Ronja Pilgaard
Florence Goupil
En Danwatch-undersøgelse
“Men hvor skal vi tage hen?”
Hver dag kører der store lastbiler fra fiskefabrikkerne igennem kvarteret 15 de Abril. Foto: Florence Goupil
Husene i byen Chimbote i Peru har vendt ryggen til Stillehavet, så vinduerne peger ind mod byen i stedet for ud over den solbeskinnede bugt. Engang var Chimbote-bugten et sted, hvor der levede mange forskellige dyr. Nu er den en af verdens mest forurenende.
I Chimbote er Stillehavet både en velsignelse og en forbandelse. Indbyggerne lever af fiskene, men det er også bearbejdningen af ansjoserne, der forurener bugten, gør folk syge og ender som fiskeolie og fiskemel i Danmark.
LÆS OGSÅ: I Chimbote får befolkningen astma og kol, så vi kan fodre laks, svin og høns
Den her by lever med andre ord langt fra op til Stillehavsmyten om hvide sandstrande og palmetræer, der svajer i den friske havbrise. Tværtimod lugter her frem for alt af rådne fisk.
Danwatch har besøgt Chimbote og talt med en række mennesker. Her kan du møde fem af dem, der bor i Chimbote, og som lever med de konsekvenser, fiskeproduktionen har for dem selv og deres by.
Danmark er en af verdens største importører af fiskemel og fiskeolie. En femtedel importerer vi fra Peru. Derfor satte vi os for at undersøge, om produktionen af fiskemel og fiskeolie foregår under ordentlige forhold.
Ved hjælp af oplysninger fra EUs importdatabase Traces, Danmarks Statistik og databasen Import Genius er det muligt at dokumentere, at Danmark importerer for mere end 300 millioner kroner fiskeolie fra Chimbote og fiskemel fra Peru.
De samme databaser er blevet brugt til at undersøge, hvor fiskeolien og fiskemelet rejste videre til, efter det har forladt Danmark.
I september 2020 besøgte Danwatch byen Chimbote i Peru, der er kendt for, at en stor del af verdens fiskeolie og fiskemel bliver produceret her. Byen er i forvejen berygtet for at være ramt af problemer relateret til fiskemelsproduktionen, men ingen har undersøgt forholdene i flere år.
På grund af COVID-19 kunne vi ikke selv rejse til Chimbote. Derfor har vi arbejdet sammen med en peruviansk journalist.
Danwatch har også besøgt syv supermarkeder for at undersøge, hvilke fiskeriprodukter der bliver solgt. Ud fra oplysninger på pakken, som for eksempel ASC-numre på produkter certificeret af Aquaculture Stewardship Council og oprindelsesland har det været muligt at følge fisken fra foderfisk til spisefisk.
Victoria Sanchez Valeriana på 52 bor i Coischo. Det er et område nord for byen, hvor afskallet maling minder om bedre tider på hvert lille etplanshus, og tremmer for vinduerne skal sikre, at ingen kommer ind. Til gengæld er de fleste vinduer af nyere dato, så de kan lukke tæt.
Her ligger en af de store producenter af fiskemel, der hedder Hayduk. Det er en af de fabrikker, som har solgt fiskeolie til Danmark. Og det er netop den fabrik, der ifølge Victoria Sanchez Valerina er skyld i, at hun altid er nødt til at vaske sine gryder op, før hun kan lave mad:
“Når ansjos-sæsonen starter i oktober, er det med at holde vinduerne lukkede”, siger hun og forklarer:
“Det lugter frygteligt. Der er ingen tvivl om, at det er skadeligt. Lige så snart de begynder at male fiskemel, kan man mærke det brænde i halsen. Børnene hoster, og det gør jeg også. Lægen har sagt, at vi bør flytte, fordi her er så forurenet. Han mener, det går ud over mine mandler i halsen, men hvor skal jeg tage hen?” spørger hun.
Selv hvis Silvia Pulca Hidalgo gerne ville, kunne hun ikke flytte sine ejendele selv. Hun har voldsom leddegigt i fingrene efter mange års sort akkordarbejde på fiskemelsfabrikkerne med at rense fisk. Det er som om, fingrene efterhånden sidder skævt på hendes hænder.
