En Danwatch-undersøgelse

En industris fald: Læder fra Bangladesh

Shahabuddin, 37, tidligere garveriarbejder i Hazaribagh. Farvning og garvning af læder foregår ofte uden beskyttelsesudstyr i åbne kar med kemikalier og skind.

En industris fald: Læder fra Bangladesh

Foto: GMB Akash

Redaktør: Louise Voller

Støttet af Danidas Oplysningsbevilling
danida
4. marts 2019
Indien er ikke det eneste asiatiske land, der døjer med en berygtet læderindustri. I nabolandet Bangladesh har læderindustrien i hovedstaden i årtier været plaget af massiv forurening, syge arbejdere og børnearbejde. I dag står de gamle garveribygninger tomme hen og den overlevende industri er flyttet.
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

“At besøge Hazaribagh er et angreb på dine sanser. Stedet synes post-apokalyptisk. Stanken er overvældende og fremkalder næsten brækfornemmelser. En kombination af skrald, ekskrementer, rådne dyreskind og giftige kemikalier”.

Sådan beskrev journalist Justin Kenny bydelen Hazaribagh i Bangladeshs hovedstad Dhaka efter en reportagetur i 2017.

Hazaribagh havde indtil da været hovedsæde for landets læderproduktion, hvor internationale modebrands som Timberland, Macy’s, Deichman og Michael Kors fik sine sko og tasker produceret. Lædervarer, der endte i europæiske og amerikanske butikker.

På billeder fra reportagen i den tætbebyggede bydel lå der store bunker af kasseret dyreskind og rendestenene flød over med spildevand, der glinsede mat på grund af de kemikalier, der blev brugt til at garve læder.

Vandet randt direkte ud i den nærliggende flod Buriganga, hvor lokale fisker, bader eller vasker tøj. De vidste godt, at vandet var beskidt, men der var ikke noget alternativ.

Akter, 38: “Jeg kan knap nok tjene 120 dollars om måneden. Jeg lever i det her primitive arbejdsmiljø døgnet rundt og jeg indånder konstant al det her gift. Jeg lever på gulvet her på garveriet.”

Muhammad, 38: “Arbejdsmiljøet er hårdt og det er nok svært for mange mennesker at forestille sig, hvordan vi arbejder og overlever. Men det bliver normalt for en. Nogle gange kigger jeg på mine lædersandaler og smiler. Ingen kan forestille sig, hvilket helvede de er fremstillet i”. 

Foto: GMB Akash

Akter Hossain, 38: "Jeg kan knap nok tjene 120 dollars om måneden. Jeg lever i det her primitive arbejdsmiljø døgnet rundt og jeg indånder konstant al det her gift. Jeg lever på gulvet her på garveriet."

Md. Shamim, 38: “Arbejdsmiljøet er hårdt og det er nok svært for mange mennesker at forestille sig, hvordan vi arbejder og overlever. Men det bliver normalt for en. Nogle gange kigger jeg på mine lædersandaler og smiler. Ingen kan forestille sig, hvilket helvede de er fremstillet i”.

Foto: GMB Akash

Hver fjerde lever i fattigdom

  • Bangladesh rangerer nummer 10 på listen over verdens tættest befolkede lande, og har 163 millioner indbyggere på et område på størrelse med Grækenland (10,75 mio. indbyggere).
  • Knap hver fjerde person i Bangladesh lever ifølge data fra Verdensbanken under den nationale fattigdomsgrænse, mens lidt mere end 12 procent lever i ekstrem fattigdom.
Kilde: Verdensbanken  

Læder og levebrød

På garverierne i Hazaribagh blev rå dyreskind lavet om til læder, der muligvis er blevet brugt til de jakker, sko og tasker, som kan købes i f.eks. Europa eller USA. Mange af Hazaribaghs beboere arbejdede selv i de 200 garverier og 150 læderfabrikker, som lå klods op af hinanden i et tæt bebygget område ikke meget større end Kongens Have i København.

Selv nogle af børnene, der kunne ses lege tagfat på bunkerne af kemikalietunge læderrester, arbejdede på garverierne og udførte opgaver, der ville være farlige selv for en voksen.

