Den tabte tråd

Den tragiske brand på tøjfabrikken Triangle Shirtwaist i New York i 1911 er gået over i historien som en af amerikansk histories værste industrielle katastrofer. Alle flugtveje var aflåste, da fabrikkens ejer ville forhindre arbejderne i at snige sig ud uden tilladelse. 146 arbejdere brændte ihjel, mens mange andre sprang fra 8. og 9. etage for at undgå flammerne.

Ligheden mellem Triangle Shirtwaist-fabrikken og tusindvis af tøjfabrikker i dagens Bangladesh, der med høj fart er blevet verdens andenstørste eksportør af tøj, er slående, og 100 år efter New York-branden henleder en stribe industriulykker igen verdens opmærksomhed på kummerlige arbejdsforhold i beklædningsindustrien.
I 2012 brændte flere end 100 arbejdere ihjel på fabrikken Tazreen Fashion i Dhaka, og året efter indtraf en af verdenshistoriens værste industrikatastrofer, da fabrikskomplekset Rana Plaza kollapsede, og flere end 1100 arbejdere mistede livet.

Ulykkerne i Bangladesh skræmte ikke de internationale eller danske brands væk fra en af verdens billigste systuer. Den bangladeshiske regering, det internationale samfund og internationale virksomheder satte en række initiativer i gang, der skulle sikre forbedringer i Bangladeshs beklædningsindustri.

I USA blev branden på Triangle Shirtwaist-fabrikken startskuddet til reformer af den amerikanske arbejdslovgivning og resulterede i omfattende forbedringer i den dengang enorme amerikanske beklædningsindustri.

Det samme er langt fra tilfældet med ulykkerne i Bangladesh. Ifølge de arbejdere, fagforeningsledere, NGO’er og eksperter, som DanWatch har interviewet til denne undersøgelse, lader de omfattende reformer i beklædningsindustrien i Bangladesh vente på sig. To år efter kollapset af Rana Plaza beretter DanWatch’s kilder om minimale forbedringer i arbejdernes arbejdsforhold og livsvilkår.

Bangladeshs levebrød

Bangladesh er et af Sydasiens fattigste lande, og det lille land ligger i dag nr. 142 ud af 186 i FN’s udviklingsindeks, der måler udvikling ud fra parametre som fattigdom, uddannelse, forventet levealder og sundhedsforhold. Til sammenligning ligger Danmark nummer ti. Befolkningstætheden i Bangladesh er ekstremt høj med en befolkning på 166 millioner på et areal cirka tre gange så stort som Danmark. Halvdelen af landets befolkning lever i fattigdom ifølge Oxford Universitets fattigdomsberegning, Global Multidimensional Poverty Index, og over 75 procent lever for under to dollars om dagen.

Beklædningsindustrien er den vigtigste industri for Bangladesh. Industrien står for mere end 78 procent af landets samlede eksport og bidrager med ti procent af bruttonationalproduktet, som ifølge Verdensbanken er knap en billion kroner.

Den globale finanskrise har ikke haft en negativ påvirkning på beklædningsindustrien i det lille sydasiatiske land. Alene mellem 2009 og 2011 steg landets eksport af tøj med 43 procent, viser tal fra beklædningsindustriens største brancheforening, Bangladesh Garment Manufacturers and Exporters Association (BGMEA).

Industrien beskæftiger knap fire millioner arbejdere, hvoraf 80 procent er kvinder. Omkring 20 millioner mennesker er ifølge BGMEA, direkte og indirekte afhængig af beklædningsindustrien som grundlag for deres levebrød.

I 1990 var der ifølge BGMEA 834 tøjfabrikker i Bangladesh, der beskæftigede 400.000 arbejdere. I dag er der over 5000 registrerede tøjfabrikker med en arbejdsstyrke på fire millioner arbejdere, skriver BGMEA på deres hjemmeside. Landets eksport er steget fra 31.96 milliarder kroner i 2003 til 159.72 milliarder kroner i 2014. Det svarer til en stigning på cirka 500 procent på et årti, anslår landets handelsministerium. Bangladesh har specialiseret sig i lavprisprodukter, og ifølge Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) har landet taget over fem procent af verdenseksporten, mens Kina har en markedsandel på ca. 38 procent.

Bangladesh tilbyder internationale virksomheder attraktive og fordelagtige skatteforhold og toldregler. I 2011 forsvandt også tolden på delproduceret fra Bangladesh, og landet fik dermed en konkurrencefordel i forhold til andre store tøjproducerende lande som Kina og Indien, hvor der stadig er toldsatser på op til 12 procent.

Import til Danmark

Den danske mode- og tekstilbranche har en årlig omsætning på cirka 52 milliarder kroner, og trods den økonomiske krise viser tal fra Dansk Mode & Textils brancheanalyse 2014, at branchen oplevede en stigning i indtjening på 24 procent sidste år. Samtidig viser analysen, at den danske beklædningsindustri også har stor fremgang på udenlandske markeder. Således er fire af EU’s 50 største tøjvirksomheder, målt på omsætning, danske. Bestseller-koncernen indtager ifølge Dansk Mode & Textil en fjerdeplads i EU, mens profiltøjproducenten Kwintet er nummer 28, og IC Companys1 og BTX Group ligger henholdsvis på en 34. og 49. plads.

En stadig stigende del af Danmarks store modekoncerner og kendte modebrands får produceret tøj i Bangladesh. Det gælder eksempelvis koncerner som Bestseller og IC Group og brands som JBS og NoaNoa.

Dansk Supermarked og COOP og mindre kendte virksomheder som Viking, Jyden WorkWear og RexHolm, der specialiserer sig i arbejdstøj og profiltøj får også produceret beklædning i Bangladesh. Virksomheden Rexholm står bag profiltøjmærket ID Identity/ Game, som Københavns Kommune tidligere har anvendt til kampagne t-shirts. Også det danske forsvar har tidligere fået produceret militæruniformer i Bangladesh på fabrikken Tigerco.

Danmark bliver en vigtigere spiller

Den største del af den danske import af tøj kommer fra Kina (34 procent), men importen fra Bangladesh er ifølge Danmark Statistik stigende. Importtallene viser, at cirka ti procent af den danske tøjimport i 2013 kom fra Bangladesh, mod blot tre procent i 2007. Dertil kommer den indirekte import gennem Sverige, Tyskland, Italien og Spanien. Ifølge eksporttal fra den ledende brancheorganisation i Bangladesh, Bangladesh Garment Manufacturers and Exporters Association (BGMEA) løb eksporten til Danmark i 2014 op på ca. 4,2 milliarder kroner.

EU er Bangladeshs største marked. Danmarks stigende import fra Bangladesh betyder, at Danmark bliver en stadig vigtigere importør og aktør. Tal fra BGMEA viser, at Danmark er det ottende største EU-marked for Bangladesh, og at Danmark som eksportmarked vækster procentvis mere end alle andre EU-markeder. BGMEA’s opgørelse viser, at tøjeksporten fra Bangladesh til Danmark steg med 18,39 procent i 2014. Fortsætter væksten som den har gjort siden 2011, vil Danmark i 2015 rykke op på syvendepladsen blandt Bangladeshs vigtigste EU-markeder.

Arbejderne på Bangladeshs tøjfabrikker tilhører den fattigste samfundsklasse i Bangla- desh, og er oftest analfabeter, der ikke kender deres rettigheder eller mindstelønnen. Jasmine Khatoon er mor til tre og syerske ved fabrikken Suborno i udkanten af Dhaka, hvor  hun arbejder ni timer om dagen for 335 kroner om måneden (4800 taka). Weekenden består af en halv fridag om fredagen, som arbejderne dog ikke er garanteret, forklarer Jasmine Khatoon, der ikke ved, at hun ifølge den nye minimumsløn fra 2013 er berettiget til minimum 445 kroner om måneden.

“Hvis der er en ordre, der skal nås, skal vi arbejde overtid og weekender, indtil vi er færdige”, fortæl- ler Jasmine Khatoon. Selv med overtidstillæg på cirka 60 kroner (700 taka), når Jasmine Khatoons løn ikke op på mindstelønnen.

Bangladesh har nogle af verdens laveste lønninger i industrien. De lave lønninger og tilsvarende lave produktionsomkostninger er ifølge rapporten ‘Business as Usual is Not an Option’ (2014) fra NYU Stern School of Business en stor del af forklaringen på, at det lille produktionsland har indtaget så vigtig en rolle i den globale tøjproduktion. I 2010 var den lovlige minimumsløn i Bangladesh 120 kroner om måneden, hvilket på dette tidspunkt lå under FN’s fattigdomsgrænse. I 2013 førte omfattende protester fra tekstilarbejderne til en lønstigning i den lovbestemte mindsteløn, og i dag er mindsteløn- nen 445 kroner (5300 taka) om måneden.

Mindstelønnen i Bangladesh er ifølge den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) stadig lavere end andre asiatiske lande.
Jasmine Khatoons kollega Nasima Hussein og kollegaens mand tjener tilsammen  780 kroner om måneden, der skal forsørge tre øvrige familiemedlemmer. Nasima Hussein kender ligesom Jasmine Khatoon ikke til minimumslønnen.

“Jeg tjener 3300 taka (280 kroner) om måneden. Når jeg får løn skal jeg underskrive et stykke papir, men jeg får ingen lønsedler”, forklarer Nasima Hussein.

Fagforbundene Garment Workers Trade Union Center (GWTUC) og Muktir Sangram  Garments Sramik Federation (MSGSF) forklarer til DanWatch, at de ofte støder på arbej- dere, der ikke kan dokumentere, at deres arbejdsplads bryder loven om mindsteløn. Arbejderne får ikke lønsedler, hvilket ellers er et lovkrav, men i fabrikkens lønregister skal de skrive under på, at de har modtaget løn. Arbejderne kan oftest ikke læse og ved ikke, hvad de skriver under på. I fabrikkens bøger står der ofte, at arbejderne får udbetalt en løn, der ligger over mindstelønnen, men det stemmer ikke overens med arbejdernes udsagn, forklarer både GWTUC og MSGSF.

Seks ud af de 20 arbejdere, som DanWatch interviewer i Dhaka og omegnen, tjener mindre end mindstelønnen. Tre af arbejderne fra fabrikken Suborno Bangladesh Limited i Gazipur tjener mellem 250-400 kroner, mens tre arbejdere fra fabrikken Rich Plus Knitwear Limited i Narayanganj tjener 420 kroner om måneden.

De 15 arbejdere, der fortæller DanWatch, at de får mindstelønnen udbetalt, beretter samtidigt at lønnen ikke er tilstrækkelig til at dække deres egne og deres families basale behov.

Merina Nahar og hendes mand lejer et mørkt værelse på tre-fire kvadratmeter i et hus, hvor de deler køkken, toilet og bad med seks andre familier. Merina Nahar arbejder syv dage om ugen på fabrikken Suborno Bangladesh Limited, hvor hun tjener 400 kroner om måneden. Familiens husleje er 85 kroner om måneden.

“Min mand og jeg forsørger syv familiemedlemmer med vores løn. Vi skal også betale husleje og mad, men vi har aldrig penge i slutningen af måneden. Jeg er fattig, og hvis jeg skal spise, bliver jeg nødt til at arbejde på fabrikken, det er ligegyldigt, om jeg kan lide jobbet eller ej. Det nytter ikke at drømme, for fattige menneskers drømme går ikke i opfyldelse”, siger Merina Nahar.

“Mine forældre kunne ikke uddanne mig, derfor er jeg tvunget til at leve på denne måde. Jeg vil gerne uddanne mine børn”, afslutter Merina Nahar.

Merina Nahars mindste børn på otte og ti år bor i landsbyen Kurigram med bedsteforæl- drene, og hun ser kun sine børn to gange om året. Da DanWatch møder hende i novem- ber, har hun ikke set dem siden august.

Ikke råd til at være syg

Den officielle arbejdsuge i Bangladesh er på 48 timer, og ifølge arbejdsloven fra 2006 er en daglig overtid på to timer tilladt. Trods stigningen i mindstelønnen i 2013 til 445 kroner om måneden er der ifølge internationale organisationer og lokale fagforenings- ledere reelt tale om sultelønninger, der ikke følger stigningen i priser på basale varer og de generelle leveomkostninger i landet. Organisationerne Clean Clothes Campaign og Asia Floor Wage Campaign har regnet ud, at mindstelønnen i Bangladesh udgør knap 20 procent af, hvad det reelt koster at få dækket basale behov som fødevarer, husleje, transport og medicin i landet, også kaldet leveløn. Ifølge organisationernes beregning er levelønnen i Bangladesh ca. 1950 kroner om måneden.

Pallavi Akhter arbejder som kvalitetskontrollør af tøjet på fabrikken Rich Plus. Hun er enlig mor, og bor på et trængt tre kvm værelse med sine tre små døtre ikke langt fra fabrikken. Sengen fylder det meste af det lille rum, og i venstre hjørne er familiens sparsomme køkkengrej stablet op på gulvet.

Pallavi Akhter tjener 420 kroner, som er under mindstelønnen, hvoraf hun betaler 168 kroner i husleje.

“Jeg har kun råd til at købe æg eller lidt kød til pigerne en-to gange om måneden. Til daglig spiser vi linser, ris og auberginer. Når mad og husleje er betalt, er der ikke mange penge tilbage. Bliver børnene syge, har jeg ikke råd til at tage dem til lægen eller købe medicin. Hvis de er alvorligt syge, må jeg tage lån for at købe medicin”, siger Pallavi Akhter og fortæller, at siden hendes mand forlod hende, er hun alene om alle udgifter.

