Hvor er min bror?
For tyve år siden adskilte myndighederne i Frankrig og Danmark to brødre i strid med internationale konventioner.
Her er historien om, hvilke konsekvenser det fik.
Det burde være en glædens dag i august 2002 på børnehjemmet Notre Dame des Victoires i Haitis hovedstad.
Seks-årige Aaron har fået fint tøj på, hvide bukser og en rød trøje. Nonnen, søster Marie-Veronique, der bestyrer børnehjemmet, kalder ham ind på kontoret til to høje mennesker, han ikke har set før. De to ukendte personer hedder Marianne Wung Sung og Ole Bergmann, og de kommer fra adoptionsbureauet DanAdopt.
De skal have Aaron med til Danmark. For Aaron er det en dag, han ikke har turdet se frem til. Han skal forlade børnehjemmet, slagene og de mange skældud. Sår i ansigtet og sindet, der vil blive hos ham længe.
“Jeg var spændt og anede ikke, hvad der skulle ske”, siger Aaron, der i dag er 27 år og har inviteret os på kaffe i sin lejlighed i København.
Vi sidder her, fordi Aaron har en vigtig historie at fortælle. Om livet uden sin bror, Jonathan, og familiens årelange kamp for at få Jonathan tilbage. Om de sår, det giver på sjælen, når myndighederne fjerner søskendes fælles barndom.
Vi fortæller Aarons historie, fordi det, der skete for ham for tyve år siden, er sket igen. Danwatch dokumenterer, at Danmarks eneste adoptionsbureau, Danish International Adoption eller DIA, indenfor de seneste år har adskilt søskende i strid med internationale konventioner.
Af hensyn til familien har vi valgt ikke at fortælle konkrete detaljer om barnet, der altså i dag bor i Danmark adskilt fra sin søskende, som er adopteret til Frankrig. For at forstå, hvad det betyder, og hvilke konsekvenser adskillelse kan have, bringer vi i stedet Aarons historie frem i lyset.
Minderne om børnehjemmet er slørede, det er følelserne, Aaron husker. Mobning fra de større børn, og kæft, trit og retning fra kvinderne, der arbejdede med børnene. Trangen til at beskytte sin bror.
“Jeg følte, at jeg havde ansvar for, at Jonathan blev passet på, mens vi var på børnehjemmet. Pludselig blev jeg hevet ud af min opgave, og det gjorde mig utryg”.
Midt i glæden vokser en uro, for Aaron ved, hvad nonnen holder skjult. At han har en bror, Jonathan, der også bor på børnehjemmet. Brødrene har i tre år boet sammen hos deres biologiske mor og far, indtil de ikke længere havde råd til at have drengene og afleverede dem sammen på børnehjemmet, hvor de har boet sammen.
Men denne dag er Jonathan gemt af vejen.
Da Aaron sidder i taxaen til lufthavnen, vokser afstanden mellem de to brødre, og Aaron efterlader Jonathan bag sig. Det eneste menneske, der vidste præcis, hvordan det er at være Aaron, skal ikke med til hans nye familie i Danmark.
En træt Aaron under mellemlanding i Frankrig. Langt væk fra det hjem, han kender, og endnu langt til det hjem, han skal vokse op i.
Børnene på børnehjemmet Notre Dame des Victoires i Haitis hovedstad, Port au Prince, siger farvel til Aaron.
Aaron på skødet af kvinden fra DanAdopt og i baggrunden nonnen, der dengang bestyrede børnehjemmet.
Snart sidder Aaron i flyet på vej til Danmark uden sin bror, som han er vokset op med. Men han taler kun kreol, og de to mennesker fra DanAdopt forstår ham ikke.
“Jeg siger, at der mangler en bror, og at der er en på børnehjemmet, der skal med herhen. Men de forstår mig ikke, fordi de hverken talte fransk eller kreol”.
Flyet fra Haiti til Danmark letter uden Jonathan, og de to brødre bliver adskilt på trods af, at det er i strid med internationale konventioner, der siger, at søskende ikke bør adskilles.
Flyet fra Haiti lander i Kastrup Lufthavn den 10. august 2002. Aaron er træt, flyveturen har varet i mange timer. Der er tv-skærme, butikker og mennesker overalt.