Læderindustrien er notorisk kendt for at være en af de mest forurenende industrier på grund af de kemikalier, man bruger til at blødgøre og behandle dyreskind.

Den mest udbredte form for garvning er krom-garvning, hvor kromsalte bruges til at gøre skindet blødt og smidigt. Men krom kan også være kræftfremkaldende og forårsage hudirritation.

I 2015 var næsten hele Bangladeshs læderindustri samlet i Hazaribagh, og læderindustrien gav arbejde til næsten 75.000 bangladeshere.

Kort over Hazaribagh i hovedstaden Dhaka. Grafik: Human Rights Watch

Årets produkt

Læderindustrien i Bangladesh har eksisteret i over et halvt århundrede. Industrien tog sine spæde skridt i 1960’erne, men først efter en blodig borgerkrig, der endte med Bangladeshs selvstændighed i 1971, tog udviklingen af industrien fart i hovedstaden Dhaka. Regeringen satsede dengang på læderindustrien som en såkaldt “cash cow”, som kunne trække udenlandsk valuta til landet.

I dag står læder for mellem 3 og 4 procent af landets samlede eksport, og industrien bidrager med omkring 1 procent til Bangladesh bruttonationalprodukt (BNP). Ifølge eksporttal fra Bangladesh’ centralbank havner størstedelen af læder fra Bangladesh i EU, hvor især Tyskland og Italien er store importører. Lædervarer blev i starten af 2017 kåret som “Årets produkt” af landets premierminister.

Men hensynet til miljø, arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder fulgte ikke med industriens udvikling. I 2013 havnede Hazaribagh på miljøorganisationen Pure Earth’s liste over verdens 10 mest forurenede steder som følge af forurening fra læderindustrien. 160.000 mennesker var ifølge Pure Earth påvirket af forureningen i Hazaribagh.

Ingen af garverierne i Hazaribagh rensede deres spildevand, og ifølge en rapport fra Human Rights Watch udledtes der dagligt 21.000 kubikmetre spildevand fra garverierne – meget af dette endte direkte i Buriganga-floden, der løber igennem Dhaka.

Flere videnskabelige artikler har dokumenteret forhøjede niveauer af tungmetaller, og især krom, i flodlejet omkring Hazaribagh. Tilstedeværelsen af tungmetaller i floden gik ud over de lokale, der brugte floden til at bade og vaske tøj. Det påvirkede også flodens dyreliv og de lokale fiskere, der havde svært ved at sælge deres fisk på de lokale markeder.

 

Delawar, 14 år: “Mit arbejde er at tilskære læder. Hver dag kan jeg skære 50 stykker til. I starten græd jeg meget og havde ikke lyst til at arbejde. Men nu er jeg blevet vant til den her slags arbejde. Jeg har en masse drømme, og min mor siger, at uden penge bliver ingen drømme virkelighed”. Foto: GMB Akash

Delawar, 14: “Mit arbejde er at tilskære læder. Hver dag kan jeg skære 50 stykker til. I starten græd jeg meget og havde ikke lyst til at arbejde. Men nu er jeg blevet vant til den her slags arbejde. Jeg har en masse drømme, og min mor siger, at uden penge bliver ingen drømme virkelighed”.

Jeg kan mærke dampene komme ind i næsen og ned i kroppen. De gør mig svimmel.

Børnearbejdere skærer skind til med barberblade

Læderindustriens dårlige ry har over årene tiltrukket opmærksom fra miljø- og menneskerettighedsorganisationer, blandt andre Human Rights Watch og den hollandske virksomhedsvagthund SOMO. Begge har udgivet rapporter, der bl.a. dokumenterer børnearbejde i Hazaribaghs garverier.  

SOMO, The Center for Research on Multinational Corporations, dokumenterede i en rapport fra 2015, at 22 procent af de adspurgte garveri- og læderarbejdere i Hazaribagh (73 personer) var under 18 år og 7 procent var under 14 år, da de begyndte at arbejde i garverierne.

Ifølge bangladeshisk og international lovgivning må ingen børn under 18 år påtage sig skadeligt eller farligt arbejde.

