderne lever under fattigdomsgrænsen, at de ofte besvimer, og at de frygter at blive fyret, hvis de organiserer sig i fagforeninger.

Samtlige af fabrikkerne i rapporten er hos H&M registreret som såkaldte “guld- eller platin-leverandører”, der skulle være de fabrikker med de allerhøjeste standarder i overensstemmelse med H&Ms krav.

Flere af H&Ms løfter fra 2013 er nu forsvundet fra deres hjemmeside – herunder løftet om, at 850.000 arbejdere i 2018 skulle modtage en rimelig leveløn.

]]>
https://danwatch.dk/overarbejde-og-underbetaling-paa-hms-fabrikker-fortsaetter/feed/ 0
Efter Danwatch-undersøgelse: Ministre indkaldes til samråd om antibiotika i rejer til Danmark https://danwatch.dk/efter-danwatch-undersoegelse-ministre-indkaldes-til-samraad-om-antibiotika-i-rejer-til-danmark/ https://danwatch.dk/efter-danwatch-undersoegelse-ministre-indkaldes-til-samraad-om-antibiotika-i-rejer-til-danmark/#respond Fri, 21 Sep 2018 08:37:49 +0000 https://danwatch.dk/?p=27449 Hvordan kan det fremover undgås, at der findes antibiotika i rejer, der sælges i danske supermarkeder?
Sådan lyder et af spørgsmålene til miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen (V), og udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA).

De to ministre er indkaldt til samråd på baggrund af Danwatch’s undersøgelse af vietnamesiske kæmperejer, der blev bragt i september. Undersøgelsen viste, at rejerne produceres under kritisable arbejdsforhold, samt at de indeholder antibiotikarester.
Det er Christian Juhl, udviklingsordfører for Enhedslisten og medlem af folketinget, der har indkaldt ministrene.

Christian Juhl kalder det “ganske uacceptabelt”, at danske supermarkeder forhandler kæmperejerne fra Vietnam, og på sin hjemmeside skriver han, at “det er på tide, at regeringen stiller sig mere kritisk over for arbejds- og produktionsforhold bag varer, der importeres til Danmark”.

Christian Juhl vil også spørge de ansvarlige ministre, hvordan det fremover sikres, at arbejdere, der producerer fødevarer til det danske marked, arbejder under forsvarlige forhold.

En dato for samrådet er endnu ikke fastlagt.

Læs mere om reje-undersøgelsen her.

]]>
https://danwatch.dk/efter-danwatch-undersoegelse-ministre-indkaldes-til-samraad-om-antibiotika-i-rejer-til-danmark/feed/ 0
Rejens rejse fra Vietnam til danske supermarkeder https://danwatch.dk/undersoegelse/rejens-rejse-fra-vietnam-til-danske-supermarkeder/ Thu, 13 Sep 2018 09:50:35 +0000 https://danwatch.dk/?post_type=undersgelse&p=26560
En Danwatch-undersøgelse
Danskerne køber i stadig stigende grad rejer fra Vietnam. Sidste år importerede Danmark omtrent 2500 tons rejer fra Vietnam. Få overblik over processen fra larven udklækkes i Vietnam til den ender i køledisken i danske supermarkeder.
Christian Erin-Madsen

Journalist

Redaktør:

I samarbejde med DR P1 Orientering
Danskerne køber i stadig stigende grad rejer fra Vietnam. Sidste år importerede Danmark omtrent 2500 tons rejer fra Vietnam. Få overblik over processen fra larven udklækkes i Vietnam til den ender i køledisken i danske supermarkeder.
Rejernes rugeri

Første fase i rejens liv er larve-stadiet. Klækkerierne spænder fra små dambrug til store produktioner, der fører tættere kontrol med processen. Vandet bliver filtreret og udskiftet, men også desinficeret ved at bruge forskellige kemikalier som eksempelvis klor.

Foto: Jim Welsh, Wikipedia
Rejernes rugeri
Farmene

Herefter transporteres larverne til farmene. Næsten 90 procent af de rejer, der  eksporteres fra Vietnam er White Legged (Vannamei-rejer, der tager 3-4 måneder) eller Black Tiger (Monodon-rejer, der tager 6 måneder). Dammene kan være mindre, lokale familiefarme eller større produktionsdambrug. De landmænd, som Danwatch besøgte, havde imellem 2-8 damme hver.

Farmene
Mellemmænd

De større steder har typisk faste forbindelser, men små rejefarmere får jævnligt besøg af forskellige mellemmænd. Det er alt fra dyrlæger til repræsentanter fra medicinalfirmaer. Nogle kommer for at sælge foder, andre for at rådgive eller se til dammens tilstand. De rådgiver om, hvordan rejefarmerne skal rense dammene og behandle rejerne, og det er her de kan foreslå at bruge forskellige typer antibiotika.

Mellemmænd
Fabrikkerne

Mellemmændene formidler kontakten til fabrikkerne, der køber rejerne for at pille, koge, stege, frittere eller på anden måde tilberede dem. En stor del af rejerne bliver pakket rå. Alle rejer, der bliver eksporteret ud af Vietnam kommer på frost.

Fabrikkerne
Eksport fra Vietnam

Den vietnamesiske rejeindustris brancheforening, VASEP, har regnet ud, at Vietnam samlet eksporterede for knap 24 milliarder kroner i 2017 frem til november. Det er en vækst på knap 22 procent sammenlignet med hele 2016. Alene eksporten til EU lå på knap 5 milliarder kroner.

Eksport fra Vietnam
Importører

En række større importører i Danmark leverer til forskellige købere. Det kan være supermarkeder, grossister, foodservice eller andre indkøbere. En del af rejerne bliver eksporteret videre til andre steder i verden. Det er virksomheder som Nordic Seafood, Planets Pride, Crown Seafood, Lauge Food Selection, Seamaid, Sepio, World Seafood og Butler’s Choice.

En stor del af rejerne bliver solgt i supermarkederne. Rema 1000 (Reitangruppen) importerede eksempelvis knap 70 tons, mens Coop importerede næsten 50 tons rejer fra Vietnam i 2017.

Importører
I dit supermarked og på dit spisested

Alle større supermarkeds-
kæder i Danmark sælger rejer fra Vietnam. De pakkede rejer bliver eksempelvis solgt som Irmas kæmperejer til 41,75 kr for 150 gram eller online som Vannameirejer (kogt) – Mit Køkken i Nemlig.com til 59,95 for 250 gram.

Spisesteder som sushikæden, Stick’n’Sushi, vurderer, at knap en fjerdedel af deres rejer stammer fra opdræt i Vietnam.

I dit supermarked og på dit spisested
]]>
Sådan dokumenterede vi forholdene i Vietnams rejeindustri https://danwatch.dk/undersoegelse/saadan-dokumenterede-vi-forholdene-i-vietnams-rejeindustri/ Thu, 13 Sep 2018 09:48:35 +0000 https://danwatch.dk/?post_type=undersgelse&p=26910

En tolk (i midten) oversætter spørgsmål og svar, mens rejearbejderen Ngoc Anh bliver interviewet af Christian Erin-Madsen. 

Sådan dokumenterede vi forholdene i Vietnams rejeindustri

En Danwatch-undersøgelse
Over 4,5 måneder har Danwatch interviewet kilder og researchet de rejer, der bliver sendt fra Vietnam til Danmark. En afgørende del af researchen var en feltrejse til Mekong-deltaet, hvor vi interviewede arbejdere på rejefabrikker og rejefarmere. Her er vores metode.
Christian Erin-Madsen

Journalist

Foto: Hoang Nguyen

Redaktør:

I samarbejde med P1 Orientering
Over 4,5 måneder har Danwatch interviewet kilder og researchet de rejer, der bliver sendt fra Vietnam til Danmark. En afgørende del af researchen var en feltrejse til Mekong-deltaet, hvor vi interviewede arbejdere på rejefabrikker og rejefarmere. Her er vores metode.

Disse danske supermarkeder sælger rejer fra Vietnam

Disse supermarkedskæder sælger alle rejer fra de fabrikker, som Danwatch har interviewet arbejdere fra.

  • Coop: Superbrugsen, Dagli’brugsen, Kvickly, Irma
  • Dansk Supermarked: Bilka, Føtex, Netto
  • Dagrofa: Meny, Spar, MinKøbmand, LetKøb
  • Reitangruppen: Rema1000
  • Aldi
  • Lidl
  • Nemlig.com

Vietnam er storeksportør af rejer, og Danmark er blandt de lande, der i stigende grad importerer rejerne.

Undersøgelsen sigtede mod at undersøge en boomende industri, hvor EU i 2017 for første gang overhalede USA, som Vietnams vigtigste eksportmarked for fisk og skaldyr.

Forskellige rapporter har tidligere beskrevet produktionen og rejearbejderes levevilkår i rejeproducerende lande som Thailand og Ecuador, men Vietnam har ikke været dækket i samme grad – også selvom der findes mange udviklingsprojekter i landet drevet af organisationer som Oxfam, SNV og WWF.

Derfor satte vi os for at undersøge landet nærmere.

Fik testet 13 pakker

Første skridt var oplagt: At gå i supermarkedet og samle frosne pakker med rejer op fra køledisken for at se nærmere på, hvad det handler om.

Vi købte 13 forskellige pakker frosne rejer i 11 supermarkeder, tog billeder af hver enkelte pakke på for- og bagside og sendte pakkerne til tjek for indhold af antibiotika hos Fødevarestyrelsen.

Derefter sendte vi i marts og april rundspørger til alle større danske supermarkeder og danske rejeimportører. De fik ti spørgsmål hver, der handlede om, hvor meget de importerer, og hvad de har af systemer til at sikre, at det foregår på en forsvarlig og bæredygtig måde.

Rundspørgen viste, at rejer er en populær importvare, og at alle i større eller mindre grad har taget forholdsregler, der skal sikre, at produktionen foregår forsvarligt. Vi kunne også se at størstedelen af rejerne bliver importeret fra fabrikker i Mekong-deltaet i det sydlige Vietnam.

Nummerplade på pakkerne

Supermarkeder og importører var i en vis grad behjælpelige med at oplyse, hvilke fabrikker de importerer rejerne fra, men den tunge information, der virkelig forbandt fabrikker og supermarkeder kom fra selve rejepakkerne.

Hver pakke har et såkaldt “approval number” trykt bagpå. Det er et krav for at varen kan importeres i EU og er en slags nummerplade, der forbinder varen til en specifik fabrik i Vietnam.

Næste skridt var talrige baggrundsinterviews for at blive klogere på, hvilke damme der leverer til de fabrikker, vi havde kig på. Vi fandt ud af, at rejefarmerne og deres dambrug delte sig i tre.

Der var damme, der er ejet af fabrikkerne (typisk større anlæg), damme, der har faste aftaler med fabrikkerne, men hvor de er selvejende, og damme, der sælger deres rejer helt freelance (typisk mindre damme).

Langsomt men sikkert var det på den måde muligt at kortlægge rejens rejse fra fabrikkerne til Danmark.

Ingen adgang til fabrikker

Vi lokaliserede nu en række af de fabrikker i Mekong-deltaet, som leverede til mest eller var forbundet til flest importører og supermarkeder Danmark. Derefter fandt vi frem til nogle områder med rejedambrug, hvor alt pegede på, at de pågældende fabrikker i alt fald fik en del af deres rejer fra.

Vi tog derefter til Vietnam med det hovedformål at komme i tale med så mange som muligt inden for den tidsramme, vi havde.

Danwatch ville også gerne have besøgt fabrikkerne, men kunne ikke få adgang. Derfor har vi i stedet talt med arbejderne i sikre omgivelser væk fra fabrikkerne. Landmændene besøgte vi ude ved farmene, hvor de bor.

2,5 timers interview med insiderkilde

En afgørende del af researchen var et 2,5 timers interview med en insiderkilde, der er en del af ledelsen på en af de større rejefabrikker i Mekong-deltaet, der eksporterer rejer til Danmark. Det interview gav dels viden til historierne, men blev også brugt til at eftertjekke de udtalelser, vi allerede havde fået hjem. Hvordan så der med andre ord ud på indersiden af en af fabrikkerne? Vi har sløret kildens identitet i historierne af hensyn til vedkommendes sikkerhed.

Viden fra disse interviews, kombineret med videnskabelige rapporter, research og talrige andre interviews brugte vi herefter til at konfrontere de involverede parter.

Fabriksnavnene

Flere importører og supermarkeder bad om at få oplyst de specifikke fabrikker, som er involveret i Danwatch undersøgelse.

Det indvilgede Danwatch i at oplyse, hvis de samtidig tog højde for at beskytte identiteten på de arbejdere, der har medvirket i Danwatch’s historier. Dette ved ikke at forbinde Danwatch’s interviews og fund direkte til specifikke fabrikker.

Flere ville gerne bidrage til det, men ikke alle. Vi ville gerne have hørt fra Nordic Seafood, der er en af de førende danske importører af kæmperejer, men de ville ikke svare os uden at kende fabrikkernes navne.

Danwatch har interviewet flere fabriksarbejdere og rejefarmere end dem, der medvirker i historierne.

Danwatch udsendte, Christian Erin-Madsen, samler op på pointerne fra et interview sammen med rejsens tolk.
]]>
Eksperter: Antibiotika i rejepakker truer danskernes sundhed https://danwatch.dk/undersoegelse/eksperter-antibiotikarester-i-vietnamesiske-rejepakker-truer-danskernes-sundhed/ Thu, 13 Sep 2018 09:44:35 +0000 https://danwatch.dk/?post_type=undersgelse&p=26843
En Danwatch-undersøgelse

Eksperter: Antibiotika i rejepakker truer danskernes sundhed

En Danwatch-undersøgelse
Forbruget af antibiotika i vietnamesiske rejelandbrug skubber til resistensudvikling i Danmark og præsenterer en risiko for overfølsomhedsreaktioner, lyder kritikken fra eksperter. En test af 13 rejepakker dokumenterer, at antibiotikarester også findes i kæmperejer i danske supermarkeder.
Christian Erin-Madsen

Journalist

Foto: Hoang Nguyen

Redaktør:

I samarbejde med P1 Orientering
Forbruget af antibiotika i vietnamesiske rejelandbrug skubber til resistensudvikling i Danmark og præsenterer en risiko for overfølsomhedsreaktioner, lyder kritikken fra eksperter. En test af 13 rejepakker dokumenterer, at antibiotikarester også findes i kæmperejer i danske supermarkeder.

Det ukontrollerede forbrug af antibiotika i Vietnams rejedamme, som Danwatch har beskrevet, har også betydning for danskernes sundhed.

Det mener en række professorer, Danwatch har talt med. De er enige om, at der ikke bør tages for let på antibiotikarester i rejer, fordi det kan føre til, at resistente bakterier bliver spredt og fordi danskere kan blive overfølsomme overfor antibiotika.

“Det vil kunne føre til stigende behandlings-
vanskeligheder. Jo mere resistens, jo vanskeligere bliver infektionerne at behandle, jo flere mennesker dør af det. Det er jo det meget elementære regnestykke”, siger Hans Jørn Kolmos, der er professor og overlæge, dr.med i klinisk Mikrobiologi på SDU.

Han mener, det er afgørende at begrænse antibiotikaforbruget kraftigt, hvis ikke bremse det helt. Det gælder også, selvom det kun er små mængder, der ender i hver enkelt reje.

Antibiotika i knap hver ottende prøve

Danwatch har ikke kunnet skaffe data, der giver et samlet overblik over hverken antibiotikaforbruget i Vietnams rejer eller de antibiotikarester, der ender i rejerne, men en test af i alt 13 forskellige pakker frosne rejer fortæller, at antibiotikarester ender i Danmark. 