De er hvide, de er hvide, siger Aaron og peger på de høje, hvide mennesker omkring sig. To af dem hedder Inge og Thorsten Sadowsky. De er Aarons nye forældre. Imellem dem står en lille dreng, der ligner ham selv en smule.
“Gå hen og sig hej til Aaron”, siger Inge til drengen, der gør, som hun siger og tager Aaron i hånden.
De to drenge står stille og ser sammen ud på flyene på landingspladsen. Aaron har fået en ny bror, Elias, som parret har adopteret fra Haiti tre år tidligere.
Fra dag ét bliver de to drenge tæt knyttede. De ligner hinanden af udseende. De forstår hinanden uden ord. De sover i samme seng om natten, hvor Aaron kryber ind til sin nye storebror.
Der går kun et par dage, før Aaron siger Jonathan? Jonathan? på fransk til Elias, som spørger sin mor, hvem Jonathan er? Men hverken børnehjemmet eller DanAdopt har fortalt om en dreng ved navn Jonathan.
Ikke endnu. Men i de næste måneder kommer familien til at forstå, hvem Aaron mangler.
Aaron og hans far, Thorsten i haven ved huset i Sankt Jørgens gade, Odense.
Aaron og Inge på stranden. For Aaron er langt de fleste dage lyse og fyldt med kærlighed fra hans nye forældre. Men enkelte er tunge af savn.
Aaron og Elias, to nye brødre, der hurtigt finder hinanden.
Kapitel 2: En helt ny barndom
2002
Aarons nye liv begynder i huset i Sankt Jørgensgade, der har æbletræer i haven og masser af plads til at lege og til at være en lille dreng, som snart begynder at reagere på savnet efter sin bror.
Aarons far, Thorsten, er assisterende direktør for et kunstmuseum i Odense, og Inge er uddannet sygeplejerske, men det første år går hun hjemme med Aaron. Efter seks uger taler han dansk på niveau med et jævnaldrende dansk barn.
“Det er et rent overlevelsesinstinkt”, siger Aaron, “jeg lytter og lægger mærke til alt. Jeg observerer mine forældre og min bror. Hvad de siger, og hvordan de reagerer, og ud fra det lærer jeg ordene”.
En dag, da Aaron sidder i stuen og spiller klaver, stopper han op og vender sig mod Inge: “Hvornår skal jeg hjem igen?” siger han.
Men det skal han ikke. Aaron skal blive i Danmark. Så bryder hans verden sammen. Han bliver vred og ked af det. Flere gange ender måltidet med, at Thorsten og Elias spiser ved middagsbordet, mens Inge og Aaron sidder sammen på trappen op til børneværelserne, indtil Aaron er faldet ned igen.
Kapitel 3: brevet
December 2002
Alligevel går dagene. Det bliver Aarons første jul i Danmark, og så lander et brev hos familien. Et brev, der får afgørende betydning for familiens liv. Brevet er fra en fransk/amerikansk kvinde, Jacqueline Capet Miller, som gennem mange år har formidlet børn fra Haiti til franske adoptanter.
“Tilgiv mig, at jeg har taget mig den frihed at skrive til dig og for at komme med disse afsløringer. Jeg håber, du vil forstå mig”, skriver kvinden.
Brevet bekræfter, at Aaron havde ret. Der findes en bror ved navn Jonathan på børnehjemmet i Haiti.
“Jeg er meget overrasket over, at søster Marie-Veronique ikke tilbød dig de to brødre på samme tid til adoption”, skriver Jacqueline Capet Miller.
Jonathan er nu ved at blive adopteret af en familie i Frankrig. Tiden er knap. Om få uger, den 18. januar 2003, rejser et fransk par til Haiti for at hente Jonathan, forklarer Aaron.
“I brevet står der, at jeg har en bror, og kvinden spørger, hvorfor mine forældre ikke har adopteret ham også?” siger Aaron.
“Man kan sige sig selv, at det traumatiserer et barn at blive fjernet fra sit hjem, sprog, mennesker og sine søskende. Små mennesker har ikke små følelser, og der skal meget mere end mad, kærlighed og omsorg til”.
Inge og Thorsten er rystede. De anede ikke, at der findes en bror, og de føler sig skyldige over at have splittet to søskende.
