Ingen mængde af grøn strøm, positiv opmærksomhed eller flotte udviklingsprojekter kan opveje, at politikere eller virksomheder krænker et lands forfatning.
Sådan faldt ordene fra dommer P. M. Njoroge, den 19. oktober i et lille domhus i Nordkenya. Dommeren ved, hvad han taler om, for gennem de sidste syv år har han flere gange lyttet til vidneudsagn og set beviser fra de stridende parter.
Striden handler om jorden, som 365 gigantiske vindmøller står på. På den ene side står Lake Turkana Wind Power Project, der i sin tid fik fat i jorden, og de politikere, der gav jorden væk. På den anden side står lokale stammesamfund, der siger, at de intet hørte om Lake Turkana Wind Power Project, før deres jord var givet væk. Sagen kan vise sig at sætte eksempel for hvordan grønne energiprojekter gennemføres i resten af verden. Og midt i det hele står danske Vestas, der har opført møllerne og ejer 12,5 procent af aktierne i Lake Turkana Wind Power Project.
Der er gået syv år siden sagen i 2014 begyndte, da lokalbefolkningen i Laisamis og Marsabit i Nordkenya sagsøgte deres lokalpolitikere, statsadvokaten, den nationale jordkommission og frem for alt, Lake Turkana Wind Power project. De ville have vindmølleprojektet til 620 millioner euro stoppet.
Konsortiet bag Lake Turkana Wind Power project består af:
Pengene bag projektet kommer fra flere internationale investorer, herunder:
På trods af dommer Njoroges skarpe ord, kan vindmøllerne blive stående efter den nye dom, fordi grøn energi til Kenya er i offentlighedens interesse. Men skødet til jorden er ulovlige og ugyldige, besluttede dommer P. M. Njoroge og to andre dommere.
Det betyder, at de ansvarlige politikere nu har ét år til at sikre, at handlen af jorden bliver lovlig. Og konsortiet bag Lake Turkana Wind Power project bør i fremtiden lave risikovurdering, såkaldt due diligence langt mere “omhyggeligt og idiotsikkert”, som der står i domfældelsen.
Punktummet er dog ikke sat endnu, da det er usikkert, om vindmølleprojektet vil appellere afgørelsen, siger administrerende direktør, Phylip Leferink til Danwatch.
“Vi er stadig i gang med vurdere dommen og er derfor ikke klar til at beslutte de næste skridt”, skriver Phylip Leferink i en mail.
Vestas ønsker ikke at kommentere dommen, men henviser til Lake Turkana Wind Power Project.
Udsynet strækker sig over kilometer af gold og stenet ørken, kun afbrudt af små klynger akacietræer, der står imod den stærke vind. Der, hvor himmel og ørken mødes, stiger en sky af støv som varsler, at nomader er på vej med flokke af kameler på jagt efter græsgange længere oppe på bjerget, hvor den stenede klippegrund bliver til frodige græsgange.
Jeg besøger Lake Turkana i 2016 sammen med en fotograf, fordi jeg har hørt, at noget er gået galt med et lovprist grønt energiprojekt, som både Vestas, den danske Investeringsfond for Udviklingslande og Ekportkreditfonden har lovet millioner til og lovpriser herhjemme. Vi beslutter os for at rejse rundt til de fire lokale stammesamfund for at få svar på problemernes kerne: Hvad vidste de om vindmølleprojektet hvornår. Måske vil de bare have en del af overskuddet? Eller måske blev de aldrig inddraget?
Solen brænder, men man mærker det ikke på grund af vinden, der blæser stærkere her end noget andet sted i Kenya. Her, i bjergkorridoren mellem en uddød vulkan, Mount Koulal og en turkisblå sø, Lake Turkana, fik to hollændere i 2005 en god ide. De to venner Harry Wassenaar og Willem Dolleman så muligheder, lavede analyserne og fandt ud af, at vinden i korridoren kunne øge Kenyas produktion af energi med 15-20 procent. Ren, grøn energi, vel at mærke.
