En Danwatch-undersøgelse
Alle bananarbejdere Danwatch taler med i Ecuador har ét fællestræk: Frygten. Frygten for at blive fyret, blive forfulgt, blive syg. Så selvom arbejderne er bevidste om negative konsekvenser af arbejdet i plantagen, bliver de.
Rebeca Calabria

Journalist

Lise Josefsen Hermann
Journalist

Redigering: Amalie Linde / Foto: Esteban Barrera (Danwatch) & Jesper Nymark (Danwatch)

Redaktør: Louise Voller

Rebeca Calabria

Journalist

Lise Josefsen Hermann
Journalist

Redigering: Amalie Linde / Foto: Esteban Barrera (Danwatch) & Jesper Nymark (Danwatch)

Redaktør: Louise Voller

I samarbejde med Dagbladet (Norge)
Alle bananarbejdere Danwatch taler med i Ecuador har ét fællestræk: Frygten. Frygten for at blive fyret, blive forfulgt, blive syg. Så selvom arbejderne er bevidste om negative konsekvenser af arbejdet i plantagen, bliver de.

Hvem plukker vores bananer?

I 2016 eksporterede Ecuador 6,1 ton bananer.

En stor del af bananerne kommer til Europa, hvor hver fjerde banan i 2016 kom fra en plantage i Ecuador.

I Danmark bliver der solgt konventionelt dyrkede bananer fra Ecuador i Coop, Dagrofa, LIDL og Aldi.

Coop har i 2017 foreløbigt købt 379 ton bananer fra Ecuador

Dagrofa har i år solgt 19 ton bananer fra Ecuador.

LIDL eller Aldi sælger begge ecuadorianske bananer, men de vil ikke oplyse i hvor store mængder.

Læs mere

Klokken er seks om morgenen, og dagen er i fuld gang i Guayas-provinsen. Arbejdere er på vej på job i en af provinsens bananplantager. I Ecuador er der lige nu 5.737 bananplantager, og 90 % af dem ligger i de tre banan-provinser Guayas, El Oro og Los Rios, oplyser bananeksportørforening, AEBE. Ofte arbejder flere generationer af én familie i banan-industrien. Det er dét arbejde, der er at få her i området.

For at nå plantagen må vi køre ad lange snørklede grusveje typiske for Ecuador, fulde af huller. På begge sider ses endeløse rækker af bananplanter. Alle banan-klaserne der hænger fra palmerne, er beskyttet af plastikposer med huller. Før vi kommer hen til bananplantagen, der er målet for vores besøg, ser vi fra bilen et skilt ved indgangen til en anden plantage. Skiltet er rustent, men beskeden er ikke til at misforstå: “Stop! Identificer dig.” For at hjælpe på forståelsen er der malet en pistol. Velkommen til området, hvor en stor del af de bananer, der sælges i Danmark, dyrkes – hjertet af Ecuadors bananproduktion.

Kort efter kommer vi til en skole, der ligger midt i det grønne hav af bananplanter. Børnene er iført skoleuniformer og er midt i en fodboldkamp på skolens støvede fodbane. Vi forlader bilen for at tale med læreren:

Vi spørger, om der går der børn af banan-arbejdere her i skolen. Hun tager afsked med det samme: “I kan ikke være her. I må ikke tage billeder eller snakke med børnene. Spørg i plantagen. Gå! Jeg burde ikke stå og tale med jer.”

Dødstrusler og 600 liter pesticider

Et par kilometer længere inde i banan-labyrinten møder vi Luis Ochoa ved porten til en bananplantage. Han er 52 år gammel og begyndte at arbejde i en bananplantage, da han var syv år. Hans første tjans var at sprøjte bananerne med pesticider ved hjælp af en håndsprøjte. 

Han begynder nu at betale regningen for de 35 år i bananplantagerne. Han er for nylig stoppet med at arbejde i bananindustrienpå grund af dødstrusler. Det var ikke populært, da han ville organisere arbejderne og for eksempel krævede mindsteløn, retten til ferie, retten til at overholde arbejdstiden og retten til ikke at blive ramt af pesticider fra sprøjteflyene.

Luis Ochoa, tidligere bananarbejder gennem flere end 30 år. Han må gemme sig, efter han har modtaget mordtrusler for at være med til at organisere andre bananarbejdere. 

Luis Ochoa, tidligere bananarbejder gennem flere end 30 år. Han må gemme sig, efter han har modtaget mordtrusler for at være med til at organisere andre bananarbejdere.

I Ecuador er der 200.000 personer, der arbejder direkte i bananproduktionen – og omkring to millioner er indirekte afhængige af bananproduktionen.

For Luis Ochoa bragte hans krav ham hurtigt problemer. Kort tid efter modtog han et opkald fra en person, hvis stemme han genkendte som administratoren i plantagen, hvor han arbejdede: “’Ochoa, jeg er lige nærheden’, sagde en stemme. Jeg sagde, ‘hvem har jeg fornøjelsen af at tale med’, og han afbrød opkaldet. Efter fem minutter ringede han igen og sagde: ‘Stop med at genere folk, jeg er lige i nærheden’”, fortæller Luis Ochoa.

Mens han gentager samtalen over for os, flyver der et sprøjtefly henover os. Luis Ochoa peger på det og udbryder: “Det flyver med næsten 600 liter pesticider”. Ingen siger noget, men vi ved alle, at de 600 liter vil komme tæt på, måske udover os.

Luis Ochoas kamp fortsætter med at bringe ham problemer. Han har ikke kunnet tage hjem i flere måneder.

