Åbner i en ny fane
Energi15/11/2026

Danske lønmodtageres penge ender i russisk gasforretning

Danskerne investerer via den fælles obligatoriske pensionsordning ATP over en halv milliard kroner i selskaber, der direkte bidrager til den russiske krigsøkonomi. Det viser Danwatchs gennemgang af ATP's portefølje.
BB 03 (1)
Alle lønmodtagere får trukket ATP-bidrag på deres lønseddel. ATP investerer blandt andet i virksomheder, der ejer LNG-anlæg sammen med det sanktionerede, russiske statsselskab Gazprom.Grafik: Louise Kock. Foto: Wikimedia Commons
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Ruslands europæiske pengemaskine

  • Russisk olie, gas, stål og andre råvarer er en central del af landets økonomi og bidrager til de indtægter, der holder krigsøkonomien i gang.
  • Trods omfattende sanktioner spiller Europa stadig en vigtig rolle i den værdikæde, som skaffer russiske eksportindtægter. Det sker gennem shipping, finansiering, service og selskabskonstruktioner med forbindelser til europæiske lande, herunder Danmark.
  • Danwatch undersøger, hvordan vestlige virksomheder indgår i Ruslands økonomiske kredsløb, hvilke danske og europæiske forbindelser der kan dokumenteres, og hvem der holder Ruslands pengemaskine kørende og selv profitterer på det.

“Der skal ikke herske tvivl om, at ATP ikke ønsker at understøtte det russiske regime”.

Sådan lød det fra Danmarks største pensionsselskab ATP efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022. 

Her fire år senere kan Danwatch så dokumentere, at ATP har investeret 508 millioner kroner i virksomheder, der direkte er involveret i russiske statsindtægter gennem ejerskab af energianlæg og transport af flydende gas (LNG). 

Det viser en gennemgang af pensionskassens investeringer, som Danwatch har foretaget. 

Gennemgangen afslører, at Danmarks største pensionskasse har aktieinvesteringer i fem firmaer, der enten er medejer af det store russisk gasanlæg Sakhalin-2 eller transporterer gassen fra anlægget til især de umættelige energimarkeder i Sydkorea, Japan og Kina.  

Det kæmpe russiske fossile energianlæg ligger 8.000 kilometer øst for Danmark ved den russiske ø Sakhalin. Ud for øens østkyst, hvor bjerge og skov møder stillehavskysten, hentes gassen i tonsvis op fra undergrunden.

Herfra sendes den gennem rørledninger til øens sydspids, hvor den nedkøles til flydende LNG og eksporteres på specialbyggede LNG tankere ud til kunderne.  

  • Danmark hjælper med den ene hånd Ukraine økonomisk og militært. Det går ikke, at vi med den anden hånd kaster milliarder efter selskaber, der holder gang i Ruslands krigsøkonomi.
    VS
    Villy Søvndal
    Tidl. udenrigsminister. Medlem af Europa Parlement for SF

Investeringer i Gazproms partnere

ATP har millioninvesteringer i japanske Mitsui & Co og Mitsubishi Corporation, der tilsammen ejer 22,5 procent af Sakhalin-2 anlægget, der kontrolleres af den sanktionerede statskontrollerede russiske energikoncern Gazprom. 

Gazprom er en af Ruslands største skattebetalere og bidrog i 2025 med omkring 275 milliarder kroner til den russiske statskasse.  Det er en skattebetaling som Gazprom selv kalder “Significance for the National Economy”.   

Sakhalin-2-anlægget et af største gasanlæg i Rusland og producerede i 2025 en tredjedel af Ruslands samlede gasproduktion.  

Sakhalin-2 er en kæmpe forretning for Rusland. Den finske research-organisation Center for Research on Energy and Clean Air (CREA) vurderer, at anlægget i 2025 eksporterede en tredjedel af Ruslands LNG, svarende til en værdi på omkring 36 milliarder kroner.   

RUSSIA PUTIN GAS
Den russiske præsident Vladimir Putin indviede tilbage i 2019 Sakhalin-gasanlægget. I dag bidrager anlæggets gaseksport med milliarder til den russiske statskasse. ATP har investeret i to af anlæggets ejere. Foto: Alexey Druzhinin/AFP/Ritzau Scanpix

Desuden har ATP aktieposter for flere hundrede millioner kroner i Mitsui O.S.K. Lines,  Nippon Yusen (NYK) og K Line, der varetager transporten eller ejer de LNG-tankere som gassen fragtes med. 

Det gælder for eksempel den 290 meter lange LNG-tanker Grand Mereya, der kan fragte 65.000 ton LNG. Skibet er ejet af Mitsui O.S.K. Lines og har fragtet omkring 3,9 millioner ton russisk LNG fra Sakhalin-2 siden januar 2023.   

Danwatch har spurgt ATP om investeringerne er i overensstemmelse med egne udmeldinger og politikker for ansvarlighed. 