I 2013 krævede en af landets største fagforforeninger, Garment Workers Trade Union Center (GWTUC), at mindstelønnen blev hævet til 670 kr. (8000 taka), hvilket udløste et ramaskrig blandt fabriksejere, forklarer generalsekretæren i GWTUC, Ruhul Amin, da DanWatch møder ham i Dhaka. Fabriksejerne argumenterede for, at en stigning i mindsteløn vil skræmme købere væk.

DanWatch møder ejeren af fabrikken Multifabs Limited, Mahiuddin Faruqui, på virk- somhedens kontor og showroom midt i Dhaka, lang væk fra Multifabs fabrik i Gazipur i udkanten af byen. Fabrikken producerer tøj til danske Rexholm, som ifølge Pej Gruppen er Danmarks niende største tekstilvirksomhed målt på overskud.

Mahiuddin Faruqui er næstformand for den anden største brancheorganisationen Bangladesh Knitwear Manufacturers & Exporters Association (BKMEA), der repræsenterer 1953 fabrikker. Mahiuddin Faruqui forklarer, at “minimumslønnen nu er implementeret 100 procent på alle fabrikker”. Mahiuddin Faruqui beklager dog, at for mange udgifter i forbindelse med at forbedre arbejdernes vilkår tilfalder fabriksejerne.

“Jeg er ikke interesseret i at slå mine arbejdere ihjel, men jeg kan ikke betale for alt. Det er et købers marked, men køberne er ligeglade. Køberne siger til os (fabriksejere red.), at vi skal betale minimumslønnen, men de vil ikke betale mere for produkterne. De siger, at vi skal forbedre fabrikkerne, men de vil ikke betale for det”, siger Mahiuddin Faruqui.

Undersøgelser fra bracheorganisationen, Bangladesh Garment Manufacturers and Exporters Association (BGMEA), understøtter ikke Mahiuddin Faruquis udsagn, om at mindsteløn er 100 procent implementeret. I begyndelsen af 2014 foretog BGMEA en survey blandt 594 af sine 3502 medlemsfabrikker, hvorefter vicepræsidenten, Shahidillah Azim, forklarede den nationale avis The Daily Star i et interview d. 24. januar 2014, at 62 procent af fabrikkerne endnu ikke betaler deres arbejdere mindstelønnen. BGMEA ønskede ikke at offentliggøre surveyens øvrige resultater.
Selv hvis minimumslønnen var implementeret, er der ifølge A.K.M. Nasim, senior juridisk konsulent, American Center for International Labor Solidarity (ACILS), mange fundamentale problemer med lønsystemet. A.K.M. Nasim peger først og fremmest på, at mindstelønnen er langt fra nok til at overleve, derudover forklarer han, at “mange fabrikker implementerer minimumslønnen, men følger ikke løntrinene, hvilket betyder, at mange arbejdere, der burde være placeret på et højere på løntrin på grund af af opgaver og anciennitet, bliver degraderet eller aldrig rykker op i lønsystemet”.

Fatima Nahar er kvalitetskontrollør hos fabrikken Rich Plus i udkanten af Dhaka. Hendes job indebærer, at hun skal stå op mere end otte timer om dagen. Fatima Nahar har arbejdet i beklædningsindustrien i syv år. Efter så mange års arbejde oplever Fatima Nahar nu stærke smerter i benene og hofterne, og en lægeundersøgelse har vist, at hendes rygsøjle har taget skade af det hårde stående arbejde.

“Også mine hofter har taget skade,” siger Fatima Nahar og fortæller, at lægen anbefa- lede, at hun stoppede med at arbejde. Det har Fatima Nahar ikke økonomisk mulighed for. “Lægen anbefalede så, at jeg i ny og næ tager fem minutters pause på arbejdet. Jeg skal sidde ned for at hvile en gang imellem, og jeg skal også gå lidt frem og tilbage for at bevæge hofterne. Da jeg fortalte det til min chef, fik jeg at vide, at hvis jeg ikke kunne arbejde som de andre, så kunne jeg bare gå hjem”.

Fatima Nahar måtte låne penge for at få råd til lægeundersøgelsen og den nødvendige medicin. Hun tjener 418 kroner om måneden, hvoraf 167 kr. går til husleje.

Flere arbejdere, som DanWatch møder, fortæller om kronisk hovedpine, ondt i led, ryg og hofter grundet lange arbejdsdage, hvor de ikke må skifte arbejdsstilling. Nogle har siddende arbejde, hvor de ikke har mulighed for at strække sig og andre er tvunget til at stå op hele dage uden mulighed for at aflaste kroppen.

Det seneste årti har adskillige rapporter fra forskere, menneskerettighedsorganisationer, ILO og medier belyst, hvordan krænkelser af basale arbejdstagerrettigheder er en del af dagligdagen på tøjfabrikkerne i Bangladesh. DanWatch’s interviews med 20 tekstilarbejdere fra syv forskellige fabrikker i Dhaka bekræfter billedet af en industri, hvor arbejdsrettigheds- krænkelser, som underbetaling og trusler, er en integreret del af hverdagen. Underbetaling, overarbejde på over de to lovlige timer og trusler om fyringer for småfejl, er krænkelser, der ifølge de arbejdere DanWatch interviewer, er almindelige og uundgåelige vilkår i Bangladeshs beklædningsindustri.

Flere arbejdere beretter om, hvordan de bliver trukket  en hel dags løn for at komme et par minutter for sent, og hvordan de bliver truet med fyringer for at bede om lov til at gå på toilettet.

Smerter i underlivet af frygt

Frygten for at blive fyret eller udsat for verbale overgreb får mange arbejdere til at fortrænge behovet for toiletpauser i løbet af arbejdsdagen. Zahid A. Choudhury, lektor ved Institut for Freds- og Konfliktstudier ved Dhaka Universitet, er netop i gang med at færdiggøre et studie om tekstilarbejdernes liv og arbejdsforhold. Studiet er et af de hidtil mest omfattende analyser af industrien i Bangladesh, og Choudhury og hans assistenter har udført kvalitative interviews med 1200 arbejdere i perioden 2013-2014. Zahid A. Choudhury forklarer, at nogle af de bekymringer, der går igen i de hundredvis af beretninger, er den dårlige hygiejne på fabrikkerne og manglende toiletpauser. Ifølge arbejderne er der alt for få og for beskidte toiletter på fabrikkerne.

“Arbejderne skal bede om lov til at gå på toilettet, men ofte bliver de beskyldt for at for- søge at undgå arbejdet, og derfor bliver de straffet og ydmyget ved at skulle stå skoleret på deres bord lige under de kraftige og varme lamper”, siger Zahid A. Choudhury og forklarer, at mange af de over 1200 arbejdere, hans hold interviewede, berettede om ondt i underlivet og nyrerne, da de skal holde sig i flere timer hver dag.