Det, der er sket, er nogenlunde som følger: Nonnen, der leder børnehjemmet i Haiti, har løjet for den fransk/amerikanske kvinde og sagt, at Aaron blev afleveret på børnehjemmet af sin far lang tid før, at Jonathan kom. Nonnen påstår, at da Jonathan kom til børnehjemmet, var adoptionen af Aaron allerede gået igennem.
“En aften siger jeg til mine forældre: Jeg synes, vi skal få ham til Danmark. Så ruller det jo derfra”, siger Aaron.
"Man kan sige sig selv, at det traumatiserer et barn at blive fjernet fra sit hjem, sprog, mennesker og sine søskende."
"Små mennesker har ikke små følelser, og der skal meget mere end mad, kærlighed og omsorg til."
Kapitel 4: Retssagen
2003
Jonathan er godkendt til adoption til et fransk par, men der er stadig en spinkel chance for at stoppe adoptionen og føre de to brødre sammen igen. Jonathan bor nemlig endnu på børnehjemmet i Haiti, så Inge og Thorsten hyrer en advokat i Frankrig, der rækker ud til de franske myndigheder.
Adoptionsnævnet, der godkender alle adoptioner til Danmark, beder DanAdopt om at redegøre for, hvordan to brødre, der har boet sammen i tre år, er ved at blive adopteret til hver sit land?
Men DanAdopt har heller intet hørt om Jonathan.
“Vi tager på det kraftigste afstand fra det skete, og har på ingen måde har haft kendskab hertil”, skriver Marianne Wung-Sung, daværende souschef for DanAdopt i sin redegørelse. Kvinden, der altså hentede Aaron på børnehjemmet i Haiti.
Så kontakter Inge og Thorsten myndighederne i Danmark, der underretter myndighederne i Frankrig. Én sætning går igen i myndighedernes korrespondance: “Det er almindeligt anerkendt, at det er i strid med barnets tarv at adskille søskende”.
Myndighederne er enige om, at Jonathan bør adopteres af Inge og Thorsten, så de to drenge kan være sammen. Men nu er tid en faktor. Jonathan er stadig på børnehjemmet i Haiti.
Det er afgørende, at Inge og Thorsten adopterer Jonathan, inden han rejser til Frankrig og knytter sig til den franske familie.
Derfor rækker Inge og Thorsten selv ud til familien. Enten skal de have lov til at adoptere Jonathan. Eller også må de opgive Aaron til det franske par, der allerede har boet hos Inge og Thorsten i seks måneder. Det vigtigste er, at de to drenge vokser op sammen.
Men den franske familie afviser al kontakt. De vil hverken opgive Jonathan eller adoptere Aaron.
I foråret 2003 går daværende justitsminister, Lene Espersen, ind i sagen. I to breve appellerer Lene Espersen til den franske justitsminister, Dominique Perben, om at gribe ind og få omstødt adoptionen af Jonathan. Men svaret er nedslående.
Det er for sent.
Sagen ender i byretten i Frankrig, og den endelige dom falder den 10. Juni 2004.
De franske domstole ønsker ikke at bremse Jonathans adoption, der blev godkendt af en domstol i Haiti allerede i september 2002. Det er nu op til brødrenes danske og franske forældre at vurdere, hvad der er børnenes tarv.
"Jeg blev meget, meget ked af det. Det blev klart for mig, at den barndom, vi skulle have haft sammen, blev stjålet fra os."
"Vi ville ikke få lov til at vokse op med det tætte bånd, vi havde engang."
Kapitel 5: Dommen
Juni 2004
Der er gået et år og ni måneder, siden DanAdopt kørte væk fra Jonathan og børnehjemmet i Haiti. I al den tid har de to drenge ikke set hinanden eller hørt hinandens stemmer. Til gengæld har begge drenge fået et nyt liv hos nye forældre. Dommeren vurderer, at det vil være i strid med barnets tarv at adskille Jonathan fra sine franske forældre.
Inge og Thorsten er ikke overraskede. Efter mange måneders tovtrækkeri er det den dom, de havde forventet.
“Jeg tror, det var barnet i Thorsten og mig, der blev mest ramt. Hold op, hvor voksne kan være arrogante, uvidende og selvfede i deres beslutninger. Og så var det jo bare om at smøge ærmerne op og lave en ny plan. Når Jonathan blev tolv år, ville han få visse rettigheder, og så måtte vi tage den derfra”, siger Inger.