“ATP foretager en selvstændig vurdering af de enkelte selskaber og deres aktiviteter i overensstemmelse med vores politikker for ansvarlige investeringer,” skriver ATP.  

ATP oplyser desuden til Danwatch, at “området er fyldt med svære dilemmaer for selskaber og investorer” og at de fastholder investeringerne fordi russisk LNG fortsat er en del af Japans energiforsyning. 

“Vi revurderer løbende selskaber, hvis der fremkommer nye oplysninger” skriver ATP i mailen.   

OVERBLIK

ATP’s investeringer

Her er ATP’ s investeringer i virksomheder, der alle er forbundet med det russiske gasanlæg Sakhalin-2 gennem direkte ejerskab eller drift. Anlægget genererer store indtægter til den russiske stat.

Danskerne kan ikke selv vælge om de vil indbetale til ATP, og millioner af lønmodtagere er hver måned tvunget til at indbetale til ordningen gennem deres arbejde.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har tidligere udtalt til Danwatch, at regeringen støtter de hårdest mulige sanktioner mod Rusland. Men Udenrigsministeret vil ikke kommentere direkte på ATP’s investeringer. 

Det vil til gengæld den tidligere udenrigsminister, SF’s medlem af Europa-Parlamentet, Villy Søvndal.

“Jeg synes ikke, at en lovbestemt pensionsordning skal investere i selskaber, der handler med Ruslands gas og hjælper Kreml. Det tvinger alle danskere ind i en virkelig uheldig indirekte støtte til Putins krig,” siger han. 

ATP forklarer investeringerne med, at mange andre investorer også har penge i de japanske selskaber.  

“Ligesom andre pensionskasser og investorer er ATP gennem en bred japansk aktieportefølje investeret i en række børsnoterede japanske selskaber, hvor aktiviteter vedr. russisk LNG udgør en meget begrænset andel af selskabernes samlede aktiviteter”, skriver ATP i sit svar til Danwatch. 

“ATP skylder danske lønmodtagere en forklaring”

Den russiske gaseksport kan fortsætte, fordi Sakhalin-2 er undtaget fra vestlige sanktioner indtil 2028. Desuden har Japan fastholdt sine ejerandele og køber fortsat gas fra anlægget af hensyn til landets energiforsyning.

Milliardindtægter fra anlægget bidrager til den russiske økonomi, som den danske regering og andre EU lande ellers meget aktivt forsøger at svække for at bremse Ruslands aggression i krigen mod Ukraine.  

“Danmark hjælper med den ene hånd Ukraine økonomisk og militært. Det går ikke, at vi med den anden hånd kaster milliarder efter selskaber, der holder gang i Ruslands krigsøkonomi”, siger Villy Søvndal.

Den tyske NGO og kampagneorganisation Urgewald opfordrer ATP til at skille sig af med investeringerne.

“Danske lønmodtagere har intet valg om at betale til ATP. Men ATP har et valg om, hvor de placerer pengene”, siger Alexander Kirk, der er kampagneleder hos Urgewald.

“Lige nu er danskernes pensionspenge investeret i selskaber, der holder gassen fra Sakhalin-2 i gang og pengene flydende ind i Kremls kasse, mens Rusland fører sin brutale angrebskrig mod Ukraine. ATP skylder danske lønmodtagere en forklaring”, siger han.

ATP fastholder i et svar til Danwatch, at de ikke bryder sanktioner eller bidrager til indtægter til det russiske regime. 

“ATP’s position er uændret siden 2022: ATP ønsker ikke at understøtte det russiske regime og efterlever de gældende EU-sanktioner mod Rusland. Som vi i 2022 pointerede, er området fyldt med svære dilemmaer for selskaber og investorer”.

“ATP’s position er uændret siden 2022: ATP ønsker ikke at understøtte det russiske regime og efterlever de gældende EU-sanktioner mod Rusland. Som vi i 2022 pointerede, er området fyldt med svære dilemmaer for selskaber og investorer.

Ligesom andre pensionskasser og index-investorer er ATP igennem en bred japansk aktieportefølje investeret i en række børsnoterede japanske selskaber, hvor aktiviteter vedr. russisk LNG udgør en meget begrænset andel af selskabernes/konglomeraternes samlede aktiviteter. Den japanske regering har i oktober 2026 genbekræftet sin energipolitik, hvor russisk LNG på grund af bl.a. nærhed til Japan fortsat er en del af landets energiforsyning, ligesom EU som bekendt fortsat importerer russisk gas ind i 2027.

ATP foretager en selvstændig vurdering af de enkelte selskaber og deres aktiviteter i overensstemmelse med vores politikker for ansvarlige investeringer, og anerkender som investor, at sagen er dilemmafyldt, men har for nuværende ikke fundet dækning for at ekskludere nogle af de i artiklen omtalte selskaber. Vi revurderer løbende selskaber, hvis der fremkommer nye oplysninger.” 

Gå ikke glip af den næste afsløring. Få vores nyhedsbreve