Danske investeringer medvirker til jordtyveri og afskovning

Danmarks største pensionskasser investerer i palmeolieselskaber, der fordriver lokale befolkninger fra deres jord i Afrika og bidrager til CO2 udledning gennem massiv afskovning i Asien.

Syv ud af de ti største pensionskasser i Danmark investerer knap 60 millioner kroner i palmeolievirksomheder, der trods forpligtelser om at respektere menneskerettigheder og overholde bæredygtige principper for miljø og dyreliv, fortsætter med at fælde regnskoven og fordrive fattige lokale befolkninger fra deres jord i Sydøstasien, Afrika og Latinamerika.

Danwatchs undersøgelse viser, at kun én ud af ti pensionsselskaber har særskilte kontrolprocedurer for, hvorvidt deres investeringer i palmeolie lever op til bæredygtige og sociale forpligtelser. Ligesom kun én ud de ti undersøgte pensionsselskaber eksplicit forventer, at de selskaber, de investerer i, er medlemmer af den frivillige certificeringsordning, Roundtable on Sustainable Palm Oil RSPO.

Millioner investeret i miljøkatastrofer

Danwatch har screenet Danmarks ti største pensionskasser for investeringer i verdens mest fremtrædende børsnoterede palmeolieselskaber. Screeningen viser, at fem ud af landets ti største pensionskasser investerer over 32 mio. kr. i selskaberne Wilmar International og Sime Darby. Begge selskaber står over for adskillige anklager om jordtyveri. Fattige småbønder i bl.a. Uganda og Liberia beskylder multinationale selskaber for jordtyveri og for at afskære landsbyer fra livsvigtige vand- og skovressourcer.

Fire pensionskasser i Danwatchs undersøgelse investerer i verdens anden største palmeolieproducent, Golden Agri Resources, som miljøorganisationen Greenpeace i Indonesien kæder sammen med de enorme skovbrande, der de seneste måneder har hærget i Indonesien, og som eksperter fra NASA kalder “en miljøkatastrofe”. Golden Agri Resources har indrømmet at have en andel i brandene via deres handel med underleverandører og mellemmænd.

Kun tre pensionskasser, ATP, PFA og Skandia, har ikke  investeringer direkte i palmeolieselskaber.

Danske pensionskassers investeringer i palmeolieproducenter

Palmeolie findes i hver anden vare

Palmeolien er verdens mest anvendte vegetabilske olie, og den findes i hver anden vare på danske supermarkeders hylder lige fra fødevarer til kosmetik og legetøj. Produktionen af palmeolie er fordoblet i løbet af de sidste ti år. Ifølge Aske Skovmand Bosselmann, der er postdoc ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet, vil efterspørgslen på palmeolie fortsætte i de kommende år pga. befolkningsvækst, en stigende global middelklasse og større brug for biobrændstof.

Palmeolieindustrien har det sidste årti været i søgelyset, da industriens negative påvirkninger har vist sig at være omfattende. Produktionen truer verdens regnskove, og den har uoprettelig indvirkning på biodiversitet samt truer levegrundlaget for de 1,6 mia. mennesker, der lever i og af regnskoven. Palmeolieindustrien er også en stor udleder af drivhusgasser. Ifølge FNs Forests Action Statements and Action Plans fra Climate Summit 2014 ryddes mere end 13 millioner hektar regnskov årligt. I verdens største palmeolienation Indonesien, ryddes ca. 80 kvm kilometer regnskov dagligt for at bane vej for palmeolieplantager. FNs tal viser, at mere end 20 procent af al menneskeskabt CO2 -udledning globalt stammer fra skovrydning.

Produkter med palmeolie

Palmeolie findes i hvert andet produkt på supermarkedets hylder lige fra fødevarer, kosmetik til rengøringsartikler.
Palmeolie findes bl.a. i:

Nutella, Oreos, Maizena kageblandinger, mayonnaise og remoulade, dressinger, babymad, Ben&Jerry’s, KitKat og Colgate tandpasta.

Ofte finder du palmeolien under betegnelsen “vegetabilsk olie”. Men fra 13. december 2014 betød et EU-direktiv, at det nu skal fremgå præcist af varedeklarationen, hvilken olie produktet indeholder. Dog er der ikke krav om, at producenterne skal angive om palmeolien er bæredygtig eller ej.

Kilde: Forbrugerrådet TÆNK; Jyllandsposten.

Fødevareeksperter og miljøorganisationer er enige med palmeolieindustrien i, at palmeolie er en produktiv afgrøde og mere bæredygtig end alternativer som f.eks soya. Palmeolie giver ca. fire ton olie pr. hektar, og hver palme er produktiv i 20-25 år.
“Vi kan ikke undvære palmeolie, sådan som det globale forbrug er skruet sammen i dag. Det er umuligt at forestille sig, at efterspørgslen på palmeolie vil falde betydeligt. Derfor er opgaven snarere at udvikle bæredygtige produktionsmetoder”, fastslår Aske Skovmand Bosselmann fra Københavns Universitet.

Hver en krone tæller

60 millioner kroner i investeringer direkte i palmeolieselskaber fra danske pensionskasser kan i det store billede virke som en dråbe i havet, men små investorer har også et ansvar, påpeger Kristjan Jespersen, der er ph.d. ved Copenhagen Business School, hvor han forsker i virksomheder, bæredygtighed og social innovation.
“Som investor er man ansvarlig for hver en krone, man investerer. Selvom pensionskassers direkte investeringer i palmeolie er små, skal selskaberne stå til regnskab for, at de virksomheder, de investerer i, lever op til deres forpligtelser”, siger Kristjan Jespersen, der i sit arbejde undersøger modeller for mere aktive og bæredygtige investeringer.

Det er forbindelsen til virksomhederne, der er afgørende; ikke størrelsen af investeringen, forklarer også CSR-eksperten, Sune Skadegaard, der er direktør i GLOBAL CSR og som vejleder virksomheder i socialt ansvarlighed.

Sune Skadegaard understreger, at FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv (UNGP) gør det klart, investorer er: “ansvarlige for de negative indvirkninger, som de virksomheder, de investerer i, forårsager eller bidrager til”. Han forklarer, at investorer ifølge retningslinjerne som minimum skal sikre, at de virksomheder, der investeres i, respekterer menneskerettighederne, ligesom investorerne skal bruge deres indflydelse til at “få negative indvirkninger til at stoppe, når investorer bliver opmærksomme på konkrete mulige eller aktuelle indvirkninger”.

Kristjan Jespersen forklarer, at det desuden er svært præcist at fastsætte pensionskassernes investeringer i palmeolie, da man til investeringerne direkte i palmeolie producenter skal lægge mange hundrede millioner i investeringer i palmeolie via investeringer i f.eks. kosmetik- og fødevareproducenter.

Palmeolienødder. Foto: Flickr.

Det koster penge at lave penge

Investorer spiller en væsentlig rolle i at skubbe palmeolieindustrien i en bæredygtig retning, mener flere eksperter og organisationer. Forfatteren til bøgerne Ecological Debt: The Health of the Planet & the Wealth of Nations og Cancel the Apocalypse: the New Path to Prosperity, Andrew Simms, fellow ved den britiske tænketank New Economics Foundation, mener, at initiativer som RSPO har overset investorernes afgørende rolle.