Pakkerne, der var produceret i Vietnam, blev købt i danske supermarkeder og resultatet viste, at selvom ingen pakker havde antibiotikarester over Fødevarestyrelsens grænseværdi, havde tre pakker rester af fire forskellige typer bredspektret antibiotika.

Det er ikke tre tilfældige fund. 

Fødevarestyrelsen har i 2016-17 fundet antibiotikarester i 15 ud af de i alt 118 stikprøver, der blev taget af rejer importeret fra Vietnam. I alt indeholdt knap hver ottende prøve altså antibiotikarester. Det viser en aktindsigt Danwatch har fået.

Niels Frimodt-Møller, der er professor i klinisk mikrobiologi på Rigshospitalet i København, mener det er problematisk. Han arbejder til daglig med resistensproblematikker.

“Man skal kunne bruge antibiotika til at bekæmpe sygdom, men I de her rejefarme hælder de det ned til samtlige rejer. Det svarer til at have et barn med mellemørebetændelse og så får alle i klassen penicillin”, siger Niels Frimodt-Møller.

Noget galt med produktionen

Danwatch har også talt med kilder, der fremhæver, at der er er tale om små mængder og at det kun er de små landbrug, der har problemer med at styre forbruget. Derfor, mener de, er det useriøst at råbe op om antibiotikaforbruget i Vietnam.

Frank Møller Aarestrup er professor og forskningsgruppeleder i Genetisk Epidemiologi på Danmarks Tekniske Universitet. Det undrer ikke ham at spørgsmålet om resistens giver anledning til debat.

“Ja, det er et problem, men er det et stort problem? Definer stort”? spørger han og uddyber:

“Det grundlæggende her er vel, at der i Sydøstasien og i rejeindustrien er et system, der løbende er afhængig af at få tilført antibiotika. Jamen så er der noget galt med produktionen. Og det bør man vel kigge på”?

%
af landmændene gav deres rejer antibiotika i de første tre måneder af rejernes liv for at bekæmpe sygdomme.
Kilde: En rundspørge foretaget i 2015-2016 af den vietnamesiske regerings afdeling for dyresundhed blandt 218 rejefarmere i provinsen Bac Lieu.

Overfølsomhed er også en risiko

Der er overordnet to problemer ved antibiotikarester i vores madvarer, fremhæver Niels Frimodt-Møller og Hans Jørn Kolmos i forening. Det ene er den nævnte resistens. Det andet er, at folk uforvarende kan komme til at indtage antibiotikarester, de er overfølsomme overfor.

“Man kan udvikle allergi og overfølsomhed over for de pågældende stoffer – det gælder også antibiotika. Det er særligt uheldigt ved antibiotika, for så kan du ikke bruge de stoffer overfor de patienter i fremtiden”, siger Niels Frimodt-Møller.

Det kan også føre til anafylaktisk chok, supplerer Hans Jørn Kolmos. Det er en teoretisk og yderst sjælden risiko, men den findes, og er ikke noget man bør tage for let på.

“Der er en risiko for at få anafylaktisk chok. Den er sjælden, lidt ligesom at blive ramt af et lyn eller en sten fra en motorvejsbro, men det er ikke det samme som, at vi ikke gør noget ved det”, siger han og pointerer:

“Selvfølgelig er det sjældne fænomener, men vi ved jo ikke, om der også findes en gråzone af symptomer, som vi ikke rigtig tilskriver det her, men som alligevel kan tilskrives antibiotikarester”.

Han mener ikke, det giver mening at tale om grænseværdier, for der er ikke nogen nedre grænse for, hvilken mængde der kan give anafylaktisk chok, påpeger han.

Antibiotikaresistente bakterier dræber

Problemer med antibiotikaresistens er allerede tydeligt til stede rundt om i verden, fortæller professor Michael Gilmore, der er specialist i mikrobiologi og immunologi på Harvard Universitet.

Mange års overforbrug af antibiotika har gjort, at selv simple bakterieinfektioner med tiden ikke længere kan behandles med antibiotika.

“Rundt om i verden dør omtrent fire mennesker hvert minut af infektioner, som plejede at være mulige at behandle, men som ikke længere er. I 2050 kan det vokse til tusinder”, siger han og understreger, at sager som overforbrug af antibiotika i rejeproduktion er med til at skubbe til den problematik.

Niels Frimodt-Møller fremhæver, at særligt børn dør af multiresistente bakterier i mindre udviklede lande, hvor der er dårlig hygiejne, renlighed og ringe kontrol med sundhedsvæsenet.

“Det er et kæmpe problem, og det vil ramme de lande med højere dødelighed først. Frygten er, at det breder sig”, siger han.

Han har været med til at lave en undersøgelse i Ghana, hvor urin fra 200 ghanesere blev undersøgt. Ingen af dem havde taget antibiotika de sidste 14 dage, men alligevel havde 7 ud af 10 antibiotika i urinen.

”Det måtte for en dels vedkommende stamme fra fødevarer som f.eks. kyllingekød, hvor der tidligere var fundet tetracyklin i både lokalt produceret og importeret kød”, siger Niels Frimodt-Møller.

Jeg ville ikke drømme om at sætte mine tænder i fødevarer, som indeholder antibiotikarester. Det er fuldstændig klart og præcist, og jeg kan ikke se nogen grund til at nogen mennesker skulle gøre det.

Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi på SDU Tweet

Resistensudvikling går hurtigt

Selvom der bliver udviklet nye behandlingsmetoder, går resistensudviklingen ifølge Niels Frimodt-Møller langt hurtigere.

“Resistensudvikling buldrer frem i Sydeuropa, Afrika og Asien. Og den har overhalet frembringelsen af ny antibiotika. I Indien, Kina og Afrika har der været slemme eksempler. Det hele handler om, at de ikke har styr på antibiotikaforbruget. Det er det, vi har været gode til i de nordiske lande, men det kræver en indviklet struktur af sundhedsvæsen med alt fra praktiserende læger, der overholder en receptpligt til et velstruktureret apotekervæsen, der gør, som der bliver sagt”, siger Niels Frimodt-Møller.

Hans Jørn Kolmos har igennem flere år taget aktivt del i debatten om, hvilken betydning uønskede antibiotikarester kan få for mennesker.

I den danske griseproduktion har der igennem mange år, ifølge Hans Jørn Kolmos, været et kraftigt overforbrug af bredspektret antibiotika, fordi grisene er blevet flokmedicinerede – altså at alle, også de raske grise, har fået antibiotika. Selvom der er taget initiativer til at begrænse, at hele flokken bliver medicineret, forekommer det ifølge Hans Jørn Kolmos stadig.

Den fremgangsmåde har øget risikoen for resistensudvikling kraftigt, og i dag kæmper et flertal af danske grisebesætninger med den resistente bakterie MRSA, som allerede er et problem for mennesker, fordi den kan smitte fra grise til mennesker og kan være farlig for særligt ældre og svagelige mennesker.

Samme fare ved rejer

Ifølge Hans Jørn Kolmos er det præcis den samme fare, der er ved at have en rejeproduktion, hvor antibiotika er så udbredt. Danwatch har fremlagt egne fund og forskningsrapporter om antibiotikaforbrug i Vietnams rejeproduktion for ham.

“Det er en fuldstændig rystende omgang med antibiotika, og jeg kan love dig for, at de mennesker, der bliver bragt i tæt kontakt med det miljø, hvor man bruger disse mange antibiotika til fødevareproduktion, de får også fødevareproduktionens resistente bakterier”, siger han.

Det betyder ikke, at han ikke kan forstå at antibiotika bliver brugt i behandlingen af syge dyr, men det er afgørende med en tilbageholdelsestid, så der ikke er antibiotikarester tilbage i det kød, der bliver serveret til forbrugere, fremhæver han.

“I Danmark kan vi jo faktisk finde ud af at gøre det, så det må man altså også finde ud af andre steder”.

For ham er konklusionen enkel:

“Jeg ville ikke drømme om at sætte mine tænder i fødevarer, som indeholder antibiotikarester. Det er fuldstændig klart og præcist, og jeg kan ikke se nogen grund til at nogen mennesker skulle gøre det”.

En rejefarmer tjekker sine rejelarver på sin farm i Mekong-deltaet, mens sønnen ser til.

Tager 40 stikprøver om året

Fødevarestyrelsen lægger sine grænseværdier op ad internationale standarder, som EU’s lægemiddelagentur EMA har fastsat ud fra, at antibiotika ikke skal forbydes overordnet i produktionen.

Helene Rugbjerg, der er specialist i veterinær og folkesundhed i Fødevarestyrelsen fortæller, at der er planlagt 40 stikprøver af importerede krebsdyr i 2018, som omfatter både rejer og andre krebsdyr. Ifølge Helene Rugbjerg har alle tests siden 1. januar 2017 udelukkende været rejer.

Det antal blev hævet en smule for nogle år siden, fordi der i en periode var flere positive fund, og siden har tallet ligget omtrent i det leje.

“Der har været fundet rester af lægemidler i 2014, så vi er opmærksomme på det. Derfor tager vi en del prøver af akvakultur fra Sydøstasien”, siger Helene Rugbjerg.

Supermarkeder beklager

De tre rejepakker, der indeholdt antibiotikarester blev forhandlet af supermarkederne Coop, Dagrofa og nemlig.com.

Coop og Dagrofa beklager fundene og understreger, at rejeproduktionen ikke bør bidrage til verdens resistensproblemer, men slår fast, at de mængder, der blev fundet er et godt stykke under grænseværdierne.

“At anvendelsen af antibiotika er et problem og kan være medvirkende til resistensproblemer, er naturligvis noget vi i Dagrofa er bekymrede for, og derfor er det en problematik man skal tage meget alvorligt, i såvel rejeproduktion som i anden animalsk produktion, eksempelvis den danske svineproduktion”, siger Mogens Werge, businesspartner for CSR i Dagrofa.

Coop understreger, at prøven viste et meget lavt indhold af antibiotika. De har sidenhen lavet 19 tests af andre rejepakker, der inkluderer det samme batch, hvori Danwatch fandt antibiotikarester.

“Vi har foretaget 19 opfølgende prøveudtag med analog testmetode, som anvendt af Danwatch. Alle 19 prøver var negative. Det har dermed ikke været muligt at eftervise de resultater, som Danwatch fremlægger i undersøgelsen”, skriver Signe Frese, CSR-chef, Coop, til Danwatch.

Stoppede samarbejdet

Nemlig.com oplyser, at de besluttede at stoppe samarbejdet med leverandøren i begyndelsen af sommeren (Danwatch indkøb og test blev lavet i foråret 2018). Dermed fører de ikke længere varen i deres sortiment og ser ingen grund til at følge yderligere op.

Crown Seafood, der distribuerede pakken til nemlig.com tilføjer,at de alligevel med udgangspunkt i Danwatch’s undersøgelse vil “indskærpe over for vore leverandører, at der arbejdes på at nedsætte forbruget af antibiotika i rejeproduktion hos farmerne”.

I slutningen af august lancerede Salling Group et initiativ, hvor de garanterer antibiotikafrit kød inden for en anden fødevaregruppe. Fremover kan forbrugerne købe grisekød fra antibiotikafrit opdræt i Netto-butikker.

“Det gør man jo ikke for de blå øjnes skyld, det gør man jo fordi man langsomt og sikkert er ved at erkende, at det her kan godt udgøre et problem, og oplyste forbrugerne vil ikke finde sig i det, så det er jo et forbrugerdrevet ønske kan man sige”, påpeger Hans Jørn Kolmos.

]]>
Antibiotika i Vietnams rejefarme er ude af kontrol https://danwatch.dk/undersoegelse/antibiotika-i-vietnams-rejefarme-er-ude-af-kontrol/ Thu, 13 Sep 2018 09:42:35 +0000 https://danwatch.dk/?post_type=undersgelse&p=26670
En Danwatch-undersøgelse

For fire år siden bredte virusser sig i området, så alle rejefarmeres høst blev dårlige. De sidste to år er det blevet bedre, fortæller den lokale rejefarmer Van Toan. Men det er stadig slemt.

Antibiotika i Vietnams rejefarme er ude af kontrol

En Danwatch-undersøgelse
Vietnamesiske rejefarmere anvender antibiotika til både raske og syge rejer i deres dambrug. Forbruget er virkningsløst, siger eksperter, og i Vietnam mener selv landets departement for dyrevelfærd, at situationen er uholdbar. Rejer med antibiotikarester ender også i danske supermarkeder, viser en laboratorietest foretaget for Danwatch.
Christian Erin-Madsen

Journalist

Foto: Hoang Nguyen

Redaktør:

I samarbejde med P1 Orientering
Vietnamesiske rejefarmere anvender antibiotika til både raske og syge rejer i deres dambrug. Forbruget er virkningsløst, siger eksperter, og i Vietnam mener selv landets departement for dyrevelfærd, at situationen er uholdbar. Rejer med antibiotikarester ender også i danske supermarkeder, viser en laboratorietest foretaget for Danwatch.

Under et træ i skyggen står 65-årige Huu Tai og ser ind på sine otte reje-damme. Heden trykker som et brandtæppe. De otte damme ligger klinet op på indersiden af en bred jordvold, der adskiller dem fra Song My Thanh-floden i den sydlige del af Soc Trang-provinsen i Vietnam.

Huu Tai bruger bredspektret antibiotika i sine damme – det er den slags antibiotika, der angriber flere sygdomme i rejerne.

Hver morgen får rejerne en dosis antibiotika, selvom de er helt raske. Han giver det forebyggende for ikke at miste sin omsætning, forklarer han. Det er dyrt at miste en dam fuld af rejer til potentiel sygdom.

Han fortæller, at rejerne typisk bliver fodret med antibiotika i en måned. Indtil rejerne “er stærke nok,” som han formulerer det. Herefter stopper han, fordi det er dyrt at fodre med antibiotika.

Det har været hans faste praksis i 7-8 år og for de farmere han kender i området, siger han.

Dermed gør 65-årige Huu Tai som mange af hans kolleger i Vietnams rejeindustri. I en rundspørge fra Vietnams Afdeling for Dyresundhed i 2015-16, svarede 67 procent af de spurgte rejefarmere i naboregionen Bac Lieu, at de anvender antibiotika i de tre første måneder af rejeproduktionen.

Huu Tai (billedet) er rejefarmer i Mekong-deltaet og behandler alle sine rejer, også de raske, med bredspektret antibiotika. Sådan har han gjort i 7-8 år.
%
af landmændene gav deres rejer antibiotika i de første tre måneder af rejernes liv for at bekæmpe sygdomme.
Kilde: En rundspørge foretaget i 2015-2016 af den vietnamesiske regerings afdeling for dyresundhed blandt 218 rejefarmere i provinsen Bac Lieu.

Problemer er affødt af rejeindustrien

En stor og stadig stigende del af rejer fra Mekong-deltaet, hvor hans rejefarm ligger, bliver eksporteret til Danmark og solgt i supermarkeder og restauranter. Rejerne kommer blandt andet fra farme som Huu Tais, hvor antibiotika bliver spredt ud over helt raske rejer.

Ifølge forskere, som Danwatch har talt med, er rejernes sygdomme hverken farlige eller smitsomme for mennesker. Det er brugen af antibiotika heller ikke direkte – men hvis der er antibiotikarester i de fødevarer, som vi spiser, kan det udfordre vores sundhed.

Ydermere peger en række professorer på, at det kan skubbe til global resistensudvikling over for antibiotika, hvilket er et generelt stigende problem.

Fra begyndelsen var ideen egentlig god. I takt med at rejeindustrien voksede til én af Vietnams største industrier, blev landmændene tildelt redskaber til at fjerne de sygdomme, der fulgte med.