“Jeg føler mig truet. Jeg kan ikke være sammen med min familie. Jeg hørte, at en lejemorder ledte efter mig omkring mit hjem.” 

Han fortæller, at han nu opholder sig et hemmeligt sted som ikke engang hans familie ved, hvor er.

“Der er en masse risici i dét arbejde”, tilføjer Luis Ochoa.

Mens vi taler med ham, går arbejderne fra bananplantagen forbi og kigger.

Den sorte liste

Og Luis Ochoas frygt er ikke enestående. Stort set alle vi taler med, nikker genkendende til følelsen. Mange er bange for at tale med os og vil ikke have deres navn frem. For eksempel, da vi interviewer én af familierne, der har et barn født med handicap, sandsynligvis som følge af pesticiderne brugt i bananproduktionen.

Manden, der stadig arbejder i en bananplantage, vil ikke udtale sig. ”Det er bedst, hvis jeg ikke er med i reportagen. Jeg vil jo gerne beholde mit arbejde”, siger han.

Flere fortæller os, at hvis man først er røget i problemer og bliver fyret, kommer man på den sorte liste, som plantage-ejerne deler med hinanden. Så kan de ikke få arbejde igen. Og denne situation er almindelig hos bananarbejdere, viser en rapport, Las Ramas fra epidemiologen Adolfo Maldonado

Patricia Polo Almeida er sundhedsgeograf og har lavet adskillige studier om bananarbejdernes sundhed og arbejdsforhold i flere bananprovinser i Ecuador. Hendes undersøgelser bekræfter den oplevelse, vi havde af frygt i plantagerne.

”Mange bananarbejdere føler sig truede, for eksempel hvis de kræver deres rettigheder – som retten til ferie – opfyldt. De fortæller, at de er blevet truet med skydevåben og bliver nødt til at gemme sig. De føler meget mistillid og er meget bange,” fortæller Patricia Polo Almeida.

Vi ankommer til endnu en plantage, der lever tiol Chiquita. Her giver administratoren os mulighed for at optage og tale med arbejderne. Flere vi vil tale med, vil ikke tale med os, eller svarer uroligt, mens de kigger på deres leder. Det er tydeligt, at de ikke er trygge ved situationen. De navne, vi bringer, er opdigtede for at beskytte arbejderne, men er redaktionen bekendt.

En mand på 30 år, som vi kalder Juan, holder syv års jubilæum i bananplantagen, netop den dag vi møder ham. Men det er ikke et jubilæum, han er stolt af.

Snesevis af skræmmende plakater advarer om faren ved at komme ind i bananplantagerne i Ecuadors bananprovinser.
Snesevis af skræmmende plakater advarer om faren ved at komme ind i bananplantagerne i Ecuadors bananprovinser.

”Jeg taler med dig, fordi jeg ved, jeg bliver fyret alligevel. Ham der ovre bagved vil fyre mig, fordi jeg render og siger upassende ting om arbejdsforholdene på plantagen. Jeg “misinformerer” om plantagen, siger han. Når man siger sandheden her, så kalder de det at misinformere”, begynder han, før vi overhovedet når at spørge om noget.

“Pesticiderne er virkelig skrappe. Vi arbejdere får ikke noget af vide, når sprøjteflyene kommer. Selvom det er forbudt, så tvinger de os til at fortsætte arbejdet i plantagen. Pesticiderne påvirker os på langt sigt”.

Juan fortæller, at han gerne vil finde andet arbejde på grund af risici ved pesticiderne.

”På langt sigt er det virkelig skadeligt. Men vi er mange, der føler, at der ikke er noget alternativ. Hvad skal vi ellers arbejde med? Nogle gange når de sprøjter, må vi løbe ud fra plantagen og dække os med et bananblad, for ikke at få pesticiderne fra sprøjteflyet ned over os. Jeg ved ikke, hvad det er de sprøjter med her, for det vil den ansvarlige ikke fortælle os”.

En anden af arbejderne indvilliger i at tale med os gemt omme bag en mur, så hans chef og kolleger ikke kan se os. Han sænker stemmen.

”De følger ikke loven her”, starter han.

”I teorien tjener vi mindstelønnen, men kun hvis vi bliver færdige med et ekstremt stort område af plantagen, femten hektarer om ugen. Hvis ikke vi bliver færdige, trækkes det fra i lønnen, selvom vi har arbejdet, de timer vi skal”.

Olger har arbejdet 12 år i bananplantagen og er 42 år. Han arbejder med at fjerne de beskadigede blade fra bananplanterne. Han er også bekymret for pesticiderne, som sprøjteflyene sprayer ned over plantagen og arbejderne. ”Vi får det ned over os, når vi arbejder og når vi spiser frokost.”

Efter snakken spørger jeg ham, om jeg må tage et foto af ham med min mobil. ”Er du vanvittig? Hvis de opdager mig, er jeg fyret på stedet”.

Når du nu er nået langt ...

Så har vi en lille tjeneste at bede dig om. Flere end nogensinde læser Danwatch’ journalistik,  men få betaler for det. Det er ok, da vi ikke, som mange andre medier, ønsker at ”låse” vores journalistik inde bag en digital betalingsmur. Vi laver vores journalistik i offentlighedens interesse, og derfor er det også vigtigt for os, at den er frit tilgængelig.

Og det er her, vi har brug for dig.

Danwatch’ uafhængige undersøgende journalistik koster tid, penge og hårdt arbejde at producere. Hvis alle der læser og værdsætter vores undersøgende journalistik, også støtter op økonomisk, vil vores særlige journalistiske fokus og Danwatch’ fremtid være mere sikker.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.