I den hollandske by, Haag ligger det Permanente Bureau, der fører tilsyn med, at landene overholder de internationale regler for adoption. Danske myndigheder orienterer i januar 2004 det Permanente Bureau om de to adskilte brødre.
Men bureauet er ikke en klageinstans, og Jonathans adoption er ikke som sådan juridisk ulovlig, mener de franske myndigheder. Den er “yderst uheldig”.
Problemet er, at man ikke kan stole på, at reglerne i Haiti bliver fulgt. Derfor får Aarons og Jonathans sag alvorlige konsekvenser i Danmark.
“På grund af denne sag har vi besluttet at suspendere alle adoptioner fra Haiti”, står der i brevet fra Civilretsdirektoratet.
Kapitel 6: LIVET UDEN EN BROR
2011
Aaron er blevet teenager, og livet går videre uden Jonathan.
Familien er flyttet til Tyskland. Hvert år sender Inge og Thorsten fødselsdagsgaver og julegaver til Jonathan i Frankrig, men de hører intet. Alligevel dukker Jonathan op i tankerne. Hvor han er, og hvem han er blevet til?
En dag, hvor Aaron beslutter sig for at søge efter Jonathan på Facebook, dukker et billede op. På det tidspunkt har de to drenge ikke set hinanden i syv år. Men Aaron er ikke i tvivl.
“Så skriver jeg: Hej, jeg er din bror”, siger Aaron. “Det forstår Jonathan slet ikke, for han har fået at vide af sine forældre, at hans bror er død”.
På gebrokkent engelsk og fransk begynder de to teenagere at kommunikere stille og roligt.
“Det var kæmpestort. Jeg troede, at jeg havde fundet den familie, der eksisterede på den her klode. Så jeg var helt oppe og køre, ekstatisk”, siger Aaron.
Drengene lægger planer for at ses. Aarons familie har et sommerhus i Frankrig, og de vil gerne række ud til Jonathans forældre én gang til. Men heller ikke denne gang ønsker den franske familie at have kontakt.
Der skal gå år, før drengene bliver voksne nok til, at de selv kan bestemme.
Kapitel 7: Mødet
2016
Jonathan er 17 år og ifølge Aaron flyttet hjemmefra i en ungdomsbolig med hjælp fra staten. Livet har været vanskeligt for ham, fornemmer Aaron gennem chatsamtalerne på sociale medier. Så nu skal det ske. Aaron vil alene af sted, og Inge og Thorsten betaler fly og hotel.
Aaron er ikke i tvivl, da han ser Jonathan på caféen i Tours. For første gang, så længe han kan huske, står Aaron overfor et menneske, der ligner ham selv. Men hvor Aaron minder mest om deres mor, har Jonathan træk efter faren.
Aaron taler også fransk nu. Brødrene spiser kebab og taler om familierne, hvor de bor, og hvordan de er vokset op. Alt det, der kan binde dem sammen. Alligevel vokser forskellene mellem dem. Ifølge Aaron har Jonathan haft en meget anden opvækst end hans egen. Brødrene går hjem til Jonathans lejlighed.
Da Aaron står i døren til den simpelt indrettede studielejlighed med to kogeplader, en seng og et bord, rammer det ham.
“Det er en ren tilfældighed, at jeg trak det længste strå”, siger han, “det kunne ligeså godt have været mig, der voksede op i Frankrig”.
Erkendelsen rammer ham som skam. Inderst inde ved han godt, at han ikke er skyld i, hvordan livet er faldet ud for nogen af de to unge mænd. Men tilværelsen, han er vokset op i, forpligter.
“Nu skulle jeg hjem og gøre det bedste ud af det”.
Samme år besøger Jonathan familien i deres sommerhus i Hundested for at holde jul. De spiser æbleskiver og drikker gløgg. De tager på Louisiana og ser kunst. Jonathan taler om at konvertere til islam og svinger mellem arbejde og uddannelse. Aaron søger de dybe samtaler, men selvom hans fransk er udmærket, stopper samtalerne, før de er begyndt.