På det tidspunkt havde kun 26 procent ud af 35 millioner kenyanere adgang til strøm. Det tog ikke lang tid før regeringer, internationale investorer og virksomheder fik lys i øjnene over Wassenaar og Dollemans vision, og da de 100.000 hektar land den 3. april 2007 skriver Lake Turkana Wind Power til Marsabit County og beder om at overtage 12 kilometer gange 12 kilometer jord op til Lake Turkana. I august samme år får konsortiet overdraget jorden af Marsabit County. Visionen om Lake Turkana Wind Power Project blive til virkelighed. Og det bliver altså danske Vestas, der skal bygge vindmøllerne.
Otte år senere, den 20. Oktober 2015 skriver Vestas i en pressemeddelelse, at Googles moderselskab, Alphabet Inc. vil købe Vestas’ 12,5 procent aktier, når vindmølleprojektet efter planen vil stå klar i 2017. Et “førende eksempel” på, at virksomheder investerer i grøn energi for at opnå attraktive økonomiske afkast og skalere udbredelsen af vedvarende energi, skrev brancheforeningen for vindmølleindustrien, Global Wind Energy Council.
I dag står 365 gigantiske vindmøller på den øde klippegrund langs Lake Turkana som mindesmærker over en historisk civilisation. Hver dag leverer vindmøllerne grøn energi til otte-ni millioner kenyanere, hvilket ifølge administrerende direktør i vindmølleprojektet, Phylip Leferink, svarer til 16-17 procent af Kenyas samlede energiforbrug.
Siden begyndelsen har private og offentlige investorer skudt mere end 4,6 milliarder kroner i projektet, og Lake Turkana Wind Power Project har vundet flere priser som innovativt og bæredygtigt og “bedste i klassen for aftaler om energi og infrastruktur”. Projektet blev hurtigt en del af Kenyas præsident Uhuru Kenyattas Vision 2030, der skal sikre alle kenyanere et liv med “høj kvalitet” inden 2030.
Vestas har ikke kun bygget vindmøllerne, de er også tilstede i Loiyangalani, en lille landsby tæt ved projektet, blandt andet gennem CSR- projekter. Winds of Change er navnet på vindmølleprojektets fond, der gennem årene har bygget skoler med solceller, så børn kan gå i skole om aftenen, brønde til kvæget og en markant udbygning af vejnettet. Før var ørkenen nærmest ufremkommelig. I dag er der 350 km veje, som har lagt asfalt til de tunge lastbiler med vindmøller gennem den øde ørken fra Laisamis-South Horr til bredden af den blå sø.
På overfladen lader alt til at være godt, men når man dykker lidt ned i tingene, pibler problemerne frem.
Lake Turkana Wind Power Project lovede fra begyndelsen 2000 nye jobs, hvilket jo er godt, men der fulgte også problemer med. De nye stillinger rygtedes i hele regionen, og tilflyttere begyndte at strømme til området, der før havde klaret sig med lidt. Udenlandske regeringer og ngo’er havde uddelt fødevarehjælp i årevis, og presset fra de nytilkomne optrappede gamle konflikter. Røveri af kvæg mellem særligt to stammer, Turkana og Samburu, havde i årevis været kilde til konflikt, og de blev ikke færre med de nye tilflyttere. Derfor hyrede vindmølleprojektet vagter, men det har skabt en helt ny konflikt: Lokalbefolkningen har anklaget vagterne for overgreb, imens Phylip Leferink fastholder, at med vagterne kom der ro til området.
På trods af Winds of Change er lokalbefolkningen ikke entydigt taknemmelige, fortæller Mali Ole Kaunga i dag. Han er direktør for ngo’en IMPACT, som arbejder for inddragelse af de forskellige stammesamfund i området.
For det første, fordi den grønne energi fra møllerne ikke er til dem, men ledes gennem store elledninger til Suswa, der ligger 428 km væk, siger Mali Ole Kaunga.
“Langt de fleste er utilfredse med vindmølleprojektet. Alle husholdninger i Marsabit kører på sort energi, og ja, der er veje og sundhedscentre, fordi virksomheden har brug for det til at fragte vindmøller og deres egne ansatte”, siger han.
Mali Ole Kaunga anerkender, at der er kommet skoler, og det sætter lokalbefolkningen også pris på, men i virkeligheden er CSR-projekterne en del af problemet, mener han. De leder opmærksomheden væk fra det problem, som har fået lokalbefolkningen til at sagsøge projektet og politikerne: Vindmølleparken ligger på jord, som de lokale stammer mener at have krav på.
