Militære dokumenter afslører, hvordan Rusland har genaktiveret tophemmeligt dommedagssystem

I løbet af 2018 begyndte noget stort at røre på sig langt ude i den centralrussiske ødemark.

Langs en nybygget landevej kørte lastbil efter lastbil i pendulfart gennem det ugæstfrie og uendelige skovlandskab mod en lille isoleret landsby ved foden af de russiske Uralbjerge.

Med sig bragte de store mængder byggematerialer: Stål, cement, elektriske kabler, transformerstationer og isolering. Nogle var lastet med avanceret udstyr til klippeboring og ventilationsudstyr designet til miner. Andre med med beskyttelsesudstyr til kemisk og radioaktivt materiale.

Nu kan Danwatch i samarbejde med The Sunday Times og Dossier Center for første gang afsløre, at det russiske militær i hast har arbejdet på at udbygge og opgradere det tophemmelige ”Objekt 1335” – en gigantisk kommandobunker dybt inde i et bjerg og en af Ruslands vigtigste statshemmeligheder.

Det viser en omfattende gennemgang af mere end to millioner af dokumenter fra russiske militærudbud, som Danwatch systematisk har indsamlet fra en offentlig database i Rusland over en periode på mange måneder i løbet af 2024. De russiske myndigheder har løbende forsøgt at begrænse adgangen til databasen, men det er lykkedes os at opnå adgang til dokumenterne ved blandt andet at benytte et netværk af servere i Rusland, Kazakhstan og Belarus.

Dokumenterne viser, at Forsvarsministeriet i Moskva i 2018 begyndte at sende tusindvis af indkøb i udbud til Objekt 1335, og at militæret i de følgende år frem til 2024, og formentligt længere, har udvidet og forstærket undergrundskomplekset, hvorfra de russiske styrker skal kunne udkæmpe en atomkrig.

Ifølge førende eksperter og højtstående kilder i det russiske militær har formålet været at udstyre anlægget med en moderne version af et berygtet koldkrigssystem, der med høj grad af automatisering er i stand til at omgå almindelige kommandoveje og kommunikere direkte med de missiler, der bærer atomsprænghoveder.

Kilderne beskriver systemet som kronjuvelen i Ruslands atomafskrækkelse. Den centrale node i et nukleart gengældelsessystem, der er designet til at kunne sende affyringsordrer på tværs af Rusland til samtlige missiler i landets atomarsenal, hvis Rusland udsættes for et overraskelsesangreb.

Systemets tekniske navn er Perimetr. I Vesten er det kendt som Dead Hand.

Afsløringen bygger på flere års research og får nu nogle af verdens førende eksperter til at slå alarm. For systemet, der oprindeligt blev bygget og aktiveret i midten af 1980’erne, er et produkt af den ekstreme koldkrigs-paranoia, der herskede i de år. Derfor vækker det også stor bekymring, at Moskva igen tager systemet i brug i en tid med fornyet konflikt mellem øst og vest.

Jeffrey Lewis, der underviser i atomnedrustning og våbenkontrol på Stanford Universitet og er en af verdens førende eksperter i nuklear sikkerhedspolitik, er ikke i tvivl, da vi præsenterer ham for vores research.

”Den enkleste forklaring må være, at Rusland genaktiverer Dead Hand. Det er… Det er en stor påstand. Men nogle gange er tingene faktisk, hvad de ser ud til at være”, siger han.

”Det er velkendt, at det her er et kommandocenter for de Strategiske Missilstyrker. Og det er her, det her Dead Hand ligger. Så det faktum, at det lader til at være voldsomt moderniseret og sættes tilbage i beredskab, antyder, at det skal gøre det, det er designet til. Der er mange signaler, der kommer ud af Rusland nu, der peger på, at Dead Hand sættes tilbage i spil, fordi Rusland er bekymret for nogle af de ting, USA er i stand til”, siger Jeffrey Lewis.

Tom Røseth, ekspert i russisk sikkerhedspolitik og hovedlærer i efterretningsstudier ved Stabsskolen i Norge, mener også, at det tyder på, at Perimetr er moderniseret med ny teknologi. Han lægger dog stor vægt på, at systemet er designet til gengældelse og ikke til indledende angreb, og derfor ser han primært moderniseringen i bjerget som en form for beskyttelse.

”Det tyder på, at de er ved at sikre anlægget mod enhver form for angreb”, siger han.

Han henviser til, at USA har udviklet kraftfulde ”bunker buster”-våben, der kan ramme meget beskyttede mål dybt nede i jorden. Sådan nogle har amerikanerne blandt andet brugt i krigen mod Iran, hvor selv dybe underjordiske anlæg blev ramt og beskadiget.

”For at beskytte Objekt 1335 og atomstyrkernes kommando- og kontrolsystemer er de derfor nødt til at grave sig endnu dybere ned og forstærke basen endnu mere”, siger Tom Røseth.

Svært at tro på

Perimetr blev oprindeligt designet i 1970’erne som et ekstremt element i det, der blev kendt som Mutually Assured Destruction – en strategisk doktrin, som skulle holde stormagterne fra at angribe hinanden med atomvåben, fordi et angreb på modparten uundgåeligt ville betyde, at man selv ville blive ramt lige så hårdt.

Som en slags ultimativ forsikring byggede russiske videnskabsmænd et komplekst system, der skulle garantere nuklear gengældelse, hvis den politiske og militære ledelse i Rusland blev udslettet i et overraskelsesangreb.

Hvis man i Kreml fik varsel om, at der var fjendtlige atommissiler på vej, ville lederskabet kun have få minutter til at beslutte, om truslen var reel, og man skulle beordre et modangreb, før missilerne ville ramme.

Med Perimetr kunne de i stedet uddelegere beslutningen til den beskyttede bunker Objekt 1335, hvorfra systemet ville holde øje med, om landet reelt blev ramt af et angreb. Hvis kontakten til ledelsen blev kappet, og systemet registrerede seismiske rystelser og stråling, der indikerede en atomar detonation på russisk territorium, ville soldaterne i bunkeren kunne aktivere et altomsluttende gengældelsesangreb.

Denne uddelegering af affyringsordren skulle altså hjælpe Kreml med at køle ned og undgå at reagere på falske alarmer, som der historisk har været adskillige tilfælde af.

Men ifølge Jeffrey Lewis er genaktiveringen af Perimetr alligevel udtryk for en voldsom udvikling, fordi man selv højt oppe i de vestlige efterretningstjenester har haft svært ved at tro på, at et halv-automatiseret system med så store kapabiliteter og potentielle konsekvenser overhovedet har eksisteret.

”Selv det amerikanske efterretningsmiljø ønskede ikke at tro på, at Dead Hand rent faktisk fandtes. Du vil stadig kunne finde folk fra dengang, der arbejdede i staten, som bare vil nægte at tro på, at sovjetterne nogensinde byggede det, selv om det er meget veldokumenteret”, siger Jeffrey Lewis.

Efter at være præsenteret for vores research har han undersøgt sagen i andre kilder i og uden for Rusland, og de har ifølge ham bekræftet mistanken.

”Det er så svært at tro på, at de gjorde det første gang, og det bliver meget svært for folk at tro på, at de er ved at gøre det igen. Men det tror jeg, de er”.

Vurderingen bakkes op af Andy Weber, som var assisterende forsvarsminister for nukleart, kemisk og biologisk forsvar under Obama-administrationen og i mere end fem år rådgav præsidenten i spørgsmål om atomvåben.

Han mener også, at beviserne peger på, at Rusland har genaktiveret Perimetr.

“Jeg har ikke nogen grund til at tro, at det ikke er det. Putin er meget paranoid over halshugningsangreb (overraskelsesangreb på den øverste ledelse, red.). Det har han altid været. Så det giver god mening, at han ville prioritere dette”.