I 2012 interviewede Human Rights Watch 10 børn, der arbejdede på garverier i Hazaribagh. Nogle af børnene arbejdede i direkte kontakt med kemikalier, mens andre skar skind til med knivskarpe barberblade. Flere arbejdede 10-12 timer om dagen – langt over grænsen på 5 timer om dagen for unge arbejdere i Bangladesh.

Nouka, en 15-årig pige, sagde dengang til Human Rights Watch om sit arbejde på et garveri:

“Der er så mange kemikalier, jeg skal arbejde med. Når vi blander dem brænder det i vores øjne og næser. Jeg kan mærke dampene komme ind i næsen og ned i kroppen. De gør mig svimmel.”

Nouka klagede også over mavesmerter, hududslæt og bylder, som hun sagde kom fra håndteringen af kemikalierne.  

Vi fandt farlige og ringe arbejdsforhold for fabriksarbejderne. En stor del af dem arbejdede 16 timer om dagen uden beskyttelsesudstyr

Mitchell Sangma, tidligere koordinator for Læger Uden Grænser i Bangladesh Tweet

Kontraktløst arbejde, dødsfald og sygdom hos arbejdere

Størstedelen af de arbejdere, som SOMO interviewede, havde hverken fået kontrakt på deres ansættelse hos garverier eller i læderværksteder og modtog ej heller lønsedler. At arbejde uden kontrakt gør det svært at vide, hvad man har ret til at få i løn, og hvis arbejderne kommer til skade på arbejdet, er det svært at kræve kompensation fra sin arbejdsgiver.  

Arbejdsforholdene i garverierne blev beskrevet som alt for varme, ildelugtende, uhygiejniske og dårligt belyste. Få fik udleveret beskyttelsesudstyr som handsker og støvler på trods af, at arbejderne håndterer potentielt sundhedsskadelige kemikalier. Halvdelen af garveriarbejderne fortalte SOMO, at de led af hudsygdomme, åndedrætsbesvær, håndskader og svimmelhed.

I garvningsprocessen kan der udover krom benyttes myresyre, calciumoxid, svovlsyre og natriumsulfid. Flere af disse stoffer har en ætsende effekt og skader hud og øjne ved kontakt. Indånding kan medføre væskeansamlinger i lungerne og astma.

Flere dødsfald på garverierne er blevet dokumenteret af lokale medier. I 2010 åbnede tre arbejdere en tønde, der ved en fejl var fyldt med en dødelig kombination af kemikalier. Arbejderne døde på stedet af kulilteforgiftning. Den manglende kontrol og opsyn med garveriernes kemikalier blev beskrevet i flere rapporter som et alvorligt problem.  

Vilkårene for beboere og arbejdere i Hazaribagh var så grelle, at Læger Uden Grænser i 2013 besluttede at etablere mobile sundhedsklinikker i Hazaribagh. Det var angiveligt første gang nogensinde, at nødhjælpsorganisationen rykkede ind i et område af andre grunde end naturkatastrofer eller krig.

Koordinator for indsatsen, Mitchell Sangma, forklarer, at indsatsen blev sat i værk efter en vurdering af forholdene: “Vi fandt farlige og ringe arbejdsforhold for fabriksarbejderne. En stor del af dem arbejdede 16 timer om dagen uden beskyttelsesudstyr og med en høj skadesfrekvens. Vi så også et stort antal unge og mindreårige arbejdere”, siger han til Danwatch.

Læger uden Grænser har ikke længere mobile klinikker i Hazaribagh, for i 2017 skete en udvikling, der havde ventet længe på sig. Garverierne flyttede væk.

Anowar:
Nogle gange føler jeg, at jeg blev født her. Jeg har arbejdet på garveriet i 40 år. Jeg var 5 år, da jeg begyndte at arbejde her. Det er ikke et nemt job. Hver dag i de sidste 40 år har jeg tænkt på at sige op. Mit helbred bliver påvirket og jeg har mistet en af mine fingre. Men jeg kan ikke finde andre jobs end det her. Foto: GMB Akash

Anowar: Nogle gange føler jeg, at jeg blev født her. Jeg har arbejdet på garveriet i 40 år. Jeg var 5 år, da jeg begyndte at arbejde her. Det er ikke et nemt job. Hver dag i de sidste 40 år har jeg tænkt på at sige op. Mit helbred bliver påvirket og jeg har mistet en af mine fingre. Men jeg kan ikke finde andre jobs end det her.

