Kultur & kritik – Danwatch https://danwatch.dk undersøgende journalistik Mon, 22 Oct 2018 14:44:39 +0000 da-DK hourly 1 https://wordpress.org/?v=4.9.8 https://danwatch.dk/dw-content/uploads/2017/09/cropped-Danwatch_fav-450x450.gif Kultur & kritik – Danwatch https://danwatch.dk 32 32 Seks nye dokumentarfilm skal åbne verdens øjne for moderne slaveri https://danwatch.dk/seks-nye-dokumentarfilm-skal-aabne-verdens-oejne-for-moderne-slaveri/ https://danwatch.dk/seks-nye-dokumentarfilm-skal-aabne-verdens-oejne-for-moderne-slaveri/#respond Mon, 08 Oct 2018 12:56:51 +0000 https://danwatch.dk/?p=27591 Dokumentarfilmene skal vises på filmfestivaler, skoler og TV-stationer i hele verden. I dag, mandag den 8. oktober, har de premiere i Danmark, hvor filmen Maid in Hell vises i Absalon. Filmen handler om afrikanske og asiatiske tjenestepiger, der holdes i fangenskab og tvangsarbejde i Mellemøsten.

Dokumentarfilmene er produceret til projektet WHY SLAVERY? af Mette Hoffmann Meyers medieselskab The Why Foundation, der siden 2004 har produceret film om brud på menneskerettighederne

Meget mere end handlede kvinder

Mette Hoffmann Meyers interesse for at dokumentere moderne slaveri blev vakt under en tale af Barack Obamas i 2012 ved Clinton Konferencen. Clinton konferencen finder sted en gang om året og samler statsledere og prominente forretningsfolk fra hele verden for at sætte samtidens store udfordringer på dagsordenen. Og én af de udfordringer, der blev sat på dagsordenen i 2012, og var altså moderne slaveri.

HER VISES WHY SLAVERY?-DOKUMENTARERNE I DANMARK:

Filmene har premiere i Absalon mandag den 8. oktober klokken 20

De vil senere blive vist på DR1 og DR2, og vil i øvrigt blive tilgængelige på danske biblioteker

Den 14.-20. oktober vil filmene blive vist på Kvindemuseet i Aarhus

HER VISES WHY SLAVERY?-DOKUMENTARERNE I DANMARK:

Filmene har premiere i Absalon mandag den 8. oktober klokken 20

De vil senere blive vist på DR1 og DR2, og vil i øvrigt blive tilgængelige på danske biblioteker

Den 14.-20. oktober vil filmene blive vist på Kvindemuseet i Aarhus

Mette Hoffmann Meyer vidste godt forinden, at moderne slaveri fandtes, og havde som daværende dokumentarchef for DR beskæftiget sig med hovedsageligt handlede kvinder. Men at den amerikanske præsident talte om emnet i en halv time foran erhvervslivets mest magtfulde folk, skabte alligevel forundring hos hende, forklarer hun:

“Da Obama holdt den tale, gik det op for mig, at moderne slaveri foregik meget mere systematisk og var meget større, end jeg vidste.”

Efterfølgende gik hun igang med at undersøge emnet. Hun spurgte forskellige mennesker, hvad de vidste om moderne slaveri. De fleste var af den overbevisning, at moderne slaveri drejede sig om et mindre antal af handlede kvinder. En fejlagtig overbevisning, der stadig hersker i dag, fortæller hun:

“Når jeg fortæller folk, at vi er ved at lave seks film om moderne slaveri, spørger de med det samme, om det så er om handlede kvinder. Jeg vil vise, at der findes mange forskellige former for slaveri. Og at det forekommer i alle lande.”

You may choose to look the other way, but you can never say again that you did not know

Et mantra fra 1700-tallet

Det estimerede antal af mennesker, der lever under moderne slaveri, er i dag større end nogensinde før. The Global Slavery Index har netop udgivet en rapport, der anslår, at 40 millioner mennesker lever under slavelignende forhold.

The Why Foundation vil med projektet WHY SLAVERY? udbrede kendskabet til det høje tal og livsvilkårene for moderne slaver. Teamet opfordrer ikke til handling eller ansvarsplacering, men fokuserer på oplysning, siger Mette Hoffmann Meyer:

“Vores mantra stammer fra William Wilberforce, en af 1700-tallets frontfigurerne imod slaveri, som dengang sagde: ‘You may choose to look the other way, but you can never say again that you did not know’. Der er mange andre aktører, der opfordrer til handling – vi skaber opmærksomhed, for at alle i verden skal vide, at slaveri stadig findes.”

SEKS FILM OM MODERNE SLAVERI

A Woman Captured
Marish er husslave under ydmygende og voldelige forhold i et privat hjem i Ungarn.

Jailed in America
Over 2 millioner mennesker, hvoraf en overvægt er afroamerikanere, sidder fængslet i USA. Fængselssystemet tjener penge på det høje antal af indsatte og deres lavtlønnede arbejde.

Maid in Hell
Afrikanske og asiatiske kvinder mishandles og holdes fanget som tjenestepiger i Mellemøsten.

North Korea’s Secret Slaves: Dollar Heroes
Det Nordkoreanske styre sælger tvungen arbejdskraft til andre lande for at finansiere regimets interne projekter.

Selling Children
135.000 indiske børn sælges hvert år til tvangsarbejde og tvangsægteskaber.

I was a Yazidi slave
2. august 2014 blev omkring 6.000 kvinder og børn fra det irakiske Yazidi-samfund bortført af IS til en fremtid i fængsel eller som sexslaver for IS-krigere.

SEKS FILM OM MODERNE SLAVERI

A Woman Captured
Marish er husslave under ydmygende og voldelige forhold i et privat hjem i Ungarn.

Jailed in America
Over 2 millioner mennesker, hvoraf en overvægt er afroamerikanere, sidder fængslet i USA. Fængselssystemet tjener penge på det høje antal af indsatte og deres lavtlønnede arbejde.

Maid in Hell
Afrikanske og asiatiske kvinder mishandles og holdes fanget som tjenestepiger i Mellemøsten.

North Korea’s Secret Slaves: Dollar Heroes
Det Nordkoreanske styre sælger tvungen arbejdskraft til andre lande for at finansiere regimets interne projekter.

Selling Children
135.000 indiske børn sælges hvert år til tvangsarbejde og tvangsægteskaber.

I was a Yazidi slave
2. august 2014 blev omkring 6.000 kvinder og børn fra det irakiske Yazidi-samfund bortført af IS til en fremtid i fængsel eller som sexslaver for IS-krigere.

Teamets dokumentarfilm er gratis og bliver vist på public service medier verden over. De opkræver ikke donationer til bekæmpelse af moderne slaveri, men tror på, oplysningen i sig selv vil ruste folk til hver især at tage stilling til problematikken, forklarer Mette Hoffmann Meyer:

“Jeg tror på, at publikum tager nogle af de stærke scener og skildringer af menneskeskæbner i vores film med sig videre i livet, fordi de er blevet gjort opmærksomme på, at der er mennesker, der lever under uværdige forhold. Forhåbentlig får det også folk til at tænke over, hvad de gør, hvad de stemmer og hvad de køber. Og at der er en risiko for, når man køber meget billige fødevarer eller tøj, at der er nogen i den anden ende af varekæden, der har arbejdet i 20 timer i træk uden at få en ordentlig løn.”

Global rækkevidde

Det anslås, at der på verdensplan er 1 milliard analfabeter, og mere end halvdelen af verdens befolkning mangler adgang til internettet. Derfor er det vigtigt for The Why Foundation, at deres film bliver vist i så mange lande og på så mange forskellige sprog som muligt.

De fleste folk uden internetadgang og læsefærdigheder er skrøbelige befolkningsgrupper, der i særdeleshed er vigtige at nå ud til med oplysningen, fortæller Mette Hoffmann Meyer. The Why Foundation samarbejder med 70 forskellige medier i 191 lande og donerer hvert år en række film til særligt udsatte lande.

Jeg tror, at hvis borgerne bliver præsenteret for én udlægning af menneskeretlige overgreb, så kan de overføre den til andre, og så skaber det dialog og debat

Tidligere har medieselskabet lavet film om fattigdom, kvinders vilkår og demokrati. Ifølge Mette Hoffmann Meyer vælger hun og hendes team ud fra masser af vigtige emner, når hun og hendes team påbegynder et nyt projekt:

“De film, vi vælger i vores redaktionelle proces, er film, som har nogle stærke menneskelige karakterer, men som også altid har et systemisk lag.”

I forbindelse med tidligere projekterne har The Why Foundation, som de eneste vestlige dokumentarister, fået lov til at vise film i Vietnam, hvis medier er under statslig censur. Dokumentarerne kan forhåbentlig blive en vigtig øjenåbner for den vietnamesiske befolkning, siger Mette Hoffmann Meyer, og tilføjer:

“Vietnam viser ikke alle vores film, og de viser ikke nogen, der er kritiske over for de kommunistiske lande. Men jeg tror, at hvis borgerne bliver præsenteret for én udlægning af menneskeretlige overgreb, så kan de overføre den til andre, og så skaber det dialog og debat.”

Et nyt fænomen i Mongoliet

Også i Mongoliet er nogle af projektets dokumentarfilm blevet vist. Her brugte de to år på få råd til at kunne sprogversionere, og da det lykkedes, blev Mette Hoffmann Meyer inviteret til premieren for TV-transmissionen.

Forud for dokumentaren sendte den mongolske TV-station en times live program om det nye fænomen, der skulle til at skydes i gang: at man skulle til at se film fra andre steder i verden og fra andre synspunkter.