“Det kræver penge, at lave penge, men indtil vi også kigger på de organisationer, der finansierer deres (palmeolieselskaberne, red.) aktiviteter, vil vi mangle en afgørende del af puslespillet”, skriver Andrew Simms i The Guardian.

Det er policy-rådgiver i den internationale rettighedsorganisation Global Witness, Jonathan Gant, enig i.
“Investorer er med til at facilitere virksomheders dårlige praksis. Penge er en meget direkte og klar støtte”, siger Jonathan Gant.

Langt fra politik til praksis

Alle pensionsselskaber i Danwatchs undersøgelse har politikker for ansvarlige investeringer, ligesom de støtter op om internationale principper for samfundsansvar som UN Guiding Principles og UN Global Compact, der siger, at virksomheder bør støtte og respekterer internationalt erklærede menneskerettigheder, og sikre, at de ikke medvirker til krænkelse af menneskerettighederne. Pensionsselskaber støtter også op om OECD’s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder, hvori der står, at virksomheder “skal bidrage til økonomisk, miljømæssig og social fremgang med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling”.

Skandia, Nordea Liv og Danica er medlemmer af PRI, Principper for Ansvarlige Investeringer, tidligere under FN, som er seks principper, der har til formål at fremme bæredygtige og langsigtede investeringer blandt store virksomheder og investorer. Ifølge principperne forpligter selskaber under PRI sig bl.a til at udøve aktivt ejerskab og bruge den indflydelse, som investorer har til at være i løbende dialog med virksomheder og være med til at sikre, at de overholder miljø og sociale principper.

Få retningslinjer for bæredygtig palmeolie

Ingen af de ti pensionsselskaber i Danwatchs undersøgelse har særskilte retningslinjer for investeringer i palmeolie producenter, dog forventer PKA, at de virksomheder, de investerer i, tilslutter sig RSPO, der er en frivillig ordning, hvor medlemmer forpligter sig til at overgå til bæredygtig produktion. PKA oplyser dog til Danwatch, at selskabet ligesom alle andre selskaber i undersøgelsen ikke har særskilte procedurer for at undersøge, om palmeolievirksomhederne lever op til og efterlever PKA’s retningslinjer og principper eller RSPO-standarder.

PKA har de største investeringer i palmeolie blandt de ti screenede selskaber med en samlet investering på knap 21 millioner kroner fordelt på verdens fire største palmeolieproducenter; Wilmar, Sime Darby, IOI Corp og Kuala Lumpur Kepong. Alle fire virksomheder er medlemmer af RSPO, dog er alle p.t. involverede i klagesager i RSPO eller er dømt af lokale domstole for at have overtrådt national lovgivning eller konventioner.

Ni lokale stammer i Papau Ny Guinea vandt sidste år en sag over Kuala Lumpur Kepong, som de beskyldte for tvangsarbejde, jordtyveri og ulovlig afskovning. Selskabet blev af både RSPO og de lokale domstole beordret til at indstille deres operation i området og kompensere de berørte borgere. Også Wilmar International beskyldes for jordtyveri i Kalangala ved Viktoriasøen i Uganda, hvor en gruppe småbønder har sagsøgt Wilmars lokale partnere, Bidco Uganda og Oil Palm Uganda Limited. Sagen er lige nu i høring.

Danwatch har spurgt PKA, om de har kendskab til disse sager. PKA svarer:

“PKA får hele sit investeringsunivers screenet. Vi er derfor opmærksomme på eventuelle udfordringer, som selskaberne står over for”, PKA beskriver dog ikke sagerne nærmere.

Foto: Wakz/Flickr

 

Investeringer i jordtyveri

Danica Pension, der investerer i Wilmar og Golden Agri Resources, har ikke særskilte retningslinjer for investeringer i palmeolie. Selskabet understreger dog, at de er bekendt med de problemstillinger, der er forbundet med produktionen af palmeolie. Danica Pension oplyser også, at de screener deres investeringer løbende.

Danwatch har spurgt Danica, om hvorvidt selskabet har kendskab til at Wilmar og Golden Agri Resources fortsætter med at rydde regnskoven, og at begge virksomheder beskyldes af småbønder i bl.a. Liberia og Uganda, for at fordrive hele landsbyer fra deres jord. Danica skriver til Danwatch, at selskabet er bekendte med begge selskabers kontroverser.

“Industrien har sine udfordringer, hvorfor den har vores skærpede opmærksomhed. Vi hæfter os ved, at begge selskaber har lanceret tiltag for fremover at efterleve internationale retningslinjer. Vi følger nøje implementeringen af disse tiltag og udviklingen i industrien; og i tillæg hertil vurderer vi også mulighederne for yderligere dialog med selskaberne – enten i samarbejde med andre investorer eller vores rådgivere på området”, skriver Thomas Hyldahl Filholm Kjærgaard, der er Head of RI and Corporate Governance i Danske Bank.

PFA Pension investerer ikke specifikt i palmeolievirksomheder, dog svarer selskabet “ja” til, at de har en indirekte investering i en palmeolievirksomhed. PFA investerer via en ekstern forvalter 46 mio. kr. i konglomeratet Astra International, som er beskæftiget inden for en række områder. Herunder hører palmeolievirksomheden Astra Agro Lestari, der er datterselskab til Astra International. PFA Pension skriver til Danwatch, at de ikke har en særskilt investeringspolitik for palmeolie, men at PFA’s politik for ansvarlige investeringer gælder for alle investeringer, der besluttes af PFA, herunder også producenter af palmeolie. PFA forklarer, at pensionsselskabet har særligt fokus på udfordringerne med udvinding af palmeolie i deres kontrolprocedurer.

“PFA er bekendt med de risici, der er i palmeoliebranchen. PFA har ikke planer om at foretage investeringer i selskaber med hovedaktiviteter inden for produktion af palmeolie, såfremt selskaberne er i konflikt med vores politik og retningslinjer for ansvarlige investeringer”, skriver PFAs presserådgiver Nicholas Rindahl.

Verdens fem største palmeolieproducenter

PFA har derfor bedt screenings- og engagementselskabet, GES, om at indgå i dialog med Astra Agro Lestari om deres efterlevelse af bæredygtige standarder, da man konstaterede brud på princip syv i Global Compact princip, der siger ,at virksomheder bør støtte en forsigtighedstilgang til miljømæssige udfordringer, samt Konventionen om Biologisk Diversitet, oplyser PFA.

Skandia investerer også 2,1 mio. kr. i Astra International.

PFA’s 46 mio. kroners investering samt de 2.1 mio kroner som Skandia investerer i Astra International er ikke medregnet i Danwatchs optælling, da vi i denne undersøgelse havde konkret  fokus på palmeolieproducenter.

Aktive investeringer

Juridisk- og menneskerettighedsrådgiver ved rettighedsorganisation, Forest People Programme i England, Tom Lomax, påpeger, at for mange investorer ikke lever op til deres forpligtelser om ansvarlige investeringer, da de generelt ikke kontrollerer, om internationale palmeolieselskaber overholder aftalte principper og standarder.

