Undersøgelse
Støt Danwatch

Hvilket ansvar har virksomhederne?

Internationale elektronikfirmaer køber primært komponenter fra underleverandører og datterselskaber i Malaysia. Men derfor har virksomhederne alligevel et medansvar for arbejdsforholdene i hele deres varekæde, siger eksperter.
Internationale elektronikfirmaer køber primært komponenter fra underleverandører og datterselskaber i Malaysia. Men derfor har virksomhederne alligevel et medansvar for arbejdsforholdene i hele deres varekæde, siger eksperter.
Foto: Amin Kamrani
Redaktør: Jesper Hyhne |
En Danwatch-undersøgelse

Hvilket ansvar har virksomhederne?

Kuala Lumpurs gader set fra et af byens højhuse.

En lang række malaysiske og internationale elektronikfirmaer bryder Malaysias nationale lovgivning. For eksempel den malaysiske paslov fra 1966, der forbyder arbejdsgivere at tilbageholde de ansattes pas.

Men selv om arbejdsforholdene er omfattet af malaysisk lovgivning og primært er de malaysiske arbejdsgiveres ansvar, findes der også en række regler, som fastslår, at de internationale virksomheder, som køber varer og komponenter i landet, også har et ansvar.

Om undersøgelsen

Danwatch har været i Malaysia for at tale nogle af de hundreder af tusindvis af migrantarbejdere, der spiller en afgørende rolle for landets elektronikindustri.

I Malaysia interviewede vi 12 arbejdere fra tre forskellige fabrikker og har siden gennemført en række interviews med arbejdere via videoopkald.

Undersøgelsen blev støttet af det EU-finansierede projekt Make ICT Fair og udgivet i samarbejde med Setem.

Både FN og den økonomiske samarbejdsorganisation OECD har en række retningslinjer, der fastslår, at virksomheder har en forpligtelse til at vurdere mulige menneskerettighedskrænkelser i deres varekæde og pligt til at modvirke sådanne.

FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv, UNGP, forpligter virksomheder til at udarbejde vurderinger af de menneskeretlige aspekter af deres aktiviteter (såkaldt due diligence vurderinger). Dette skal forhindre, afbøde og redegøre for, hvordan virksomheden planlægger at løse problemerne, forklarer  Andreas Rasche, professor på Centre for Corporate Social Responsibility, CSR, på Copenhagen Business School.

“Hvis det gøres korrekt og grundigt, burde virksomhederne være i stand til at identificere relevante risici i deres varekæde”, siger han og understreger, at forpligtelsen til at vurdere de menneskeretlige aspekter eksisterer, uanset om andre firmaer i varekæden har gjort noget tilsvarende eller ej.

“Det betyder, at de store elektronikfirmaer, som anvender komponenter fra Malaysia som led i deres produktion, service eller operationer, har et ansvar for, hvad der foregår på de fabrikker, der leverer til dem”, siger han.

Forsømmer regulering

OECD har en lignende tilgang og kræver, at virksomheder i organisationens medlemslande vurderer og identificerer risici for menneskeretskrænkelser. Organisationen råder desuden virksomheder til at være særligt opmærksomme på mulige ricisi, når de operere i højsrisikoområder eller -sektorer.

De internationale firmaer bør med andre ord være særligt opmærksomme, når de anvender elektronikdele produceret i Malaysia, hvor overtrædelser af arbejdstagerrettigheder er veldokumenteret.  Når firmaer beslutter sig for at importere eksempelvis halvledere fra Malaysia, skal de altså være endnu grundigere med at undersøge forholdene.

Uklare svar fra virksomhederne

Andreas Rasche har gennemgået de svar, som de internationale elektronikfirmaer er kommet med til Danwatch, og han har læst op på firmaernes hjemmesider. På den baggrund finder han det uklart, om virksomhederne har gjort tilstrækkeligt for at sikre, at der er ordentlige arbejdsforhold hos deres underleverandører i Malaysia.

UNGP

Ifølge FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv, UNGP, skal staten beskytte menneskerettighederne, mens virksomhederne skal respektere dem – også når staten svigter sit ansvar.

UNGP kræver, at virksomheder skal tage ansvar for potentielle negative effekter på menneskerettighederne hele vejen igennem deres varekæder. De skal have en klar politik for, hvordan de forebygger eller afbøder en negativ indvirkning på menneskerettighederne.

Kilde: UNGP 2019

Da Danwatch bad det store tyske elektronikfirma Possehl Group forholde sig til beskyldninger om tvangsarbejde blandt kontraktarbejderne hos koncernes malaysiske datterselskab, svarede firmaets talsmand blot, at Possehl kompenserer de arbejdere, der har løn til gode. Derudover er vi “overbevist om”, at vores datterselskab i Malaysia “overholder alle regler og juridiske forpligtelser”, skriver talsmanden i en mail til Danwatch.

Dette er imidlertid ikke tilstrækkeligt, mener Andreas Rasche.

“Når de hævder at overholde alle regler, overser de, at international arbejdstagerlovgivning indeholder klare regler om tvangsarbejde”, siger han.

“Deres svar på spørgsmålet om løn er fair og korrekt, men man burde kunne forvente, at et stort firma som Possehl Group har en fast procedure for, hvordan de overvåger arbejdsforholdene hos deres datterselskaber, når der er risiko for krænkelser af arbejdstagerrettighederne”.

Utilfredsstillende

Andreas Rasche fremhæver også de svar, Danwatch har fået fra computerfirmaerne Toshiba og Panasonic. De er blandt andet blevet bedt om at forholde sig til arbejdstagerkrænkelser hos en malaysisk underleverandør, de begge køber ind hos.

Begge firmaer antyder, at de primært stoler på de forklaringer, de har fået fra deres malaysiske leverandør – selvom forklaringerne ikke stemmer overens med de beretninger, Danwatch har indhentet fra ansatte på fabrikken.

“Når firmaerne får et hint, som det de får fra Danwatch, bør de i det mindste undersøge forholdene nærmere”, siger Rasche. Han tilføjer, at anklagerne efter hans vurdering er så alvorlige, at firmaerne bør gennemføre en uafhængig undersøgelse.

“Ifølge firmaernes efterfølgende svar tyder det på, at Toshiba er gået i gang med at undersøge beskyldningerne nærmere”, siger Rasche til Danwatch.

Panasonic skriver, at  firmaet vil “overveje” at gennemføre en undersøgelse, der ikke udelukkende baserer sig på deres leverandørs information.

“Panasonics svar er ikke tilfredsstillende”, siger  Andreas Rasche.

Undersøgelsen delt op i artikler
Denne undersøgelse har fået et efterspil

Dokumentation

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercross