Åbner i en ny fane

Vi har brug for kobber

Vi har brug for kobber

Priscilla har brug for sin jord

Antallet af menneskerettighedskrænkelser i den grønne omstillings navn er eksploderet i Afrika, viser ny undersøgelse. Det ser man i Zambia, hvor den stigende globale efterspørgsel på kobber fra især energi, tech- og forsvarsvirksomheder rykker folk væk fra deres huse og afgrøder. Danwatch er taget ud i det zambiske kobberland.

Priscilla har brug for sin jord

“Her håbede jeg, at min søn kunne få sin egen lille barberforretning, så han kunne begynde at tjene sine egne penge”, siger Priscilla og peger til venstre for sig. Hun lægger an til et pligtskyldigt smil, men rykker hurtigt sit brede kæbeparti på plads igen og sænker hænderne i lommen. 

39-årige Priscilla Kombokombo havde store planer, da hun i december 2024 købte en grund i Solwezi, en by i det nordvestlige Zambia. Der skulle opføres et hus, hvor hun kunne bo med sine tre drenge, hun skulle gro tomater, løg, og kassava, og den ældste søn på 15 år skulle have et spejl og en barberstol, så han kunne supplere Priscillas spinkle indtægt som kontoransat for et vagtfirma. 

Det var lige indtil, at hun i maj i år fik et opkald af sin kommende nabo, der havde solgt hende grunden:

  • “Han advarede mig om, at mineselskabet var begyndt at gå fra hus til hus i området og registrere de forskellige huse og afgrøder med henblik på at udvide minen til vores land.”

Mineselskabet hedder First Quantum Minerals, og de ejer Kansanshi-minen i Solwezi, en af de største kobberminer på det afrikanske kontinent. 

Kansanshi har eksisteret i over tyve år, men vokser stadig. De seneste måneder har canadiske First Quantum Minerals foretaget en omfattende kortlægning af en lang række husstande og deres aktiver som et led i en ny runde af forflyttelser.

Pigtrådshegn adskiller Kansanshi-minen fra nabolandsbyerne. Foto: Danwatch

De løbende udvidelser af Kansanshi-minen sker, fordi den globale efterspørgsel på kobber er stukket af – faktisk så meget, at den i dag overgår udbuddet. Verden har simpelthen brug for mere kobber end det, der er tilgængeligt på markedet. I EU forventer man en stigning i efterspørgslen på over 50 procent frem mod 2050, hvorfor man har klassificeret kobber som et såkaldt Strategic Raw Material, altså et af de råstoffer, man anser som vitalt for Europas konkurrence- og modstandskraft. 

Derfor er Danwatch rejst til Zambia, Afrikas næststørste kobberproducent, der med store uudnyttede reserver bliver stadig vigtigere for den globale kobberforsyning. Også for EU, der har underskrevet et strategisk råstofspartnerskab med zambierne. 

Vi er taget ud i frontlinjen, hvor kobberet bliver produceret, og hvorfra det bliver sendt ud på kloden gennem snørklede varekæder. I Solwezi, langs bumlede grusveje og dyrerig miombo-skov, begriber man ikke, at den moderne verdensøkonomi er komplet afhængig af den malm, man finder i den zambiske undergrund. Men det er den – så meget endda at FN advarer om, at en truende kobbermangel risikerer at forhale den grønne omstilling og digitalisering.  

Med andre ord: Vi lever i en verden af kobber. Vores fremtid – også din – er slet og ret bygget af det rødbrune metal. 

Og det betaler Priscilla prisen for.

Priscilla Kombokombo red

Et verdensomspændende metal

Kobber er et af de mest anvendelige metaller på kloden. Gennem århundrederne er det blevet brugt til mønter, værktøj og dekorationer. I dag udnyttes kobberets unikke evne til at lede varme og elektricitet i produktionen af infrastruktur og teknologi, der er uundværligt for ethvert samfund i det 21. århundrede: Elkabler, mikrochips, datacentre, computere, telefoner, bilbatterier, vindmøller, solceller, varmeanlæg. 