Silvia Pulca Hidalgo bor sammen med sin mand nærmest helt nede på stranden ved Chimbotes fodboldstadion. Her har hun boet, siden hun mødte sin mand, og før det boede hun og hendes mor også på stranden. Hun er vred på fiskemelsfabrikkerne og synes, de burde lukkes:
“De har forurenet så meget, og det går ud over os. Det er ikke muligt at sidde på kysten og kigge ud over havet, for der er fiskeaffald, der ligger i havet og lugter. Selvom de ikke længere har fiskemelsfabrikker her i mit kvarter, så glemmer jeg aldrig, hvordan det var, da de stadig kørte”, siger hun. Røgen fra fabrikkernes skorstene trak ind alle steder i husene, og tøjet, som hang til tørre udenfor, blev sort af sod.
“Vi har ikke andre steder at tage hen. Den tidligere borgmester, Victoria Esponiza, ville have, at vi skulle flytte herfra, men det sted, kommunen havde fundet til os, havde ikke drikkevand. Det var egentlig et ødeland”.
Fordi hun har arbejdet sort, har hun ikke adgang til social understøttelse, siger hun. For det kræver, at man har betalt skat, og det har hun jo ikke.
Maria Elena Foronda står og peger ud over bugten i Chimbote. Hun viser, hvor udledningsrørene fra fiskemelsfabrikkerne fører ned under vandet, og hvor i bugten, fabrikkernes spildevand bliver udledt. Hun har dedikeret sit liv til at bekæmpe den forurening og de sundhedsproblemer, som Chimbote bliver udsat for, fordi byen er verdens største producent af fiskemel og fiskeolie.
“Det, der virkelig gjorde mig rasende, da jeg begyndte min kamp mod de her fabrikkers måde at drive forretning, var, at fabriksejerne tjente så mange penge på deres forretninger her i byen, men de investerede ingen af de penge i at udvikle Chimbote”, siger hun.
I dag er det nær ved 30 år siden, Maria Elena Foronda første gang blev rasende over fiskemelsproduktionen i Chimbote. Den kamp har blandt andet kostet en fængselsdom:
“Min NGO blev i 1994 udpeget af industrien til at være en terrorbevægelse, og min mand og jeg blev beskyldt for at være terrorister. Uden rettergang eller efterforskning smed de os i fængsel. Efter femten dages varetægtsfængsling blev vi sat foran en dommer, der uden beviser idømte os 20 års fængsel”, siger Maria Elena Foronda i dag.
Hun og hendes mand ankede sagen, og efter 13 måneders afsoning blev de erklæret uskyldige.
Siden har Maria Elena Foronda kæmpet for at få fiskemelsfabrikkerne til at tage ansvar for den skade, hun mener, de har forvoldt Chimbote.
“Det er bedre nu, end det var for tyve år siden, men det har været tyve års konstant kamp for at få fiskemelsfabrikkerne til at flytte ud af byen. Men der er stadig kampe at kæmpe. For eksempel skriver alle fiskemelsfabrikkerne på deres hjemmesider, at de overholder alle miljølove, men det er jo en lodret løgn”, siger hun.
Lucas Morales Castillo er 12 år gammel og har ofte ondt i brystet. Sådan en trykken og en stikken fra indersiden.
Han gruer for den næste fiskemelssæson, der starter om lidt. For når produktionen af fiskemel intensiveres, er det frem med masken, der hjælper på hans astma. Ellers er det ikke til at være i.
Lægerne siger, at astmaen nok hænger sammen med fiskemelsproduktionen, som forurener luften. Forureningen er især slem omkring kvarteret 15 de Abril, hvor Lucas Morales Castillo bor med sin bror og sin mor.
De sidste 35 år er Ricardo Jeri Zavaleta mødt på arbejde på havnen i Chimbote. Han har boet i Chimbote hele sit liv og set bugten gå fra blåt forrådskammer til sort, faretruende og fyldt med slam.
Han er ærgerlig over, at der ikke er nogen incitamenter for fiskemelsfabrikkerne til at hjælpe med at genoprette bugten og byen:
“Der er en enorm opgave, der skal løses. Olie og spildevand fra fiskemelsfabrikkerne forurener en masse. Nu skal vi have stoppet forureningen og have de dyr tilbage, som har forladt vores bugt på grund af det”, siger han.
Han ser gerne, at endnu flere fiskemelsfabrikker skifter til naturgas i stedet for diesel på maskinerne. Og så vil han gerne have, at der stilles større krav fra både fabrikkerne og fra regeringen til sikkerheden ombord på industriskibene, der leverer fisk til fiskemelsfabrikkerne:
“Ikke bare på grund af forureningen, men også fordi det går ud over folks helbred. Der er mange her, som har KOL og andre lungesygdomme”.
