Syersker falder om af sult og udmattelse, mens de syr vores tøj i Cambodja.

[smartslider3 slider=9]

[smartslider3 slider=10]

Kaffen starter som røde bør på buske. Foto: Maurilo Clareto Costa.

På mange plantager plukkes kaffen ved håndkraft. Hovedparten af de brasilianske kaffeplukkere er sæsonarbejdere, og cirka halvdelen arbejder uden kontrakter. Foto: Maurilo Clareto Costa.

Flere og flere høstmaskiner erstatter de traditionelle kaffeplukkere på brasilianske plantager. Foto: Maurilo Clareto Costa.

Efter kaffen er blevet plukket, skal frugtkødet skilles fra de to kerner – kaffebønnerne. Noget af kaffen bliver vasket og sorteret efter kvalitet alt afhængig af om bønnerne flyder eller synker. Foto: Maurilo Clareto Costa.

Kaffebønnerne spredes ud på en stor gårdplads af cement og tørres i solen, hvor den bliver vendt jævnligt. Foto: Maurilo Clareto Costa.

Nu er den tørrede kaffe klar til at blive sendt videre fra plantagen i 60 kg-sække. Foto: Maurilo Clareto Costa.

Kaffen sendes videre til mellemhandlere, kooperativer, eksportører eller direkte til importører i andre lande. Foto: Maurilo Clareto Costa.

Kaffen pakkes i mindre poser og er klar til at blive solgt i supermarkeder og lignende. Foto: Maurilo Clareto Costa.

Emília Fato, en 58 årig enke, er blevet forflyttet til Mualadzi i Tete-provinsen sammen med sin søn og to børnebørn, fordi Capanga-området, hvor de før boede, blev eksproprieret til kulmineselskaber. I det tørre område får de kun en spand rent vand om dagen. Floden plejede at forsyne dem med vand og frugtbar jord. Foto: Jesper Kirkbak

Josefina Torres på 37 og hendes familie er blevet forflyttet til Mualadzi, fordi det område, hvor de før boede, blev eksproprieret til kulmineselskaber. Men det hus, de fik i kompensation var for småt. Hendes børn, mand og en ven af familien begyndte at lave deres egne mursten for at bygge til huset. Foto: Jesper Kirkbak

Josefina Torres’ hus, som hun fik i kompensation for at blive forflyttet. Huset er alt for småt til familien. Foto: Jesper Kirkbak

Kvinder vasker tøj og bader i Revuboe-floden. Foto: Jesper Kirkbak

Lurdes Pedro tilbringer sine dage på markedspladsen i Mualadzi – et tomt område, der blev bygget for at sparke gang i den lokale handel, som slet ikke er til stede. Sammen med en gruppe kvinder betjener hun en lille bod et par tomater, tørret fisk, sæbe og et par andre varer. Foto: Jesper Kirkbak

Før forflytningen til Mualadzi, plejede Tito Fernando at fremstille mursten og sælge dem langs vejen. Men Mualadzis fjerne beliggenhed og utilstrækkelig adgang til vand gør det umuligt for ham at opretholde sin levevej. I stedet skiftes Tito Fernando og hans kone til at rejse til Moatize for at sælge nogle afgrøder på markedet. Men det er en lang rejse med et lille udbytte. Foto: Jesper Kirkbak

De huse, som folk blev forflyttet til i Cateme, er ikke solide. Husene er bygget direkte på jorden og mangler fundament, så hvis det regner meget, risikerer man, at de flyder væk som små Matador-huse. Foto: Jesper Kirkbak

Bonden Delvino Xadreque på 37 blev kompenseret med byggematerialer til en lade, kyllinger og noget foder af det brasilianske mineselskab Vale, da han, hans fire børn, tante og nevø blev forflyttet, fordi det område, de boede på, blev eksproprieret til minedrift. Men kyllingeforretningen har ikke kastet nogle penge af sig. Før havde han jord, men det er han ikke blevet kompenseret for, på trods af løfter herom. Foto: Jesper Kirkbak

Se Danwatchs film Promised Land, hvor befolkningen i Mualadzi fortæller mere om deres levevilkår.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifierchevron-down