20. marts 2019

Anklager mod WWF om finansiering af tortur og drab på lokale

En ny undersøgelse afslører, at organisationen har været med til at finansiere parkbetjente, der har tortureret og dræbt lokale folk i kampen mod krybskytteri. Organisationens danske afdeling siger, at danske støttekroner ikke er gået til de voldelige parkbetjente.

WWF-kampagne i Frankrig. De fleste kender Verdensnaturfonden på deres bedårende panda-logo og deres grafiske tv-reklamer med torturerede dyr. Nye afsløringer vidner om WWF-parkbetjente, der torturerer og dræber lokale. Foto: DocChewbacca

Det amerikanske medie Buzzfeed kunne i starten af marts afsløre, at Verdensnaturfonden (WWF) har finansieret parkbetjente som har banket, tortureret og dræbt civile lokale i kampen mod krybskytteri verden over.

Buzzfeed har gennem et år undersøgt WWF’s aktiviteter i seks lande og dokumenteret voldssager og drab i Indien, Nepal, Cameroun og den Centralafrikanske Republik.[Boks1]

Støtten fra WWF har både været i form af løn og udstyr, heriblandt våben, til parkbetjente i nationalparker i de fire lande. WWF har ligeledes organiseret og finansieret træning af, hvad Buzzfeed kalder “paramilitære grupper”, der blandt andet bliver opfordret til at dræbe uønskede gæster.

WWF har ikke ønsket at kommentere på Buzzfeeds konkrete afsløringer, men har igangsat en intern undersøgelse.

Støttet drab og tortur de sidste 12 år

De konkrete sager afsløret i Buzzfeeds undersøgelse starter allerede i 2006, hvor en nepalesisk mand døde, som et resultat af tortur udført af tre parkbetjente i nationalparken Chitwan i Nepal. Betjentene mistænkte manden for at have begravet et horn fra et næsehorn i sin have. Hornet blev aldrig fundet, og hverken politiet eller retsvæsenet var inde over sagen.

Efter mordet forsøgte WWF, ifølge Buzzfeed, at få anklagerne mod de tre betjente til at forsvinde. Da den nepalesiske regering valgte at droppe sigtelserne, blev det positivt modtaget hos WWF.

Buzzfeed har kortlagt mindst ti sager over de sidste 12 år, hvor lokale bliver banket, skudt på og tortureret af WWF-støttede parkbetjente i fire lande.

WWF er blevet advaret tidligere

Blandt de seneste sager er en mor, far og 11-årig søn, der i 2017 blev tævet med skaftet af en machete af parkbetjente i en WWF-finansieret park i Cameroun. Familien har klaget gennem WWF’s officielle klagenævn, men har ifølge Buzzfeed endnu ikke fået hverken svar eller erstatning fra organisationen.[Boks2]

I forbindelse med undersøgelsen har Buzzfeed mødtes med en gruppe lokale i Chitwan i 2018. Flere berettede om hyppig chikane fra parkbetjente, når de bevægede sig rundt i nationalparken. En mand var blevet banket så voldsomt, at hans trommehinde sprang.

Det er ikke første gang, at WWF bliver gjort opmærksom på deres vagters voldelige metoder. I 2015 konkluderede en lignende intern undersøgelse, som Buzzfeed har set, at WWF-finansierede vagter udøvede vold mod lokalbefolkningen omkring en nationalpark Cameroun.

Danske støttekroner er ikke gået til våbenhandel

WWF er verdens største naturfredningsforening og opererer i over 80 lande. Organisationen har over fem millioner medlemmer på verdensplan og 38.000 medlemmer i Danmark.

I den danske afdelings nyeste årsrapport fra 2017-2018 fremgår det, at danske støttekroner bl.a. er endt i Nepal, hvor nationalparken Chitwan ligger. Det fremgår også i rapporten, at kampen mod krybskytteri er en af deres vigtigste mærkesager.

International programchef for den danske afdeling, Jacob Fjalland, forklarer til Danwatch, at der er tale om en engangsdonation på 15.000 kroner til regnjakker og kikkerter til lokale frivilliggrupper som tæller tigerbestanden i den nepalesiske nationalpark Bardiya – og altså ikke parkbetjente i Chitwan.

“Lige præcis de anklager, som Buzzfeed er kommet frem med, foregår i områder og lande, som vi ikke fra dansk side har konkrete projekter i”, siger Fjalland.

Til spørgsmålet om, hvorvidt WWF’s danske afdeling har finansieret våben til parkbetjente i nogle af de lande de opererer i svarer han, at den danske del af organisationen hverken har købt eller doneret våben.

Danwatch har også bedt om en kommentar fra den internationale afdeling af WWF.

“Vi tager alle anklager alvorligt og har nedsat et uafhængigt udvalg som skal undersøge sagerne nævnt i historien”, skriver en talsmand.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down