“Mange tør ikke at spørge om lov til at gå på toilettet af frygt for at blive fyret og senere skulle forklare deres familie i landsbyen, at de har mistet deres job”, forklarer Choudhury

Flere toiletpauser vil sænke produktiviteten, mener Mahiuddin Faruqui, der ejer fabrik- ken Multifabs Limited. Han siger:

“Hvis arbejderne får lov til at gå på toilettet, så bruger de al deres tid på at gå på toilettet i stedet for at arbejde”.

Manglende toiletpauser er et velkendt problem, som også Nasreen Ara Begum kender til. Hun er projektkoordinator i organisationen Karmojibi Nari, der fokuserer på kvinders rettigheder på arbejdsmarkedet i Bangladesh. Mange kvinder får alvorlige underlivsin- fektioner, da de vælger ikke at indtage væske i løbet af en lang og varm arbejdsdag, fordi arbejdspresset er så stort, at der ikke er tid til toiletbesøg, hvis produktionsmålene skal nås, forklarer Nasreen Ara Begum.

Verbale overgreb og æreskrænkelser

De arbejdere, DanWatch møder i Dhaka, fortæller enstemmigt, at de er glade for deres arbejde på fabrikkerne, samtidig udtrykker de fleste af arbejderne stor betænkelighed ved arbejdsforholdene og utilfredshed med de lave lønninger. Enstemmigt forklarer de, at fabriksarbejdet er den eneste jobmulighed, de har, derfor ser de sig nødsaget til at acceptere de dårlige forhold som en præmis for at have et arbejde.

“Vi bliver chikaneret dagligt, både fysisk og psykisk, og de fyrer folk uden grund”, siger 20-årige Fatima Aktan fra Chadpur, der arbejder som syerske på fabrikken Windy i udkanten af Dhaka.

“Produktionsmålene er alt for høje, men hvis vi protesterer, får vi skæld ud. De taler fornærmende om vores forældre. Hvis vi kommer for sent, tvinger de os til at stå skoleret udenfor, de ydmyger os og skærer i vores løn”.

Fatima Aktan er gift, men hendes mand er arbejdsløs, og derfor er det hende og hendes lillesøster på 18 år, der forsørger en familie på syv, som bor i landsbyen Chadpur. Fatima Aktans lillesøster Masamut Aktan blev fyret fra Windy efter hun begik en fejl i sit arbejde. I dag arbejder hun på fabrikken Southern Group, hvor “de skælder os mindre ud”, fortæl- ler Masamut Aktan lavmælt og genert.

Søstrene deler værelse og seng, og på kommoden står farverige plastik armbånd og øreringe sirligt stablet ved siden af et musikanlæg, og på væggen hænger idolplakater, der vidner om et ungdomsliv i den fritid, fabriksarbejdet ellers tillader. Søstrene Aktan arbejder 9-11 timer om dagen seks dage om ugen.

Fatima og Masamut var tvunget til at forlade skolen efter 7. og 5. klasse. I dag arbejder de seks dage om ugen til 560 kroner om måneden, “Vi ser vores familie to gange om året”, fortæller de. Med deres lønninger betaler søstrene for, at deres to små brødre i landsbyen kan gå i skole.

Fatima Aktan fortæller, at det er bedst ikke at modsige cheferne, når de stiller urimelige krav, men hun kan ikke altid lade være: “Forleden protesterede jeg over, at jeg fik for meget arbejde. Så fik jeg skældud. De truer med fyringer og kalder os ludere og hore- unger, hvis vi laver småfejl eller protesterer mod for meget arbejde. Når jeg er tilbage i landsbyen, fortæller jeg ikke om forholdene på fabrikkerne, det vil smerte mine forældre for meget”, siger hun.

En undersøgelse af 80 tøjfabrikker foretaget af videnscentret, Research Initiative for Social Equity (RISE), i 2014, viser omfattende og systematiske verbale overgreb på arbejdere i næsten 85 procent af tøjfabrikkerne. På 25 procent af fabrikkerne fandt RISE yderligere systematisk vold i form af fysisk afstraffelse for fejl eller manglende disciplin. De arbejdere DanWatch interviewer ser verbale overgreb som et arbejdsvilkår og en naturlig følge af deres plads i samfundet.

“Jeg er fattig og derfor bliver jeg behandlet som en fattig. Jeg har ingen andre muligheder, hvis jeg vil spise”, fortæller Panvir Begun, der arbejder i Multifabs Limited, der producerer tøj til den danske virksomhed, Rexholm, der blandt andet har leveret kampagne t-shirts til Københavns Kommune.

Hårdt arbejde giver kvinderne muligheder

Verbal chikane er så udbredt på tøjfabrikkerne, at arbejderne ikke overvejer, at det kunne være anderledes, forklarer Zahid A. Choudhury fra Dhaka Universitet og siger, at univer- sitets kortlægning af fabrikker og arbejdsliv viser, at på trods af de verbale overgreb og æreskrænkelser er de fleste arbejdere tilfredse med deres arbejde på fabrikkerne.

“Verbale overgreb er så almindelige, at arbejderne næsten ikke anser det for et over- greb, men som en forventelig del af jobbet. Tekstilarbejderne er villige til acceptere disse ærekrænkelser som et livsvilkår, hvis de ellers får løn til tiden og betaling for deres overarbejde”, forklarer Choudhury og fortsætter: “De kvinder, der arbejder i beklæd- ningsindustrien, er de fattigste af de fattigste, og de har ingen andre muligheder end at arbejde på fabrik. Deres eneste anden mulighed er husholdningsarbejde, hvor kvinderne ofte bliver udsat for seksuelle overgreb”.

Skældsordene og fornærmelserne bruges som instrument af fabriksledelsen til at bibe- holde magtstrukturer, hvor de fattige arbejdere undertrykkes. Ved at bruge ord som ‘luder’ og ‘horeunge’ manifesterer ledelsen deres plads i samfundshierarkiet, siger Zahid A. Choudhury.

På den anden side har det hårde fabriksarbejde ifølge universitetsforskeren givet kvin- derne i Bangladesh nye muligheder på trods af psykisk og fysisk chikane. Fabriksarbejdet har gjort kvinderne til forsørgere, og det giver dem magt og indflydelse i deres familier og landsbyer, og derfor finder de sig i skældsordene og fornærmelserne.

Ejeren af fabrikken Multifabs, Mahiuddin Faruqui, afviser, at chikane og verbal overgreb er en del af hverdagen og en almindelig omgangstone på fabrikkerne.

“Den slags verbale overgreb finder ikke mere sted. Ikke på de store fabrikker. Vi, ejere, er store mænd med store hjerter, og når en arbejder fornærmes og bliver chikaneret, bliver ejerens hjerte også knust. Arbejderne har ingen uddannelse, og deres beskyldninger er falske”, siger Faruqui, som er tidligere vinder af eksportprisen (2005 og 2006), der gives af HSBC Bank til fabriksejere, der har udmærket sig ekstra godt ved at fremme Bangladeshs eksport.

