“Engang tæskede de mig, fordi jeg spurgte dem, hvad jeg havde gjort mig skyldig i”

I 2017 blev kasakheren Erbagyt Otarbai idømt syv års fængsel i Xinjiang-provinsen i Kina for at have beskedtjenesten Whatsapp på sin telefon. Knap et år af den straf brugte han i en interneringslejr, hvor han blev udsat for tortur, tvangsarbejde og undervisning i det “rette kinesiske sindelag”. Det her er hans historie, fortalt til Danwatch
Journalist
,
Dato
30. juli 2022
I 2017 blev kasakheren Erbagyt Otarbai idømt syv års fængsel i Xinjiang-provinsen i Kina for at have beskedtjenesten Whatsapp på sin telefon. Knap et år af den straf brugte han i en interneringslejr, hvor han blev udsat for tortur, tvangsarbejde og undervisning i det “rette kinesiske sindelag”. Det her er hans historie, fortalt til Danwatch
Redaktør: Jonathan Tybjerg | Ansv. chefredaktør: Jesper Nymark
En Danwatch-undersøgelse

“Engang tæskede de mig, fordi jeg spurgte dem, hvad jeg havde gjort mig skyldig i”

Utallige gange er der blevet dokumenteret en systematisk undertrykkelse af det muslimske folkeslag uighurerne i Xinjiang-provinsen i Kina.
Sagen kort
En del af undertrykkelsen sker gennem de statsstyrede arbejdsprogrammer, der forflytter uighurer fra deres hjem til store industrizoner.
Sagen kort
Ifølge eksperter involverer arbejdsprogrammerne tvangsarbejde, fordi det i praksis er umuligt at sige nej til dem.
Sagen kort
I 2021 kunne flere rapporter så dokumentere, at den kinesiske solcelleindustri også i stor stil får uighursk arbejdskraft gennem arbejdsprogrammerne i Xinjiang.
Sagen kort
Det sker i produktionen af de essentielle råmaterialer, der bruges i solceller.
Sagen kort
Energiselskaberne Better Energy og European Energy, der står bag nogle af de største danske solcelleparker, får deres solceller fremstillet af kinesiske selskaber, der benytter sig af tvangsarbejde i provinsen.
Sagen kort
De danske energiselskaber kan ikke garantere, at der ikke er uighursk tvangsarbejde bag deres solceller.
Sagen kort
Eksperter mener, at virksomhederne understøtter det kinesiske regimes undertrykkelse af uighurerne.
Sagen kort
Tidligere
Næste

Jeg blev født i Xinjiang i Kina i 1973. Mine rødder er kasakhiske, og jeg er opvokset i en helt almindelig familie. Efter jeg blev færdig med skolen, tog jeg et job for et oliefirma, og så mødte jeg min kone, som jeg har fået to børn med.

Vi kunne godt lide Xinjiang, men på et tidspunkt ændrede politikken sig, og jeg blev skuffet over stedet. Samtidig havde vi også et ønske om at komme tilbage til vores ophav, så vi startede med at flytte til min kones hjemby tæt på den kasakhiske grænse.

Efter noget tid flyttede vi helt til Kasakhstan, fordi vi gerne ville have, at vores børn skulle vokse op der. Vi blev dog ved med at tage frem og tilbage over grænsen på grund af familie.

I foråret 2017 fik jeg et job som lastbilchauffør hos et minefirma i Xinjiang, hvilket betød, at jeg skulle over grænsen hver dag. Men om morgenen den 16. august ændrede alt sig.

Den dag arbejdede jeg nær en mine i Koktokay, da politiet ringede til mig og bad mig om at møde ind på den lokale politistation. De nævnte ikke noget om hvorfor, kun at jeg skulle komme inden middag og ville få mere at vide, når jeg var der. 

Da jeg ankom, placerede de mig i et rum med en metalstol med arm-og benstøtter. Jeg behøvede ikke at sidde i den, jeg fik lov at stå op hele tiden. De stillede mig et par spørgsmål om, hvorfor jeg var flyttet til Kasakhstan og sådan. Jeg var ikke rigtig nervøs, for jeg havde ikke noget at skjule. En times tid senere tog de min telefon, og så var jeg ellers fri til at gå igen. 

Jeg tog hjem for at holde et hvil og tog derefter på arbejde endnu engang. Jeg arbejder kun om natten, og den nat skulle jeg køre et læs jernmalm til et sted nær Beitun, som ligger tæt på den mongolske grænse. 