Af den grund har komplekset i bjerget altid været en ”meget, meget høj prioritet” for efterretningstjenesterne i Vesten, fortæller Andy Weber. Ifølge ham skal opgraderingen af anlægget ved Objekt 1335 ses som led i en større oprustning af Ruslands atomstyrker.

”Det stemmer overens med Putins øgede investeringer igennem det seneste årti i nukleare leveringssystemer, sprænghoveder og kommando- og kontrolsystemer. For Ruslands afhængighed af atomvåben har været stigende”, siger han.

Bjergets hemmelighed

Træhusene, der udgør den lille landsby Kytlym, er mørke og vindblæste. Endeløse nåleskove og et ufremkommeligt terræn strækker sig over hundreder af kilometer i næsten alle retninger.

Landsbyen ligger ekstremt isoleret dybt inde i den russiske ødemark. Her er vinteren lang og hård, og i årtier har forbindelsen til omverdenen været nærmest ikke-eksisterende.

Men følger man en lille vej, der snor sig fra landsbyen, gennem skoven og forbi de udtjente platinminer mod øst, ledes man op til en parkeringsplads og et militært checkpoint. Her, ved foden af Kosvinsky-bjerget, ligger militærbasen, der huser den særlige militærenhed 20003.

I den fjerne ende af basen, bag endnu et checkpoint og ved siden af et højt placeret maskingeværtårn, leder en massiv jerndør ind til bjergets indre. Porten til et massivt underjordisk kompleks af bygninger og tunnelsystemer, skjult under flere hundreder meter solid klippe.

Det er blandt andet her fra det stærkt beskyttede Objekt 1335, at de Strategiske Missilstyrker skal kunne koordinere og udkæmpe en atomkrig.

Af samme grund er komplekset i Kosvinsky-bjerget også et af de mest hemmelige steder i Rusland. I de mere end 40 år, der er gået, siden de første tunneller blev gravet i begyndelsen af 1980’erne, er ikke den mindste detalje om anlæggets indre sluppet ud. Mens det er lykkedes os at finde hundredvis af billeder fra militærenheden uden for bjerget, stammer kun ét eneste tilsyneladende fra tunnellerne indeni.

Men tidligere soldater, som har tjent i enhed 20003, beskriver over for Danwatch, The Sunday Times og Dossier Center bunkerkomplekset som ”meget omfattende”. En fortæller endda, at afstandende i tunnelsystemet er så enorme, at der kører busser inde i Kosvinsky-bjerget.

Mere vil de ikke sige, for det er trods alt militærhemmeligheder, forklarer en anden. Bliver de taget i at snakke, vil de med garanti tilbringe lang tid i fængsel, eller det der er værre.

I Rusland har man flere gange i løbet af de seneste 15 år hentydet til eksistensen af Perimetr-systemet og meldt ud, at systemet skulle være blevet aktiveret og sat i kampberedskab. I 2011 bekræftede den øverstbefaldende for de Strategiske Missilstyrker, general Sergey Karakaev, i et interview eksistensen af Perimetr, men leverede intet andet, der kunne bekræfte hans påstand.

I august 2025 hentydede tidligere præsident Dmitry Medvedev til Perimetr i en Telegram-post rettet mod USA’s præsident Donald Trump. Her advarede han om, ”hvor farligt det sagnomspundne ’Dead Hand’ kan være”, hvilket straks fik Trump til at gå til modangreb på sit eget sociale medie Truth Social og beordre to atomubåde til mere ”passende regioner”.

Men for første gang kan vi nu koble russiske udmeldinger direkte til konkret aktivitet der, hvor systemet befinder sig. Denne gang kommer udmeldingerne ikke fra højtstående embedsfolk, men fra nogle af dem der rent faktisk har arbejdet på Perimetr.

I et russisk militærmagasin bekræfter flere højtstående veteraner fra de Strategiske Missilstyrker, at Perimetr er blevet opgraderet og genindsat i Objekt 1335.

De beskriver blandt andet i en række artikler, hvordan systemet ”efter mange års eksperimentelt arbejde” så sent som i 2023 blev sat i fornyet ”kampberedskab”.

