Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Prisen for en rose
- Tre nuværende ansatte hos verdens største roseproducent fortæller, at de arbejder under forhold, der sætter deres helbred over styr. Danwatch har været i Etiopien og besøgt byen, hvor roser, der ender i danske supermarkeder, gror.
- De har fået skader, som efter deres udsagn kommer fra de sprøjtemidler, der bliver brugt i produktionen. En medarbejder hævder at være blevet blind, en anden påstår at have nyreproblemer, og en tredje fortæller, at sprøjtemidler har givet ham hudproblemer
- Producenten, den hollandske virksomhed Afriflora Sher, skriver til Danwatch, at medarbejdernes “ve og vel er altafgørende.” De forklarer derudover, at de har “robuste procedurer, der skal sikre høje sundheds- og sikkerhedsstandarder.”
Du kan kende dem på plastikken med billedet af solen, der går ned bag høje træer. Roserne fra verdens største rosefarm, Afriflora Sher, fås i flere farver og stilkelængder – og de kan købes i flere danske supermarkeder.
Vi har været i Etiopien for at undersøge, hvilke forhold de etiopiske roser bliver dyrket under.
Tre nuværende medarbejdere fortæller om blindhed, nyreproblemer og problemer med hud, som de mener at have fået efter at have været i kontakt med de sprøjtemidler, der bliver brugt i produktionen af roser.
Danwatch har fundet Afrifloras roser i Kvickly, Netto, Føtex City, Rema 1000 og Min Købmand. Vi har kontaktet supermarkederne bag og forelagt dem de tre medarbejderes oplevelser med, hvad de betegner som et farligt arbejdsmiljø.
FAKTA
Vi har spurgt – supermarkederne har svaret
Vores spørgsmål:
- Hvad er jeres holdning til, at de roser, I sælger, ifølge vores undersøgelse bliver produceret under sundhedsskadelige vilkår?
- Hvem er jeres leverandør?
- Hvor mange år har I solgt produktet?
- Giver artiklen/undersøgelsen anledning til at revidere salget af produktet?