“Investorer kunne spille en vigtige rolle i at skubbe industrien i mere bæredygtig retning. Men det betyder, at investorerne aktivt skal gøre en indsat for at undersøge, hvorvidt virksomheder lever op til deres ansvar, og det gør de ikke lige nu, derfor har virksomhederne frit lejde”, forklarer Tom Lomax og siger, at investorer dermed er med til at sikre status quo i palmeolieindustrien.

Kristjan Jespersen fra Copenhagen Business School er enig. Han mener at, det er på tide, at danske pensionskasser bliver “aktive investorer”, der kan bidrage aktivt til bæredygtighed, ikke kun via investeringer, men ved selv at skubbe processer i gang.

“De fleste pensionskasser har fine CSR-politikker og mål, men kigger man nærmere, lever de langt fra op til deres forpligtelser til aktivt ejerskab. De fleste investeringer foretages uden, at investorerne har været i felten og se problematikkerne med egne øjne”, siger han og fortsætter:
“Samtidig bliver CSR-budgetterne skåret markant i disse år. Vi er i en kritisk situation, hvor alle er gode til at udstede socialt ansvarlige politikker og skrive flotte CSR-rapporter, men hvor aktive bæredygtige investeringer ikke finder sted. Pensionskassernes opgave er vel ikke kun at skabe mere værdi i form af kapital. Miljøet og naturen som palmeolieindustriens ubæredygtige produktionsmetoder ødelægger, er også pensionskassernes kunders miljø. Pensionskasser skal forny sig selv som innovative medspiller i forhold til bæredygtighed, det vil de også få flere kunder af i fremtiden”, siger Kristjan Jespersen.

De ti største pensionsselskaber/administrationsfællesskaber

Den indonesiske regering beder nu store palmeolievirksomheder om at opgive deres løfter om ikke at bidrage til afskovning af regnskoven. Sammen med Malaysia har den indonesiske regering istedet oprettet et nyt palmeolieråd, der ifølge eksperter vil undergrave bæredygtige initiativer.

Mens millioner af hektar regnskov stadig brænder i Indonesien, i hvad NASA har erklæret “en miljøkatastrofe”, ønsker den indonesiske regering, at de største palmeolieproducenter skal opgive nyligt aftalte principper om at stoppe afskovning af regnskoven. I lørdags, den 21. november, underskrev den indonesiske og malaysiske regering en aftale om oprettelse et nyt palmeolieråd, Council of Palm Oil Producing Countries, der i stedet skal fastsætte nye standarder for palmeolieproduktion og afskovning af regnskoven.

Det nye råd vil ifølge forskere og miljøorganisationer, stærkt undergrave bæredygtige aftaler som Roundtable for Sustainable Palm Oil (RSPO) og The Indonesian Palm Oil Pledge (IPOP), hvor palmeoliegiganter som Wilmar og Golden Agri Resources har forpligtet sig til nul-afskovning.

Vesten skal ikke bestemme

Minister for naturressourcer, Rizal Ramli, forklarede til parlamentet, at regeringen ønsker nye og mindre stramme standarder, der ikke er dikteret udefra. I lørdags kaldte ministeren aftalen for en “game changer” efter at have underskrevet aftalen under en officiel ceremoni. Ifølge Rizal Ramli er aftalen et forsøg for at vinde kontrol over en af Indonesiens største industrier, som han mener, styres af vestlige interesser.

“Dette er et forsøg på at kæmpe for vores suverænitet. Vi er de største palmeolieproducenter. Hvorfor skal forbrugerne fra de udviklede lande sætte standarden for os?” spurgte ministeren i parlamentet tilbage i oktober ifølge Reuters.

Palmeolieindustrien er ifølge tal fra FN 44 mia. dollar værd, og Indonesien og Malaysia producerer tilsammen ca. 85 procent af verdens palmeolie.

Rizal Ramli beskylder de bæredygtige palmeolieinitiativer for at beskytte de udviklede landes interesser, mens den nye palmeolieaftale vil sætte standarder, der både beskytter Indonesiens småbønder og stabiliserer palmeoliepriserne – til fordel for den indonesiske og malaysiske økonomi.

Rizal Ramli får støtte fra flere sider. Planlægningsdirektør ved Ministeriet for Miljø og Skovbrug, San Afri Awang, udtalte til The Jakarta Post, at IPOPs princip om nul-afskovning “overtræder forfatningen”:

“Vi mister vores suverænitet. Vores myndighed bliver overtaget af den private sektor”, udtalte Awang tilbage i august i år, og han forklarede, at en politik om nul-afskovning vil skade palmeolieindustrien, som er altafgørende for landets økonomi.

Initiativet modsiger den indonesiske præsident Joko Widodos løfter om at indføre et forbud mod at afbrænding af skovområder med høj bevaringsværdi og udvikling af nye plantager på tørvemoser. I sidste uge meddelte præsident Joko Widodo, at regeringen nu vil indføre et forbud mod afbrænding af tørvemoser i Indonesien.

Politisk vilje kan redde regnskoven

Professor og forsker i biodiversitet William Laurance, der er leder Centre for Tropical Environmental and Sustainability Science (TESS) ved James Cook University i Australien, kalder aftalen “stærkt kritisabel”:

“Verdens to største palmeolienationer forsøger nu aktivt at ødelægge de små spæde fremskridt, som virksomheder og organisationer har gjort for at reformere en ellers ødelæggende industri”, siger William Laurance. Han fortæller, at intet land i verden ødelægger mere skov end Indonesien. I Malaysia har tømmer- og palmeolieindustrien allerede ryddet nogle af verdens ældste regnskove “med regeringens velsignelse”, siger William Laurance.

“Største forbrydelse mod miljøet i vor tid”

Borneo er verdens tredje største ø (736.000 km²). Den spreder sig mellem Malaysia, Brunei og Indonesien.
I den nordvestlige del af Borneo ligger staten Sarawak (124.450 km²), som engang var dækket af verdens ældste regnskov. I dag er kun 10 procent af skoven tilbage.
Den tidligere britiske Premierminister, Gordon Brown, vurderede, at ødelæggelsen af Borneos regnskov “meget vel kunne være den største forbrydelse mod miljøet i vor tid”.

Ifølge eksperter udgør palmeolieindustrien i dag den største trussel mod regnskoven i Sydøstasien.

Kilde: National Geographic, CIA Factbook og Mongabay

Ifølge den australske professor viser den indonesiske regerings nye initiativ, at grønne certificeringsordninger og bæredygtige initiativer intet kan stille op, hvis der ikke er politisk vilje.

“Den indonesiske regering har mange undskyldninger: korruption, at fattige småbønder påsætter brande ulovligt og kompliceret privat ejendomsret. Men virkeligheden er, at den indonesiske regering både har kapacitet og autoritet til at begrænse afskovningen og indføre totalforbud mod at brande i regnskov- og tørvemoseområder. Det eneste, den indonesiske regering mangler, er vilje”, siger William Laurance og forklarer, at selvom den indonesiske præsident Joko Widodo ser ud til at tage små skridt for at begrænse totalødelæggelsen af tørvemoseområder, planlægger regeringen på den anden side at fortsætte ødelæggelsen af Indonesiens regnskove, da man allerede har afsat 14 millioner hektar mere skov til plantager frem til 2020.