Den pensionerede generalmajor V. G. Khalin, der var med til at udvikle det oprindelige Perimetr i 1970’erne, fortæller, hvordan han mellem 2005 og 2010 var en af de ledende specialister i spidsen for at modernisere systemet, angiveligt efter et hemmeligt dekret fra Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Khalin beskriver, at Perimetr’s ”automatiseringssystem” er blevet opdateret, og at ”systemets tekniske kapabiliteter” er blevet styrket med blandt andet mobile kommandoposter og rumbaseret kommunikation.

”Hvis nødvendigt vil de Strategiske Missilstyrker fuldføre den historiske mission om gengældelse mod den fjende, der krænker vores uafhængighed”, skrev Khalin i januar 2026.

Generalmajor Khalins beskrivelser er ifølge eksperterne især opsigtsvækkende, fordi han ikke udtaler sig i verdenspressen, men i et magasin for veteraner i Rusland.

Statshemmeligheder i udbud

Da Forsvarsministeriet i Moskva i 2018 skulle udbygge bunkeren i bjerget ved Kytlym, var det 8. Hoveddirektorat for Militært Byggeri, der stod for det praktiske.

Gennem tusindvis af individuelle udbud bestilte direktoratet stort og småt til konstruktionsarbejdet. Alt fra toiletter, vandhaner, gummilister og refleksjakker til pengeskabe, elektromagnetiske låse og infrarøde sensorer.

Men der blev også bestilt tunge udgravningsmaskiner og klippeboringsudstyr, ventilationsudstyr til miner og særlige luftfiltre designet til at håndtere kemiske og biologiske materialer og radioaktivt støv. Og jordskælvs- og eksplosionssikrede transformerstationer, varmeudstyr, lamper og elektriske paneler.

Og så var der selve byggematerialerne: 22.000 tons armeret stål og stålelementer, 600 kilometer elektriske kabler, 14.000 lamper og pærer. Elektrisk infrastruktur, der kan drive mindre byer. Og mere end 56.000 tons cement – nok til at bygge adskillige højhuse.

”Det er kolossale mængder, det her”, siger Per Goltermann, professor ved Institut for Byggeri og Mekanisk Teknologi ved Danmarks Tekniske Universitet.

”Med den mængde cement alene vil man typisk kunne lave omkring 150.000 kubikmeter beton. I et almindeligt byggeri ville det måske svare til mellem en halv og en hel million kvadratmeter betonelementer. Når det er til militært brug, vil man formentlig lave væggene tykkere – men selv et konservativt skøn vil ligge på mindst 150.000 kvadratmeter overflade”, siger han.

”Det er et enormt byggeri”.

Selv om der i udbuddene er gjort store anstrengelser for ikke at fortælle mere end højst nødvendigt – blandt andet ved konsekvent at bruge koder og numre – afslører enkelte passager blandt hundredvis af sider i enkelte udbud alligevel lidt om, hvad der gemmer sig i bjerget.

”Objekt 1335 er designet til at indeholde et kompleks med udstyr til kontrol-, kommunikations- og sikkerhedssystemer, samt stationær indkvartering af personale i kampberedskab og hverdagsliv. Ansøgere skal have en FSB-licens til at udføre arbejde, der udgør en statshemmelighed”, står der eksempelvis i et udbud med henvisning til den russiske efterretningstjeneste FSB.

Andre dokumenter udpensler strenge krav til de chauffører, der skal levere materialerne, herunder et totalforbud mod telefoner, computere og andet elektronik under leverancerne.

Andy Weber, den tidligere assisterende forsvarsminister i USA, mener, vores research i udbudsmaterialet udgør en meget betydningsfuld opdagelse. Han spekulerer dog i, om det kunne være bevidst af russerne, at man i Vesten nu opdager Perimetr’s genaktivering.

“Der kan være tale om autoriserede læk igennem de offentlige udbud, for det, at de arbejder på det her, er helt sikkert ikke noget, de ønsker at holde hemmeligt”, siger han.

