“Jeg er blevet voldtaget flere gange. Vagterne holdt en pistol mod mit hoved og ringede til mine forældre for at få dem til at betale for mig. Første gang betalte de 4.000 dollars, anden gang 5.500”, fortæller 17-årige Nyala.
Hun er fra Etiopien og er en af de mange tusinde flygtninge og migranter, som oplever at blive afpresset, tortureret og voldtaget i Libyens migrantsystem.
Ligesom så mange andre migranter har hun forsøgt at krydse Middelhavet for at nå til det forjættede Europa, men blev stoppet af den libyske kystvagt og fængslet på ubestemt tid i Zuwara Detention Centre.
Det ligger omkring 120 km øst for hovedstaden Tripoli og er et af mange migrantfængsler, som den libyske regering driver i tæt samarbejde med EU.
I et interview med menneskeretsorganisationen Human Rights Watch fortæller Nyala, hvad hun har været udsat for på sin vej gennem det kaotiske Libyen.
Ud over voldtægterne måtte hendes familie hjemme i Etiopien flere gange betale vagterne i fængslet for at få dem til at lade hende være i fred.
Hvordan det er lykkedes familien at skrabe de foreløbig 9.500 dollars sammen, melder historien ikke noget om. Men i et land, hvor den gennemsnitlige løn for ufaglærte arbejdere ligger på 35-30 dollars om måneden, er det en formue.
EU’s Emergency Trust Fund for Africa (EUTF) har syv projekter i Libyen, der alle handler om migrantkontrol:
Emergency Trust Fund for Africa (EUTF) er en fond, der blev oprettet i 2015 for at imødegå bl.a. migration til Europa.
Niyalas beretning er blot en af utallige migrant-skæbner, som menneskeretsorganisationer, NGO’er og internationale medier har dokumenteret de seneste år.
Tilsammen viser de, at voldtægt, afpresning, tortur og menneskehandel er udbredt i Libyens kaotiske migrantsystem.
Læger uden Grænser kalder systemet “inhumant” og “forfærdeligt.”
“Vi ser hver dag, hvordan mænd, kvinder og børn tilbageholdes under frygtelige forhold”, siger Julien Raickman, leder af Læger uden Grænsers arbejde i Libyen, til Danwatch.
Han beskriver blandt andet, hvordan mange migranter sulter i de overfyldte fængsler, og hvordan mange udsættes for vold og tortur.
“Folk bliver syge og dør eller udsættes for frygtelige overgreb”, siger han. “Det er menneskeliv, der er på spil”.
Også FN’s særlige rapportør for tortur, Nils Melzer, kalder forholdene “umenneskelige”.
“Migranter og flygtninge bliver tilbageholdt under fuldstændig umenneskelige forhold i mange af lejrene, og de udsættes for vilkårlig mishandling, tortur og voldtægt.
Der er tale om udbredte og systematiske krænkelser af menneskerettighederne,” siger han til Danwatch.
Læs også: FN-ekspert: Danmark og EU
ignorerer forbrydelser mod menneskeheden
Derudover har Libyen siden april igen befundet sig i åben borgerkrig, hvor migranter og flygtninge er særligt udsatte. Så sent som i sidste uge blev migrantfængslet i Tajura, øst for Tripoli bombet og mindst 60 migranter dræbt, mens 77 andre blev såret.
De omfattende menneskerettighedskrænkelser i Libyen er velkendte. Men alligevel har både Danmark og EU valgt at støtte opretholdelsen af systemet, der drives i et tæt samarbejde med den libyske regering i Tripoli.
En analyse af pengestrømmen til Libyen viser, at det libyske migrantsystem drives med massiv økonomisk og logistisk støtte fra EU.
Det libyske migrantsystem finansieres hovedsageligt af EU-Kommissionens særlige Emergency Trust Fund for Africa, EUTF, der blev oprettet som reaktion på flygtningekrisen i 2015, hvor mere end en million flygtninge og migranter løb de europæiske grænser over ende.
Fonden råder over fire milliarder euro i perioden 2015-2020, hvilket svarer til godt 26 milliarder kroner, der skal bruges til at stoppe migrationsstrømmen fra Afrika.
Størstedelen af fondens midler kommer direkte fra EU-Kommissionen, men cirka 3,5 milliarder af de i alt 26 milliarder kroner kommer fra en række særligt dedikerede medlemslande, heriblandt Danmark.