Sygdom ikke et problem for 20 år siden

For omtrent tyve år siden var sygdom ikke det store problem. Dengang handlede det blandt andet om, hvordan man producerede rejelarver, men senere – i takt med, at produktionen blev mere intensiveret – kom sygdommene til. Med andre ord: Der kom flere rejer pr. kvadratmeter, dermed blev stressniveauet højere, og det åbnede for, at sygdomme kan trives.

Derudover har forbruget af antibiotika gennem årene i høj grad været ureguleret i Vietnam.

Laura Helene Chirot, ph.d.på Massachusetts Institute of Technology (MIT) i USA, skrev i 2016 i sin ph.d., at “mens vietnamesiske fabrikker opnåede hygiejne i verdensklasse, gjorde farmene ikke.”

Det massive stigning i antibiotikaforbrug har ført til, at store mængder rejer er blevet afvist og sendt retur ved adskillige antibiotika-kontroller.

Laura Helene Chirot påpeger, at det fundamentale problem er, at farmene har vist sig meget sværere at regulere end fabrikkerne.

“Rejer bliver dyrket næsten udelukkende af småbønder, der bruger ekstensive produktioner”.

Chirot estimerer i rapporten, at der er omtrent 330.000 rejefarme i Vietnam med en gennemsnitlig størrelse på to hektar.

Problemet opstår, fordi farmere og firmaers interesser ikke matcher. Farmerne er interesserede i at holde rejerne i live, så de kan sælge dem, hvilket fører til voldsom brug af stoffer og kemikalier, mens proces-eksportørerne (rejefabrikkerne, red.) bærer omkostningerne ved afvisningerne af rejer i havnene, skriver Chirot i sin ph.d.

Sygdomsproblemet ramte rejeindustrien, hvor det gør allermest ondt, fordi store eksportmarkeder som EU, USA, Australien og Japan kræver sygdoms- og antibiotikafri rejer, så deres forbrugere trygt kan sætte tænderne i dem. Ellers bliver rejerne afvist og sendt tilbage til Vietnam.

Tilbage står rejefarmerne, der ifølge lederen af den vietnamesiske Regerings Afdeling for Dyrevelfærd, Phạm Văn Đông, ikke er professionelle nok til at håndtere opgaven. Han frygter, at den vietnamesiske rejeindustri kan kollapse, hvis farmerne ikke snart ændrer praksis og bliver dygtigere. En praksis, der i høj grad består af at fodre rejer med antibiotika for at forsøge at komme sygdommene i dammene til livs.

“Hvis mine rejer bliver syge, spørger jeg lokale akvakultureksperter til råds og køber de stoffer, de anbefaler,” siger Huu Tai og henviser med ordet “akvakultureksperter” til mellemhandlere, der ofte besøger farmerne.

Det er alt fra dyrlæger til repræsentanter fra medicinalfirmaer, der tjekker, hvordan det går med rejerne i landmandens damme. De er interesserede, fordi de står for at sælge rejerne videre til rejefabrikkerne, der piller, koger, frituresteger, behandler eller blot pakker de rå rejer, inden de bliver frosset ned og eksporteret til udlandet. Problemet er, antibiotika ifølge forskere ikke kan afhjælpe problemet.

LÆS OGSÅ: På Vietnams rejefabrikker knokler arbejdere op til 17 timer om dagen

For at få en fornemmelse af forekomsten af antibiotikarester i de frosne rejepakker, som bliver solgt til danske forbrugere, har Danwatch fået antibiotikatestet rejepakker hos Fødevarestyrelsen.

Testen viste, at i alt tre ud af 13 pakker indkøbt i 11 forskellige supermarkeder indeholdt rester af bredspektret antibiotika.

LÆS OGSÅ: Professorer: Antibiotikarester i vietnamesiske rejepakker truer folks sundhed

Intet overblik over data

Testen er kun en stikprøve og problemet er, at det ikke har været muligt at skaffe data og at ingen eksperter Danwatch har talt med, har overblik over, hvor meget antibiotika, der bliver brugt i vietnamesiske dambrug.

Det overrasker ikke Frank Aarestrup Møller, der er professor og forskningsgruppeleder i Genetisk Epidemiologi på Danmarks Tekniske Universitet. Han har selv forsket i rejeproduktion og har specialiseret sig i antibiotikaresistens fra husdyrhold.

“Jeg tror ikke, at de (vietnamesiske myndigheder, red.) ligger inde med data. Det er meget normalt, at det er begrænset, hvad der findes af data på et område som det her.

Danwatch har også talt med eksperter, der understreger, at der er en udvikling igang på vej væk fra at bruge antibiotika, og at de små farme ikke er retvisende for det store billede som er, at antibiotikaforbruget er faldende.

Det ændrer dog ikke ved, at antibiotikarester ender i Danmark, bla. fra de små rejefarme i Vietnam.

Lokale rådgivere råder til at bruge antibiotika

Danwatch har besøgt regioner i Mekong-deltaet for at interviewe landmænd og for at få et indblik i landbrugene i lokalområderne.

Mekong-deltaet

  • Mekong-deltaet er regionen med den største produktion af kæmperejer i Vietnam.
  • Danwatch besøgte udelukkende små landbrug, hvilket vil sige landmænd, der havde mellem 2-8 rejedamme hver.

En af rejefarmerne er Huu Tai. Hans damme er 2-3.000 kvadratmeter hver. Den ene er tømt og blotter sprækker i jorden, en anden indeholder vand, men er ude af drift. I andre damme længere nede er der produktioner i gang.

Antibiotikaen, som Huu Tai bruger, optræder på WHO’s liste over “kritisk vigtige typer af antibiotika” for mennesker.

Det betyder, at der er risiko for udbredt resistens, og derfor bør den type antibiotika helst ikke anvendes i landbruget.

Dårlig produktion tyve gange i streg

Rejefarmerne i Soc Trang og Bac Lieu fortæller om gentagne sygdomsudbrud i deres produktioner, som de ikke har kunnet bekæmpe på anden måde.

De fortæller også, at selvom antibiotika blev brugt i dammene for at forsøge at bekæmpe sygdomsudbrud, var det typisk uden held – en enkelt rejefarmer havde ligefrem oplevet, at produktionen “blev dårlig” tyve gange i træk på grund af sygdom.

En snak med nogle lokale landmænd og rundture i to lokale landbrugsområder er selvsagt ikke nok til at få et overordnet billede, så Danwatch har gravet dybere i, hvor udbredt antibiotikaforbruget er, og hvordan det foregår. Sagen er, at Huu Tai langtfra er alene.

Et forskningsstudie fra 2015 anført af Fakultetet for Dyrevidenskab og Akvakultur på Landbrugsuniversitet i Hanoi (FASA) interviewede rejefarmere i blandt andet Soc Trang. Interviewene blev lavet blandt småskala landmænd, der leverede til det vietnamesiske marked, og konkluderede, at “landmændene frit bruger antibiotika til trods for deres begrænsede viden om antibiotika, inklusive antibiotika, der optræder på WHO’s liste for kritiske vigtig antibiotika og forbudte antimikrober.”

Forskerne omtalte fundene som “bekymrende”, og studiet konkluderede, at “uden de rette rengøringsteknikker kan antibiotika ophobe sig i aflejringerne på bunden af dammene i længere tid ad gangen og skabe et konstant pres på bakteriepopulationen, hvilket øger risikoen for antibiotikaresistens og sygdomsfremkaldende bakterier.”

Rejefarmerne, der leverer til eksportmarkeder, skal igennem flere antibiotikatjek, men også her er antibiotika udbredt. Det vender vi tilbage til.

BAGGRUND

Vi elsker rejer fra Vietnam

Dansk import af frosne rejer fra Vietnam 2017:

190 millioner kr
2.542 ton

Vi importerer flest frosne rejer fra Vietnam (2017)

Importen af frosne rejer fra Vietnam er stigende

Kilde: Danmarks Statistik

Masser af antibiotikarester tilbage i dammene

  • Rejer spiser kun omtrent 20 pct. af deres føde. Dermed er der masser af antibiotika tilbage i vandet og på bunden af rejedammene, selv når en rejeproduktion er færdig.
  • En stor del af det er ikke bionedbrydeligt og ryger med ud i lokale vandområder, når dammene bliver tømt.
Kilde: Den amerikanske forbrugerorganisation Food & Water Watch pointerede i rapporten Suspicious Shrimp fra 2009.

Antibiotika virker ikke på rejerne

Antibiotika kommer typisk ind igennem sælgere og mellemmænd fra medicinalfirmaer og chemical shops, der anbefaler forskellige løsninger til at sikre, at rejerne ikke blive syge.

Det interessante er imidlertid, at antibiotika slet ikke virker mod de typer af virus, der er udbredte i området.

Hovedsygdommene ved rejer er virus, og virus kan man ikke behandle med antibiotika, siger Michael Gilmore, specialist i mikrobiologi og immunologi på Harvard Universitet.

Michael Gilmore forklarer, at antibiotika kun forhindrer nogle arter af een type af organisme fra at vokse: Bakterier.

“Men når du har tilført antibiotika, vil der kun være resistente bakterier tilbage, og de vokser og overtager pladsen fra deres fætre og kusiner, som blev påvirket af antibiotikaen,” forklarer Gilmore og fortsætter:

“Pointen er, at brugen af antibiotika virker imod hensigten – jo mere du bruger, desto mere sandsynligt er det, at det vil føre til sygdomme forårsaget af resistente mikrober.”

I Vietnam er der tæt kontakt mellem landbrug og mennesker, så her er der mere direkte forbindelse mellem antibiotikaforbrug hos dyr og resistente bakterier hos mennesker. I Danmark har vi længere afstand til vores produktionsdyr og relativt få bor på landet, så her bliver det ikke overført i samme grad, men derfor spiller det stadig en stor rolle.

Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk Mikrobiologi på SDU Tweet

Gilmore anslår, at omtrent 80 procent af det antibiotika, der produceres, ender med at blive brugt i landbruget.

“Der findes solid data, som understreger, at meget af den antibiotikaresistens, der i dag plager hospitalspatienter, stammer fra forhold i landbruget,” siger Michael Gilmore.

Det betyder dog ikke, at 80 pct. af problemer med antibiotikaresistens hos mennesker stammer fra landbruget. Det afhænger af hvor tæt mennesker opholder sig på landbruget, fastslår Hans Jørn Kolmos, der er professor og overlæge, dr.med i klinisk Mikrobiologi på SDU.

“I Vietnam er der tæt kontakt mellem landbrug og mennesker, så her er der mere direkte forbindelse mellem antibiotikaforbrug hos dyr og resistente bakterier hos mennesker. I Danmark har vi længere afstand til vores produktionsdyr og relativt få bor på landet, så her bliver det ikke overført i samme grad, men derfor spiller det stadig en stor rolle,” siger Hans Jørn Kolmos.

Vejledning er nem at få

En stor del af problematikken består i, at antibiotikaforbruget er ureguleret. Det er nemt for mellemmænd eller rejefarmerne selv at købe antibiotika, fordi antibiotika typisk bliver købt i håndkøb på almindelige apoteker.

Det er også her, at Huu Tai køber antibiotika til sin rejeproduktion.

For at efterprøve hvor nemt det er, har Danwatch ringet til fem forskellige forretninger, såkaldte chemical shops, i lokalområdet i Bac Lieu for at spørge til køb af antibiotika til en rejeproduktion.

Rådgivningen lød, at alle kan købe antibiotika i et helt almindeligt apotek. I en enkelt chemical shop tilføjede kontaktpersonen, at hele den procedure “er meget nem.”

Danwatch tog derfor ind på et tilfældigt apotek i Soc Trang og bad ved disken om at købe fire forskellige udbredte typer bredspektret antibiotika. Ekspedienten spurgte ikke til henvisninger, recept og nævnte ikke mængdebegrænsninger.

Mange rejedamme ligger (som her hos Huu Tai) langs floder eller andre vandløb. Dermed ryger overskydende mængder antibiotika ofte ud og forurener større områder, når landmændene udskifter vandet i dammene.

White Spot Disease er af de hyppige typer af virus, rejefarmerne i Vietnam kæmper med.

Det er en aggressiv virus, der fører til hurtig massedød blandt rejerne, og der findes ikke nogen behandling.

Sygdommen kan nemt blive overført fra en rejedam til en anden igennem forurenet vand, eller hvis en fugl tager sygdommen med sig imellem to damme.

Danwatch interviewede blandt andet en rejefarmer i Mekong-deltaet, der har kæmpet med “20 dårlige rejeproduktioner i streg,” som han udtrykte det, heriblandt White Spot disease.

Antibiotikarester ender i Danmark

Rejefabrikkerne i Mekong-deltaet køber blandt andet deres rejer fra smålandbrug.

En af fabrikkerne, der leverer til tre danske supermarkedskæder, skriver på sin hjemmeside, at: “60 procent af indkøbene stammer fra farme, som de selv har investeret i. 10 procent bliver købt gennem agenter, som fabrikken hyrer. Og 30 procent bliver købt fra farme, som fabrikken ikke har investeret i (…).”

Mængden af antibiotika i rejerne fra de små landbrug bekymrer fabriksledere i Mekong-deltaet. Det fortæller ph.d. Mads Martinus Hauge, der i 2015 forsvarede sit ph.d.projekt på Københavns Universitet, hvor han blandt andet interviewede rejefabriksejere i regionen Can Tho i Mekong-deltaet.

“Det blev klart mere risikabelt, når de (fabriksejere, red.) skulle købe fra lokale landmænd. Så fik de måske 70 procent af rejerne fra egne farme, og så købte de resten fra lokale. Alt efter hvilke ordrer de havde og så videre,” siger Mads Martinus Hauge og henviser til, at der har været mange fødevarekriser, hvor fabrikkerne ikke har fået lov at eksportere flere rejer til bestemte markeder, fordi der blev fundet et for højt indhold af et pesticid eller antibiotikum.

“Det var klart det europæiske marked, der var det attraktive, men det var også vanskeligt, at være på. Og når de købte fra lokale bønder var de sårbare overfor rester. Så det gjorde, at de foretrak selv at kunne styre det. Det er en meget gængs metode.”

Danwatch har været i kontakt med en af fabrikkerne, der leverer til tre større supermarkedskæder i Danmark. De skriver i et skriftligt svar, at:

“Vi implementerer også vores “Ingen antibiotika”-politik i alle vores produkter på fabrikkerne. Alle mængder, der ankommer til fabrikkerne bliver eftertjekket, og hvis der er antibiotika i, bliver sendingen øjeblikkeligt afvist”.

Antibiotika til salg på almindelige apoteker – uden recept

I Danmark ville det være nødvendigt at have en recept for at købe antibiotika, ligesom der ville være mængdebegrænsninger ved at købe antibiotika som penicillin, streptomycin, ampicillin og tetracyklin, men det er der ikke i Vietnam.

Danwatch gik ind på et tilfældigt apotek i Mekhong-deltaet for at købe antibiotika og blev hverken spurgt til recept eller oplyst nogen begrænsninger for mængder, som det ses i denne video.

Afspil video

Hvad er Oxytetracykliner?

Oxytetracykliner er bredsprektret antibiotika, der bliver brugt til at bekæmpe acne ligesom det også bliver brugt til at behandle klamydia-infektioner.

Antibiotikarester bliver ikke afvist

Det afspejler dog ikke den historie Danwatch får, da vi interviewer Minh Quang. Han er mellemleder på en rejefabrik i Mekong-deltaet, der også leverer til det danske marked og har indvilget i at tale med Danwatch, fordi han mener, at forholdene på vietnamesiske rejefabrikker fortjener at blive forbedret. Minh Quang er ikke hans rigtige navn, da han frygter for sin og familiens sikkerhed, hvis hans identitet kom frem.

