Menu
Landmand Michael Nielsen fra Tilsbæk nord for København bruger soja til at fodre sine grise. Han er åben for at ændre praksis, men det kræver, at forbrugerne er villige til at betale for det.
Redaktør: Louise Voller | Executive Editor: Jesper Nymark | Vil du vide mere om denne undersøgelse, kan du kontakte Danwatch her
Griseavler Michael Nielsen løfter en skovlfuld foderblanding og lader den langsomt løbe tilbage i fodervognen, der står på gangen imellem grisestaldene.
Det ligner en mellemting imellem fintmalet havregryn og sand, men er i virkeligheden fiskemel, mælkepulver, hvede, varmebehandlet soja og sojaolie. Det er en foderblanding til smågrisene i de stalde, der er lige ved siden af.
På gården Tilsbæk, nordvest for København, ligger hans griseproduktion. I alt 850 søer og 27.000 konventionelle grise går rundt eller ligger i staldene, midt i de 480 hektar jord med planteavl, som han også ejer eller forpagter.
Danske forbrugeres valg af grisekød ved køledisken er forbundet til, hvilke foderblandinger grisene kan få.
Hvis vi vil betale mere, kan grisene få soja produceret under bæredygtige forhold, men de færreste forbrugere er opmærksomme på, at deres valg har forbindelse til, at børn og voksne bliver dødeligt syge af et overforbrug af pesticider over sojamarker i Argentina.
Vi er på besøg hos Michael Nielsen for at blive klogere på, hvor en del af de ca. 1,7 millioner tons soja, Danmark årligt importerer, ender henne, hvordan han går til sin produktion af grise.
Vi er på besøg for at høre, hvordan han har det med, at sojaen hænger sammen med alvorlige sygdomme i Argentina.
Hvede fra markerne bliver brugt i foderblandingerne til grisene, men korn er ikke nok.
“Der er ikke protein nok i korn til at producere kød”, forklarer Michael Nielsen om sojamelet, der er den mest proteinholdige landbrugsafgrøde pr. hektar. Sojaolie indgår i foderet for at binde foderets tørstoffer, så det meste af foderet ikke ender som støv.
“Det bliver nogle magre grise, der er hundrede år om at vokse op, hvis man skal fodre dem op på rent korn. Det vil svare til, at du skulle leve af havregryn”, forklarer han.
Inden for forbinder aflange, lyse gange grisestaldene. Luften er tør med en vag gyllelugt som undertone. Vogne uden tag og med let udadskrånende vægge – de ligner afkoblede små togvogne – står på gangene og bugner af foderblandinger. Højden går til lidt over hoften. Rundt om til siderne er båse med grisene i forskellige aldre.
Grisene får omtrent 1 kg. foder om dagen op til de er et år gamle. Cirka en femtedel af det er soja.
Størstedelen af den soja, Danmark importerer, er genmodificeret soja, der stammer fra Sydamerika, og anvendes af danske landmænd. Det vil mere præcist sige raffineret sojamel og sojaolie, der indgår som en del af foderet til grise over hele Danmark – også her hos Michael Nielsen, der sender grise videre til opfedning hos andre landmænd, inden de ender deres liv på slagteriet Danish Crown.
Grisene får ca. et kg. foder om dagen, fra de er 5-13 uger. Knap en femtedel af det, 18 procent, er soja.
Når grisene er 13 uger og vejer ca. 30 kg. stykket, sælger Michael Nielsen dem videre til tre andre landmænd, der feder grisene yderligere op. Grisene vejer i snit 115 kg, når de er 6 måneder og bliver sendt til slagteriet.
Til den tid har hver gris typisk spist lidt over 30 kg. soja, viser tal fra Institut for Fødevare og Ressourceøkonomi (IFRO) på Københavns Universitet. Det svarer til 352 gram soja for hvert kg. svinekød, der bliver slagtet.
I Danmark har vi ikke klima til at dyrke soja på markerne, men Danwatch kan påvise, at den soja, som blandt andet Danmark importerer fra Argentina, stammer fra områder, hvor lokalbefolkningen i markant omfang bliver dødeligt syge.
Sojaen bliver fortrinsvis importeret fra Sydamerika, herunder blandt andet fra Argentina, fordi klimaet i de områder er velegnet til at dyrke soja.