Der var taler af ministre og organisationer om, hvordan udenlandske TV-udsendelser kunne skabe dialog og påvirke demokratiske processer, fortæller Mette Hoffmann Meyer, og tilføjer:

“Forestil dig, at man i Danmark lavede en times live show med ministre forud for, at man skulle vise Horisont eller sådan noget. Det var virkelig rørende. Også fordi, det netop var den idé, jeg havde med projektet – at nå ud til de lande, der ikke har haft mulighed for at se film, der handler om menneskerettigheder.”

]]>
https://danwatch.dk/seks-nye-dokumentarfilm-skal-aabne-verdens-oejne-for-moderne-slaveri/feed/ 0
Arkitekt går til teknologisk modangreb på moderne krigsførelse https://danwatch.dk/arkitekt-gaar-til-teknologisk-modangreb-paa-moderne-krigsfoerelse/ https://danwatch.dk/arkitekt-gaar-til-teknologisk-modangreb-paa-moderne-krigsfoerelse/#respond Fri, 21 Sep 2018 11:41:35 +0000 https://danwatch.dk/?p=27440 En blanding af moderne arkæologi og retsmedicinsk arkitektur. Sådan beskriver grundlæggeren af Forensic Architecture, Eyal Weizman, selv sit arbejde. Formålet er at afsløre krigsforbrydelser, statslig vold og brud på menneskerettigheder.

Ud fra ruiner og vidnesbyrder genskaber han hændelser ved hjælp af klassiske, arkitektoniske metoder samt computersimulationer og 3D-modeller af alt fra enkelte lokaler til hele bydele. Han fortæller:

Se udstillingen

  • Værket Black Friday kan opleves i forbindelse med den svenske journalist Kent Klich’s fotoudstilling Gaza Works på Det Kongelige Bibliotek i København
  • Udstillingen vises fra 14. april 2018 – 2. februar 2019.
  • Gaza Works dokumenterer livet i Gazastriben, som Kent Klich har beskæftiget sig med siden begyndelsen af 2000-tallet

Se udstillingen

  • Værket Black Friday kan opleves i forbindelse med den svenske journalist Kent Klich’s fotoudstilling Gaza Works på Det Kongelige Bibliotek i København
  • Udstillingen vises fra 14. april 2018 – 2. februar 2019.
  • Gaza Works dokumenterer livet i Gazastriben, som Kent Klich har beskæftiget sig med siden begyndelsen af 2000-tallet

“Moderne krigsførelse foregår ofte i tætbefolkede byer og har derfor mange civile ofre. Regeringer som USAs og Israels benytter sig af droner som arkitektonisk ammunition – vores arbejde kan ses som et arkitektonisk modangreb.”

Med betegnelsen arkitektonisk ammunition henviser Eyal Weizman til den indflydelse på krigsførelse, som moderne teknologi har medført, eksempelvis med muligheden for at udføre bombeangreb via droner.

Den moderne teknologi kan dog også bruges i opklaringsarbejdet, som når Forensic architecture analyserer foto- og videomateriale, metadata fra mobiltelefoner og meteorologiske faktorer. Et godt eksempel på det kan nu opleves i København, hvor man kan få indblik i opklaringsarbejdet omkring et bombeangreb i Gaza.

Det tog en dag for Israels militær at ødelægge Rafah. Det tog et år at kortlægge ødelæggelserne. Det kommer til at tage et årti for palæstinenserne at genopbygge byen.

Eyal Weizman, grundlægger af Forensic Architecture

Black Friday

Ingen fra Eyal Weizmans forskningsgruppe var til stede i Rafah, da byen den 1. august 2014 blev udsat for et bombardement, der kostede mindst 130 civile palæstinensere livet og ødelagde mindst 2000 hjem. Ingen blev efterfølgende tilladt adgang ind i byen, der er beliggende Gazastriben. En kortlægning af hændelsen måtte derfor ske udefra.

Som med en bunke flaskepost stod teamet fra Forensic Architecture med hundredvis af smartphone-fotografier og videoer, som civilbefolkningen havde lagt på internettet. En masse materiale, men ingen idé om dets betydning, afsendere eller hvad de skulle stille op med det. Derfra gik et teknologisk detektivarbejde i gang, fortæller Eyal Weizman.

“Det israelske styre kontrollerede de officielle medier, og dermed hvad der blev vist og ikke blev vist fra hændelsen – men befolkningen satte deres liv på spil og bidrog med hver deres mikro-bevis på en anden historie gennem fotografierne.”

Kort over bombardementet i Rafah den 1. august 2014. Foto: Kent Klich

Ved at analysere fotografierne og sammenholde detaljer i røgskyer fra bomberne, synlige bygninger og forskellige vinkler med vidneudsagn, samt at modellere en digital 3D-by i korrekte størrelsesforhold, lykkedes det efter et helt års arbejde for Forensic Architecture, i samarbejde med Amnesty International, at fastslå en tidslinje for dagen og et kort over bombningerne.

Resultaterne blev publiceret i rapporten Black Friday, der peger på, at angrebet var en krigsforbrydelse. Israel fastholder, at bombardementet ikke var en krigsforbrydelse, men et nødvendigt led i kampen mod Hamas, der samme dag havde taget en israelsk soldat til fange.

Forensic Architecture

  • Forskningsprojektet Forensic Architecture undersøger alt fra krigsforbrydelser, drabssager, bortførelser og brande til miljøskader, personlige oplevelser fra torturfængsler og kontroverser mellem NGOer og regeringer.
  • Eyal Weizman, britisk-israelsk arkitekt, professor og forfatter, oprettede Forensic Architecture i 2010, der holder til på Goldsmiths, University of London.
  • Forensic Architecture laver undersøgelser på vegne af internationale anklagere, miljømæssige og politiske interesseorganisationer samt private.
  • Undersøgelsernes resultater præsenteres i rapporter, politiske fora og kommissioner, benyttes som bevismateriale i retssager og udstilles på museer verden over
  • Læs mere på Forensic-architecture.org

Forensic Architecture

  • Forskningsprojektet Forensic Architecture undersøger alt fra krigsforbrydelser, drabssager, bortførelser og brande til miljøskader, personlige oplevelser fra torturfængsler og kontroverser mellem NGOer og regeringer.
  • Eyal Weizman, britisk-israelsk arkitekt, professor og forfatter, oprettede Forensic Architecture i 2010, der holder til på Goldsmiths, University of London.
  • Forensic Architecture laver undersøgelser på vegne af internationale anklagere, miljømæssige og politiske interesseorganisationer samt private.
  • Undersøgelsernes resultater præsenteres i rapporter, politiske fora og kommissioner, benyttes som bevismateriale i retssager og udstilles på museer verden over
  • Læs mere på Forensic-architecture.org

Processen frembringer et bemærkelsesværdigt tidsperspektiv, siger Eyal Weizman:

“Det tog en dag for Israels militær at ødelægge Rafah. Det tog et år at kortlægge ødelæggelserne. Det kommer til at tage et årti for palæstinenserne at genopbygge byen.”

Fakta som svirrende insekter

Arbejdsprocessen i undersøgelserne er ofte lang, og det hænder, at teamet ikke finder, hvad de leder efter. Alligevel bliver Eyal Weizman ved med at undersøge, rekonstruere og udstille krigsforbrydelser og brud på menneskerettigheder i sandhedens navn:

“Jeg tror ikke på sandheden med stort S som en slags definitiv dørstopper for statslig undertrykkelse, men jeg tror på processuel verifikation. Nogen vil sige, at vores arbejde er nytteløst, fordi folk er ligeglade med sandheden. Det tror jeg ikke på. Jeg tror på, at fakta gør en forskel – at fakta vil forfølge os og svirre om os som insekter.”

Amnesty International’s researcher på projektet i Rafah, Saleh Higazi, understreger vigtigheden af arbejdet. På trods af at Israel har lukket for efterforskningen af Black Friday, har rapporten alligevel haft stor indflydelse, fortæller han:

“FN’s menneskerettighedsdomstol har oprettet en undersøgelseskommission på baggrund af vores rapport. De har valideret vores påstand og kommer nu selv med samme påstand, hvilket beviser, at vores arbejde er betydningsfuldt. Lige nu undersøger Den Internationale Straffedomstol rapporten og overvejer at gå ind i sagen.”

Rekonstrueret 3D-model af Rafah sammenholdt med fotografier af bombeangrebene. Foto: Forensic Architecture

Saleh Higazi fortæller, at samarbejdet med Forensic Architecture og deres teknologiske ressourcer var særdeles vigtigt i og med, at ingen måtte komme ind i Gaza, og at de derfor ikke kunne lave undersøgelserne lokalt.

Han tilføjer, at rapporten også har haft indflydelse på lokalt plan. I Israel har medier dækket udgivelsen af rapporten og dens påstande, hvilket er med til at nuancere det israelske nyhedsbillede. Rapporten har også stor personlig betydning for palæstinenserne:

”Jeg får stadig tilbagemeldinger fra mine kollegaer i Gaza om, at civilbefolkningen og de pårørende virkelig sætter pris på det, vi lavede dengang. De føler, at vores arbejde anerkender ofrene.”

]]>
https://danwatch.dk/arkitekt-gaar-til-teknologisk-modangreb-paa-moderne-krigsfoerelse/feed/ 0
Dokumentarfilm: Ofre genopfører Syriens værste fængsel https://danwatch.dk/dokumentarfilm-ofre-genopfoerer-syriens-vaerste-faengsel/ https://danwatch.dk/dokumentarfilm-ofre-genopfoerer-syriens-vaerste-faengsel/#respond Fri, 17 Aug 2018 11:08:41 +0000 https://danwatch.dk/?p=26574 Det er næsten tortur om igen. En lille gruppe midaldrende mænd står foroverbøjet med hænderne på ryggen og læner panden op ad muren.

I fællesskab har de sat tremmer for vinduerne i en forladt skolebygning uden for Beirut og boret skudhuller i væggene med en boremaskine. De gør sig klar til at genindspille rædslerne, som de var udsat for under deres årelange ophold i Syriens berygtede fængsel Tadmor, i forbindelse med borgerkrigen i Libanon og Syriens besættelse af landet.