Kobberet fra Kansanshi-minen finder derfor vej til globale markeder, hvor det bliver anvendt i alverdens produkter, vi omgiver os med dagligt. Måske endda i den computer eller telefon, du sidder med netop nu, den vindmølle, der genererer din strøm, eller det køleskab, der holder din mad frisk. 

Intet af dette fornemmer man dog, når man går rundt i Kabwela. Landsbyen i udkanten af Solwezi ligner mange andre af sin slags i skellet mellem det centrale og det sydlige Afrika. Jorden er brunrød, støv har farvet den laveste vegetation mørk, og mellem hytterne – nogle med tage af siv, andre af blik – vader geder, høns, hunde og børn rundt. 

En brønd midt i landsbyen afslører, at Kansanshi-minen er lige om hjørnet. Vandposten er sponsoreret af First Quantum Minerals, står der på et skilt bag en gruppe store piger, der er blevet sendt af sted for at hente vand i gule plastdunke.  

Kabwela (1)
Frida Kabisa red

I Kabwela er der visse, der nævner vandposten som et eksempel på, at minedriften ikke er uden sine fordele. Frida Kabisa er en af dem, ironisk nok. 

Hendes hus, et rektangel af grove mursten og rødbrun jord, er også i fare for at blive inddraget af First Quantum Minerals. I februar modtog de besked om, at minen er på vej i deres retning. 

Men mens de venter på den endelige afklaring, har de i det mindste adgang til vand, fortæller hun, og henter et lamineret stykke papir, som mineselskabet udleverede, da de kom forbi og informerede om den forestående udvidelse.

PAH554, Project affected Household nummer 554, står der. 

Frida Kabisas blik er afvæbnende, og hun fortæller om familiens prekære situation med en slående ro. Livet i Kabwela er i forvejen ikke nemt, så mon ikke de også klarer at blive forflyttet, lader hun forstå. 

“Vi kan alligevel hverken gøre fra eller til”, siger hun lakonisk, som om hun allerede har givet sig hen til skæbnen. 

På den lille gårdsplads foran huset er en flosset lænestol placeret under en lille pavillon af flettet træ, og i det ene hjørne står en ged og gnasker i en bunke majskolber. Frida er klædt i en for lille t-shirt, om benene har hun viklet et farverigt stykke stof, og fødderne er stukket i nogle udtrådte badetøfler. 

Majsene er familiens levebrød. De høster og sælger, og får en lille økonomi til at køre rundt. Hvis de mister deres jord, er der kun ét alternativ:

“Så må vi i skoven og fælde træer til trækul”, siger Frida Kabisa. 

Familien supplerer allerede i dag deres sparsomme indtægt fra majsene med trækullet, som mange i Solwezi-området bruger til at fyre op med. Snart kan plan B blive til plan A. 

Frida Kabisas hus (1) red

Større efterspørgsel, flere krænkelser

Det mest bemærkelsesværdige ved Priscilla Kombokombo og Frida Kabisas historier er, at de på ingen måde er unikke. Ikke i Afrika, ikke i Zambia. 

Antallet af rettighedskonflikter i den grønne omstillings navn er eksploderet på kontinentet. Det viser en ny undersøgelse foretaget af organisationen Business and Human Rights Resource Center.  

I 2023 registrerede de 26 menneskerettighedskrænkelser relateret til udvindingen af råstoffer til den grønne omstilling i Afrika. I 2025 var tallet steget til ét hundrede. 23 af disse fandt sted i Zambia, herunder ved Kansanshi-minen. 

FAKTA

Overgreb i den grønne omstillings navn

En ny undersøgelse foretaget af Business and Human Rights Resource Center dokumenterer en markant stigning i antallet af menneskerettighedskrænkelser i Afrika relateret til udvindingen af råstoffer til den grønne omstilling. Zambia er et af de lande, hvor der er registreret allerflest.

Kilde: Business and Human Rights Resource Center

“I takt med at efterspørgslen efter Afrikas mineraler fortsætter med at stige, og globale stormagter kæmper om adgang til markederne i Den Demokratiske Republik Congo, Zambia og andre steder, vil menneskerettighedskrænkelser sandsynligvis også blive flere – medmindre virksomheder, stater og investorer handler beslutsomt for at sikre, at lokalsamfund og arbejdstagere beskyttes og får del i gevinsterne fra naturressourcerne”, siger Joseph Kibugu, Afrika-chef hos Business and Human Rights Centre. 