Faktisk er Danmark den tredjestørste sponsor af trustfondens arbejde, både i kroner og per indbygger. En støtte, som kun overgås at store migrationslande som Italien og Tyskland.
En gennemgang af fondens budgetter viser, at Danmark bidrager direkte til EUTF med 225 millioner kroner i perioden 2015-2020.
Det svarer til cirka 40 kr fra hver dansker. Og dertil kommer naturligvis den danske del af EU-Kommissionens 26 milliarder kroner store bidrag.
Da trustfonden står for en mængde forskellige initiativer i hele Afrika, og de danske penge ikke er øremærkede til specifikke lande eller projekter, er det ikke muligt at følge de danske skattekroner hele vejen fra Nationalbanken på Slotsholmen til Libyens migrantfængsler.
Men den gennemgang af alle fondens projekter, som Danwatch har lavet, viser, at fonden anvender i alt 318 millioner euro i Libyen i perioden 2015-2020, hvilket svarer til knap 2,4 milliarder kroner.
Og samtlige syv programmer i Libyen hører til i EUTF’s egen “migrant management” kategori. De handler med andre ord alle om at få kontrol med den uønskede strøm af migranter til Europa.
Operation Sophia blev søsat af EU i 2015 for at imødegå migration over Middelhavet til Europa.
Siden da har Operation Sophia reddet en stor mængde nødstedte migranter og asylansøgere.
Siden marts 2019 har operationen ikke haft egne skibe på havet, men råder fortsat over seks fly og helikoptere fra Italien, Frankrig, Luxembourg, Spanien og Polen.
Operationen, der finansieres af 26 af de 28 EU-lande, ledes fra og styres af Italien.
Ud over at koordinere redningsindsatsen i Middelhavet, træner, udstyrer og finansierer EU den libyske kystvagt, LCG, der er ansvarlig for redningsoperationer i et stort område mellem Libyen og Italien. Migranter og asylansøgere, der samles op af den libyske kystvagt, bringes retur til Libyen, hvor de interneres i særlige migrantfængsler.
I maj 2019 var mindst 3.000 migranter interneret i disse fængsler.
Danmark deltager ikke i Operation Sophia, da den hører under EU’s forsvarssamarbejde, som Danmark på grund af sit forsvarsforbehold ikke er en del af.
Operationen har fået sit navn fra en baby, født ombord på et af EUNAVFOR’s tyske skibe i 2015.
Det samme gælder EU’s andre aktiviteter i Libyen.
Ud over EUTF-fondens projekter, er EU også involveret i opbygningen af en effektiv kystvagt, der kan overvåge den libyske kyst samt Middelhavet mellem Libyen og Italien.
Denne del af EU’s aktiviteter i Libyen hører under EU’s maritime Operation Sophia, som Italien står i spidsen for.
Da Sophia blev lanceret i 2015, havde de deltagende EU-fartøjer blandt andet til opgave at redde nødstedte migranter på Middelhavet. Men i dag varetages denne opgave af de enkelte landes egne kystvagter. Og Operation Sophia er reduceret til at opbygge, forsyne, støtte og træne den libyske kystvagt, Libyan Coast Guard and Port Security.
Siden marts 2019 har EU overladt hele ansvaret for at patruljere farvandet ud for Libyen til libyerne.
I dag er det derfor udelukkende den libyske kystvagt, der pågriber migranter og flygtninge, der forsøger at krydse Middelhavet i faldefærdige fiskejoller og billige gummibåde, tilbageholder dem og sender dem videre til de overfyldte migrantfængsler, der er oprettet i tidligere detentioner, gamle fabrikshaller og lagerbygninger. En opgave, som løses efter ønske og på vegne af EU.
Ifølge EU-kommissionens delegation i Libyen drives de udskældte migrantfængsler i praksis af det libyske indenrigsministeriums særlige ‘Department Combating Illegal Migration’, DCIM, i det omfang den trængte libyske regering har kontrol over dem. Resten drives af forskellige militser.
Ifølge DCIM er omkring 6.000 migranter i øjeblikket fængslet, fordi de har forsøgt at krydse Middelhavet til Europa. Halvdelen sidder i DCIMs egne fængsler, mens resten sidder fanget hos private krigsherrer og militsledere.