Regeringen frygter mindre produktion

Den indonesiske regering frygter, at The Indonesian Palm Oil Pledges standarder om nul-afskovning vil medføre, at småproducenter ikke længere vil kunne afsætte deres palmeolie til de store producenter, fordi mange af dem har etableret deres plantager på regnskovsområder i forsøget på at udvide deres produktion. Halvanden million småbønder producerer tilsammen over 40 procent af landets palmeolie, som de videresælger til de store internationale virksomheder. Småbønder har ikke råd til at overgå til bæredytig produktion, derfor tilgodeser The Indonesian Palm Oil Pledges ikke deres interesser, understregede Rizal Ramli overfor The Jakarta Post i slutning af oktober.

Historiens værste brande

Siden juni har NASA og Indonesiens National Space and Aviation Agency (Lapan) registreret mere end 120.000 brande, som har hærget over to millioner hektar regnskov og tørvemoser. Det svarer til halvdelen af Danmarks areal.

Skovbrande er et tilbagevendende problem i Indonesien. I Indonesien anvender millioner af småbønder og mellemstore palmeolieproducenter teknikker, hvor man fælder og afbrænder skovarealer for at opdyrke jorden. I år har vejrfænomenet El Niño medført, at skovbrandene har spredt sig og indhyllet Sydøstasien i røg og dis, der ifølge Indonesian National Disaster Mitigation Agency har sendt en halv million mennesker på hospitalet med akutte luftvejsinfektioner og indtil videre har kostet 19 mennesker livet.

De mange brande gør Indonesien til verdens største CO2-udleder i 2015. Ifølge målinger foretaget af forskere fra Amsterdams Universitet og NASA, er der tale om de værste skovbrande i nyere tid. Skovbrandene udgør et kolossalt dobbelt klimaproblem, fordi de frigiver en masse CO2 til atmosfæren, og fordi der samtidig bliver mindre skov til at optage den CO2, som er i luften. Den indonesiske regering har erklæret landet i undtagelsestilstand, mens Greenpeace kalder situationen for en “humanitær katastrofe”.

Røg over Tiong Bahru-området i Indonesien.

De store virksomheder er ansvarlige

Den indonesiske regeringen meddeler, at størstedelen af brandene er påsat af små- eller mellemstore bønder for at bane vej for nye palmeolieplantager og andre afgrøder.
Greenpeace opfordrer præsidenten til at indføre totalforbud mod at brænde i skov- og tørvemoseområder.

“Brandene er en menneskeskabt katastrofe. Årtiers skovødelæggelser har gjort Indonesien til en tikkende klimabombe. Hvis præsidenten tager sin opgave om at beskytte sit land og sit folk seriøst, skal han gå sammen med progressive virksomheder for at sikre, at resten af palmeolieindustrien stopper med at skabe næste års katastrofe”, siger Annisa Ramawati, der er kampagneleder i Greenpeace Indonesien.

Annisa Rahmawatis team har siden juni overvåget skovbrandene med droner. Annisa Ramawati forklarer, at selvom man indtil videre ikke direkte kan forbinde de store selskaber med brandene, bærer hele palmeolieindustrien med de store virksomheder i spidsen, en stor del af ansvaret, da virksomhederne køber olien fra de producenter, der er skyld i brandene, og dermed støtter de den ødelæggende praksis.

Skræmmekampagner

Den indonesiske palmeolie-brancheorganisation, GAPKI, beskyldte i slutning af oktober miljøorganisationer som Greenpeace for at føre skræmmekampagner mod palmeolieindustrien. Men i starten af november frembragte Greenpeace dokumentation, der viser nyplantede oliepalmer, som spirer op af asken i de afbrændte regnskovsområder i Kalimantan i Borneo, hvor verdens sidste fritlevende og truede orangutanger lever. Greenpeace kunne også fremvise satellitbilleder over brande i områder ejet af producenter, som Wilmar, IOI Corp og Golden Agri Resources.

Danwatch har kontaktet Ministeriet for Naturressourcer for at anmode om et interview med ministeren, Rizal Ramli. Ministeren har ikke ønsket at medvirke.

Satellitbillede fra NASA over aktive skovbrande i Indonesien fra 14.-21. oktober

Palmeolieselskaber ekspanderer i disse år deres forretning til Afrika. Med sig tager de forretningsmodellerne, og de dårlige vaner fra Sydøstasien omkring afskovning og ulovlige landeoverdragelser fra lokalbefolkningen, siger eksperter.

Internationale palmeolieselskaber ekspanderer i disse år deres forretning til Øst- og Vestafrika. Nogle af verdens største landbrugsvirksomheder som Wilmar, Golden Agri Resources og Sime Darby, opkøber millioner af hektar jord til nye palmeolieplantager i lande som Liberia, Nigeria og Uganda. Virksomhederne har forpligtet sig til bærdygtig produktion gennem deres medlemskab i certificeringsordninger som Roundtable for Sustainable Palm Oil (RSPO). Dermed burde alle forudsætninger for at anlægge bæredygtige plantager være på plads. Men det sker alligevel ikke, påpeger eksperter og ngo’er, der arbejder med palmeolieproduktion, og påpeger, at virksomhederne tager de dårlige vaner omkring afskovning og kontroversielle landeovertagelser med sig til Afrika.

Internationale menneskerettigheds- og miljøorganisationer som Oxfam, Global Witness, Forest People Programmes og Friends of the Earth har de seneste år dokumenteret og udgivet flere rapporter om, hvordan nogle af verdens største palmeolievirksomheder, fordriver landsbybeboere fra deres jord i deres nye ekspansion i Øst- og Vestafrika.

I Uganda har landsbybeboere ved Viktoriasøen nu lagt sag an mod palmeoliegiganten Wilmars lokale partnere, Bidco Uganda og Oil Palm Uganda Limited, for at have overtaget deres jord uden samtykke og tilstrækkelig kompensation.
I Liberia har regeringen, ifølge Forest People’s Programme, overdraget ca. 220,000 hektar jord til selskabet Golden Veroleum (GVL), hvis største investorer er verdens femtestørste palmeolieproducent Golden Agri Resources. Menneskerettighedsorganisation Global Witness anslår, at regeringsaftalen med GVL berører 41.000 mennesker, der ligesom lokalbefolkningen i Uganda, har måttet flytte fra deres jord.

Foto: Jason Tyler

Det vilde vesten

De ulovlige eksproprieringer sker ofte med regeringernes tilladelse, da det er regeringerne, der overdrager jorden til palmeolieproducenterne. Palmeolie spiller nemlig en nøglerolle i en række afrikanske regeringers udviklingsstrategier. I Liberia har regeringen allerede øremærket en tredjedel af landets jord til private investorer til udvikling af palmeolie-, tømmer og mineindustrien, ifølge det liberiske Institut for Bæredytig Udvikling. Regeringen har forsikret befolkningen om, at investeringerne i palmeolie vil være med til at løfte Liberia ud af fattigdom. Lokale medier har siden 2010 flere gange rapporteret om, hvordan Præsident Ellen Johnson Sirleaf affejer kritikerne, og flere gang har udtalt, at det er imod landets interesser at skabe problemer for palmeolieindustriens udvikling. Under et besøg på Golden Veroleums plantage i 2011, advarede Præsidenten borgere mod at være “upatriotiske og ikke-nationalistiske”. Præsidenten opfordrede i stedet til at samarbejde med virksomheder, der “trodser stormene ved at investere i området, så udviklingen kan finde sted”.

De mange nuværende jordkonflikter forbundet med palmeolieindustriens ekspansion i Liberia, fik lederen af klageinstansen ved Roundtable for Sustainable Palm Oil (RSPO), Ravin Krishnan, til at kalde landet for “det vilde vesten” i et interview med det liberiske magazine The Frontpage.

Højere fødevarepriser og udtørrede vandressourcer

I Liberia udvikles palmeolieplantager især i de fattige områder i det nordvestlige og sydøstlige Liberia.

“Forventningerne til palmeolie har været meget store i Liberia, fordi vi har at gøre med et land, der er utrolig bevidst om sin egen fattigdom”, siger Tom Lomax, juridisk rådgiver hos organisationen Forest Peoples Programme. Selvom regeringen promoverer palmeolie som en del af løsningen på Liberias fattigdom, har folk i landområderne ikke mærket de store ændringer, tværtimod:

“Mange lokalsamfund føler, at deres land tages væk fra dem”, forklarer Tom Lomax, hvilket bekræftes af Jonathan Gant, kampagneleder i Global Witness, der har arbejdet i Liberia i en årrække:

“Konsekvenserne af palmeolieindustrien har indtil videre været højere fødevarepriser, forurening af landområder, udtørrede vandressourcer, og endelig har man ikke set den udvikling af infrastruktur, som virksomhederne havde lovet”, forklarer Jonathan Gant.

Tom Lomax forklarer, at “lokalsamfundene i Liberia har en generel følelse af, at regeringen er på virksomhedernes side, og ofte bliver de presset fra lokale regeringsrepræsentanter, der ønsker at gøre plads til virksomhederne”.

De mange jordkonlikter fik i sommer menneskerettighedsorganisationen Global Witness til at  udtale, at “Liberia er på randen af en land grabbing-krise”.

Foto: Nick Hobgood

Tvunget til at overgive deres jord

I første omgang var der håb blandt befolkningen om, at plantagerne ville bringe vækst til området, øget beskæftigelse og forbedret infrastruktur. Men i stedet har de lokale oplevet at få frataget deres land, og dermed deres vigtigste levegrundlag.

Årsagen til, at landekonflikter er ekstra udbredte i Liberia, skyldes usikkerhed om jordrettigheder i kølvandet på den blodige borgerkrig, der hærgede landet i 14 år fra 1989 til 2003. Liberia har haft tradition for palmeolie- og gummiplantager, men industrierne lukkede ned, da borgerkrigen begyndte. I dag tildeles virksomhederne rettigheder til de gamle plantager, men i mellemtiden har lokale landmænd bosat sig på områderne.

Jonathan Gant peger på, at de liberiske politikere ikke har været stærke nok til at håndtere virksomhedernes interesser, og at virksomheder har udnyttet de svage juridiske struktur i landet:

“Et stort problem er, at virksomhederne er stærkere end regeringen. Der er eksempler på, at regeringen har truet befolkningen til at overgive deres land til palmeolievirksomhederne, og i nogle plantager er det nu offentlige politistyrker, der kontrollerer områderne”, forklarer Jonathan Gant.

I kombination med regeringens satsning på palmeolie åbner manglen på politiske og juridiske struktur, ifølge både Jonathan Gant og Tom Lomax, op for, at den ubæredygtige forretningsmodel fra Sydøstasien kan få frit spil i Afrika.

Lokalsamfund kæmper imod

I Uganda har man ligeledes set, at palmeolie er blevet kørt i stilling som en vigtig økonomiske satsning og dermed også, at internationale palmeolieselskaber har gjort deres indtog. Men også her har det ført til konflikter med lokalbefolkningen.

David Kureeba er projektleder i organisationen Friends of the Earth i Uganda. Han arbejder sammen med lokalsamfund omkring Viktoriasøen, som har været udsat for ulovlige jordoverdragelser. Han fortæller, hvordan et af verdens største palmeolieselskaber, Wilmar, sammen med sine lokale partnere, Bidco Ugandan og Oil Palm Uganda Limited, og den ugandiske regering har etableret plantager på Kalangala-øerne i Viktoriasøen.

“Pludselig en dag kørte bulldozerne ind på øerne, og begyndte at rydde skoven uden at lokalbefolkningen var blevet informeret forinden”, fortæller David Kureeba. Nu, seks år efter, kæmper beboerne i Kalangala stadig for kompensation, men oilepalmerne på de nye plantager er snart klar til at blive høstet.

Ifølge RSPOs standarder om “Frit, rettidigt og informeret samtykke”, må landeoverdragelser ikke ske, hvis overtagelsen anfægtes juridisk af lokalsamfundet, og samtidig skal lokalbefolkningen høres i forbindelse med uenigheder og kompenseres i forhold specifikke tab. Endvidere tilsiger RSPO, at der ikke må plantes nye palmetræer uden frit, rettidigt og informeret samtykke fra lokalbefolkningen. Også FNs Fødevare- og Landbrugsorganisations (FAO) frivillige retningslinjer for beskyttelse af svage gruppers og oprindelige folks rettigheder, tilsiger at virksomheder, skal tage lokalsamfundet med på råd i forbindelse med jordopkøb.

Pesticider forurener søen

David Kureeba forklarer Danwatch, at befolkningen i Kalangala tidligere levede af at dyrke jorden, men med etableringen af plantagerne har de mistet deres vigtigste levegrundlag:

Viktoriasøen i Uganda, hvor skoven i de flere øer er blevet ryddet for at gøre plads til palmer til palmeolieproduktion. Foto: Simon Whitaker

“Landsbyerne har mistet adgang til skoven, hvor de tidligere  jagede og samlede frugter og medicinale urter. Landsbyerne har også mistet adgang til rent vand, da virksomheden ikke har respekteret de såkaldte buffer-zoner, som er den afstand, der ifølge RSPO skal være mellem plantager og vandreservoirs, skovområder og andre beskyttet naturressourcer.” Derudover har palmeolieekspansionen på Kalangala-øerne de seneste seks år haft negative konsekvenser for Viktoriasøens biodiversitet, da forurening fra brugen af pesticider ender i søen, forklarer David Kureeba.

Konflikten startede mellem lokalbefolkningen og Wilmar, Bidco Ugandan og Oil Palm Uganda Limited startede i 2009. I februar 2015 besluttede en gruppe småbønder fra Kalangala at gå rettens vej.  Den 6. november var der planlagt en høring i sagen, som erstatning for en tidligere udskudt høring. Den planlagte høring blev dog endnu engang udskudt, og ingen ny dato er fastlagt, informerer David Kureeba Danwatch.

På 10 år er der skabt dialog og langt flere globale virksomheder har forpligtet sig til bæredygtige principper for palmeolieproduktion. Det halter dog med konkrete resultater, og palmeolieindustrien anklages fortsat for krænkelser af menneskerettigheder og miljø.