Jeg havde jo ingen telefon, men vi kører som regel to-tre lastbiler af gangen, fordi ruterne altid er lange og læsset er tungt, så det gjorde mig ikke noget. Da vi når leveringsstedet, siger en af de andre chauffører til mig, politiet havde ringet for at fortælle, at de snart ville komme for at hente mig. 

Jeg havde ikke på fornemmelsen, at der var noget på færde lige der. Jeg var sikker på, at de bare ville have mig til at udfylde nogle papirer, som jeg havde glemt i forbindelse med min flytning til Kasakhstan. Men efter de samlede mig op og informerede mig om, at vi skulle til Tacheng, blev jeg overrasket.

Jeg spurgte dem om, hvad der skulle ske med lastbilen, der jo tilhørte det firma, jeg arbejdede for. De svarede, at jeg skulle tage det roligt, at der var styr på det hele. 

Der begyndte jeg at blive bange. 

"Det var som et fængsel. Lyset var tændt 24 timer i døgnet. Altid var der lys, og vi kunne ikke slukke det"
baggrund

Hvad sker der i Xinjiang?

Læs mere

Erbagyt Otarbai blev interneret i Tacheng Regional Vocational Skills, Education, and Training Center i Xinjiang-provinsen. Et gammelt plejehjem som blev ombygget til at være en genopdragelseslejr.

Kinas jerngreb om Xinjiang blev intensiveret i 2014 efter flere voldelige opgør mellem de etniske minoriteter og Han-kinesere. Et kæmpe system af vejspærringer og checkpoints blev opsat i hele provinsen, og minoriteter som uighurer og kasakher blev stærkt begrænset i deres bevægelsesfrihed. I 2016 kunne de fleste ikke længere forlade deres landsbyer, og senere samme år fik mange også konfiskeret deres pas. Det var også året, hvor kinesiske statskonti i stigende grad reklamerede for “genopdragelses”-kampagner af uighurer.

I 2017 begyndte så tilbageholdelserne af minoriteterne at esklaere. Først var det imamer og religiøst lærte, senere blev det også akademikernes, forfatternes og andre kulturelle stillingers tur. Ofte på baggrund af løse påskud som, at de var rejst til udlandet eller havde skæg.

Det var også her, at de første forelydender om genopdragelseslejrene kom frem. Kinas kommunistparti kalder det “Transformation through Education”-programmet, men en lind strøm af rapporter, beretninger fra flygtede borgere og journalistiske undersøgelser dokumenterer en systematisk undertrykkelse af provinsens minoriteter, herunder særlig uighurerne.

I 2019 kunne en række medier blandt andet berette om masseovervågning og masseinterneringer af etniske minoriteter uden rettergang via et kæmpe læk af kinesiske regeringsdokumenter – de såkaldte “China cables”. I maj i år kunne endnu et kæmpe læk, denne gang “The Xinjiang Police Files”, også dokumentere den omfattende undertrykkelse i provinsen.

Flere organisationer antager, at mod en million mennesker højst sandsynligt har været indespærret i lejrene, hvor hverdagen ifølge utallige vidnesbyrd består af tortur, sterilisering og indoktrinering til “det rette kinesiske sindelag”.

Udover lejrene er tusindvis af moskeer og religiøse symboler også jævnet med jorden, mens den kinesiske regering overvåger indbyggerne i Xinjiang via en app i deres telefoner.

Vejen fra Beitun til Tacheng er omtrent 600 kilometer lang, og det var næsten midnat, inden vi ankom til politistationen. Også denne gang blev jeg ført til et lokale med en metalstol, som den i Koktotay. Men denne gang skulle jeg sætte mig i den, og mine hænder og fødder blev lænket til arm- og benstøtterne. Jeg skulle forberede mig på at besvare en lang række spørgsmål, sagde de. 

Tre mennesker trådte ind i lokalet. De vendte en lampe mod mig, så jeg var badet i lys, mens de selv stod i mørket. Så kom spørgsmålene. 

“Ved du, hvad der er på din telefon?”, “Bruger du Whatsapp?”, “Hvorfor bruger du ikke WeChat?” “Ved du, at Whatsapp er ulovligt i Kina?”, “Hvorfor er du flyttet til Kasakhstan?”. 

Jeg svarede, at jeg kun havde numrene på familie og venner på min telefon, intet andet. At alle brugte Whatsapp i Kasakhstan, og ingen brugte WeChat. Så lagde de mit kørekort, min telefon, som de havde taget fra mig i Koktotay, mit kreditkort – alt, hvad jeg havde på mig – foran mig på bordet og spurgte, om det hele var mit. Jeg svarede ja, hvorefter de puttede det hele i en plastikpose og begyndte at filme mig. 