“Sundhed og uddannelse er opgaver, som regeringen skulle påtage sig. CSR-projekter kan ikke kompensere for den værdi, som virksomhederne får ud af at være her, og det burde ikke blive brugt til pacificere lokalbefolkningen, så de opgiver deres rettigheder”, siger Mali Ole Kaunga.
Retten til at blive hørt og kompensation for at fraskrive sig retten til jorden, som vindmøllerne står på, nævner han som eksempler på rettigheder.
Stolerækkerne foran dommeren i retslokalet er fyldt op med mænd og kvinder i jakkesæt, der sidder tæt i række efter række. Luften er tung og stille, selvom alle vinduer bag tremmerne står åbne. Retsmødet udskydes et par minutter imens dommeren overvejer, om jeg og fotografen må være til stede. Jeg får lov at blive, men fotografen sendes ud, og lidt flere tilskuere tager plads på de sidste rækker. I den åbne dør står kvinder med traditionelle halskæder og smykker og tørklæder side om side med mænd i arbejdstøj og habitter. Bag dem fortsætter rækken af lokale stammemedlemmer langt ned ad vejen.
På skrænten udenfor sidder de på hug, nogle af dem med en stok foran sig, de har gået i op til tre dage for at nå frem til domhuset i Meru netop den dag, fortæller de. I århundreder har de levet side om side i Nordkenya – det har ikke altid været fredeligt eller uden konflikter, men denne dag er de enige. De har sagsøgt Lake Turkana Wind Power project, og amtspolitikerne i Marsabit County for at give deres jord væk uden at inddrage dem.
Sagsøgerne er fra Rendille-stammen, men de hævder at repræsentere stammerne i hele området: Rendille, Samburu, Turkana og El Molo. De er nomader, der i tusinder af år har levet i regionen, alt efter, hvor klimaet og mulighederne for føde til mennesker og kvæg var bedst. De lever af jorden, og de bruger den til ceremonier og spirituelle formål, siger de, hvilket gør dem til “de retmæssige ejere af jorden”.
I retslokalet lytter alle til Dommer Njoroge. Parterne opfordres til at finde en løsning, og retssagen udsættes.
Udenfor Meru Land and Environmental Court står Abdi Hassan. Han er advokat for konsortiet bage Lake Turkana Wind Power Project. En gruppe af mænd i skjorter, bukser og røde sjaler råber og vifter med deres telefoner af Abdi Hassan, mens han afviser alle anklager. Konsortiet har mange gange hævdet, at projektet er sket efter nøje konsultationer med de fire stammesamfund.
Abdi Hassan siger, at retssagen er “et skalkeskjul”.
“Hvad de egentlig vil have, er en del af overskuddet fra vindmølleprojektet … ”, siger han, men sidste del af sætningen drukner i protester fra mændene omkring ham.
Jeg krydser menneskemængden uden for retten og får fat på Roger Sagan. Han er anklager i sagen, og jeg spørger ham, om Abdi Hassan har ret. Det afviser Roger Sagan.
“Det handler ikke om at få del i overskuddet, det her var fællesjord (community land red.), og det tilhørte folket i Marsabit County. Kenya har procedurer for overdragelse af den type jord til private parter, der ønsker at overtage den. Det involverer ret omfattende offentlige høringer. En proces, der ikke blev fulgt overhovedet”, siger Roger Sagan.
Løfterne om arbejdspladser, sundhedscentre og skoler og brønde til kvæg i de udtørrede områder kan ikke opveje en central ting: At stammerne ikke mener de blev spurgt, før deres jord blev givet væk til et vindmølleprojekt.
Danwatch lavede i 2016 undersøgelsen “A people in the way of progress”.
Vi sidder i de brede skygger fra en gruppe træer i landsbyen Loiyangalani, der ligger ved bredden af Lake Turkana. Bag Christiana Saiti går en mand med hat og sjal. En dreng i bukser og intet andet løber efter manden ned mod søen, hvor bølger rejser sig for vinden. Fiskeriet på søen har i århundreder givet føde til områdets fiskerfamilier, der bor i kuppelformede hytter af ler langs søen og sætter net og både i vandet hver dag.