Da Rana Plaza kollapsede i april 2013 opstod et hidtil uset fokus på sikkerhed på Bangladeshs tøjfabrikker, der ofte er nedslidte bygninger i urbane områder, der ikke egner sig til industrielle aktiviteter. Mange konstruktioner kan ikke bære det tunge maskineri og store mandskab, ligesom det ikke er uset, at ejerne laver ulovlige tilbygninger og ekstra etager. Det var tilfældet med Rana Plaza, hvor tre af bygningens otte etager var opført uden byggetilladelse.

Sikkerheden er blevet bedre siden 2013, fortæller arbejdere fra syv forskellige fabrikker og fagforeningsledere fra Muktir Sangram Garments Sramik Federation (MSGSF) og Garment Workers Trade Union Center (GWTUC), som DanWatch møder i Dhaka. Arbejderne forklarer, at de har fået instruktioner om brandsikkerhed, og at de ved, hvad de skal gøre i tilfælde af brand. De fortæller også, at der findes brandalarmer og -slukkere på samtlige syv fabrikker. Arbejdernes beskrivelser af fabrikkerne vidner dog om mangler i sikkerheden. I fabrikken Suborno Bangladesh Limited beretter arbejderne eksempelvis om låste døre mellem etagerne i arbejdstiden, og alle arbejdere fortæller, at fabrikkernes hovedindgangene er låste om dagen, mens arbejderne er i bygningerne.

Efter Rana Plaza-tragedien underskrev de to internationale fagforeninger UNI Global Union og IndustriAll, 189 internationale brands og syv nationale fagforeninger Akkorden om Brand- og Bygningssikkerhed i Bangladesh (Akkorden). Syv danske virksomheder er med i Akkorden, nemlig Bestseller, Coop Danmark, Dansk Supermarked, DK Company, IC Companys A/S, Texman (PWT / Tøjeksperten) og FIPO GROUP.

Akkorden er juridisk bindende, og ILO varetager rollen som uafhængig leder. Idéen bag aftalen er, at alle fabrikker, der leverer til de internationale virksomheder, der har underskrevet aftalen, skal have brand- og bygningssikkerheden kontrolleret. Er forholdene på fabrikkerne usikre eller udgør de en sikkerhedsrisiko for arbejderne, skal de forbedres. Men er forholdene så kritiske, at de udgør en akut sikkerhedsrisiko, skal produktionen suspenderes, og fabrikken lukkes, indtil forholdene lever op til den aftalte standard. Arbejdere, der mister deres indkomst grundet fabrikslukning, skal ifølge Akkorden fortsat modtage løn, mens bygningen renoveres, og hvis fabrikken lukker permanent, skal arbejderne modtage kompensation og have fortrinsret til ansættelser hos andre leverandører. Akkorden og fabriksinspektionerne er finansieret af de underskrivende virksomheder, der også er forpligtet til at støtte de fabrikker, der måtte have behov for renovering.

I efteråret 2014 havde Akkorden fuldført 1106 fabriksinspektioner ud af ca. 1500. I en pressemeddelelse d. 14 oktober 2014 meddelte Akkorden, at dens inspektører havde fundet over 80.000 sikkerhedsproblemer på fabrikkerne, og at ingen af fabrikkerne levede 100 procent op til Akkordens sikkerhedsstandarder.

De mest hyppige sikkerhedsproblemer på fabrikkerne er, ifølge Christy Hoffman, der er generalsekretær i UNI Global Union, mangel på flugtveje, blokerede døre og aflåste porte, og at mange af bygningerne ikke er egnet til at huse fabrikker. UNI Global Union er blandt initiativtagerne til Akkorden.

Sikkerhedsinspektørerne har anbefalet omgående lukning af 26 fabrikker grundet akutte sikkerhedsrisici.

Listen over arbejdere, der har mistet deres job på grund af fabrikslukninger siden Rana Plaza er lang, der er dog langt imellem de arbejdere, der modtager dispensation, siger Sultana Begum, der er forkvinde for fagforbundet Muktir Sangram Garments Sramik Federation (MSGSF), som repræsenterer 25.000 arbejdere i Dhaka distriktet. Sultana Begum har selv en baggrund som syerske. Hun startede på sit første fabriksarbejde som 12-årig, og hun har været aktiv i fagforeningslivet i snart 20 år. Hun forklarer DanWatch:

“Hensigterne bag Akkorden er gode, men den store opmærksomhed på fabrikssikkerheden har taget fokus væk fra det, som er vigtigst for arbejderne f.eks højere lønninger, bedre arbejdsvilkår og indfrielse af basale rettigheder som retten til at organisere sig”, siger Sultana Begum og forklarer, at mange fabriksejere besværliggør Akkordens arbejde.

“Køberne vil gerne undgå at blive linket til problematiske fabrikker. Det ved ejerne, og de gør alt for at skjule problemerne”, siger Begum.

Generalsekretær i landets største fagforening Garment Workers Trade Union Center (GWTUC), Ruhul Amin, er enig med Sultana Begum. GWTUC har over 20 lokale kontorer og over 50.000 aktive medlemmer.

“Arbejderne får det ikke nødvendigvis bedre, fordi fabrikkerne bliver sikrere. Selvfølgelig skal fabrikkerne være sikre, men det som forbedrer arbejdernes liv, er, at de kan få mad på bordet”, siger Ruhul Amin.

Efter 16 år som syerske i beklædningsindustrien blev Mahamad Rezaud Kazin fyret fra fabrikken Masihata Sweaters Ltd, da den lukkede på grund af alvorlige sikkerhedsproblemer. Sikkerhedsproblemerne i Masihata Sweaters Ltd blev beskrevet som værende af “meget bekymrende karakter” i Akkordens inspektionsrapport fra april 2014.

I efteråret 2013 anmodede Mahamad Rezaud Kazin og hans kollegaer fabriksledelsen om at tilkalde sikkerhedsinspektører og forbedre fabrikken.

“Der var store revner i væggen, og hver gang, de tunge kasser blev læsset af, rystede hele bygningen. Vi bad ledelsen om at tilkalde ingeniørerne. Vi ville ikke skabe ballade eller have at fabrikken skulle lukke. Vi ville jo gerne arbejde på fabrikken, men også have bedre sikkerhed”.

Mahamad Rezaud Kazin

Nogle steder havde fabrikkens vægge separeret sig fra de bærende søjler, forklarer Mahamad Rezaud Kazin. Senere fastslog Akkordens kontrol, at konstruktionens søjler ikke kunne bære belastningen fra de tunge maskiner og mandskabet på over 5700 arbejdere, og inspektørerne anbefalede derfor, at to af fabrikkens etager blev midlertidig lukket ned.