80 km2 regnskov ryddes hver eneste dag i Indonesien for at gøre plads til palmeolieplantager, fastslår FN. På den ene side bidrager palmeolieproduktionen til at booste Indonesiens og andre udviklingslandes økonomier. På den anden side betyder de store palmeolieplantager, at lokalbefolkningen må overgive deres land til virksomhederne. Samtidig må tigere, orangutanger og næsehorn søge længere ind i skoven eller helt opgive at finde nye levesteder.

Palmeolie er udråbt som verdens billigste  vegetabilske olie, og det har sendt producenter og politikere i et intenst kapløb for at mætte verdens stigende efterspørgsel på de værdifulde dråber. Men den store efterspørgsel på palmeolie har haft store konsekvenser for miljøet, særligt i Asien. Alene fra juni til oktober i 2015 har Indonesien været præget af de største skovbrande nogensinde, der har lagt mere end to millioner hektarer land øde. Det svarer til halvdelen af Danmarks areal.

I knapt et årti har palmeolieindustrien, NGO’er og andre aktører forenet viljer og kræfter for en bæredygtig palmeolieproduktion gennem initiativet, Roundtable for Sustainable Palm Oil (RSPO). I dag har 2400 medlemmer tilsluttet sig RSPO’s principper, og det betyder, at 20 procent af den globale produktion i dag er RSPO-certificeret. Men RSPO har givet alt for få resultater, siger Jens Holm Kanstrup, der er teknisk rådgiver i Verdens Skove.

RSPO's syv principper

RSPO har udviklet syv overordnede principper for bæredygtig palmeolieproduktion:

1) Forpligtelse til transparens
2) Overholdelse af love og reguleringer
3) Forpligtelse til langsigtet økonomisk og finansiel stabilitet
4) Anvendelse af gode erfaringer inden for palmeolieproduktion hos primærproducenter og møller
5) Miljømæssig ansvarlighed og beskyttelse af naturressourcer og biodiversitet
6)Ansvarlig etablering af nye plantager
7) Forpligtelse til løbende forbedring af kerneområder inden for produktion

Kilde: www.rspo.org

“RSPO’s standarder har fra begyndelsen ikke været strenge nok til at sikre bæredygtighed, og der er centrale områder såsom afskovning og rettigheder for lokalbefolkningene, hvor standarderme er for svage, og har været for åbne for fortolkning”, siger han.

Han bakkes op af Aske Skovmand Bosselmann, postdoc ved Institut for Fødevarer og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet:

“Hvis man ser på afskovning, beskyttelse af dyreliv og biodiversitet, så har RSPO ikke haft nogen reel effekt”, vurderer han.

Massive ødelæggelser af miljø

De massive ødelæggelser er ikke et nyt fænomen, men har stået på siden starten af årtusindskiftet. I 2004 oplevede man de samme skovbrande, og kritikken af palmeolieindustriens massive ødelæggelser på miljøet steg. Et stigende pres fra forbrugerne fik derfor Verdensnaturfonden, WWF, og en række virksomheder til at gå sammen for finde en løsning.

Resultatet blev RSPO, som arbejder for at sikre bæredygtig produktion af palmeolie og mindske de negative sociale og miljømæssige konsekvenser af palmeolieproduktion. Et af hovedprincipperne bag RSPO er at skabe dialog på tværs af branchens aktører fra landmænd til forarbejdning, producenter, detailhandlen og ngo’er.

RSPO har udviklet syv overordnede principper for bæredygtig palmeolieproduktion, som sigter mod at stoppe afskovning, sikre generel gennemsigtighed i forretningsgange, mindske brugen af pesticider, overholdelse af arbejdstagerrettigheder, beskyttelse af truede dyrearter til inklusion samt lokalbefolkningen i forbindelse med anlægning af plantager.

Stadig skovrydning og ulovlige jordoverdragelser

I Asien og i stigende grad i Afrika og Latinamerika begår RSPO-certificerede medlemmer brud på RSPO’s standarder. De fleste anklager mod palmeolieindustrien drejer sig om konflikter over jordrettigheder, når stater tildeler nye producenter store produktionsarealer, som ofte tilhører lokalbefolkningen.

Ifølge Marcus Colchester, politisk seniorrådgiver hos ngo’en, Forest People’s Programme, verserer der lige nu omkring 4000 kendte konflikter alene relateret til palmeoliesektoren i Indonesien, viser tal fra National Land Bureau. Et andet stort problem omhandler afskovning, som både forurener miljøet og truer dyreliv og biodiversitet.

Foto: Rainforest Action Network

I dag, 10 år efter etableringen af RSPO, er det ifølge ngo’er og eksperter svært at få øje på reelle resultater og ændringer i virksomhedernes adfærd, siger Jefri Saraghi, direktør i den indonesiske ngo, Sawit Watch, der siden 1998 har støttet småbønder i kræve deres rettigheder i forbindelse med anlægning af palmeolieproduktion.

“Vi har ikke set signifikante ændringer fra virksomhedernes side, og der er stadig store problemer med småbønder, der får frataget deres landbrugsjord og ikke kompenseres tilstrækkeligt samt afskovning og afbrændinger af regnskoven”, siger Jefri Saraghi.

Samme vurdering deler Marcus Colchester fra Forest People’s Programme:

“Der er stort set ingen RSPO-medlemmer, der lever op til RSPO-standarderne, og der er meget få eksempler på virksomheder, som opfylder kravene 100 procent. Tværtimod handler de fleste medlemmer direkte imod nogle af standarderne”.

Svage løfter står i vejen for fremskridt

Erika Bjureby, kampagneleder for skovforvaltning hos Greenpeace Nordic, har ikke meget tilovers for RSPO’s løfter om at sikre bæredygtig palmeolieproduktion:

“I starten var vi positive over, at så mange aktører forpligtede sig til ikke at bidrage til afskovning, både gennem RSPO og uden om RSPO. Men med de seneste skovbrande i Indonesien har vi set, at mange af de her selskaber ikke lever op til deres løfter, og stadig rydder regnskoven og tørvemoser for at gøre plads til palmeolieplantager, inklusiv RSPO-medlemmer”. konstaterer hun, og fortsætter:

“De svage kriterier og den manglende kontrol af medlemmerne har skabt et system, hvor virksomhederne uhindret kan fortsætte business-as-usual, og ambitionen om at reformere palmeolieindustrien og sikre produktion af bæredygtig palmeolie er mislykket.”

Europæisk repræsentant for RSPO, Danielle Morley, erkender, at der er langt mellem de konkrete resultater i RSPO:

“Der har været en række klager mod RSPO-medlemmer, som har forbrudt sig mod standarderne, og der er en tendens blandt medlemmerne til at udskyde implementering af standarderne”.

Ifølge Danielle Morley forpligter medlemmerne sig til at “forandre deres forretningsgange” over en tidsperiode, som de selv bestemmer. Dermed er der altså ikke tale om, at et medlemskab af RSPO er en garanti for bæredygtig palmeolie, men snarere et løfte om, at virksomhederne arbejder hen imod bæredygtig produktion.

Småbønder høster pamleolie. Foto: Patrick Anderson/FPP

Svage standarder

Som medlem af RSPO er man altså ikke nødvendigvis certificeret, men man kan stadig promovere sig som medlem, så længe man arbejder hen mod certificering.

“Og det kan tage sin tid”, påpeger Aske Skovmand Bosselmann.

