Krigen i Ukraine lammer den globale fødevareforsyning

Velkommen til dennes uges nyhedsoverblik, hvor vi igen zoomer ind på de globale konsekvenser ved krigen i Ukraine. Denne uge ser vi mod Brasilien, der er en af verdens største landbrugsnationer målt på areal. Deres landbrug er afhængig af gødning, der indtil nu er importeret fra Rusland. Men med krigen er det nu slut med russisk gødning, og det skaber rystelser i den globale fødevareforsyning. I Peru har det medført protester og politisk splid; i Vestafrika skaber det sult.

En sojabønde viser den gødning, han skal til at sprede på sin sojamark nær byen Brasilia i Brazilien. Foto: Reuters/Adriano Machado.

Tirsdag den 5. april lagde et meget værdifuldt fragtskib fra kaj i Rusland. Skibet har kurs mod Brasilien, hvor det vil være fremme om godt en måned. Ombord er der omkring 550.000 ton russisk gødning, der er livsnødvendig for blandt andet brasilianske kaffe- og sojabønder. Skibet er interessant, fordi det er det sidste meget længe, der bringer russisk gødning til Sydamerika.

Brasilien er det land i verden, der importerer allermest gødning. Og mere end 20% kommer fra Rusland. I 2021 importerede Brasilien 9 millioner ton russisk gødning. Men med Ruslands invasion af Ukraine og de internationale sanktioner mod Rusland, er det meget snart slut med russisk gødning. 

Allerede i starten af marts forsøgte den Brasilianske landbrugsminister Tereza Cristina Dias at få internationale ledere til at undtage gødning fra sanktioner. Ifølge Reuters lagde hun tryk på, at mangel på gødning vil være en trussel for den globale fødevaresikkerhed.

Brasilien er nemlig verdens største producent af sojabønner og sojaskrå, der blandt andet er en vigtig bestanddel i dyrefoder. Ifølge Trase Earth, der samler oplysninger om globale forsyningskæder, er Kina langt den største aftager af brasiliansk soja. Men også europæiske landmænd er afhængige af sojaen fra Sydamerika. Ifølge det danske fødevareministerium bliver der årligt importeret 1,7 millioner ton soja til at fodre danske kyllinger, svin og kvæg. 

De brasilianske sojabønder sidder i saksen. Krigen i Ukraine har fået priserne på gødning til at stige med 15-45 %. Hvis de brasilianske bønder skal have råd til gødning, vil det medføre en stigning i prisen på sojaen, der kan dække deres udgifter. Og så vil prisen typisk stige hele vejen op gennem forsyningskæden og i sidste ende også hos forbrugeren.

Manglen på gødning vil sende rystelser gennem den globale fødekæde og flere advarer om, at Ruslands invasion af Ukraine og de internationale sanktioner mod Rusland vil skabe en decideret krise for fødevaresikkerheden. Vi har samlet flere eksempler under billedet.

En sojabonde viser den gødning, han skal til at sprede på sin sojamark nær byen Brasilia i Brazilien. Foto: Reuters/Adriano Machado.

Landmænd protesterer i Peru: I Peru har de høje priser på gødning og brændstof ført til voldsomme demonstrationer i hele landet. Det fik præsidenten til at indføre et kortvarigt udgangsforbud i hovedstaden Lima. Perus økonomi er stærkt afhængig af eksport af landbrugsvare og en stor del af befolkningen er beskæftiget i landbruget. Ligesom i Brasilien er det krigen i Ukraine, der har medført prisstigninger.

Mangel på mad i Vestafrika: Ifølge FN står Vestafrika lige nu overfor den største fødevarekrise i mere end ti år. Og det skyldes blandt andet de stigende priser på hvede som følge af krigen i Ukraine. Før invasionen stod Rusland og Ukraine samlet set for 30 % af verdens hvedeeksport. Sanktioner har afskåret Rusland fra at eksportere varer, mens Ukraines hvedemarker er forvandlet til slagmarker. Samtidig omfordeles nødhjælp fra Afrika nu til Europa. FN vurderer, at Vestafrika mangler 4 milliarder dollars for at yde tilstrækkelig støtte. 

Slut med tyske fritter: I Europa ser vi også konkret mangel på fødevare som konsekvens af Ruslands invasion af Ukraine. I den tyske by Köln har restauranten Gaffel am Do ikke haft pommes frites på sit menukort siden 1. april. Ukraine er sammen med Rusland nemlig nogle af verdens største producenter af madlavningsolie.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down