Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Ruslands europæiske pengemaskine
- Russisk olie, gas, stål og andre råvarer er en central del af landets økonomi og bidrager til de indtægter, der holder krigsøkonomien i gang.
- Trods omfattende sanktioner spiller Europa stadig en vigtig rolle i den værdikæde, som skaffer russiske eksportindtægter. Det sker gennem shipping, finansiering, service og selskabskonstruktioner med forbindelser til europæiske lande, herunder Danmark.
- Danwatch undersøger, hvordan vestlige virksomheder indgår i Ruslands økonomiske kredsløb, hvilke danske og europæiske forbindelser der kan dokumenteres, og hvem der holder Ruslands pengemaskine kørende og selv profitterer på det.
Seks specialbyggede isbrydende tankskibe, der drives fra et firma i København, har siden april skåret sig igennem den arktiske is og sejlet med russisk flydende naturgas (LNG) til en værdi af omkring 10 milliarder kroner.
Det viser en beregning, som den tyske NGO og kampagneorganisation Urgewald har lavet for Danwatch, efter vi har afsløret forbindelsen mellem russisk gastransport og et dansk holdingselskab med adresse på Kalvebod Brygge 39.
Markedværdien af gassen, der ofte losses i europæisk havne, støttes af data fra MarineTraffic, som Danwatch har fået udleveret. De seks tankskibe har siden april fragtet næsten en femtedel af al den LNG, Rusland har eksporteret i perioden fra april til september.
Det bringer frem i lyset, at det danske firma, Seapeak Maritime Holdings (Denmark), bidrager stort til Ruslands milliardindtægter fra energi, som er med til at finansiere krigen mod Ukraine.
Den danske forbindelse til de russisk milliardindtægter blev etableret i foråret, da den globale shippinggigant Seapeak flyttede driften af skibene fra et firma i Skotland (UK) til et selskab i Singapore med dansk ejerskab.
Det danskejede Singapore-selskabs opgave som såkaldt commercial manager er blandt andet at holde styr på skibenes last og koordinere med havne, når gassen skal losses.
Danwatch har forelagt oplysningerne for den internationale tænketank Centre for Research on Energy and Clean Air (CREA), der kortlægger energimarkederne.
De fastslår, at tankskibene i stor stil bidrager til Ruslands gasindtægter.
“Seapeaks seks tankskibe transporterede 18% af al den LNG, Rusland eksporterede mellem april og september 2026, og en tredjedel af alt, der blev sendt fra Yamal, Ruslands største LNG-projekt”, siger Luke Wickenden, der er analytiker hos CREA.
31 af i alt 37 fragter fra de seks skibe med russisk gas er losset i EU, blandt andet i Rotterdam i Holland og Bilbao i Spanien.
Et nyligt eksempel, som Danwatch tidligere har skrevet om, er tankeren Nikolay Yevgenov, som den 2. september lossede 73.000 tons russisk LNG i Dunkerque i Frankrig.
Herefter sejlede skibet direkte videre til service på det danske værft Fayard.
Ifølge Urgewald gik 159 ud af i alt 180 leverancer fra Yamal frem til begyndelsen af september til europæiske havne.
Russiske milliardindtægter og strategisk betydning
Europa er fortsat det klart vigtigste LNG-marked for Yamal-anlægget, som ligger i det isfyldte russiske Arktis i Nordrusland, hvor gassen om bord på de seks tankere eksporteres fra.
Skibene sejler på langtidskontrakter for Yamal Trade, der håndterer alt salg og transport af gas fra Yamal-anlægget. Anlægget er et af Ruslands økonomisk vigtigste energianlæg og kontrolleres af det russiske gasselskab Novatek.
Dermed indgår de seks skibe under danskejet drift, i den gasforretning, der skaber milliardindtægter til Novatek.
Ifølge Novateks årsregnskab betalte virksomheden sidste år omkring 280 milliarder rubler i skat, svarende til godt 22 milliarder kroner, til den russiske stat.
Ifølge professor i Ruslandsstudier på Aarhus Universitet Jeremy Morris har salget af LNG fra Yamal mere end blot økonomisk betydning for Rusland.
“Det vigtigste ved Yamal er ikke nødvendigvis skatteindtægterne, men at Europa fortsat er et afgørende marked. Det gør russisk LNG strategisk vigtigt for både Rusland og Europa og er med til at fastholde europæiske og kinesiske økonomiske interesser omkring russisk energi”, siger Jeremy Morris.
Han peger samtidig på, at presset på den russiske økonomi betyder, at også mindre indtægtskilder får større betydning.
“LNG fylder relativt lidt i Ruslands samlede olie- og gasindtægter, men i en presset krigsøkonomi betyder også de marginale indtægter noget. Rusland har forsøgt at kompensere for faldende energiindtægter med højere skatter internt, men det har ikke kunnet lukke hullet”, siger Jeremy Morris.
Seapeak tjener på både drift og ejerskab
Gennem et joint venture, TC LNG Shipping, ejer Seapeak halvdelen af de seks tankskibe, der sejler med russisk LNG.
TC LNG Shipping havde sidste år indtægter på omkring 1,74 milliarder kroner og betalte samtidig mindst 55,7 millioner kroner til andre selskaber i Seapeak-koncernen for blandt andet skibsdrift, administration og ydelser knyttet til Yamal-transporter.
Seapeak har dermed både indtægter knyttet til den kommercielle drift og stor økonomisk interesse i selve skibene og indtægter på fragt.
Bag Seapeak konceren står den amerikanske kapitalfond Stonepeak som ejer.
“Der findes kun 15 Arc7-tankskibe (skibe bygget til at sejle gennem tyk arktisk havis, red.) i verden, og Rusland kan ikke bare erstatte dem fra den ene dag til den anden. Derfor er det et af de steder, hvor presset på russisk gas kan mærkes mest”, siger Luke Wickenden.
Ekspert: “Det kan give sanktionsmæssige udfordringer”
Overførslen af driftsopgaverne til det danske ejerskab skete samtidig med, at EU og Storbritannien strammede sanktionerne og rettede nye restriktioner mod netop Ruslands LNG-eksport og den service- og shippingindustri, som er involveret.
EU stiller samtidig krav til europæiske virksomheder, der ejer eller kontrollerer selskaber uden for EU, om at sikre, at de udenlandske selskaber ikke deltager i aktiviteter, der underminerer sanktionerne mod Rusland.
Ifølge sanktionsekspert og advokat Lars Brodersen fra TradeCompliance.dk gælder EU’s sanktioner også for EU-borgere og EU-selskaber uden for EU.
“Det afgørende bliver således at vurdere, om EU-selskabet ejer og kontrollerer det selskab, som foretager transaktioner. Og hvis disse transaktioner strider mod EU-sanktionerne mod Rusland, kan det give moderselskabet i EU sanktionsmæssige udfordringer”, siger han.
Danwatch har adskillige gange spurgt Seapeak-ledelsen i Danmark, hvilket ansvar det danske holdingselskab har for aktiviteterne i Singapore-selskabet, og om de nye sanktioner kan få betydning for den danske ejerkonstruktion omkring driften af skibene.
Virksomheden er fortsat ikke vendt tilbage med svar.