Her har El Molo folket levet, siden de begyndte at migrere hertil fra Etiopien fra cirka 1000 år før vores tidsregning, fortæller Christiana Saiti, der er talsperson for El Molo Forum, som repræsenterer El Molo folket. I dag har byen cirka 5000 indbyggere og meget få turister.
“Der var ingen frivillig og informeret samtykke fra folket, før de kom og tog vores jord”, siger Christiana Saiti om vindmølleprojektet.
“Vi indvilligede aldrig i, at de skulle have så stort et stykke jord, som de nu siger, er privat. Privat ifølge hvem? Vores jord er aldrig privat. Det er offentlig jord, der tilhører vores lokalsamfund, og det er indskrevet i vores forfatning”, siger hun.
Længere inde i landet bor stammerne Rendile, Turkana og Samburu, der er nomader og gennem århundrede har levet i regionen og flyttet sig efter deres flokke af geder og kameler. I løbet af 10 dage interviewer vi 24 medlemmer af de forskellige lokalsamfund. De siger alle uafhængigt af hinanden, at de intet hørte om vindmølleprojektet før efter 2007.
På det tidspunkt, i august 2007, havde byplanlægningskomiteen i regionen Marsabit sat sig rundt om et bord i hovedbyen Marsabit og var blevet enige om en aftale, der gav jorden til vindmølleprojektet.
Men Marsabit ligger fra 264 km fra Lake Turkana, hvor lokale stammer er uvidende om, hvad der er sket. Det viser sig at blive afgørende 14 år senere.
I 2016 interviewer Danwatch repræsentanter for flere normadefolk i områderne omkring Lake Turkana. Foto: Shafiur Rahman / Danwatch
Efter 10 år står vindmølleprojektet i 2017 som planlagt klar, men transmissionsledningerne, der skal føre strømmen fra vindmøllerne og til Suswa for så at nå de kenyanske borgere, er ikke færdige. Det er det nationale elselskab, Ketraco, der står for at bygge strømforbindelsen, så det er dem, der skal betale for forsinkelserne til Lake Turkana Wind Power. Det betyder, at regningen i sidste ende lander hos kenyanske skatteborgere. Forbrugere, der i mange tilfælde ikke havde strøm til at begynde med, må betale for grøn energi, der aldrig når deres stikkontakter.
Forsinkelsen kommer til at koste kenyanske skatteborgere 1,2 milliarder danske kroner sammenlagt i de år, hvor strømmen fra vindmøllerne ikke kan bruges. Et beløb, der skal betales ved, at strømmen gøres dyrere.
Forsinkelsen får konsekvenser. Alphabet Inc. trækker sig fra deres løfte i februar 2020 på grund af forsinkelserne med transmissionslinjen, udtaler Vestas til Reuters.
Forinden har der dog også været pres på Alphabet fra en anden front. Virksomhedens CEO, Sundar Pichai har fået et brev fra 38 “bekymrende investorer”. De har læst Danwatch-undersøgelsen, “A People in The Way of Progress” om de lokale stammers modstand over for vindmøllerne. Nu opfordrer de Alphabet til at droppe deres investering i vindmølleprojektet.
“Jeg mener, at Danwatchs undersøgelse burde få Google til at genoverveje seriøst, om Google skal opkøbe Vestas’ aktier. Google bør ikke være associeret med krænkelser af oprindelige folks rettigheder ved søen Turkana”, siger Steve Heim fra Boston Asset Management, der er investor i Alphabet.
Lige meget hvad årsagen er, bliver Vestas tvunget til at lede efter andre potentielle købere – men i dag ejer Vestas fortsat 12,5 procent af aktierne i virksomheden.
Først to år efter at vindmølleparken er færdig, i juli 2019 kan Præsident Uhuru Kenyatta til tonerne fra rosende taler og et gigantisk hornorkester erklære vindmølleparken åben.
“Den vellykkede implementering af Lake Turkana Wind Power demonstrerer Kenyas enestående muligheder som investeringsdestination i Afrika og er et perfekt eksempel på det enorme potentiale i den offentlige-private partnerskabsmodel for implementering af udviklingsprojekter,” siger præsidenten.
Tre år senere kendes den “den vellykkede implementering” for forfatningsstridig af en domsstol.