“Du har Whatsapp på din telefon, og her har din ven sendt dig religiøse videoer, som du har set flere gange”, sagde de. “Hvorfor ser du videoer med namaz (islamisk bønneritual, red.)?”, “Hvorfor kan du lide det her?”. 

Jeg blev overrasket. De spurgte mig også, om jeg gik i moskeen, når der var Eid, om jeg troede på gud. Jeg forklarede dem, at jeg er blevet opdraget i den ånd, at jeg skal leve efter guds ord. At jeg skal leve et godt liv uden at skade andre. 

Hvert år til Eid tager vi i moskeen. Det er ikke forkert, men lige pludselig var det alligevel. Efter det anede jeg ikke, hvad jeg mere skulle sige. 

Derefter bragte de en kæde, der binder både arme og ben, og lagde den ved siden af mig. Jeg spurgte, hvad det skulle til for. “Ved du ikke, hvilken fejltagelse du har begået?”, svarede de. Jeg sagde nej, hvortil de sagde, at jeg ville forstå det, når jeg kom dertil, hvor jeg skulle hen. 

Så lænkede de mine arme og ben og sendte mig til et check på hospitalet.

Den 17. august 2017, samme dag som de tog mig med, smed de mig i fængsel. Det var et fængsel for røvere, mordere og folk, som virkelig havde begået en forbrydelse. Og så mig. 

Forholdene var virkelig forfærdelige. Vi plejede at slås indbyrdes, fordi der ikke var mad nok, og vi var sultne. 

Lænkerne kom ikke af i de 98 dage, jeg var der.

Senere – i 2018 – blev jeg idømt mig syv års fængsel for at have Whatsapp på min telefon. 

Jeg blev ikke tilbudt en advokat. Jeg blev bare dømt, og det gjorde de andre også den dag. 

Indtil da anede jeg ikke, hvad jeg havde gjort forkert.

Play Video

Efter at have tilbragt tre måneder i et fængsel blev Erbagyt Otarbai og 22 andre fangere hentet. 

Alle var mænd, og alle var blevet dømt for at rejse udenlands til lande som Kasakhstan og Tyrkiet eller for at være muslimer. Flere uighurer var blandt dem. 

Hvor de skulle fragtes hen, anede Otarbai intet om. I lang tid troede han, at han var på vej til at blive henrettet. 

 

 

Tre måneder efter, den 22. november, hentede politiet 22 af os i fængslet. Jeg husker antallet, fordi de opremsede alle vores navne. Alle var mænd, og alle var blevet dømt for at rejse udenlands til lande som Kasakhstan og Tyrkiet eller for at være muslimer. Flere uighurer var blandt os. 

Vi fik lænker på og en hue over hovedet, inden de læssede os op i to minibusser. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad der skulle ske. En af de andre i bilen sagde, at vi blev kørt et sted hen, hvor de kunne skyde os.  

Der var sådan en forfærdelig larm, når bilerne kørte gennem gaderne. Som barn var jeg vidne til, at nogen skulle dræbes på den her måde. De plejede at køre den person gennem byen, inden de henrettede ham. Nu føltes som om, det var blevet min tur.

Lige der blev jeg virkelig rædselsslagen. Jeg var jo uskyldig. Hvordan kan en person uden skyld, en person, som ikke har begået en forbrydelse, blive henrettet. Jeg overvejede, hvordan jeg kunne slippe væk, om jeg kunne slå nogen ihjel. Jeg vidste, at jeg godt kunne dræbe et par kinesere. Det tænkte jeg på. 

På et tidspunkt stoppede bilen, og vi blev eskorteret ud. Politiet stod på begge sider af os, og de tvang os til at sidde ned og se ned i jorden. Vi anede ikke, hvor vi var henne. Så begyndte de at råbe vores navne op, og den person blev straks ført væk, men der var ingen lyd af skud. Jeg spurgte ham ved siden af mig, om det var her, vi skulle skydes. Han grinede af mig og svarede, at han havde hørt, de ville tage os til til en genopdragelseslejr. 

Han havde ret.

Værelset, jeg blev indlogeret i i genopdragelseslejren, var cirka 20 kvadratmeter. Det indeholdte otte metalsenge og et toilet. Der hang et tv lige over metaldøren, mens der var overvågningskameraer overalt. Selv i toilettet var der et kamera. Vinduet var bag tremmer. 

Det var som et fængsel. Lyset var tændt 24 timer i døgnet. Altid var der lys, og vi kunne ikke slukke det. 