Siden der ikke er indkvartering i nærheden, sover mange arbejdere på fabrikkerne ved siden af kemikalier

Ashraf Uddin Mukut, direktør for Bangladesh Labour Welfare Foundation Tweet

Højesteret befaler læderindustrien flyttet

Den massive forurening, børnearbejdet og de livsfarlige arbejdsforhold i garverierne tvinger i 2017 industrien til at flytte til et nyt område cirka 20 kilometer uden for Dhakas centrum.

Bangladeshisk eksport af læder var også faldet mellem 2013 og 2017; måske fordi importører (såsom modebrands) ikke ville associeres med den forurenende industri.   

Allerede i 2001 beordrede højesteretten, at industrien skulle flytte til det nye område, men uenigheder mellem skiftende regeringer og industrien fik flytningen til at trække i langdrag. Men sidste år blev strømmen og vandforsyningen til garverierne i Hazaribagh slukket, og garverierne måtte se sig nødsaget til at flytte.

Nyt sted, samme problemer

I det nye område, Savar Industrial Leather Estate, skulle garverierne starte en ny produktion. En produktion, der ikke brugte børn som arbejdskraft. Der ikke forurenede. Og hvor arbejdere havde adgang til beskyttelsesudstyr, når de håndterede giftige kemikalier. Det var i hvert fald idéen.  

Men ifølge arbejderorganisationen Bangladesh Labour Welfare Foundation (BLF) er forholdene ikke blevet meget bedre. Det nye område råder ikke over sundhedsklinikker, skoler eller moskeer, og de arbejdere, der fortsat bor i Hazaribagh bruger en stor del af deres løn på transport til Savar, fordi der ikke er steder at bo i nærheden.

“Forholdene er blevet lidt bedre, men det er stadig et farligt arbejde. Siden der ikke er indkvartering i nærheden, sover mange arbejdere på fabrikkerne ved siden af kemikalier”, fortæller Ashraf Uddin Mukut, direktør i BLF.

I maj døde to arbejdere på et garveri i Savar efter at have indåndet giftige gasser.

Mukut forklarer også, at arbejderne nu bliver ansat gennem et ansættelsesbureau, hvorfor de ikke længere har samme sikkerhed i deres arbejde. Dog har organisationen endnu ikke observeret børnearbejde i Savar – men i takt med at industrien kommer på fode igen, frygter lokale organisationer, at børnearbejdere finder deres vej tilbage i garverierne.

Shakil, 13: ”Nogle gange savner jeg skolen. Jeg nåede tredje klasse. Men nu er der ingen chance for at færdiggøre min uddannelse. Jeg tjener 6000 taka om måneden, det er mere end hvad min far kan tjene i landsbyen. De penge, jeg sender til landsbyen, sørger for mine søskendes uddannelse. Jeg er glad for, at min bror og søster i hvert fald får lov at komme i skole.” Foto: GMB Akash

Shakil, 13: Nogle gange savner jeg skolen. Jeg nåede tredje klasse. Men nu er der ingen chance for at færdiggøre min uddannelse. Jeg tjener 6000 taka om måneden, det er mere end hvad min far kan tjene i landsbyen. De penge, jeg sender til landsbyen, sørger for mine søskendes uddannelse. Jeg er glad for, at min bror og søster i hvert fald får lov at komme i skole.

“De dræber vores flod”

Forureningen af Hazaribagh og Buriganga-floden var en af hovedårsagerne til, at industrien skulle flyttes. Men også på det punkt halter det stadig i det nye område. Industriområdet ligger nemlig klods op af en anden flod, der løber igennem Dhaka, Dhaleswari-floden, som nu lider samme skæbne på grund af læderindustriens forurening.