I Danmark og også i EU, er der langt skrappere begrænsninger for at bruge pesticider. Og et sygdomsfremkaldende pesticid som paraquat er forbudt i EU, mens det stadig bliver brugt i Argentina over sojamarker. Dermed har EU altså forbudt brugen, men lande som Danmark vil stadig gerne importere soja fra områder, der bruger pesticiderne.
I 1996 blev genmodificerede sojaplanter tilladt i Argentina sideløbende med, at det blev tilladt at sprøjte med ukrudtsmidlet Roundup. Det var ikke noget tilfælde.
Tricket var, at planterne var genmodificerede til at være resistente over for aktivstoffet glyfosat, som findes i Roundup. Det vil sige, at sprøjtemidlerne slog alt andet end sojaplanterne ihjel, men i løbet af årene blev andet ukrudt også resistent overfor sprøjtemidlerne. Det er derfor, at mængden af pesticider er blevet mangedoblet over årene.
Danwatch har talt med eksperter, der påpeger en sammenhæng mellem mængden af pesticider, der bliver spredt over sojamarkerne, og at flere og flere argentinere bliver dødeligt kræftsyge samt at børn fødes med misdannelser.
Én af dem hedder dr. Medardo Avila Vazquez. Han er børnelæge i Cordoba i Argentina, som er en af de største regioner for sojaproduktion. Han har forsket i pesticidernes konsekvenser:
“I begyndelsen var forskerne overraskede over at finde linket imellem sprøjtemidlerne og sygdommene, men i dag er det muligt at bevise, at glyfosat ændrer cellernes strukturer. Det er ikke til diskussion længere”.
Den udtalelse påvirker Michael Nielsen.
“Hvis det (sprøjtemidlerne, red.) giver kræft og misdannelser, skal vi overveje brugen af det. Vi skal ikke påvirke befolkningen i Argentina negativt. Men jeg vil betragte det som et totalt overdrevet brug. Man er oppe på faktor ti i forhold til i Danmark, og når det er så koncentreret, vil det være rimeligt belastende”.
Michael Nielsen mener, der er brug for mere viden på området, men at sprøjtemidler med glyfosat fortsat bør være det foretrukne sprøjtemiddel.
“Glyfosat har fået en meget negativ klang, og jeg tror, det er noget med, at det er sådan et middel, der kan slå alt ihjel. Altså den negative tilgang, der er omkring genmodificerede afgrøder. At man lige præcis kan lave en afgrøde, der så ikke dør, når nu det kan slå alt andet ihjel”, siger han.
Genmodificerede planter, hvor planten typisk er blevet genmodificeret til at kunne være særligt modstandsdygtig til bestemte forhold, har været tilladt at dyrke i Danmark siden 2005.
Ifølge Medardo Avila Vazquez er forbruget af glyfosat pr. hektar i Argentina blevet 5-6-doblet siden slutningen af 90’erne – fra 2-3 liter op til 15-20 liter pr. hektar.
Det mener Michael Nielsen ikke er i orden:
“Det bør vi gøre noget ved. Helt klart. Når man bruger det år for år kommer der en naturlig resistens. Sådan er det også for vores dyr, der er blevet resistente. Sådan er naturen så forunderlig, at den indretter sig, og nogle planter overlever de påvirkninger, der er”, siger han og karakteriserer det som “et alvorligt problem, der bestemt også findes i Danmark i lavere målestok”.
Han fortæller, at han selv bruger en-to liter Roundup pr. hektar og dermed altså meget mindre.
Historier om børn, der bliver født med misdannelser, kvinder, der aborterer og folk, der får kræft påvirker Michael Nielsen, men han mener ikke, at der er noget, man kan gøre ved det fra den ene dag til den anden.
Michael Nielsen er åben for at fodre grise med andet end soja, men det kræver at forbrugerne accepterer en anden kødkvalitet, fremhæver han.
“Det kan vi sagtens kræve. Der skal bare være nogen, der vil betale for det. Det kræver, at forbrugerne vil værdsætte at købe det og betale det ekstra”.
Jo, og der var også et forsøg med GM-grise på et tidspunkt for ca. ti år siden, men det viste sig ikke at være nogen succes”.
