En Danwatch-undersøgelse

“Vi arbejder oftest 24 timer i træk. Når der er arbejde – så arbejder vi”

"Når der er arbejde – så arbejder vi", "Vi arbejder oftest 24 timer i træk"

“Vi arbejder oftest 24 timer i træk. Når der er arbejde – så arbejder vi”

En Danwatch-undersøgelse
De er helt uundværlige, når strømmen af varer skal ekspederes gennem Mombasa havn, men som løsarbejder er både løn og hensynet til dit liv og din sikkerhed meget lille.
Johan Seidenfaden

Journalist

Emilie Ekeberg
Journalist
Johan Seidenfaden

Journalist

Emilie Ekeberg
Journalist

Research: Ida Stigaard Bruhn & Johanne Rübner Hansen / Foto: Linda Bournane Engelberth

Redaktør: 21, louise, louise, lv@danwatch.dk, , 2017-09-11 10:52:37, 1519205028:$P$B0CROYwWzo5T1q3KATzq3F6tVvPdaQ/, 0, Louise Voller, og 21

I samarbejde med
De er helt uundværlige, når strømmen af varer skal ekspederes gennem Mombasa havn, men som løsarbejder er både løn og hensynet til dit liv og din sikkerhed meget lille.
  • Vi har interviewet 27 havnearbejdere i Mombasa. Flere arbejdere fortæller, at man risikerer at miste sit arbejde hvis man taler med fagforeninger eller journalister. Derfor har vi valgt ikke at bringe deres egentlige navne.
  • Det samme gælder de arbejdere, der arbejder for underleverandører til Mærsk. Vi kender deres navne, og har dokumentation for, at de er ansat af Mærsks underleverandør.
  • Af samme grund viderebringer vi heller ikke navnene på de underleverandører og lokale virksomheder, der har ansat dem.

Et sted i det enorme Kibilisi Havneanlæg i Mombasa, fremstår alting besynderligt lysegråt.

Her arbejder Peter Kamau hver eneste dag med at lægge presenninger på lastbiler. Lige nu ligger han og hans kolleger på fladtrådte papkasser og venter i delvis læ bag en bygning, mens lastbilerne tæt ved fyldes én efter én med cementstøv fra skibene.

Danwatch har besøgt havnen og dokumenteret arbejdsforholdene blandt de tusindvis af havnearbejdere, som hver dag knokler for at sende kaffe og te mod vores breddegrader for forskellige multinationale shippingvirksomheder.

Støvet fra skibene skal køres til byens store cementfabrik og omdannes til byggemateriale, men her står det op i store skyer, der blæser ud over området og lægger et lysegråt, tørt lag støv overalt – også på de mennesker, der arbejder her.

“Vi får ikke noget sikkerhedsudstyr. De vil have, at vi skal have sikkerhedssko på, men det må vi selv skaffe”, siger Peter Kamau.

Han fortæller, at de af og til har problemer med vejrtrækningen. Men de får ingen masker udleveret. De fleste, men ikke alle, af de 10-15 ventende arbejdere, har anskaffet sig en primitiv støvmaske.

I skyggerne ude til venstre på billedet står en mand (lille billede) – uden maske – og dirigerer kranføreren. Alt er dækket af et tykt lag gråt cementstøv. Foto: Linda Bournane Engelberth

Peter fortæller, at her er en vagt på 12 timer, og den udløser 600 kenyanske shilling (ca. 38 kr.).

“Det er alt for lidt. For når det her skib tager afsted, så går der måske en måned, før der kommer et nyt. Så vi skal leve af de penge, vi kan lave her, i op til en måned”, siger han.

Derfor gælder det om at arbejde så mange vagter, som man overhovedet kan komme til, imens der er et skib.

“Vi arbejder oftest 24 timer i træk. Når der er arbejde – så arbejder vi”.