Se filmen og mød instruktøren

  • Mød den ene af instruktørerne af filmen ‘Tadmor’ Monika Borgmann til en samtale om Syriens fængsler, film og restruktion som terapiform. Bag arrangementet står Syrian Doc Days.
  • Lørdag 8. september
  • Kl. 18:30 i Cinemateket, København.

Se filmen og mød instruktøren

  • Mød den ene af instruktørerne af filmen ‘Tadmor’ Monika Borgmann til en samtale om Syriens fængsler, film og restruktion som terapiform. Bag arrangementet står Syrian Doc Days.
  • Lørdag 8. september
  • Kl. 18:30 i Cinemateket, København.

Dokumentarfilmen ‘Tadmor’, som vises i København under filmfestivalen Arabian Nights i Cinemateket fra d. 18. august – 8. september, er et klaustrofobisk kammerspil om de grufulde tilstande i et syrisk fængsel med glimt af indsigter i, hvordan man overlever.

Et nyt, fælles sprog

Ved skiftevis at spille offer og gerningsmand rekonstruerer de 23 mænd overgrebene og fortæller i interviews åbent om at leve i fængslets små, mørke rum med endeløse dage med tortur og ydmygelser. Dette rollespil er et fortællegreb, som andre dokumentarfilm såsom The Act of Killing fra 2012 har benyttet sig af med stor succes, fordi det giver seeren mulighed for indlevelse. Også i Tadmor har det den ønskede virkning.

Oprindeligt var det ikke planen, at de tidligere fanger skulle genopføre deres traumatiske oplevelser, fortæller instruktøren Monika Borgmann over en telefonforbindelse til Libanon.

“At perfome blev deres sprog. Ord er ikke altid tilstrækkeligt til at beskrive det ubeskrivelige”, siger Monika Borgmann.

Det har været en lang proces at lave dokumentarfilmen. Monika Borgmann og hendes mand og medinstruktør Lokman Slim lærte de medvirkende at kende i 2008 i Beirut og derfra voksede idéen om at skildre deres oplevelser. De efterfølgende år opbyggede de en fortrolighed og tillid til hinanden. Borgmann fortæller, at når de tidligere politiske fanger fortalte om overgrebene, rejste de sig op fra stolen og imiterede hvad der havde hændt. Mændene kunne nemmere “tale” sammen på denne måde, og det førte til, at de selv opførte en live-performance i Beirut, som senere blev opført også i Tyskland.

Det udviklede sig videre til scener i dokumentarfilmen.

Hvordan reagerede de på at opføre minderne?

“Det var ekstremt svært for dem. Det førte dem tilbage til individuelle og kollektive traumer gennem flashbacks. Men det var deres ønske at fortælle verden om, hvad der skete på denne måde. De ledte an og vi fulgte efter”, siger Monika Borgmann.

“De føler et moralsk ansvar overfor dem, som døde og de som stadig sidder i fængsel i Syrien, om at fortælle, hvad der skete”, siger hun.

En tidligere politisk fange fortæller, hvordan han måtte bide sig i trøjen, når vagterne piskede ham i det berygtede fængsel Tadmor i Syrien. Foto: ‘Tadmor’.

Forrædere i Libanon

Under borgerkrigen i Libanon fra 1975-1995 forsvandt der mange mennesker, som sympatiserede med andre politiske overbevisninger end dem i det Syriske regime. Mange libanesere blev sendt i fængsel i Syrien, hvor de ofte blev flyttet rundt. Tadmor fængslet blev anset for at være sidste stop.

“Tadmor bliver anset for at være det værste af fængslerne i Syrien. Her blev man ikke længere afhørt af efterretningstjenesterne. Man var der kun for at lide”, fortæller Monika Borgmann.

Rapporter fra menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch bekræfter dette billede.

Tadmor blev drevet af Bashar Al-Assad og var fuldt operationelt indtil 2015, hvor ISIS krigere stormede stedet og befriede fangerne i et propaganda-stunt, der blev filmet og lagt på YouTube. Det gav adgang til nye fotos af de umenneskelige forhold inde fra fængslet.

Fængslet ligger i den historiske by Palmyra, der engang var en rig oase i ørkenen nordøst for Damaskus. Palmyras ruiner er betegnet af UNESCO som kulturskatte med “fremragende universel værdi” og har tiltrukket tusindvis af turister inden opstanden i 2011 og fremkomsten af terrorgruppen ISIS.

De fleste af de politiske fanger, som medvirker i dokumentaren, blev løsladt i 2000 efter den tidligere leder Hafez al-Assad døde og hans søn og nuværende leder Bashar al-Assad overtog magten.

De tidligere politiske fanger, som medvirker i dokumentarfilmen sad fængslet i Syrien mellem 8-15 år, nogle op til fem år i Tadmor. Da de vendte hjem til Libanon var landet fortsat besat af Syrien, og de blev anset for forrædere over en bred kam. Ingen modtog kompensation og ingen fik psykologisk hjælp, fortæller Borgmann.

“De var unge mænd på omkring 18-20 år, da de blev sat i fængsel i Syrien og i midt-trediverne, da de vendte hjem. Ingen uddannelse, ingen arbejdserfaring, blot fysisk og psykisk fuldstændigt ødelagte. Derfra skulle de bygge deres eksistens op”, siger Monika Borgmann.

Hør mere om, hvordan det er gået for de medvirkende og for andre politiske fanger, når Monika Borgmann fortæller om tilblivelsen af dokumentarfilmen d. 8. september i Cinemateket, København.

Instruktører af Tadmor: Lokmar Slim og Monika Borgmann.
]]>
https://danwatch.dk/dokumentarfilm-ofre-genopfoerer-syriens-vaerste-faengsel/feed/ 0
Iran-festival: Oplev det moderne Iran i København https://danwatch.dk/iran-festival-oplev-det-moderne-iran-i-koebenhavn/ https://danwatch.dk/iran-festival-oplev-det-moderne-iran-i-koebenhavn/#respond Tue, 17 Apr 2018 10:55:13 +0000 https://danwatch.dk/?p=25597 Under Cinematekets ‘Iran NU’-festival kan man opleve moderne iransk kultur, samfund og politik igennem film, foredrag og debatter. Ifølge manden bag arrangementet helliger festivalen sig til at vise et sandfærdigt og alsidigt billede af nutidens Iran.

Danwatch har spurgt programredaktør på Cinemateket, Rasmus Brendstrup, hvad et “sandfærdigt og alsidigt” billede af Iran er:

“Vi har oplevet fra tidligere arrangementer, at der har været enorm interesse for iransk film og iransk kultur. Samtidig er det et land, der i medierne meget nemt bliver reduceret til at handle om censur og et repressivt islamisk regime, og det er også enormt synd, for det fylder reelt meget lidt i de fleste iraneres hverdag,” fortæller Brendstrup.

Hvor og hvornår

Festivalen Iran NU foregår i Cinemateket fra d. 15. til d. 28. april, 2018.

Festivalen er arrangeret i samarbejde med Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, Nasim (Netværk af akademikere, studerende og interesserede i Mellemøsten) og hjemmesiden Alt om Iran. International Media Support og Dansk Iransk Selskab af 1977 har støttet festivalen.

Se programmet for festivalens på Cinematekets hjemmeside her.

Følg festivalen på deres Facebook-side her.

Hvor og hvornår

Festivalen Iran NU foregår i Cinemateket fra d. 15. til d. 28. april, 2018.

Festivalen er arrangeret i samarbejde med Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, Nasim (Netværk af akademikere, studerende og interesserede i Mellemøsten) og hjemmesiden Alt om Iran. International Media Support og Dansk Iransk Selskab af 1977 har støttet festivalen.

Se programmet for festivalens på Cinematekets hjemmeside her.

Følg festivalen på deres Facebook-side her.

På tapetet er der blandt andet en genvisning af den anmelderroste dokumentarfilm ‘Sonita’ fra 2015, der vandt Sundance Festivalens Publikumspris. Filmen portrætterer den 18-årige rapper Sonita, hvis afghanske forældre forsøger at gifte hende bort for at få penge til en ny tilværelse i Iran. Sonita har dog andre planer for sit liv.

Desuden vises filmene ‘Inversion’, ‘Breath’, ‘Israfil’, ‘The Home’ og ikke mindst dokumentaren ‘Iran’s Arrow – The Rise and Fall of Paykan’, som ifølge Rasmus Brendstrup fortæller historien om Irans svar på østblokkens Lada-bil, nemlig Paykan-bilen:

“Det har været en af de fra udlandet oversete, men indadtil mest stolte industrier, som faktisk har været med til at løfte landet og både trafikalt og mentalt været med til at gøre Iran til et moderne land. Og bilen blev op igennem 60’erne og 70’erne et emblem på den voksende middelklasse og på velstanden,” fortæller Brendstrup og fortsætter:

“Filmen er så fantastisk, fordi den netop beskriver alle typer af menneskers holdning til den bil, som er et bindemiddel for mange mennesker.”

Fotoforedrag med iransk sexolog

Det har dog været vigtigt for Brendstrup, at festivalen ikke kun handlede om film:

“I modsætning til meget af, hvad Cinemateket laver, vil jeg sige, der i denne festival er en fifty-fifty vægtning mellem filmene og så det udenom: foredrag, debatter og andre kulturudtryk. Det er faktisk debatterne og foredragene, der vækker størst publikumsopmærksomhed,” fortæller han.

Festivalen får besøg af blandt andre instruktøren bag ‘Sonita’, forsker i moderne Iran-studier ved Københavns Universitet, Rasmus Elling, journalist Misha Zand, Iran-forsker Abbas Amanat og journalist Janne Bjerre Christensen, der fortæller om Iran i en Trump-verden.