“Jeg kan mærke, at jeg bliver meget bevidst om hele den her relation”, siger han. “Kernen er jo væk. Det bliver jeg følelsesmæssigt påvirket af. Erkendelsen af, at vi skal starte helt fra scratch”.
De to brødre virker fremmede for hinanden, bemærker Inge.
“De havde meget, meget svært ved at finde hinanden. Aaron sad ret langt væk i sofaen, og Jonathan var meget hos mig og var meget optaget af at spørge ind til alt muligt. Det var som om, Jonathan ikke var interesseret i Aaron, og Aaron havde så meget på hjerte, som han gerne ville give sin lillebror. Men det kunne hans lillebror slet ikke forstå”.
Aaron er ikke i tvivl om, hvad det har betydet for de to brødre at vokse op uden hinanden. Det eneste andet menneske, der ville vide præcis, hvordan det er at være ham.
“Den tryghed, vi kunne have haft, hvis vi var sammen, skulle findes et andet sted, og den har været sværere at opbygge på grund af det svigt. Hele den her præmis om at have en fælles barndom, der ville betyde, at vi som voksne i dag havde én at gå til, fordi vi havde den samme historie. Den kan vi ikke have i dag, fordi kløften er vokset for stor”.
I dag er kontakten mellem Aaron og Jonathan sporadisk. En hilsen i den fælles familiechat til jul og fødselsdage.
"Vi fik ikke de bedst mulige vilkår, fordi nogle folk havde andre interesser end barnets bedste."
Epilog
Historien der gentager sig
Hjemme i Aarons lejlighed er resten af kaffen blevet kold. Interviewet har varet i nogle timer, og alligevel lytter og svarer Aaron opmærksomt..
Vi fortæller Aaron, at det er sket igen. Myndigheder i Danmark og Frankrig har adskilt søskende, der har delt alt på et børnehjem i et land i Afrika i de første år af deres liv, men nu skal vokse op hver for sig.
“De lande forstår ikke, hvad det vil sige at tage vare på barnets tarv. Det er den ultimative sikkerhed. Jeg burde anlægge sag mod Frankrig for at overtræde konventionerne i min adoptionssag, for det er den desperation, jeg sidder med: Vi fik ikke de bedst mulige vilkår, fordi nogle folk havde andre interesser end barnets bedste”.
“Det kommer til at påvirke de børn i forhold til de bånd, der kan knyttes, og de bånd, der går tabt, og jeg er helt perpleks over, at man tillader det? Det undrer mig, at der juridisk ikke bliver sat en fod ned. Man glemmer, hvad adoption egentlig handler om. Børn, der ikke har gode forudsætninger for et godt liv – ikke desperate mennesker, der ikke kan få børn”.
SÅDAN GJORDE VI i sagen om søskende, der blev skilt fra hinanden
Historien om Aaron Sadowsky og Jonathan er fortalt af Aaron og hans mor, Inge Sadowsky, som har givet fuld adgang til sagsakter fra adoptionen, retssagen og myndighedernes korrespondance om sagen.
Vi har kontaktet en lang række kilder, hvoraf nogle enten ikke har ønsket at medvirke, ikke har svaret på gentagne henvendelser eller ikke længere lever. Det drejer sig om følgende:
DanAdopts to repræsentanter, der i 2002 hentede Aaron Sadowsky på børnehjemmet, Notre Dame des Victoires, er ikke citeret i artiklen. Daværende direktør Marianne Wung-Sung er ikke vendt tilbage på vores henvendelser. Ole Bergmann gik bort i 2022.
Nonnen, søster Marie-Veronique, der ledede børnehjemmet i Haiti, er også gået bort, mens selve børnehjemmet fortsat eksisterer. Danmark stoppede med adoptioner fra Haiti i 2003 som følge af blandt andet Aaron og Jonathans sag.
Den fransk/amerikanske kvinde, Jacqueline Capet Miller, der formidlede adoptioner fra Haiti til Frankrig, er heller ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
Lene Espersen, der var justitsminister i 2003 og rakte ud til den franske justitsminister, ønsker heller ikke at udtale sig om sagen.
Jonathan og hans forældre i Frankrig har vi gentagne gange forsøgt at få i tale, også via Aaron, der har kontakt med sin storebror i dag. Jonathan har ikke ønsket at medvirke, og forældrene er ikke vendt tilbage på gentagne henvendelser.