26. januar 2018

EU-støttet klimaprojekt i Kenya indstillet efter tvangsudsættelser og drab

Et EU-støttet klimaprojekt har fået fatale konsekvenser efter kenyanske skovvagter har skudt og dræbt en mand, der tilhørte Sengwer-folket, som lever i Embobut-skovområdet i det vestlige Kenya. EU kritiseres for at have handlet for sent på advarsler fra FN og NGO’er.

Sengwer-territoriet Embobut, Kenya. Foto: Elias Kimaiyo

41-årige Robert Kirotich blev d. 16. januar skudt og dræbt af kenyanske skovvagter mens han vogtede sit kvæg i højlandet omkring Embobut-skoven i det vestlige Kenya. Kirotich tilhørte Sengwer-folket, et af Kenyas sidste skovfolk, som i flere år har kæmpet mod et EU-støttet projekt, der handler om at bevare vandressourcer i området.

Konflikten eskalerede allerede i slutningen af december sidste år, hvor skovvagter fra Kenya Forest Service ifølge en FN-meddelelse raserede landsbyer og tvang Sengwer-folket ud af deres hjem. Vagterne skulle ifølge FN-rapportører have sat ild til huse og dræbt husdyr i forbindelse med tvangsudsættelserne.

Et nedbrændt Sengwer-hus i Embobut. Foto: Elias Kimaiyo

EU handlede for sent

EU, som gik ind i projektet i 2016, har nu fordømt drabet på Kirotich og suspenderet støtten til projektet. Projektet genoptages først, når “garantier kan stilles for, at projektet gavner og respekterer alle kenyanere, også oprindelige folk,” siger EU’s ambassadør til Kenya, Stefano Dejak, til den engelske avis, The Guardian.

[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]

Men EU kritiseres ifølge avisen for at handle for sent, da FN-eksperter allerede d. 15. januar meddelte, at angrebene på Sengwer-folket havde fundet sted. FN-eksperterne sagde da, at EU burde indstille støtten til projektet, mens Kenyas regering burde sætte en stopper for udsættelserne og igangsætte uvildige undersøgelser af angrebene.

Tidligere i januar udsendte Amnesty International en rapport, der advarede om, at Sengwer-folkets menneskerettigheder blev krænket af tvangsudsættelserne, som ifølge rapporten også stred mod et direkte forbud fra Kenyas landsret.

Historisk konflikt

Projektet ved navn Water Towers Protection and Climate Change Mitigation and Adaptation, som EU har investeret 31 millioner euro i, har til formål at bevare vigtige vandressourcer samt reducere fattigdommen i området. Oprindeligt skulle projektet køre fra 2014 til 2020.

Tvangsforflyttede kvinder fra Embobut-skoven samles i en traditionel syngegruppe og synger om at vende hjem. Foto: Poppy Kohner/FPP (Forest Peoples Programme)

EU-ambassadør Stefano Dejak sagde ved projektets begyndelse, at programmet ville “bidrage til at bevare miljøet for nuværende og fremtidige kenyanske generationer og forbedre vilkårene for lokalsamfund”. I pressemeddelelsen fra EU stod der også, at projektet ville adressere adskillige problemstillinger som klimaforandringer, ligestilling, god regeringsledelse og menneskerettigheder.

Ifølge the Guardian har skovområdet Embobut været præget af konflikter og tvangsudsættelser siden den britiske kolonimagt i 1930’erne tvangsudsatte oprindelige folk fra området for at gøre plads til skovreservater og nybyggere. Den kenyanske regering har siden erklæret området for fredet, hvilket har fået konflikten til at blusse op på ny.

Amnesty skriver også, at den kenyanske regeringen har anklaget Sengwer-folket for at have ødelagt Embobut-skoven, hvorfor den har foretaget tvangsudsættelser siden 2014. Internationale medier har tidligere rapporteret om tvangsudsættelser af andre oprindelige folk i området.

I 2016 skrev The Guardian om Ogiek-folket, som med vold blev bortvist fra deres land af bevæbnede Kenya Forest Service-vagter. Den afrikanske menneskerettighedsdomstol dømte i maj sidste år disse tvangsudsættelser af Ogiek-folket for ulovlig, ifølge en rapport fra Amnesty.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down