Desuden kan man tage til flere fotoforedrag, hvor blandt andre kvinden bag Irans første seksualvejledningsvideo, sexolog Mehrnoush Parve, fortæller om sit virke i Danmark og Iran.

Allerede i aften, tirsdag, er der mulighed for at høre Rasmus Elling fortælle om Irans mangfoldighed af minoriteter til en cafédebat i Asta Bar i Cinemateket. Desuden holder Misha Zand gratis foredrag om Irans ungdom i oplægget: ‘Irans unge, jobs og drømme’. Det sker kl. 16:30 i Asta Bar.

]]>
https://danwatch.dk/iran-festival-oplev-det-moderne-iran-i-koebenhavn/feed/ 0
Rana Plaza-tragedien mindes i ny kunstudstilling https://danwatch.dk/rana-plaza-tragedien-mindes-i-ny-kunstudstilling/ https://danwatch.dk/rana-plaza-tragedien-mindes-i-ny-kunstudstilling/#respond Tue, 10 Apr 2018 10:04:10 +0000 https://danwatch.dk/?p=25561 Organisationen Fashion Revolution har som led i deres årlige kampagne inviteret fire danske kunstnere til at præsentere deres værker i en gruppeudstilling.

Værkerne fortolker og er inspireret af kollapset af Rana Plaza tøjfabrikken i Bangladesh i 2013. Blandt kunstnerne er Maj Dørup, Martin Marker Larsen/Srdjan Zlokapa, Stine Linnemann og Christina Neubert.

Den årlige kampagne, som hedder #whomademyclothes, opfordrer modevirksomheder til at skabe større gennemsigtighed i deres tøjproduktion. Temaet for gruppeudstillingen er at sætte fokus på modeindustriens problemer:

“Vi ønsker at involvere alle, lige fra forbrugeren til hele værdikæden inden for modeindustrien og derved stå sammen om at skabe en bevægelse mod en mere gennemsigtig og fair modeindustri,” skriver Fashion Revolution på deres hjemmeside.

Ny aftale om sikkerhed på fabrikker

I kølvandet på Rana Plaza katastrofen indgik over 200 modevirksomheder, herunder 7 danske, og fagforeninger en aftale, der hedder The Accord on Fire and Building Safety in Bangladesh. Aftalens mål var bl.a. at forbedre sikkerhedsforholdene på over 1600 fabrikker i Bangladesh inden sommeren 2018.

Se listen over medunderskrivere på aftalen her.

Aftalen er juridisk bindende, og den internationale arbejdsorganisation, ILO, varetager rollen som uafhængig leder. Det er imidlertid frivilligt for en virksomhed at være med i ordningen.

I de fire år, som ordningen har eksisteret, er mere end 1600 fabrikker blevet inspiceret og ifølge aftalens nyeste kvartalsrapport er 83 procent af de registrerede problemer blevet løst.

Hvor og hvornår?

Udstillingen foregår på Galleri Lorien på Frydendalsvej 31, Frederiksberg. Udstillingen er åben fra d. 22. april til d. 11. maj, og holder fernisering d. 20. april fra 18:30 til 21:30.

]]>
https://danwatch.dk/rana-plaza-tragedien-mindes-i-ny-kunstudstilling/feed/ 0
Danwatch anbefaler 5 film til CPH:DOX https://danwatch.dk/danwatch-anbefaler-5-film-til-cphdox/ https://danwatch.dk/danwatch-anbefaler-5-film-til-cphdox/#respond Mon, 19 Feb 2018 13:34:59 +0000 https://danwatch.dk/?p=23454

Nordens største filmfestival CPH:DOX løber af stablen i København fra d. 15. til d. 25 marts.

In the Name of your Daughter (Giselle Portenier)

En stærk film om den blodige tradition for at omskære piger i Tanzania, som bliver trodset af modige, unge piger, der flygter til Rhobi Svamwelly’s Safe House, hvor tryghed, kærlighed og uddannelse er i højsædet. Filmen portrætter hovedpersonen Rhobis arbejde med at forsvare pigernes ret til at bestemme over egen krop og arbejdet med deres familier, både i og uden for retten. Instruktøren Giselle Portenier og Rhobi Svamwelly selv besøger CPH:DOX efter visningen i Cinemateket d. 20/3.

Trailer:

Hvornår?
Tirsdag d. 20/3 kl. 19:30 i Cinemateket
Søndag d. 25/3 kl. 17 på Hotel Cecil

Makala (Emmanuel Gras)

Vinderen af talentprisen Semaine de la Critique på filmfestivalen i Cannes, Emmanuel Gras, har lavet en medrivende film, der giver indsigt i en viljestærk congolesisk landarbejders hverdag. Med sine egne hænder fælder han træer i bushen og begiver sig til storbyen for at sælge kul og møder på vejen udfordringer og uventet hjælp. En personhistorie om en familiefars gåpåmod i en barsk verden. Efter visningen i Cinemateket d. 21/03 interviewer den danske instruktør Camilla Nielsson filmens franske instruktør Emmanuel Gras.

Trailer:

Hvornår:
Torsdag 15/03 kl. 21:15 i Cinemateket
Lørdag 17/03 kl. 17:00 i Vester Vov Vov
Onsdag 21/03 kl. 21:15 i Cinemateket

This is Congo (Daniel McCabe)

Følg fire skæbner i en af de længstvarende konflikter på Afrikas kontinent i Den Demokratiske Republik Congo. Filmen tager seeren på rejse i konfliktens historie og forankring i landets smukke natur og naturressourcer set gennem øjnene af bl.a. en skrædder i en flygtningelejr og en højtrangerende general i hæren. Få et overblik over landets tragiske fortid og nutid i en smuk og hård fortælling af Daniel McCabe.
Ved visningen i Røde Kors Frivillighus vil der efterfølgende være debat mellem Røde Kors’ internationale programdirektør, Nelima Lassen, og forsker i DRC fra DIIS, Peer Schouten.

Trailer:

Hvornår:
Torsdag 15/03 kl. 16:30 i Dagmar
Mandag 19/03 kl. 19:00 i Røde Kors Frivillighus
Onsdag 21/03 kl. 17:00 i Vester Vov Vov

Welcome to Sodom (Florian Weigensamer, Christian Krönes)

Ved du, hvor dit elektroniske affald ender? De østrigske instruktører Florian Weigensamer og Christian Krönes viser dig, hvordan 250.000 tons elektronisk affald årligt sejles illegalt til Ghanas kyster. Her bliver fladskærme, mobiltelefoner og bærbare computere dumpet på megalossepladser, hvor ghanesiske børn og voksne skiller dem ad i giftige omgivelser. Følg og hør arbejdernes stemmer i det kunstige landskab bygget på skrammel fra Vestens forbrug af smartphones og laptops.
Du kan møde instruktørerne til filmens verdenspremiere i Grand Teatret d. 20/3.

Hvornår:
Tirsdag 20/03 kl. 16:40 i Grand Teatret
Fredag 23/03 kl. 19:30 i Empire
Søn. 25/03 kl. 16:30 i Cinemateket

Silas (Anjali Nayar)

Følg den utrættelige og retfærdighedskrævende aktivist Silas Siakor i hans kamp mod multinationale tømmerselskaber og et korrupt statsapparat i Liberia, som stadig er ved at komme sig over 25 års borgerkrig. Ved hjælp af moderne teknologi og en idealisme af stål dokumenterer Silas og hans gruppe af borgerjournalister ulovlig skovhugst og lyssky aftaler mellem politikere og tømmerselskaber i en velstruktureret dokumentar, der sætter fokus på de grå nuancer i økonomiske udviklingsinitiativer. Læs Danwatchs artikel om filmen her, hvor instruktøren forklarer bag om filmen.

Hvornår:
Søndag 18/03 kl. 19:00 i Palads
Tirsdag 20/03 kl. 21:15 på Charlottenborg
Søndag 25/03 kl. 14:15 i Palads

]]>
https://danwatch.dk/danwatch-anbefaler-5-film-til-cphdox/feed/ 0
CPH:DOX: Når græsrodsaktivisme vokser ind i himlen https://danwatch.dk/cphdox-naar-graesrodsaktivisme-vokser-ind-i-himlen/ https://danwatch.dk/cphdox-naar-graesrodsaktivisme-vokser-ind-i-himlen/#respond Fri, 16 Feb 2018 14:05:34 +0000 https://danwatch.dk/?p=23424 “Regeringen kontrollerer dette lands naturressourcer. Liberias naturressourcer. Og mange ville nok være enige med mig i, at det aldrig er kommet befolkningen til gode” – Silas Siakor.

Silas Siakor er græsrodsaktivist med international pondus. Han har været med til at vælte en krigsherre og præsident ved at troppe op i FN’s Sikkerhedsråd i New York med en veldokumenteret rapport i hånden. Han har modtaget en international pris for sine afsløringer af, hvordan illegal tømmerhugst finansierede en årelang borgerkrig. Og han er familiefar. I Liberia.

I den nye dokumentar, ‘Silas’, instrueret af canadiske Anjali Nayar, kaster Silas sig igen over tømmerindustrien i det vestafrikanske land med en ildhu, der burde få enhver korrupt politiker eller virksomhed til at ryste i bukserne.

Tvangsforflyttelser og ulovlig tømmerhugst

Dokumentaren portrætterer hans kamp mod såkaldt “land grabbing” i den liberianske tømmerindustri. Land grabbing sker, når et jordområde overtages af eksempelvis multinationale selskaber, og lokalbefolkningen flyttes uden at blive konsulteret eller kompenseret.

I Liberias tilfælde dækker tømmerindustrien ifølge dokumentaren en fjerdedel af landets areal, hvilket har ført til tvangsforflyttelser af lokalsamfund og ulovlig tømmerhugst af urskove.

