Frem mod 2028 bruger den danske ambassade i Kenya 50 millioner kroner på naturbevaringsorganisationen Northern Rangelands Trust (NRT). Det blev fejret med en ceremoni i Nairobi før sommerferien.
Pengene skal sikre afsidesliggende samfund i det centrale og nordlige Kenya adgang til vand og grøn energi og udvikle løsninger inden for blandt andet skovlandbrug og mangrovebeskyttelse.
Det lyder umiddelbart som oplagt brug af danske udviklingskroner, men donationen, der trækker Danmarks samlede bidrag til NRT op på over 200 millioner kroner, er ganske opsigtsvækkende. De seneste par år har organisationen været genstand for massiv kritik, både i Kenya og internationalt. NRT er gentagne gange beskyldt for at fordrive pastoralister og intimidere, chikanere og endda begå vold mod kritikere.
Senest udgav International Federation of Human Rights en stærkt kritisk rapport, der beskriver, hvordan NRTs udbydning af klimakreditter til multinationale virksomheder som Netflix og Meta har krænket Borana-, Samburu-, og Rendille-folkenes rettigheder.
Rapporten udkom efter, at Miljø- og Jordretten i Nairobi i januar i år fandt, at NRTs naturbeskyttelsesområder i Cherab og Chari i Isiolo-amtet er blevet etableret og administreret uden konsultation med lokalbefolkningen og i uoverensstemmelse med forfatningens grundlæggende principper om jordrettigheder.
Både på den danske ambassade i Nairobi og hjemme i Udenrigsministeriet kender man udmærket til kritikken, ligesom man naturligvis også har noteret sig dommen mod NRT. Men alligevel har man altså valgt at fornye støtten til organisationen, der vel at mærke igen og igen har afvist beskyldningerne.
“NRTs anke af dommen fra retten i Nairobi er endnu ikke afgjort. Retten har besluttet, at de to naturreservater, som sagen omhandler, kan fortsætte deres aktiviteter indtil sagen endelig afgøres. Danmark følger den igangværende retssag tæt”, skriver Udenrigsministeriet i en mail til Afrika-brevet og tilføjer:
“Danmark har i samarbejde med NRTs øvrige internationale donorer gennemført flere undersøgelser af anklagerne om NRTs mulige brud på menneskerettigheder. Disse undersøgelser blev gennemført før man fra dansk side i september 2024 godkendte yderligere støtte til NRT”, lyder det i mailen.
Afrika-brevet har fået indsigt i de undersøgelser, som Udenrigsministeriet omtaler. De er foretaget af det danske konsulentbureau Nordeco, og her konkluderer man, at NRTs arbejde er “tilfredsstillende”, og at man ikke har fundet dokumentation for, at organisationen er skyld i systematiske menneskerettighedskrænkelser.
Undersøgelsen anerkender dog, at der er stærkt divergerende holdninger til NRT afhængig af, hvem man spørger, ligesom den indeholder en række forslag til, hvordan NRT fremover kan sikre bedre inddragelse af lokalbefolkningen.
Den danske beslutning om at forny støtten til NRT kan synes dristig. Selvom Nordecos rapport renser organisationen, er kritikken af NRT virkelig til at tage at føle på. Men Udenrigsministeriets position bør ikke overraske. Fremfor alt har SVM-regeringens Afrika-strategi, som blev lanceret i august sidste år, bragt besindigheden ind i dansk Afrika-politik.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ønsker ikke at fare i flint og statuere et eksempel, hver gang en afrikansk samarbejdspartner anklages for menneskerettighedskrænkelser eller lignende, men derimod at undersøge og løse problemerne mindeligt.
Det kan måske gå, som situationen er nu, hvor det fyger med modsatrettede udlægninger om NRTs virke, men hvad gør regeringen, hvis Kenya National Commission on Human Rights, der ifølge Afrika-brevets oplysninger er ved at lægge sidste hånd på en stor undersøgelse af Northern Rangelands Trust, bakker op om kritikerne?
Så får Løkkes pragmatiske idealisme for alvor en kenyansk trykprøve.