Han fortæller, at sendinger med antibiotika slet ikke bliver afvist. De bliver testet, men kun for at afgøre, hvor de skal sendes hen i verden. Ifølge ham er det en fast procedure.

“Jeg har jævnligt oplevet rejer, der har testet positive for oxytetracyclin,” fortæller han.

Oxytetracyklin er bredsprektret antibiotika, der bliver brugt til at bekæmpe acne, ligesom det også bliver brugt til at behandle klamydia-infektioner.

“Prøverne er positive, men indenfor de tilladte grænseværdier. Hvis rejerne stadig kan leve op til et markedskrav, kan de stadig sælges. Det afhænger af det specifikke marked. For eksempel kan rejer, der tester meget positive ikke sælges på det europæiske marked,” siger han og pointerer:

“Hvis rejerne tester positive overfor særlige ting, men stadig inden for tilladte grænser, så køber vi dem til en lavere pris. Hvis leverandøren accepterer prisen, så køber vi. Hvis rejerne er for kraftigt kontaminerede, afviser vi rejerne”, siger mellemlederen.

Han har engang set nogle grænseværdier nævnt, men vil ikke derudover komme ind på, hvad grænseværdierne ligger på.

At rejerne bliver stoppet, hvis de er for kraftigt kontaminerede, er en proces, der først er kommet til de senere år, fortæller han.

“Hvis rejerne tester positive overfor særlige ting, men stadig inden for tilladte grænser, så køber vi dem til en lavere pris. Hvis leverandøren accepterer prisen, så køber vi. Hvis rejerne er for kraftigt kontaminerede, afviser vi rejerne”, siger mellemlederen.

Han har engang set nogle grænseværdier nævnt, men vil ikke derudover komme ind på, hvad grænseværdierne ligger på.

At rejerne bliver stoppet, hvis de er for kraftigt kontaminerede, er en proces, der først er kommet til de senere år.

Otte sendinger bremset af EU siden 2010

Adskillige partier med rejer er op til og med 2016 blevet bremset ved import til Danmark fra Vietnam på grund af et for højt indhold af antibiotikarester.

I alt otte blev i perioden 2010-2018 stoppet på grund af et for højt indhold af antibiotikarester.

Heraf skyldes syv af sendingerne et for højt indhold af tetracyclin eller oxytetracyclin, som normalt bliver brugt til at behandle uren hud eller til at behandle brystsmerter som bronkitis. Det viser en søgning i databasen hos Europakommissionens agentur for fødevaresikkerhedsadvarsler (RASFF).

Forbedringer er på vej

Den tendens er imidlertid ved at vende. Det fremhæver Loc Tran, der er assistant professor på Nong Lam Universitet i Ho Chi Minh City og grundlægger af ShrimpVet, et laboratorium, der forsker i bedre praksis for akvakultur.

Loc Tran er en af de forskere, der arbejder med at uddanne rejefarmere. Han mener, at branchen er blevet bedre til at sætte forbruget af antibiotika ned, fordi prisen spiller ind, og fordi eksportmarkederne kræver det.

“Det kan være meget svært at nedbringe forbruget af antibiotika, hvis man forsøger at overbevise dem (rejefarmerne, red). Men det kan også være virkelig nemt, hvis vi styrker en lokal farmer, der kan fungere som forbillede for resten, og det er det, vi prøver på,” siger han.

Forbrug af antibiotika overrasker ikke

Danwatch har forelagt ham viden om Huu Tais forbrug af antibiotika. Det overrasker ham ikke.

“Nogle gange er rejefarmen hele familiens indkomst. Det er derfor de ikke kan lade rejeproduktionen kollapse, og nogle gange må de kæmpe for at tjene penge,” siger han og tilføjer, at det er meget normalt at mange landmænd også har jobs ved siden af eller andre marker, hvor de kan tjene penge på andre landbrugsvarer som grøntsager eller ris.

Rejefabrikkernes brancheforening VASEP har også fået forelagt Danwatch’s fund og skriver i et svar (læs det fulde svar her):

“Inden eksport tester kompetente autoriteter sendingen for antibiotikarester, før de udsteder et sundhedscertifikat, som det er påkrævet af importmarkederne generelt, inklusive EU-markedet. I de seneste to år og op til nu har vietnamesiske rejer ikke fået nogen advarsler fra EU, inklusive det danske marked”.

Brancheforeningen uddyber, at der er kvalitetsprogrammer på farm-, fabriks- og eksportniveau, der tester for antibiotika og sikrer, at rejer bliver kvalitetssikret. Derudover fremhæver de, at de 13 pakker rejer, som Danwatch fik antibiotikatestet hos Fødevarestyrelsen netop var under grænseværdierne.

“Derudover har kompetente autoriteter (EU, Canada, Sydkorea og Kina er nævnt som eksempler, red) implementeret periodiske inspektioner og evalueringer (Eu sender typisk delegationer til Vietnam hvert andet eller fjerde år) og resultaterne af deres monitoreringsproces i Vietnam har indtil videre tilfredsstillet importmarkedernes krav,” skriver de.

Huu Tai, Van Toan og mellemlederen Minh Quangs rigtige navne er beskyttet af hensyn til deres sikkerhed. Navnene er redaktionen bekendt.

]]>
Danske supermarkeder vil gribe ind over for elendige arbejdsforhold i rejeindustrien https://danwatch.dk/undersoegelse/danske-supermarkeder-vil-gribe-ind-overfor-overfor-elendige-arbejdsforhold-i-rejeindustrien/ Thu, 13 Sep 2018 09:40:35 +0000 https://danwatch.dk/?post_type=undersgelse&p=26904
En Danwatch-undersøgelse

Danske supermarkeder vil gribe ind over for elendige arbejdsforhold i rejeindustrien

En Danwatch-undersøgelse
Vietnamesiske rejer solgt i danske supermarkeder bliver produceret af arbejdere, der arbejder i op til 17 timer ad gangen og bliver syge af arbejdsforholdene. Ingen af de danske supermarkeder eller importører kendte til forholdene før nu, men flere lover handling.
Christian Erin-Madsen

Journalist

Foto: Depositphotos

Redaktør:

I samarbejde med P1 Orientering
Vietnamesiske rejer solgt i danske supermarkeder bliver produceret af arbejdere, der arbejder i op til 17 timer ad gangen og bliver syge af arbejdsforholdene. Ingen af de danske supermarkeder eller importører kendte til forholdene før nu, men flere lover handling.

Disse større danske supermarkeder sælger rejer fra Vietnam

Disse supermarkedskæder sælger alle rejer fra de fabrikker, som Danwatch har interviewet arbejdere fra.

  • Coop: Superbrugsen, Dagli’brugsen, Kvickly, Irma
  • Dansk Supermarked: Bilka, Føtex, Netto
  • Dagrofa: Meny, Spar, MinKøbmand, LetKøb
  • Reitangruppen: Rema1000
  • Aldi
  • Lidl
  • Nemlig.com

De står i 11 timer ved samlebånd om dagen, hvis ikke længere. De er arbejdere på vietnamesiske rejefabrikker, og det er helt normalt at overtid tilføjer to-fire timer ekstra til dagens vagt. De står i dampe fra klorin og får luftvejssygdomme. De siger ikke fra, så det gør kroppen med symptomer som udmattelse og dehydrering.  Enkelte besvimer ligefrem.

Populære tigerrejer, som danskerne kan finde i kølediskene hos alle større danske supermarkeder, bliver produceret under forhold, som eksperter karakteriserer som skammelige og uforsvarlige. Det er forhold, mener de, som kun bør forekomme i katastrofesituationer.

De supermarkedskæder, der sælger rejer fra de specifikke fabrikker Danwatch har undersøgt, kender ikke til, at der er sket brud på reglerne. Det vil nærmere bestemt sige Coop, Salling Group (som er det tidligere Dansk Supermarked), Reitangruppen (der driver Rema 1000) og Aldi.

Ingen af de fire kender altså til, at de fabriksansatte arbejder mindst 11 timer om dagen og dermed over de otte timer og 48 timer om ugen, som er rammen ifølge vietnamesisk lov. Vietnam har ikke ratificeret ILO’s konvention på området, men rammen svarer til ILO’s regler på området.

De kender heller ikke til, at fabriksarbejdere bliver syge og får diagnoser af forholdene på fabrikkerne. Tværtimod bedyrer de i samlet flok, at de igennem etiske regelsæt, såkaldte code of conducts, stiller krav til forholdene og deres leverandører.

Derudover foretager alle fire supermarkedskæder såkaldte tredjepart-audits, altså tjek på fabrikkerne, hvor auditører besigtiger og rapporterer om forholdene. Ingen af de rapporter nævner ifølge supermarkederne noget om, at forholdene skulle være som nævnt. Rema 1000 har givet Danwatch indblik i deres auditørrapporter, der bekræfter det.

Supermarkeder: Vil efterforske sagen

Rema 1000 har også selv auditeret og dermed besøgt de fabrikker, Danwatch har undersøgt. Dengang fandt den danske delegation tilfredsstillende forhold. Dog har de en leverandørstyringsproces, der “scorer produktet rejer og landet Vietnam (som) højrisiko,” skriver de til Danwatch.

“Vores egne retningslinjer (supplier code of conduct red.) foreskriver, at arbejdstiden skal følge ILO’s krav om 48 timer om ugen, og overarbejde må max være 12 timer om ugen og skal begrænses. Dermed stemmer de af Danwatch forelagte arbejdstider ikke overens med de krav, vi stiller til vores leverandører”, skriver Anne-Louise Thon Schur, CSR-ansvarlig for Rema 1000 til Danwatch.

Tilsvarende er Salling Group overraskede og har bedt deres leverandør forklare sig.

Det, der bliver beskrevet, stemmer ikke overens med vores Code of Conduct, og vi har allerede indledt en dialog med vores leverandør for at bede om en redegørelse”, skriver Kasper Reggelsen, media relations manager hos Salling Group i en mail til Danwatch. 

Alle fire supermarkedskæder henviser til, at de er medlem af BSCI (Business Social Compliance Initiative), der er et forretningsdrevet initiativ som skal fremme handels- og sociale forbindelser i erhvervet.

Danske importører vil følge op

Danwatch har også forelagt dokumentationen for danske rejeimportører. De er tilsvarende overraskede og kender ikke til de forhold, som Danwatch beskriver.

Planets Pride i Slagelse fremhæver deres leverandørs certifikater, at de løbende bliver kontrolleret, og at de også selv gør deres for at tjekke forholdene.

“Vi har vores egen medarbejder fast stationeret i Vietnam, som tilser vores leverandører jævnligt og bistår ved indkøb”, skriver Michael Rothmann, kvalitets- og marketingschef i Planets Pride til Danwatch.

Kristian Lauge Jørgensen, direktør i Lauge Seafood Selection, fremhæver, at de kun sælger rejer produceret hos virksomheder, der er certificeret af tredjepart. Derfor vil han følge op.

“Vi vil sammen med producenten følge op på de forhold, som I henviser til, hvad angår de sociale forhold, hos virksomhederne, I har besøgt. Det er vigtigt at sikre, at medarbejderne har ordnede arbejdsforhold, som lever op til gældende regler indenfor området”.

Ekspert: BSCI er ikke en god målestok

Ifølge Andreas Rasche, der er professor i forretningsførelse for virksomheder (Business in Society) på CBS institut for CSR og som har forsket i FN’s Global Compact (initiativ fra FN, der opstiller retningslinjer for virksomheders samfundsansvar), er det en typisk reaktion fra supermarkederne og importørerne, at de er kede af, at forholdene er sådan, og at de har forskellige værktøjer sat op, som burde forhindre det.

Han har flere gange tidligere hørt lignende historier om tekstil og elektronikindustrien, men det er første gang, han hører om forhold som disse i rejeindustrien.

Særligt BSCI mener han ikke, er et stærkt redskab.

“Det er meget svagt initiativ. Det er drevet af industrien og mangler troværdighed”, siger han.

“Fordi det udelukkende er drevet af industrien er det ikke et multistakeholder-initiativ. Indenfor research siger vi normalt, at de initiativer, der inkluderer flere stakeholders har stor troværdighed, fordi forskellige NGO’er, regeringer og forretninger sidder med ved bordet. Men ved BSCI er det virksomhederne, der sidder ved bordet og alle andre bliver kun konsulteret”, siger han.

Importører bærer hovedansvar

Supermarkederne burde kende til forhold, som disse, påpeger han, men importørerne har et hovedansvar.

“Hovedansvaret ligger hos importørerne. De har størst indflydelse på at kunne eftertjekke og påvirke forholdene hos dem, de handler med, og er dem, der i sidste ende laver indkøbsbeslutningerne, hvilket supermarkederne kun indirekte gør ved at beslutte at sætte varerne på hylden eller ej”.

Han efterlyser et bedre samarbejde imellem importører og supermarkeder for at skabe bedre klarhed og indsigt i, hvad der foregår i rejeindustrien i Vietnam. Supermarkederne bør lægge større pres på importørerne og kræve mere af dem. Ikke mindst kræve at supermarkederne bruger mere innovative auditørmetoder.

“Mange folk snakker om audits med mulighed for at andre kan deltage, den slags der inkluderer flere lokale NGO’er, fagforeninger, civilsamfund og lignende for at komme videre fra den her “katten efter musen”-leg, hvor alle snyder alle”.

Hvor langt er du villig til at gå?

Danwatch har fremlagt for Andreas Rasche, hvad danske importører og supermarkeder har fortalt Danwatch, at de allerede gør. Hvordan de besøger virksomheder og om deres egne initiativer for etisk ansvarlighed.

“I så fald er spørgsmålet: Hvis de har lavet audits og gjort, hvad vi lige har snakket om, hvorfor fandt de så så anderledes forhold end du gjorde? Hvis du har fundet virkelig dårlige arbejdsforhold og de fandt udmærkede forhold, da de var på besøg, så er der noget galt. Dataene er nødt til at blive forklaret”.

Typisk er realiteterne, forklarer han, at virksomhederne er alt for fokuserede på profit. Derfor er det nødvendigt at lave uanmeldte besøg, rejse oftere derned og være meget specifik i argumentationen om, hvilke problemer der skal løses.

Supermarkeder og importører har pligt til at risikovurdere, hvorvidt deres importbestillinger af rejer påvirker menneskerettigheder eller miljø negativt. Og er det tilfældet, har de pligt til at lave en handlingsplan, der kan udbedre problemerne. Det fremgår af FN’s retningslinjer for Erhvervsliv og Menneskerettigheder.

“Spørgsmålet er: Hvor langt er du villig til og interesseret i at gå for at få indsigt i det her”?

Kæder: BSCI ingen svag ordning

Alle fire supermarkedskæder anerkender, at BSCI er drevet af industrien, men er ikke enige i, at ordningen er dårlig.

“BSCI er det stærkeste initiativ, der eksisterer i dag, men vi er også meget opmærksomme på at styrke indsatsen yderligere og samarbejder i den forbindelse også med NGO’er, eksempelvis WWF Verdensnaturfonden”, skriver Kasper Reggelsen i et svar til Danwatch.

En af pointerne med BSCI er netop, fremhæver Anne-Louise Thon Schur, Rema 1000, at det er smart af virksomhederne at samle sig om et sæt standarder til producenterne frem for at alle kommer med hver deres.

“Der er meget større sandsynlighed for systemiske ændringer, hvis virksomhederne står sammen og ikke er for små til at kunne ændre væsentlige brud på arbejdstagerrettigheder. Det er derfor mærkværdigt at påstå, at man er medlem af BSCI, fordi man ønsker at sætte barren lavt. Tværtimod. BSCI repræsenterer 2000 medlemmer, der har en enorm indflydelse på, hvordan forholdene hos producenterne bør være”, skriver Anne-Louise Thon Schur.

