I april 2025 donerede Danmark et større beløb til Estland, så esterne kunne købe artillerigranater for pengene. Men i stedet for at sende granater til Ukraine, endte esterne med at overføre 71 millioner danske skattekroner til en falsk våbenproducent.
Og når så mange penge forsvinder fra statskassen, så er det en sag for Folketingets medlemmer, mener flere oppositionspartier.
Alligevel er hverken forsvars- eller finansudvalget blevet orienteret om granat-sagen, før Danwatch skrev om det.
Det fortæller medlemmer af Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.
Det er på trods af, at sagen har været ude i offentligheden i Estland siden starten af september, hvor landets forsvarsminister måtte træde tilbage.
Forsvarsministeriet i Danmark har kendt til sagen i en længere periode, da der ifølge de estiske myndigheder har været dialog om forløbet.
Derfor retter partierne nu kritik af forsvarsministeren.
“Ministeren skulle have oplyst os om sagen. Han har handlet forkert, og jeg mener, at vi er nødt til at tage en politisk drøftelse om det her både i Finansudvalget og Forsvarsudvalget”, siger Rune Kristensen (K).
Han afviser ikke, at sagen kan ende med at blive til en større kritik af Jeppe Bruus som minister.
“Jeg kender ikke til mere om sagen end det, jeg har hørt fra dig. Det er jo dybt frustrerende, for jeg ved ikke, hvad der foregår, og hvad der kommer til at ske”, siger han.
“Det kan godt ende med en næse”.
Dansk Folkepartis finansordfører, Anders Vistisen, stemmer i.
“Vi har ikke modtaget nogen orientering om sagen og har nu indkaldt forsvarsministeren til samråd”, lyder det.
Danwatch har rakt ud til forsvarsminister Jeppe Bruus, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Minister afkræves svar
Sagen drejer sig kort fortalt om, at regeringen med Troels Lund Poulsen (V) som forsvarsminister donerede 317 millioner kroner til Estland den 23. april 2025, så esterne kunne købe artillerigranater til Ukraine.
Men esterne betalte den falske våbenproducent Datasel 71 millioner danske kroner for at producere granaterne, hvilket selskabet aldrig gjorde.
Datasel er i virkeligheden en softwareudvikler uden nogle kompetencer til at udvikle våben, der blev opkøbt af et indisk firma, som pludselig ændrede hele Datasels hjemmeside fra at handle om software til at handle om granater.
Selskabet brugte både billeder lavet med kunstig intelligens og andre billeder stjålet fra computerspil på sin hjemmeside for at reklamere for produkter, den altså ikke solgte.
Foruden indkaldelsen til samråd er der også stillet spørgsmål i Udenrigs- og Forsvarsudvalget fra de konservatives Marcus Knuth.
Han kræver blandt andet svar på, om granat-sagen er en enkeltstående sag eller et symptom på et større problem.
“Vil ministeren endvidere oplyse, om ministeriet har kendskab til andre danske donationer til Ukraine, som ikke er kommet den tiltænkte modtager i hænde?”, spørger Knuth.
En anden politiker, der gerne vil have svar på, hvad der er foregået i sagen, er Danmarksdemokraternes Dennis Flydtkjær.
“Jeg så første gang historien i pressen, og er derfor ikke blevet informeret om det”, siger han til Danwatch.
Tidligere forsøg på at få kommentarer fra Troels Lund Poulsen (V), der var forsvarsministeren bag den mislykkedes donation til Estland, er ikke lykkedes.
Venstres presseafdeling henviser i stedet til Forsvarsministeriet, da sagen formelt ligger der.
Danwatch har også rakt ud til Det Estiske Center for Forsvarsinvesteringer (RKIK) for at få svar på, hvad danskerne vidste, inden de gav hånd på at sende mange millioner kroner afsted til esterne.
Det har ikke været muligt at få svar på. RKIK oplyser, at de ikke kan sige mere om sagen, da der er en retssag i gang mod den falske våbenproducent Datasel.
Forsvarsministeriet har heller ikke svaret på spørgsmål om processen, men bekræftede i fredags, at Danmark ville få pengene retur af Estland, som i øjeblikket selv ser ud til at dække for det, mens retssagen mod Datasel er i gang.