Historikken i og omkring Solwezi underbygger hans pointe. Den skæbne, der nu truer folk som Priscilla Kombokombo og Frida Kabisa, har adskillige andre i byen lidt gennem de seneste tyve år. Visse familier er endda blevet tvunget væk fra deres huse flere gange, fordi Kansanshi-minen løbende har indtaget nye stykker land.  

I alle årene har Eddie Lange fulgt udviklingen tæt. I 25 år har han arbejdet for at forbedre leveforholdene for de mennesker, der lever i tæt kontakt med Zambias store miner. De seneste år som ansat i organisationen Southern Africa Resource Watch. 

Allerede i 2019 forfattede han en stærkt kritisk rapport om Kansanshi-minens aftryk på lokalområdet. 

“Som efterspørgslen på kobber stiger, og Kansanshi udvider sig, ser vi flere og flere landkonflikter og mangelfuld kompensation af de berørte mennesker. Kobber er så vigtig en indtjeningskilde for regeringen, at de ser gennem fingre med, at First Quantum Minerals i mange tilfælde svigter deres grundlæggende samfundsansvar”, siger Eddie Lange. 

Han nævner specifikt Frida Kabisas landsby, Kabwela, som et eksempel. 

“Folkene i Kabwela har ret til frit, forudgående og informeret samtykke (som det hedder i de internationale retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv, red.), men har aldrig fået mulighed for at udtrykke deres ønsker eller bekymringer. Vi snakker om farmere, der snart ikke længere vil have jord at dyrke. Deres situation er håbløs”, siger han. 

I et svar til Danwatch afviser First Quantum Minerals, at de ikke lever op til deres forpligtelser, men skriver, at de er “opmærksomme” på, at opkøb af jord i forbindelse med mineprojekter kan påvirke lokalsamfundene. 

“Når det sker, følger vi retningslinjerne i IFC’s Performance Standard 5 (en international standard fra International Finance Corporation om hvordan virksomheder skal håndtere denne type sager, red.)  Disse retningslinjer stiller krav om, at man så vidt muligt skal undgå, at mennesker bliver nødt til at flytte fysisk eller mister deres mulighed for at tjene penge på grund af projektet. Hvis det ikke kan undgås, skal påvirkningen begrænses mest muligt

First Quantum, gennem Kansanshi Mining PLC (KMP), har flere medarbejdere, der arbejder direkte med lokalsamfundene. De lokale ledere har deres fulde kontaktoplysninger, og lokalsamfundene har fri og direkte adgang til dem.

Derudover har KMP en omfattende klageordning, hvor alle lokalsamfund har mulighed for at indberette problemer eller bekymringer, som de mener, der skal gøres noget ved”, skriver First Quantum Minerals. 

Zambias Ministry of Mines and Mineral Development er ikke vendt tilbage på Danwatchs henvendelse.

Doku Priscilla
Priscillas grund er en af 400 hustande, som First Qunatum Minerals har registreret

Det er ikke endegyldigt afgjort, præcis hvor mange og hvilke husstande i Priscilla Kombokombos område Mushitala, der må flytte. Der indgår 400 husstande i First Quantum Minerals rekognoscering, men det er ikke nødvendigvis samtlige af dem, der ender med at skulle væk. Mineselskabet har dog beordret dem alle til at stoppe enhver form for udvikling eller forbedring af deres grunde.

Priscilla havde ellers møjsommeligt sparet op for at få råd til husbyggeriet. Hun manglede stadig at få råd til alle byggematerialerne, men hun var godt på vej. Om alt gik vel, skulle byggeriet have været gået i gang i slutningen af året. Imens kunne hun og drengene bo midlertidigt et par timers kørsel væk. 

“Nu ved jeg ikke, hvad der kommer til at ske”, siger hun med resignation i stemmen.  

Hendes situation er paradoksal. En voksende global efterspørgsel på Solwezis kobber er ved at tage hendes jord og husdrømme fra hende. Men samtidig har Kansanshi-minen givet hende arbejde. 

