Den afrikapolitiske debat i Vesten – også i Danmark – er typisk informeret af de store internationale mediers Afrika-dækning. Redaktionelle beslutninger hos New York Times, The Guardian, BBC, France24 og Al Jazeera har stor indflydelse på, hvordan vi taler og tænker om Afrika.
Men hvis vi skal forstå kontinentet i dybden, er det næppe hensigtsmæssigt at være afhængig af, hvordan afrikanske forhold bliver udlagt uden for kontinentet. For at forstå Afrikas situation bør vi, slet og ret, læse noget mere afrikansk journalistik.
Det stod klart for mig, da jeg i begyndelsen af november deltog i den 21. udgave af Afrikas vigtigste journalistik-konference, African Investigative Journalism Conference afholdt på Wits University i Johannesburg, Sydafrika.
Mange afrikanske journalister arbejder under umulige forhold, især efter danske standarder. De får minimale lønninger – hvis de overhovedet bliver betalt – og dem, der sætter sig for at grave korruption, menneskerettighedsbrud eller andre ulovligheder frem, risikerer ofte deres liv.
Alligevel bliver der hver eneste dag produceret vigtig og dygtig (undersøgende) journalistik på kontinentet. Fra amaBughane i Sydafrika, The Fourth Estate i Ghana og The Elephant i Kenya til The Republic i Gambia, Platform for Investigative Journalism i Malawi og The Chanzo i Tanzania.
Deres journalistik både indgyder håb og pirker til desillusionen. Det er grove løjer i rå mængder, som de afdækker: Korruption, svindel, organiseret kriminalitet, vold. Men i det mindste bliver det afdækket. Og det er i sig selv værd at bifalde.
Netop det gjorde Fatou Bensouda, tidligere chefanklager ved Den Internationale Straffedomstol og nuværende gambiansk ambassadør i Storbritannien, også i konferencens åbningstale. Foran et fyldt auditorium på Wits University deklarerede hun:
“Medierne er en vigtig partner i Afrikas rejse mod velstand og retfærdighed. De fungerer både som vagthund og som megafon – de holder magten ansvarlig og fremhæver samtidig de historier om succes og forandring, som fortjener at blive hørt. Den undersøgende journalistiks rolle, baseret på professionalisme, etik og en utrættelig stræben efter sandheden, kan ikke overvurderes”.
Graverjournalistikkens relevans er universel, men den synes alligevel særligt nødvendig på det kontinent som det afrikanske. Med udbredt politisering af retssystemerne, svage tilsynsmyndigheder og systematiske misinformationskampagner, udgør de frie medier et veritabelt demokratisk akutberedskab i mange lande.
Som dansk journalist, der dækker Afrika, var de tre konferencedage i Johannesburg dermed ikke kun en anledning til at indhente inspiration og værdifulde kontakter. Det var også en påmindelse om egne privilegier. Når jeg venter for længe på en aktindsigt, bliver mine kolleger afkrævet bestikkelse. Når jeg får en vred mail fra en pressechef, bliver de truet på livet. Og når jeg udgiver mine artikler, bliver de censureret.
Mit bidrag på konferencen var netop at reflektere over disse grundlæggende uligheder og præsentere Danwatchs bud på, hvordan man kan minimere dem ved at samarbejde på tværs af medier i Europa og Afrika – som vi har gjort det med Zitamar News (Mozambique), Voice of Liberia, NTV Uganda og senest The Chanzo (Tanzania).
Den begrænsede pressefrihed er en strukturel udfordring, der kræver strukturelle løsninger. Men tværkontinentale mediesamarbejder er en måde at tage ansvar for situationen, imens vi venter på et skift i de politiske vinde. Når vi, der dækker afrikanske forhold – om vi sidder i eller uden for Afrika – danner fælles front, kan vi lave journalistik, der højst sandsynligt ellers ikke ville være blevet lavet.
Derfor var jeg i Johannesburg. Og derfor fortsætter Danwatch med at afsøge mulighederne for at arbejde sammen med kolleger på tværs af Afrika.