“Når man læser avisoverskrifterne er det altid ret overfladisk. “Et lokalsamfund får frataget retten til deres land”. Men det er ikke ubetydelige mængder land, nogle gange er det en fjerdedel eller halvdel af hele landet. Hvordan kan det ske?” siger instruktør Anjali Nayar til Danwatch.

Liberias naturressourcer, heriblandt tømmer, har været centrum for 25 års krig og konflikt i landet.

Læs Global Witness’ rapport fra 2017 om liberianske politikeres involvering i landets tømmerindustri her.

Hvad den enkelte kan gøre

Dokumentaren har fulgt Silas siden 2011, hvor landets første demokratisk valgte kvindelige præsident, Ellen Johnson Sirleaf, er blevet valgt i kølvandet på borgerkrigen, der sluttede i 2003. Sirleaf gik til valg på at udrydde korruption i statsapparatet og reformere tømmerindustrien i landet.

Silas, som selv stemte på Sirleaf, erfarer dog, at reformerne aldrig bliver implementeret i praksis, og dokumentaren følger hans arbejde med at afsløre lyssky forretninger mellem politikere og tømmerselskaber samt ulovlige tildelinger af landstykker og tvangsflytninger af lokalbefolkninger.

I dokumentaren viser Nayar blandt andet, hvordan Silas hjælper en lokalbefolkning i deres kamp mod et palmeolieselskab, som vil fælde den nærliggende skov for at plante palmer. Men ifølge instruktøren er det ikke filmens hovedbudskab at udstille Liberias helte og skurke.

“Den handler ikke som sådan om, at folk bør stoppe med at købe produkter lavet på palmeolie, eller at de bør boykotte et multinationalt selskab. Den handler mere om at inspirere folk og vise, at det er muligt at gøre en forskel – og om, hvad den enkelte person kan gøre for at opnå det,” siger Nayar.

This Is My Backyard

Dokumentaren, som tog omkring 5 år at producere, afbilleder et nærmest omvendt George Orwellsk overvågningssamfund, som man kender det fra bogklassikeren ‘1984’. Silas’ hold af borgerjournalister vender nemlig kameralinserne i deres smartphones mod selskaberne og staten for at dokumentere ulovligheder og korruption, når det sker.

Anjali Nayar er nemlig ikke kun filminstruktør og journalist, men også teknolog. I udarbejdelsen af dokumentaren om Silas udviklede hendes hold en mobilapplikation kaldet TIMBY. Navnet står for “This Is My Backyard” og er en app, der nemt og hurtigt kan kategorisere og uploade video- og billedmateriale taget fra smartphones.

“Det er umuligt at dokumentere alt, hvad der foregår i et lokalsamfund. Så det blev et spørgsmål om, hvordan man systematisk kunne fange alle de ting, der foregik forskellige steder i landet for at kunne fortælle hele historien,” siger Nayar til Danwatch.

Trusler er en fair pris at betale

Silas vandt i 2006 Goldman Environmental Prize på baggrund af hans dybdeborende undersøgelse, der afdækkede den daværende præsident Charles Taylors omdirigering af profitter fra ulovlig skovhugst til at finansiere militser i Liberia.

“Hans motivation har siden krigen været at forbedre situationen. At få systemet til at virke og at stille systemet til ansvar. Det handler i sidste ende om ansvarlighed og gennemsigtighed,” fortæller Nayar om Silas.

Silas krediteres af FN for at have spillet en afgørende rolle i afsløringen af menneskerettighedskrænkelser i den liberianske tømmerindustri, som førte til et internationalt importforbud af liberiansk tømmer. Charles Taylor blev afsat i 2003 og efterfølgende dømt ved den Internationale Straffedomstol (ICC).

“Vi vidste, at det var på tide, at almindelige liberianere sagde fra over for det, der skete. Så vi sagde: Hvad end der sker, så er det en fair pris at betale,” siger Silas i dokumentaren. Nayar fortæller til Danwatch, at Silas jævnligt modtager trusler fra selskaber og statsmyndigheder.

“Hans motivation har siden krigen været at forbedre situationen. At få systemet til at virke og at stille systemet til ansvar. Det handler i sidste ende om ansvarlighed og gennemsigtighed,” fortæller Nayar om Silas.

Dokumentaren vises i forbindelse med filmfestivalen i København CPH:DOX, som løber fra d. 15/03 til d. 25/03. Silas Siakor kommer til festivalen fra d. 18/03 til d. 21/03. Tryk her for at læse mere om filmen på CPH:DOX’s hjemmeside.

]]>
https://danwatch.dk/cphdox-naar-graesrodsaktivisme-vokser-ind-i-himlen/feed/ 0
Ny film: De menneskelige maskiner på Indiens tekstilfabrikker https://danwatch.dk/ny-film-de-menneskelige-maskiner-paa-indiens-tekstilfabrikker/ https://danwatch.dk/ny-film-de-menneskelige-maskiner-paa-indiens-tekstilfabrikker/#respond Fri, 01 Dec 2017 11:31:27 +0000 https://danwatch.dk/?p=21353

Se filmen

Maskiner’ vises i Empire Bio (København), Reprise Teatret (Holte),
Øst for Paradis (Aarhus) på udvalgte tidspunkter frem til den 6. december.

Se filmen

Maskiner’ vises i Empire Bio (København), Reprise Teatret (Holte),
Øst for Paradis (Aarhus) på udvalgte tidspunkter frem til den 6. december.

Først 13 minutter inden i dokumentaren ‘Maskiner’ hører man de første rigtige ord.

“Gud gav os hænder, så vi skal arbejde”, siger en rank indisk mand i en beskidt polo T-shirt.

Han rykker en stor, farvestrålende tønde ved at dreje den, mens han skubber på med hele sin kropsvægt.

”Den her indeholder 220 kilo kemikalier”, siger han hårdt og peger på en af de høje tønder, som står tæt pakket på betongulvet i det lavloftede rum.

Mandens navn får vi aldrig at vide, for han er blot én ud af de mange tekstilarbejdere på fabrikken i den vestligste indiske stat, Gujurat.
I dokumentaren ‘Maskiner’ panorerer vi forbi de navnløse mennesker, og vi ser, hvordan de slider i monotone bevægelser i 12 timer i træk til tre dollars om dagen.

“Fattigdom er chikane. Du kan intet gøre, der findes ingen kur.”

Arbejder uden navn

“Jeg har ikke haft lyst sætte navne på eller pege fingre af nogen, fordi jeg mener, at problemet skal ses fra et fælles og systemisk perspektiv”, forklarer instruktøren Rahul Jain til Danwatch om de manglende navne.

Klaustrofobisk skønhed

Den rytmiske larm fra fabrikkens maskinerne er dokumentarens lydtapet. Mellem endeløse ruller af spraglet stof går mænd med gråbrunlig hud. De fleste bærer slidt tøj og mange af dem har bare fødder.

Alligevel er næsten hvert eneste billede i Rahul Jains debutfilm så smukt og velkomponeret, at det kunne hænge på et galleri. Instruktøren forklarer selv, at han bruger skønhed som et redskab for at fastholde tilskuerens blik.

“Hvis filmen ikke var æstetisk tiltalende, så ville det være alt for let blot at kigge væk. Skønheden har til formål at få folk til at sætte sig ned og genoverveje de forhold, som vi ignorer hver eneste dag”, siger den indiskfødte instruktør, Rahul Jain.

Seeren er fanget i fabrikkens klaustrofobiske gangsystem. Her mødes man af de apatiske ansigter og hårde øjne, som tilhører de mennesker, hvis eksistens vi helst ikke vil vide af. De tilhører de menneskelige maskiner, som knokler for en lav løn for at producere tøj til verdens stigende antal forbrugere.

I begyndelsen af optagelserne smilede Rahul Jain til alle arbejderne på fabrikken.

Tekstilindustrien i Indien

  • Over 45 millioner mennesker arbejder i Indiens tekstilindustri.
  • Kun 5 % af arbejderne er organiseret i fagforeninger.
  • Den internationale arbejderorganisation, ILO, estimerer at 24,9 millioner mennesker er er ofre for tvangsarbejde. Tal fra Global Slavery Index viser, at der er 40,3 millioner slaver på verdensplan.
  • Tekstilarbejderne på fabrikken har en løn på mellem 2-5 amerikanske dollars om dagen. 
    FN’s fattigdomsgrænse er på 1,9 dollars om dagen.
  • Mindstelønnen i Indien er en af de laveste i området og ligger på 70 dollars om måneden. 

International Labour Organization 2017: Working Conditions of Migrant Garment Workers in India.

Tekstilindustrien i Indien

  • Over 45 millioner mennesker arbejder i Indiens tekstilindustri.
  • Kun 5 % af arbejderne er organiseret i fagforeninger.
  • Den internationale arbejderorganisation, ILO, estimerer at 24,9 millioner mennesker er er ofre for tvangsarbejde. Tal fra Global Slavery Index viser, at der er 40,3 millioner slaver på verdensplan.
  • Tekstilarbejderne på fabrikken har en løn på mellem 2-5 amerikanske dollars om dagen. 
    FN’s fattigdomsgrænse er på 1,9 dollars om dagen.
  • Mindstelønnen i Indien er en af de laveste i området og ligger på 70 dollars om måneden. 

International Labour Organization 2017: Working Conditions of Migrant Garment Workers in India.

“Jeg håbede, at de ville smile tilbage, og at hele situationen ville blive mindre skræmmende og mere venlig. Men ingen af dem smilede til mig. Det var selvfølgelig min egen middelklasse baggrund, som fik mig til at tro, at det at jeg smilede til dem ville gøre noget som helst bedre”, fortæller han.