Tilbage i domhuset i Meru Land- and Environmental Court en oktoberdag i 2021, syv år efter sagen begyndte, er den endelige dom klar. De tre dommere, P. M. Njoroge, G. Kemei og Y. Mangima har endnu engang lyttet til argumenter og vidnesudsagn. De har voteret, og deres afgørelse er entydig.
Jorden blev handlet ulovligt. Der blev aldrig lavet et divisional board, som er en komite af lokale og nationale politikere og medlemmer af lokalsamfundet, der skal sikre, at alle parter bliver hørt. Der var ingen annoncer i Kenyas Gazette, hvilket svarer til Statstidende, som i Danmark offentliggør alle lovpligtige informationer, der kan have betydning for borgere, virksomheder eller offentlige myndigheder.
Der blev ikke lavet tilstrækkelige offentlige høringer, og den ansvarlige minister har ikke taget initiativ til at rette op på noget af det. Derfor er skøderne til jorden ulovlige og annulleret, skriver dommerne i domsfældelsen.
De ansvarlige politikere får ét år til at genforhandle retten til jorden. Hvis det ikke lykkes, bliver jorden igen fælleseje, community land.
Lake Turkana Wind Power Project går heller ikke fri.
“Som investor i et projekt, der involverer milliarder af shilling, burde der have været foretaget omhyggelig og idiotsikker due diligence. Retten har dog taget i betragtning, at det anfægtede projekt allerede er afsluttet og leverer en væsentlig del af det nationale elbehov”, står der i domsfældelsen.
I en udtalelse fra Lake Turkana Wind Power project til Danwatch skriver administrerende direktør for Lake Turkana Wind Power project, Phylip Leferink, at man tager domsfældelsen til efterretning, og tiden vil vise, om nogen af parterne ønsker at appellere.
“Det lader til, at dommerne ønskede at ramme en balance imellem at sørge for streng overensstemmelse med loven, og samtidig bevare et national og vision 2030 projekt. Det bliver interessant at se, hvordan genoprettelsesplanen kommer til at se ud, eller om der bliver en appelsag”, siger Phylip Leferink.
Virksomhederne har også et ansvar
I Boston sidder investoren Steve Heim fra Boston Asset Management i dag og støtter den kenyanske domstols afgørelse, “da den giver adgang til retsmidler til de berørte oprindelige folk”.
Han mener, at rettens ord var klar tale, og det beviser behovet for, at virksomheder sikrer sig, at der er givet “udtrykkeligt samtykke” fra oprindelige folk, inden de rykker ind på nyt land.
“Retten udtalte det godt: “[Lake Turkana Wind Power Ltd.] burde have foretaget en omhyggelig og idiotsikker due diligence”, skriver Steve Heim i en mail til Danwatch.
Hos Institut for Menneskerettigheder fremhæver afdelingsleder for menneskerettigheder og udvikling, Birgitte Feiring, også behovet for, at virksomheder på forhånd undersøger mulige problemer og sikrer, at oprindelige folk bliver inddraget, før man overtager deres jord til infrastrukturprojekter.
“Dommen siger noget om, at man løber ind i kæmpe problemer, hvis man ikke følger de rette procedurer for overtagelse af jord, særligt når det gælder oprindelige folk. Hvis man ikke identificerer de rette personer og grupper som ejere eller brugere af jorden, så identificerer man f.eks. heller ikke de rigtige kamelruter, og så stiger risikoen for, at man krænker folks rettigheder. Og dermed stiger risikoen for egen virksomhed også”, siger hun og påpeger behovet for såkaldt due diligence hos både regering og virksomheder.
Dommerne har valgt at dømme politikerne og ikke virksomhederne, men alligevel får vindmølleprojektet en reprimande:
“Man ser tit, at domstolen har valgt at friholde virksomhederne og i stedet dømmer regeringerne, da staterne jo har det primære ansvar for at beskytte menneskerettighederne. Men virksomhederne har også et ansvar for på forhånd at undersøge, om deres projekter er i konflikt med menneskerettighederne. Det er derfor domstolen slår fast, at virksomheden bag et sådant milliardprojekt skulle have udvist mere omhyggelig rettidig omhu”, siger Birgitte Feiring.
Vestas har ikke ønsket at kommentere på artiklen.
Louise Voller