Jeg boede sammen med otte andre. Vi plejede at tage vagter og våge over hinanden to timer af gangen. Jeg ved ikke hvorfor, det skulle vi bare. 

Vagternes attitude var virkelig dårlig. De var konstant over os, og vi kunne ikke engang tale med personen ved siden af uden at række hånden op og spørge om lov. Kameraerne var der også hele tiden, og hvis de opfangede, at du havde talt med nogen, spurgte vagterne dig, hvad du sagde til vedkommende. Hver af os havde vores eget nummer på ryggen, som de brugte til at kalde på os. Hvis du talte uden tilladelse, blev du straffet. 

De plejede at have sorte gummistave, som de bankede os med. Hvis de ikke mente, at det var nok, så sparkede de i stedet. Det var især fire personer, som pryglede dig. 

Jeg har mange ar fra den slags situationer. På mine hænder, på mit hoved, på min mave, på mine ben, på et mit ansigt, min næse og øjne. 

Engang tæskede de mig, fordi jeg spurgte dem, hvad jeg havde gjort mig skyldig i, og hvorfor jeg var blevet idømt syv års fængsel. Jeg sagde, at jeg hellere ville dø end at være her. Det blev de sure over, og de fire personer tog mig med. To af dem holdte mig, mens de andre sparkede mig med deres ben og bankede mig med deres gummistave.  

Til Danwatch og TV2 afviser den kinesiske ambassade i Danmark anklagerne om undertrykkelse af uighurerne og tvangsarbejde i Xinjiang.

Problemerne i Xinjiang-provinsen handler om terrorbekæmpelse, hævder de, og derfor har den kinesiske regering iværksat programmer for uddannelse og økonomisk vækst, som del af et langsigtet program for terrorbekæmpelse.

“Der er intet ‘tvangsarbejde’ i Xinjiang, kun frit valg på arbejdsmarkedet, og arbejdstagerrettigheder er beskyttet i henhold til loven. Disse fakta bør også fortælles til det danske publikum”, skriver ambassaden i en mail.

Erbagyt Otarbais krop er fuld af ar efter tiden i fængslet og lejren.
I 98 dage havde Erbagyt Otarbai lænker om håndleddene og fødderne, som har boret sig ind i kødet på ham, og som i dag fremstår som tydelige ar.

En måned efter jeg ankom, startede de daglige klasser. Vi skulle undervises i faren ved religion, og hvor gode det kinesiske kommunistparti er. Vi fik at vide, at det var godt for os at komme her og blive “genuddannet”, at vi skulle tro på kommunistpartiet og ikke islam, og at vi efter dette kunne få et job, hvor end vi ville, fordi alle ville hyre os. 

Som om vi ikke kunne det før. 

Ti timer hver dag skulle vi sidde i et klasseværelse. Fire timer hver morgen, fire timer hver eftermiddag og så to timer om aftenen. Op til 100 personer sad i hvert klasseværelse. 

Klasseværelserne var indrettet sådan, at der var metaltremmer bag os og læreren. Der var en enkelt dør, som vi trådte ind af, hvorefter vi satte os på de opstillede borde og stole. Efter alle var placeret, lukkede de døren og låste den. En vagt vogtede den hele tiden, mens vi var der. 

Så kom læreren ind. De plejede at komme fra lokale skoler, og det var tydeligt, at de heller ikke havde haft et valg om at komme her. Ligesom os var det med tvang. Vi kunne se smerten i deres øjne. Nogle af dem plejede at skrive noget på tavlen for derefter at gå hen til vinduet for at skjule deres tårer. Men vi kunne se dem. 

Jeg tror stadig på gud, men jeg lærte at sige, at jeg ikke gjorde.

Play Video

Erbagyt Otarbai fortæller og viser de ar, han har fået efter vagternes tæsk.

  • Erbagyt Otarbais historie er baseret på et interview gennemført på et hemmeligt sted i England. Derudover indgår der elementer af hans vidneudsagn, afgivet til Xinjiang Victims Database.
  • Det har ikke været muligt for Danwatch at efterprøve hans oplysninger vedrørende fængslet og genopdragelseslejren i Xinjiang, men hans beretninger stemmer overens med forholdene, som de er beskrevet blandt andet i de lækkede dokumenter Xinjiang Police Files, offentliggjort af BBC, og en række interviews, han har afgivet til blandt The New Yorker og dokumentaren “Reeducated”. 