Han henviser til Stanley Kubricks klassiske sort-hvide krigskomedie Dr. Strangelove fra 1964, hvori Sovjetunionen har bygget en dommedagsmaskine, men har glemt at fortælle amerikanerne om den. Dermed mister dommedagsmaskinen sin afskrækkende effekt.

“Hvad godt er sådan et system, hvis modparten ikke kender til det? Putin vil gerne have, at hans fjender ved, at dette system er operationelt”, siger Andy Weber.

Designet til at købe tid

På mange måder toppede den Kolde Krig, da Perimetr første gang blev aktiveret i midten af 1980’erne.

Antallet af atomsprænghoveder i verden var i de forgående årtier vokset eksplosivt, og især Sovjetunionen havde for alvor skruet op for produktionen. Alene mellem 1970 og 1980 havde sovjetterne bygget over 18.000 nye sprænghoveder og rådede i 1979 for første gang over flere end amerikanerne.

Sideløbende med at USA og Sovjetunionen indledte de første egentlige nedrustningsforhandlinger i Genève i første halvdel af 1980’erne, begyndte sovjetiske ingeniører ifølge den amerikanske journalist David Hoffmann, der i 2009 skrev den Pullitzer-vindende bog Dead Hand, febrilsk at grave sig ned i Kosvinsky-bjerget for at etablere et kommandocenter i tilfælde af, at en atomkrig skulle bryde ud. I 1985 aktiverede Sovjetunionen for første gang Perimetr i dette nye undergrundskompleks.

Steven Pifer, der senere skulle blive USA’s ambassadør i Ukraine og tjene som diplomat på ambassader i Moskva, London og Warszawa, deltog i forhandlingerne i Genève som rådgiver for den amerikanske delegation.

Han husker det som en tid, der var defineret af en ekstrem grad af paranoia fra den russiske ledelse, og hvor ”sovietterne ikke forhandlede på en seriøst måde”, fortæller han. Men han kendte dengang ikke til planerne om Perimetr og blev først mange år senere gjort opmærksom på dets eksistens.

Det holder ham dog ikke vågen om natten, at Perimetr fortsat er noget, Rusland abejder på.

”Jeg forstår systemet sådan, at det egentlig ikke er designet til at afskrække amerikanerne. Faktisk var det designet til at give det politiske lederskab i Moskva selvtillid til at køle ned og sige, hør her, hvis du bliver udslettet, så er der et system, der vil gengælde. Så måske behøver du ikke reagere i panik, fordi du har det system i baghånden”, siger han.

Alligevel bliver han en ”lille smule nervøs” over generalmajor V. G. Khalins udtalelser om, at Perimetr’s ”automatiseringssystem” skulle være opdateret.

”På et eller andet tidspunkt, så lyder det som om, man er ved at tage mennesket ud af ligningen”, siger han.

Det store arbejde på de Strategiske Missilstyrkers anlæg i Kosvinsky-bjerget er sket parallelt med en bredere modernisering af atomvåbenbaser på tværs af Rusland.

Danwatch kunne sidste år sammen med Der Spiegel dokumentere, hvordan dusinvis af anlæg er blevet genopbygget med ny infrastruktur i forbindelse med, at flere regimenter skulle kunne håndtere en række nye atomvåbensystemer.

”Udvidelsen af Objekt 1335 følger en større opgradering af atomstyrkerne, der har været prioriteret højt blandt de russiske væbnede styrker”, siger Tom Røseth fra Stabsskolen i Norge.

”Perimetr vil igen have prioritet nu i en mere anspændt sikkerhedspolitisk situation, hvor Rusland ser sig selv i konflikt med Vesten”.

Danwatch, The Sunday Times og Dossier Center har forelagt researchen og eksperternes vurderinger for Kreml gennem dets pressekontor, samt direkte til præsidentens talsmand, Dmitry Peskov. De har ikke besvaret vores henvendelser inden deadline.