Og endelig hjælper EU’s såkaldte Border Assistance Mission, EUBAM, de libyske myndigheder med at koordinere grænsekontrollen på tværs af myndigheder og ministerier. En opgave, som flere udsendte danskere er involveret i.
Som noget nyt gik EUBAM i foråret 2019 i gang med at træne en libysk kystpolitistyrke, General Administration for Coastal Security, GACS, der skal patruljere på land og hjælpe kystvagten med at stoppe migranter, der forsøger at sejle til Europa.
ØJENVIDNEBERETNINGER
Op mod 750.000 migranter og asylansøgere er ifølge FN fanget i det borgerkrigshærgede Libyen, hvor to regeringer og et utal af militser kæmper om magten. Afpresning, tortur og voldtægt af migranter og asylansøgere er en måde at finansiere krigen på. Danwatch har samlet udsagn fra nogle af dem, der har oplevet forholdene på egen krop.
Både FN og en række menneskeretsorganisationer mener, at det er ulovligt at tvinge migranter tilbage til et Libyen, hvor de risikerer alvorlige overgreb.
Og de mener, at Danmark har et medansvar, selv om det i praksis er den EU-støttede libyske kystvagt, der fanger og internerer migranterne.
“At bidrage til et system, der forhindrer folk i at forlade akut fare, er ikke lovligt, det er uetisk, ulovligt, endda kriminelt”, siger FN-rapportør for tortur, Nils Melzer.
Han understreger, at Danmark på grund af sit store engagement, har et særligt ansvar for det libyske migrantsystem.
“Med et stort bidrag til systemet følger et stort ansvar”, siger han.
Amnesty International mener også, at Danmark har et stort ansvar.
“Den danske regering bærer et kæmpe ansvar for at følge op på, hvad de penge, Danmark donerer til Libyen gennem EU, bliver brugt til“, siger Annette Stubkjær Rimmer, politisk rådgiver i Amnesty Internationals danske afdeling.
“Den danske regering kan umuligt være uvidende om forholdene for mennesker på flugt i Libyen, herunder forholdene i de libyske migrantfængsler”, siger hun.
Et migrationssamarbejde med Libyen er problematisk lige nu, mener Annette Stubkjær Rimmer, da landet ikke har et velfungerende asylsystem, og lige nu oplever voldelige kampe og uro, der gør situationen for flygtninge og migranter endnu farligere.
Derfor opfordrer Amnesty International og Human Rights Watch EU til at sørge for, at alle internerede migranter og asylansøgere i Libyen omgående bliver løsladt, samt at EU opretter et system, der giver asylansøgere mulighed for at søge asyl under sikre forhold.
Tusindvis af migranter og asylansøgere sulter i overfyldte migrantfængsler. Ifølge EU-Kommissionen og Læger uden grænser er kun en del af fængslerne under regeringskontrol.
Foto: UNICEF
EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Federica Mogherini, mener heller ikke, at det libyske migrantsystem er Unionens ansvar.
I et mailsvar til Danwatch afviser en talsmand for den europæiske udenrigschef alle anklager om medansvar for de elendige forhold og overgreb, som migranter og flygtninge udsættes for i Libyen.
“Vores holdning til de forhold, som migranter tilbageholdes under i de libyske detentionscentrene har været klar fra dag ét: Disse forhold er uacceptable, og detentionscentrene bør lukkes“, skriver talsmanden.
Men en lukning er ikke realistisk i øjeblikket, understreger han.
“I mellemtiden arbejder EU sammen med FN’s organisationer og internationale NGO’er på at beskytte og hjælpe sårbare migranter og flygtninge, både når de sejler ud fra Libyen og i de fleste af de officielle detentionscentre”, skriver han.
EU’s samarbejde med Libyen om migrantkontrol strækker sig tilbage til den libyske diktator Muammar Gaddafis tid og skyldes bl.a. landets centrale placering, tæt på Europa kyst.
Malta og den italienske ø Sicilien ligger henholdsvis 335 og 528 km fra hovedstaden Tripoli og har traditionelt været en af de mest populære migrantruter fra Afrika til Europa.
Da Europa blev oversvømmet af flygtninge og migranter i 2015, var det derfor oplagt at genoptage samarbejdet, forklarer migrationsforsker Martin Lemberg-Pedersen fra Aalborg Universitet.