“Jo, men min økonomi er ikke til at gå foran her og så håbe på, at forbrugerne vil købe det. Det er der ikke økonomi i hos landmændene. Så det skal være igennem supermarkederne, men det er ikke noget, de gør for deres blå øjnes skyld. Det er et markedsstunt at markedsføre sig med antibiotikafri soja. Ligesom med økologi, hvor de også har mindre avance”.
Michael Nielsen har prøvet at regne på, hvad det vil koste ham dels at købe GM-fri soja (soja, der ikke er genmodificeret, red.), dels at købe såkaldt RTRS-certificeret soja, det vil sige bæredygtig soja. Førstnævnte fjerner stort set den danske import fra Argentina, da næsten al soja her er genmodificeret. Sidstnævnte, der er klart billigst, vil sige, at sojaen stadig kan være genmodificeret, men certificeringen stiller en række krav til brug af pesticider.
“Jeg kunne forestille mig, det ville koste en halv million kr. om året ekstra. Det er baseret på, at den GM-fri soja nok er 1,5 til 2 kr. dyrere pr. kg og på, at jeg bruger 300 tons soja om året”, siger Michael Nielsen og pointerer:
“Jeg vil gerne gøre hvad som helst, men er nødt til at lægge omkostningen ud til forbrugere eller supermarkeder”.
“Sådan en undersøgelse er værdiløs. Alle vil svare noget andet, end hvad de faktisk gør. Og ti øre pr. kg vil ikke række nogen steder (de ti øre var fastsat dengang som højeste merudgift til RTRS-certificeret soja, red.). Og jeg ved udmærket godt, at hvis det koster ti øre mere for mig, så har det en faktor ti, før det når ud i butikkerne”, siger Michael Nielsen og tilføjer:
“Så forbrugerne er ikke særlig trofaste overfor deres holdninger. Men det er da fedt, hvis folk vil gøre det. Eller hvis der er en tendens til, at folk vil gøre det”.
Michael Nielsen har tidligere forsøgt sig med alternativer til soja, ikke mindst for at få danskproduceret foder, men ifølge ham har danskerne vænnet sig til en særlig kødkvalitet, der kommer af at fodre grisene med soja.
“Det er rigtig rigtig svært, fordi forbrugeren har dannet præference for kød produceret af sojaprotein. Vi har eksempelvis arbejdet på at erstatte soja med raps.
Raps er en fin proteinkilde, og det kan man sagtens lave grise på, men hvis jeg laver grise produceret på raps, så får jeg noget gult, blævrende fedt på min gris, og danske forbrugere har præference for, at når de får deres gris, så skal fedtet under flæskesværen være hårdt”, siger Michael Nielsen.
“På et tidspunkt i Sverige så jeg en fläskfile (svinemørbrad) produceret på raps. Fedtet var helt blævrende gult. Jeg har aldrig smagt det, men jeg tror ikke, det smager dårligt. Bare anderledes, og det skal vi i så fald vænne os til”.
Denne undersøgelse har fået et efterspil:
Har du en idé, eller har du kendskab til forhold, som du mener, vi bør undersøge – så kontakt os.
Det kan også være, at du er freelancejournalist med en god ide – skriv eller ring.
Du kan bruge formularen – også anonymt – men vil du være helt sikker på, at ingen kan spore din kommunikation til os, anbefaler vi, at du installerer app’en Signal på din telefon.
I Signal kan du kontakte os på dette telefonnummer: +45 2340 6664
Bemærk, at du skal donere min. 200 kr. for at dit støttebidrag kan være med til at kvalificere os til at søge Tipsmidler.
Husk at skrive dit fulde navn, og gerne din e-mail som kommentar til overførslen. Tilføj dit CPR nr i kommentarfeltet, hvis du ønsker skattefradrag.
Fast overførsel med Betalingsservice. Som fast bidragsyder accepterer du, at vi opbevarer dine data som beskrevet her.
Vi synes, det er vigtigt at undersøge virksomheders og staters påvirkning af menneskerettigheder og miljø. Og vi vil rigtigt gerne lave mange flere af denne slags undersøgelser.
Derfor håber vi, at du har fået lyst til at styrke vores arbejde.
Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.