I 2018 foretog Bangladesh’s miljøagentur en undersøgelse af forureningen i Dhaleswari-floden. For at fisk og andre organismer kan leve i en flod, skal der være mindst 5 milligram såkaldt opløst ilt per liter vand. Miljøagenturet målte iltindholdet i Dhaleswari-floden til 1,75 milligram per liter.

Også det såkaldte biokemiske iltforbrug, som bruges til at måle forurening i vand, lå på 17,6 milligram per liter – langt over det tilladte 5 milligram per liter. Ifølge UNESCO er vand kraftigt forurenet, hvis det biokemiske iltforbrug er over 8 milligram per liter.

Et fælles rensningsanlæg i industriområdet er blevet etableret, men ifølge lokale medier fungerer det ikke godt nok. En lokal beboer ved Savar sagde i maj til lokalmediet Daily Star, at garverierne var en forbandelse.

“Det dræber vores flod. De smider både solidt og flydende affald direkte i floden”.

Danwatch har spurgt modebrandsene

Ifølge eksportdata, som Danwatch har set, importerer både Timberland, C&J Clarks, Macy’s, Michael Kors og Wolverine World Wide læderprodukter fra Bangladesh. C&J Clarks og Timberland har svaret Danwatch, at de køber lædervarer fra Bangladesh, men at læderet bliver produceret i andre lande, og altså ikke fra garverier i f.eks. Hazaribagh.

Til den hollandske NGO SOMO erklærede de andre brands i 2015, at læderet til deres produkter ligeledes kommer fra andre lande, og kun bliver lavet til færdige produkter i Bangladesh.

I en rapport fra den amerikanske NGO Transparentem, som Associated Press har set, bliver Michael Kors og også mærkerne Kate Spade og Coach dog forbundet med to garverier i Hazaribagh. Men rapporten kan ikke sige, om produkterne er endt i Europa eller USA, blot at mærkerne har modtaget lædervarer med oprindelse i garverierne.

Danwatch har også spurgt danske, europæiske og amerikanske sko- og tøjvirksomheder, om de har importeret lædervarer fra Bangladesh.

De to modevirksomheder DK Company og Bestseller, der ejer mærker såsom Selected, Vero Moda, Matinique og Gestuz har fortalt Danwatch, at de aldrig har importeret lædervarer fra Bangladesh.

H&M, Acne, minimum, Vagabond, Puma, Birkenstock, ECCO, Neye, Adidas, Nike, Zara, Moss Copenhagen, Tiger of Sweden, Dr. Martens, Amer Sports (Peak Performance, Wilson, Salomon), Kering (Gucci) og Hugo Boss svarede til Danwatch, at de heller ikke købte lædervarer fra Bangladesh.

H&M, Acne, minimum, Vagabond, Puma, Birkenstock, ECCO, Neye, Nike, Moss Copenhagen, Tiger of Sweden, Amer Sports og Puma siger også, at de aldrig har sourcet lædervarer fra Bangladesh, mens Hugo Boss, ligesom Timberland og C&J Clarks, har importeret sko fra Bangladesh, dog med læder fra andre lande.

Danwatch har også spurgt GAP, Mulberry, By Malene Birger og Samsøe & Samsøe, som dog ikke har villet svare på Danwatchs spørgsmål.

Hele undersøgelsen delt op i artikler. Bestem selv, hvor du begynder.

Er denne undersøgelse noget værd for dig?

Vi synes, det er vigtigt at undersøge virksomheders og staters påvirkning af menneskerettigheder og miljø. Og vi vil rigtigt gerne lave mange flere af denne slags undersøgelser. 

Derfor håber vi, at du har fået lyst til at styrke vores arbejde.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.

Tip os

Har du en idé, eller har du kendskab til forhold, som du mener, vi bør undersøge – så kontakt os.

Det kan også være, at du er freelancejournalist med en god ide – skriv eller ring.

Jeg vil være anonym

Du kan bruge formularen – også anonymt – men vil du være helt sikker på, at ingen kan spore din kommunikation til os, anbefaler vi, at du installerer app’en Signal på din telefon.

I Signal kan du kontakte os på dette telefonnummer: +45 2784 8139