Danwatch’s dokumentation har allerede ført til initiativer hos Rema 1000.

“Vi har igangsat handlingsplaner ud fra de findings Danwatch har beskrevet”, skriver Anne Louise Thon-Schur.

Laver flere slags besøg

I øjeblikket laver supermarkedernes tredjepartsauditører både forudanmeldte, semiforudmeldte (hvor der er en tidsramme) og helt uanmeldte besøg, men supermarkederne fortæller samstemmende, at de ikke har planer om at gå over til udelukkende uanmeldte auditørtjek.

Signe Frese, CSR-chef, Coop:

“Der er fordele og ulemper ved alle typer besøg. Ved et annonceret eller semi-annonceret audit har producenten mulighed for at forberede sig, hvilket gør, at der kan stilles spørgsmålstegn ved, om det er et helt nøjagtigt øjebliksbillede auditøren får”, siger hun og tilføjer:

“Fordelen er, at man som kunde udviser mere tillid til sin leverandør ved denne type audits og giver producenten mulighed for at planlægge efter, at der skal bruges medarbejdere til at finde data og give interviews”

Alle kæder mener, at de allerede involverer lokale NGO’er og kilder i deres auditørbesøg og understreger, at det er vigtigt, også at udvise tillid og stole på samarbejdspartnerne.

Aldi understreger, at det er et langt sejt træk at forbedre på tværs af hele deres sortiment, men at det går den rigtige vej.

“Vi er bevidste om de udfordringer, der er i lavtløns- og risikolande mht. arbejdsforhold og med udfordringerne i vores og vores konkurrenters leverandørkæder”, skriver Katrine Milman, CSR-ansvarlig i Aldi til Danwatch.

Importører: Vi stiller høje krav

De danske importører fremhæver at deres samarbejdspartnere bliver auditeret af uafhængige tredjepartsvirksomheder, og at de stiller høje krav igennem dem.

Planets Pride i Slagelse har selv besøgt en af de vietnamesiske virksomheder, Danwatch har undersøgt, i november, men fandt ikke nogen bekymrende forhold. De fremhæver, at deres primære leverandør i Vietnam i gennemsnit har ti, både anmeldte og uanmeldte, kontrolbesøg om måneden fra forskellige auditører og kontrolorganer.

Michael Rothman, kvalitets- og marketingsansvarlig i Planets Pride er ikke enig i Andreas Rasches pointe om, at importørerne i sidste ende laver købsbeslutningerne.

“I sidste ende bestemmer forbrugeren suverænt om de ønsker at købe et produkt eller ej”, siger han.

Kristian Lauge Jørgensen, direktør i Lauge Seafood Selection, understreger, at de i fællesskab med Rema 1000 stiller høje krav til leverandører. Derfor vil de også granske forholdene nærmere:

“Vi vil sammen med producenten følge op på de forhold, som I henviser til, hvad angår de sociale forhold, hos virksomhederne I har besøgt”.

]]>
Mød fabriksarbejderne https://danwatch.dk/undersoegelse/moed-fabriksarbejderne/ Thu, 13 Sep 2018 09:38:35 +0000 https://danwatch.dk/?post_type=undersgelse&p=26626

Mød fabriksarbejderne

En Danwatch-undersøgelse
Arbejderne i Vietnams rejeindustri arbejder helt op til 83 timer om ugen. Mange af dem lider af bihulebetændelse, udmattelse eller de dehydrerer i den massive varme, men alligevel fortsætter de. De tjener nok til at klare sig, men de færreste har råd til mere end det. Mød fire arbejdere, der producerer vores rejer i Vietnam.
Christian Erin-Madsen

Journalist

Foto: Hoang Nguyen

Redaktør:

I samarbejde med P1 Orientering
Arbejderne i Vietnams rejeindustri arbejder helt op til 83 timer om ugen. Mange af dem lider af bihulebetændelse, udmattelse eller de dehydrerer i den massive varme, men alligevel fortsætter de. De tjener nok til at klare sig, men de færreste har råd til mere end det. Mød fire arbejdere, der producerer vores rejer i Vietnam.

Rejepilleren

Det gør ondt hver aften i mine lægmuskler og arme, fordi vi to ad gangen løfter større kasser med kogte rejer. Det gør det svært at sove om aftenen.

To madrasser hviler op ad væggen, så familien ikke skal sove på de hårde klinker. Der står et fjernsyn, et gasblus ovre ved væggen, og på gulvet står en blæser, der drejer fra side til side som en gårdvagt, der holder øje med børn i en skolegård. Der er ingen stole i rummet.

Ngoc Anh har tre børn – en på 13 år, en på seks år og en på 4,5 måneder. I øjeblikket er det kun den yngste, der er hjemme sammen med hende i det lille værelse på godt 25 kvm.

Hun bor lidt uden for byen og den rejefabrik, hvor hun arbejder og tjener 5,5 millioner dong om måneden (1.535 danske kroner) for at pille rejer. Alle pengene bliver brugt på familien, der er intet tilbage til en opsparing, når måneden er omme. Deres husleje er på 170 kr. om måneden.

Hun arbejder 335 timer om måneden, hvoraf hver anden uge er nattearbejde. En læge har diagnosticeret hende med kronisk bihulebetændelse på grund af arbejdsforholdene på fabrikken.

Hun har ofte problemer med at falde i søvn, når hun har arbejdet om natten, og selv med den høje arbejdsmængde springer hun af og til måltider over og går sulten i seng for at få pengene til at gå op. En del af jobbet består i, at hun sammen med en medarbejder skal bære en tung kurv med rejer.

“Mine lår gør ondt, men jeg gør hvad jeg kan for at bære kurven. Særligt om natten gør mine muskler frygteligt ondt,” siger hun.

Rundt om hende til alle sider hænger vasketøj på en snor. I hjørnet afskærmer en klinkemur et hul i jorden, der fungerer som toilet.

Barsel

Rejefabrikken, hun arbejder for, støttede hende og familien da hun skulle på barsel. De udbetalte 25 millioner dong (knap 7.000 danske kroner) i barselspenge. Det skal strække til omtrent seks måneders barsel.

Hun blev født i Vietnam af cambodianske forældre, som hun dog aldrig har mødt. Hun fortæller, at de smed hende på gaden, og et vietnamesisk par tog hende til sig. Dem boede hun hos, indtil hun var 14 år. Derefter blev hun sendt væk for at arbejde som rengøringskone hos forskellige familier. Hun har heller ikke set sine vietnamesiske plejeforældre siden.

Da Ngoc Anh var 25 år, mødte hun sin mand, men selvom de har tre børn sammen, er de endnu ikke gift.

I hendes optik ville det være helt fint, hvis børnene endte med at gå samme vej som hun selv og arbejde på fabrikken i fremtiden, for det er bedre end så mange andre jobs, som for eksempel at være murer, synes hun.

Hun har en fast kontrakt med fabrikken, der udspecificerer hendes grundløn, overtidstillæg og andre forhold. Hun får dog ikke nogen lønsedler, så hun kan ikke tjekke, hvordan den udbetalte løn bliver beregnet. En del af kontrakten er en aftrædelsesordning, men hun ved ikke, hvad den indeholder.

Daglejeren

Jeg har haft hovedpine, en næse, der løb og følte mig træt, så jeg gik til lægen, som fortalte mig, at jeg led af udmattelse.

På en lille hævet repos på klinkegulvet ligger Hai Yens baby på to uger. Babyen ligger på ryggen og giver nogle få spjæt med arme og ben. Der ligger et klæde under babyen. Ingen puder.

På jorden ud for reposen sidder Hai Yen. Varmen er kvælende, og en blæser på gulvet forsøger at kaste lidt luft i retning af hende og det lille sengeleje.

Hun er 22 år og har to børn. Det ældste barn er knap ét år. Sammen har familien på fire omtrent 25 kvm til en husleje på 600.000 dong om måneden (knap 165 kroner).

Oprindeligt var hun fuldtidsmedarbejder på en rejefabrik, hvor hun arbejdede med at pille rejer. Så blev hun deltidsmedarbejder, og i øjeblikket arbejder hun slet ikke. Det vil hendes mand ikke have.

Som fuldtidsmedarbejder arbejdede hun typisk alle ugens dage. Først i tre dage fra 6.30-21.30, derefter en dag fra 6.30-17, så forfra igen. Hun havde ret til fire fridage, som ofte blev spredt ud over måneden.

Som deltidsmedarbejder arbejdede hun typisk 4-5 dage og havde derefter 2-3 dage fri.

Hun har aldrig haft en kontrakt på sit arbejde, selvom hun oprindeligt fik det tilbudt. Hun foretrak uafhængigheden.

Da hun arbejdede, blev hun tilset af en læge, der konstaterede, at hun var udmattet, hun havde hovedpine og en næse, der hele tiden løb. Hun husker, hvordan hun plejede at have ømme ben af at stå op hele dagen og arbejde. Hun husker det iskolde vand, som rejerne ligger i, inden de bliver pillet.

Børnearbejde

Allerede da Hai Yen var 14 år, arbejdede hun uden kontrakt som børnearbejder imellem de voksne på en rejefabrik. Hun fortæller, at tilsynsmændene vidste det, men lod hende gøre det. Fabrikken havde brug for arbejdskraften. Hun husker arbejdet som virkelig hårdt, men hun ville ikke være en, der let gav op. Vennerne arbejdede der også.

Af og til tabte hun og andre medarbejdere rejerne på gulvet. Så samlede arbejderne dem op igen med en tang, dyppede dem i klorin og lagde dem tilbage på båndet. Det blev de instrueret i.

“Jeg tror, det skete tre gange om dagen pr. arbejdshold. Måske for ti rejer om dagen”, siger hun.

Da hun arbejdede fuld tid, tjente hun et sted imellem 835 og 1.255 kr. om måneden. Som deltidsmedarbejder tjente hun 42-48 kr. om dagen. Hendes mand tjener i øjeblikket 28 kr. på en dårlig dag, 84 kr. på de gode dage. Når det ligger i den høje ende er det akkurat nok til, at familien kan klare sig.

På et tidspunkt købte hun sig selv nogle flotte øreringe for knap 300 kr. Det var hendes egne penge, men hun var nødt til at sælge dem igen. Familien har nok til de månedlige udgifter, men der er ikke plads til ekstraudgifter eller til at spare op. Og slet ikke til at købe et par øreringe.

Reelt begyndte trangen til at tjene penge allerede, da hun var 14 år. Dengang snød hun sig til at arbejde på en rejefabrik ved at lyve sig ældre. Hun gik i niende klasse, men arbejdede også deltid på fabrikken. Det blev ved i to måneder. Senere begyndte hun på en anden fabrik, men det gjorde ikke den store forskel. På mange måder minder fabrikkerne om hinanden, synes hun.

Friturearbejderen

Det sker, at jeg føler mig svimmel på arbejdet, og folk besvimer af og til.

Lægen har fortalt mig, at jeg led af dehydrering, så jeg blev sendt hjem i tre dage for at slappe af og drikke masser af vand.

Rummet er så varmt, at sveden burde løbe, men som han sidder der i sin gule, ærmeløse trøje og shorts, virker han som den eneste i rummet, der ikke sveder. Måske fordi han er vant til varme på sin arbejdsplads.

Huong Giang er 36 år, skilt og har en søn på fire år. Han inviterer os ind i sit hjem kl. 20 en søndag aften.

Hans hjem er et rum på ca. 15 kvadratmeter. På nogle løse mursten langs en skillevæg står nogle skåle og glas, en slukket kogeplade, noget olie og i en skål ligger et par løg. Den klinkebelagte skillevæg dækker for det åbne hjørne, hvor der er en rist, som han bruger til at tisse i. Hjemmet har ikke noget toilet.

Sønnen er hos sin mor og bedstemor, når arbejdet kalder på rejefabrikken, hvor han arbejder i friture-afdelingen. Han er fastansat og tjener et sted imellem 4,5-5,5 millioner dong (1.255 – 1.535 kr) om måneden. Han har ret til fire fridage hver måned, men tager ofte fem eller seks for at have mere tid sammen med sin søn.

På fabrikken bliver der, ifølge ham, omtrent 40 grader i det rum, hvor han arbejder. De laver tempurarejer.

Rejerne produceres i otte store ovne, som han er med til at betjene. Der er 120 fuldtidsmedarbejdere og omtrent 80 deltidsmedarbejdere i hans afdeling, der betjener de otte ovne. Arbejderne har goggles på for at beskytte mod de 170 grader, som ovnene bliver skruet op på.

“De nye og urutinerede medarbejdere kæmper ofte med, at sveden går i deres øjne. De mere erfarne har fundet en måde at vænne sig til det og arbejde igennem det”, siger han.

Arbejdere besvimer

Der er folk, der af og til besvimer i afdelingen, og han har også prøvet at føle sig svimmel. Firmaet sørger for te, vand og is-lemonade til medarbejderne, men det er ofte alligevel ikke nok. En læge har tidligere givet ham besked på at blive hjemme og komme sig, fordi han var dehydreret. Dengang fik han at vide, at han skulle gå hjem og drikke masser af vand. Han fik tre fridage, så var det tilbage til den samme afdeling.

Han kæmper ikke selv med andre symptomer, men hører tit om andre arbejdere på fabrikken, der dehydrerer eller kæmper med rygsmerter, øm hals, næse eller øjne og hævede ben fra at stå op hele dagen. Hovedpine er helt almindeligt udbredt. Det hedder sig, fortæller han, at der ikke er nogen hårdere afdeling end fritureafdelingen.

Når der kommer inspektioner, får medarbejderne besked på at sætte tempoet ned, fortæller han. Så skal de kun lave seks tempurarejer på den tid, som det normalt tager at lave 10. På den måde ser rejerne smukkere ud.

Nogle af rejerne på båndene er uperfekte og mangler halen. Når mellemlederne ikke ser det, sætter arbejderne sig på hug og smugspiser dem.

Hver måned lægger han 280 kr til side til sin søn på en opsparing. Andre 280 kr går til at betale af på hans knallert. Efter planen er den udbetalt i løbet af to år. Han håber ikke, at hans søn en dag skal arbejde på fabrikken. Arbejdet er for hårdt, synes han.

Sushiarbejderen

De fleste af mine kolleger på arbejdet har formentlig bihulebetændelse. De får diagnosen hos lægen.

Gia Han triller ind på sin scooter ved et madmarked, der ligger lige på den anden side af broen. Tæt ved de sovesalsværelser hun og andre medarbejdere bor i.

Fabrikkens logo pryder hjelmen, hun har på hovedet. Hun vipper hjelmen af og sætter sig i en af de lave plasticstole ved madmarkedet med boderne bag sig. Ved sin side har hun sin fem-årige datter.

Hun er blevet diagnosticeret med kronisk bihulebetændelse af en læge i den nærliggende Tho Than-region. Hun fik symptomerne omtrent et år efter, hun fik jobbet. Hun fortæller, at stort set alle medarbejdere på fabrikken har problemer med næsen.    

Først blev det bedre, men det holdt ikke. Nu har hun erkendt, at hun kommer til at kæmpe med bihulebetændelse resten af livet, og det er ikke det eneste. Ofte har hun også tung hovedpine og mærker irritation i næsen. Hendes ben hævede også den første uge på fabrikken, fordi hun står op og arbejder hele dagen. Det vænnede hun sig til.

Oprindeligt var det så slemt, at hun måtte blive hjemme flere dage ad gangen, men i de senere år er det blevet bedre. Hun lider også af hovedpiner og irritation i næsen.

Forholdene har ikke fået hende til at sige op. Hun har nu været 3-4 år på fabrikken, hvor hun arbejder fuld tid og tjener 7 mio. dong (1.980 kr.) om måneden.