Hun er ansat hos en af de mange underleverandører, der leverer varer og services til First Quantum Minerals. Hvis ikke minen fandtes, måtte Priscilla meget vel nøjes med at sælge kiks, simkort og pulversæbe i en lille vejbod. Hendes drøm om at spare op til at kunne åbne sin egen lille restaurant, hvor hun kunne sælge shima og grillet kød, ville være utopisk. 

Paradokset gør sig gældende for hele Solwezi. Minen fratager mange tag over hovedet, alt imens den også skaffer dem mad på bordet. Den giver vand til landsbyen, alt imens den truer dens eksistens. 

Reklame for minen
Solwezi fra luften (ikke af minen) red

For 30 år siden, da First Quantum Minerals begyndte at lede efter kobber i området, var der mere bush end by over Solwezi. I dag bor der ca. en kvart million indbyggere, heriblandt indiske, kinesiske, sydafrikanske, canadiske minefolk. Med dem er der fulgt fastfoodkæder, velassorterede supermarkeder, asfalterede veje, sågar en spaklinik. Og det er meget vel bare begyndelsen: Den zambiske regering har planer om at udvikle Solwezis lille, skrabede lufthavn, så den kan huse internationale flyvninger. 

Priscilla Kombokombo er derfor heller ikke decideret modstander af, at First Quantum Minerals udvinder kobber i området. De er forlængst blevet en integreret del af livet i Solwezi, og hun ved godt, at kobberet er en god forretning for Zambia. 

Minedriften skal bare ske retfærdigt og under hensyntagen til de lokale, pointerer hun. 

“Jeg har blot modtaget et brev om, at minen udvider, og at jeg skal afvente yderligere informationer. Det er det eneste. Jeg er ikke blevet inviteret til nogle høringer eller anden form for konsultationer med os. Det synes jeg ikke er i orden”, siger hun.

Rekordhøje kobberpriser

FQM oplyser til Danwatch, at de har afholdt en offentlig høring i Mushitala, og at der er planer om endnu en. Men i et brev sendt til mineselskabet og Solwezis byråd den 26. juli, beskriver otte indbyggere i Mushitala, hvordan de oplever at blive ført bag lyset. 

“Frem til i dag har lokalsamfundet ikke modtaget nogen formel skriftlig besked om, at ejendommene skal erhverves eller eksproprieres. Vi har heller ikke fået udleveret et detaljeret kort, der viser, hvilke områder der er berørt, eller en liste over de personer, der bliver berørt. Der har desuden ikke været nogen reel og meningsfuld konsultation med lokalsamfundet, sådan som både zambisk lovgivning og internationale standarder kræver”, lyder det i brevet, som Danwatch er i besiddelse af. 

FQM bekræfter, at de har modtaget brevet og har indledt dialog med afsenderne. 

Alt dette foregår på et tidspunkt, hvor de globale kobberpriser svinger rundt på historisk høje niveauer. I begyndelsen af året kostede ét ton kobber over 83.000 kroner på råvarebørsen i London, og udviklingen kan også spores i regnskaberne for Kanshanshi-minen. I 2025 havde minen indtægt på over 15 milliarder kroner, en markant stigning fra årene forinden. 

Samtidig har Zambias regering lanceret en ultra-ambitiøs målsætning om at hæve landets årlige kobberproduktion fra knap én million tons i dag til tre millioner tons i 2030.  

Det er tal, der kan være svære at fatte, når man bevæger sig rundt i Solwezi, der trods sin åbenlyse udvikling stadig er en tør og støvet udørk. Fastfood og spa ændrer ikke på, at byen leverer råstoffer til nogle teknologier, som dens indbyggere kun i begrænset omfang selv kan benytte sig af. Hvis overhovedet. 

“Hver eneste time kan vi se store lastbiler fyldt med kobber blive transporteret ud af minen. Vi ved, at vores kobber er eftertragtet og har stor værdi, men det kommer ikke os lokale til gavn. Tværtimod”, siger Priscilla Kombokombo. 

Priscilla Kombokombo

Fra samme undersøgelse

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.