Ingen kur mod fattigdom

“Hvordan skulle de rige kende til de fattiges problemer?”, spørger en af arbejderne ind i kameraet. Hans øjne er sørgmodige og blanke. Han sidder på hug i et bjerg af kridhvidt lærredsstof og fortsætter:

”Men det er fattigdom, der får en mand til at tage lån for at komme her og arbejde.”’

Manden, han taler om, er ham selv.
Han er gældsat, ligesom de fleste af de migranter der arbejder på fabrikken. Den årlige rente på hans lån er 10 procent, og hans løn er lav. Skægget og det korte hår er gråt i siderne, selvom han ikke ser særlig gammel ud. Afsluttende konstaterer han modløst:

“Fattigdom er chikane. Du kan intet gøre, der findes ingen kur.”

Fastlåst i kastesystemet

Mange af arbejderne befinder sig på bunden af det indiske kastesystem, og de fleste er rejst væk fra deres familier på landet for at arbejde på tekstilfabrikken. Den forarmelse filmen konfronterer os med er ikke kun resultat af en global arbejdsdeling i et kapitalistisk system, men også et billede på det trøstesløse indiske kastesystem, forklarer Rahul Jain.

“Racismen i kastesystemet er ekstrem på landet i Indien. Hvis du er af en lav kaste, så kan du ikke lade dine dyr græsse på mange af egnens områder. De her mennesker forsøger at undslippe det system”, siger han.

Rahul Jain er selv født i den indiske hovedstad, New Delhi. Hans morfar havde en tøjfabrik i Indien, som han husker, fra dengang han var en 5-årig dreng. I dag bor han i USA og har studeret på California Institute of the Arts.

Kapitalismen får dig til at tro, at du har et valg. Men valget er mellem Coca Cola og Pepsi. Jeg mener ikke, at de her mennesker har autonomi. De har ikke et reelt valg. Det er derfor de er sådan et sted.”

Rahul Jain

Men den sociale bevidsthed har han haft altid.
Særligt én episode har brændt sig fast.

“Jeg så engang en arbejder blive banket sønder og sammen af en gruppe af fabriksejere, fordi han havde stjålet noget fra den fabrik, hvor han arbejdede. Arbejderen blev bundet til en stol og blev sparket og slået af fem mænd”, beskriver Rahul Jain.

Vor tids slaver

En dreng, som ser ud til at være mellem 12-15 år, sidder i skrædderstilling på gulvet uden sko på. Han er en af de mange børn, som arbejder ved de tunge maskiner i kemiske dampe hver dag.

“Jeg har lyst til at vende om ved porten til fabrikken. Når jeg ankommer, fortæller min mave mig, at jeg skal vende om”, siger han.

Rahul Jain er ikke i tvivl, da han bliver spurgt, om mændene på fabrikken er slaver.

“Det mener jeg, at de er. Kapitalismen får dig til at tro, at du har et valg. Men valget er mellem Coca Cola og Pepsi. Jeg mener ikke, at de her mennesker har autonomi. De har ikke et reelt valg. Det er derfor de er sådan et sted.”

I en af filmens sidste scener er mændene samlet på gaden foran fabrikken. De står tæt pakket rundkreds omkring kameramanden.
Alle er de i fint tøj, og de fleste er i skjorter, men ikke en eneste smiler. En af arbejderne tager ordet og spørger anklagende:

“Folk kommer bare her og ser på vores problemer og tager afsted igen. Ingen gør noget. Du spørger til vores problemer, hvorfor gør du ikke noget?”

Jain Rahul mener, at hvis man som kunstner tror, at ens kunst kan skabe en reel forandring, så lider man af storhedsvanvid.

“Mit mål med filmen var at stille et fundamentalt og måske naivt spørgsmål: Hvordan kan nogen udføre det her arbejde? Filmen var meget deprimerende at lave, og den har ikke gjort mig til et lykkeligere menneske”, siger Rahul Jain.

Maskiner’ vises i Empire Bio (København), Reprise Teatret (Holte),
Øst for Paradis (Aarhus) på udvalgte tidspunkter frem til den 6. december.

 

]]>
https://danwatch.dk/ny-film-de-menneskelige-maskiner-paa-indiens-tekstilfabrikker/feed/ 0
Ny bog: 30 journalister dræbt i år og oftest går de skyldige fri https://danwatch.dk/ny-bog-30-journalister-draebt-i-aar-og-oftest-gaar-de-skyldige-fri/ https://danwatch.dk/ny-bog-30-journalister-draebt-i-aar-og-oftest-gaar-de-skyldige-fri/#respond Wed, 22 Nov 2017 11:36:17 +0000 https://danwatch.dk/?p=21142 Kampagnerne imod Maria Ressa bredte sig i på de sociale medier i foråret 2017 efter hendes medie Rappler begyndte at afdække regeringens propaganda og konsekvenserne af præsident Rodrigo Dutertes ‘War on Drugs’.

Hashtag som #ArrestMariaRessa og #BringHerToTheSenate bredte sig hurtigt på Facebook og Twitter.  

Det fortæller Maria Ressa, chefredaktør på mediet Rappler, da Danwatch møder hende i København i forbindelse med udgivelsen af den nye bog om journalisters sikkerhed ‘Defending Journalism’, som er udgivet af International Media Support.

Maria Ressa så tidligere de sociale medier som det redskab, der skulle ændre den demokratiske samtale fuldstændig – og til det bedre. Rappler er bygget på den forestilling, at de sociale medier kan skabe sociale forandringer. I stedet forvandlede de sociale medier sig til et våben, som blev rettet imod de frie mediers troværdighed.

Selv siger Maria Ressa at nettet blev ‘weaponized’.
Det nye våben havde hende på sigtekornet.

“I en måned i træk fik jeg 90 had-beskeder i timen i gennemsnit”, forklarer Maria Ressa.

En billig lejehær af statssponsoreret had

I 33 år har Maria Ressa arbejdet som journalist og rapporteret fra konflikter i Indien, Kina, Pakistan, USA og Sydøstasien, først som chef for CNN’s afdeling i Manila i Filippinerne og senere på bureauet i Jakarta i Indonesien, hvor hun blandt andet har undersøgt terrornetværk i Asien efter angrebet d. 11. september.

Rappler kortlagde, hvordan kampagnerne havde bredt sig via falske Facebook-profiler, med forbindelse til Dutertes-regeringen og dens pressefolk.

De fandt frem til et netværk af 26 falske profiler, som kunne nå op imod tre millioner mennesker med deres kampagner og misinformation. Selv kalder Maria Ressa netværket for en “billig lejehær af online statssponsoreret had”, og hæren forstod at bruge Facebooks algoritmer til at vende folkestemningen i Filippinerne mod hende.

“De falske profiler påvirker rigtige mennesker og skaber en polarisering mellem samfundets forskellige grupper. Det er en ny type af angreb, og når det er så massivt, og der samtidig er en krig imod narkotika, hvor mennesker bliver dræbt hver eneste aften, så ved du ikke længere, om angreb kan ske i den virkelige verden”, forklarer Maria Ressa om de mange trusler mod hende om mord og voldtægt.

Drab på journalister:

  • 827 journalister har mistet livet i deres arbejde det seneste årti.
  • Hver femte dag sker der et voldeligt overfald på en journalist et sted i verden.
  • 95 procent af de dræbte er lokale journalister.
  • 94 procent af de dræbte er mænd.
  • Kun i 8 procent af drabene på journalister dømmes den skyldige, svarende til 63 ud af 827 drabssager det seneste årti.

Kilde: UNESCO Director-General's Report the Safety of Journalists and the Danger of Impunity, 2016.

Drab på journalister:

  • 827 journalister har mistet livet i deres arbejde det seneste årti.
  • Hver femte dag sker der et voldeligt overfald på en journalist et sted i verden.
  • 95 procent af de dræbte er lokale journalister.
  • 94 procent af de dræbte er mænd.
  • Kun i 8 procent af drabene på journalister dømmes den skyldige, svarende til 63 ud af 827 drabssager det seneste årti.

Kilde: UNESCO Director-General's Report the Safety of Journalists and the Danger of Impunity, 2016.

Straffrihed i Dutertes Filippinerne

Præsident Rodrigo Dutertes ‘War on Drugs’ har skabt en ny lovløshed på Filippinerne.

I 2016 varslede Duterte et blodigt opgør med landets mange narkohandlere, og præsidenten har i flere taler lovet befolkningen straffrihed, hvis de selv griber til våben og dræber mistænkte kriminelle og stofmisbrugere. Det anslås, at omkring 9.000 mennesker er blevet dræbt i voldskampagnen, men de nøjagtige tal kendes ikke.
Maria Ressa har mærket, hvordan vold og selvtægt har ændret vilkårene for journalister i hendes hjemland:

“Landskabet har ændret sig og måden at tænke på Filippinerne har ændret sig. Hvad gør man, når loven bliver tilsidesat hver eneste dag?”

Filippinerne er samtidig det fjerde mest straffrie land i hele verden, når det gælder mord på journalister. I en rapport fra UNESCO i 2014 blev det fastslået, at kun 10 af de 55 mord på journalister i Filippinerne i årene 2003-2014 førte til en dom.

Straffrihed for drab på journalister er et globalt problem, og kun 64 af de 827 sager, om mord på journalister i det sidste årti, er den skyldige blevet straffet.

30 journalister dræbt i år

Maria Ressa er ikke paranoid, når hun spørger sig selv, om hendes arbejde som kritisk journalist en dag kunne koste hende livet.  

Alene i 2017 er mere end 30 journalister blevet dræbt rundt omkring i verden, hvor de har rapporteret om korruption eller konflikter. Bogen ‘Defending Journalism’ beskriver Filippinerne som et af de farligste steder i verden at operere i som journalist – kun overgået af de krigshærgede lande Afghanistan og Syrien – når man ser på drab på journalister siden 1992.
I den sydlige del af den asiatiske østat skete det største enkeltstående drab på journalister i nyere tid, da 34 journalister omkom under Maguindanao-massakren tilbage i 2006.