For to år siden var der større strejker på fabrikken, fordi fabrikken manglede en Tet-bonus svarende til en ekstra månedsløn. Derefter hævede de lønnen. Hendes løn var dengang 5,5 mio. dong (1.520 kr.) Det er stadig et godt stykke over mindstelønnen på 1.100 kr.

Håber ikke børn får job på rejefabrik

Hun arbejder i sushi-afdelingen, hvor hun kategoriserer størrelsen på rejerne. Det var på den samme fabrik, at hun mødte sin mand, men de er ikke sammen længere. Hvad der skete, er imellem dem.

De har tre børn sammen. To piger – en på fem og en på ti år – og en søn på 18 måneder.

Da hun var gravid med sit mellemste barn, var der ikke nogen hjælp eller privilegier for gravide. Det var en hård tid, men hun mener, at de forhold siden har ændret sig til det bedre på fabrikken.

Hun ønsker ikke for sine børn, at de skal arbejde samme sted. Da hun selv ledte efter et job var det, det eneste hun kunne finde, men hun ønsker for sine børn, at de finder noget, der er mindre hårdt og ikke kræver så mange timers arbejde.

“Vi er underdogs”, siger hun som kommentar til, om arbejderne var tilfredse med ændringerne. “Så alt hvad vi behøver er bedre betaling og færre timer”.

Det eneste hun bekymrer sig om til daglig, fortæller hun, er den kroniske bihulebetændelse, der plager hende.

]]>
Klorindampe giver vietnamesiske rejearbejdere kroniske luftvejslidelser https://danwatch.dk/undersoegelse/klorindampe-giver-vietnamesiske-rejearbejdere-kroniske-luftvejslidelser/ Thu, 13 Sep 2018 09:34:35 +0000 https://danwatch.dk/?post_type=undersgelse&p=26630
En Danwatch-undersøgelse

Klorindampe giver vietnamesiske rejearbejdere kroniske luftvejslidelser

En Danwatch-undersøgelse
Rejearbejdere i Vietnam pukler i høj varme og luftfugtighed på fabrikker, hvor de indånder dampe fra kemikalier, der gør dem kronisk syge. Danwatch tog til Vietnam for at blive klogere på deres symptomer og høre deres historier.
Christian Erin-Madsen

Journalist

Foto: Hoang Nguyen

Redaktør:

I samarbejde med P1 Orientering
Rejearbejdere i Vietnam pukler i høj varme og luftfugtighed på fabrikker, hvor de indånder dampe fra kemikalier, der gør dem kronisk syge. Danwatch tog til Vietnam for at blive klogere på deres symptomer og høre deres historier.

Hovedpinerne bliver ved at vende tilbage for Gia Han, men det er ikke det værste.

Hun er i midt-tyverne og arbejder fuld tid i sushiafdelingen på en stor rejefabrik i Mekong-deltaet. Fabrikken leverer til det danske marked. Hun har arbejdet der i 3-4 år, men allerede et år efter hun begyndte, fik hun konstateret kronisk bihulebetændelse. Først og fremmest på grund af dampe fra den klorin, der bliver brugt til at gøre rent med på fabrikken. At bihulebetændelsen aldrig kommer til at forsvinde igen er for hende den største hovedpine af dem alle.

Hun er en ud af tusinder af arbejdere i Vietnam, der producerer kæmperejer, der ender i danske supermarkeder. Vi er i Mekong-deltaet og besøger Gia Han og andre arbejdere for at blive klogere på, hvordan hendes og andre rejefabrik-arbejderes arbejdsdage på minimum 11 timer, typisk 13-15 timer, påvirker deres helbred. Arbejderne er udsat for kemikalier og så hårdt pres på rejefabrikkerne, at kroppen giver efter for arbejdsforholdene – ofte i en grad, der fører til kroniske diagnoser.

Læger, sundhedspersonale, forskere og en mellemleder på en af fabrikkerne bekræfter over for Danwatch, at de hårde arbejdsvilkår er med til at gøre arbejderne syge. Lange arbejdstider, ofte i høje temperaturer, klorindampe fra rengøringen, få pauser og stående arbejde hele dagen.

Arbejderne er udmattede, de dehydrerer ofte, og mange har problemer med luftvejene (flere i en grad, så de får kroniske problemer med bihulerne).

Hver måned er der to til tre arbejdere, der besvimer under arbejdspresset, oplyser en mellemleder fra en af rejefabrikkerne, Minh Quang. Han bliver suppleret af en læge på Soc Trang Hospital, der fortæller, at arbejdere fra reje- og fiskefabrikker i området hver måned bliver indlagt på hospitalet.

Gia Han er fraskilt med tre børn, men klarer sig fint. Hendes største bekymring er ikke familien, men den kroniske bihulebetændelse hun fik konstateret omtrent et år efter, hun begyndte på fabrikken.

Hun har været på fabrikken i 3-4 år, men har kæmpet med de hårde arbejdsforhold lige fra hun blev ansat.

Oprindeligt, for år tilbage, da hun begyndte på rejefabrikken, måtte hun af og til blive hjemme fra fabrikken flere dage ad gangen inden hun var klar til at tage tilbage. Hun husker hvordan hendes ben hævede i løbet af den første uge, så hun følte, hun ikke kunne stå op længere. Derefter vænnede hun sig langsomt til at stå op hver dag og arbejde.

Læs mere om Gia Han og andre arbejdere på rejefabrikkerne

Læs mere

Sushiarbejderen

Jeg døjer med slem hovedpine og irritation i næsen, og så har jeg fået konstateret kronisk bihulebetændelse.

Næsten alle medarbejdere lider af bihulebetændelse.

Minh Quang, mellemleder på en rejefabrik i Mekong-deltaet Tweet

Syge arbejdere tvinges på arbejde

Minh Quang er til daglig leder for de arbejdere, han beskriver, som hver måned besvimer.

Han er mellemleder på en af de store rejefabrikker i Mekong-deltaet, har en uddannelse bag sig og har indvilget i at fortælle Danwatch om indenfor de ellers lukkede døre på rejefabrikken.  Han er klar over, at arbejderne bliver syge af arbejdsforholdene og mener, at de burde have bedre vilkår i den vietnamesiske rejeindustri. En fabrik, der på fast basis leverer kæmperejer til det danske marked.

“Næsten alle medarbejdere lider af bihulebetændelse”, siger han.

Han mener, at det skyldes de utilstrækkelige mundbind og klordampe, der ofte hænger i luften på fabrikkerne. Den del vender vi tilbage til.

Klorinen bruges til at gøre rent med, men også hvis en medarbejder taber rejer på gulvet. I så fald bliver rejerne samlet op, dyppet i et bad af klorin og vand og lagt tilbage på båndet. En praksis, der er tilladt i rejeproduktionen.  

Ifølge ham er der hver måned medarbejdere, der besvimer, og medarbejdere, der græder over ikke at få lov til at forlade arbejdspladsen på grund af eksempelvis hovedpine.

Han forklarer, at det lokale medicinske personale, som tilser dem, ikke har nok ekspertise til at fastslå, hvad baggrunden for medarbejdernes symptomer kan være. Samtidig lægger fabriksledelsen pres på mellemlederne til ikke at give for mange arbejdere fri. Løsningen bliver, at de ikke får lov at forlade stedet.

Han fortæller, at arbejderne bliver fanget i en limbo, hvor de ikke er i stand til at fortsætte arbejdet, fordi de har ondt eller lider, men heller ikke må få lov at gå hjem. Derfor græder de.

Frituremedarbejderen

Sved løber ofte ned i øjnene på nybegynderne, men de mere erfarne har vænnet sig til det.

Der er folk, der besvimer af og til i Huong Giang’s afdeling, og han har også prøvet at føle sig svimmel. Firmaet sørger for te, vand og is-lemonade til medarbejderne, men alligevel har han fået diagnosen dehydrering af lægen. Dengang fik han at vide, at han skulle gå hjem og drikke masser af vand. Han fik tre fridage, så var det tilbage til den samme afdeling.

Når der kommer inspektioner får medarbejderne besked på at sætte tempoet ned. Så skal de kun lave seks tempurarejer på den tid det normalt tager at lave ti. På den måde ser rejerne smukkere ud.

Læs mere om frituremedarbejderen og andre arbejdere på rejefabrikkerne

Læs mere

Det er meget almindeligt i det her område at have bihulebetændelse. Arbejdsforholdene gør det nemt at få diagnosen, og jeg vil vurdere, at cirka 50 procent af de patienter vi får ind med bihulebetændelse kommer fra reje- og fiskefabrikker

Lhuong Thai Nguyen, læge på Community Health Center i Soc Trang. Tweet

Arbejdernes fortællinger er afspejlet i vietnamesisk forskning.

I et studie fra Can Tho Universitet i Vietnam (2007), fulgte forskere i en årrække fulgte to grupper af fabriksarbejdere. Den ene gruppe var udsat for klorindampe, den anden gruppe var ikke. I gruppen, der blevet udsat for klorin, kæmpede 50 procent med bihulebetændelse, mens kun 23 procent af arbejderne i kontrolgruppen kæmpede med betændelse i bihulerne.

Et tidligere studie fra Soc Trangs Center for Forebyggende medicin (2005) viste, at ud af 1324 arbejdere havde 220 medarbejdere bihulebetændelse og mange medarbejdere kæmpede med gigt.

Lokale hospitaler bekræfter problemer

For at finde ud hvorfor så mange arbejdere på rejefabrikker i Vietnam tilsyneladende rammes af luftvejsproblemer, tog Danwatch kontakt til læger på tre lokale sundhedscentre i Soc Trang-regionen. Det er én af de største regioner for rejeproduktion i Vietnam og en region hvor en stor del af rejerne, der ender i danske supermarkeder, bliver produceret.

Sundhedscentrene fortæller, at de ikke ligger inde med statistik over sammenhænge mellem specifikke brancher og diagnoser, men de får ofte henvendelser fra arbejdere fra rejefabrikker, fortæller Lhuong Thai Nguyen, der er praktiserende læge på Community Health Center i Soc Trang.

“Det er meget almindeligt i det her område at have bihulebetændelse. Arbejdsforholdene gør det nemt at få diagnosen, og jeg vil vurdere, at cirka 50 procent af de patienter vi får ind med bihulebetændelse kommer fra reje- og fiskefabrikker”, siger Lhuong Thai Nguyen.

Bihulebetændelser er et symptom, men patienterne melder – ifølge de to sundhedscentre i Soc Trang – også om andre forhold som hævede mandler, udmattelse, stress-symptomer og dårlig ryg.

Et af de lokale sundhedscenter nævner ligefrem symptomer som blodmangel til hjernen (cerebral anæmi) hos arbejdere fra rejefabrikker i området.

Hvis luftvejslidelserne er alvorlige bliver arbejderne henvist til Soc Trang General Hospital, hvor tungere fagligt personale tilser dem. Også her bekræfter de, at bihulebetændelse er almindeligt forekommende.

“Cirka 2-3 gange om måneden er der arbejdere fra reje- og fiskefabrikker, der bliver indlagt på Soc Trang Hospital, siger Tram Van Hoang, leder af Øre, næse, halsafdelingen på Soc Trang General Hospital.

Ingen af stederne ligger inde med data, der kan give overblik over rejeindustriens arbejdere i Vietnam, og det har ikke været muligt for Danwatch at finde. Vietlabor og andre kilder Danwatch har talt med mener, at det ikke findes.

BAGGRUND

Vi elsker rejer fra Vietnam

Dansk import af frosne rejer fra Vietnam 2017:

190 millioner kr
2.542 ton

Vi importerer flest frosne rejer fra Vietnam (2017)

Importen af frosne rejer fra Vietnam er stigende

Kilde: Danmarks Statistik

Klorin er slimhinde- og luftvejsirriterende. Det går meget hurtigt i forbindelse med, hvad end det støder på.

Jane Frølund, ledende overlæge på Arbejds- og miljømedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital Tweet

Ømme slimhinder og luftvejsproblemer

På Bispebjerg Hospital forsker Niels Ebbehøj, der er speciallæge i arbejdsmedicin, blandt andet i arbejdsforhold for reje-arbejdere i den grønlandske industri.

Niels Ebbehøj vurderer, baseret på det data som Danwatch har indsamlet, at der sandsynligvis er en sammenhæng mellem arbejdsforholdene på rejefabrikkerne i Vietnam og den høje forekomst af øre, næse og hals-symptomer som ømme slimhinder, problemer med luftvejene og lignende symptomer.

“Kulde, dampe fra eksempelvis klorin, hvor opblandingen er afgørende, sammenholdt med, hvis der er fyldt med rejeprotein i luften, kan gøre, at de får irritationer og astma af det, siger Niels Ebbehøj.

Det bekræfter ledende overlæge på Arbejds- og miljømedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital, Jane Frølund:

“Klorin er slimhinde- og luftvejsirriterende. Det går meget hurtigt i forbindelse med, hvad end det støder på. Effekten kan komme på sigt. Hvis slimhinderne over længere tid fungerer dårligt, fordi de er irriterede, kan de lukke af til bihulerne, og det kan give bihulebetændelse. Så der kan være en indirekte påvirkning, siger Jane Frølund.

En lokal læge har diagnosticeret Nguyen Ngoc Anh med kronisk bihulebetændelse, og hendes arme er mærkede og ødelagte af igen og igen at løfte og slæbe på kasser med kogte rejer, der vejer op mod 100 kg, fortæller hun.

Hun arbejder i snit over 83 timer om ugen og føler, at det er hårdt at falde i søvn efter nattevagter. Søvnrytmen bliver ofte helt smadret af det.

Der er ingen penge tilbage, når måneden er omme. Alt er brugt på familien. Hun har ikke nogen opsparing.

Læs mere om Nguyen Ngoc Anh og andre arbejdere på rejefabrikkerne

Læs mere

Rejepilleren

Jeg har haft ondt i lægge og arme hver nat. Det har gjort det hårdt at sove om natten.

Cirka 2-3 gange om måneden er der arbejdere fra reje- og fiskefabrikker, der bliver indlagt på Soc Trang Hospital.

Tram Van Hoang, leder af øre-næse-halsafdelingen på Soc Trang General Hospital Tweet

Så hårdt at enkelte besvimer

Arbejdet er til tider så hårdt, at enkelte besvimer.

“Det er sjældent, men det sker en gang imellem. Det er måske to-tre om måneden, siger mellemlederen Minh Quang.

Han fortæller, at det er yderst sjældent, at arbejderne klager over arbejdsforholdene. Sådan er kulturen i Vietnam. Han ser af og til folk græde, og han har én gang oplevet en kvinde, der følte sig syg, gøre indsigelser, men normalen er snarere at bide tænderne sammen og arbejde igennem, fortæller han.

Vi har spurgt Jane Frølund, hvorvidt arbejdernes symptomer hænger sammen med deres arbejdsforhold? Hun bekræfter sammenhængen.

“Symptomer med hovedpine, udmattelse og besvimelser kan man sagtens opleve, hvis man igennem længere tid bliver dehydreret. Det kan sagtens hænge sammen med arbejde i høje temperaturer”, siger Jane Frølund.

Arbejderne fortæller selv, at de står op hele dagen, at de kun har 15 minutters pause hver femte time, at de kun kan gå på toilet, hvis andre ved deres linje ikke er på toilettet.

Freelanceren

Hvis rejer faldt på gulvet, ville vi samle dem op igen med en tang, rense dem ved at dyppe dem i fortyndet klorin og lægge dem tilbage på båndet.

Hai Yen er 22 år og arbejder ikke i øjeblikket. Hun er for kort tid siden blevet mor for anden gang. Derfor vil hendes mand ikke have, at hun arbejder.