Han påpeger desuden, at standarderne er for svage i forhold til at beskytte miljø og dyreliv og sikre lokalbefolkningens rettigheder i forbindelse med anlægning af nye plantager. Særligt kriterierne for afskovning og områder med høj biodiversitet (HCV-områder), som er områder af særlig betydning for dyre- og planteliv, hvor bl.a. orangutanger og andre truede dyrearter lever. HCV-områderne er defineret på en måde, der giver den lokale kontrollør rum til fortolkning i vurderingen af, hvorvidt der kan anlægges nye plantager.

“Når kontrolløren samtidig betales af den virksomhed eller plantage, der skal certificeres, kan der opstå en situation, hvor et HCV-område klassificeres som degraderet og ikke som HCV”. siger Aske Skovmand Bosselmann.

Han har set en tendens til, at certificerede selskaber har videresolgt HCV-områder til ikke-certificerede selskaber. Derved har palmeolieproducenterne ikke selv produceret på fredede områder, men videresolgt området og dermed indirekte bidraget til udrydning frem for fortsat fredning af de truede områder. Det gælder eks. tørvemoser som er helt fredede under RSPO. Tørvemoserne indeholder store mængder CO2, som frigives når områderne ryddes, og dermed bidrager til at øge forureningen af atmosfæren.

Manglende kontrol af kompleks varekæde

Fra palmeolien høstes til den ender i det endelige produkt i supermarkederne går den igennem mange led. Ifølge flere kilder har det været en udfordring for RSPO at sikre kontrol med hele forsyningskæden, og derfor har det også været svært at kontrollere, både om medlemmerne producerer i overensstemmelse med standarderne, og hvorvidt de køber deres palmeolie fra bæredygtige producenter.

“Det er især svært at spore palmeolien fra småbønderne, som høster palmefrugterne, og til møllen, hvor de første gang bearbejdes. Ofte handles de friske frugter gennem en række mellemmænd, og derfor kan det være svært for virksomheder og producenter længere oppe i værdikæden at tjekke, hvor deres forarbejdede palmeolie oprindeligt kommer fra”, forklarer Adam Harrison, leder af WWF’s politiske arbejde omkring Fødevare- og Landbrug og næstformand i RSPO’s bestyrelse. Eksempelvis opkøber en af verdens største palmeolieproducenter, Wilmar, ca. 1/3 af deres palmeolie fra uafhængige småbønder, som RSPO ikke har kontrol med.

“Det er det vilde vesten derude. Blandt de uafhængige leverandører, både småbønder og større plantageejere, er der en meget større risiko for, at virksomhederne får olien fra områder præget af konflikt med lokalbefolkningen, hvor der anvendes børne- og tvangsarbejde, eller hvor plantagerne har bidraget til ulovlige skovrydninger, fordi man ikke har samme kontrol med dem. Vi har endnu ikke set noget bevis for, at RSPO’s medlemmer kontrollerer den palmeolie, de får fra uafhængige plantager – kun at de kontrollerer fra møllen til det endelige produkt. Tværtimod har vi set, at mange RSPO-medlemmer lukker øjnene for de krænkelser, som finder sted hos deres leverandører og helt bevidst vælger at opkøbe palmefrugter fra ulovlige plantager, som har medvirket til afskovning af regnskovsområder”, fortæller Adam Harrison.

Alle skal med ombord

Ifølge Zoological Society of London står småbønder alene i Indonesien for ca. 42 procent af al palmeolieproduktion. Indtil nu har meget få småbønder været involveret i RSPO, fordi de ikke fra starten har været inkluderet i forhandlingerne, og fordi det for mange af dem er dyrt at omlægge deres produktion. Derfor har det også været svært for RSPO at kontrollere forholdene på plantagerne.

“Der har været et såkaldt lækage i RSPO, idet man reelt set ikke har kunnet kontrollere afskovning, fordi der stadig er en stor gruppe, både småbøndere og større plantageejere, man ikke når ud til. Selvom RSPO resulterer i mindre afskovning i et område, så ser man bare tilsvarende større afskovning et andet sted”, siger Aske Skovmand Bosselmann.

Marcus Colchester fra Forest People’s Programme vurderer, at det vil være umuligt at sikre 100 procent bæredygtig produktion af palmeolie, hvis ikke de mange uafhængige småbønder inkluderes i systemet.

Hos RSPO er man klar over, at der ligger en udfordring omkring at skabe gennemsigtighed i varekæden, og løsningen er at få flere producenter med ombord, især småbønderne.

“En af de største udfordringer for RSPO lige nu er at få mere jord certificeret, og det betyder bl.a. at vi skal se nærmere på, hvordan vi kan inkludere småbønderne”, siger Danielle Morley fra RSPO. Derfor har RSPO bl.a. oprettet en støttefond, som skal finansiere småbøndernes omlægning af produktionen og assistere dem i bæredygtige dyrkningsmetoder.

Greenwashing eller grønt incitament?

Bæredygtig palmeolieproduktion er en omkostningsfuld affære, men for at skabe et større incitament til at omlægge produktionen har RSPO etableret et system, hvor producenter kan købe certifikater og dermed støtte udviklingen af bæredygtig palmeolieproduktion uden at producere bæredygtigt.

Når man køber et certifikat, køber man dermed retten til at sætte et certificeringsmærke på sine produkter, det såkaldte GreenPalm-mærke – også selvom produkterne faktisk ikke indeholder en eneste dråbe bæredygtig palmeolie.

I 2015 er der ifølge RSPO indtil nu 12 millioner tons bæredygtig palmeolie på markedet, men kun ca. to millioner tons produceres som reel bæredygtig palmeolie. Ifølge RSPO’s hjemmeside sælges ca. tre millioner tons af al bæredygtig palmeolie i dag via Book&Claim-systemet.

Ifølge Aske Skovmand Bosselmann skal nøglen til succesen for Book&Claim-systemet findes i prisen på et certificeringsmærke, der koster to dollars, hvilket er væsentligt billigere end at omlægge egen produktion til bæredygtig palmeolie. Aske Skovmand Bosselmann mener, at Book&Claim-systemet, reelt er greenwashing.

“Store producenter bryster sig af, at de anvender bæredygtig palmeolie, men i virkeligheden har de blot købt aflad og ikke forandret noget i deres egen varekæde”, siger han.

Book&Claim kan skabe finansiering til omlægning af produktion, men er altså ikke en garanti for, at systemet øger produktionen af bæredygtig palmeolie. Men det virker ikke, vurderer Aske Skovmand Bosselmann.

“Prisen på Book&Claim certifikaterne er alt for lav til at kunne dække udgifterne til at omlægge produktionen, og derfor er der ikke noget incitament for småbønderne til at omlægge deres produktion”, siger han.

Book&Claim: Plameoliens CO2-kvoter?

Hvis en virksomhed ikke selv producerer bæredygtig palmeolie kan virksomheden købe et såkaldt Book & Claim-certifikat og dermed støtte bæredygtig produktion palmeolie.
Når virksomheder køber et Book&Claim-certifikat, får de retten til at sætte et såkaldt GreenPalm-mærke på deres produkter- også selvom der ikke er en eneste dråbe bæredygtig palmeolie i ens produkt.