Til DanWatch fortæller Mahamad Rezaud Kazin, at arbejdernes anmodninger om forbedringer blev afvist, i stedet blev de mødt med vold og fyringer.

“De tilkaldte deres bøller og politiet, og vi der protesterede imod den dårlige sikkerhed blev tæsket og fyret. En af vores fagforeningsledere blev tæsket så meget, at han var indlagt på hospitalet i to uger”, fortæller Mahamad Rezaud Kazin, der efter protesterne selv blev fyret.

“Jeg fik lidt kompensation, men ikke nok, og mange af mine kollegaer fik ingenting”, fortæller Mahamad Rezaud Kazin. Masihata Sweaters Ltd. er nu lukket.

Forholdet mellem arbejdere og fabriksledelser i Bangladesh afspejler landets samfundsstruktur og historie, der er præget af politisk vold og massiv undertrykkelse, og hvor straffrihed til politiet er herskende. Love giver politiet og militæret lov til at arrestere borgere, når og hvor de vil, forklarer Morten Koch Andersen, ph.d. og programkoordinator ved Dansk Institut mod Tortur, Dignity. Han har i en årrække beskæftiget sig med politisk vold i Bangladesh, og han forklarer, at tortur er udbredt som straf til at skaffe tilståelser og som afpresning.

“Det er et ekstremt undertrykkende samfund. Man kan ikke mærke det i hverdagen, når man går på gaden, men al form for modstand og kritik bliver slået hurtigt og brutalt ned”, forklarer Morten Koch Andersen i Dhaka, hvor han i øjeblikket er en del af et forskningsprojekt om politik og vold sammen med forskere ved Dhaka Universitet.

Allerede i 1972 ratificerede Bangladesh ILO’s konvention nr. 87 og nr. 98, der sikrerforeningsfrihed og retten til kollektiv forhandling, allerede i 1972, og siden har fagforeninger derfor været lovlige i landet. Alligevel har undertrykkelse af fagforeningsretten præget beklædningsindustriens historie i Bangladesh, hvor mange fabriksejere og politikere anser fagforeninger som en trussel mod Bangladesh konkurrenceevne, der primært bygger på lave lønninger og lave produktionsomkostninger.

I en tale 28. november 2014 udtalte beskæftigelsesministeren, Mujibul Haque Chunnu, at han ikke forstod, “hvad godt, der vil komme ud af så mange fagforeninger” og han tilføjede, at for mange fagforeninger ville skade beklædningsindustrien.

Tilbage i juni samme år opfordrede præsidenten for den ledende brancheorganisation i Bangladesh, Bangladesh Garment Manufacturers and Exporters Association (BGMEA), Atiqul Islam, handelsministeren, Tofail Ahmed, til at “tage de nødvendige forholdsregler mod dem, der handler mod landets største sektors interesser”.

BGMEA-præsidentens udtalelse var møntet på fagforeningslederen Amirul Haque Amin, der er formand for National Garment Workers Federation (NGWF). Han havde i et brev til den amerikanske kongres gjort opmærksom på undertrykkelse af fagforeningsretten og tortur mod fagforeningsledere i Bangladesh. Atiqul Islam og BGMEA repræsenterer 3502 fabrikker.

Trusler, fyringer, voldelige overfald og fængsling af fagforeningsledere og -medlemmer i Bangladesh er dokumenteret af nationale og internationale fagforeninger, menneskeretsorganisationer og medier. Den Bruxelles-baserede International Trade Union Confederation (ITUC) har udviklet det såkaldte Global Rights Index, der måler landes arbejdsmiljø og niveauet af opretholdelse/krænkelser af internationale anerkendte arbejdstagerrettigheder. Global Rights Index rangerer landene på en 1-5 skala, hvor 1 er bedst, og betyder ’Uregelmæssige krænkelse af rettigheder’, og 5 er værst og betyder ‘Ingen garanti for rettigheder’. Global Rights Index beskriver Bangladesh som fagforeningsfjendligt, og landet rangeres på skalaens 5. plads.

I en kronik i Jyllands Posten d. 20 januar 2015 udtrykte den danske ambassadør i Bangladesh, Hanne Fugl Eskjær, tilfredshed med den fremgang, hun sporer i industrien siden Rana Plaza tragedien, samtidig understregede hun, at der er lang vej igen, før fagforeningsretten og kollektive forhandlinger er en realitet i Bangladesh.

“Selv om der blæser nye vinde efter Rana Plaza-ulykken, er det ikke ufarligt at gå ind i fagforeningspolitik – tæsk, trusler og fyringer er stadig hverdag for mange af dem, der tør stikke hovedet frem”, skrev Hanne Fugl Eskjær og beskrev, at der mangler en grundlæggende holdningsændring, da for mange arbejdsgivere og politikere stadig ser arbejderne som en råvare, ikke en ressource.

“Det er svært at forestille sig, hvordan Bangladesh – fabriksejere og landet som sådan – vil håndtere et endnu større antal arbejdere, hvis det ikke lykkes at overvinde frygten for fagforeningsretten og kollektive forhandlinger. Fra fire millioner i dag til måske helt op til 14 millioner arbejdere om fem år er simpelthen for stor en mundfuld”, skrev den danske ambassadør.

Et af de seneste eksempler på krænkelser af fagforeningsretten på tøjfabrikker, er en række voldelige overfald på fagforeningsledere og -medlemmer på fabrikken Global Garments Ltd.  i løbet af november 2014.

Fabrikken er ejet af Azim Group, der producerer for globale brands som Zara og Calvin Klein på 23 forskellige fabrikker med i alt 25.000 ansatte.

Et af de voldelige overfald på Global Garments Ltd. blev fanget af fabrikkens overvågningskamera, og videoen viser to kvindelige fagforeningsledere blive overfaldet og slået ned, mens fagforeningsmedlemmer bliver skubbet væk, sparket og slået.

Den uafhængige amerikanske monitoreringsorganisation, The Worker Rights Consortium (WRC), der er finansieret af 180 amerikanske universiteter (bl.a. universiteterne Harvard, Yale, Columbia og Berkeley), monitorerer rettighedskrænkelser i bl.a. Bangladesh. WRC undersøgte overfaldene på Global Garments, og i undersøgelsens slutrapport konkluderer de, at fabriksledelsen stod bag overfaldene.

“Overvældende vidnesbyrd og videomateriale viser, at Azim Group gennemførte en række koordinerede angreb på fagforeningsledere på Global Garments Ltd.”, slår WRC’s rapport fast.

Undertrykkelsen af fagforeningsretten i Bangladesh beskrives som systematisk af bl.a. den internationale faglige sammenslutning, IndustriAll, der er en af initiativtagerne bag Akkorden om Brand- og Bygningssikkerhed i Bangladesh. Sammenslutningens assisterende generalsekretær, Monika Kemperle, sagde i en pressemeddelelse d. 12.2.2015, at volden mod fagforeningsledere “bevidst sigter mod at ødelægge fagforeningslivet på fabrikkerne”, og at volden er et forsøg fra fabriksejerne og regeringen på “at bremse den stigende arbejderorganisering efter kollapset af Rana Plaza”.