Generelt er det mandlige journalister, som betaler den ultimative pris for deres arbejde, og 94 procent af de dræbte journalister i det seneste årti har været mænd. Kvindelige journalister udsættes herimod for trusler, vold og seksuelle overgreb.

Maria Ressa mener, at angrebene på nettet går målrettet efter kvinder, og hun har selv oplevet, hvordan angrebene er retter sig imod hendes udseende og køn og ofte har seksuel karakter.

Det bliver bekræftet, da den korthårede kvinde slår sin laptop og med en let tone citerer en de utallige trusler, som hun har modtaget:

“Sørg for at Maria Ressa bliver offentligt voldtaget til døde”, læser Maria Ressa og konstaterer, at ‘nogle ting bare rammer kvinder hårdere’.

Tavshedens spiral

Nationerne skal indtage en langt mere aktiv rolle, hvis arbejdet som journalist skal blive mere sikkert, påpeger den nye bog fra IMS ‘Defending Journalism’.  Bogen har set på hvordan truslen håndteres i Irak, Pakistan, Nepal, Columbia, Indonesien og Afghanistan og Filippinerne. Men hvad når staten er en del af truslen?

“På Filipinerne oplever vi at angrebene på medier og journalister er blevet institutionaliseret. Formålet er at gøre os tavse og skræmme os til bare at acceptere tingenes tilstand, og starte en spiral af tavshed”, siger Maria Ressa om de falske nyheder og trusler som hver dag rammer hende og hendes medie.

Hun siger selv, at hun er vant til at håndtere farlige situationer, og når man spørger hende om prisen kan blive for høj, så svarer hun, at det spørger hendes familie hende om igen og igen, og tilføjer:

“Man er nødt til at håbe på det bedste og forbedrede sig på det værste. Netop nu er der brug for os journalister til at skabe et spejl, som de politiske ledere kan se deres handlinger i.”

]]>
https://danwatch.dk/ny-bog-30-journalister-draebt-i-aar-og-oftest-gaar-de-skyldige-fri/feed/ 0
Fra Jordan til Danmark – ny opera varsler et opgør med patriarkatet https://danwatch.dk/fra-jordan-til-danmark-ny-opera-varsler-et-opgoer-med-patriarkatet/ https://danwatch.dk/fra-jordan-til-danmark-ny-opera-varsler-et-opgoer-med-patriarkatet/#respond Tue, 24 Oct 2017 14:09:27 +0000 https://danwatch.dk/?p=19465 Spørger man komponist og kunstnerisk leder på operaen AGONY, Line Tjørnhøj, så er der et stort opgør på vej i hele verden. Et opgør med det, som hun selv kalder for patriarkatet, og det forsøger hun at skildre i sin nye forestilling, som spiller på Godsbanen indtil d. 27. oktober.

“Jeg har en følelse af, at der er en meget stor samfundsændring på vej. Jeg synes, at der er et opgør med de patriarkalske magtstrukturer. Et opgør med, at man i mange år har nedarvet strukturer, som både er psykologiske – men også i forhold til penge og ressourcer – og som gør, at nogen er priviligeret alene pga det køn, som de er født med”, forklarer Line Tjørnhøj.

I operaen AGONY inviteres publikum med til en middag i familiens skød. Patriarken for bordenden, ll Padre, vil fejre, at sønnen Angel er kommet hjem. Men da Angel har medbragt sin nye kæreste, Robin, udfordres faderens verdenssyn, og det kommer til at dramatisk opgør, hvor faderens overmagt står for fald.

Line Tjørnhøj ser de patriarkalske magtstrukturer i såvel valget af Donald Trump til amerikansk præsident, som den måde folk bliver udskammet på igennem de sociale medier.

“Jeg synes fx, at #MeToo-kampagnen er en lille bølge. Det er ikke kun en battle mellem mænd og kvinder, der er et opgør med de her magtstrukturer.”

Kvinde fællesskaber

Ligesom i #MeToo-kampagnen, hvor kvinder verden over samles om at dele historier om krænkelser og seksuelle overgreb, har operaen AGONY skabt nye alliancer mellem kvinder på tværs af landegrænser.

Line Tjørnhøj og produktionskonceptet DUST har samarbejdet med 15 kvinder fra Tal Al-Rumman i Jordan, som har bidraget til forestillingens scenografi med ting de selv har produceret, såsom små, traditionelle kaffekopper, som de selv har drejet i ler, og puder, hvor deres navne broderet på bagsiden.
Samarbejdet, som har løbet over knap et år og er støttet af KVINFO, har hjulpet de jordanske kvinder til at skabe et kooperativ med egen produktion og eget logo.

“Det handler om, at de inspirerer os, og vi inspirerer dem –  og så deler vi nogle ressourcer.”, forklarer Line Tjørnhøj om samarbejdet, som rækker ud over produktionen af produkter. Det nye fællesskab har fået kvinderne ud af deres hjem og givet dem en vis økonomisk uafhængighed.

“De jordanske kvinder siger selv, at noget af det vigtigste, som de har fået ud af det, er, at de er begyndt at mødes, og at de har fået en uafhængighed af at slutte sig sammen”, tilføjer Line Tjørnhøj.

Både dem og os

Det har været vigtigt for kreativ leder Line Tjørnhøj, at fortællingen både handler om os og dem, for hun mener ikke nogen samfund kan se sig fri fra de magtstrukturer. Den kritik, som operaen rejser, gælder nemlig for forholdene både i Vesten og Mellemøsten.

Derfor har Line Tjørnhøj forsøgt, at få skuespillerne på scenen til at afspejle både os og de andre, ved at bruge kostumer og og sprog, der peger i mange retninger, og ikke er til at placere i en bestemt region eller kultur.

Karaktererne er alle fremmedgjorte i forhold til kultur, køn og tilhørsforhold. Vi har forenklet dem, så de er futuristiske og ubestemmelige”, beskriver hun.

Kok og madstylist, Michelle Appelros, besøgte tidligere på året Jordan for at undersøge jordansk madkultur.

Måltidet som mødested

Maden spiller en stor rolle i operaen, hvor publikum sidder med til bords, og igennem forestillingen får serveret fem retter, som bliver tilberedt live på scenen af kok Michelle Appelros.
Måltidet har også været vigtig i mødet med de jordanske kvinder.

“Mødet med kvinderne var meget præget af, at vi sad ved bordet. Jeg fik et helt andet blik på, hvad det er man gør, når man sætter sig ned ved et bord og deler mad og deler ressourcer”, beskriver Line Tjørnhøj.

AGONY

Operaen AGONY er en del af Århus som Europæisk Kulturhovedstad 2017, og den spiller på Godsbanen fra den 20.-27.oktober.

AGONY

Operaen AGONY er en del af Århus som Europæisk Kulturhovedstad 2017, og den spiller på Godsbanen fra den 20.-27.oktober.

Her opstod ideen om at inddrage de jordanske kvinder i produktionen af operaen ved at bruge deres produkter, og på den måde skabe en platform for kvindernes produkter – som en slags product placement.

To af kvinderne fra Jordan er nu i Danmark for at se den færdige forestilling.

]]>
https://danwatch.dk/fra-jordan-til-danmark-ny-opera-varsler-et-opgoer-med-patriarkatet/feed/ 0
Kom tæt på menneskerettighederne under Kulturnatten https://danwatch.dk/kom-taet-paa-menneskerettighederne-kulturnatten/ https://danwatch.dk/kom-taet-paa-menneskerettighederne-kulturnatten/#respond Thu, 12 Oct 2017 14:06:02 +0000 https://danwatch.dk/?p=18879 Danwatch anbefaler fire tilbud i Kulturnatten:

1. Staying Alive
Virtuel overlevelseskamp

Iført 360 grader virtual reality-briller træder du ind i en anden virkelighed. Her kommer du til at stå midt i bombardement af et hospital, opleve en typisk dag i en flygtningelejr og krydse Middelhavet på vej til Europa.

Læger uden Grænser inviterer dig med på en rejse bag din egen nethinde, for at sætte fokus på de millioner af mennesker, som er på flugt fra fattigdom og krig.

Arrangør: Læger uden Grænser
Tid: 18:00 – 23:00
Sted: Johan Borups Højskole, Frederiksholms Kanal 24, 1220 København K.

2. Afgør en asylsag
Forestilling

På den hvide husbåd Liva II i Nyhavn kan du være med til at afgøre en flygtnings fremtid i Danmark.
Hvor må han have lov at bo? Og er hans fortælling troværdig?
I dilemmaspillet ‘Flygtningene Kommer’ bliver publikum en del af en folkedomstol og bestemmer udfaldet af iranske Farhads asylsag.

Når du alligevel er ombord, kan du kl. 19:45 hører Daniel Rye fortælle
om sin fotoudstilling “NÅR ALT STÅR STILLE”,
som viser konsekvenserne af tørken i det sydlige Malawi.

Arrangør: Levende Menneskerettigheder
Tid: 18:30-19:30 og 20:30 – 21:30
Sted: Nyhavn 26, 1051 København K.

3. En sjælden chance
Besøg FN-byen


På kulturnatten åbner FN-byen dørene for offentligheden, og inviterer indenfor i den stjerneformede bygning på
Marmormolen i Københavns Nordhavn. Ligesom i en stor del af FN’s arbejde, tager aftenen udgangspunkt i FN’s verdensmål.


Oplev blandt andet hvordan en ny generation af arkitekter tænker verdensmål og bæredygtighed ind i deres designs, når eleverne fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering præsenterer deres afgangsprojekter. Og hør mellem 19:00-20:00 den højst rangerende dansker i FN, Generaldirektør for FN Geneve Michael Møller, fortælle om, hvordan FN-systemet skal strømlines, hvis verdensmålene skal nås frem i mod 2030.
OBS: Indgang kræver fremvisning af billed-ID og sikkerhedscheck.