På et tidspunkt blev jeg sat til at arbejde. Da vi ankom til lejren, blev vi fortalt, at hvis vi gerne vil løslades tidligere, så var det en god ide at arbejde på de forskellige fabrikker, som lå her. Derfor gjorde vi det bedste, vi kunne.

Der var tre fabrikker i alt. En tekstilfabrik, en brødfabrik og en slags slikfabrik. Jeg blev sat til at arbejde i tekstilfabrikken, som producerede børnetøj.

Man kunne få forskellige arbejdsopgaver. Min var at lave lommer.

Vi lavede flere slags typer tøj, men mest overdele som t-shirts og skjorter. Tøjet blev solgt til udlandet og var af virkelig høj kvalitet. Vi måtte aldrig se det færdige produkt. Vi udførte bare vores pligt.

Min dagligdag efter jeg startede med at arbejde var den samme dag efter dag. Vi stod op klokken seks om morgenen, hvor vi skulle synge en rød kommunist-sang, mens vi trænede. Træningen bestod mest af mavebøjninger, at bøje sig frem og tilbage, fra side til side. Herefter var der morgenmad og så arbejde indtil frokost. Tilbage til fabrikken for at arbejde yderligere fire timer. Aftensmad og så to timers studietid, hvor vi blandt skulle se kinesisk statstv eller læse tekster skrevet af kommunistpartiet. Børste tænder og så straks i seng.

Sådan gik dagene.

Jeg kan ikke se nogen grund til, at udenlandske virksomheder køber produkter fra Kina. Jeg vil gerne bede virksomhederne om at returnere alle de her varer, og så vil graden af tvangsarbejde måske blive mindre. Hvis efterspørgslen på produkter lavet i lejrene stiger, vil også arbejdsbyrden for mennesker som mig følge med.

Pludselig, 18 måneder efter min anholdelse, blev jeg løsladt. Jeg ved stadig ikke hvorfor eller hvordan. Mere end to år efter den dag i august 2017 krydsede jeg igen grænsen til Kasakhstan for at se min familie. Men mine traumer forsvandt ikke. Jeg måtte væk.

I dag befinder jeg mig i England, hvor jeg har søgt politisk asyl. Nu kan jeg spise tre gange om dagen og sove fredfyldt om natten. Og så alligevel ikke. Jeg tænker på mine forældre og børn i Kasakhstan, der oplever hårde tider lige nu.

Min største drøm er at få mine børn hertil. Jeg vil gerne finde et job her, så jeg kan få råd til at få en god advokat, som kan løse den sag og bringe dem herop. For at de kan leve sammen med mig i et land og et i samfund, der ikke er baseret på frygt. Det er min drøm.

Jeg ønsker ikke, at de skal udsættes for det, jeg har været igennem. Jeg levede et normalt liv, arbejdede, tog mig af min familie og gjorde intet galt. Ikke desto mindre blev jeg dømt og straffet, og jeg måtte udstå nogle af de værste dage i mit liv. Hvad var meningen med, at Kina skulle behandle mig sådan?

Efter jeg landede her, begyndte jeg igen at føle mig som et menneske. Når du først et sted som dette, kan du vide, hvem du virkelig er.

Undersøgelsen delt op i artikler
Denne undersøgelse har fået et efterspil
Mest læste lige nu
1

Tonstunge bomber og massiv skade: Sådan bruger Israel danskudrustede kampfly i Gaza

2

Skyggeflåden afviser dansk hjælp: Kan blive “katastrofalt”

3

Oscarvinder rammer dig lige i hjertet

4

“En ret stor indrømmelse”: Udenrigsministeriet ændrer praksis for eksport til F-35-kampfly

5

Forsvarets leverandører køber brændstof af Rusland

Seneste artikler

Forbudt kunst foran Europa-Parlamentet minder os om tusinders tavse protester

Russisk oliedrama i dansk Superliga-klub

Våbeneksport til Israel kan fortsætte trods “meget restriktiv” linje

Under 0,05 procent af danske virksomheder bliver omfattet af EU’s nye lov om virksomhedsansvar

Forsvarsordførere vil granske Forsvarets brændstof-leverancer

Om Danwatch
Konstitueret journalistisk chefredaktør
Jakob Sloma Damsholt
Direktør og ansv. chefredaktør
Jesper Nymark
Danwatch
Brofogedvej 8, 2. sal · 2400 København NV
Telefon: 
+45 8155 0076
E-mail: 
info@danwatch.dk
Nyhedsbrev
Til toppen
Tip os
Danwatch er tilmeldt

Dokumentation

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
Jeg abonnerer allerede så gider egentlig ikke se den her popup igen
heartexit-upmagnifiercross