Flere fagforeninger – mere undertrykkelse

De seneste to år har ILO registreret en stigning i antallet af nyoprettede fagforeninger i Bangladesh. Alene mellem juli og december 2013 blev 152 nye fagforeninger registreret, og i dag findes der cirka 7300 fagforeninger i landet, som på tværs af sektorer har cirka 2.3 millioner medlemmer, dertil kommer 163 fagforbund med knap 1.5 millioner medlemmer. Trods stigningen i antallet af fagforeninger udgør fagforeningsmedlemer under tre procent af den samlede arbejdsstyrke, som ifølge CIA World Factbook er på knap 78 millioner arbejdere.

Ser man isoleret på beklædningsindustrien, har der også været en stigning i antallet af fagforeninger. Tal fra ILO viser, at 96 nye fagforeninger samt 34 nye fagforbund blev registreret i 2013. Ifølge tal fra den danske fagforening 3F og American Center for International Labor Solidarity (ACILS) er fem procent af alle arbejdere i beklædningsindustrien medlemmer i cirka 270 foreninger, men ifølge ACILS er 50 af de registrerede fagforeninger ikke aktive.

Flere fagforeninger er ikke ensbetydende med flere rettigheder, mener Ruhul Amin fra Garment Workers Trade Union Center (GWTUC).

“Mange af de nye fagforeninger er i lommen på fabriksledelsen, og de tjener ikke arbejdernes interesse. De er til pynt for køberne”, siger han.

Arbejdsmiljøet på tøjfabrikkerne i Bangladesh er generelt blevet mere fjendtligt over for fagforeninger, mener både både Ruhul Amin og Sultana Begum, der er forkvinde for Muktir Sangram Garments Sramik Federation (MSGSF). “Vi oplever, at fabriksejerne og regeringen har strammet grebet om de arbejdere, der er fagforeningsmedlemmer, og det er sværere for os at få adgang til informationer om forholdene på fabrikkerne”, fortæller Ruhul Amin.

Sultana Begum beretter om fabriksejere, der nedkæmper ethvert forsøg på organisering ved at intimidere, true og fyre arbejderne.

“De har deres lokale bøller og politiet til at hjælpe sig. Hvis arbejderne bringer deres klager for arbejdsdomstolen, går det meget langsomt med at behandle dem. Enkle sager kan tage op til tre år at behandle”, fortæller Sultana Begum fra  MSGSF.

Ifølge loven skal der minimum være 30 procent tilslutning fra arbejderne på en fabrik for at kunne ansøge om oprettelse af en fagforening, og netop 30 procent-reglen er en stor hindring for organiseringen, mener Ruhul Amin, fordi det er svært for fagforeninger at få så høj en tilslutning, da mange arbejdere frygter for deres job.

Fagforeningsforbud i frihandelszonerne

Bangladesh har otte frihandelszoner (EPZ – Export Processing Zone), hvor virksomheder får forretnings- og produktionsfordele som 10 års skattefritagelse og toldfri eksport. Infrastrukturen og sikkerheden er generelt bedre i frihandelszonerne, hvor eksempelvis det danske forsvar har fået produceret militæruniformer på fabrikken Tigerco i Savar i udkanten af Dhaka.

Arbejderne på fabrikkerne i frihandelszonerne har, ifølge alle eksperter DanWatch interviewer i Dhaka, bedre arbejdsvilkår og -forhold end arbejdere udenfor frihandelszonerne, ligesom mindstelønnen ifølge DanWatch’s kilder er velimplementeret her. Dog er det forbudt at danne fagforeninger i disse zoner, selvom både den nationale lovgivning og ILO konventioner sikrer arbejderne denne ret.

Arbejderne i frihandelszonerne kan organisere sig i arbejderkomitéer – de såkaldte Workers Welfare Committees (WWC). Ifølge A.K.M. Nasim, der er senior juridisk konsulent i American Center for International Labor Solidarity (ACILS), ser komiteerne “godt ud” på papir, men de fungerer ikke i praksis. Han forklarer:

“Arbejdsgiverne bruger arbejderkomitéerne til at vise de udenlandske investorer, at man tillader arbejderne at organisere sig. Men komitéerne må ikke forhandle løn og de må ikke være medlemmer af fagforbundene”.

A.K.M. Nasim forklarer endvidere, at arbejderkomitéerne ikke er uafhængige enheder, men hører under BEPZA (Bangladesh Export Processing Zones Authority), som hører under Indenrigsministeriet.

I Savars frihandelszone møder DanWatch Joanna Shadin og Mosammat Anuar, der er syersker på fabrikken Tigerco. De får de bedste lønninger blandt de 20 arbejdere, som DanWatch interviewer i Dhaka. Joanna Shadin får 1013 kroner om måneden mens hendes kollega får 620 kroner, begge får pension.

Joanna Shadin har syet militærtøj på Tigerco i seks år. Hun fortæller, at sammenlignet med andre tøjfabrikker, hvor hun har arbejdet, er Tigerco en god fabrik.

“Produktionsmålene er lavere end på andre fabrikker og ledelsen skælder os ikke ud eller bruger grimt sprog og fornærmer os og vores forældre”, fortæller Joanna Shadin. Når samtalen falder på fagforeninger og arbejderkomitéerne har både Joanna Shadin og Mosammat Anuar svært ved at forstå spørgsmålene eller betydningen af ordet ‘fagforening’.

“Jeg har ikke hørt om arbejderkomitéer på fabrikken. Jeg kender ingen, der er medlem af en komité på fabrikken”, siger Joanna Shadin. “Hvis vi oplever problemer går vi til ledelsen”.

Ifølge BEPZA har arbejdsgiverne pligt til at informere arbejderne om retten til at danne arbejder-komitéer.

Beklædningsindustrien er rygraden i Bangladeshs økonomi og landets største arbejdsgiver. Beklædningsindustrien nyder godt af fordele, som ikke gælder andre industrier, eksempelvis told- og afgiftsfri import af maskiner og råvarer, toldfri eksport, skattefritagelse (tax holidays) for udenlandske investorer og gunstige skattemæssige vilkår. Derudover findes der otte frihandelszoner rundt i landet, hvor der blandt andet gives ti års skattefradrag.

I kraft af industriens stærke position spiller den en helt central rolle i landets politiske beslutningsprocesser og magtstrukturer. Netop de tætte bånd mellem beklædningsindustrien og regeringen er den primære årsag til den manglende implementering af arbejdsregulativer og overholdelse af basale arbejdstagerrettigheder, peger rapporten ‘Business as usual is not an option’ på, som er udarbejdet af NYU Stern School of Business.