Arrangør: FN byen
Tid: 18:00-22:00
Sted: Marmorvej 51, 2100 København Ø.

4. Stop Slaveri!
Særudstilling i samarbejde med Danwatch

I kælderen på Arbejdermuseet trækkes der tråde mellem vores fortid som kolonimagt og moderne slaveri.
Her kan du prøve at sidde i samme stol, som de danske slaveejere sad i, når de overvågede deres slaver på marken i dansk Vestindien.
Mens du sidder der, så kan du måske få tid til at fordøje den kendsgerning, at der aldrig har været så mange slavegjorte mennesker som der er i dag.

Bagefter kan du passende danse dine sorger – over verdens tilstand – væk. Ovenpå står den nemlig på dansebal med rock’n’roll, hvor temaet for Kulturnatten på Arbejdermuseet er 50’er forglemmelse i skyggen af den kolde krig.
Direktøren introducerer til særudstillingen kl. 18:15, 19:15 og 20:15.

Arrangør: Arbejdermuseet
Tid: 18:00 – 00:00
Sted: Rømersgade 22, 1362 København K.

 

Deltagelse i kulturnattens arrangementer kræver kulturpas.
Kulturpas kan købes for 95 kr. i alle 7-Eleven i hovedstadsområdet og på museer i København.

 

 

 

]]>
https://danwatch.dk/kom-taet-paa-menneskerettighederne-kulturnatten/feed/ 0
Ansigter på de europæiske arbejdere, der krydser grænsen https://danwatch.dk/ansigter-paa-europaeiske-arbejdere-krydser-graensen/ https://danwatch.dk/ansigter-paa-europaeiske-arbejdere-krydser-graensen/#respond Fri, 06 Oct 2017 11:38:33 +0000 https://danwatch.dk/?p=18582 Europæere kan i dag frit rejse over grænserne for at arbejde. Det er en grundpille i EU – som dog de seneste år været under beskydning.  Østeuropæeres indtog på det britiske arbejdsmarked var som bekendt et nøgle-argument, da briterne meldte sig ud af EU.

Spilletider

Filmene kan ses på filmfestivalen CPHPIX, som foregår fra d. 28/9 – 11/10 2017 i København.

Western, instruktør: Valeska Grisebach, undertekster på engelsk: spilles næste gang d.  11/10, kl. 19:00, Dagmar.

Out, instruktør: György Kristóf, undertekster på engelsk, spilles næste gang d. 7/10 (mød instruktøren), kl. 18:00, Cinemateket.

Spilletider

Filmene kan ses på filmfestivalen CPHPIX, som foregår fra d. 28/9 – 11/10 2017 i København.

Western, instruktør: Valeska Grisebach, undertekster på engelsk: spilles næste gang d.  11/10, kl. 19:00, Dagmar.

Out, instruktør: György Kristóf, undertekster på engelsk, spilles næste gang d. 7/10 (mød instruktøren), kl. 18:00, Cinemateket.

På årets filmfestival CPHPIX handler de to film ‘Western’ og ‘Out’ om europæiske mænd, der må rejse til et andet EU-land for at få arbejde. Filmene ser på disse problemstillinger gennem en linse af, hvordan det opleves og føles for både arbejderne, som krydser grænsen og for de mennesker, som tager imod de fremmede.

Ligesom briterne, er danskerne også splittede i holdningen til arbejdskraftens fri bevægelighed. For godt et år siden spurgte netmediet Altinget, hvad danskerne mente og 44 procent svarede, at den frie bevægelighed grundlæggende er en ulempe, mens 39 procent svarede, at var er en fordel. 16 procent af de adspurgte svarede ‘ved ikke’.

Debatten kredser især om østeuropæere, der truer de danske arbejdstageres job. At den frie bevægelighed påvirker løn og arbejdsvilkår negativt, og giver social dumping. At det skaber en velfærdsturisme, hvor udenlandske arbejdere udnytter de mange muligheder for velfærdsydelser, som Danmark tilbyder.

Tilhængere af arbejdskraftens frie bevægelighed peger derimod på, at det er en stor fordel, at der ikke må gøres forskel på arbejdstagere i EU. Det giver europæerne bedre mulighed for at få arbejde i andre medlemslande, og der er skåret ned på bureaukratiet. Det er med til at udbud og efterspørgsel bliver tilpasset, når folk kan rejse derhen, hvor der er arbejde.

Sammenbidte og stærke mænd

Meinhardt sidder sammen med bulgaren Adrian og nyder naturen, foto fra filmen ‘Western’, instrueret af Valeska Grisebach.

‘Western’ er en stille film med mænd af få ord. Alligevel lykkes filmen at være skabe en kraftig spænding og en uro, løber under den forsigtige handling og holder seerens interesse i et fast greb.

I ‘Western’ følger man den tyske arbejder Meinhardt, som er rejst til Bulgarien med et sjak på omkring 10 andre tyskere for at bygge et kraftværk. De bor i en lejr af skurvogne, tæt på de store maskiner, som de bruger til at grave og bore ved floderne. Tæt på lejren ligger en lille landsby. Kun nogle få af de lokale bulgarer kan tale tysk, og derfor må mændene kommunikere gennem blikke og kropssprog.

Ved hjælp af undertekster får seeren et unikt kendskab til, hvad begge sider prøver at fortælle til hinanden, uden at de selv forstår. Det er en nervepirrende position, fordi man frygter, at de misforståelser som opstår mellem mændene kan udløse en vold, som man fornemmer lurer lige ved.

Hovedpersonen Meinhardt er måske den person, som siger mindst i filmen. Derfor foregår der et detektivarbejde af Meinhardts handlinger for at forstå, hvad der foregår i hovedet på ham – både kollegerne, bulgarerne og ikke mindst seeren er i tvivl. Hvorfor tager han hele tiden ind til landsbyen? Er han i fare? Vil han kvinderne godt eller ondt? Er han utilregnelig eller loyal – er han med tyskerne, bulgarerne eller noget midtimellem?

Filmen kredser om de udfordringer, der opstår, når arbejdere fra andre lande. På et tidspunkt beslutter Meinhardt og en anden tysker at hejse et tysk flag op i en pæl på byggepladsen. En tredje sidder på en stol, mens han ser på og spørger:

“Er I totalt forrykte?”

“Ja, vi er.”

“Har I overvejet de lokale?”

“Vi laver ikke andet. Vi bygger et kraftværk til dem.”

Tyskerne demonstrerer, at deres arbejde gør noget godt for bulgarerne. Bulgarerne får et kraftværk og det bør de være taknemmelige for. Underforstået, så må tyskerne opføre sig som de har lyst til.

Det ser man også et eksempel på, en aften da tyskerne drøner rundt i deres firehjulstrækker. Da de ser en gruppe bulgarer gasser de op og knipser et tændt cigaretskod ud af bilen, mens de siger “der er gået 70 år, men nu er vi tilbage”,  og griner. Henvisningen er til nazisternes tilstedeværelse under anden verdenskrig.

Men langsomt vikles lejren og landsbyen ind i hinanden, og nuancerne i de kulturelle forskelle og ligheder toner frem. Man forstår lidt for lidt, hvad der rører sig i Meinhardt, resten af sjakket og hos bulgarerne, og man efterlades med en lyst efter mere.

En sort komedie – der aldrig bliver rigtig sjov

På sin rejse i Litauen for at finde arbejde møder Agoston mange særlige mennesker, som blandt andet den tidligere basketball spiller, som efterlader sin udstoppede kanin hos Agoston, da hun forlader ham til en tekno-fest. Foto: filmen ‘Out’, instrueret af György Kristóf.

Filmen ‘Out’, som spiller sidste gang på CPHPIX lørdag d. 7. oktober, handler om den 50-årige mand Agoston, som i en stor fyringsrunde mister sit arbejde på et atomkraftværk sammen med 40 procent af sine kolleger. Efter en rastløs periode i hjemmet, hvor han tager sig af vasketøjet og pudser sko, rejser fra Slovakiet, hvor han bor med sin kone, til Litauen hvor han har fået arbejde som svejser på en fabrik.

Fabrikken ligger i en by tæt på havet og stranden. Agoston elsker at fiske, og er glad for tanken om at rejse. Også hans voksne datter synes, at han er heldig. Han kysser konen farvel og stiger på bussen mod Litauen. Men da han kommer frem til byen, viser det sig, at hurtigt, at virkeligheden er en anden.

Han mærker, at ikke alle er glade for hans tilstedeværelse og hans nye chef holder ham i en kort snor. En dag kommer Agoston for sent, og det får straks konsekvenser.

“De behandler jer udlændinge, som om I var verdens centrum. Jeg har holdt øje med dig, du er en dovenlas. Vores land bliver ved med at sakke bagud på grund af folk som jer,” siger sjakbajsen vredt.

‘Out’ er en sort komedie om Agoston, som på sin rejse i Litauen møder mennesker, han kigger nysgerrigt og undrende på. Han møder blandt andet en kvinde, som går til tekno-fester med en udstoppet kanin i tasken og en ung mand, som kører ham ud i skoven for at tage en selfie med ham foran sit kommende gravsted, hvorpå der er malet et foto af ham selv, der står ved siden af sin storbarmede kæreste og en Mercedes.

Ligesom i ‘Western’ bevæger handlingen sig langsomt fremad. Desværre formåede ‘Out’ ikke at fastholde min interesse mellem de komiske scener, som der var langt imellem, og jeg kedede mig en smule.

Fælles for de to film er, at de fortæller nuanceret om kulturmøderne og holdningerne til den fri bevægelige arbejdskraft uden at give lette svar på, hvordan udfordringerne løses.

]]>
https://danwatch.dk/ansigter-paa-europaeiske-arbejdere-krydser-graensen/feed/ 0