Dengang hun arbejdede var det uden kontrakt, som freelancer. Hun husker, hvordan hun ofte var udmattet, kæmpede med hovedpine, ømme ben over at stå op hele dagen og hvordan hendes næste altid løb.

Læs mere om Hai Yen og andre arbejdere på rejefabrikkerne

Læs mere

Klorgas kan give vand i lungerne og føre til at en person drukner indvendigt

Jesper Nielsen, International chef, 3F Tweet

Medarbejdere får luftvejsproblemer

Danwatch har forelagt eksemplerne fra de forskellige interviews for Niels Ebbehøj, der også kører et projekt, hvor han interviewer reje-arbejdere i den grønlandske industri.

Han hæfter sig ved, at når medarbejderne står op hele dagen og arbejder, fører det naturligt til, at de bliver nedslidte, og dermed overrasker det ham ikke, at arbejderne klager over dårlig ryg, udmattelse samt ømme ben og arme.

“Det lyder som meget at stå 11 timer i træk. En pause hver 5. time er ikke noget, vi vil finde os i. Vi vil nok sige, at det der bliver de nedslidt af, men jeg ville snarere kigge på, hvilke forhold det foregår under, siger han.

Forholdene i Danmark ville ikke tillade den slags forhold, selvom der ifølge Jesper Nielsen, 3F, normalt ikke er bestemmelser for det i ansættelseskontrakter.

“Pauser kommer an på arbejdets art, men generelt opfordrer Arbejdstilsynet til at holde flere gode pauser i løbet af dagen for at forebygge stress og udbrændthed, siger han og tilføjer, at det typisk reguleres ved overenskomst, lokalaftale eller kutymer. Der er i Danmark en grænse på tre timer for arbejde, hvor det er nødvendigt at bruge filtermaske. Han slår desuden fast, at der ikke må være nogen restriktioner på adgang til toiletter.

Mundbind er ikke nok

Danwatch har også spurgt ham, hvordan danske arbejdspladser ville sikre deres arbejdere mod dampe fra klorin og andre kemikalier.

“Da klorholdige dampe irriterer slimhinden, endda meget ved øjne og luftveje, skal man ikke arbejde, hvor der er klor-dampe, siger han og understreger, at klorin kan afgive giftig klorgas ved kontakt med andre kemiske stoffer. Det kan være sure rengøringsmidler som WC-rens og eddike.

“Klorgas kan give vand i lungerne og føre til at en person drukner indvendigt, tilføjer han.

Derudover er mundbind slet ikke godt nok som sikkerhedsudstyr.

“Man skal heller ikke have klor på huden. ”Mundbind” ved jeg ikke hvad du vil bruge til i den forbindelse. Skal man have et filter mod klorgas skal det være af en helt anden kaliber. Det er et gasfilter af typen B, der skal anvendes, hvis der er risiko for at indånde klorgas, siger han og tilføjer:

“Indåndingsluften i almindelige arbejdslokaler skal være ren.

Et eksempel på et såkaldt "filtrerende åndedrætsværn" fra det danske arbejdstilsyns hjemmeside.

Af Arbejdstilsynets hjemmeside fremgår det, at et gasfilter af typen B er det, der også kaldes et filtrerende åndedrætsværn. Det dækker mund og næse komplet.

Fabrik: Vi har ikke syge medarbejdere

Danwatch har fået svar fra en af de fabrikkerne, der fast leverer rejer til flere større danske supermarkeder.

“Vi har ikke fundet nogen tilfælde, hvor arbejdere kan have de problemer med de begrundelser, som er beskrevet, skriver de og tilføjer, at: “Arbejdernes sundhed er et af vores væsentligste anliggender.

De tilføjer, at ikke alle får lov at bruge klorin.

“Klorin bliver hovedsageligt brugt til at gøre rent og kun trænet personnel kan få tildelt det job. I særlige sektioner skal arbejderne bære passende beskyttelsestøj.

Beskyttelsestøjet bliver tildelt af fabrikken, tilføjer de.

Der er desuden lægeligt personale tilknyttet fabrikken for at kunne assistere ved uheld i arbejdstiden og for at yde førstehjælp.

Fabrikken har sendt kopier af dokumenter til Danwatch, der viser fabrikkens retningslinjer for sikkerhed, hygiejne, arbejdsforhold, godkendelsen af det lægelige personnel og en beskrivelse af det halvårlige helbredstjek som arbejderne, ifølge virksomheden, har ret til.

Danwatch har gennemgået dokumenterne. De bekræfter at personalet har fået lægefaglig træning, og de giver almene guidelines til førstehjælp og hygiejneforhold.

Kun  trænet personale må håndtere klor

I et af dokumenterne er lavet en liste over, hvordan klor og rengøringsmidler skal håndteres. Der er nævnt, at en supervisor skal have overblik over at kvalitetssikre samt at opløse og bruge midlerne. Derudover er personen forpligtet til at “bære beskyttelsestøj”.

De fleste store vietnamesiske rejefabrikker, inklusive den nævnte, er medlem af brancheforeningen Vietnam Association of Seafood Exporters and Producers (VASEP). Danwatch har også fremlagt fundene for dem. De forholder sig ikke konkret til sygdommene, men Le Hang, vicedirektør for VASEP, skriver i et svar, at:

“VASEP har jævnlige besøg på fabrikkerne og har noteret sig at arbejdsforholdene hos vores medlemmer lever strengt op til den relevante lovgivning, reguleringer og retningslinjerne for fisk- og skaldyrsproducenter”.

Derudover understreger de, præcis som fabrikken oplyste, at virksomhederne har halvårlige sundhedstjek, og at kun trænet personnel må håndtere klorin og kemikalier.

“Klorin bliver hovedsageligt brugt til rengøring og kun trænet personnel kan få til opgave at udføre det job. I særlige sektioner skal arbejderne have passende sikkerhedsudstyr på som bliver stillet til rådighed af virksomheden”.

Identiteten på arbejderne og mellemlederen i artiklen er anonymiseret i artiklen af hensyn til deres sikkerhed.

]]>
På Vietnams rejefabrikker knokler arbejdere op til 17 timer om dagen https://danwatch.dk/undersoegelse/paa-vietnams-rejefabrikker-knokler-arbejdere-op-til-17-timer-om-dagen/ Thu, 13 Sep 2018 09:32:35 +0000 https://danwatch.dk/?post_type=undersgelse&p=26510
En Danwatch-undersøgelse

På Vietnams rejefabrikker knokler arbejdere op til 17 timer om dagen

På Vietnams rejefabrikker knokler arbejdere op til 17 timer om dagen

En Danwatch-undersøgelse
Kæmperejer fra Vietnam er mere populære end nogensinde, og i danske supermarkeder er efterspørgslen stigende. Derfor knokler mange arbejdere på Vietnams rejefabrikker imellem 11-17 timer om dagen. Det er i strid med vietnamesisk lov og ILO, siger eksperter.
Christian Erin-Madsen

Journalist

Foto: Hoang Nguyen

Redaktør:

I samarbejde med P1 Orientering
Kæmperejer fra Vietnam er mere populære end nogensinde, og i danske supermarkeder er efterspørgslen stigende. Derfor knokler mange arbejdere på Vietnams rejefabrikker imellem 11-17 timer om dagen. Det er i strid med vietnamesisk lov og ILO, siger eksperter.

Disse danske supermarkeder sælger rejer importeret fra Vietnam

  • Coop: Superbrugsen, Dagli’brugsen, SuperBrugsen, Kvickly, Irma
  • Salling Group: Bilka, Føtex, Netto, Salling
  • Dagrofa: Meny, Spar, MinKøbmand, LetKøb
  • Reitangruppen: Rema1000
  • Aldi
  • Lidl
  • Nemlig.com

Øjnene skinner sammen med et inviterende smil, som 37-årige Ngoc Anh sidder der på gulvet med sin 4,5 måneders søn strakt ud foran sig i armene. Sønnen flekser benene i vip, så alle i rummet smiler.

Det er ikke til at se, men hun arbejder langt mere end hvad vietnamesisk lov og International Labour Organization tillader. Den seneste måned landede hun på 83 timer om ugen i snit – eller hvad der svarer til 335 timer om måneden. Alligevel er hele hendes løn brugt, når måneden er omme.

Vi er taget til Vietnam for at undersøge, hvordan de populære kæmperejer egentlig produceres i et land, der i 2017 eksporterede rejer for 24 milliarder kroner, ifølge tal fra den vietnamesiske brancheforening VASEP. Det er over 22 procent mere end i 2016, og tæt på det bedste år i 2014, hvor niveauet nåede over 26 milliarder kroner.

Rejeindustrien vokser

En stadig voksende del af den eksport ender i Europa og i Danmark og for at eksportere så mange rejer, er der travlt for arbejderne på de vietnamesiske rejefabrikker.

Danwatch har gennemtrawlet forskningsrapporter, talt med eksperter, samt interviewet arbejdere i Vietnam og fundet at vietnamesiske arbejdere på rejefabrikker arbejder mindst 11 timer om dagen – typisk endda to-fire timer længere dagligt, fordi overarbejde er normalt. Det er arbejdere, der piller, koger, fritterer eller pakker rå rejer på fabrikker, der leverer til det danske marked.

BAGGRUND

Vi elsker rejer fra Vietnam

Dansk import af frosne rejer fra Vietnam 2017:

190 millioner kr
2.542 ton

Vi importerer flest frosne rejer fra Vietnam (2017)

Importen af frosne rejer fra Vietnam er stigende

Kilde: Danmarks Statistik

17-timers vagt en gang om ugen

En af dem er Ngoc Anh. Hun har fri i dag og sidder på gulvet i de omtrent 25 kvadratmeter, der udgør hendes hjem. Her bor hun med sine tre børn og sin mand, der også tjener penge. På snore over Ngoc Anh hænger vasketøj, gulvet er af klinker og ved hendes side står et fjernsyn og et lille gaskomfur.

Hun går af og til går sulten i seng og har til tider svært ved at sove om natten på grund af sit arbejde, fortæller hun. Ngoc Anh arbejder som rejepiller på en fabrik i Mekong-deltaet i det sydlige Vietnam.

Hun fortæller, at hun typisk har 4-5 dagvagter i streg, hvor hun arbejder fra 5.30 om morgenen til kl. 18. Derefter er det nattevagter i de følgende 4-5 dage. Hun har ret til fire fridage om måneden, men søger typisk om at arbejde mere for at tjene flere penge. Derfor ender hun typisk med to fridage hver måned.

Når hun skifter imellem de to uger, holder hun ikke fri for at hvile, før hun skal på arbejde igen – hun vender døgnet ved at arbejde.

Det foregår ved at møde kl. 11 om formiddagen. Herefter arbejder hun i 17 timer med to timers pauser ind imellem, hvor det er tanken, at arbejderne spiser. Derfor ender hun med at være på fabrikken i 19 timer.  

En lokal læge har diagnosticeret Ngoc Anh med kronisk bihulebetændelse, og hendes arme er mærkede og ødelagte af igen og igen at løfte og slæbe på kasser med kogte rejer, der vejer op mod 100 kg, fortæller hun.

Hun arbejder i snit over 83 timer om ugen og føler, at det er hårdt at falde i søvn efter nattevagter. Søvnrytmen bliver ofte helt smadret af det.

Der er ingen penge tilbage, når måneden er omme. Alt er brugt på familien. Hun har ikke nogen opsparing.

Læs mere om Ngoc Anh og andre arbejdere på rejefabrikkerne

Læs mere

Rejepilleren

Jeg har haft ondt i lægge og arme hver nat. Det har gjort det hårdt at sove om natten.

Danwatch har gennemgået forholdene med Minh Quang, en mellemleder fra en af de store rejefabrikker i Mekong-deltaet, som danske importører og supermarkeder køber deres rejer fra.

Han har en uddannelse bag sig, og han har arbejdet på fabrikken i adskillige år. Minh Quang forklarer til Danwatch, at han har dårlig samvittighed over arbejdsforholdene. Han mener, at arbejderne burde få bedre betaling, arbejde mindre, og at forholdene er for hårde.

“Arbejderne er meget utilfredse med arbejdsforholdene”, siger han om de arbejdere, han har snakket med.

Derfor vil han gerne fortælle om tilstandene. Han tør ikke stille sig frem, da det kan koste ham jobbet og føre til alvorlige konsekvenser for både ham og hans familie. 

Minh Quang genkender fortællingen om de 17 timers arbejde.

“På den måde skifter arbejderne imellem dag- og natarbejde med omtrent en uges mellemrum”, siger han. Danwatch kender hans rigtige navn og identitet.

Arbejdsforhold er langt over grænsen

International chef hos 3F, Jesper Nielsen, har også fået fremlagt interviews og dokumentation for arbejdsforholdene på rejefabrikkerne. Han vurderer, at forholdene er over grænsen:

“Det her bør kun forekomme under usædvanlige forhold, som for eksempel i en katastrofesituation, hvor man er nødt til at arbejde igennem, og det er jo elendig arbejdsgiverpraksis”.

Han kalder arbejdsvilkårene i rejeindustrien “værre, end hvad han normalt hører om” i resten af verden.

Vietnamesisk lov om arbejdstid

Af Vietnams Labour Code, artikel 104, fremgår det:

  • Arbejdstiden skal ikke overskride 8 timer pr. dag eller 48 timer om ugen.
  • Arbejdsgiveren skal have ret til at fastsætte arbejdstiderne på en daglig eller ugentlig basis. I tilfælde af ugentlig basis må den normale arbejdstid ikke overstige ti timer for en dag eller 48 timer for en uge. Regeringen opfordrer arbejdsgiveren til at implementere en 40 timers arbejdsuge.

Kilde: ILO

“Det her holder de ikke til ret længe. Det er unormalt lang arbejdstid. De fleste lande har en normal-arbejdstid på otte timer, for det er det ILO har som standard.  11 timer eller mere er ikke normal arbejdstid”, siger Jesper Nielsen, 3F.

På CBS i København sidder Andreas Rasche, der har forsket i FN’s Global Compact og er ekspert i FN’s principper for virksomhedsansvar. Han er enig i, at arbejdstiderne og forholdene ikke hører sig til på en arbejdsplads:

“Det er ekstremt skammeligt og uforsvarligt, at folk har vagter på 17 timer på den måde. Derudover er der ingen tvivl om, at det er dybt uansvarligt at have et setup, hvor fabriksansatte på fast basis arbejder mindst 11 timer om dagen”, siger han.

Arbejdsuger på over 83 timer i snit er ulovlige ifølge vietnamesisk lov, der fastslår, at arbejdere ikke må arbejde over otte timer om dagen eller 48 timer om ugen. Vietnam har ikke ratificeret ILO’s to konventioner på det område, men det svarer til, hvad der står i konventionerne.

International Labour Organization (ILO) blev stiftet i 1919 ovenpå første verdenskrig og er FN’s organ for internationale arbejdstagerrettigheder. Strukturen er den eneste trepartsopbyggede i FN, hvor både regeringer, arbejdsgiver- og og arbejdstagerorganisationer kommer til orde.

Vietnam har ratificeret fem ud af ILO’s otte kernekonventioner om arbejdstagerrettigheder – men ikke:

  • Konventionen om foreningsfrihed (nr. 87)
  • Retten til at organisere sig og forhandle (nr. 98) og
  • Konventionen om tvangsarbejde (nr. 105)
At ratificere en aftale vil sige at tiltræde den endeligt, så den også bliver juridisk bindende.