Organisationen Transparency International afdækkede den omfattende strukturelle korruption, der gennemsyrer industrien, i rapporten ‘Ready made garment sector: Problems of good governance and the way forward’ (2013). Rapporten viser, at 10 procent af landets parlamentsmedlemmer er fabriksejere, og at mange flere har indirekte forretningsforbindelser til industrien via eksempelvis familiemedlemmer. Mange fabriksejere er tidligere militærfolk eller bureaukrater, og de har tætte forbindelser til den politiske elite.

Den største brancheorganisation Bangladesh Garment Manufacturers and Exporters Association (BGMEA) er ifølge Transparency International de facto en af landets vigtigste beslutningstagere. Gennem omfattende lobbyarbejde forsinker og forhindrer organisationen den lovgivning og de beslutninger, der går imod fabriksejernes interesser.

“Man kan ikke sætte ræven til at vogte gæs”, så lakonisk beskriver den bangladeshiske miljøjurist, Rizwana Hasan, det indbyrdes forhold mellem regeringen og BGMEA og deres varetagelse af arbejdernes interesser, i New York Times i 2013.

Regeringen og arbejdslovgivningen i Bangladesh beskytter branchens interesser og ikke arbejderne, siger Ruhul Amin, generalsekretær i fagforeningen Garment Workers Trade Union Center (GWTUC).

“Regeringen og ejerne rådfører sig med hinanden og beskytter hinanden. Industripolitiet er et godt eksempel. Specialstyrken er på papiret sat i verden for at beskytte arbejderne og løse konflikter mellem ejerne og arbejderne, men i virkeligheden er de ejernes håndlangere, der slår hårdt ned på arbejderne, hvis de protesterer over dårlige forhold”.

Industripolitiet blev etableret i 2010 af premierminister Sheikh Hasina til at opretholde “lov og orden i de industrielle bælter” og varetage landets økonomiske interesser. På industripolitiets hjemmeside beskrives specialstyrkens beføjelser således: “Den industrielle sektor spiller en vital rolle i den nationale økonomi. (…) Men i de sidste par år har uro og vold truet vores økonomi. For at redde vores økonomi var der en efterspørgsel efter en specialiseret politistyrke til at håndhæve loven i de industrielle områder”.

Direktør ved American Center for International Labor Solidarity (ACILS), Alonzo Suson, forklarer, at enhver hindring for beklædningsindustrien anses for en trussel mod den nationale sikkerhed.

“Industripolitiet får støtte fra branchen i form af kontorer, biler, varevogne og motorcykler. Enheden bliver tilkaldt, når der er strejke eller uroligheder på fabrikkerne. Der er tilfælde, hvor industripolitiet er blevet tilkaldt i forbindelse med fyringer af fagforeningsledere eller medlemmer, hvor der kan opstå demonstrationer”, forklarer Alonzo Suson.

Ingen ser, ingen hører. Alle tier

Medierne i Bangladesh er relativt uafhængige, og pressefriheden er garanteret i forfatningen. Dog er flere store og indflydelsesrige medievirksomheder økonomisk bundet til politiske og økonomiske eliter. BBC’s landerapport om pressefrihed i Bangladesh beskriver, hvordan mange medier ejes af selskaber med rødder i andre brancher, herunder beklædningsbranchen, og at det økonomiske afhængighedsforhold går ud over den kritiske journalistik.

Mohammad Abu Bakar Siddique er journalist på det nationale dagblad Dhaka Tribune. DanWatch møder Siddique i receptionen i avisens hovedkontor i kvarteret Shukrabad, men man fornemmer, at det ikke er et sted, hvor man tager hul på ømtålelige emner. I caféen over for avisen, hvor morgentravlheden er stilnet lidt, taler han ud om mediernes censur og selvcensur, når det kommer til at være kritiske over for landets vigtigste industri.

“Medierne i Bangladesh er generelt pro-business, og der er konsensus om, at man ikke er kritisk over for tekstilbranchen”, slår Siddique fast og forklarer, at mange mediehuse er ejet af de samme folk, der ejer fabrikkerne og sidder i parlamentet.

“Medierne dækker branchens vækst og resultater, men kun en sjælden gang rapporterer journalister fra fabrikkerne, og når de gør, berører de kun symptomerne; ulykkerne og brandene, men ikke årsagerne, som er de elendige arbejdsforhold, den dårlige sikkerhed eller de enorme miljøproblemer. De er den hvide elefant i rummet, som ingen taler om”, siger Mohammad Abu Bakar Siddique

Lektor Zahid A. Choudhury, fra Fred- og Konfliktstudier ved Dhaka Universitet, har som en del af kortlægningen af beklædningsindustrien i Bangladesh set nærmere på mediedækningen af branchen fra 2001-2012. Analysen af den nationale mediedækning viser et polariseret billede af debatten, hvor fabriksejerne, BGMEA og BKMEA samt politikere er på den ene side og fagbevægelsen og foreningerne står alene på den anden side. Medierne er ofte partiske og favoriserer fabriksejernes og branchens interesser, forklarer Zahid A. Choudhury.

Tilbage på cafeen i Shukrabad fortæller Mohammad Abu Bakar Siddique, hvordan fabriksejerne og politikere tier enhver kritik ihjel med påstande om, at kritikerne ønsker at destabilisere landet, og at de vil skade eksportindustrien og ødelægge landets økonomi.

Censuren i landets medier er ikke en udtalt selvcensur, der er snarere tale om en strukturel censur, der er baseret på magtrelationer, forklarer Mohammad Abu Bakar Siddique, mens han bestiller endnu en kop kogende sød chai, ser sig omkring i rummet og lavmælt siger:

“Politik og business er uadskillelige i Bangladesh. Fabriksejere er politikere og samtidig ejere af mediehusene – ikke fordi medierne er profitable, men for at styre den offentlige debat og opinion. Branchen betaler vores lønninger, og jobbene hænger ikke på træerne i Bangladesh. Derfor laves der ikke kritisk undersøgende journalistik om, hvordan fabriksejerne bruger lokale bøller og politiet til at intimidere arbejderne og holde modstanden nede. Og når oppositionspartier råber op om behovet for fagforeninger, er mediernes vinkel, at priserne vil stige og eksporten vil falde, hvis arbejderne kræver højere lønninger”, afslutter Mohammad Abu Bakar Siddique.

‘Den tabte Tråd: Krænkelser og magtmisbrug i beklædningsindustrien i Bangladesh’ er baseret på DanWatch research og feltresearch i Bangladesh i november 2014. Danwatch har interviewet 20 arbejdere fra syv forskellige fabrikker i Dhaka og omegnen. DanWatch har også interviewet en fabriksejer og næstformand for Bangladesh Knitwear Manufacturers & Exporters Association (BKMEA). Derudover har vi interviewet fagforeningsledere, eksperter fra Dhaka Universitet, journalister og interesseorganisationer.
Undersøgelsen er finansieret af Danidas CSR-pulje.