“EU har gennem snart tyve år set Libyen som en helt afgørende samarbejdspartner i forsøget på at kontrollere indvandringen til Europa”, siger han.
Ifølge Lemberg-Pedersen rækker samarbejdet tilbage til 2002, da Italiens daværende ministerpræsident Silvio Berlusconi på vegne af EU indgik de første aftaler med den libyske diktator Muammar Gaddafi om at forhindre afrikanske migranter i at kommer over havet til Europa.
“Allerede dengang rapporterede de humanitære organisation om overgreb og blandt andet voldtægtslejre for især eritreanske kvinder”, siger han og understreger, at Gaddafis regime var et af Mellemøstens mest brutale.
“EU har hele vejen igennem været villig til at lukke øjnene for konsekvenserne af de aftaler, man indgik med Libyen”, siger Martin Lemberg-Pedersen.
På ét punkt har både det tidligere samarbejde med Gaddafi og det nuværende samarbejde med Fayez Sarrajs regering i Tripoli været en succes.
Ifølge tal fra den Internationale Organisation for Migration, IOM, er det nemlig stort set lykkedes at stoppe indvandringen fra Libyen. I hvert fald hvis man sammenligner med 2015, da tusinder af migranter krydsede havet hver eneste dag.
Da flygtningekrisen var på sit højeste i 2015/2016, krydsede 337.278 migranter og asylansøgerne Middelhavet fra Libyen, og nu er antallet ifølge International Organisation of Migration, IOM,faldet til 27.834 i de første seks måneder af 2019.
Ifølge FN’s vurdering er ialt 750.000 migranter og flygtninge til gengæld strandet i det borgerkrigshærgede Libyen.
INTERAKTIVT KORT
Kortet viser, hvor mange migranter og flygtninge, der krydsede Middelhavet til Europa i perioden 2015-2019 (juni)
= 5.000 mennesker
= 5.000 mennesker
= 5.000 mennesker
= 5.000 mennesker
= 5.000 mennesker
1 Den vestlige Middelhavsrute (Marokko-Spanien)
2 Den centrale Middelhavsrute (Libyen-Italien-Malta)
3 Den østlige Middelhavsrute (Tyrkiet-Grækenland-Cypern)
INTERAKTIVT KORT
Kortet viser, hvor mange migranter og flygtninge, som druknede eller forsvandt i forsøget på at krydse Middelhavet til Europa i perioden 2015-2019 (juni)
= 20 mennesker
= 20 mennesker
= 20 mennesker
= 20 mennesker
= 20 mennesker
1 Den vestlige Middelhavsrute (Marokko-Spanien)
2 Den centrale Middelhavsrute (Libyen-Italien-Malta)
3 Den østlige Middelhavsrute (Tyrkiet-Grækenland-Cypern)
Set med EU’s øjne går udviklingen derfor den rigtige vej.
“EU’s indsats på migrationsområdet har ikke til formål at stoppe migration, men at håndtere den på ordentlig, sikker og lovlig vis”, siger Mogherinis talsmand.
“Vores prioritet har altid været og vil altid være at beskytte liv og sikre en human og værdig behandling af alle undervejs på migrationsruterne”.
Ifølge Human Rights Watch seneste rapport No escape from Hell er der imidlertid lang vej, før forholdene i det libyske migrantsystem kan betegnes som humane og værdige.
“Det her sted er Helvede på jord”, siger Elijah, en ung mand, som oprindeligt kommer fra Etiopien, til Human Rights Watch. Da menneskerettighedsorganisationen møder ham, sidder han i et overfyldt migrantfængsel i Misrata, 200 km øst for Tripoli og fortæller, hvordan han blandt andet er blevet udsat for tortur.
“Vagterne har slået mig mange gange, bundet mine hænder på ryggen og tæsket mig under fødderne”, siger han til den internationale menneskerettighedsorganisation.
Og den unge etiopiers skæbne er ikke den værste i det overfyldte fængsel.
“Mindst fire andre her i fængslet har fået permanente mén efter elektrisk tortur. Nu sidder de bare og stirrer tomt ud i luften”, siger 26-årige Elijah.
Efter flygtningekrisen i 2015 har EU taget en lang række initiativer for at få kontrol over strømmen af migranter og flygtninge til Europa. Få overblik over udviklingen her
Charlotte Aagaard