CSR-kompasset, en landeprofil lavet af Institut for Menneskerettigheders “Human Rights and Business Project” i samarbejde med Dansk Industri og Økonomi- og Erhvervsministeriet i 2007, skriver følgende om Vietnam:

Vietnamesisk lovgivning fastsætter en maksimal arbejdsdag på 8 timer med mindst én 24 timers hvileperiode hver uge. Overarbejde skal honoreres med 1,5 gange normal betaling. Der skal gives dobbelt løn for arbejde på fridage samt tredobbelt løn i ferier. Overarbejde må ifølge loven ikke overstige 4 timer om ugen. Dette overholdes dog langtfra, og særligt ikke i eksportsektoren. Der har de seneste år været adskillige strejker i eksportsektoren på grund af dårlige arbejdsforhold. Det anslås, at mange arbejdere i beklædnings- og fødevareindustrien arbejder på 12-14 timers vagter med ofte kun én pause om dagen. Adgang til drikkevand i arbejdstiden har også været et problem. Mange vietnamesiske arbejdere har endvidere ingen ansættelseskontrakt.

Arbejderne har ifølge ILO-standarder ret til alle ulykkes- og sundhedsfarer på arbejdspladsen og til at deltage i arbejdet med at forebygge dem. Er der klor eller andre sundhedsskadelige stoffer, skal der findes et tilgængeligt sikkerheds-datablad fra leverandøren, (som på arbejdspladsen skal oversættes til en arbejdsplads-brugsanvisning).

Kontrakt giver falsk indtryk af rettigheder

Ngoc Anh’s kontrakt, som Danwatch er i besiddelse af, giver indtryk af, at reglerne bliver overholdt.

Her står, at hun er ansat til at arbejde otte timer om dagen, seks dage om ugen, hvilket svarer til 48 timer om ugen. Dermed overholder fabrikken tilsyneladende vietnamesisk lov. Men flere arbejdere i rejeindustrien arbejder langt mere, viser Danwatch’s interviews.

Danwatch har fået kontrakten oversat og fremvist den for Jesper Nielsen, 3F. Han karakteriserer kontrakten som “af dårlig kvalitet” og hæfter sig ved, at det er uklart hvilket arbejde Ngoc Anh er ansat til at udføre. Derudover er det “noget pjat,” siger han, at skrive, at lønstigning først kan finde sted efter tre år, da kontrakten er et-årig. Mest af alt hæfter han sig ved bestemmelserne om overarbejde.

“Jeg mener kategorien ”normalt overarbejde” er et totalt skråplan i forhold til internationale arbejdsstandarder“, siger han og henviser til, at den normale term hedder at tale om “normalt arbejde” og en “normal arbejdsdag”. Ikke om at overarbejde er normalt. Den normale arbejdsdag blev fastlagt til at være på maksimalt otte timer, da ILO blev stiftet i 1919.

“Overarbejde er overarbejde og må aldrig blive normen. Det er udtryk for dårlig ledelse ikke at kunne tilrettelægge arbejdet, så det kan nås på en normal arbejdsdag. Overarbejde bør forbeholdes ekstraordinære situationer, som en stor ordre der skal være færdig til en bestemt tid, en forsinkelse pga. strømsvigt, råvaremangel eller lignende”, siger Jesper Nielsen.

Danwatch er i besiddelse af en kopi af kontrakten, men har besluttet ikke at lægge en kopi og oversættelse frem af hensyn til Ngoc Anh’s sikkerhed.

Tjener mere end mindstelønnen

  • Huyen Nogc Anh har fortalt Danwatch, at hun tjener 1543 kr. om måneden. Det er et godt stykke over både minimumslønnen og lønnen for et eksistensminimum i området.
  • Minimumslønnen for arbejdere i det område er 1.120 kr om måneden og arbejdernes leveløn for et eksistensminimum ligger på 1.160 kr ifølge sammenslutningen The Global Living Wage Coalition.

En normal arbejdsdag på mindst 11 timer

Hun er ikke alene om de lange arbejdstider. De arbejdere, som Danwatch har talt med, fortæller om lignende arbejdsdage på minimum 11 timer, men ofte længere. Det bliver afgjort samme arbejdsdag, hvor de får at vide, om de skal blive og arbejde længere, men betalingen svarer ikke til overarbejdsbetaling, for lønnen er ikke med tillæg. Den svarer til almindelig timeløn, fortæller Minh Quang.

Foreningen Vietlabor, der er en sammenslutning af arbejdstagerrettighedsgrupper i og uden for Vietnam, kunne heller ikke få overblik over, hvordan lønnen bliver afregnet, da de interviewede arbejdere fra rejevirksomheden Clean Seafood i 2015.

“Vi konkluderede, at arbejderne ikke har nogen ide om basislønnen og tillæg, muligvis fordi virksomheden ikke forklarede det på lønsedler eller andre steder”, skrev de i en rapport fra april 2015, som Danwatch har set.

Medarbejderne Danwatch har talt med kan heller ikke fremvise lønsedler og kender ikke deres timeløn, kun deres månedsudbetalinger. Men uanset hvordan lønnen bliver beregnet, er der ingen fuldtidsarbejdere, der over for Danwatch nævner udbetalte månedslønninger, der er under minimumslønnen for det område i Vietnam, eller hvad sammenslutningen The Global Living Wage Coalition, har estimeret som arbejdernes eksistensminimum – altså den leveløn, der skal til for at arbejderne kan dække deres basale levebehov.

En uge har omtrent fem dage med overtid og to normale dage.

Ngoc Anh, rejepiller på fabrik i Vietnam Tweet

Der findes fagforeninger for arbejdere i Vietnam, men de er alle samlet under landets ledende kommunistiske parti. Fagforbundet hedder Vietnams generalforbund for arbejdere (VGCL) og er ledet af folk fra kommunistpartiets stab og regeringsbureaukrater.

Fagforbundet organiserer ikke strejker, men forhindrer dem heller ikke, forklarer Joe Buckley. Han er arbejdsmarkedsforsker på School of Oriental and African Studies (SOAS) i London.

“Arbejderne mener ikke, at fagforeningerne gør noget godt for dem. Der er den her følelse af irrelevans,” siger han.

Strejker findes, men arbejderne tager istedet sagen i egen hånd. De skaber deres egne små strejker, uden fagforeningernes hjælp, såkaldte wildcat strikes. Her får de typisk ét ønske igennem – eksempelvis højere løn.

Fabrik: Vi lever op til ILO’s krav

Danwatch har rakt ud til en stribe fabrikker, der leverer til danske supermarkeder og importører, men kun en af fabrikkerne har vendt tilbage til Danwatch.

De understreger i et skriftligt svar, at “arbejderne arbejder i otte timer og har ret til 30-45 minutters pauser undervejs. Derudover kan arbejdere og virksomhed have aftaler om overtid, men det må aldrig overskride fire timer om dagen, 16 timer om ugen eller 300 timer på et år”, skriver de.

Tidspunktet, for hvornår arbejdsdagen begynder, kan variere, skriver de og tilføjer med versaler at arbejdsdagen MÅ IKKE overstige otte timer om dagen.

Fabrikken har også vedlagt dokumenter, der viser et typisk månedsskema for arbejdere og eksempler på kontrakter. Ingen fabriksansatte arbejder ifølge oversigten over otte timer om dagen og nattearbejde figurerer slet ikke på listen. Dokumenterne lever alle op til International Labour Organization’s (ILO) standarder.

Overtid er helt normalt

Den og de de andre fabrikker er medlemmer af brancheforeningen Vietnam Association of Seafood Exporters and Producers (VASEP). Danwatch har tilsvarende forholdt dem fundene og spurgt, om det er acceptabelt at de fabriksansatte arbejder mindst 11 timer om dagen. VASEP gentager (læs det fulde svar fra VASEP her), at den umiddelbare aftale lyder på højst otte timer om dagen og 48 timer om ugen, men Le Hang, vicedirektør for VASEP, tilføjer i et skriftligt svar:

“I praksis må medarbejderen arbejde op til 12 timer om dagen (inklusive normale arbejdstimer og overtid). Hvis arbejdere således ikke arbejder over 12 timer om dagen, lever de stadig op til lovens forordning. Hvis de arbejder over 12 timer om dagen overtræder de loven”.

Alle arbejdere Danwatch har talt med arbejder minimum 11 timer som deres normale arbejdstid og når op på 13-15 timer, hvis der er overarbejde.

Hvad angår ekstra arbejde har Ngoc Anh fortalt Danwatch, at overarbejde snarere er reglen end undtagelsen.

“En uge har omtrent fem dage med overtid og to normale dage”, fortæller hun, da Danwatch spørger til normalen.

VASEP indrømmer lovbrud

Alle arbejdere i Danwatch’s interviews spænder imellem 66-83 timer, men VASEP mener kun, at den højeste del af spændet overtræder loven.

“Det er ikke muligt at konkludere, at disse arbejdstimer er lovlige eller ulovlige. Det vil være nødvendigt at nærstudere det fra case til case”, skriver Le Hang og tilføjer:

“Hvis arbejdere arbejder fra 66 til 78 timer om ugen vil der være andre uger i måneden, hvor de ikke har overarbejde og så overholder de stadig loven. Hvis de arbejder fra 78 til 83 timer om ugen, så overtræder de loven”.

Ngoc Anh, når op på det høje timetal, fordi hun har 17 timers vagter, og VASEP understreger, at det ikke lever op til kravet om pauser imellem vagterne:

“For de arbejdere, der arbejder 17 ud af totalt 19 sammenhængende timer (inklusive to timer til pauser): Heraf kan udledes at arbejdsgiveren har givet arbejderne forhold, hvor de arbejder i to forskellige skiftehold, og det overholder ikke reglerne om pauser imellem skiftehold”.

]]>
Vietnamesiske arbejdere bliver kronisk syge af at pille rejer til danske supermarkeder. I rejerne er der også fundet antibiotikarester, som udgør et globalt problem https://danwatch.dk/undersoegelse/antibiotikarester-og-syge-medarbejdere-bag-kaemperejer-fra-vietnam/ Thu, 13 Sep 2018 09:30:35 +0000 https://danwatch.dk/?post_type=undersgelse&p=26932

Hele historien (næsten) på 48 sekunder

Afspil video
En Danwatch-undersøgelse

Vietnamesiske arbejdere bliver kronisk syge af at pille rejer til danske supermarkeder. I rejerne er der også fundet antibiotikarester, som udgør et globalt problem

En Danwatch-undersøgelse
Kæmperejer i danske supermarkeder bliver produceret under uhyrlige forhold i Vietnam. Danwatch dokumenterer, at 17 timers-vagter ved samlebånd og klorindampe giver arbejdere kroniske, fysiske lidelser. Supermarkederne kendte ikke til forholdene.
Christian Erin-Madsen

Journalist

Foto: Hoang Nguyen

Redaktør:

I samarbejde med P1 Orientering
Kæmperejer i danske supermarkeder bliver produceret under uhyrlige forhold i Vietnam. Danwatch dokumenterer, at 17 timers-vagter ved samlebånd og klorindampe giver arbejdere kroniske, fysiske lidelser. Supermarkederne kendte ikke til forholdene.

In English?

Part of this investigation has been translated into english

Read more

Hele historien (næsten) på 48 sekunder

Afspil video

37-årige Huyen Ngoc Anh arbejder 83 timer om ugen i snit på at pille rejer på en vietnamesisk rejefabrik. Hun har kronisk bihulebetændelse på grund af dampe fra klorin på fabrikken og smerter i kroppen fra at slæbe tunge kasser med rejer, der bliver solgt til danske forbrugere i blandt andet Rema 1000, Føtex og Netto.

Danwatch har været i Vietnam og interviewet forskere, læger, sundhedspersonale og reje-arbejdere, der sammen tegner et billede af en milliardindustri med massive menneskelige omkostninger.

Reje-arbejderne lider af kronisk bihulebetændelse på grund af det hårde samlebåndsarbejde, de bliver sendt hjem i dagevis med udmattelse og dehydrering, og hver måned besvimer ansatte på fabrikkerne. Det er de arbejdere, der er med til at sikre Vietnams boomende industri af kæmperejer.

3F: “Elendig arbejdsgiverpraksis”

Danwatch har spurgt eksperter i arbejdsmiljø, hvordan de vurderer vilkårene for de vietnamesiske rejearbejdere:

“Det her bør kun forekomme under usædvanlige forhold, som for eksempel i en katastrofesituation, hvor man er nødt til at arbejde igennem, og det er jo elendig arbejdsgiverpraksis”, siger Jesper Nielsen, International chef hos 3F.

Overforbrug af antibiotika på rejefarme

De seneste tyve års voksende globale efterspørgsel på kæmperejer har intensiveret rejeproduktionen i Vietnam. Det har ført sygdomme med sig i dambruget. Derfor er antibiotika blevet massefodret til såvel raske som syge rejer.

Danwatch har derfor bedt Fødevarestyrelsens laboratorium teste 13 forskellige pakker frosne rejer fra danske supermarkeder produceret i Vietnam.

Fødevarestyrelsen fandt antibiotika i 3 ud af 13 rejepakker – nærmere bestemt i Coop’s Kæmperejer, Planets Pride Vannamei Rejer (solgt i Meny) og Crown Seafood’s Ocean Delight (solgt i Nemlig.com).

Prøverne var under Fødevarestyrelsens grænseværdier, og styrelsen ser derfor ingen grund til at følge op.  

Risiko for resistens

Men hvert fund af antibiotikarester i fødevarer er problematisk, mener  Hans Jørn Kolmos overlæge i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet.

“Det vil kunne føre til stigende behandlingsvanskeligheder. Jo mere resistens, jo vanskeligere bliver infektionerne at behandle, jo flere mennesker dør af det. Det er jo det meget elementære regnestykke”, siger han.

Niels Frimodt Møller, professor i klinisk mikrobiologi på Rigshospitalet i København vurderer også, at overforbrug af antibiotika kan få globale konsekvenser:

“Resistensudvikling buldrer frem i Sydeuropa, Afrika og Asien. Og den har overhalet frembringelsen af ny antibiotika. I Indien, Kina og Afrika har der været slemme eksempler. Det hele handler om, at de ikke har styr på antibiotikaforbruget”, siger Niels Frimodt-Møller.

BAGGRUND

Vi elsker rejer fra Vietnam

Dansk import af frosne rejer fra Vietnam 2017:

190 millioner kr
2.542 ton

Vi importerer flest frosne rejer fra Vietnam (2017)

Importen af frosne rejer fra Vietnam er stigende

Kilde: Danmarks Statistik

Det, der bliver beskrevet, stemmer ikke overens med vores Code of Conduct, og vi har allerede indledt en dialog med vores leverandør for at bede om en redegørelse.

Kasper Reggelsen, media relations manager, Salling Group Tweet

Supermarkeder vil se nærmere på problemerne

190.000 tons rejer blev sidste år importeret til Danmark. Heraf endte omtrent 50 tons rejer i Coops butikker og 70 tons rejer i Rema1000-butikker.

Danwatch har fremlagt de dårlige arbejdsforhold og overforbruget af antibiotika for supermarkeder og importører, der alle fortæller, at de ikke kendte til problemerne, før Danwatch kontaktede dem. Det, selvom de alle har kontrolmekanismer på plads for at forhindre det.

Kasper Reggelsen, media relations manager, Salling Group udtaler:

Det, der bliver beskrevet, stemmer ikke overens med vores Code of Conduct, og vi har allerede indledt en dialog med vores leverandør for at bede om en redegørelse”.

Tilsvarende skriver Kristian Lauge Jørgensen, direktør for reje-importørfirmaet Lauge Seafood Selection, i et svar til Danwatch:

“Vi vil sammen med producenten følge op på de forhold, som I henviser til, hvad angår de sociale forhold hos virksomhederne, I har besøgt. Det er vigtigt at sikre, at medarbejderne har ordnede arbejdsforhold, som lever op til gældende regler inden for området”.

]]>