Ventetid og usikkerhed

Uden for selve havneområdet ligger de såkaldte varehuse strøet ud over byen. Her opbevares både import- og eksportvarer midlertidigt, indtil de bliver pakket om og kan fortsætte deres rejse.

Men nogen skal jo flytte varerne ud og ind af varehusene., og det gør de såkaldte carriers – eller “bærere”. I Mombasa er bærere også løsarbejdere, og det vil sige, at de hver morgen dukker op ved varehusene og håber på, at der er arbejde til dem. Hvis ikke der er arbejde, må man vente. Og det går der rigtigt meget tid med.

Udenfor et stort varehus ejet af en international shippingvirksomhed venter 30-40 mænd på lastbilerne. Mange står, nogen ligger, og andre sidder op af muren ind til varehuset. Stemningen er på samme tid stille og anspændt – for der er næppe arbejde til dem alle.

Selv om alle bærere må anses for at være i det nederste lag af havnens hierarki, er der blandt disse mænd endnu en opdeling: Regulars er sikre på at komme til at arbejde, når lastbilerne dukker op. De får også udleveret en vest og et sæt støvler. Non-regulars står bagerst i køen til arbejde – og de må selv sørge for sikkerhedsudstyr.

Alle er de aflønnet af en lokal virksomhed, der igen er hyret af en international shipping-virksomhed. Regulars får her 500 shilling (ca. 32 kr) for en vagt på 8 timer, men de klager over, at de tit får besked på at arbejde 12 timer uden ekstra betaling. Non-regulars får her 11 shilling (ca. 70 øre) pr. sæk, de flytter.

Når ulykken rammer

Stanley Kivuva (29) er lasher, og den 23. august i år var han ved at fjerne de låse, der holder containerne sammen, når de bliver stablet ovenpå hinanden.

Klokken var 6 om morgenen, og tempoet var højt, for arbejderne forsøgte at opnå en bonus ved at nå at flytte mere end 300 containere. Han havde på det tidspunkt arbejdet 15 timer og var på vej ind i sin tredje og sidste vagt på 8 timer, da kranføreren løftede containeren for tidligt. Stanley fik sin højre tommelfinger i klemme, der brækkede tre steder.

Som sådan slap han billigt – men ulykken er alligevel stadig katastrofal for Stanley.

“Jeg har ikke arbejdet siden. Hvordan skulle jeg kunne arbejde?” spørger han og stikker sine forbundne tommelfinger frem.

Han sidder på sengen i sit lejede værelse, der på 2,5 gange 2,5 meter indeholder seng, to stole, en lille reol og et bord med et stereoanlæg. “Døren” ud til gyden er et forhæng, og udenfor kratter hønsene i rendestenen og et par kvinder sidder på taburetter og snakker. Stanleys familie bor i en landsby flere hundrede kilometer fra Mombasa.

Fingeren skulle opereres, og han skal også tage noget medicin. Det betaler hans arbejdsgiver – en lokal virksomhed, der er hyret af en stor fransk shippingvirksomhed. Hver gang han skal tilses hos lægen – og det har været nødvendigt flere gange – skal han hen til sin arbejdsgiver og bede om penge. Han ved ikke, om han får nogen form for kompensation.

“Jeg kender ikke deres (virksomhedens, red.) planer. De har sagt, at jeg skal komme tilbage til dem, når jeg kan arbejde”, siger han og sukker dybt.

“Jeg ved bare ikke, hvor lang tid der går, før jeg kan arbejde igen”.

Hele historien delt op i artikler. Bestem selv, hvor du begynder.

Seneste nyheder
All articles loaded
No more articles to load
Fik du læst
All articles loaded
No more articles to load

Er dette en undersøgelse?

Synes du, at det er væsentligt at undersøge arbejdsforhold på havnen i Mombasa? Og hvordan en stor dansk virksomhed er involveret?

Vi vil rigtigt gerne lave mange flere af denne slags undersøgelser – derfor håber vi, at du har fået lyst til at styrke vores arbejde.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.