Kritikere af Book & Claim-systemet peger på, at GreenPalm-mærket dermed vildleder kunderne, da man som forbruger tror, at man kan bruge GreenPalm-mærket til at guide en til et bæredygtigt produceret produkt.
Samtidig betaler virksomheder sig til at kunne fortsætte med at producere og anvende ikke-bæredygtig palmeolie ved at støtte andres omlægning til bæredygtig palmeolieproduktion.

Nøglen til succesen findes i prisen på Book&Claim-certifikaterne. Prisen for et certifikat er meget lavere end at omlægge sin egen palmeolieproduktion, og derfor er det billigere for virksomheder at købe Book & Claim-certifikater end at omlægge egen produktion.
Book&Claim-systemet kan sammenlignes med systemet omkring CO2-kvoter på den måde, at virksomhederne støtter den bæredygtige udvikling i palmeolieproduktion, men uden reelt at ændre egen produktion og produkter.

Kilde: Post.doc. ved Institut for Fødevarer og Naturressourcer ved Københavns Universitet, Aske Skovmand Bosselmann; www.greenpalm.org

Adam Harrison fra WWF mener ikke, at man kan kalde Book&Claim for green-washing:

“Jeg ser det snarere som en hjælpende hånd til firmaer, der ikke har adgang til en leverandør, der kan levere bæredygtig palmeolie. Det er det første skridt på vejen mod en bæredygtig produktion, men dermed ikke sagt, at det er det sidste. Det er en anledning for store firmaer til at sige til deres leverandører, at man på sigt ønsker at købe bæredygtig palmeolie”.

Ordningen burde ikke være nødvendig for de europæiske firmaer, påpeger Adam Harrison, fordi EU’s forbrugere i stigende grad efterspørger bæredygtig palmeolie, og der derfor efterhånden er etableret en selvstændig varekæde for bæredygtig palmeolie. I stedet kan ordningen fungere som et boost på det indiske og kinesiske marked, hvor efterspørgslen på bæredygtig palmeolie stadig er lille, og hvor firmaerne har brug for et incitament til at omlægge deres produktion.

Spørger man Danielle Morley fra RSPO er den helt store udfordring for RSPO at skabe en større efterspørgsel på den bæredygtige palmeolie.

“Vi ser lige nu et et ulige forhold mellem udbud og efterspørgsel, hvor der kun sælges omkring 50 procent af den producerede bæredygtige palmeolie. Mange plantageejere sidder med følelsen af, at man har gjort en stor indsats, men at det ikke følges op af en stigende efterspørgsel. Vi arbejder derfor på at øge efterspørgslen for på den måde at få flere producenter til at omlægge til bæredygtig produktion”.

Mere dialog mellem virksomheder og lokale

På trods af kritikken er ngo’er og forskere enige om, at RSPO har samlet og skabt dialog mellem aktørerne i branchen.

“RSPO var det første svar på problematikker omkring palmeolieproduktion, og den fik de store spillere i branchen til at tage diskussionen op. Så på den måde har den skabt opmærksomhed, og man har fået de store producenter med fra starten af”, vurderer Aske Skovmand Bosselmann.

Ifølge Adam Harrison er en af de største succeser for RSPO netop, at man har skabt et grundlag for konfliktmægling mellem virksomheder og lokalsamfund :

“RSPO etablerede en forligsinstitution i erkendelsen af, at konflikter mellem virksomheder og lokalsamfund er en af de største udfordringer for branchen. Samtidig har RSPO været rigtig god til at opbygge viden om, hvordan man inkluderer lokalsamfundene i forbindelse med etableringen af nye plantager for at imødekomme en fremtidig konflikt”.

Ude fra felten lyder der også ros til RSPO’s dialogbaserede tilgang:

“RSPO har gjort det lettere at etablere dialog med virksomhederne omkring krænkelser i forhold til tidligere, fordi der ikke var et fælles forum”, forklarer Jefri Saraghi fra den indonesiske ngo, Sawit Watch.

Et skridt i den rigtige retning

Som en reaktion på de mange kritikker af RSPO har man nu lanceret initiativet RSPO Next. RSPO Next betyder blandt andet, at virksomheder fremover skal sikre hele deres forsyningskæde helt ned til de friske palmefrugter, forpligtelser sig til fuld beskyttelse af områder med høj biodiversitet (HCV-områder), forbud mod etablering af nye plantager på tørveområder og højere grad af konsultation med lokalsamfund før etableringen af nye plantager.

Eksperter vurderer RSPO next som et “skridt i den rigtige retning”, men påpeger, at ordningen er et frivilligt tillæg til de oprindelig kritierier, og dermed stadig ikke kommer til at være bindende for virksomheder og producenter. Samtidig er det alene et tilbud til de virksomheder, som allerede opfylder størstedelen af RSPO’s kriterier.

Den endelig version af RSPO Next er stadig på forhandlingsbordet.

Kilde: www.rspo.org

Andre certificeringsordninger

Udover RSPO findes der en række andre certificeringsordninger. De fleste bygger oven på RSPO’s principper, men har enten udviklet nye principper inden for et bestemt område, fx. afskovning, eller udviklet en hel række nye standarder.

Den mest kendte er Palm Oil Innovation Group (POIG), som er blevet etableret af en række ngo’er, herunder Greenpeace og WWF. Virksomhederne Nestlé og Unilever tilsluttede sig også, fordi de ønskede en ordning, som i højere grad afspejlede deres egne høje ambitioner om anvendelse af bæredygtig palmeolie. POIG har bl.a. strengere krav omkring afskovning og dyrebeskyttelse.
I 2014 gik en række virksomheder sammen i The Indonesian Palm Oil Pledge (IPOP), og forpligtede sig til nul-afskovningspolitikker og respekt for menneskerettigheder. Ordningen indeholder strammere krav end RSPO.

Kilde: www.poig.org, www.palmoilpledge.id

Undersøgelsen ‘Pensionskassers penge i palmeolie - Danske investeringer medvirker
til jordtyveri og afskovning’ er baseret på research og ekspertinterviews foretaget i efteråret 2015.
Danwatch har screenet investeringsporteføljer fra de ti største danske pensionskasser for en række fremtrædende palmeolieproducenter. De ti største pensionsselskaber og administrationsfællesskaber er udvalgt på baggrund af markedsandel, og selskaberne udgør hovedparten af det danske pensionsmarked med en samlet markedsandel på 78,3 procent.

Efter at have screenet pensionskassernes investeringer har Danwatch foretaget et survey til alle ti pensionsselskaber, hvor selskaberne bl.a. blev spurgt om investeringspolitikker og politikker for socialt ansvarlige investeringer, hvilke internationale standarder og principper for ansvarlighed selskaberne følger, og hvilke risikovurderingsprocedurer selskaberne har, når det kommer til investeringer i palmeolie.
Danwatch har derudover interviewet 18 kilder, heriblandt involverede partskilder som Roundtable on Sustainable Palm Oil (RSPO) og en række menneskerettighedsorganisationer samt akademiske eksperter i biodiversitet, skovbrug og fødevareproduktion.

Undersøgelsen er medfinansieret af CISU.

DownloadUndersøgelse

Danske investeringer medvirker til jordtyveri og afskovning

Dokumentation

Pensionskassers svar til Danwatchs survey